Københavns Historic Bind I. indtil 1660, Byen og Borgen Havn, ved Erik Kjersgaard; bind 2. 1660-1728, Residens- og Hovedstad, ved Helge Gamrath. (Gyldendal, 1980). 336 og 328 s. ill., pr. bind kr. 250,00.

Deter nu godt og vel hundrede ar siden, at Kobenhavns historie er nogenlunde udforligt skildret, hvorfor dette planlagte seksbindsvaerk turde udfylde et hardt tiltraengt savn. Nok henviser forordet til Carl Bruuns populaere arbejde (fra 1886); men litteraturfortegnelsen indledes dog med taknemmelige ord om Oluf Nielsens indsats. Og typisk for vor tid skal hovedvaegten laegges pa nyere tid med det nseppe helt tilfredsstillende resultat, at forste bind skal ga ab urbe condita og frem til ca. 1600, unaegtelig en stor mundfuld, som den kendte historiefortaeller Erik Kjersgaard fornuftigvis har sogt at klare ved simpelthen at udvaelge en raekke tvasrsnit.

Efter en kort redegorelse for de aeldste bebyggelsesforhold, bl.a. stednavneundersogelser, fastslas - ikke mindst pa basis af Ramsings studier - det aeldste Havn at have ligget i firkanten mellem Radhuspladsen, Vestergade og Nytorv omkring den pa reformationstiden forsvundne St. Clemens kirke. Forste hovedafsnit bliver naturligvis om bispestaden K.obenhavn med gennemgang af stadsretten 1293, medens erhvervsforhold isaer ma dokumenteres arkaeologisk, og i forfatterens velkendte, livligt fortaellende stil refereres en raekke fra rigshistorien hentede, men for bispebyen vigtige begivenheder som holstenerkrige og hanseaterproblemer.

Hovedstykket bliver her en udnyttelse af Roskildebispens Jordebog (ca. 1370), hvor en tur igennem Norregade viser kirkens dominerende stilling som grundejer, medens lejernes tilnavne (bevares med al mulig forsigtighed) antyder erhvervet (isaer skomagerne virker fremtraedende), og hvor det hoje antal rent tyske navne viser noget om indbyggernes internationale praeg, ja flere synes kommet sa langt fra som fra Westfalen. Derimod er de forste sikre kilder om lav sa sene som fra tiden, umiddelbart for kronen 1416 overtog magten i staden.

Det store, altid tilstedevaerende problem med hensyn til Kobenhavns historie er, at det fra nu af bliver stedse vanskeligere at holde det lokale og det rigshistoriske aspekt ude fra hinanden, og det ville utvivlsomt ogsa give et helt falsk indtryk, hvis man konsekvent forsogte at gore det. Men i betragtning af det for senmiddelalderens vedkommende nsesten overvaeldende kildemateriale (vedrorende lokalkirkehistorien saledes udnyttet af Rordam) turde genfortaellingen af klassiske anekdoter (Christoffer af Bayern skildret i lyset af den svenske Rimkronike, kong Hans og Christiern II ikke mindst via Svanning) vaere et tilbageskridt. Ligsa turde man ud fra vor egen tids erfaringer om void imod sageslose stille sig lidt tovende over for den gentagne betoning af middelalderens »mere utilslorede brutalitet« og tilbojelighed til »at lose problemer ved void og selvtaegt«! Ved skildringen af Kobenhavns belejring 1535-36 pointen saledes i, at de hjemlige forhold ikke kunne sammenlignes med de samtidige i Miinster!

Ogsa efter 1536 spiller riget en vigtig rolle for byen; her holdtes som regel rigs- og herredage; den nye kirkeordning medforte, at bispen flyttede hertil fra Roskilde, og det reformerede universitet fik blivende betydning. Omsider skildres bystyret lidt mere detaljeret; men som residensstad maerkes kongens hyppige nservaerelse, savel med slots- og fladebyggeri som med den okonomiske politik, hvor f.eks. Islandshandelen begynder at blive en kobenhavnsk specialitet. Og isaer det for staden specielle statholderskab viser tydeligt, at der her er tale om en by uden for det almindelige. Saledes skal Christoffer Walckendorf have ryddet op i et inkompetent, for ikke at sige korrupt magistratskoteri.

Deter en stor fornojelse at abne Helge Gamraths bind, og vel har denneblot tidsrummet 1600-1728 at gore rede for; men bindet er fornuftigvis delt i to lige store halvdele, fordi ChristianIV's naesten middelalderlige smastader sa helt forskellig fra enevaeldens internationale storby. Og med bred udnyttelse af et stort samtidigt erindringsmaterialekan han understrege dette ved med biskop Gerner 1691 at udbryde, at Kobenhavn ikke er til at kende igen. Med en festlig optakt skildres byen, som den sa ud ved ChristianIV's kroning, hvorefter den gamlebys topografi gennemgas. Men derpaer det atter kongemagtens virke,

der star i centrum, saledes manufakturerog kompagnieksperimenter, og trods de talrige brande turde den dag i dag fjerde Christians saerpraegede bygningsvaerkervaere karakteristiske for staden. Foruden de talrige erindringer giver nu ogsa tingbogerne deres besyv med, om end ifolge sagens natur gerne med hensyn til tilvaerelsens skyggesider.

Takket vaere omhyggelige bygningsopmalinger m.m. kan vi omsider vove os indenfor i borgerhusene, og via samarbejdet konge-by er vi fremme ved enevaeldens indforelse 1660, hvilket mere end noget andet gjorde staden til Kongens Kobenhavn. Her kunne det maske have vaeret understreget, at de mange administrative saerrettigheder, Kobenhavn besidder den dag i dag, gar tilbage til de da erhvervede privilegier, ja om det sa er magistratens ret til direkte adgang til kronen, anvendtes denne som bekendt savel 1848 som 1920!

Som Christian IV havde tilfojet Christianshavn, fik byen nu ved indlemmelsen af »Frederiksstaden« mere end fordoblet sit omrade, og folketallet er givet mangedoblet i lobet af dette tidsafsnit, vel ikke mindst grundet voksende bureaukrati, haer og flade, og det anslas, at mellem 1/3 og 1/2 af befolkningen havde okonomisk forbindelse til en eller anden statsinstitution. Dermed voksede de lokale problemer i den grad, at bystyret (magistrat og de 32 maend) ikke var opgaverne voksen, hvorfor hyppige kgl. kommissioner tog sig af presserende problemer. Savel oprettelsen af et specielt politimesterembede som et organiseret fattigvaesen horer hjemme i denne periode, medens det ma vaere en lapsus, der far forfatteren til pa grund af periodens reformer helt at overse det allerede omkring 1645 betydeligt udviklede skoleog undervisningsvaesen. Og med ojenvidneberetninger vidneberetningerom Kobenhavns brand 1728 slutter det uhyre laesevaerdig bind, der fuldt ud tilfredsstiller de krav, man kan og bor stille til en forsvarlig populasrhistorie. Blot ma jeg anholde den evindeligt gentagne traver, at Kobenhavn havde lige sa mange indbyggere som resten af Danmarks kobstaeder tilsamrnen. Monarkiets ovrige storbyer var nu engang Altona, Flensborg, Bergen og snart ogsa St. Thomas, en art »regionalcentrer«, pa hvilken baggrund man langt bedre forstar denne tilsyneladende mangel pa »ligevaegt« mellem kongerigets byer.

Foruden ros til de udmaerkede illustrationer og det meget instruktive kortmateriale skal bemaerkes, at hvert bind afsluttes med en udforlig litteraturfortegnelse.