Thomas Munck: The Peasantry and the Early Absolute Monarchy in Denmark 1660-1708. (Landbohistorisk Selskab, København, 1979). 262 s., indb. Pris: 100 kr. (favørpris for medl. af hist, foren. m.v. 80 kr)

Bogens indhold er stort set identisk med forfatterens engelske Ph.D.-afhandling. Problemstillingen er, om der i Danmark eksisterede en »forstaelse« mellem bondestanden og enevoldsmagten lige som i Sverige, eller om enevaelden ikke var til nogen gavn for bondestanden, sadan som det var tilfaeldet i f.eks. Frankrig. Forfatteren soger at klarlsgge den danske bondestands sociale status og okonomiske vilkar i tiden 1660-1708 med saerligt henblik pa retssystemets opfyldelse af sin funktion, central- og lokaladministrationens holdning og sa vidt muligt godsdriftens og de jorddrotlige rettigheders

I de to forste kapitler gives en udmaerketbaggrundsorientering om den okonomiske ramme, samfundsstrukturenfor 1660, valgkongedommets sidste artier, enevaeldens indforelse og forandringeri samfundsstrukturen efter 1660. Der er fyldige litteraturhenvisninger(Engbergs Dansk finanshistorie i 1640'erne kunne dog have vaeret medtaget,bl.a. s. 41 note 4). Herefter tagerforfatteren i kapitel 3 fat pa en analyseaf omfanget og effektiviteten af kronens politik over for landbefolkningeni almindelighed (bondestandens indflydelse pa administrationen isaer gennem supplikker og retssager, kronenspolitik og virkningerne af »skatter og pabud«, militaere byrder, lovgivningtil forbedring af landboforholdene).I kapitel 4 analyseres kronens holdning til godsdrift og faestesystemet (kilder, faestebonders ydelser til herskabet(herunder tiende), herskabets hjaelp til forarmede bonder, regeringensindgreb pa enkelte godser). Dernaestbehandles i kapitel 5 herskabets befojelser (intet om skiftejurisdiktion!)og bondernes modstand mod udovelsenaf disse befojelser. Kapitel 6 omhandler fsestelovgivning og flyttefrihed.Til kapitel 7 om vornedskabet vil Histories laesere nikke genkendende (ny rk., bd. 11, s. 289-308). Det samme vil laesere af Scandinavian Economic History Review (bd. 25, s. 37-61) til afslutningskapitletom dels pa krongodset, dels pa private godser. Efter konklusionen folger en

redegorelse for kilder, bibliografi m.m. Bogen er ikke forsynet med registre;men indholdsfortegnelsen afhjaelperi nogen grad savnet heraf.

Forfatteren har foretaget en systematisk undersogelse af Danske Kancellis, Rentekammerets og Hojesterets arkiver m.m.; endvidere er benyttet to tingboger og de jyske ryttergodsarkiver, hvortil naturligvis kommer trykte kilder og litteratur. Materialet er saerdeles omfattende, men har sine problemer og begraensninger. Forfatteren fremhxver selv, at en stor del af materialet om private godser hidrorer fra retssager. Krongodset, specielt ryttergodset, far derved en fremtraedende placering i bogen.

Svaret, forfatteren giver pa det stillede sporgsmal, er et bade/og. I henseende til de for danske laesere velkendte morke sider ligner landboforholdene i Danmark mest forholdene i Vest- og Centraleuropa. Men det interessante ved forholdene i Danmark set i europaeisk sammenhaeng er, at kronen som godsejer og afhaengig, som den var af bondernes skatter, isaer fra 1680'erne blev mere opmaerksom pa bondestandens problemer og bestraebte sig pa at forbedre sine godsers drift, hjaelpe forarmede bonder mere konsekvent, sikre bondergardene fornoden besaetning og avlsredskaber m.m. og nedbringe antallet af odegarde. Naturligvis var dette i kronens egen interesse; men private godsejere kunne ikke ignorere kronens eksempel. Meget af den generelle lovgivning efter 1660 udsprang af problemer pa krongodset. At der ikke forekom bondeopstande i Danmark kan skyldes kronens voksende interesse for bondernes okonomi, bondernes adgang til at indgive supplikker til kongen, som bonderne abenbart satte deres lid til naesten som i Sverige, og maske vigtigst af alt bevarelsen af uafhaengige, forholdsvis enkle og effektive domstole lige sum i Norge og Sverige, hvad der var enestaende i Europa. Hermed vaere dog ikke sagt, at systemet var fejlfrit.

Bogen vil givetvis overbevise de fleste om, at der var flere lyspunkter, end man hidtil har kunnet fa oje pa; men det interessante er ofte atypisk, og det er nok et sporgsmal, om forfatterens fordeling af lys og skygge vil finde almindelig tilslutning. I hvert fald kan man indvende, at forfatterens materiale om domstolene for storstedelens vedkommende hidrorer fra hojesteret, den domstol, bonderne havde mindst med at gore, og hojesteretsdomme, som jo ikke indeholdt praemisser, havde nasppe nogen synderlig praejudikatvirkning (I ovrigt havde det vaeret onskeligt, om forfatteren i lighed med Fussing i Herremand og Fcestebonde havde haft et sammenfattende kapitel: Hojesteret og bonderne. Anmelderen har loseligt opgjort antallet af hojesteretsdomme, som omtales pa forskellige steder i bogen, til ca. 60).Et andet taknemmeligt angrebspunkt er det sparsomme materiale om de private godser. Endelig en sidste hovedindvending: Forfatteren bemaerker, at hans formal mere er at undersoge forholdet mellem den tidlige enevoldsmagt og bondestanden end bondesamfundets rent okonomiske vilkar (s. 108). Forfatteren er langt fra blind for det okonomiske aspekt; men sporgsmalet er, om han ikke i nogen grad undervurderer det. Hvor stor betydning har uafhaengige (?) domstole for personer, som er alt andet end uafhaengige? Der er eksempler pa, at bonder vandt i processer med deres herskaber; men en svale gor ingen sommer, og hvorledes reagerede det tabende herskab pa en sadan dom?

Om dette eller hint var til gavn eller
skade for bonderne kan diskuteres,
hvad forfatteren da ogsa redeligt gor.

men naturligvis kan der findes punkter,hvor han kunne have inddraget fleremomenter i sine overvejelser. Bestemmelserneom besastning og inventariumbeskyttede bonden mod kreditorer;men hvad var konsekvenserne for bondens kreditvaerdighed hos andreend herskabet? Forfatterens vurderingerkan virke overraskende pa anmelderen. Han fastslar saledes, at hvis regeringens forsog pa at kontrollerelandbefolkningens mobilitet havde kunnet gennemfores, ville det have vaerettil klar fordel for godsejerne; men lovgivningen manglede effektiv administrativopbakning og formaede derforikke at »fastfryse« landbefolkningen(s. 173). Lovgivningen kunne ikke forhindre romninger; men tyder den omstaendighed, at romninger, som forfatterenerkender (s. 164), ofte var en bondes eneste udvej for at slippe ud af et festeforhold, dog ikke pa, at nettet var ret finmasket?

I kapitlet om selvejerbonder kunne forfatteren have stillet det ikke uvassentlige sporgsmal, om de bonder, kronen fastslog kun var bygningsejere, var det eller blev det. Savidt anmelderen bekendt foreligger der intet om bygningsejere pa Lolland, forend det ved kgl. resolutioner fastsloges, at bonder, som formente at vaere selvejerbonder, kun ejede deres gardes bygninger. Derimod ved man, at der for 1660 fandtes et betydeligt antal selvejerbonder pa Lolland (Fridericia). Hvor mange der var efter 1660, skylder lollandske lokalhistorikere os et svar pa. Hverken forfatteren eller anmelderen tror blindt pa Jens Sorensen (1668) eller matriklen 1688. (Jens Sorensen opererer med de kategorier, der anvendtes ved udskrivning af ekstraskatter indtil 1656, f.eks. ugedags ejendomsbonder fuld/halv skat og embedsmaend med avl (»local officials«!!!). Oplysningerne om de jordegne gardes herskaber stammer dog fra efter krongodsudlaeggene, men er for de fleste amters vedkommende lidet eksakte). Men man ved, at en del selvejerbonder i Halsted Kloster amt i 1693 forte en sag for hojesteret, uden at deres status anfegtedes (s. 218, note 48). 1702 fastslog kronen, at alle dens lollandske bonder, som formente at vaere selvejerbonder, kun var bygningsejere; desuagtet resolverede kongen 1706, at 3 bonder, som havde indbragt sporgsmalet for hojesteret, var selvejerbonder.

Forfatteren mangier nogle brikker i det puslespil, der hedder selvejerbonder.Selvejerbonderne svarede afgifter,der betragtedes som landgilde (s. 110, note 10). Denne landgilde kunne vsere betydelig, ikke blot i Skane. En gards status som selvejerbondegard var ikke et sporgsmal om afgiftens eller landgildens storrelse, lige sa lidt som en gards status som faestegard (eller en gards status som en af den type arveftEstegarde,der fremkom i sidste del af det 18. arhundrede) var det. Nar kroneni det 16. arhundrede solgte faestegardetil bonder som frit bondegods med forbehold af den hidtidige landgilde,var det, bonderne opnaede, status som alle andre jordegne bonder.l Niels Kaas' mageskiftetakst hedder det da ogsa kategorisk: »For kronens rettighedaf servejerbondegods gives kun, hvad de skylder til kronen; thi ejendommenhorer bonderne til« (Sv. Gissel,Landgilde og udsced, s. 315). Siclenhennojedes man ikke med landgildehartkornet,men medregnede ogsa jordegne gardes ejendomshartkorn (i kronens favor), skov dog überegnet, »efterdi bonden selv nytte bade skoven og olden, sa kronen deraf aldeles intet haver; men af ejendommen nyder kronenlandgilde* (magesk. 18. 7. 1648, besigtigelse). Arent Berntsen anbefalerat ga en mellemvej. Han sammenlignerlandgilde

lignerlandgildemed rente, »og ligervis som ingen rente uden af sin visse hovedstol:sa kan og ikke heller nogen landgilde uden af sin visse ejendom udgives«.Hans konklusion er, at »kongl. majt. af ... jordegne ... gardes ejendomefter landgilds kvota og bonderne alene det ovrige tilkommer« (3. bogs 2. part, s. 410).

Men kunne bonderne bevise, at de ejede det ovrige? Hvis en selvejerbondegards beboere selv ejede bondeejendommen, svaredes der ingen bondeeller skaeppeskyld. Det kunne i sa tilfaelde ikke oplyses, hvad bondeskylden var, og hvad den eventuelt havde vceret, fremgik ikke af traditionelle bondeskoder; men bondeejendommens kapitalvaerdi eller dens afkastning (bondeskylden) kunne takseres. Imod teorien om en fast bondeskyldsansaettelse taler rec. 1558 § 40 (D.L. 3-12-1) og taksationsforretninger (f.eks. Aasum hrds. tingbog 1644, nr. 256, Jy.Saml. 4: IV, s. 361, 370, 391); for ovrigt kunne bondeskyldens storrelse vel vanskeligt vaere überort af den okonomiske udvikling. Det kan konstateres, at adskillige selvejerbondergarde pa trods af kronens krav om skat af bondeskylden ikke blev ansat til bondeskyldshartkorn. Men nar herskabet saledes ejede alt gl. matr. hartkorn af en gard, var det en naturlig slutning, at det ogsa ejede alt nye matr. hartkorn og dermed, da dette var ejendoms- eller udsaedshartkorn, al gardens jord. Nar bondens skoder ikke desto mindre lod pa jord, kunne man ikke tillaegge sadanne bondeskoder betydning. Hertil kunne man foje flere andre argumenter, som anmelderen vil forbiga.

Unojagtigheder og uklarheder finder man i enhver bog; men denne er ikke saerlig graverende i sa henseende. Dog ville f.eks. afsnittet om tiender (s. 120 ff) nok have vundet i klarhed ved, at forfatteren havde omtalt, at kronen bortskodede konge- og senere kirketiender i stort tal, og at den godsejer, som ejede eller havde faestet en tiende, ikke nodvendigvis var identisk med tiendeydernes herskab. Man far af forfatterens fremstilling det indtryk, at patronatsretten medfulgte, nar kronen bortfaestede (»leased«) tiender!

Bogen er pa den ene side egentlig skrevet for et udenlandsk publikum med begraenset kendskab til danske forhold, men er pa den anden side en doktorafhandling. Som forfatteren har afgraenset sin opgave, kraeves der bade bredde og dybde. Deter en vanskelig balancegang; men anmelderen vil som dansk laeser karakterisere bogen som et i det store og hele grundigt og detaljeret standardvaerk, som bor anskaffes og Iceses af enhver landbohistorisk interesseret med de fornodne sprogkundskaber.