Peder Herschend: Fra min Silkeborgtid. (Vejle Amts historiske Samfund, 1980). 108 s.

Pa vaerdifuldt initiativ af »Vejle Amts historiske Samfund« er stiftamtmand Peder Herschends beretning om sin virksomhed som leder af det sakaldte »Silkeborgkontor« nu blevet udgivet. Bogen fremtraeder med rette i smukt udstyr.

Kontoret blev af departementschefsstyret oprettet i november 1943 og fungerede til maj 1945, og det blev kontorets opgave at repraesentere departementschefsstyret vis a vis det militaere tyske hovedkvarter i Silkeborg, ledet forst af general v. Hanneken og derpa - fra januar 1945 - af generaloberst Lindemann. Baggrunden for oprettelsen af det saerlige kontor var den invasionsfrygt, der fra efteraret 1943 beherskede det tyske forerhovedkvarter, og som bl.a. gennem en forerordre af 3. november 1943 medforte hojeste alarmberedskab i Jylland, forogelse af de tyske militaerstyrker pa halvoen og omgaende anlaeg af en raekke militate forsvarsvaerker (»Atlantvolden«) samt en forlaegning af v. Hannekens hovedkvarter fra Kobenhavn til Silkeborg. Under disse forhold ytrede man fra tysk side onske eller snarere krav, om, at en repraesentant for den danske centraladministration blev knyttet til det tyske hovedkvarter i Silkeborg til stotte for den ogede tyske aktivitet, og centraladministrationen udpegede da amtmanden i Vejle, Peder Herschend, til at oprette og lede et sadant kontor; ikke som kraevet fra tysk side med henblik pa at stotte tysk aktivitet, men som radgiver for lokale danske myndigheder i Jylland i sager, der matte medfore dansk-tyske forhandlinger og saledes, at han skulle fungere som centraladministrationens midlertidige, ekstraordinaere repraesentant i Jylland; i realiteten et stodpudekontor, der korn til at sta vagt om danske interesser, og som i ovrigt til enhver tid og i enhver sag af principiel karakter kunne poste afgorelser af vaesentlige sager op til forhandling i Kobenhavn.

Sa langt og ikke et skridt videre strakte man kontorets befojelser. Herschend,der pligttro og uden toven sagdeja til en belastende og afskyelig post, betragtede selv kontoret som centraladministrationens forlaengede arm. Muligheden for en naer kontakt mellem kontoret med det upretentiose navn, »Stiftamtmand Herschend, p.t. Silkeborg« og centraladministrationen var da ogsa til stede i og med oprettelsenaf

senafen uaflyttelig hustelefon mellem kontoret pa Silkeborg Tuberkulosesanatoriumog udenrigsministeriets sekretasrvagt.

Deter om dette kontor og dets virksomhed, at Herschend i 1959 udarbejdede sin beretning. Han kunne under udarbejdelsen stotte sig til kontorets dagbog og andre akter, der slemmedes op i kontorets arkiv i de IV2 ar, kontoret kom til at virke, og som i begyndelsen af 1960'erne indgik til rigsarkivet tillige med beretningen. Om han gjorde det og i hvilket omfang far sta hen. Beretningen er forst og fremmest baret af en klar og levende hukommelse om sager og navnlig personer, og den hukommelse ville man nodigt vaere foruden.

Herschend er en brillant beretter. Hans redegorelse er klar, koncis og vaesentlig, og forst og fremmest giver den et levende indtryk af de tyske modparter, han og hans medarbejdere kom til at sta overfor, de to naevnte generaler og de to tilforordnede civile repraesentanter for den tyske rigsbefuldmaegtigede, Stalmann og dr. Caspar samt en raekke mere underordnede funktionaerer i det tyske hierarki. Herschends skildring af sine moder med disse modparter er nogtern og behersket af forfatterens fairness. Kun faktiske konstateringer af de oplevede episoder kommer frem i beretningens linier, selv om et besk lune nu og da gnistrer frem i skildringen af visse groteske situationer. Men dette er ogsa nok til en afklaedning uden megen direkte kommentar, sa der isaer for v. Hannekens og dr. Caspars vedkommende ikke bliver andet tilbage end de prangende titler.

Ud over skildringen af de tyske koryfxer gar Herschend ogsa ind pa en lang raekke situationer, hvor han og hans medarbejdere kom til at traede handfast op over for tyske overgreb, og i skildringen af disse episoder fremstar et samlet billede af kontorets vanskeligheder og beslutsomhed og ikke mindst et mindevaerdigt billede af den tyske lejrs hensynsloshed, upalidelighed, brovtende optraeden og ledelose administration. Disse episoder behandles i en raekke underafsnit i beretningen, hvor overskrifterne angiver episodernes art: »Rekvisition af fast ejendom«, »Rekvisition af I0s0re«, »Rekvisition af trae«, »Anlaeg af flyvepladser«, »Skydning og andre ovelser«, »Bistand, hvor danske borgere var arresteret«, »Oplosningen af det danske politi«, »Tyskernes befasstning af den sakaldte Kongealinie«, »Kapitulationen« m.fl. Hvert af disse omrader gav anledning til endelose forhandlinger, der havde aendringer og lempelser som hovedformal, men hvor forhandlingen ofte forte ud i konfrontation og protest, ikke sjaeldent med tyske indrommelser til folge. Men undertonen i beretningen er vrede og foragt, staerkest markeret, hvor Herschend ma give rat for usodet, hvad han ikke var sen til. Typisk er det, at han hardnakket stod fast pa de protokollaere hensyn, man skyldte ham og hans embede. Derved hamrede han sig den respekt til, der muliggjorde indflydelse. Og i skildringen af de tyske modparter og de talrige konfrontationer traeder da manden Herschend lyslevende frem, selv om han beskedent afslar at bedomme sig selv og det samlede kontors indsats: En fast og myndig personlighed, der stod stejlt pa bade sin egen og sine landsmaends rettigheder, og som ikke var til sinds at vige en tomme, nar det for alvor gjaldt, og sa langt hans indflydelse nu engang rakte. Lad sa eftertiden bedomme. »Stiftamtmand Herschend, p.t. Silkeborg« blev en institution til velsignelse for hele det jyske omrade og fik forst sent og aldrig tilstraekkeligt tak for en djaerv indsats.

Det samme kan vel en bloc siges om hele den danske centraladministration i disse kritiske maneder, og dette ma gaelde, uanset at Herschend i slutningen af sin beretning ikke kan tilbageholde en vis bitterhed over utilstraekkelig brug af den interne hustelefon. Selv ringede han ofte, nar det braendte pa, mens opkaldene fra Kobenhavn blev sjaeldnere, ligesom han folte sig utilstraekkelig orienteret ved overtagelsen af det byrdefulde hverv i Silkeborg. En vis folelse af isolation blev uundgaelig. Der blev langt fra Slotsholmen til medarbejderne i Silkeborg, der maske ogsa havde svjert ved at erkende travlheden i de kobenhavnske departementer, hvor man unaegteligt havde haenderne fulde. Det foles naturligt at parallellisere med den jyske modstandsbevaegelse og antyde en generel tendens, at det betraengte Jylland i de maneder blev en fjern provins med sine helt specielle problemer, ikke altid sanset pa hovedstadens brosten.

Lad eftertiden bedomme. Eftertiden er ogsa davaerende fuldmaegtig i indenrigsministeriet, senere landshovding i Gronland og stiftamtmand P.H. Lundsteen, der blev en af Herschends vigtigste medarbejdere i hele Silkeborgperioden. Uden en historisk graesrodsundersogelse af kontorets samlede indsats kommune for kommune kan han maske lige sa lidt som Herschend bedomme den fulde vaerdi af kontorets virke, men han kan i det mindste bedomme sin davaerende chef. Det gor han i en indledning til beretningen med varme og beundring for personen Herschend, hvem han sikkert altfor beskedent tillaegger nassten hele aeren for, at kontoret opnaede den autoritet, der var basis for indflydelse over for det jalousi-forrevne og ofte inkompetente tyske hierarki. Han kan bl.a. bevidne, at man fra tysk side videst muligt sogte at undga »vrovl med Herschend«, og han kan vidne om Herschends flid forud for enhver vigtig forhandling og om den selvsikkerhed, graensende til arrogance, der var en del af Herschends vaesen, nar han aflagde den interne rolle som kontorets »hyggeonkel« og procederede den danske sag over for sine ofte brosige modparter. Men »Stiftamtmand Herschend, p.t. Silkeborg« var altsa ogsa medarbejderne, og Herschends beretning er da ogsa spaekket med anerkendelse til disse medarbejdere, Worsaae, Koningsfeldt, Henningsen, Lundsteen, Sabroe m.fl.

I dag, hvor tjenestemandsbegrebet er under debat, er det velgorende og tankevaskkende at genopleve en tid, hvor en stribe uselviske og gennemloyale tjenestemaend var deres lon vaerd i guld.