|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 14 (1981 - 1983) 1Rigsråd - Kongemagt - Union 1434-1449Den 29. august 1980 forsvarede Jens E. Olesen pa Arhus Universitet sin disputats: Rigsrad - Kongemagt - Union. Studier over del danske rigsrad og den nordiske kongemagts politik 1434-1449 (Skrifter udg. af Jysk Selskab for Historie nr. 36, 1980). De officielle opponenter var professorerne fil.dr. Erik Lonnroth, Goteborg, og dr.phil. Erik Ulsig, Arhus. Sidstncevntes opposition bringes med kun sma aendringer, men med supplerende noter. Over for Iceseren kan der maske vcere grund til at pege pa, at en opposition ikke er en anmeldelse i almindelig forstand, og at der er to opponenter. Det betyder, at den enkelte opponent i udstrakt grad kan udtage blot dele af disputatsens emne til ncermere diskussion. Jens Olesens disputats soger at udfylde et hul i den danske senmiddelalderforskning. Kr. Erslev har som bekendt behandlet dronning Margrethes og Erik af Pommerns regeringstid (altsa perioden 1375-1439) i sine grundlaeggende arbejder om disse regenter, Henry Bruun har suppleret med en reekke afhandlinger, William Christensen har behandlet forholdet mellem Unionskongen og Hansestaederne 1439-66 og Dansk Statsforvaltning i det 15. arh. Fra svensk side foreligger en omfattende forskning omkring unionen og da specielt for perioden efter 1434 med det svenske opror imod Erik. Men der har ikke foreligget nogen monografi over Christoffer af Bayerns regeringstid, og ej heller vaesentlige studier over det danske rigsrad i det 15. arh. Artiklen i Kulturhistorisk Leksikon 1969 ved saledes om rigsradet kun at henvise til Arups, Erslevs, Aksel E. Christensens og Poul Johs. Jorgensens almindelige fremstillinger. Arene 1434-39 sa sammenbruddet af Eriks kongemagt med Kalmarmodet i sensommeren 1436 som den afgorende og centrale begivenhed. Det danske og det svenske rigsrad satte skarpe graenser for Eriks politik, og slutfacit blev hidkaldelsen af den nye konge, Christoffer. Vi fik ifolge den hidtidige forskning efter »systemskiftet« et rigsradsstyre med Christoffer som en intetsigende topfigur. Jens Olesen har klart ret i, at denne enkle vurdering traenger til nuancering. Der er sa absolut plads til og behov for en disputats med det af Jens Olesen valgte emne. Side 80
Bogen er praeget af flere unoder, et punkt i min opposition, som ligesa godt kan overstas forst. Vaerst er medtagelsen af sa mange unodvendige detaljer. Endvidere skaemmes afhandlingen nogle steder af en underlig form for overflodig bevisforelse, ofte i form af en maerkelig bagvendt sprogbrug, samt af en del kedelige sjuskefejl. Deter jo en omfattende bog, og umiddelbart kan det forskraekke en middelalderhistoriker, at der kan skrives sa meget om 15 ars dansk politik. Deter da ogsa sikkert, at der er meget i bogen, som uden skade kunne vaere kortet. Deter muligt, deter opponentens fejl, at han ikke finder en detaljeret gennemgang af alle politiske forhandlinger sacrlig nodvendig eller interessant for forstaelsen af det angivne hovedproblem, det danske rigsrad og den nordiske kongemagts politik. Men deter sikkert, at adskillige detaljer i forbindelse med moder, f.eks. oplysninger om mindre vigtige personers tilstedevaerelse, burde vaere udeladt. Jeg skal tage to eksempler i forbindelse med adelsmanden Mogens Goye, en person jeg skal vende tilbage til en enkelt gang senere. Lad mig derfor begynde med kort at prassentere ham. Mogens Goye var lollik. Hvis man nojes med groft at dele adelen i hojog lavadel, placerer Mogens Goye sig et sted pa graensen. Hans anden kone var imidlertid af god familie, enearving til det store sjsllandske gods Gisselfeld, og Mogens selv en administrate begavelse, som kong Erik i sine sidste ar i Danmark 1434-38 kunne bruge som kammermester og slotshovedsmand pa K.obenhavn, to jobs, som havde en naturlig sammenhaeng, og ogsa siden kunne hore sammen. Ved magtskiftet 1439 holdt Mogens Goye laenge fast ved kong Erik, men pensioneredes endda med et len, Jungshoved, omend det var det mindste slotslen (hvis det overhovedet kan betegnes som et sadant), man kunne finde. Hvad nu end arsagen kan have vaeret (men det ma vel have vaeret mandens dygtighed, hans kones gods, evt. en passende alder), var Mogens Goye ikke uden betydning i 1440'erne. Det oplyses i bogen (s. 190), at han 9/8 1441 sammen med aerkebisp Hans Laxmand og rigsraden Ove Lunge bod de hollandske forhandlere velkommen, og at han 14/3 1442 sad i et sjasllandsk seksmandsnaevn til afgorelse af en ejendomssag. Ganske vist var han kun sjettemanden, men de fern andre bestod foruden af Roskildebispen af fire andre rigsrader. Allerede 1444 var han atter »rigtig« lensmand, nemlig pa Nykobing, dvs. ikke langt fra hans lollandske privatgods. Efter tronskiftet 1448 blev han endelig ridder. Selv om Mogens
Goye ikke optraeder som rigsrad i Jens Olesens
afhandling Side 81
sa klart, som
nsrvaerende gor det, tilsigter at give en meget bred og
fyldig Derimod er der som sagt to oplysninger, som er overflodige. Pa s. 128 kommenteres den politiske situation i vinteren 1440, hvor et hovedproblem givetvis har vaeret at na til en afklaring af forholdet til hertug Adolf, og som april maneds forlob skulle vise, at beslutte sig til at vaelge rigsforstanderen Christoffer til kongen Christoffer. Konkrete oplysninger om, hvad rigsrad og rigsforstander lavede den vinter, mangier i ovrigt. Blot et brev af 14. februar kaster lidt lys, idet det viser, at 2 bisper og 4 adelige rigsrader fra helt forskellige landsdele opholdt sig i Kobenhavn. Dette forhold kan med rimelighed tages som udtryk for, at »regeringen« opholdt sig i Kobenhavn, og med den bredde, som skildringen anlasgger, finder jeg det en rimelig oplysning at medtage. Men hvorfor skal vi med samme have at vide, at Mogens Goye og Anders Hack var i byen? Og at prioren af Antvorskov maske var i byen? At Mogens Goye
var i byen havde nemlig simpelthen (hvad der ikke
Nar det yderligere tilfojes, at prior Bent Pedersen kan have vaeret til stede ved »radsmodet«, idet han 17. februar var i Ringsted, bliver laeseren fristet til at konstatere, at han den 14. februar samaend nok var i Antvorskov, hvor han boede. Eller til at gaette pa, at rigsraden Ove Lunge, som var sjaellaender, ogsa kan have vaeret til stede pa »radsmodet«! Deter en underlig og overflodig form for argumentation, selv om lasseren denne gang slipper for at fa den i den af forfatteren yndede bagvendte form. »Det kan ikke udelukkes, at prior Bent osv.« Den anden helt overflodige oplysning omkring Mogens Goye findes s. 215 og synes mig endnu vaerre, en mikstur af kildereferat og stofophobning. Forfatteren onsker at oplyse, at aerkebispen var i Kobenhavn oktober 1442, og det gores bl.a. ved at anfore det ene af kildestederne herfor som folger: og 16/10 blev foruden Oluf Axelsen [denne var rigsrad], Erik Nielsens sonner Anders og Erik, den retslaerde og gejstlige doktor Knud Mikkelsen, Niels Lauridsen (Kabel af Tastrup), Mogens Goye og Henning van Hagen anmodet om at medbesegle et brev! Tilsvarende overflodige oplysninger belaster noterne. Pa forhand er disse meget vanskelige at bruge. Forkortelsestegnene er besvaerlige at huske, og nar et notetegn daekker f.eks. 15 linier i fremstillingen og indeholder henvisninger til 5 vaerker, kan laeseren ofte ikke vide, hvilken kildehenvisning der dokumenterer hvilken information i teksten. Dette synes mig imidlertid tilgiveligt. Jens Olesen har prisvaerdigt onsket at give Side 82
en meget omfattende dokumentation, og at noterne af sparehensyn er blevet, som de er, er forstaeligt. Men hvorfor sa belaste noterne med helt overflodige kildesteder? S. 182 fortaelles, at »Gert Bryske, som var hovedsmandpa Naesbyhoved, dode 1441 28/7«. I den tilsvarende note er der seks henvisninger! I betragtning af at bade person og len optneder i bilagene og deres noter (som ganske vist er de vanskeligste at bruge), kan der ikke vaere behov for seks henvisninger. Da jeg laeste, ville jeg godt vide kilden pa Gert Bryskes dodsdag, men opgav efter at have konstateret,at to af kildehenvisningerne drejede sig om, hvad Gert Bryske lavede i 1440! Hvad skal laeseren med disse supplerende henvisninger? Jeg skal herefter lade punktet om overflodige detaljer ligge, men der er mange, og de belaster fremstillingens lasselighed og noternes tilgaengelighed. Sjuskefejlene vil der blive bragt eksempler pa senere i forbindelse med de emner, der tages op til naermere debat. Hovedsigtet med afhandlingen fremgar af det indledende afsnit, betitlet Problemstillinger og Sigte. Undersogelsen gaslder primaert det danske rigsrads politik, herunder de enkelte raders holdning og eventuelle grupperinger inden for radet. Videre gaelder undersogelsen kongemagtens politik, isaer en kongelige unionspolitik. Idet det drejer sig om rigsrad i forhold til kongemagt og de to institutioner i forhold til de samme situationer og magtfaktorer og - kan man tilfoje - pa grundlag af det samme kildemateriale, ma afhandlingen nodvendigvis behandle bade rigsrad og konge. Det bliver praeses' hovedtese, at flertallet i det danske rigsrad var staerkt interesseret i opretholdelsen af den nordiske union, og den nordiske politik kommer til at indtage en fremtrsedende plads i afhandlingen. Bogens titel, Rigsrad-Kongemagt-Union, studier over politik, er en daekkende Det forekommer mig imidlertid, som om prasses for sa vidt sigter bredere, end han har anfort i indledningen; at han har onsket at give en hel Danmarkskronike for den behandlede periode, en handbog i alt, hvad der kan siges bare at berore dansk politisk historic Dette viser sig dels i et par af kapitlerne i afsnit V, isasr vedrorende montvaesen og kongens almindelige privilegiebreve til klostre og hospitaler, dels ved den grundige medtagen af oplysninger om alle mere betydningsfulde personer i riget (som tidligere omtalt f.eks. om Mogens Goye). Saledes er alle uddelinger af ridderslag sogt fastslaet. Den meget brede fremstilling haenger sammen med en ojensynlig stofglaede hos forfatteren, men denne begejstring for alt, hvad der horer Christoffers tid til, medforer, som anfort, medtagelse af detaljer, som er aldeles ligegyldige. Side 83
I sammenfatningen fremhaeves med rette resultaterne vedrorende det danske rigsrad og unionen. Nar det danske rad i 1436 i Kalmar svigtede kong Erik, var der tale om realpolitik, kongens svenske politik var blevet en belastning for unionen, radet stottede derfor svenskerne, men forst efter svensk garanti for danske godsinteresser i Sverige. Da kong Erik fortsatte sin politik og i ovrigt ved sin arbejdsvasgring var pa vej til at saette Danmarks styre ud af funktion, blev han fyret. Under Christoffer og rigsradet brugte dansk politik over for Sverige, Gotland, Baltikum nok andre midler end kong Erik i hans velmagtsdage, men malet var fortsat at kontrollere unionen, at forbedre danske udfoldelsesmuligheder, blot det kunne ske uden aben konfrontation med det svenske aristokrati. Dette var ikke kun kongelig politik, det danske rigsrad - eller i hvert fald dets flerta! - havde (med Jens Olesens ord) overtaget Here af Erik af Pommerns mal. Denne hovedtese gennemfores med megen energi og laerdom. Og til yderste konsekvens, som nar forfatteren haevder, at uanset hvilken opfattelse de forskellige rader havde i 1448, var hensynet til unionen det centrale. Efter laesning af bogen forekommer hovedtesen indlysende, selvfolgelig fremmede det danske rigsrad dansk politisk indflydelse i Sverige. Afhandlingen tager sit udgangspunkt i rigsradet og ikke i kongen, hvilket er naturligt, nar studiet gadder den periode, hvor radet - ifolge de fleste historikere - gennemforte et systemskifte for herefter at dominere over for en konge, hidkaldt fra et fjernt, fremmed land. Deter en af afhandlingens fortjenester, at den viser, at Christoffer udmaerket var i stand til at optraede selvstaendigt eller i hvert fald forsogte herpa, og at centraladministrationen udbyggedes. Undervurderingen af Christoffer (som dog for nylig er brudt af Telma Jexlev)1 har nok i hoj grad vaeret et resultat af hans regeringstids meget beskedne laengde og, som Telma Jexlev fremhaever, af det kongeportraet, der ogsa pryder dennebog (s. 116). Ogsa vurderingen af, hvad Erik af Pommerns afsasttelse betyder, er vist en del aendret i forhold til den dominerende opfattelse. Udgangspunktet formuleres s. 6: »Det ma fremhaeves, at det danske rigsrad i anden halvdel af Erik af Pommerns regeringstid var blevet en jaevnbyrdig modpol til kongemagten«, og s. 16 sammenfattes: »Rigsradetsstorre inddragelse i rigsstyrelsen og tilslutning til kongens politik 1. Se Fcstskrift til Johan Hvidtfeldt, s. 209-19. .If. ogsa Niels Skyum-Nielsen: /Frkekonge og /Erkebiskop (Scandia 23, 1955-56). Side 84
mod besiddelse af slotte og len konsoliderede rigsradet som institution i samfundet«. Med dette udgangspunkt kan Kalmarmodet i 1436 og de folgende begivenheder ikke blive noget systemskifte, men blot et politisk nederlag for kongen. I den afsluttende sammenfatning findes vist kun tre bemaerkninger vedrorende forfatningsmaessige forhold. Det siges, at danskerne(efter 1434) efter svensk forbillede »naturligt matte onske radskonstitutionalismengennemfort i hojere grad« (s. 426), at rigsradet i Christoffers tid fastholdt den ved tronskiftet 1439 erhvervede magtposition(s. 431), og at radsinstitutionen (i det 15. arh.) p.g.a. den almindeligearistokratisering havde faet storre betydning (s. 432). Sa vidt det kan ses, betegner praeses' lidt vage formuleringer et brud med den almindelige opfattelse. Men det horer ikke til afhandlingens fortjenester at have underkastet problemet kongelrigsrdd nogen naermere analyse. Jeg skal traekke to punkter frem, som kunne have vaeret undersogt: 1) betegnelsen for radet og 2) radets kompetence. Endvidere skal jeg senere diskutere: 3) lenspolitikken (jf. bilag II) og 4) medlemskab af radet (jf. bilag I). 1. Betegnelsen for radet. Aksel E. Christensen har fremhaevet det politisk signifikante i, hvorvidt radet betegnes som kongens rad eller rigets rad.la Jens Olesen tilslutter sig synspunktet for Valdemar Atterdags tid (s. 1) og bruger det i forbindelse med Erik af Pommerns afsaettelse. I indkaldelsesbrevet af 1438 27/10 til Christoffer af Bayern betegnede raderne sig som regni Dacie consiliarii, »hvad der vidner om deres nye magtstilling«, hedder det s. 89. Og der sammenfattes s. 114: »Forhandlingerne og aftalerne i Liibeck 1439 fastslog radets position. Titlen det danske rigsrad kommer fra denne tid hyppigt i brug, hvad der vidner om, at raderne ... nu tradte frem overbevist om egne rettigheder«. Udtrykket det danske rigsrad er dog meget uheldig valgt af praeses, jeg ved ikke af, at det forekommer andre steder end i historiske afhandlinger. Datiden skriver i reglen rigens rad af Danmark eller blot rigens rad, des rikes rad (redere) van/to Denemarken, eller blot des rikes rad (redere) .2 Benaevnelsen Danmarks riges rad forekommer forst pa Christian I's tid, formentlig efter svensk forbillede.3 1a. Kongemagt og Aristokrati (1945), s. 224 og i Scandia 1951, s. 55. 2. Ordet rad kan bade vaere ental og flertal, jf. de plattyske termer. 3. Deter forkert, nar Aksel E. Christensen (Scandia 1951, s. 55) mener, at denne bena;vnelse kommer i brug straks efter Kalmarmodet 1436, og forvirrende, at Anna Hude i Aktstykker vedrtfr. Erik af Pommerns afsaettelse (1897/1971) konsekvent og hojtideligt omtaler radet med denne betegnelse. Side 85
Men pomp er der over radets breve i 1439, det hedder: des rikes to Dennemarken vulmechtigen rade (aftalen med hertug Adolf), des rykes van Dennemarken redere (aftalen med de vendiske byer), des rykes rad van Dennemarken (klageartiklerne til kong Erik), de gemene ryke raid to Denemarken (brev til Danzig; senere i brev hedder det: consiliarii regni Dacie).4 Hvorfor denne kraftige pointering i 1439 af radets status? Ja, rigsradet kunne jo ikke sa godt blot betegne sig selv som rigsradet, enhver modtager af et sadant brev matte stille sporgsmalet: hvilket rigsrad? Ej heller kunne rigsradet betegne sig som kong Erik rad, eftersom det lige havde afsat ham, og hertug Christoffers rader var de ikke, for denne blev rigsforstander, hvad han na?ppe var legalt, forend han blev hyldet i Kobenhavn i slutningen af juli (Jens Olesen, s. 118)3a Allerede 12. September betegner Christoffer, Danmarks riges rigsforstander, derimod Otte Nielsen som »vor rad« og forlener ham med Kalo »efter vort rads rad«. Selvfolgelig er anvendelsen af betegnelsen rigens rad af Danmark (eller tilsvarende oversaettelse til tysk) vidnesbyrd om radets position i 1439. Radet havde jo gjort opror mod kongen. Men hvis vi folger terminologien op igennem Christoffers tid, tror jeg ikke, at der er aendringer at spore i forhold til praksis under kong Erik. I omtale kunne radet meget vel under begge regenter betegnes som rigsradet, men breve pa den danske statsmagts vegne udstedtes under begge regenter af kongen (hvad enten han er til stede eller ej) »med vort rads rad«, eller hvis man ville vaere meget hojtidelig »med vort (og) rigens rads rad«, evt. af kongens udsendte befuldmasgtigede rader og sendebud. Hvis ordet Danmark sattes sammen med ordet rigsrad, var det formentlig oftest for at undga forveksling med kongernes svenske og norske rad(er). Konklusion: terminologien kan ikke bruges til at bevise nogen forfatningsmsessig aendring i radets stilling fra Eriks til Christoffers tid, ja ikke engang til at demonstrere oget politisk styrke for radet. At radet under oproret i 1439 og atter under interregnet i 1448 betegnede sig som rigens rad af Danmark er derimod klart, det kunne ikke godt gore andet. 2. Radets
magt og kompetence. Som for naevnt karakteriserer Jens
Olesen 3. Deter forkert, nar Aksel E. Christensen (Scandia 1951, s. 55) mener, at denne bena;vnelse kommer i brug straks efter Kalmarmodet 1436, og forvirrende, at Anna Hude i Aktstykker vedrtfr. Erik af Pommerns afsaettelse (1897/1971) konsekvent og hojtideligt omtaler radet med denne betegnelse. 3a. Brevet til Danzig er dog udstedt ved denne lejlighed. 4. Jahn: Unionshist., s. 509-11; Hanserecesse 2. r. 11, nr. 306; Hude: Aktstykker, nr. 4 Hanse recesse. 2. r. VII, nr. 466. Side 86
kongemagten og som en god representation (bade dets gejstlige og verdslige medlemmer) for dansk aristokrati, en okonomisk velstillet, erfaringsrigog veluddannet forsamling, indbyrdes beslaegtet og besvogret og med en militaer magtposition ved besiddelsen af slotslenene. Deter en skildring (sa kortfattet og skitseagtig den er), som gor det forstaeligt, at radet var i stand til at overtage den politiske magt 1436-39. Til gengaeld forekommer grunden til, at det afsatte kongen, mig mindre klar i praeses1 fremstilling. Det hedder afsluttende s. 116, at Eriks manglende interesse for danske forhold og hans svenske politik forte til hans afsaettelse. Af hensyn til egne forhold og unionsforbindelsen svigtede radet den hidtil forte udenrigspolitik over for Holsten og de vendiske stseder. Eftersom Jens Olesen netop har aeren af at have pavist, at det var de ostdanske rader med interesser i Sverige, som holdt fast ved kong Erik af hensyn til unionens bevarelse, er det imidlertid svaert at se, hvorfor de mere vestdanske rader skulle have afsat ham af hensyn til unionen. Men hvad daekker ordet egne forhold over? Utilfredshed med Eriks almindelige styrelse og hans haevdelse af arvekongedommet? I og for sig kunne radet vel ikke, med den position det allerede havde, have meget at indvende imod Eriks styre. Men som praeses papeger, var afsaettelse af regenter et tidens traek, og man kan vel sige, at Erik begik politisk selvmord? Gar vi til Christoffers tid, er det (isaer hvis man med Jens Olesen accepterer radets betydning allerede for 1436) svaert at se, hvilke folger rigsradets nye magtstilling fik for Danmarks indre styre. Praeses citerer pa afhandlingens forste side Erslev for denne bemaerkning,^ men nar egentlig ikke meget videre end Erslev i denne henseende. I pagt med vor tid er dog hans forstaelse for, at landefredsforordningerne var rettet mod bonderne, hvor Erslev isaer ser dem som et udtryk for konges og kirkes omsorg for retssikkerheden. Kongevalgssituationen 1448 gav rigsradet mulighed for at aftvinge den nye konge en (forelobig) handfcestning, for han i Viborg fik bekrasftelse pa sin kongevaerdighed. Praeget af den ojeblikkelige situation var (som Jens Olesen fremhaever, s. 394) to paragraffer rettet imod udlaendinge. Men langt vigtigere til en bestemmelse af relationen konge-rigsrad er de paragraffer, som fortaeller, hvilke kongelige handlinger, der kraevede rigsradets samtykke eller rad. Det var onskeligt, om praeses havde laest disse paragraffer mere omhyggeligt (s. 393f.), deter jo simpelthen forste gang, vi far forfatningsbestemmelser om rigsradets kompetence. 5. Danmarks Riges Historie 11, s. 484. Jens Olesen s. XI. Side 87
Der skelnes i handfaestningen skarpt mellem samtykke af hele radet (gaelder for krig og landeskat, § 5 og 10), samtykke af mestedelen af radet (gaelder for maerkelige aerinder som vedrorer kronen, § 6a) og sa bare »rad« (gaelder pantsaettelse eller afhaendelse af kronens ejendom, holde og regere vor gard og stat, forlening af slotte, § 8-9 og 6b). Jeg skal tilfoje, at terminologien er forbavsende konsekvent af et middelalderligt diplom at vaere.6 Inden bestemmelserne vurderes naermere, skal jeg papege, at nar kongen ikke matte foretage maerkelige aerinder, som vedrorte kronen uden mestedelen af radets samtykke, sa betyder udtrykket det, det siger: maerkelige, dvs. vigtige, og ikke som praeses far det til: alt hvad der angar kronen (s. 393 1. 2-3 fra neden)! At rigsradet
lagde starkest vaegt pa at kontrollere krig og
ekstraskatter Jeg mener, at de praecise formuleringer i handfaestningen kan bruges til at kaste lys over den foregaende periode. Det kan undersoges, i hvilken udstraekning de stemmer med praksis for 1448 og for 1439. Med andre ord, er der tale om bestemmelser eller praksis af gammel dato eller om innovationer? Rigsradet var under en eller anden form, som ikke skal diskuteres her, efterkommere af rigets bedste maend.7 Handfaestningerne af 1320, 1326 og 1376 fastslar, at kongen ikke ma pabegynde krig uden consilio et consensu (rad og samtykke) af praelaterne og rigets maegtige. Der kan ikke vaere tvivl om kontinuiteten frem til 1448. Men deter da rigtigt, at Erik af Pommern ikke har undertegnet nogen handfaestning, og eftersom vi ikke har bevaret nogle krigserklaeringer fra ham, star det andre frit for at haevde, at han har kunnet gore, hvad han ville. Bestemmelsen om landeskatterne (hjaelp, bede) er derimod for sa vidt af nyere dato. De naevnte handfaestninger indskraenker sig til at afskaffe en raekke af kongerne indforte saerskatter, og om end aftalerne i 1340 mellem Valdemar Atterdag og de holstenske grever som en selvfolge 6. Den eneste variation er, at samtykke i § 5 og 10, som gaelder hele radet, kaldcs fuldbyrd og vilje, men i § 6a, som gaelder mestedelen af radet, kaldes (maske lidt afsvaekkende?) fuldbyrd og tilladelse. 7. Se Kr. Erslev: Rigets »bedste Maend«, Danehof og Rigsradet. Hist. Tidsskr. 7. r. V, s. 365-87. Endvidere Palle Guldbrandsen: De centralpolitiske forsamlinger i Danmark 1250-1326 (utrykt speciale, Arhus 1978). Side 88
regnede med, at befolkningen betalte en bede, en ekstraskat, var ekstraskatternenetop i princippet beder, dvs. kongen skulle bede befolkningen om dem pa tinge. Derimod tror jeg, man skal haefte sig ved loven af 1396, som blandt meget andet bevilgede en kraftig hjaelp. Den var blevet lovet i alle lande, dvs. pa alle landsting, men forordningen som helhed betegnes som udstedt i Viborg efter aftale mellem dronning Margrethe og kong Eriks rad og maend. Den videre forbindelse op til 1448 udgores af et tilfaeldigt brev fra 1430.8 Selv om brevmodtageren er norsk, gaelder brevetsgenerelle formulering ogsa for Danmark. Brevmodtageren fritoges af sit gods og sine len for al kongelig afgift og regnskab undtagen »hvad hjaelp som vi skulle have af rigerne efter menige rigens rads tilladelse«. Formuleringen ligger tact pa 1448-handfaestningens. Bestemmelsen om »maerkelige aerinder kronen vedrorende« vil der kunne findes mange breve pa fra hele forste halvdel af det 15. arhundrede. Jeg lader Kalmar 1397 ligge og peger pa, at alle Eriks traktater med fremmede magter (forbundet med Polen 1419 og med 7 hansestaeder 1423 og fredsslutningerne med bade hertug Adolf og de vendiske byer i 1435)9 er afsluttet med rad og fuldbyrd, consilio et consensu, eller vilje og fuldbyrd, (freden med de vendiske staeder endda med vilje og fuldbyrd og efter »hete«10 og rad) af vore rader eller vort rad evt. plus mandskab. Christoffers forlening til Adolf i 1440 pa Slesvig pa samme vis." Endvidere kan udpilles f.eks. Eriks brev 1420 om dronning Philippas livgeding med »vore rigers rad, samtykke og fuldbyrd, der her nu hos os er« (de fleste af beseglerne er rigsrader)12, og hans aftale 1416 med Roskilde kapitel om Kobenhavn »med vort rads samtykke af Danmark, Sverige, og Norge som da nasrvaerende var«.13 Rigsradets position fremgar endvidere kraftigt af breve udstedt af fremmede, som nar hertug Vartislavs af Stettin 1410 lover dronning Margrethe og rigens rad af Danmark at betale 4000 mr.,14 eller nar slottet Nordborg pa Als i 1410 skal overlades til kong Erik, men hvis bade han og dronning Margrethe dor, da til rigens rad af Danmark.15 Vedrorende
afhaendelse af »rigens slotte, len eller rente« findes
ogsa 8. Dipl. Norveg. XI, nr. 149. Jf. Kr. Erslev: Erik af Pommern (1901), s. 457. 9. O. S. Rydberg: Sveriges Traktater 111 passim. 10. Dvs. pabud. 11. A. Huitfeldt IV, s. 644. Se Jens Olesen, s. 137. 12. Svenskt Diplomatarium fran 1401, nr. 2792. 13. Kdbenhavns Dipl. I, nr. 101. 14. Rep. Dipl. 5167. 15. Jahn: Unionshist., s. 494. Side 89
adskillige breve.16 Dronning Margrethes store godsgave til Vor Frue klosteri Roskilde 1397, Eriks gave til Maribo kloster i 1416, Christoffers gave til Otte Nielsen Rosenkrantz i 1445 pa oproreren Henrik Tagesens del i Bjornholm, ja endog det store mageskifte af jordegods mellem kong Erik og Jorgen Rud i 1429 er alle foretaget med vort rads rad. Om kong Erik »holdt sin gard og stat« med rigens rads rad er nok mere tvivlsomt, i hvert fald brugte han jo sine egne hofmestre i stedet for tidligere tiders droster. Men det skal dog papeges, at alle hofmestrene var medlemmer af radet og af hojadel. I ovrigt paberabte kong Erik sig ofte rad af radet i tilsyneladende smasager, jeg naevner i flaeng byprivilegium til Kobenhavn 1422 (hvori der ganske vist var politisk spraengstof), privilegium til Malmo 1429, hvorefter dets borgmestre ma basre guld og forgyldt, og pabud 1419 om, at Arhus skal sende 3 mand til at grave ved Flensborgs befaestning.17 Ved en forelobig sammenfatning af sammenligningen mellem bestemmelserne i handfaestningen af 1448 og styrepraksis skal jeg konkludere, at praksis allerede under Erik af Pommern stemmer fortraeffeligt med bestemmelserne. Kronens maerkelige asrinder blev udfort med radets vilje og fuldbyrd, de noget mindre vaesentlige sager blev behandlet efter radets rad, mens rutinesager som privilegiestadfaestelser i reglen ikke vedkom radet. 3. Og hermed er vi naet frem til § 6 B i 1448, dvs. til lenspolitikken: »Item skulle vi ingen slotte forantvorde uden efter rigens rads rad«. Ingen, der kender noget til Erik af Pommerns afsaettelse, kan vaere i tvivl om, at her star vi over for en kontroversiel bestemmelse. Om Christian I altid efterlevededen, skal jeg lade vaere usagt. Vedrorende Christoffer folgende:18 hans forlening til Otte Nielsen pa Kalo 12/9 1439 angives foretaget efter vort rads rad og aftalen med Aksel Pedersen Thott om Varberg 18/1 1441 ligeledes; men der kan ikke sluttes meget fra disse saertilfadde. Til gengaelder der intet anfort i forleningsbrevet til Hans Laxmand 13/10 1442 pa Lindholm om radets deltagelse. Ved en betragtning af Jens Olesens lensmandslistevil jeg nok vurdere, at radet i meget hoj grad bestemte, hvem 16. Molbech og Petersen: Udvalg af Diplomer, s. 69; Rep. Dipl. 5606; K. Barner: Familien Rosenkrantz I, Dipl. s. 71; Rep. Dipl. 6407. 17. Kobenhavns Dipl. I, nr. 113 (efter vort rads rad, dem vi nu ved have); Rep. Dipl. 6394; Hiibertz: Aktstykker vedkommende Arhus I, nr. 9, jf. Erslev: Erik af Pommern, s. 111. 18. K. Barner: Familien Rosenkrantz I, Dipl. s. 66; Rep. Dipl. 7152; Dipl. Dioc. Lund. 111, nr. 241. Side 90
der fik lenene,
men noget formelt krav herom synes efter brevet til Hans
At Erik af Pommern i vid udstraekning foretog sine forleninger temmelig suverasnt, er der vist ikke tvivl om. Jeg skal her se helt bort fra problematikken omkring de udenlandske herrer, Eriks slaegtninge fra Pommern. I kroningsbrevet i Kalmar 1397 var kongens kontrol med slottene et hovedpunkt, efter oproret i 1434 kaempede han for sin fri dispositionsret over de svenske slotte, ved dommen mellem kongen og svenskerne 18/10 1435 (12 dommere, 4 fra hvert rige) udtaltes, at Erik skulle forlene de svenske slotte efter det svenske rigsrads rad, men hvis parterne ikke kunne enes, som hans samvittighed bod ham. Kildestedet turde i ovrigt vaere excellent til belysning af, hvor langt et rad forpligtede kongen og dermed til forstaelse af forskellen mellem rad og samtykke.19 Hvad Eriks forleninger i Danmark angar, citerer praeses (s. 122) Aksel E. Christensen for, at de bevarede lensbreve intet indeholder om radets medvirken. Der emu naeppe bevaret mange sadanne, sa lad os i stedet betragte afhandlingens lensmandsliste og ud fra den vurdere, hvad der skete 1439. Deter imidlertid nodvendigt at gore et sidespring og forst betragte lensmandslisten (bilag II) per se. Deter en af bogens fortjenester, at den bringer denne liste. Det skulle vaere unodvendigt at fortaelle, hvor vigtige slotslenene var i det 15. arhundrede, og deter helt klart, at lensmandslister for de danske slotte for hele arhundredet laenge har vaeret et desideratum. Som det hidtil har vaeret, har Traps Danmark vaeret den handbog, man har mattet benytte. At Jens Olesen simpelthen ikke har kunnet undga at lave en sadan liste, nar han onskede at vurdere kongeskifterne 1439/40 og 1448 og grupperingerne i rigsradet, er sadan set indlysende, men derfor er det stadigvaek en fortjeneste at have lavet listen og oven i kobet fort den langt ud over det i disputatsen direkte omhandlede tidsrum .19il Som noterne til bilag II viser, hviler listen pa en omfattende kilde- og litteraturgennemgang. Saerlig vaesentlig er det, at de hollandske kilder til ostersohandelen, udgivet af Poelman i 1917, er benyttet af prases ogsa til dette formal. Hvis vi ser i listen, gaelder det bade for Krogen 1443, Alborg 1442 (og senere), men vigtigere: for Skanderborg, hvor vi ellers 19. Rydberg 111, s. 155. 19a. Der findes dog en desvasrre upubliceret afhandling af Harry Christensen: Det danske lensvaesen 1439-81 (Arhus Univ., 1967), som kunne have sparet praeses for meget arbejde. Side 91
ikke ville vide, at Henrik Knudsen havde lenet i 1440' erne. Og direkte overraskende er det at fa oplyst, at Niels Eriksen Gyldenstjerne i 1442 sad pa Kolding, fordi den almindeligt kendte oplysning om, at han 1443 (og laenge derefter) sad pa Lundenass, ellers ville have faet os til at gaette pa, at han samaend nok havde faet netop Lundenaes efter tronskiftet. Listens overskrift skal imidlertid lasses med omhu. Selv om der for mange len gives oplysninger til helt op imod ar 1500, garanterer forfatteren kun for nogenlunde fuldstaendighed 1419-70 og kun for fuldstaendighed 1419-50, og dette ses da ogsa klart af f.eks. Tordrup (slutter 1467) og Krogen (1466) samt Stege (1465), hvor blot et opslag i Repertoriets registre vil give information efter de naevnte arstal. Vi ma altsa nojes med at betragte oplysninger i listen efter ca. 1470 som en slags ekstra-service. Derimod skal jeg meget beklage, at der er flere grove fejl for perioden 1419-50. Deter saledes en decideret fejltolkning, at Tyge Lunge i 1449 skulle sidde pa Ravnsborg, det anforte brev naevner lensmaendene pa Ravnsborg og Alholm som hans modstandere. Og deter en fejllaesning at gore Predbjorn Podebusk til lensmand pa Soborg 1419, den tyske kilde skriver Ozeborch, og meningen er Vosborg, Podebuskernes store vestjyske privatgods. Mest beklagelig er forfatterens lynlaesning af et brev af 30/3 1422, hvori hr. Mikkel Rud naevnes som lensmand, men vel at maerke pa Vordingborg og ikke pa Kalundborg, som bilaget angiver! Og vel at maerke var hr. Mikkel i 1422 for laengst dod, han naevnes sidste gang i 1402, hvilket stemmer fortraeffeligt med, at brevet betegner ham som dengang hovedsmand og anforer, at den omhandlede sag la 20 ar tilbage i tiden! Endelig skal det papeges, at Lycka ligger i Blekinge og ikke i Skane. Nar jeg anforer
disse detaljer, er det ud fra en opfattelse af, at dette
Jeg vender tilbage til problemet om kong Eriks forleningspolitik, og hvad der skete 1439. Jens Olesen har ofret lensmandsskifterne o. 1439-40 megenopmaerksomhed (s. 121 f. og 255-57), og han konkluderer, at Erik af Pommerns stotter ikke fik slotte, mens de ledende i oppositionen mod Erik drog klar fordel af tronskiftet, og peger her specielt pa Gyldenstjerne-Bannerslaegterne med deres stotter.20 Men jeg kan ikke se, at der i 20. Mod to af Eriks tilhaengere, Bo Hog pa Kalo og Sten Basse pa Nyborg, bryggede man pa modet i Lybaek juni 1439 nogle anklager sammen for Soroveri, Hansereccsse 2. r. 11. nr. 306. Side 92
afhandlingen
tages stilling til, om der skete en forskydning i
magtforholdetmellem Der er mange huller i vor viden om lensindehaverne, men vi har dog et rimeligt indtryk af forholdene 1419/23, ca. 1435 og 1440-43. Mellem 1419/23 og 1435 skete der selvfolgelig personaendringer, men ingen aendringer i hovedmonsteret. Pa de jyske slotte sad jyske stormaend, i Fyns stift var der tale om en noget mere blandet forsamling af stormaend, men i Skane (hvorom vor viden dog er ringe) og pa Sjaelland var lensmaendene af lavadel som Jens Torbernsen pa Kalundborg, udlaendinge som Peder Oxe pa Krogen og Helsingborg, eller straebsom mellemadel som Anders Nielsen Jernskaeg i 1419/23 pa Kobenhavn (i 1435 pa Axevalla i Sverige) og Mogens Goye i 1435 pa Kobenhavn. Kort sagt kongetjenere; undtagelsen udgjordes af den maegtige Aksel Pedersen Thott pa Varberg m.m. Efter 1439 aendredes billedet. Den jyske adel beherskede selvfolgelig stadig de jyske slotte, men pa Kalundborg, Korsor, Krogen og Vordingborg samt Lindholm i Skane, endelig givetvis ogsa Helsingborg, indsattes rigsradsmedlemmer eller hojadel, som blev rigsradsmedlemmer formentlig i slutningen af Christoffers regeringstid, Joachim Flemming, Jacob Lunge, Morten Jensen, Oluf Axelsen, Hans Laxmand. Konge- eller dronningetjenerne var indskraenket til Haraldsborg, Holbaek og Skjoldenaes. Denne aendring, isaer eller i hvert fald tydeligst pa Sjaelland, var et meget kraftigt brud med Eriks lenspolitik, en politik, som raekker tilbage til Valdemar Atterdags genopbygning af den danske kongemagt med Sjaelland som basis, og som fik et glimrende udtryk i 1420, da Erik tilsikrede dronning Philippa hele Sjaelland som livgeding. At Erik i 1437-38 indsatte sine pommeranske slaegtninge pa slottene i Fyns stift er naturligt. Sjaelland beherskede han pa forhand. I Jylland turde han ikke. At det foruden bisperne var de jysk-fynske rader og adel, som udstedte opsigelsesbrevet til Erik, ligger i forlaengelse af kampen mellem Valdemar Atterdags sjaellandske kongemagt og den jyske adel. 4. Det sidste punkt, jeg skal tage op, er: Hv or dan finder man ud af, hvem der er rigsrdder hvornar, og hvem var faktisk rigsrader? Ja, hvem der var rigsrader fremgar selvfolgelig af bilag I i afhandlingen med enkelte fejl, som jeg skal rctte. Niels Eriksen Banner var rad senest 1432,21 og Henrik Ranzau anfores (selv om det godt nok er underligt) som rad 17/7 1435 i fredstraktaten med de vendiske byer. Endvidere har praeses i bilaget, 21. Hanserecesse II 1, s. 94: Jesse Eriksen (som han i reglen hedder i tysksprogede kilder). Side 93
men ikke i
teksten, glemt Niels Jensen Galens medlemskab 18/11 1448
og Men hvordan finder man ud af, hvem der er rigsrader hvornar? Jeg skal lige forudskikke den bemaerkning, at antallet ikke la fast. For Erslev og hans generation synes det ikke at have vaeret noget storre problem. De medregnede, foruden naturligvis bisperne, uden videre alle mere bekendte adelsmaend, som figurerede i vigtigere diplomer. Henry Bruun paviste imidlertid i 1932 klart, at ikke alle udstederne af opsigelsesbrevet 1439 var rader, og i dag er formentlig alle, der professionelt beskaeftiger sig med det 15. arhundredes historie, klar over, at nar et brev anfores udstedt af rader og maend, sa er der hermed skelnet mellem adelige med og uden radsvaerdighed, men desvaerre uden angivelse af, hvem af de naevnte personer der er rader. Jens Olesen udviser naturligvis den fornodne forsigtighed, nar hansom rader kun betegner adelige, hvis radsstatus vi har explicitte kildeudsagn om. Kildematerialet er ikke saerligt godt, vi har nogle store breve, som betegner alle beseglerne eller deltagerne som rader, eksempelvis fredsslutningen med de vendiske staeder 17/7 1435 med 7 bisper, prioren af Antvorskov, 9 riddere og 7 vasbnere, i alt 24 ratgeven.23 Sadanne store breve findes i ovrigt fra 1435 22/7, 1436 1/9, 1438 27/10, 1439 26/6, 1439 6/7, 1441 27/7, 1443 7/1, 1448 28/6, 1448 18/11 og 1449 3/11 (med henholdsvis 12, 15, 20, 16, 12, 17, 15, 12, 16 og 14 rader), dvs. der er i alt 11 breve, hvoraf ingen mellem 1443 og 1448. I 1450'erne er materialet langt bedre; som et smukt punktum pa den behandlede periode kan Jens Olesen bruge det fortraeffelige brev fra Slagelse (skal vaere Antvorskov) med 28 rader.24 Endvidere har vi som kildemateriale en laengere raekke breve, hvori kun nogle fa eller enkelte rader naevnes, desvaerre naesten altid de i ovrigt mest kendte.25 22. Da bilaget, fortjenstfuldt, anforer radernes jegteskaber, skal jeg ogsa her beklage mig over et par forkerte oplysninger. Johan Bjornsens kone hed Sofie Jacobsdatter Basse (mens den anforte dame er hans mor), og hvad Niels Jensen Galen angar, er den anforte kvinde gift med hans son Oluf. Endelig burde navnet pa Oluf Lunges anden hustru vel vaere anfort. Alle de tre naevnte oplysninger kan findes i min disputats. 23. Se bilag 111, som giver en oversigt over raders besegling af breve og tilstedevsrelse ved moder. Bilaget anforer kun 22 rader, de 2 udeladte er Oslobispen og Henrik Ranzau. 24. I bilag 111 medtages Oluf Axelsen og Niels Eriksen Gyldenstjerne. De anfores ikke i brevet. Jeg kender ikke Jens Olesens kilde for at lade dem deltage i modet. 25. Hvis man for perioden for 1434 vil forsoge at bestemme, hvem der var rader, vil man for alvor rode sig ind i det problem, Erslev ikke rigtigt sa. Som praeses sa rigtigt bemaerker i indledningskapitlet (s. 2), gor en ofte uklar opregning af personers position sig gicldende i brevmaterialet, hvorimod jeg ikke kan lide hans formulering (s. 4) om, at radet heller ikke var en fast institution. Side 94
Sporgsmalet er imidlertid her, i hvor hoj grad man for perioden 1434-49 ga uden for de explicitte kilder, nar man skal bestemme, hvornar en adelsmand blev rad? Kan vi benytte de breve, hvori der optrasder bade rader og maend? Lad os tage to breve til sammenligning, Vordingborgfredsaftalen 1435 med hertug Adolf og Koldingforleningen 1440 til samme Adolf.26 Fredsaftalen 1435 anforer 7 bisper, 1 prior, 11 riddere og 30 vsbnere, i den angivne raekkefolge, nemlig den for rniddelalderbreve faste statusraekkefolge. Om folk var rader havde derimod tydeligvis ikke indflydelse pa raekkefolgen. Hvem, der var det i 1435, er vi godt oplyst om,27 og det ses da, at fredsaftalens gejstlige og riddere var rader, men at raekkefolgen for vaebnerne var som folger: 1 ikke-rad, 2 rader, I ikke-rad, 3 rader, 4 ikke-rader, 1 rad, 1 ikke-rad, 3 rader, 9 ikke-rader, 1 rad (Henrik Ranzau), 4 ikke-rader. Denne raekkefolge var nok mest bestemt af personernes alder, men i ovrigt givetvis noget praeget af vilkarlighed (personers placering aendres ofte fra brev til brev, dog inden for visse graenser). 1440-forleningen anforer 6 bisper, 1 tysk landgreve, 8 riddere, Christoffers tyske hofmester, 20 vaebnere. Problemet er ogsa her vaebnerne, men problemet er ikke stort: de forste 7 vaebnere var (ved vi) rader, de 2 naeste (Eggert Frille og Niels Eriksen Gyldenstjerne) var ikke rader 1439, men nok 1441, de sidste 11 vaebnere var ikke rader. Det sporgsmal, som rejser sig ved en sammenligning mellem de to breve, er, om radsvaerdigheden ved tronskiftet var blevet sa meget styrket, at rader (andet lige o: riddertitel) gik forud for ikke-rader.28 Dette er min opfattelse, men deter ikke stedet her til at dokumentere det naermere. Jeg skal blot bemaerke, at deter givet, at radernes vaerdighed med tiden blev styrket. Det blev uhyre sjaeldent, at de overhovedet tog andre med i de betydningsfulde aktstykker, og da de endelig gjorde det ved valget af Christian II som tronfolger i 1487, naevntes hele rigsradet, hvadenten bisper, riddere eller vaebnere, for selv sa fornemme udenrads som abbeden af Ringsted og den beromte ridder Iver Axelsen Thott. 25. Hvis man for perioden for 1434 vil forsoge at bestemme, hvem der var rader, vil man for alvor rode sig ind i det problem, Erslev ikke rigtigt sa. Som praeses sa rigtigt bemaerker i indledningskapitlet (s. 2), gor en ofte uklar opregning af personers position sig gicldende i brevmaterialet, hvorimod jeg ikke kan lide hans formulering (s. 4) om, at radet heller ikke var en fast institution. 26. Rydberg 111, s. 135; Huitfeldt IV, s. 644 (Se Jens Olesen, s. 137). 27. Som for naevnt haves to radsbreve fra netop 1435, dertil et fra 1436. Raderne Henrik Knudsen Gyldenstjerne og Poul Laxmand figurerer dog ikke i nogcn af disse breve, men nok i fredsaftalen med Adolf. 28. Hvis rader naevnes for ikke-rader allerede i opsigelsesbrevet til kong Erik 23/6 1439. bliver brevets Niels Eriksen af Skive = N. E. Gyldenstjerne; hvis ikke, bliver han — rigsraden N. E. Banner. Side 95
Der er imidlertid en type breve, rettertingsbrevene, hvor rader og almindelige adelsmaend, ja borgere fortsat optradte sammen, og det anfores aldrig, hvem af dem der var rader. Sa vidt jeg kan se ved en gennemgang af Repertoriets rettertingsbreve for 1450' erne, naevnes rader da (alt andet lige) altid forst. Fra den darligt oplyste periode 1443-48 haves to rettertingsbreve,21' som deter vaerd at inddrage i den her skitserede problematik. Brevene er fra 5. og 6. juli 1447 og med en meget fornem samling personer som deltagere: aerkebisp, hofmester, Antvorskovprior, Lundeprovst, henholdsvis 8 og 9 riddere samt 2 vasbnere. Problemet guelder ridderne, i raekkefolge 5. juli: Anders Nielsen og Henrik Knudsen (aeldgamle rader), Peder Hogenskild og Joachim Flemming (?), Anders Hak og Claus R.onnow (yngre rader), Niels Jensen Galen og Jep Lunge (?). 6. juli var raekkefolgen Anders Nielsen, Henrik Knudsen, Eggert Frille (rad, ikke med 5/7), Claus Ronnow, Peder Hogenskild, Joachim Flemming, Anders Hak, Jep Lunge og Niels Jensen Galen. Om alle de fire med ukendt radsstatus gaelder, at de var rader 18/11 48, altsa kort efter kongeskiftet, men ikke var det i 1443. Kan disse breve ikke bruges til at udvide vort explicitte kildemateriale? Deter jo nemlig meget vigtigt at fa at vide, om de blev rader for eller efter Christoffers dod. Praeses har selvfolgelig brugt brevene og undret sig over dem, folgelig saetter han med rette sporgsmalstegn ved de fires radsstatus i 1447 i radslisten (bortset fra som for naevnt, at Niels Jensen Galen her er glemt). Men sporgsmalstegnene er vist ikke kun udtryk for, at de fires radsstatus ikke kan bevises, men ogsa for, at forfatteren er meget i tvivl om, hvad han selv mener. S. 360-61 gores de fire til ikkerader i 1447, men s. 363 er de »pa vej som rader i Kristoffers tid«, og det tilfojes: »Det vides ikke, om enkelte allerede i sommeren 1447 kan vasre udnaevnt til rigsrader, idet de deltog i retterting 5. og 6. juli«. S. 395 betegnes Niels Jensen Galen og Jep Lunge ved omtale af mode [18.] november 1448 som »nye«. Om de to forste af de fire, altsa Peder Hogenskild og Joachim Flemming, gaelder, at de beviseligt var rigsrader under interregnet i 1448 (det naevnes i afhandlingen rent en passant s. 384, 393 og 398). S. 380 hedder det: »Hvorvidt nye rader blev optaget i rigsradet i de forste maneder af 1448, kan ikke afgores med sikkerhed«. Bemaerkningen gar vel pa de to? Jeg mener ikke,
der kan vaere tvivl om, at Peder Hogenskild og
JoachimFlemming, 29. Rep. Dipl. 7707; Danske Samlinger I, s. 171. Side 96
som pa rettertinget i 1447 5. juli naevnes forud for to vitterlige rader og 6. juli forud for en vitterlig rad, var rader i 1447. Hermed slipper vi ogsa for at antage, at rigsradet kunne udnaevne sig selv. At radet kunne gore dette under det lange interregnum 1481-8330 viser intet om, hvad rigsradet i 1439 og 1448 turde bruge sin nyvundne frihed til. Jeg skal ganske vist medgive, at optagelsen af Claus Ronnow i radet i 1439 ligger meget taet pa at ligne en udnaevnelse foretaget af radet selv, men vil papege, at intet vides om, at han var rad, da han underskrev opsigelsesbrevet af 23. juni, men forst 2. juli, hvor Christoffer de facto betragtedes som rigsforstander.For sa vidt var der intet interregnum i 1439. I 1448 kom situationen derimod sa overraskende, at et interregnum var uundgaeligt (for ovrigt stod radet jo ikke til halshugning som i 1439). Radet benyttede bl.a. tiden til at aftvinge Christian en handfaestning, men at radet derfor skulle have ment, at det var suveraent, sa at det kunne supplere sig selv, finder jeg tvivlsomt.31 Problemet om muligheden af at bestemme radsstatus ud fra personraekkefolgen i breve udstedt af »offentlige myndigheder« og sporgsmalet om, hvem der blev rader i Christoffers senere regeringsar, far et saerligt perspektiv, hvis man ser pa antallet af rader. Ifolge afhandlingen s. 318 var antallet af verdslige rader 1445 nede pa 16-17, og for juli 1447 var tallet helt nede pa 14, og sa bor efter min mening endda fratraekkes Jens Grim og Sten Basse, som ikke havde givet rad i mange ar. Jeg er som naevnt imidlertid ikke i tvivl om, at Joachim Flemming og Peder Hogenskild, og kun lidt i tvivl om, at Niels Jensen og Jep Lunge allersenest var rader i juli 47; herved bliver tallet pa aktive verdslige rader i Christoffers sidste ar 16. Til sidst, til dette problem, den Mogens Goye, som bade praeses og jeg har gjort sa meget ud af, placeres i et rettertingsbrev af 6. juli 1450 som nr. 2 af seks personer, hvor alle de andre var rader. At han i ovrigt ikke kendes som rad skyldes, at han dode et halvt ar efter. Jeg harmed disse
betragtninger ikke bevist min opfattelse af brevenes
Traditionen tro
har jeg som opponent brugt den meste tid pa kritiske og
30. Velvillig oplysning fra Troels Dahlerup. 31. Jens Olesen mener fejlagtigt s. 171, at det svenske rad, ifolge Christoffers handfaestning, skulle vaere selvsupplerende. Side 97
udmaerkede ting, der star i denne disputats. Forst og fremmest har jeg peget pa, at praeses har forsomt en grundigere undersogelse af institutionendet danske rigsrad, en undersogelse, som samtidig ville have kastet et skarpere lys over forholdet mellem konge og rad. Men nar dette er sagt, skal afhandlingens mange og store fortjenester fremhaeves. Den udfylder et hul i vor historiske litteratur, og den gor det sobert og flittigt. Litteraturlistener den laengste, jeg erindrer at have set, og tag ikke fejl af det, bogerne star der ikke for pral, praeses har brugt dem alle. Nar man for fremtiden skal finde de bibliografiske data til en afhandling om dansk og nordisk senmiddelalder, bliver denne litteraturliste den forste at ga til. Ligeledes er det klart, at man vil soge danske rigsrader og slotshovedsmaendi denne afhandling, om end enkelte steder, som papeget, med fare for at fa vildledende besked. Ogsa ud over hovedtesen om det danske rigsrad og unionen bringes vigtige nye, eller i hovedsagen nye, vurderinger: Den hojere vaerdsaetning af Christoffer, neddaempningen af Hans Laxmands rolle (i hvert fald i forhold til hvad Arup mente),32 og forst og fremmest forsoget pa at behandle rigsradet ikke blot som en blok, men at se de forskellige slaegters og grupperingers interesser og politik. Jens Olesens kildebenyttelse er sa omfattende som hans litteraturbrug, og han stovsuger kilderne for relevante - og en del irrelevante - oplysninger. Men det ma siges, at praeses undertiden er for hastig en laeser. Et groft eksempel herpa udgor hans laesning af handfaestningen 1448, men naevnes skal ogsa tolkningen af den forste kilde i Aktstykker vedrorende Erik af Pommerns Afsaettelse, hvor presses konstruerer en fast skansk afdeling af rigsradet til trods for, at hverken ordet eller begrebet rigsrad forekommer i kilden.33 Afhandlingens stofmasngde er stor, og forfatterens viden imponerer. Jeg har set det som en del af min opgave at pege pa faren for stofophobning,men bor sa ogsa tilfoje, at der er meget at finde for laeseren. F.eks. er alle ridderslagstildelinger pa Christoffers tid registreret og sogt tidsfaestet 32. Man ma ikke habe, det danner skole, at Jens Olesen kalder aerkebispen Johannes. Han hedder i dansk historisk forskning Hans, og en raekke breve viser. at datiden kaldte ham Hans. Rep. Dipl. 6543-44, 6740 og 7333; Rydberg 11, s. 126; Barner: Familien Rosenkrantz I, Dipl. s. 119; Dipl. Dioc. Lund 111, s. 237 og 243. At han i sine skrivelser som aerkebisp kalder sig Johannes er blot kirke-latin. 33. Jens Olesen, s. 45. Kilden taler om de gode folk fra Skane. Til slut hedder det: »Unde dyt vorscreuene is aller der van Schone rad unde bede«. Prases folger i ovrigt Erslev i fejllaesningen af Rep. Dipl. 6936, hvor kong Eriks brev til radet begynder: Ka*re fstter og venner. Meningen er »faedre«, dvs. bisperne. 34. Opponent ex auditorio lektor dr. phil. Poul Enemark fandt bl.a. netop denne undersogelse vaerdifuld, men pegede pa nogle problemer omkring tidsfaestelsen, som prases burde have lagt klarere frem. Side 98
stet;34 dette er en vigtig undersogelse bade for den politiske historie og som materiale til adelens socialhistorie. Beskedent i en note s. 514 gemmerder sig en hel undersogelse over en lang raekke raders udenlandske uddannelse (universitetsophold). Jeg ved, at praeses arbejder videre med det 15. arhundrede, jeg ved, han vil finde meget spaendende stof, forhabentligvil han ogsa altid give sig tid til at sortere det godt. |