Danske Domme 1375-1662. De private domssamlinger ved Erik Reitzel- Nielsen under medvirken af Ole Fenger. Bd. III: 1570-1581 (422 s.) og Bd. IV: 1582-89 (440 s.). (Det danske Sprog- og Litteraturselskab, C.A. Reitzels Boghandel, 1979 og 1980).

Nu foreligger bind 111 og IV af Det danske Sprog- og Litteraturselskabs store vaerk, De private domssamlinger, som indledtes i 1978. Bind I og II daekkedehenholdsvis 178 og 15 ar, mens bind 111 daekker 11 ar og bind IV kun 7 ar. Maengden af bevarede domme er saledes klart i stigning. De to sidste

bind rummer tilsammen over 270 retssager.

Langt storsteparten af de padomte sager er fra landstingene, henved 90 i hvert af bindene, mens rettertingsafgorelser kun omfatter ca 20 i hvert bind. Nogle sager er afgjort ved andre instanser eller domstole, f.eks. forekommer afgorelser fra by- og herredsting, tamperretter og landemoder, hvad der synes mindre paagtet blandt aeldre retshistorikere, mens enkelte sager er afgjort af selve rigsradet, af tilforordnede rader eller saerlige kommissioner.

Nar datidens dommere opbyggede sig en privat domssamling, skyldtes det i forste raekke, at en dommer, som afsagde en forkert dom, f.eks. fordi retspraksis havde aendret retsopfattelsen pa et givet omrade, kunne ifalde straf eller miste sin stilling for sin uvidenhed. Det var derfor vigtigt at skabe sig en samling af isaer principielle afgorelser. Naeppe alle her medtagne afgorelser fra underinstanserne eller landstingene har dog haft praejudikatvaerdi. En del har nok tjent som model i mere rutinepraegede afgorelser.

Et gennemgaende problem af mere retshistorisk art ved mange aeldre domssamlinger, trykte som utrykte, er vanskeligheden ved pa grundlag af domsteksten at gennemskue, pa hvilke retskilder de enkelte afgorelser er baseret. I mange tilfaelde afsagdes dom uden henvisning til retsgrundlaget, i andre henvistes blot til »loven, recessen og handfsstningen« eller til skik og brug. Det samme billede aftegner sig i de private domssamlinger. Men ind imellem henvises dog til konkrete bestemmelser i landskabslovene eller anden skreven ret. Ogsa henvisninger til tidligere domme forekommer. Der synes dog i flere tilfaelde kun tale om henvisninger til tidligere domme i forholdet mellem samme parter, og ikke som anfort i det ellers nyttige, forelobige gerealregister, om henvisninger til egentlige praejudikater i almindelig procesretlig forstand.

Ligesom de forste to bind giver de to nye et rigt indblik i datidens retlige problemer ved siden af de mange oplysninger af politisk,- okonomisk- og socialhistorisk art for ikke at glemme personalhistorien. Ogsa kvindernes forhold belyses i mangfoldige tilfaelde. Det kan heller ikke undre, at kirken i denne reformationsepoke spiller en betydelig rolle. Til belysning af kirkeretlige forhold kan naevnes, at en kommissionsdomstol i 1572 matte tage stilling til en sag, som udsprang af et pikant trekantsforhold. En prsstekone havde sigtet Lunds biskop for at have bedrevet hor med hende. Lunds kapitel kunne ikke pakende en sag mod bispen, derfor nedsatte kongen en kommissionsdomstol bestaende af nogle rigsrader og flere professorer fra Kobenhavns universitet, bl.a. rektor Niels Hemmingsen og juristen Albert Knoppert, som havde den fornemme grad »doctor utriusque juris«. Biskoppen blev frifundet, mens praestekonen skulle indstaevnes for Lundekapitlet for sit forhold over for aegtefaellen.

Enkelte sager afspejler datidens helt store politiske problemer. Rigsradets dom af 14. juli 1579 ma ligefrem siges at yde bidrag til europaeisk historic Sagen blev rejst, fordi nogle adelsmasnd, Jacob Ulfeldt, Gregers Ulfstand og Arild Urup, under en diplomatisk udsendelse til Rusland under de befalede forhandlinger med Ivan IV (den grusomme) havde overtradt deres instruks til skade for Danmarks og Frederik ll's interesser i de baltiske omrader. Sagen er som naevnt ikke en almindelig rettertingssag, men er behandlet af samtlige rigsrader, formentlig pa grund af sin overordentlige betydning for statens sikkerhed og forholdet til udenlandske magter. Nar denne dom er bevaret

blandt private domssamlinger, er det naeppe alene af hensyn til dens mulige prsjudikatvaerdi, men sikkert ogsa, fordi det har vaeret en celeber og staerkt omtalt sag.

Der er al mulig grund til at se frem til fortsasttelsen af dette store udgiverarbejde og til at habe, at udgiverselskabet og mange gode bevillingskraefter vil kunne magte at fore arbejdet igennem til en lykkelig afslutning.