Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: Sociale brydninger 1914-39. Dansk social historie 6. (Gyldendal, 1980). 424 s.

Bind 6 af syvbindsvaerket Dansk socialhistorie er skrevet af Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen. De har kaldt det Sociale brydninger 1914-39.

Bindet er udgivet af Gyldendal i 1980 »i samarbejde med Statens humanistiske forskningsrad« (som iflg. en pressemeddelelse fra forlaget »ogsa har vaeret initiativtager til vaerket«). Der oplyses intet om en overordnet redaktion, og det lader heller ikke til at en sadan har lagt band pa forfatterne. De har selv valgt hvordan de vil forsta deres emne. Men nogen ma dog have udvalgt forfatterne.

Disse er begge okonomer. Dr. polit. Svend Aage Hansen (fodt 1919) er (med en karriere i Statistisk Departement bag sig) den velkendte professor i okonomisk historie ved Kobenhavns Universitet, fortjent bl.a. ved sine monografier om dansk pengehistorie 1818-1914, om industrialiseringen og om okonomisk vaekst i Danmark. Cand.polit. Ingrid Henriksen (fodt 1949) er ansat pa Socialforskningsinstituttet, hvor hun isaer har beskaeftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, men hun er ogsa undervisningsassistent i Svend Aage Hansens lag. Det angives i indholdsfortegnelsen hvem af de to der har skrevet hvilke underkapitler. Der kan spores forskelle i stil og temperament, maske generationsbestemt. Men deter beskedne forskelle. De to udgor et vel samarbejdende team.

Valget af forfattere - hvem der sa ellers har foretaget det? - er, som man vil have forstaet, velmotiveret. Desuagtetkan det nok give anledning til funderinger at det ikke er faldet pa historikere,som i tre af de fern andre bind. Emnet er dog social historie, ikkeokonomisk (uden at det dermed skal antydes at historikere ikke kunde vaere kvalificerede til at skrive ogsa sidstnaevnte slags). Har man ikke ment at kunne finde nogen velegnede i alle argangene mellem 30 og 60? Muligt fordi man i sa fald befrygtede en dogmatisktilskaering af stoffet? Eller er disse funderinger ganske umotiverede,

fordi de indbyrdes bekendtskaber har vaeret bestemmende? I sa fald med godt resultat. Hvordan dette end forholdersig finder jeg ikke at historikernebor fole sig brostholdne. Der er nogetsare vaerdifuldt i at folk fra flere samfundsvidenskaber (og en sadan er jo ogsa historien) dyrker samme arbejdsmark.Det kan i det lange 10b kun have frugtbare folger, bade for studiet af objekterne og for de samfundsvidenskabeligediscipliner

Deter en ejendommelig fornemmelse at skulle anmelde en fremstilling af en periode som man selv har skildret to gange, dels i slutningen af 40'rne i Historikergruppens (bd. 2, 1951) under en selvplagerisk og til tider plagsom redaktion, dels i begyndelsen af 60'erne i Politikens ditto (bd. 13, 1965) under en lidet aktiv redaktion. Det giver selvfolgelig saerlige forudsaetninger. Men deter svaert ikke samtidig at fole sig erhvervsskadet, hvilket den talmodige lzeser vil finde vidnesbyrd om laengere fremme.

Nar jeg alligevel har accepteret redaktorens opfordring begrunder jeg det overfor mig selv med at det ikke er den samme opgave Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen har skullet 10se. De skriver ikke Danmarks historie i perioden men dets sociale historie. Det giver i sig selv en saerlig synsvinkel under hvilken det mere eller mindre identiske stof ma anskues, det disponerer stoffet for dem ved pa forhand at kategorisere dette som mere og mindre og slet ikke relevant.

Det skal dog tilfojes at denne sondring ikke er sa fundamental som den kan synes. Med en tilspidset formulering kan man sige at historien er amorf. Der er nok i et lands og et folks historie faenomener der springer i ojnene med en sadan kraft at de patvinger sig enhver fremstilling som landemaerker. Men om den store masse af stof - det vaere sig tilstande eller begivenheder - gaelder at deter historieskriverens valg der er afgorende for hvad der tages med, og det vil sige at deter hans übevidste eller, heist, bevidste kriterier som disponerer fremstillingen og bestemmer udvaslgelsen, hans »historiesyn«, om man vil, dvs. hans videnskabsteori. Selv hvis han ikke vil vasre sig en sadan bevidst, saetter den sig spor i den made han sorterer og ordner sit stof pa. Folgelig bliver forskellen pa en socialhistoriker og den der skriver »almen« historie blot den at for den forste er en vigtig del af hans valg truffet pr. definition mens den sidstnsvnte traeffer det hele valg selv. Men traeffes ma det. Da jeg skrev mit bind til Politikens Danmarks-historie lod jeg i hoj grad politologiske synsmader strukturere stoffet for mig, sa bade okonomisk, social, politisk og kulturel historie blev vigtige men underordnede led i en saledes determineret helhed. Med de fordele og mangier ethvert valg forer med sig.

Selv om det at skrive socialhistorie pr. definition giver en stofudvaelgelse, har forskeren dermed kun faet lost en ringe del af sin videnskabsteoretiske problematik. Han ma sporge sig selv: Hvad er socialhistorie?, eller rettere: Hvad vil jeg forsta ved socialhistorie? Og dermed rejses sporgsmalene om hvilken samfundsteori, hvilke samfundsmodeller han vil strukturere stoffet ved hjaelp af. Det bestemmer hvilken bog der kommer ud af det.

Dette har Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen naturligvis vaeret sig bevidst, og i forordet giver de os del i deres overvejelser. De henviser til Gunnar Viby Mogensen m.fl.'s Socialhistorie(1975), et teoretisk vaerk hvis tilblivelse de selv har taget del i. »Socialhistorie«, siger de sluttelig, »er historien om samtlige befolkningsgrupperslevevilkar og deres relationer til

og reaktioner overfor hinanden, historienom deres samarbejde tig deres kampe«. Undervejs har de omtalt »Marx' klasseteori« og Max Webers »tredeling af samfundenes ulighedsdimensionersom baseret pa okonomisk ulighed, ulighed i social status eller prestige og ulighed i magtpotentiel, i politisk eller organisatorisk styrke«, og konkluderer til fordel for Weber. Jeg tror ikke marxister vil vaere tilfredse med den meget hastige behandling af Marx. Men jeg er enig i konklusionen. Der er i perioden alt for meget selv en nuanceret marxistisk teori ikke ville vaere i stand til at indfange, og ofte anvendesden sa forenklende at den bliverproportionsforvridende.

Alt har sin pris. Valget af Webers tredimensionale model gor struktureringen af stoffet vanskeligere end den ville have vaeret for en marxist. Forfatterne er imidlertid - og det mener jeg er den vaesentligste indvending der kan gores mod deres vaerdifulde bog - veget tilbage for ethvert energisk forsog pa at strukturere skildringen ud fra den Weber'ske model. De lader stort set kronologien bestemme deres fremstilling og vender under denne ikke tilbage til deres teoretiske udgangspunkt for nu og da at traekke linjer op, ja undlader endda at bringe et konkluderende afsnit til sidst. Netop nar man som emne har et vaesentligt aspekt af (og pa) det samlede historiske forlob, ikke dette som sadant, skulde noget sadant dog ellers vaere muligt, og fristende.

Forfatterne har, ligesom jeg, opdelt perioden i tre afsnit. Disse er 1914-20, 1920-29 og 1929-39. Nar man vil inddele giver dette sig af sig selv. Dog er 1929 vel en lapsus, al den stund de selv meget rigtigt fremhaever at krisen forst naede Danmark sidst pa aret 1930, og dette ma socialhistorisk vaere langt vigtigere end regeringsskiftet i april 1929, sa meget mere som den iovrigt sa bemaerkelsesvaerdige Stauning-Munch regering ikke naede at udrette saerlig meget i sine allerforste ar. Jeg foretrak derfor i Politikens Danmarks-historie, hvor jeg selv kunne bestemme, at laegge skellet ved arsskiftet 1930/31. Der laegger forfatterne det realiter ogsa.

Hvad der virkelig forundrer mig er at Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen har fundet en opdeling af perioden formalstjenlig nar opgaven er socialhistorisk. Selv i en almenhistorisk fremstilling har jeg folt det haemmende, saerlig hvad angar de socialhistoriske aspekter, at arbejde med meget korte underperioder. Det kraever nogenlunde lange straek at fa hold pa aendringerne i »befolkningsgruppernes« indbyrdes relationer Og hele tidsrummet er jo kun 25 ar.

Forfatterne har kaldt deres bind Sociale brydninger. Som karakteristik af perioden er dennne titel lidet givende. For hvilken periode af Danmarks-historien kunde man ikke give den samme overskrift? Deter forst de tilfojede arstal der fortaeller lasseren hvor han befinder sig.

Alligevel siger titelen noget om forfatternesopfattelse af hvad socialhistorieer. I deres ovenfor citerede definitionhed det at den er historien om befolkningsgruppernessamarbejde kampe. Andetsteds i forordet betones imidlertid modsaetningerne staerkere end samarbejdet, og deter nok dette de har onsket at lade traede frem i titelen,som iovrigt er den eneste af de syv bindtitler hvori det sker; Vagn Dybdahlsforudgaende bind hedder, forbavsendefredsommeligt og umadelig intetsigende, Det nye samfund pa vej. Maske er forfatternes valg en art utilsigtetafbigt overfor »Marx' klasseteori«,som de ikke har villet laegge til grund, og i hvert fald er det sket i god overensstemmelse med hvad det i

7O'erne var progressivt at betone.

Andetsteds (Dansk politik, Gyldendal 1975, 5.21; jvf. Komparativ politik, 1, 2. udg., Gyldendal 1971, s. 105-06) jeg fremhasvet samarbejde og konflikt som faenomener der forekommer i ethvert samfund. Et andet begrebspar, konsens og dissens, tydeliggor hvad der taenkes pa. Det sidste gar pa hvad folk mener, det forste bruges til at beskrive noget man finder faktisk forekommer. Samarbejde foregar tit pa trods af dissens, f.eks. betaler ogsa Glistrup-tilhasngere skat. Uden et vist og i et land som Danmark meget omfattende samarbejde kan et samfund ikke eksistere. Omvendt bestar der til stadighed modsaetninger (og ikke mindst marxister vil fremhaeve at det gor der uanset om de - endnu - har givet sig udtryk i dissens), altsa konflikt, som i perioden 1914-39 mellem landbrug og industri, arbejdsgivere og arbejdere, osv.

Det karakteristiske for en periode er derfor ikke om der er samarbejde eller om der er konflikt (eller med vendingen fra forfatternes definition: kampe), for der er altid begge dele. Sit saerpraeg far en tid i forhold til andre perioder ved om det ene eller det andet er mere eller mindre fremtraedende. Den slags bliver naturligvis i nogen grad en skonssag, hvilket vil sige at der er et spillerum for forfatterens personlige samfundsopfattelse og, i bedste fald, hans videnskabsteori. Derimod bor en historiker ikke, uanset at det kan vaere svaert at undga, lade sig pavirke af hvad der er modeopfattelse just pa det tidspunkt hvor han skriver. Der findes nogle afskraekkende eksempler, som virker grelt pudserlige fordi det ikke er til at se at de har baggrund i et genuint videnskabsteoretisk hamskifte.

Denne sidste bemaerkning tager ikke sigte pa Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen. De er afgjort sobre. Nar de i et af deres vaerdifulde kommenterende afsnit om kilder og litteratur beiruerker at det sociale konfliktstof findes forholdsvis svagt understreget i min fremstilling af 20^Irne i Politikens Danmarks-historie er det et skon hvis berettigelse som skon jeg ikke vil bestride. Jeg har fundet at hele perioden som periode betragtet er mindre prasget end den forudgaende af konflikt. De sidste artier af det 19. arhundrede er en tid hvor nye dybtgaende modsaetninger opstar. Derpa folger en tid, egentlig tilbage fra september-forliget 1899, hvor man finder frem til former under hvilke de kan ikke loses men afdramatiseres, altsa en tid hvor samarbejdet igen bliver mere fremtraedende, og ikke alene pa arbejdsmarkedet men over et bredt socialt felt. Derfor kaldte jeg bindet Velfcerdsstaten pa vej og disponerede fremstillingen omkring dette motiv i dets mange variationer og jeg vil fastholde at det giver en mindre utilfredsstillende karakteristik af perioden end Sociale brydninger, ogsa til et socialhistorisk formal. Men jeg forstar indvendingen og ma overveje med mig selv om jeg har overspillet et tema og underspillet et andet.

Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen har leveret et godt bind, som det i h.oj grad kan anbefales interesserede at stifte bekendtskab med. Et enormt stof er samlet sammen og bearbejdet sa laeseren kan ga til det uden andet besvaer end at taenke sig om under laesningen. Socialhistoriens baggrund i okonomiske udvikling behersker forfatterne naturligvis suveraent. De selv er ogsa fortrolige med det politiske for-10b. har de overvurderet laesernes fortrolighed i sa henseende. Et par siders tidstavle over den politiske historie ville nok have vaeret en kaerkommen handsraekning for adskillige.