H. P. Clausen og Jørgen Paulsen: Augustenborgerne. Slægt - Slotte - Skæbne. (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 1980). 350 s. Ill.

Ordet »Augustenborgerne« har ikke nogen god klang i vor historic Dertil minder det for meget om danskerhad og forraederi. Men en sadan dom er lidt for summarisk. Augustenborgerne repraesenterede mere end dynastiske stridigheder og intriger mod det danske monarki.

Derfor er det en ypperlig ide, det historiske samfund for Als og Sundeved har faet ved at overtale to eksperter som professor H.P. Clausen og museumsdirektor Jorgen Paulsen til at udarbejde dette statelige vaerk.

Jorgen Paulsen har taget sig af slaegten og slottene. Deter blevet en meget fascinerende skildring af denne fyrsteslaegt, der tog sin begyndelse i 1651 ved hertug Ernst Giinthers aegteskab med prinsesse Augusta af Lyksborg. Slaegten uddode i 1931.

Allerede i det forste afsnit moder vi en raekke repraesentanter - ikke mindst kvindelige - der er vaerd at stifte bekendtskabmed pa grund af deres menneskeligeegenskaber. Der var saledes hertuginde Charlotte Amalie Wilhelmine,som i 1762 blev gift med hertug Frederik Christian I (1721-94), med hvem hun levede i et smukt, men kortvarigtaegteskab, da hun dode i 1770 kun 26 ar gammel. Hendes mand byggededet praegtige Augustenborg Slot,

en af Sonderjyllands arkitektoniske
perler. Slottet blev rammen om et hof,
hvor man isaer dyrkede musikken.

Det var i det hele et kendetegn for Augustenborghoffet, at her levedes et Hv praeget af tidens hojeste kultur - og ikke mindst af dansk kultur. Det hang til dels sammen med, at de to sidste hertuginder mellem 1794 og 1848 var danske. Det gaelder Louise Augusta, Frederik Vl's soster, der i 1786 blev gift med den senere hertug Frederik Christian II (1765-1814). Og det gaelder Louise Sophie, fodt komtesse Danneskiold-Samsoe, der i 1820 blev gift med hertug Christian August (1798-1869). det ma understreges, at de to hertuger ogsa var praeget af dansk kultur og beherskede dansk i skrift og tale. Det gjaldt isasr Christian August.

Mange af de store navne i den danske litteraere guldalder fra Baggesen til H.C. Andersen har vaeret gaester pa Augustenborg Slot og givet deres bidrag til aftenunderholdningen. Der har hvilet en saerlig glans over dette lille Sonderjyske kulturcenter.

Deter godt, at Jorgen Paulsen har faet alt dette med og heller ikke har glemt hertugernes indsats som godsejere. Thi den positive side af augustenborgernes liv bor ikke glemmes, nar dansk historie skal skrives.

Bagsiden af medaljen var de dynastiske og politiske stridigheder, der begyndte i slutningen af det 18. arhundrede. Dem har H.P. Clausen taget sig af, og deter blevet til en velskreven og tillige meget klar fremstilling af de indviklede

Striden mellem hertugslaegten og det danske kongehus beroede pa, at augustenborgerne ikke blot ville haevde en arveret til Slesvig og Holsten, men ogsa til kongeriget. Det sidste blev dog ikke sagt abent, skont formalet med aegteskabet mellem Louise Augusta og Frederik Christian netop havde vaeret at sikre denne mulighed. Men den senere Christian VIII's i'odsel i 1786 og sonnen prins Frederiks (VII) i 1808 gjorde forelobig dette sporgsmal uaktuelt.

Hertugerne koncentrerede derfor deres anstrengelser omkring arveretten til hertugdommerne. Men her spillede skaebnen eller rettere tiden dem et slemt puds. Clausen fremhasver med rette, at augustenborgernes bevisforelse hovedsagelig stottede sig til fyrsteretlige argumenter, skont det nu var de politiske, der var afgorende.

Hvis arvestriden havde fundet sted 100, ja bare 50 ar tidligere og pa de samme betingelser, sa er det ikke utaenkeligt, at augustenborgerne havde faet ret. Pa dette tidspunkt tog man endnu de dynastiske argumenter helt alvorligt og lod sig ikke distrahere af nationale problemer. Men tiden var blevet en anden. Nationalismen havde vist sin formidable styrke. Den virkelige strid stod nu mellem dansk og tysk, og i denne kamp tabte augustenborgerne, skont de forsogte at alliere sig med den slesvig-holstenske bevaegelse, hvor de i virkeligheden ikke horte hjemme.

Deres uansvarlige og uforsvarlige optraeden i marts 1848 gjorde det nemt for den danske regering at stemple dem som foragtelige landsforraedere og saette dem ud af spillet. Det skete formelt ved den nye tronfolgerlov af 1852, som de europaeiske magter godkendte. Tolv ar senere beh.ovede Bismarck blot at holde sig til den, sa havde ogsa Preussen vendt augustenborgerne ryggen. Nederlaget var totalt.

Deter som sagt to glimrende fremstillinger,vi har faet i denne bog, der tillige prydes af et storartet billedmateriale.Men netop fordi deter et vaerk af kvalitet, ma man undres over, at forfatternehar udeladt noteapparatet. De haevder i indledningen, at det skyldes

onsket om »ikke at tynge fremstillingen«.Hertil er at sige, at samles noternebag i bogen, sa tynger de ikke. Laesere,der ikke er interesseret i dette noteapparat,kan jo springe det over. Men udelades noterne, savnes de smerteligt af de laesere, der gerne vil traenge dybere ind i bogens problemer.