Jacob Ulfeldts Rejse i Rusland 1578. Indledning, noter og kommentar ved Knud Rasmussen. (Rosenkilde og Bagger, 1978). 182 s.

Det haevdes ofte og ikke uden grund, at deter besvaerligt at rejse i Rusland. Rejseberetninger fra dette land bekraefter som regel dette indtryk, og naervaerende nyudgave af Ulfeldts beretning fra 1578 antyder med al mulig tydelighed, at det ikke er noget nyt faenomen. De samme rejseberetninger vidner imidlertid ogsa om, at diplomatiske pligter, faglige interesser samt ren og skaer nysgerrighed pa trods af de naevnte besvaerligheder gennem arhundreder har drevet vesteuropaeere ostpa.

Det var forst og fremmest pligt, der i maj 1578 sendte den danske rigsrad Jacob Ulfeldt til Moskva i spidsen for et gesandtskab pa over 100 mand. Hans opgave var gennem forhandlinger med tsar Ivan IV at fa bekraeftet den danskrussiske venskabstraktat af 1562 og dermed sikre de danske besiddelser i Livland; det gik hans instruks ud pa, kort fortalt. Heroverfor stillede de russiske forhandlere ultimativt, at der ikke kunne vaere tale om at anerkende nogen omrader i Livland som danske. Ulfeldt var i et vanskeligt dilemma: skulle han indga et kompromis, der p.g.a. afstanden mellem de fremsatte synspunkter under alle omstaendigheder ville komme til at gaud over indholdet i kongens instruks, eller skulle han folge denne til punkt og prikke med risiko for, at dette sandsynligvis ville fore til krig med Rusland? De danske gesandter valgte kompromisset. I januar 1579 var de hjemme igen, og i juli samme ar matte Ulfeldt og de ovrige gesandter forklare konge og rigsrad det magre, for ikke at sige ganske uacceptable resultat. Ulfeldt mistede sit len og sin plads i rigsradet.

Ni ar senere erfarer vi, at Ulfeldt havde udarbejdet et manuskript om ambassaden til Rusland, og i 1608 udkommer i Frankfurt am Main en rejsebeskrivelse under Jacob Ulfeldts navn. Den giver et meget negativt billede af alt moskovitisk, den understreger rejsens besvaerligheder og russernes traeskhed, og med Knud Rasmussens ord skal den laeses med dette in mente: »Den er ikke blot en beretning fra en videbegaerlig vesteuropaeer, der moder en fremmed kultur, den er nok sa meget en falden politikers forsvarstale for sig selv og anklageskrift mod dem, der indirekte var skyld i hans fald«.

Der er god mening i, at den latinske tekst fra 1608 er blevet genudgivet i 400-aret for ambassaden. Naervaerende udgave bringer den som paralleltekst til Resens danske oversaettelse fra 1680. Beklageligvis er den tekniske kvalitet af den gengivne latinske tekst meget darlig. Dette er ikke mindst beklageligtpa baggrund af, at alt andet ved denne nyudgave er forbilledligt. Vi far i indledningen gesandtskabets baggrundog folger klart og koncist beskrevet,og med sikker detektivisk og i bedste mening naesten pedantisk sporsansforer Knud Rasmussen os gennem kildekritikkens og kildeprovelsens mysterierog frem til storst mulig, men alligevelforsigtig klarhed om bogen, manuskriptetog

nuskriptetogforfatteren. Her (pp. 15-27)lean udgivere laere noget; den tidligere arkivar fornaegter sig ikke.Historikeren glaeder sig, mens slavisten,russisklaereren og laegmanden efter temperament i Ulfeldts levende tekst kan finde et rigt materiale til komparative studier over rejseoplevelseri Rusland for 400 ar siden og i dag.