Emil Telmányi: Af en musikers billedbog. (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1978). 320 s.

I den store verden er den ungarskfodte violinvirtuos Emil Telmanyi kendt for sin i hvert fald for eftertiden sensationelle debut i Berlin 1911 med forsteopforelsen af Elgars violinkoncert. I samtiden kunne den 19-arige solist sa lidt som andre mere erfarne overbevise den strenge Berlinkritik om vaerkets kvaliteter; det har altid vaeret svaert at komme igennem med engelsk musik i Tyskland. Men med sit uforfaerdede repertoirevalg viste den unge Telmanyi allerede den gang, at han var en af de kommende betydelige solister. For det europasiske koncertpublikum praesenterede han sig ved adskillige koncerter op gennem arhundredet, og deter ogsa almindelig kendt, at han i 1949 praesenterede en speciel Bach-bue, hvor man kunne losne harene til flerstemmigt spil. Sin maske mest krasvende dirigentopgave havde Telmanyi ved en Stravinskij-aften i Budapest i 1926 med komponisten ved klaveret i bl.a. klaverkoncerten. Alle, der har kendt eller hort om Stravinskijs facon, ved, at det har vaeret kraevende.

I Danmark er Emil Telmanyi forst og fremmest kendt som en utraettelig forkaemper for Carl Nielsens musik, og som sadan er hans praestation en af arhundredetsbetydelige i dansk kulturhistoric70

historic70gange har han fra 1920 til 1967 opfort Carl Nielsens violinkoncertoveralt i Europa. Han har spillet den i Albert Hall og har sin del af aeren for, at Carl Nielsens musik i det mindsteer slaet igennem i den angelsaksiskeverden. Pa en eller anden made har det naturhgvis sammenhaeng med, at han var svigerson til vor store komponist,idet han ved forste verdenskrigsslutning blev gift med komponistensdatter Anne Marie.

Nu har denne mand skrevet sine erindringer. Deter samaend gaet ham som mange andre forfattere til omfangsrige erindringsboger, at barndommen og ungdommen er mest udpenslet, men den kronologiske fremstillingsform er det dog lykkedes ham at fastholde til begyndelsen af 1930'erne; derefter bliver formen kronologisk-tematisk. Man far et naesten bevaegende indtryk af Telmanyis fuldstaendig utraettelige arbejde for Carl Nielsens musik. Han forsomte ingen lejlighed til at bringe den frem; den kan maske endnu sla igennem pa det europaeiske kontinent inden arhundredets slutning (der er visse tegn), og sa vil det ikke mindst vaere Telmanyi, der har beredt jordbunden. Han har oplevet at blive jaget bort af Furtwangler, da han under dennes provearbejde ville forklare lilletrommen, at dens opgave faktisk var at forstyrre i den 5. symfoni. Ogsa Toscanini skuffede ham; han fandt den 5. lidt rigeligt buldrende.

Men i ovrigt far man et alsidigt indblik i, hvorledes det europaeiske koncertliv udfoldede sig under arhundredets skiftende vilkar. Dette er ikke stedet til detaljer omkring dette; den interesserede vil i det omfattende personregister finde, hvad han vil sla op. Ogsa det danske musikmiljo er naturligves indgaende behandlet, og Telmanyi har sa lidt som andre betydelige aktive tivemusikfolk undgaet at blive indblandet i konflikter om dette og hint. Om disse ting skriver han aerligt, men taktfuldt. Om familieensemblet Telmanyikvintetten og om musikmiljoet pa Fuglsang er der ogsa oplysninger at hente.

Emil Telmanyi har altid vaeret besat af musik, og dette har som for alle kunstnere bestemt tilvaerelsens form. Hans kamp for og med kunsten har vaeret ret kompromislos; lidt tung og kantet har han vel vasret ind imellem, og slet ikke nogen salonlove. Hans trang til anerkendelse skinner igennem, saledes at han nogle steder ikke undlader at citere fremtraedende personligheders anerkendende orcl om sin indsats; men man ma medgive ham, at han er afdaempet i sin kritik af dem, der tradte ham over taeerne.

Emil Telmanyis erindringsbog er et vaerdifuldt bidrag til den ikke meget omfattende danske musikhistoriske litteratur. Appendix I er en fortegnelse over kompositioner af Carl Nielsen, opfort af Emil Telmanyi, mens Appendix II er en discografi. Hertil kommer som naevnt det opfattende personregister.