Clementsfejden og Caspar Paludan-Müller

De fcerreste historiske fremstillinger har overlevet i en grad som Caspar Paludan-Miillers »Grevens Feide«, der mere end 100 dr efter sin fremkomst i 1853 stadig hxvder sig som standardvoerket pa sit omrade. Alligevel var »Grevens Feide« i virkeligheden forceldet ncesten fra udgivelsen. Ikke ved synspunkter, metode eller fremstillingskunst, der har gjort vcerket til en af klassikerne i den danske historiske litteratur, men pa grund af det nye kildemateriale, som vceldede frem netop i 1850'erne og de folgende artier. Med udgangspunkt i det lille Ringkobings formodede brand tegner lektor ved Odense Universitet, dr. phil. Mikael Venge, et mere nuanceret billede af Clementsfejden - den jyske fase af borgerkrigen - som den tager sig ud set med den viden, vi har i dag.

I sit store vaerk om Grevens fejde berorte Caspar Paludan-Miiller ganske kortfattet Johan Rantzaus jyske felttog i december 1534, der forte til de oprorske bonders underkastelse og Skipper Clements fangenskab. Mens vaerket var i faerd med at udkomme, fik Paludan-Miiller imidlertid af den tyske historiker Georg Waitz, der omtrent samtidig arbejdede med sit vaerk om Grevens fejde, sendt teksten til et brev fra Johan Rantzau, hvori han selv skildrede felttoget. Denne vigtige kilde naede Paludan-Miiller altsa ikke at indarbejde i sin fremstilling. I stedet gengav han brevet i et tillaeg bagest i veerket, saledes at det dog var tilgaengeligt for senere historikere .¹

I dette brev omtaler Johan Rantzau bl.a. overgangen over Skjern a og haerens ankomst til Ringkobing, som i ovrigt la ode hen, forladt af indbyggerne.Om Ringkobing siges videre, at byen havde rnegen skyld i oproret. Maske var det denne bemaerkning, der forledte Paludan-Miiller til at foretage en rettelse i teksten, som abenbart forekom ham uforstaelig .² Om opholdet i Ringkobing skrev Johan Rantzau egentlig: »Dor

1. C. Paludan-Muller, Grevens Feide I. Kjbh. 1853, s. 285ff, 11. Kjbh. 1854, s. 468ff, G. Waitz, Liibeck unter Jiirgen Wullenwever und die europaische Politik 11. Berlin 1855, s. 186ff, 376f. jf. karakteristikken af Paludan-Muller og hans vsrk i O. Olsen. Et utrykt forord til »Grevens Feide«, Festskrift til Astrid Friis. Kbh. 1963, s. 185-97.

2. Deter ikke sandsynligt, at den tyske kopist, der har foretaget afskrilten, skulle have givet sig af med at kommentere teksten, jf. kommentaren til afstanden mellem Varde og Skjern.

Side 2

kakeden wie unnd richteden suluen ann«. Den sidste tilfojelse skal sikkertopfattes galgenhumoristisk. Meningen ma vaere: »I Ringkobing lavedevi mad, og« - fojer Johan Rantzau til med et glimt i ojet - »vi rettede selv an«. Bemaerkningen levner os et faengslende indblik i de uendeligt primitive forhold under felttoget. Haeren bivuakerede i den forladte by og har indrettet sig bedst muligt. Maske sigtes der ogsa til, at man slog sig ned i borgernes huse og tog for sig af, hvad der var levnet af madvarer, selv om man vistnok forte proviant med sig fra Varde, som vi siden skal se. Men under alle omstaendigheder virker bemaerkningen ganske naturlig.

Anderledes Paludan-Muller. I teksten indsatte han i parentes sit eget forslag til en daemonisk rettelse, saledes at Johan Rantzau og hans tropper herefter ikke selv rettede an, men i stedet antaendte byen - »richteden suluen ann« blev til »stichte den suluen ann«. Rettelsen er aldrig udtrykkeligt blevet dementeret, selv om den bade sprogligt og sagligt strider mod al rimelighed, og saledes opstod Ringkobings brand under Grevens fejde, der endnu i vore dage ulmer i populaere fremstillinger.

Skont vi allerede mener at have fundet en fornuftig forklaring pa Johan Rantzaus ytring og folgelig ikke har behov for Paludan-Miillers rettelse, skal det dog i al korthed papeges, hvorved denne ogsa i sig selv er urimelig. Udsagnsordets form er forkert, og »den suluen« kan aldrig gaelde Ringkobing. En by er som bekendt hunkon pa tysk, men Johan Rantzau bruger om Ringkobing meget forstaeligt - hvad ingen forhabentlig bliver fornaermet over - diminutivet »stetlin« (Stadtlein), som er intetkon. Tilsvarende taler han umiddelbart inden om »dat sulue stetlin«. Bade Holstebro og Skive omtales i ovrigt pa samme made. Vaerre endnu bliver det, hvis vi betaenker rettelsens historiske konsekvenser. Johan Rantzaus brev skildrer nogternt marchen op gennem Jylland, kulminerende med stormen pa Alborg den 18. december 1534. Herom hedder det, at fjenderne alle nedhuggedes. Men bortset fra denne krigshandling forekommer grusomheder ikke i teksten. Paludan-Muller tillaegger virkelig Johan Rantzau en utrolig kynisme, nar han lader ham omtale madlavningen og i samme andedrag stikke Ringkobing i brand for dernaest at fortsaette beretningen med haerens afmarch naeste morgen.

Felttogets klare formal var at sikre bondernes underkastelse og sla Skipper Clements styrker. Bade om sit ophold i Holstebro og i Viborg meddeler Johan Rantzau, at han lod bonderne i omegnen hylde Christian 111. Da Ringkobing og vel ogsa omegnen synes at have ligget ode hen, har det ikke vaeret muligt her. Men da omradet var sikret for Christian 111, ville det vaere fuldkommen meningslost at braende byen af. Paludan-

Side 3

Miillers rettelse ma folgelig i enhver henseende afvises, hvilket naeppe nogen vil beklage. Det lille Ringkobing tar lov at blive staende, og feltherrenJohan Rantzau fremstar i et mildere, eller skal vi sige mindre odiost skaer.

I sit brev omtalte Johan Rantzau, som allerede naevnt, overgangen over Skjern a. Videre skrev han, at haeren den folgende dag drog til en lille by ved navn Ringkobing. Mange ar senere - som universitetsprofessor - strejfede Paludan-Miiller atter Clemensfejden og Johan Rantzaus Jyllandstogt. I sine forelaesninger over de aeldste oldenborgske konger gengav han i oversaettelse og i ovrigt ganske uformidlet Johan Rantzaus beskrivelse, som ikke var naet at komme med i bogen om Grevens fejde.³ Den pagaeldende fredsommelige bemserkning fik her en drejning, idet haeren ikke laengere drog til, men »gik 10s pa« Ringkobing og stak byen i brand. Tilsvarende skrev Heise i Dansk Biografisk Leksikon, hvis 1. udgave udkom en generation senere: »Ringkjobing blev derpa beskudt(!) og opbraendt«.⁴

Denne misforstaelse virker helt übegribelig, nar man ser, at Johan Rantzau uanfaegtet i det folgende beretter om, at man i Ringkobing hverken fandt kvinder, born eller maend hjemme. Retfaerdigvis bor det naevnes, at Heise meget snart kom pa andre tanker. I hans store samlede fremstilling af Danmarks historie i middelalderens sidste artier, der udkom fa ar senere, er alle spor af Ringkobings brand omhyggelig slettet, og Johan Rantzaus ironiske bemaerkning citeres fuldt korrekt.^ Ikke desto mindre lever misforstaelsen i bedste velgaende. I den sidst udkomne brede fremstilling af Clementsfejden, afsnittet i Politikens Danmarkshistorie, er ligesom hos Paludan-Miiller det meste af Johan Rantzaus brev gengivet i oversaettelse som hans egne ord, og her finder vi atter den barske feltherre, der gar 10s pa Ringkobing og stikker byen i brand.⁶

Misforstaelsen skulle hermed forhabentlig v&'re rettet. Dens utrolige sejlivethed er vel et udtryk for den usikkerhed omkring Clementsfejden, som tilsynekomsten af Johan Rantzaus brev har givet anledning til. Det har naturligvis aergret Paludan-Miiller grusomt, at hans meget ambitiost anlagte vaerk pa denne made allerede fra starten var belemret med en fejlagtig fremstilling. Hele Jyllands-felttogets kronologi matte herefter aendres. Maerkvaerdigvis er det ikke sket endnu, selv om der har vaeret enkelte tillob hos Heise og andre. Paludan-Miiller selv orkede det ikke.

3. C. Paludan-Muller, De forste Konger af den Oldenborgske Slaegt. Kjbh. 1874, s. 586ff.

4. C. F. Bricka, Dansk Biografisk Lexikon XIII. Kjbh. 1899. s. 453.

5. Danmarks Riges Historie 111. Kbh. 1896-1907, s. 360ff.

6. J. Danstrup og H. Koch, Danmarks Historie VI, 3. udg. Kbh. 1977, s. 68.

Side 4

Endskont flere vigtige kilder, der yderligere supplercde Johan Rantzaus brev, var blevet publiceret i de mellemliggende artier, nojedes han i va;rket om de oldenborgske konger med at citere sin gamle fremstilling. Ogsa senere historikere har flittigt udnyttet brevet, men konsekvenserne at konfrontationen mellem den nye kilde og Paludan-Miillers afsnit om Clementsfejden er ikke rigtig draget.

Endnu en gang ma Politikens Danmarkshistorie fra vor egen tid holde for som afskraekkende eksempel, selv om det egentlig er uretfasrdigt at skyde pa et populaert vaerk. I »Grevens Feide« skrev Paludan-Miiller pa grundlag af Arild Huitfeldts sene »Christian Ill's Historie«, at en af oprorslederne, Skipper Herman, blev fanget og drasbt i Varde. Denne oplysning gentages troligt i Politikens Danmarkshistorie, endskont det lige er fremgaet af citatet af Johan Rantzaus brev, at Skipper Herman fulgte oprorshaeren, der forskansede sig i Alborg og snart efter nedhuggedes .⁷ Hvorledes han under disse omstasndigheder skulle vaere naet til Varde, fremstar mildest talt uklart, og Paludan-Miiller ville givetvis selv, hvis han havde haft lejlighed til det, have revideret sin oplysning.

Johan Rantzaus brev ma vaere skrevet kort efter stormen pa Alborg den 18. december. Til sidst i brevet omtales, at Skipper Clement var sluppet ud af byen pa en hest, men at bonderne udleverede ham, videre hvilke skibe, der forefandtes i det erobrede Alborgs havn, og endelig at Hans Wilcken - en af Skipper Clements officerer - ogsa var blevet fanget. Herefter afsluttes brevet af et »etc.«, men der er naeppe grund til at formode, at andet end afslutningsformlerne er blevet skaret va;k.

I sin nuvasrende skikkelse kendes brevet fra en afskrift, som en udsendingfra Danzig sendte radet i Danzig fra Hamburg den 5. januar 1535. I denne udgave indledes brevet neutralt med et »Leve ohem« - kaere frasnde - og er, som naevnt, uden afsluttende formler. Der er formodentlig tale om en standardbeskrivelse af felttoget og den afsluttende, betydningsfuldesejr, der blev vendepunktet i Grevens fejde, som Johan Rantzaustraks efter stormen har sendt forst og fremmest til Christian 111,

7. Anf. arb. s. 70. Det ma bemsrk.es, at Johan Rantzaus ord i Politikens Danmarkshistories gengivelse, som vist bygger pa Paludan-Miillers overssttelse i De forste Konger af den Oldenborgske Slaegt, har undergaet en uheldig forenkling. Skipper Herman naevnes to steder i brevet, men den anden og afgorende gang, nemlig ved flugten til Alborg, er udtrykket »schipper Clement, schipper Hermen mit erem anhange« blot gengivet »bonderne«. Uheldigt er det ogsa, nar Politikens Danmarkshistorie i f'ortssttelsen drager bonden Hans Gregersen frem som et eksempel pa en überettiget henrettelse i retsopgoret efter Clementsfejden. Hans Gregersen blev tvaertimod henrettet af borgerpartiet som forrader og pa Lolland, hvor et helt sogn skal va:re modt op for at sla ham ihjel (T. Dahlerup, Det kgl. rettertings domme (jf. note 10) I, s. 262f).

Side 5

naturligvis, og dernaest til en raekke andre notabiliteter, hvorfra beskrivelsenatter er blevet spredt i afskrifter. Johan Rantzaus tilsvarende relation om slaget ved oksnebjerg et halvt ar senere kendes saledes i en afskrift fra arkivet i Weimar og har altsa vaeret sendt til kurfyrsten af Sachsen.⁸

Af afskriftens karakter folger. at Johan Rantzau selv ikke naevnes ved navn. Brevskriveren kan imidlertid ikke vasre andre, da han tydeligt nok er identisk med feltherren og udtaler sig med stor selvfolelse om sine dispositioner. Nogle karakteristika, der ligeledes peger pa ham, er et par humoristiske vendinger, der minder om tilsvarende ytringer i flere af Johan Rantzaus breve. Om sit forste mode med bonderne (ved Varde) bruger han udtrykket, at de »rappede« sig. En skriverkarl eller en mindre fremtraedende personlighed ville blot have meddelt, at bonderne flygtede. En tilsvarende respektlos ytring forekommer forud for stormen pa Alborg. Om den natlige rekognoscering hedder det, at han enedes med befalingsmaendene om tidligt naeste morgen »at ville spise en morgensuppe med dem«.

I sit vasrk udtalte Paludan-Miiller den storste beundring over den hurtighed og kraft, hvormed Johan Rantzau undertvang Jylland. Saledes havde han regnet ud, at felttoget pa hojst 27 dage strakte sig over 62 mil, d.v.s. 16 km om dagen. Han henviste videre til. at det gennemfortes pa den vaerst taenkelige arstid og ad datidens primitive veje, der na^ppe har vaeret andet end hjulspor. »Sa far man store tanker om nans dygtighed som haerforer og begriber lettere det held, der overalt fulgte nans banner«, udbryder han.⁹

Paludan-Mullers beundring ville givetvis have vaeret endnu storre, hvis han dengang havde vidst, at felttoget omfattede en vaesentlig lgengere straekning, end han regnede med, og at haeren medforte artilleri. Endviderekan det temmelig noje fastslas, hvor hurtigt Johan Rantzau rykkede frem. Brevet om Jyllands-toget er ganske vist blottet for datoer, men alligevel er det muligt at opstille en omtrentlig kronologi, i hvert fald for felttogets sidste del. Efter at haeren havde passeret Skjern a, anforer Johan Rantzau omhyggeligt, hvor mange »naetter« han var undervejs, og da afslutningen kendes - stormen pa Alborg den 18. december - skulle det vaere en let sag at regne tilbage. Overgangen over Skjern a fandt da formodentlig sted den 7. december, idet haeren pa ti dage naede foran Alborg, en straekning pa ca. 220 km. Virkelig en imponerende prastation,nar

8. C. Paludan-Miiller, Aktstykker til Nordens Historic i Grevefeidens Tid 11. Odensc 1853. s. 99f.

9. C. Paludan-Miiller, Grevens Feide I. s. 285.

Side 6

tion,narman betaenker, at bondernes edsaflaeggelse blev gennernfort pa
vcjen. Endda var der kraefter i behold til at storme straks den folgende
morgen.

Det skal indrommes, at tropperne efter tidens forhold var usaedvanlig stasrke og veludrustede og oprorsstyrkerne langt overlegne. Men rnaske burde vi - efter disse indledende kritiske betragtninger over tidligere historikeres beskasftigelse med en hidtil dunkelt oplyst fase af Grevens fejde - vove at stikke hovedet op af skyttegraven og skitsere oprorsstyrkernes og Johan Rantzaus operationer i Jylland, saledes som de tegner sig i det fyldigere materiale, der star til en nutidig historikers radighed.¹"

Krigen i hertugdommerne vanned freden af 18. november 1534 endt med en halv sejr for Christian Ill's vaben. Ganske vist matte Liibeck fore krigen videre i Danmark, men til gengaeld tillod freden, at ogsa Christian 111 kunne koncentrere sig om krigsforelsen i kongeriget, hvilket i det lange 10b viste sig at vaere afgorende. Det var saledes med Christian Ill's bedste tropper, der hidtil havde vaeret bundet af Liibecks belejring, at Johan Rantzau nu i ilmarcher rykkede op i Jylland.

Mens Christian 111 forelobig kun havde haevdet sig i hertugdommerne,
var borgerpartiet i Danmark, der kaempede for Christian ll's sag, indtil

10. For oversigtens skyld anfores her en raekke af de vigtigste kildeudgaver, der supplerer Paludan-Mullers fremstilling i Grevens Feide og er udkommet efter dette vaerks fremkomst. T. A. Becker: Tegnelser over alle Lande 1535-36. Danske Magazin 3. Rk. IV. Kjbh. 1854, s. 177-220, V, Kjbh. 1857, s. 23-82, 89-146, 252-325, VI, Kjbh. 1860. s. 28-81, 97-159 udstedte til enkelte personer). ]. Grundtvig: Bidrag til Oplysning af Grevefejdens Tid. Danske Magazin 4. Rk. 111, Kjbh. 1871, s. I-XXXVIII og 1-412 (Regnskaber, kvitteringer m.v. vedrorendc Christian Ill's haer og flade). H. F. Rordam: Kong Christian den Tredies Klageskrift mod Danmarks Biskopper, Historiske Kildeskrifter I, Kjbh. 1873, s. 143-99 (Indeholder bl.a. en interessant kritik af biskop Stig/Stygge Krumpens holdning under fejden). H. C. P. Seidelin: Diplomatarium Flensborgense 11, Kjbh. 1873. s. 255-58 (Fragment af regnskab fra Steinburg amt med bl.a. Johan Rantzaus udgifter i Jylland novemberdecember Kr. Erslev og W. Mollerup: Danske Kancelliregistranter 1535-1550, Kjbh. 1881-82 (De »abne« kongebreve). G. Galster: Reynold Junges Montmesterregnskaber 1534-1540, Kbh. 1934 (Regnskaber bl.a. over solv oppebaret i Jylland februar 1535). T. Dahlerup: Det kgl. rettertings domme og rigens forfolgninger fra Christian lIFs tid I (1536-40) og II (1540-44), Kbh. 1959-69 (Se i vaerkets registre under Grevens Fejde!). Hanserezesse 4. Abt. I, 1531-1535, bearb. v. G. Wentz, Weimar 1941. 11, 1535-1537, bearb. v. K. Friedland u. G. Wentz. Koln/Wien, 1970 (Medtages for fuldstaendighedens skyld - indeholder i modsaetning til seriens tidligere bind kun perifere meddelelser om danske forhold).

Side 7

dette tidspunkt gaet fra sejr til sejr. Den 22. juni 1534 havde den liibske flade anfort af grev Christoffer af Oldenburg gjort landgang i Skovshoved nord for Kobenhavn, og i lobet af forbavsende kort tid sluttede hele det ostlige Danmark sig til ham. Ogsa Fyn erobredes i begyndelsen af august af grevens tropper, efter at borgere og bonder havde rejst sig mod adelen.Kun Jylland forblev endnu roligt. Staerkt ansporet af rigshofmesteren,Mogens Goye, og efter at udviklingen i ostdanmark havde kuldkastetalle planer om et lovformeligt kongevalg, udrabte de jyske medlemmeraf rigsradet pa egen hand Christian 111 til konge.

Det skete ved et improviseret hyldningsmode i Horsens den 18. august, om hvis karakter vi desvserre er yderst slet underrettet. Historieskriveren Arild Huitfeldt haevdede senere, at reprasentanter for kobstcederne og bonderne i hvert herred havde vaeret til stede." Men det kan ikke bevises og er vel heller ikke sandsynligt, krigssituationen taget i betragtning. Nok er det, at Christian 111 havde sin klare interesse i at hsevde, at Horsens-hyldningen havde vaeret bindende for alle Jyllands indbyggere, ikke mindst, da grev Christoffer og hans tilhaengere snart efter tog skridt til, som det syntes, at fuldende Danmarks erobring i Christian ll's navn.

At det ikke var sket tidligere kunne for sa vidt undre. Netop Jylland havde helt tilbage til Christian ll's sidste ar, da uroen rettedes mod ham, vaeret et urocenter i riget. Det var herfra, navnlig det nordlige Jylland, at oproret mod Christian II 1523 udgik, og i de samme omrader forblev uroen i hele Frederik Ts regeringstid meget staerk - nu til gengaeld ansporet af den landflygtige Christian ITs tilhaengere. Til den oprindelige utilfredshed med de okonomiske byrder, Christian ll's styre havde palagt befolkningen, fojedes desuden en voksende opposition imod det gejstlige og verdslige aristokrati, der netop i disse ar strammede grebet om fasstebonderne .¹²

Hertil kom endelig den uro, som reformationsroret fra midten af 1520'erne gav anledning til. De lutherske praedikanters lofte om tiendefrihedog hele den tvivl omkring kirkens ejendomsret, som Luthers laere saede, virkede - med Heises udtryk - som en brandfakkel, der kastedes

11. A. Huitfeldt, En kaart historiske Beskriff'uelse paa hues mcrckeligt som sig aarlige vnder Kong Christian den Tredie ... haffuer tildragit. Kjbh. 1595 (= Christian Ill's Historic, 1976), s. 70.

12. Se A. Heises afhandling, Bondeoplob i Jylland i Kong Frederik den ferstes Tid; Mogens Goje og Mogens Munk, i Historisk Tidsskrift 4. Rk. V. Kjbh. 1875-77, s. 269-332.

Side 8

ud blandt Jyllands bonder.¹³ Det var da ogsa til uroen i Jylland, at ChristianITs omgivelser satte deres lid. En af hans ivrigste tilhaengere, den tidligere borgmester i Viborg, Peder Stub, udsendte spejdere, der vakte stort rore, og sogte i efteraret 1526 at forma kongen til at sendc sin flade ind »enten for Riberdyb, Varde eller Ringkobing«.¹⁴

Deter interessant, at Peder Stub her netop peger pa den egn, hvor Johan Rantzaus felttog senere indledtes. Saerligt fremhaeves Ringkobing som et egnet mal, saledes at Johan Rantzaus ord om, at byen havde megen skyld i oproret, naeppe har vaeret helt grundlose. Ifolge Peder Stub var borgmesteren en afgjort tilhaenger af Christian 11, der ville berede vejen for kongens tropper. Det hedder i brevet, at borgmesteren ville »vare« pa kongens folk dag og nat. Der menes maske holde vagt ved havet og vaere behjaelpelig ved landingen?

Det halslose for ikke at sige forrykte i Peder Stubs projekt er i denne forbindelse mindre vaesentligt. At det gasrede i Vestjylland kan ikke vycre tvivlsomt. Selve den kongelige lensmand i omradet, Eiler Bryske, skulle endda have stillet sig til radighed for de misfornojede og lovet at rejse 16.000 bonder og 200 ryttere, forlyder det i marts 1527.^1S Eiler Bryske residerede pa Lundenaes, en nu forsvunden kongsgard ost for Skjern, som han havde vaeret forlenet med i en menneskealder. Desuden var han gift med en datter fra Timgard nord for Ringkobing, sa at hans fortrolighed med egnen ma have vaeret betydelig. Hans plan gik ud pa, at han med sine styrker skulle berede vejen for Christian ITs haer ved at »gore det groveste af«.

Hvad der menes med dette udtryk blev aldrig opklaret. Eiler Bryske dode allerede 1529, inden hans sindelag for alvor blev sat pa prove. Maske har han kun onsket at gardere sig imod alle omskiftelser. Den oprorske stemning i det vestlige og nordlige Jylland, som hans plan forudsatte,var dog reel nok. Hvorfor netop disse egne var i udtalt opposition,skal vi lade usagt. Heise, som har behandlet de jyske »bondeoplob«,afstod fra en forklaring,¹⁶ rigshofmesteren Mogens Goye ligesa, da han i 1531 under nogle optojer pa landstinget i Viborg pegede pa forholdet .¹⁷ Dog undlod Mogens Goye ikke at antyde en arsagssammenhasng. 1 et brev til Frederik I bemaerkede han lidt besk, at almuen i de len, han

13. Anf. afh. s. 311.

14. C. F. Allen, Breve og Aktstykker til Oplysning af Christiern den Andens og Frederi den Ftfrstes Historic Kibh. 1854. s. 444f.

15. Anf. arb. s. 463f, 476.

16. A. Heise, BondeopMb s. 331.

17. Anf. afh. s. 325f.

Side 9

selv og Erik Banner bestyrede, var stille og ganske veltilfreds, og at urolighederne udelukkende gik for sig »i den norre og vester egn« - formodentlig en hentydning til biskopperne af Ribe, Viborg og Borglum, hvis hensynslose og bondefjendske faerd Mogens Goye ved flere lejlighederharcellerede

Ribe-bispens broder, landsdommer Mogens Munk, som selv var genstand for de opsaetsige bonders inderlige had, forklarede til gengaeld uroen ved at henvise til Christian IPs spejderes virksomhed.¹⁸ Denne forklaring svaekkes dog indirekte af Mogens Munks egne ord. 1 sin strsben efter at identificere bondernes anforere, som myndighederne naturligvis onskede at pagribe, lader han i glimt baggrunden for urolighederne skinne igennem.¹⁹ Om en af bondernes »formaend«, som -i bedste bondekrigsstil - »stod pa det dige ved den lyngstak med en hat pa et spyd«, men hvis navn Mogens Munk ikke kendte, hedder det, at »hr. Joachim Lykke lod haenge hans broder«. En anden bonde, »som de da havde kejst til deres formand«, sendte bud til Mogens Munks hustru og truede hende pa livet, hvis ikke den mand, hans svende havde fengslet, blev losladt. Her spoger den omstridte hals- og handsret umiskendeligt i baggrunden, og at i det hele taget forholdet mellem bonder og herremaend var overordentlig spaendt turde ligeledes fremga af den energi, hvormed bonderne under Grevefejden skred til afbraendingen af adelens garde.

Uanset hvad forklaringen kan vaere, gaerede det altsa kraftigt i de samme egne, hvor Grevefejden fa ar senere brod 10s, og hvis udstnekning kendes fra »halslosningen«, retsopgoret, der fulgte efter oprorets nedkaempelse. Vi ma forestille os, at stemningen i 1534 ogsa har vasret den samme. Mogens Goye beskrev i 1531 malende urostifterne som »en hob lost, pjaltet og vanvittigt folk, som vide intet uden at rabe og skrige«^2(l - en eviggyldig magthaver-karakteristik af oppositionen. Det har vaeret disse rabende og skrigende bonder, som Johan Rantzau stodte pa under sit felttog.

Midt i September 1534, kun en maned efter Horsens-hyldningen, var Skipper Clement gaet i land i Alborg og havde herved udlost Clementsfejden,som denne underafdeling af Grevefejden kaldes.²¹ Clementsfejdener imidlertid meget dunkelt belyst. Stort set kendes kun virkningerne af den. Sa meget synes klart, at Skipper Clement fra Alborg sendte sine

18. Anf. afh. s. 320.

19. Anf. afh. s. 324f.

20. Anf. afh. s. 326.

21. C. Paludan-Muller. Grevens Feide I, s. 258t.

Side 10

tilhsengere i alle retninger for at rejse bonderne, og at han pa denne made
i lobet af fa uger kom i besiddelse af Vendsyssel og Thy samt det nordlige
og vestlige Jylland.

Fra retsopgoret efter Grevefejden kendes en sag mod en vis Oluf Duus, der blev domt for at have vaeret en »principal hovedsmand« i Thy og have organiseret almuen til at braende og plyndre adelens garde.²² Ifolge vidneudsagn af herredsfogeden og 18 lokale beboere var Oluf Duus under Clementsfejden modt pa Revs herredsting i det sydlige Thy og havde opfordret almuen til at »splitte tinget i djaevelens navn« og overfalde Vestervig kloster. Desuden havde han ladet laese et brev, udstedt af Skipper Clement, hvorefter alle, der nasgtede at folge ham, skulle haenges i en galge.

Noget lignende kan vaere foregaet overalt, hvor Skipper Clements tilhasngere viste sig. Hertil fojedes snart en ligefrem militaer triumf. Ved Svenstrup syd for Alborg besejrede Skipper Clement og hans haer af vaebnede vendelboer den 16. oktober den jyske adels opbud, som abenbart lidt for hovedkulds var brudt op for at knuse opstanden.²³ Efter denne sejr var det formodentlig, at bonderne ret af hjertens lyst kastede sig over adelens og praelaternes garde i de egne, som Skipper Clement beherskede. Tankegangen bag disse haergninger og brande ma vel simpelthen have vaeret den at bekaempe adelen, der havde sluttet sig til Christian 111, mens borgerpartiet holdt pa Christian 11. Hertil ma fojes det sociale ressentiment, som vi kender fra Frederik Ts senere ar. Det har tilsyneladende vaeret mange ars opsparet harme og nag - foruden en alment menneskelig trang til plyndring og eventyr - der fik bonder og borgere til at optraede som brandstiftere.

Pa Bjerregard i Tvede sogn i naerheden af Gjessinggard staevnedes efter Grevefejden to bonder fra nabolaget og en lokal landarbejder »for sar og skade«.²⁴ Her er det altsa kommet til handgribeligheder, men dette tilfaelde er enestaende. Det almindelige synes at have vaeret, at »hoben« af brandstiftere ikke var lokale folk. Typisk - ogsa for landskabet - var det borgere eller bonder fra den anden side af fjorden. Herremaendene var af gode grunde ikke hjemme, og om deres hustruer stod haendervridendei porten, nar ildgerningsmaendene modte op, vides ikke. Men gardens folk - staldkarle, malkepiger o.s.v. hvis tilvaerelse unaegteligt ogsa berortes, og hvis sympati utvivlsomt i mange tilfaelde har ligget hos

22. T. Dahlerup, Det kgl. rettertings domme I, s. 22.

23. C. Paludan-Mullcr, Grevens Feide I, s. 260ff.

24. Danske Magazin 3. Rk. IV, s. 219.

Side 11

herskabet - ma nodvendigvis i embeds medfor have vaeret til stede og
kunne senere udpege gerningsmaendene.

Omtrent saledes ma vi forestille os, at det store antal staevninger efter Grevefejden er blevet til. Dette juridiske materiale bor naturligvis have forrangen for de mange sene efterretninger om braendte herregarde. Selv om vi ikke med sikkerhed kan afgore, om anklagerne var berettigede, ma det i det mindste betragtes som bevist, at den pagaeldende gard blev braendt eller plyndret. To eksempler: Peder Kruse til Kjellerup syd for Manager stsevnede i 1535 nogle bonder fra to landsbyer nord for fjorden, Jens Dal i Hovtved og Jesper Jensen i Valsgard, »for de stak ild pa hans gard«.²⁵ let andet tilfaelde er dragningen over fjorden endnu tydeligere. Herregarden Astrup, der ligger naer stranden pa det ostlige Mors, blev plyndret af folk fra Lovns og Alstrup, to himmerlandske landsbyer pa den anden side af Hvalpsund.²⁶

Ogsa Jungetgard pa nordsiden af Mors blev vistnok braendt. Efter Skipper Clements nederlag blev der tilsyneladende udstedt en almindelig amnesti for dem, der havde medvirket i krigshandlingerne, men fra denne amnesti undtoges udtrykkeligt anforerne, »som ypperst var i det opror at brasnde og rove gode maends garde«.²⁷ Deter disse bondernes »kaptajner og hovedsmaend« - folk af Oluf Duus' stobning - som retsopgoret sigtede mod. Saledes anklagede tre herremaend, Vestervig-provsten Svend Mogensen, Jep Friis og Anders Skeel, i faellig Lasse Wild, Christian Mikkelsen og Poul Terkelsen for at have plyndret og braendt deres garde.²⁸ Anders Skeel ejede bl.a. Jungetgard, som ved sin beliggenhed har vaeret lige sa udsat for himmerboernes efterstraebelser som Astrup.

Jeb Friis til Lyngholm i det sydlige Thy staevnede saerskilt en raekke borgere i Thisted, »som vanned at gore Skipper Clements udbud« og havde braendt og skaendet hans gard.²⁹ Ved samme lejlighed staevnede han nogle borgere i Nykobing pa Mors for at have plyndret Skivehus, som han havde i forlening. Grundigere studier kunne sikkert bringe talrigeandre, mere eller mindre sikkert hjemlede herregardsbrande for dagenslys. Arild Huitfeldt anforer udtrykkeligt 15 garde, der blev plyndret eller gik op i luer,³⁰ men der har utvivlsomt vaeret adskilligt flere. Saledes naevner Huitfeldt ikke Borglum-bispens garde, Birkelse, Voergard og

25. Anf. arb. s. 208.

26. T. Dahlerup, Det kg!, rettertings domme I, s, 169.

27. Anf. arb. s. 187.

28. Danske Magazin 3. Rk. IV, s. 209.

29. Anf. arb. s. 217.

30. A. Huitfeldt, Christian Ill's Historie s. 78, 80f.

Side 12

Sejlstrup, der vanskeligt kan have undgaet deres skaebne. »Danske Slotte og Herregarde« noterer da ogsa omhyggeligt ved alle tre garde, at de afbraendtes af bonderne under Clementsfejden.³¹ Til disse mislige tilstandesigtes der muligvis i klageskriftet mod bisperne, hvor der ymtes om »den store straf, som Gud nu hafver ladet ganget over ham (Stygge Krumpen) og hans stift«.³²

Deter i grunden besynderligt - hvis vi da har lov at undre os over udeladelser - at Huitfeldt ikke anforer Stygge Krumpens garde pa sin liste og heller ikke medtager nogen af de sma herregarde omkring Limfjorden, som er nasvnt i det foregaende, og hvis brande kendes fra retsopgoret. Med undtagelse af Lundenaes og Lonborggard, der naevnes i en sidebemaerkning, ligger alle Huitfeldts 15 braendte herregarde i Himmerland eller lige syd herfor. Deter endvidere tydeligt, at »hans« gardbrande anderledes handfast, end vi her har vovet det, indgar i et bestemt system. Da systemet faktisk holder stik, hvis vi ser pa landkortet, og ogsa kan bekraeftes ad anden vej, bliver det uhyre fristende at folge det.

I Huitfeldts skildring brsendes og plyndres herregardene under Skipper Clements fremrykning. Det virker pa forhand ikke usandsynligt, at den store, uregerlige bondehaer har provianteret maske lidt voldsomt undervejs. Laeser vi Huitfeldts skildring pa denne made, forvandles den til en - ganske vist uautoriseret - pendant til Johan Rantzaus beretning om sit felttog. Huitfeldt henforer for det forste utvetydigt overfaldet pa tre herregarde - Naes, Visborggard og Dalsgard - til tiden umiddelbart efter Svenstrup-slaget. Naes er det senere Lindenborg, der optraeder yderst romantisk i Karen Blixens »Syv Fantastiske Fortasllinger«. I 1534 ejedes Naes af Viborg-bispen Jorgen Friis, en hardhaendet og kynisk jorddrot, sa at bonderne naeppe har holdt sig tilbage her, mens Visborggard og Dalsgard begge tilhorte en himmerlandsk herremand, Jens Thygesen.³³ Naes eller Lindenborg ligger pa vejen til Hadsund, Jens Thygesens to garde lidt uden for Hadsund. Det kunne tyde pa, at Skipper Clements bondehaer var sat over Manager fjord her. Den direkte vej sydpa forbi Hobro udgjorde i virkeligheden et snaevert pas, indrammet af det vandrige terraen omkring Skals a, som den flygtende adelshaer let kunne forsvare, hvorimod vejen fra Hadsund mod syd 10b hojt og tort.

Hvorledes dette end forholder sig, finder vi snart efter oprorshueren

31. Aa. Rousscll. Danske Slotte og Herregarde X (2. udg.). Kbh. 1966. s. 79. 314. 350.

32. H. F. Rordam, Historiske Kildeskrifter I. s. 193.

33. Aa. Rousscll, Danske Slotte og Herregarde XI. s. 50. 129

Side 13

foran Randers, hvor den ifolge Huitfeldt slog lejr pa Flintebjerg.³⁴ Hermedvar oprorets kraft imidlertid brudt. Vejen frem spaerredes af Gudenaen,og Randers modstod alle angreb, uden at de naermere omstaendighederkendes. I slutningen af november meddelte biskoppen af Oslo de seneste nyheder til sin principal, aerkebiskoppen af Trondheim, herunder at Skipper Clement ikke naede laengere end til Randers »elv«, hvor MogensGoye la med to jyske bispers folk (Arhus og Ribe?) og en del af almuen pa den anden side af »elven«.³³ Dette nederlag for Skipper Clementsvaben henfores tilsyneladende til tiden omkring 1. november, to uger efter Svenstrup-slaget.

At der virkelig er blevet kaempet foran Randers ses af, at de borgere, der boede uden for byen, fik braendt deres huse af, velsagtens af forsvaret, og herefter blev beordret til at bo inde i byen.³⁶ I 1537 anklagedes nogle bonder fra Helium og Astrup (ved Rold skov) for at have vaeret med »i den forsamling for Randers mod vor og rigens adel, som derinde af samme oprorske almue belejredes«.³⁷ Oslo-bispens meddelelse om, at almuen syd for Gudenaen stottede adelen, som jo falder i trad med Mogens Goyes ytringer i 1531, synes ogsa at have vaeret korrekt. I den folgende tid modtog i hvert fald bade Randers og Vejle foruden adskillige enkeltpersoner en rtekke begunstigelser af Christian 111, ojensynlig en paskonnelse af borgernes holdning under opgoret med Skipper Clement .³⁸ Omradet syd for Gudenaen ramtes heller ikke af halslosningen.

Maske var det Skipper Clements vanheld ved Randers, der fik grev Christoffer til at sende ham de landsknasgte til undsaetning, der forsvarede Fyn, saledes som det forlyder midt i november.³⁹ For sa vidt en korrekt disposition, som Christian 111 forst mente sig i stand til at angribe Fyn, efter at opstanden i Jylland var nedkasmpet. Alborgs besaetning opgaves af Johan Rantzau til 8-900 mand, landsknaegte, fodknaegte, bonder og borgere. Det har vaeret den harde keerne af Skipper Clements styrker, der her fandt sit endeligt.

Forelobig trak oprorshaeren sig mod nord, vel endnu ikke forstaerket

34. A. Huitfeldt. Christian Ill's Histone s. 80. Om Flintebjerg. se E. Madsen. Jylland i det 16. Aarhundrede. Kbh. 1914, s. 62 f m. henvisn.

35. C. Paludan-Muller, Aktstykker til Nordens Historie i Grcvefeidens Tid 11. s. 46.

36. Danske Magazin 3. Rk. V, s. 30, jf. Kr. Erslev og W. Mollerup, Danskc Kancelliregistranter s. 2.

37. T. Dahlerup, Det kgl. rettertings domme I, s. 43.

38. Danske Magazin 3. Rk. V, s. 28ff, Danske Kancelliregistranter s. 2.

39. C. Paludan-Muller, Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens lid I. Odense 1852, s. 225.

Side 14

med grevens tropper. Den har folgelig hovedsagelig bestaet af gaeve vendelboerog himmerboer som de omtalte bonder fra Helium og Astrup, der til straf i 1537 matte afsta deres garde til herregarden Willestrups oprettelse. Denne gang fulgte haeren tilsyneladende en mere direkte rute. Det vides - ganske vist ikke fra Huitfeldt, der tilsyneladende med stor omhu undgar at naevne de herregarde, hvis brand kan dokumenteres - at Gjendrup vest for Randers, det nuvaerende Fussingo, blev braendt og plyndret. Denne gang er det imidlertid ikke en staevning af brandstifterne,men overraskende nok det modsatte, vi skylder vor viden.

Gjendrups ejer, landsdommer Christen Sommer, udfoldede med aegte rethaveriskhed energiske bestraebelser for at fange gerningsmasndene. Det lykkedes ham ved denne personlige vendetta at pagribe to, hvoraf i hvert fald den ene blev lagt »i stok og jern«, mens begge afpressedes store erstatninger i kontante penge og oksne.⁴⁰ De maltrakterede oprorsledere var naturligt nok hojst fortornede over denne selvtaegt og anlagde erstatningssag mod Christen Sommer. Ingen af dem vandt dog sagen. I den ene dom knyttes Gjendrups medfart til det »almuesoplob, den tid samme almue la for Randers«. I den anden fastslas det, at sagsogeren blev pagrebet »udi ferske gerninger for (=som) en kaptajn at braende for^nc Christen Sommers gard af«.

Gjendrup eller Fussingo ligger kun 10 km fra Randers. Deter saledes muligt, at oprorshaeren kan have sendt en »madbrigade« derud. Men det er ogsa hojst taenkeligt, at haeren har passeret Gjendrup pa tilbagetoget, efter at lejren pa Flintebjerget var haevet. Folger vi Huitfeldts liste, afbraendtespa hjemvejen fra Randers forst Vinge og Klejstrup. Vingegard - der i ovrigt ejedes af Christoffer Kruse,⁴¹ fader til Peder Kruse, der allerede havde set sin gard, Kjellerup, ga op i luer - ligger ved Tjele Langso, Klejstrup lige nord herfor. Det kunne tyde pa, at oprorshaeren fra Randers har slaet et sving mod vest for at komme uden om Mariager fjord og det sumpede terraen i dens forlaengelse, der sikkert har vaeret temmelig ufremkommeligt pa denne arstid. Endelig nsevner Huitfeldt tre midthimmerlandske herregarde, Norlund (hvor Kirsten Munk mange ar senere fodtes), Torstedlund og Albaek, der braendtes pa hjemvejen, og som ganske rigtigt ligger pa rad og raekke langs ruten til Alborg, hvis vi forestiller os en fugleflugtslinie fra Vinge og Klejstrup. Norlund tilhorte i 1534 Peder Lykke, der i sin tid havde vaeret en af hovedmaendene bag

40. T. Dahlerup, Det kgl. rettertings domme I, s. 156, 187.

41. Kr. Erslev og W. Mollerup, Kong Frederik den Forstes danske Registranter. Kjbh 1879, s. 485.

Side 15

oproret mod Christian II og - indtil Skipper Clement dukkede op - lensmand pa Alborghus, mens Torstedlund og Albask ejedes af medlemmeraf slaegten Viffert. Helt rigtigt er det for ovrigt ikke, at Huitfeldts liste ikke kan dokumenteres. Om Albaek vides faktisk, at Malte Lauridsen(Viffert) senere staevnede nogle bonder for plyndring, og det samme skete pa Torstedlund.⁴²

Vel, alt dette er naturligvis kun formodninger. Da Johan Rantzau en maned senere rykkede op i Jylland, erfarede han ved ankomsten til Skive, vistnok den 12. december, at Skipper Clement og Skipper Herman la i Viborg med mange tusinde bonder, men om oprorshaeren pa dette tidspunkt havde sit hovedkvarter her eller var rykket Johan Rantzau i mode, fremgar ikke af brevet. Sandsynligheden taler vel for, at Alborg hele tiden har vaeret hovedkvarteret. I sit brev mere end antyder Johan Rantzau, at oprorerne havde befaestet byen med store jordvolde. »Den, der tidligere har vasret i Alborg, og nu ser den, han vil sige, at de havde befasstet den med magt«, hedder det imponeret.

Vi har set, at Skipper Clement huserede i Norrejylland lige til Gudenaen, velsagtens ogsa nord for Limfjorden, og at hans haer forstaerkedes med grevens fynske landknaegte under anforsel af - formodentlig - Hans Wilcken, der blev taget til fange under stormen pa Alborg. Hermed skulle scenen vaere klar til, at (alt efter lasserens temperament og stasted) helten eller skurken atter kan gore sin entre.

I »Grevens Feide« mente Paludan-Miiller ikke, at Johan Rantzau kunne vaere brudt op fra hertugdommerne ret meget tidligere end fredsslutningen den 18. november, skont Heinrich Rantzaus sene, latinske levnedsskildring af faderen haevdede dette.⁴³ Nogle regnskabsnotitser, som Johan Grundtvig fremdrog i 1870'erne, viser imidlertid overraskende, at dette faktisk var tilfaeldet. Christian 111 og hans radgivere ma enten have folt sig helt sikre pa, at freden ville blive sluttet - eller nodrabene fra Mogens Goye og de ovrige norrejyske rader har lydt sa alarrnerende, at de ikke lod sig overhore.

I virkeligheden forlod Johan Rantzau lejren for Lubeck allerede i begyndelsen af november. Det ses af en bevaret kvittering, hvoraf det fremgar, at han endnu for den 9. november havde passeret Gottorp pa vej nordpa.⁴⁴ Fra brevet ved vi, at felttoget udgik fra Kolding. Det stemmermed,

42. Danske Magazin 3. Rk. IV, s. 215

43. C. Paludan-Miiller. Grevens Feide I, s. 285f.

44. Danske Magazin 4. Rk. 111, s. XXVII, 102, 117.

Side 16

mermed,at vi i slutningen af november finder Arhus-bispen, Ove Bille, og rigshofmesteren, Mogens Goye, pa Koldinghus.⁴⁵ Her er Johan Rantzauabenbart modtes med Christian IITs ledende radgivere i Norrejyllandfor at monstre tropperne og planlaegge felttoget.

I Norrejylland befandt sig allerede Jost von Gladebecks ryttere, som ifolge Huitfeldt deltog i slaget ved Svenstrup, dog uden at komme i kamp, men altsa ogsa uden at ga til grunde som en stor del af det adelige rytteri. Efter Johan Grundtvigs beregninger bestod Jost von Gladebecks rytterfane af 106 heste.⁴⁶ Foruden disse ryttere var der ved tiden for Horsens-hyldningen blevet sendt et helt regiment landsknaegte til Norrejylland, som imidlertid ikke naede frem i tide til at tage del i Svenstrupslaget. Dette regiment stod under obersten Cort von Hansteins befaling og udgjorde fire faenniker, d.v.s. i princippet 2.000 mand.⁴⁷ Hertil kom nu de tropper, Johan Rantzau forte med sig, da han brod op fra lejren ved Liibeck. I sit brev oplyser han indledningsvis, at han var blevet sendt til Jylland bade med ryttere og fodfolk. Her sigtes formodentlig til endnu et regiment landsknaegte under Albrecht von Beltzig, der ligeledes bestod af fire faenniker,⁴⁸ og til ritmester Johan von Miinchhausens 360 ryttere. Denne ritmester fik i hvert fald udbetalt sin lon i Varde, som det fremgar af Johan Rantzaus eget regnskab over udgifterne under felttoget.⁴⁹

Dette billede af haeren, som er tegnet af Johan Grundtvig pa grundlag af de bevarede kvitteringer, bekraeftes for sa vidt af Johan Rantzaus brev. Her tales ganske vist om ni faenniker landsknaegte, mens rytterne til gengasld ikke specificeres. Har han i farten regnet rytterfanen for en niende faennike? Nuvel, stort set stemmer opgivelserne overens. Vi ved, at Johan Rantzau disponerede over ca. 4.500 mand veludrustede, kampvante tropper. Endelig medforte han i nogen udstraekning skyts, som det indirekte fremgar af skildringen af de to eneste bataljer undervejs, der kendes, overgangen over Skjern a og stormen pa Alborg.

Efter disse forpostfaegtninger er vi naet til selve felttoget, som Johan Rantzau skildrede i sit brev. Fra Kolding delte haeren sig i to afdelinger, idet tre faenniker blev sendt i forvejen til Randers, som den jyske adel forsvarede. Deter endda muligt, at Johan Rantzau i egen person fulgte tropperne pa vej. I brevet hedder det om denne afdeling, da haeren atter

45. C. Paludan-Muller, Aktstykker I, s. 252.

46. Danske Magazin 4. Rk. 111, s. XV.

47. Anf. arb. s. 111, X, XIX.

48. Anf. arb. s. VI, XIX.

49. H. C. P. Seidelin, Diplomatarium Flensborgense 11, s. 256.

Side 17

forenede sig ved Viborg: »... de tre faenniker, som jeg tidligere havde bragt til Randers«. Det ville for sa vidt ligne Johan Rantzau at rekognosceresa naer oprorernes territorium som muligt, men der menes nok blot, at han havde »anbragt« disse styrker i Randers.

Da hele haeren opgives til ni faenniker og Randers-afdelingen til tre, ma anden afdeling folgelig have talt seks faenniker. Med denne styrke, som dog vistnok i begyndelsen kun bestod af de sidst ankomne tropper, Albrecht von Beltzigs regiment, rykkede Johan Rantzau omkring 20. november fra Kolding mod Varde, hvor haeren forelobigt lejrede sig. Om den videre fremrykning mod Skjern a hedder det, at den skete »med knaegtene samt de to andre faenniker, som min nadige herre har givet mig...« Det ma betyde, at to faenniker af Cort von Hansteins regiment har vaeret forlagt f.eks. til Ribe og forst nu stodte til hovedstyrken, som herved kom op pa seks faenniker eller ca. 3.000 mand.

At opholdet i Varde strakte sig over nogen tid ses af udbetalingerne i Johan Rantzaus regnskab. Her ma indskydes, at Vardes borgere tilsyneladende havde undladt at slutte sig til Skipper Clement, skont de omliggende herreder var oprorske. Byen modtog da ogsa umiddelbart efter Clementsfejden en paskonnelse af Christian 111, som straks skal omtales. Varde-borgernes holdning havde den konsekvens, at Johan Rantzau paent betalte for sit og troppernes logi, der altsa kan konstateres i regnskaberne. Saledes modtog en borger 14 mark for at have huset fern bosseskytter il2 dage,⁵⁰ og et lignende tidsrum har de ovrige troppers ophold antagelig strakt sig over.

Selv synes Johan Rantzau at have udfoldet en rastlos virksomhed i denne felttogets indledende fase. Efter at have indkvarteret sig i Varde red han i hast over Kolding tilbage til Haderslev for at konferere med Christian 111.⁵¹ Undervejs overnattede han »hos sognepraesten« ien landsby - maske Brorup - hvor han ogsa havde logeret pa udturen.^² Formalet med ekspeditionen, der ligeledes indebar nogle dages ophold i Kolding, kendes ikke. Det var ved denne tid, at Christian 111 efter freden med Liibeck den 18. november rykkede op i Jylland med hovedhaeren. Formodentlig har Johan Rantzau i Haderslev og Kolding deltaget i overvejelserom

50. Anf. arb. s. 257.

51. Se udbetalingen til Heingken i Varde (vel Heyne vogndriver, Danske Magazin 4. Rk. 111, s. 8) »da Eders Strenghed for til Haderslev til min nadigste herre«. Diplomatarium Flensborgense 11, s. 256.

52. Diplomatarium Flensborgense 11, s. 257.

Side 18

vejelseromden fremtidige strategi - overvejelser, der anes i korrespondancenmed
Sverige.53

Det ma vaere ved denne Johan Rantzaus anden rejse til Varde - efter overvejelserne - at brevet om Jyllandstoget tager sin begyndelse. Den ukendte adressat er vel en af de holstenske rader i Christian Ill's omgivelser, som han netop havde taget afsked med i Haderslcv eller Holding. Deter allerede citeret, hvorledes Johan Rantzau indleder med lidt nedladende at berette, at omkring 400 bonder, der havde samlet sig ved Varde, »rappede« sig. Fra anden side ved vi, at der vitterligt ma have fundet krigshandlinger sted. I flere kongebreve fra marts 1537 naevnes det, at borgerne i Varde var »forarmede og udblottede« og havde lidt store tab under fejden.⁵⁴ Om en kvinde fra Molby, hvis mand var faldet, hedder det, at han vanned i »den oprorske hob«, og om en mand fra Hoddeskov siges tilsvarende, at hans fader og brodre alle blev draebt »i det opl0b«.^s:i Molby og Hoddeskov ligger ca. 20 km nordost for Varde. Endelig forlyder det ved en bestemt lejlighed, at »den tid den slagt var for Varde, og siden den tid hr. Johan Rantzau havde givet dem lejde (=amnesti) ...«^S('

Om bonderne skrev Johan Rantzau egentlig, efter at have refereret til sin (anden) rejse fra Kolding til Varde: »Da de nu masrkede dette, (nemlig) at jeg var kommet, rappede de sig og undslap os med nod og naeppe«. Dette sammenstod ma vaere det omtalte slag eller oplob uden for Varde, som feltherren nok sa overlegent hentyder til, men brevet er jo ogsa skrevet to uger senere, og i lyset af stormen pa Alborg har »slaget« abenbart knap vaeret vaerd at naevne. Endelig har Johan Rantzau maske selv ikke vaeret med. Hans ord tyder naermest pa, at oprorsstyrken stak af ved efterretningen om, at han var vendt tilbage til Varde, og slaget eller oplobet, hvorunder Vardes omegn hasrgedes, og de omtalte bonder draebtes, ma da have fundet sted i hans fravaer.

I Varde havde Johan Rantzau faet bragt et fad vin og en tonde hamburger0l fra Ribe, sa at han havde noget at styrke sig pa under felttoget. Ved opbruddet skaffede han sig hos sin vaert bade proviant og - til hestene - byg og havre, der blev fort med pa den videre fasrd. Desuden lejede han folk til at transporter det medbragte skyts.⁵⁷ Efter alt at domme var

53. C. Paludan-Muller. Grevens Feidc I. s. 293f, Aktstykker I, s. 259. 296-301. jf. det af A. Huitfeldt, Christian Ill's Historie s. 81f, refererede brev fra Christian 111 til Gustav I af Haderslcvhus den 2. december 1534.

54. Kr. Erslev og W. Mollerup, Danske Kancelliregistranter s. 39.

55. Danske Magazin 3. Rk. IV. s. 187.

56. Danske Magazin 3. Rk. VI, s. 121.

57. Diplomatarium Flensborgense 11, s. 257

Side 19

det sondag den 6. december, at haeren brod op fra Varde. I brevet siges det, at man drog mod Skjern a, men »la« en nat undervejs. To ar senere berejste Johan Rantzau de samme egne, utvivlsomt ganske usentimentalt,i sin egenskab af dansk rigsrad og medlem af rigets hojeste domstol, det kongelige retterting. Christian 111 selv vanned pa turen, og det fejler naeppe, at stedet er blevet udpeget, hvor bonderne »rappede« sig, og andre markante lokaliteter. Pa denne rejse blev der holdt rast i pnestegardeni Lunde ca. 20 km nord for Varde i vestlig retning/⁸

Selv om Johan Rantzau var velbevandret i danske forhold, har han naturligvis vaeret ledsaget af en eller flere jyske rigsrader. hvis kendskab til terraen og befolkning kunne vaere ham til nytte, og som har sorget for spejdere, hvis eksistens stiltiende forudsaettes i beretningen og undertiden omtales i regnskaberne. Man taenker her uvilkarligt pa den unge Ribe-bisp, Oluf Munk, der havde vaeret en af Rymodets udsendinge til hertug Christian i juli maned. Oluf Munk fik som sin farbroder Iver Munk en meget mild behandling, da biskopperne faengsledes umiddelbart efter Grevefejden, og loslodes snart. Kun palagdes der ham den ejendommelige klausul, som naesten kunne ligne aftalt spil, at han skulle gifte sig inden et ar/⁹ Det skete ogsa. Vi maerker os, at den i hast fremskaffede brud, en holstensk adelsfroken, viste sig at vaere Johan Rantzaus niece.

Nok er det, at hasren nu rykkede op i en egn, der var staerkt praeget af oproret. Ikke blot kongcborgen Lundenass, men ogsa Ribe bispestols avlsgard, Lonborggard, var blevet plyndret. Om Ringkobing ytrede JohanRantzau. som naevnt, at den havde megen skyld i oproret. Her kan sigtes til byens andel i aktioner af lignende art, svarende til Svendborgs borgeres virksomhed pa Fyn. Plyndringen af Lundenaes og L,onborggard kendes ganske vist kun fra Huitfeldt. Men den bekraftes uneegteligt af, at Ludvig Munk, der ma have vasret Ribe-bispens lensmand pa Lonborggard,umiddelbart efter Clementsfejden indledte en formelig forfolgelse af m&'nd fra Tarm og Skjern, hvoraf de sidste blev frataget fas og kvaeg/'⁰ Endvidere kunne der henvises til en klage fra sogneprasten i Hemmet, hr. Willum, der i 1536 staevnede Niels Mikkelsen i Ringkobing »med hans

58. Kr. Erslcv og W. Mollerup. Danske Kancelliregistranter s. 39.

59. H. F. Rordam. Historiske Kildeskriftcr I. s. 222. - Huitfeldt skriver, at hi. Johan Rantzau og Erik Banner blev indsatte som tfverster (Christian Ill's Historic s. 83). Erik Banner anfores imidlertid som udsteder af et brev til Henrik VIII den 18. december og kan ftflgelig ikke have deltaget i lelttoget (se K. J. V. Jespersen. England - I iibeek - Danmark 1533-1536. Odense 1978, s. 38 efter et dokument i British Museum). Jf. dog Danske Magazin 3. Rk. IV, s. 214.

60. Danske Magazin 3. Rk. IV. s. 182, 198. 202.

Side 20

tilhasngere«, som plyndrede praestegarden, »for end Skipper Clement
kom der i landet«.61

Den sidste oplysning er overraskende. Den rober, at Skipper Clement selv pa et tidspunkt ma have vist sig pa Ringkobing-kanten - blot ikke tidligt nok, efter hr. Willums formening, til at kunne legitimere plyndringen af Hemmet praestegard som en krigshandling. Hemmet ligger 7 km syd for Lonborggard. Abenbart har Ringkobings borgere strejfet temmelig vidt omkring - hvis de da ikke er kommet sejlende dertil, hvilket har vceret nok sa praktisk, nar rovet skulle fores bort. Bade Hemmet og Lonborggard ligger taet ved Ringkobing fjord.

Ved Skjern a modte haeren for anden gang modstand. Det var i ovrigt i dette uvejsomme terraen, at kong Hans i januar 1513 skal vaere styrtet af hesten i et vandhul, som i 1638 pa aegte jysk betegnes kong Hans' »pyt«.⁶² Skjern a er som bekendt Danmarks vandrigeste. Indtil Hedeselskabets regulering i 1962 var det nedre 10b 45 m bredt, og i perioder med kraftig nedbor forvandledes adalen til en flere km bred fjord. At dette var tilfaeldet i december 1534 antydes af Johan Rantzaus fremstilling. Ved broen, siger han, havde talrige bonder samlet sig og kastet broplankerne af, men for at finde en anden overgang skulle haeren for det forste fores en omvej pa fire-fern mil (vistnok svarende til 20-30 km) og dernaest »i disse vinterdage« pa tre eller fire steder vade i vand til livet.

De forsamlede bonder lader til at have vaeret organiserede oprorsstyrker. I hvert fald var de i besiddelse af skydevaben. Derimod var deres arbejde med at bryde broen af mislykket. Da Johan Rantzau forte sine tropper frem imod dem, opstod der en skudveksling - »skod vi os ind pa hinanden« - men snart satte knaegtenes »handskyts« en sadan skraek i bonderne, hedder det, at de trak sig tilbage fra broen. Her forholdt de sig abenbart afventende i nogen tid, mens haeren satte broen i stand. Da det var sket, flygtede de for os, siger Johan Rantzau, som om haeren rykkede videre mod nord. Da naeste stadium i beretningen udgores af den famose entre i Ringkobing, som fandt sted den folgende dag, ma haeren have overnattet undervejs, velsagtens i Skjern by. Skaermydslen ved aen har formodentlig ogsa varet det meste af dagen, saledes at tropperne havde fortjent et hvil. Turen fra Skjern til Ringkobing er pa 24 km, en passende dagsmarch.

61. Danske Magazin 3. Rk. VI, s. 114, jf. halshugningen »for opror« af en selvejerbonde i Kyvlinge ved Lonborg, der omtales i en dom fra 1542 (T. Dahlerup, anf. arb. 11, s. 98f).

62. Traps Danmark IX, I. Kbh. 1965, s. 556.

Side 21

Pa dette sted er det nodvendigt at indskyde eridnu en digression, nemlig om tidsfasstnelsen af fremrykningen. Vi har allerede hsvdet, at overgangen over Skjern a fandt sted den 7. december. Heraf f'olger atter tilbageslutningen, at Johan Rantzau ma vaere brudt op fra Varde den 6. december. Dog er Heise uvist pa hvilken made naet til datoen 4. december .⁶³ Deter velkendt, at Erik Arup i sin Danmarkshistorie skelede kraftigt til Heises fremstilling, hvad det politiske forlob angik, og som et kuriosum kan anfores hans version af felttoget. Med Arups karakteristiske, radikale retskrivning hedder det: »4. decbr. marsjerede han (fra Varde) over Skern«.⁶⁴ Her ma for det forste noteres, at en lille pudsighed i Johan Rantzaus brev har sneget sig ind i Arups fremstilling og givet anledning til en skaevhed. Hvad enten det skyldes en udeladelse i afskriften, eller brevskriveren selv er lobet sur i de danske stednavne, sa fremtraeder i brevet »Schirnowe« (Skjern a) som navnet pa broen. Ud fra den samme patriotisme, der har navngivet Himmelbjerget, kunne man forestille sig, at det slet ikke er daemret for vor hjemmelsmand, at dette »Skjern a«, der uafladeligt svirrede om orerne pa ham hin dramatiske dag, kunne vaere navnet pa farvandet, som snarere mindede om en fjord end om en flod. Desuden kan der pavises en enkelt regnefejl i Arups fremstilling. Haeren naede notorisk foran Alborg den 17. december. Da nu Johan Rantzau oplyser, at straekningen Viborg-Alborg tilbagelagdes pa tre dage, slutter Arup meget naturligt, at hasren forlod Viborg den 14. december. Laeser man beretningen Jidt nojere, kan der imidlertid ikke vaere tvivl om, at haeren forst brod op fra Viborg den 15. december om morgenen, marcherede denne og den folgende dag og naede Alborg »den tredie dag«, som Johan Rantzau skriver, d.v.s. den 17. december om aftenen.

Ved at naerlaese beretningen skulle det saledes nok vsere muligt at na frem til en nogenlunde sikker kronologi. Derimod nodes vi til at lade Johan Rantzaus oplysninger om afstande ude af betragtning. Vi sa, at han angav en mulig omvej ved broen til 4-5 mil. Afstanden fra Varde til Skjern a angives til otte mil. I virkeligheden er der 35 km ad vore dages landevej og maske 40-50 km, hvis Johan Rantzau fulgte den vestlige rute over Lunde. Videre oplyses det, at haeren pa tre dage tilbagelagde »de 12 mil« fra Viborg til Alborg. Den virkelige afstand er 80 km. Det kunne tyde pa, at Johan Rantzau regnede fire mil for en dagsmarch. Men om

63. Danmarks Riges Historie 111, s. 3.

64. E. Arup, Danmarks Historie 11. Kbh. 1932. s. 475.

Side 22

hans mil har vsret pa 4, 5, 6 eller 7 km lader sig af gode grunde ikke
opklare.65

Dagen cftcr overgangen, den 8. december, naede hueren til Ringkobing, som vi har set. Her i den forladte by var det, at Johan Rantzau og hans tropper selv rettede an. Maske iagttoges der ikke ligefrem den strengeste hustogt under opholdet. Saledes forlyder der intet om, at de ogsa vaskede op. Men det ma afgjort benaegtes, at byen skulle vaere blevet braendt af.

Muligvis bestar noget af forskellen mellem Heises og vor kronologi i, at Heise har ladet haeren blive en dag over pa de steder, hvor der blev gjort ophold. Sa humane er vi imidlertid ikke. Netop ved afskeden med Ringkobing indskyder Johan Rantzau da ogsa et »og drog om morgenen derfra...« Denne morgen ma have vaeret onsdag den 9. december. Haerens videre fremrykning er uklar. Johan Rantzau oplyser blot, at man drog til en landsby, som - naturligvis - la fire mil fra Ringkobing. Her fik man tidender om, at »en bonde eller 5.()()()« havde samlet sig i Holstebro, hvor man drog hen den folgende dag, d.v.s. den 10. december. Vejen mellem Ringkobing og Holstebro er pa 43 km, sa at selv med event.uelle svinkeasrinder to dagsmarcher forekommer passende.

Indtil nu havde man ikke set meget til fjenden, og denne nye bondehaer af en hidtil ukendt storrelse skuffede ligeledes forventningerne. »Nasppe en time for vi kom«, hedder det med et snoft i beretningen, »havde bonderne erfaret, at vi kom, og lob vaek og vovede ikke at tage imod os«. Hidtil har vi haft pa fornemmelsen, at hasren passerede gennem folketomme byer og landskaber. I de mere frugtbare egne naer Limfjorden har det ikke vaeret muligt, at alle forfojede sig bort. I forbindclse med opholdet i Holstebro naevnes for forste gang, at Johan Rantzau lod bonderne hylde Christian 111, hvor han drog frem, som det utvivlsomt allerede var sket i Varde.

At indbyggerne ikke flygtede ses endvidere af, at Johan Rantzau atter betalte for sin fortaering.⁶⁶ Formodentlig var det ogsa her, at han sendte et bud, Nigel Schroder (Niels Skraedder ?), til Randers, velsagtens med ordren til de tre faenniker om at give mode ved Viborg. Nigel Schroder eller Niels Skraedder har sikkert vaeret en af de spejdere, Johan Rantzau betjente sig af. En anden notorisk spion var Iver Kock »kundskaberen«.

65. Jf. om renassancens mange forskellige mil, A. Wittendorff. Alvej og Kongevej. Kbh. 1973, s. 1541'.

66. Diplomatarium Flensborgense 11, s. 257.

Side 23

som han kaldes i regnskabet, der efter Grevefejden belonnedes med
Romviggard mellem Holstebro og Herning, sikkert hans hjemegn.67

I Holstebro blev haeren en dag og drog forst derfra den 12. december - tidligt om morgenen, vil vi tillade os at tilfoje. Thi denne fredag tilbagelagde haeren felttogets laengste straekning, formodentlig opildnet af fjendens naerhed. Forst drog tropperne til Skive, hvor lensmandens residens ligeledes skal vaere blevet braendt af oprorsstyrkerne. Ad vore dages landeveje er der 48 km, men mon ikke haeren har fulgt en mere direkte rute. I luftlinie er der kun 35 km fra Holstebro til Skive, hvilket nok skulle vaere overkommeligt.

Ganske vist har vi set, at ca. 20-25 km lader til at have vaeret den saedvanlige dagsmarch, men der er ingen tvivl om, at tropperne kunne tilbagelaegge laengere straekninger, hvis det behovedes. Ved den tilsvarende erobring af Danmark i 1523, der kan betragtes sa at sige som en generalprove pa Grevens fejde, tilbagelagde haeren pa felttogets forste dag godt 50 km.⁶⁸ I det hele taget bor vi nok laegge bort vore dages forestillinger om spadsereture. Turen til Skive er pa ingen made en umulighed. Det bliver imidlertid vaerre endnu. I sit brev meddeler Johan Rantzau videre, at han i Skive erfarede, at Skipper Clement. Skipper Herman og deres tilhaengere var i Viborg sammen med mange tusinde bonder. Og, fortsaetter han, vi brod ogsa op og naede halwejs til Viborg. Man ser for sig de udasede tropper, halsende af sted over heder og frosne marker, opildnet af den utraettelige feltherre, der omsider har faet faerten af fjenden. Fra Skive er der 29 km til Viborg, d.v.s. at Johan Rantzau oven i den i forvejen rigelige dagsmarch tvang haeren til at rykke ca. 15 km laengere, i alt 50 km. Vel, dette kan til nod accepteres i betragtning af, at den foregaende dag i Holstebro havde vaeret hviledag. Men herefter naegter vi ogsa pure pa troppernes vegne at bevaege os videre. Johan Rantzau fortsaetter imidlertid uanfaegtet med at berette om, at han havde sendt bud efter de tre faenniker knaegte i Randers, og at han med sine forenede styrker nu ville have angrebet bonderne i Viborg.

Her ma en overnatning vaere svipset. Deter naturligvis muligt, at Johan Rantzau har overtalt sine landsknaegte til at fortsaette fremrykningenud pa natten, men et sadant heroisk traek anfores ikke i bcretningen. Mon ikke haeren - uden at Johan Rantzau nasvner det - har overnattet i Skive eller i den interimistiske lejr mellem Skive og Viborg, hvor de to

67. Anf. arb. s. 258, Kr. Erslev og W. Mollerup, Danske Kancelliregistrantcr s. 16.

68. M. Venge, Nar vinden fojer sig. Odense 1977, s. 31.

Side 24

haerafdelinger ojensynlig forenedes. I alle andre henseender har vi forholdtos tro imod beretningens ord, men at hseren i lobet af den 12. december skulle vaere rykket fra Holstebro til Skive, hvor der vel i det mindste ma have vaeret gjort holdt pa torvet, videre mod Viborg, have forenet sig med de andre faenniker og i samlet trop endelig ankomme til Viborg, er umuligt.

Skulle det umulige alligevel vaere muligt, bliver konsekvensen blot, at alle de hidtil anforte datoer rykkes en tak, overgangen over Skjern a saledes til den 8. december. Indtil videre ma det dog vaere tilladt at haevde, at natten mellem den 12. og 13. december - uvist under hvilke omstaendigheder - var passeret, da haeren naermede sig Viborg.

Atter skuffedes Johan Rantzaus forventninger. Efter at have meddelt beslutningen om at angribe Viborg hedder det, at han fik bud om, at oprorsstyrkerne nu havde begivet sig pa vej mod Alborg. Der skal naeppe laegges for meget i, at Johan Rantzau i denne forbindelse kun taler om Skipper Clement, Skipper Herman og deres tilhaengere (»anhang«), og at de mange tusinde bonder synes glemt. Men deter vel naturligt at forestille sig, at en stor del af de bonder, der var strommet til oprorshaeren, »rappede« sig under tilbagetoget, og at kun den harde kasrne af »desperados«, folk, der alligevel havde engageret sig sa dybt i oprorets sag, at de intet havde at miste, fulgte Skipper Clement til den bitre ende. Johan Rantzaus meget noje angivelse af den samlede oprorshaer, 8-900 landsknaegte, fodknaegte, borgere og bonder, der nedhuggedes i Alborg, star i hvert fald i en grel kontrast til de tidligere, rundhandede skon over tusindtallige bondehaere.

Sondag den 13. december var Johan Rantzau i spidsen for den forenede 4.500 mand staerke haer rykket ind i Viborg, som oprorerne just havde forladt. Det har antagelig vaeret med nogen befippelse, at indbyggerne i Jyllands gamle hovedstad saledes sa den ene haer aflose den anden, men alt synes at vaere gaet civiliseret for sig, og atter betalte feltherren paent for sit logi. Skont meget talte for at fortsaette forfolgelsen, lod Johan Rantzau haeren holde rast i Viborg. Tropperne har sikkert traengt til bade et hvil og til den andelige opbyggelse, der kunne hentes i den ivrigt lutherske stiftsby, hvor kun fa ar tidligere Hans Tausen havde holdt sine opsigtsvaekkende praedikener. Vi stoler pa, at borgerskabet denne sondag, endnu aengsteligt skottende til de mange fremmede landsknaegte, der fyldte domkirken, med saerlig ildhu har istemt salmesangen, lettede over at vasre sluppet sa forholdsvis uskadte ud af borgerkrigens traengsler.

For andre var traengslerne ganske vist forst ved at begynde. Deter
allerede nasvnt, at Johan Rantzau under opholdet i Holstebro kort refereredetil,

Side 25

redetil,at han lod bonderne i omegnen, »hvor jeg drog frem«, aflaegge hyldningsed til Christian 111. Dette gentog sig i Viborg: »og lod jeg bondernehylde og svaerge«. Bag disse summariske bemserkninger gemmer der sig den bekendte omstasndighed, at de jyske bonder matte bode hardt for Clementsfejdens udskejelser. Hos Arild Huitfeldt findes der et brev overleveret, som belyser denne situation. Brevet er en formel, der kunne anvendes i alle herreder, og beregnet pa at attestere, at det pagasldende herred havde aflagt troskabsed til Johan Rantzau, »kongelig majestaets overste feltherre og hovedsmand«, pa kongens vegne.⁶⁹

Det kan ikke bevises, at brevet virkelig er blevet anvendt under felttoget, selv om det unaegteligt passer som fod i hose til situationen. Under alle omstaendigheder vidner det klart om felttogets sigte - ud over oprorets nedkaempelse, som naturligvis var hovedsagen. I brevet matte indbyggerne i hvert herred indga tre svaere forpligtelser. For det forste skulle alle jordegne bonder, d.v.s. selvejerne, overdrage deres ejendom til kongen, dernaest skulle samtlige indbyggere, bade selvejere og faestebonder, overlade kongen deres rorlige formue - den sakaldte halslosning - og endelig matte indbyggerne forpligte sig til at angive »de ypperste begyndere og kaptajner... til samme oplob og forsamling«, d.v.s. oprorets anforere og anstiftere i hvert herred.⁷⁰

Det juridisk omtalelige sporgsmal om, hvilke forbrydelser bonderne egentlig havde begaet, der kunne begrunde sa drastiske forholdsregler, undgik Christian 111 og hans radgivere ved - man fristes til at sige - et djaevelsk fif. Det ville i hoj grad kunne diskuteres, om Horsens-hyldningenvar juridisk bindende. At den var det modsiges vel netop at" regeringensegne energiske bestrasbelser for at foranstalte en traditionel kongehyldningi Viborg i begyndelsen af 1535, efter at oproret var blevet knust. I stedet opfandt man det kunstgreb, at man lod bonderne selv erklasre i »attesten«, at de ved at slutte sig til Skipper Clement, Skipper Thomas »og det parti« havde brudt den ed, som de »med andre landsens indbyggere«havde svoret Christian 111 i Horsens. Hermed var halslosningen

69. A. Huitfeldt, Christian Ill's Historie s. 85f.

70. Th. Bang, Klementsfejdens Efterspil, Historisk Tidsskrift 8. Rk. VI, Kbh. 1915-17, s. 165ff, gar tilsyneladende ud fra, at ivsrksaettelsen af halslosningen forst indledtes efter nytar 1535. Til stotte for min opfattelse, at det skete allerede under felttoget, kunne - ud over brevet hos Huitfeldt - henvises til en post i Johan Rantzaus regnskab, hvor Aksel Juul, senere herre til Willestrup, i Viborg fik udbetalt en sum til rytterne. som skulle blive hos ham, mens han tog imod skatten (Diplomatarium Flensborgense 11, s. 257). Aksel Juul, der senere var den ene af de to opknevere af halslosningen, blev altsa ladt tilbage i Viborg den 15. december, og skatten, han skulle opkraeve, kan vel naeppe vaere andet end halslosningen.

Side 26

legitimeret. Kunstgrebet gennemfortes konsekvent - ruesten at foje spot
til skade - ved at bonderne »nu pa det ny« matte svaerge Christian 111
troskab.

Det rimelige eller urimelige i fremgangsmaden skal ikke droftes her. Halslosningen kan sammenlignes med en brandskat eller senere tiders kontributioner, der tjente til at finansiere krigsforelsen. I det hele taget bor halslosningen navnlig ses i lyset af krigssituationen. Johan Rantzaus jyske felttog var dog t'orst og fremmest en militaer operation - ikke mindst efter at Ringkobings formodede brand er faldet bort. Endelig bor det n;evnes, at Christian 111 i dette militaere spil faktisk stod uskyldshvid. Det var jo, som bekendt, grev Christoffer og Liibeck, der havde overfaldet hertugdommerne i maj 1534 og herved sa at sige pr. definition havde gjort den davaerende hertug Christian til part i den efterfolgende konflikt.

I denne konflikt, der for Christian 111 var en kamp for sin eksistens, mens hans modstander, grev Christoffer, efter sit nederlag i 1536 blot kunne luske af ned til sine tarvelige nordtyske besiddelser og leve videre, som om intet var haendt - i denne konflikt er det forstaeligt, at Johan Rantzau matte optraede som en streng og barsk feltherre. Den omtalte attest taler sit tydelige sprog. Der er ingen tvivl om, at de korte henvisninger til, at han lod bonderne hylde Christian 111, daskker over, at der i hvert herred er blevet gjort kort proces. De sindige jyske bonder ma virkelig have staet med kniven eller rettere lansen for struben, nar de kunne ga ind pa sa harde vilkar. Pa samme made er der givet blevet gjort kort proces med de »begyndere« og »kaptajner«, hvis pagribelse ligeledes synes at have vaeret en vigtig del af Johan Rantzaus virksomhed. Blandt de henrettede oprorsledere var to af Viborgs borgere, Niels Persen og Oluf Skraedder. Vi noterer dog som et udtryk for madehold i retsopgoret, at deres respektive enker, Dorethe og Maren, hver fik lov at beholde sin mands ejendom.⁷¹

Pa kun en uge var hele det vestlige Jylland fra Varde til Viborg blevet undertvunget. Tilbage resterer alene den sidste, velkendte del af felttoget,som kan affaerdiges forholdsvis kort. Vi efterlod haeren under salmesangeni Viborg domkirke. De mange goremal opholdt imidlertid Johan Rantzau mandagen over, saledes at haeren - ligesom i Holstebro - tilbragteto naetter i Viborg. Hidtil havde Johan Rantzau lejet folk til at transportereskytset, men af en retssag fra 1537 kan det sluttes, at bystyret ma have faet besked pa at stille heste og vogne til radighed for transporten af

71. Danske Magazin 3. Rk. IV, s. 192, 219, Kr. Erslev og W. Mollerup, Danske Kancelliregistranter s. 1, 3.

Side 27

haerens artilleri, som matte forudses at blive nodvendigt under det forestaendeangreb
pa Alborg.72

Tirsdag den 15. december om morgenen brod haeren op fra Viborg. Pa tre dage naede man i oprorernes spor foran Alborg, hvor man lejrede sig en halv mil uden for byen. Kendere af Alborgs topografi vil maske kunne udpege stedet. Pa dette hojdepunkt i Johan Rantzaus brev, som ofte citeres, udvides skildringen. Selvbevidst fortaeller han, at han umiddelbart efter ankomsten tog befalingsmasndene med sig om natten for at tage byen i ojesyn. Den betaenksomme - og astronomisk kyndige - Paludan- Miiller har endda regnet ud, at det var klart maneskin ved Alborg natten til den 18. december.⁷³

Under denne rekognoscering kunne man tydeligt hore, at der arbejdedes for fuld kraft pa befaestningen. Vi ma huske, at Skipper Clement og hans tropper ikke kan vaere naet til Alborg meget for forfolgerne. Hvad Johan Rantzau og hans officerer horte var antagelig, at oprorsstyrkerne masede for at fa anbragt svaert skyts oven pa de jordvolde, hvormed byens befsestning i den foregaende tid synes at viere blevet forst<erket. I hvert fald siger Johan Rantzau anerkendende om forsvarerne, at de havde besat forsvarsvaerkerne med godt skyts, og at de i ovrigt vaergede sig mandigt. At forsvarerne havde forstaet at indrette sig i deres stillinger kan sluttes af, at den langt overlegne angrebshaer matte storme »i en god time, hvis det ikke var halvanden«, som Johan Rantzau endnu helt forpustet

Feltherren siger her intet om, at han selv skulle vaere blevet saret, som det senere forlyder. Men at oprorshceren forsvarede sig indaedt, og at tabene har vaeret store pa begge sider, kan ikke vaere tvivlsomt. Det ses alene af, at fjenderne - som Johan Rantzau maske lidt drastisk udtrykte det - »alle myrdedes«. En fornemmelse af slagets tummel far vi i den just omtalte dom fra 1537.⁷⁴ Om Mads Thamsen, der sammen med andre Viborg-borgere var blevet udskrevet til at transportere haerens krudt og skyts, hedder det: »Straks som han kom for byen, blev to af de heste, som han havde for det skyts, som han ag (agede), skudt«. Dog fremgar det af sagens videre forlob, at i hvert fald den ene hest, hvorom sagen drejede sig, og som omtales som »den rode hest«, kom sig. Hasndelsen viser, at Alborgs forsvarere har betjent sig af temmelig langtraskkende skyts, idet Mads Thamsen skyndsomst matte hente to andre heste »at drage samme

72. T. Dahlerup, anf. arb. I, s. 148.

73. Se Paludan-Miillers note, Grevens Feide 11, s. 470.

74. Se note 72.

Side 28

skyts i by«, d.v.s pa skudhold af forsvarsvaerkerne, som altsa endnu befandtsig
i nogen afstand.

Fra dette uden tvivl yderst blodige slag kendes masrkvasrdigvis kun en enkelt falden, en lokal kobmand, der i modsaetning til oprorslederne blev pa barrikaderne. Ganske vist omtales hr. Holger Rosenkrantz til Boiler pa sin gravsten som »slagen for Alborg«, men andre slagmarker gor ogsa krav pa denne aedle ridders blod. Af Arild Huitfeldt anfores han blandt de faldne i nederlaget ved Svenstrup flere maneder tidligere, og heri stottes han af Oslo-bispens samtidige vidnesbyrd.⁷⁵ Gravstenen er sat af Holger Rosenkrantz' enke, fru Kirsten Friis, eneste barn af lensmanden pa Skivehus, Jeb Friis, der havde mattet se bade sin embedsbolig og sin egen gard, Lyngholm ved Morupmolle i Thy, lagt i aske af Skipper Clements tilhaengere. Kirsten Friis burde saledes nok have vaeret i stand til at hitte rede i Grevefejdens forskellige bataljer. Interessant er det, at hun egentlig skriver »Aalborrius« pa gravstenen, velsagtens en fejl for Alborghus, saledes som Chr. Axel Jensen umiddelbart gik ud fra. Det middelalderlige Alborghus la uden for byens volde pa en holm i osteraens munding. Det forsvandt netop ved denne lejlighed og erstattedes af det nye Alborghus, som Christian 111 anlagde inde i selve Alborg.⁷⁶ Om dette befaestningens staerkeste led er der utvivlsomt blevet kaempet sasrlig hardt - blot altsa naeppe af Holger Rosenkrantz. Men at den jyske adel deltog i stormen pa Alborg synes sikkert nok. Deter bevidnet i klageskriftet mod bisperne, en samling af til dels yderst perfide anklagepunkter mod de faengslede katolske biskopper, som blev foredraget pa rigsdagen i Kobenhavn i oktober 1536, og som derfor trods alt naeppe har vaeret grebet ud af luften, i det mindste nar personer og steder nasvnes.

I dette skrift udleveres selvsagt pa det groveste biskop Stig eller Stygge Krumpen af Borglum - Thit Jensen har vist cementeret den sidste stavemade - for sit syndige levned.⁷⁷ Maerkeligt er det at se, at han ogsa beskyldes for at have vaeret illoyal over for Christian 111 efter Clementsfejdenved at tage bondernes parti. I den betraengte situation, da kongeligefuldmaegtige stod for at skulle inddrive halslosningen, skal han have anglet efter popularitet ved at give udtryk for indignation over bondernes skaebne. Anklagen forekommer i og for sig trovasrdig. Som Vendsyssels

75. A. Huitfeldt. Christian Ill's Historic s. 80, C. A. Jensen, Danske adelige gravsten 11. Kbh. 1953, s. 198. Jf. om en kobmand, der blev »slagen den tid vort krigsfolk kom der ind«, Danske Magazin 3. Rk. IV, s. 186.

76. Om Alborghus, se J. P. Stenholm, Skipper Klement og Aalborg Slot. Fra Himmerland og Kjsr Herred 111, Aalborg 1920, s. 131-47.

77. H. F. Rordam, Historiske Kildeskrifter I, s. 195f.

Side 29

absolutte magnat ramtes Borglumbispen indirekte pa sin pengepung, dersom halslosningen gennemfortes i sin fulde, brutale udstraekning. Omvendtmatte halslosningen blive overordentlig vanskelig at inddrive, hvis biskop og bonder strittede imod, idet opkraevningen - som ved enhver anden skat - forudsatte, at bonderne lod sig »skrive«.

Mod denne baggrund forstar vi bedre en hel lille scene, som klageskriftet gengiver, og som udspilles pa tinget, formodentlig det gamle Vendelbo »bygdeting« i Hjorring. Her skal det vaere kommet til et heftigt ordskifte imellem biskoppen og den kongelige kommissaer, Erik Banner. Stygge Krumpen citeres for en ytring, abenbart henvendt til de forsamlede bonder, der angiver tonen: »Ikke lader jeg hamge, ikke lader jeg stejle folk, som han gor«, hvorefter han gav sig til at bebrejde en herremand fra Hanherred, Niels Jensen til Bratskov, der formodentlig har ledsaget Erik Banner, at han havde vaeret med for Alborg »og sla der bonder ihjel«. Hertil replicerede Erik Banner: »Det var bedre, at I havde vaeret der med. Da (d.v.s. dengang) var I krobet i Peder Ridemands ovn«, og en tredje herremand bemaerkede hanligt, at »kattens panser var ikke sa ondt, som man taenkte«.

Den nasrmere indebyrd af disse spotske hentydninger til Stygge Krumpens faerden under Clementsfejden far sta hen. Blot skylder vi den hardt angrebne bisp at anfore, at han aldeles ikke kan have ligget skjult i det omtalte ildsted under stormen pa Alborg den 18. december. Thi denne dag deltog han paviseligt i et jysk rigsradsmode, vistnok pa Koldinghus, som det fremgar af et brev fra den engelske konge, Henrik VIII.⁷⁸ Lad nu denne unojagtighed fare. Forsamlingen har sikkert udstodt et latterbrol, som den skulle.

For os er det vaesentlige, at i denne forsamling befandt sig den samme Niels Jensen fra Hanherred, der var genstanden for Stygge Krumpens og Erik Banners replikker.⁷⁹ Vi gaetter pa, at hans naturlige rodmossede ansigtsfarve er veget for karmoisin over saledes at hore sit eget navn udrabt for hele den tusindtallige skare af rigets ypperste, der var forsamlet pa rigsdagen. Det skal indrommes, at Niels Jensens deltagelse i stormen pa Alborg tjener et ganske bestemt formal i anklageskriftet, nemlig at give anledning til Erik Banners skarpe gensvar, der udleverede bispen til latteren. Men for at historien kunne fortaelles pa rigsdagen, hvor hele den norrejyske adel var til stede, ma den dog have vseret i overenssternmelse med de ydre kendsgerninger.

78. Se henvisningen om Erik Banner i note 57.

79. J. L. A. Kolderup-Rosenvinge, Samling af gamle danske Love IV. Kjbh. 1824, s. 158.

Side 30

Det adelige rytteri - eller resterne af det - havde cfter Svenstrup-slaget sogt tilflugt i Randers, men fik altsa nu lejlighed til at haevne dct lidte nederlag. Herom melder Johan Rantzau intet. Hans brev indeholder alene hovedtraek af det militaere forlob. Om det planlagte angreb siges blot, at det blev ordnet saledes, at bade ryttere og landskmegte skulle storme. Heri ligger, at hansom feltherre, velsagtens allerede natten for stormen, entrerede med tropperne om stormsold og de ovrige vilkar, retten til plyndring o.s.v. Selve sejren affsrdiges i korthed. »Dog gav Gud os lykken«, hedder det beskedent, »at vi erobrede stormen, og fjenderne blev alle myrdede...« Det sidste modificeres dog i nogen grad at meddelelsen om Skipper Clements flugt og senere udlevering samt om Hans Wilckens tilfangetagelse.

Hndelig oplyser Johan Rantzau, at man havde erobret tre gode skibe, hvoraf det ene tilhorte bisp Stygge Krumpen. De to andre, Hamburgerbarken og en bojert, havde formodentlig i sin tid fort Skipper Clement og hans folk til Alborg, som Huitfeldt skriver.⁸" Om dem siges det, at de havde godt skyts om bord. Da grev Christoffer i juli 1534 naermest ved et kup var kommet i besiddelse at Kobenhavns slot, fik han ogsa radighed over den danske orlogsflade.⁸¹ Hamburger-barken, som Johan Rantzau omtaler, har altsa vaeret en gammel kending.

Paludan-Miiller, der kun radede over de sene danske beretninger, skildrede i sit vaerk stormen pa Alborg som »et grueligt blodbad, hvori to tusinde bonder matte lade deres 1 i_v«. Allerede tidligt spekuleredes der i denne retning. Det forn£evnte sendebud fra Danzig, hvem vi skylder afskriften af Johan Rantzaus brev, rapporterede saledes den 17. januar 1535, at alle maend over 15 ar var blevet stukket ned »og deres gods givet til pris«.⁸²

Det hojeste antal draebte var dog, har vi set, 8-900 landskn&'gte, fodkna:gte, bonder og borgere. De er formodentlig faldet under forsvaret af byens og slottets volde. Det ma vasre hertil, at Johan Rantzau sigtede, da han meddelte, at der stormedes en time eller halvanden. I ovrigt er det piifaldende, at vi kender flere overlevende forsvarere end faldne. Skipper Clement og Hans Wilcken er allerede na^vnt. Hertil ma fojes vor gamle bekendt Skipper Herman, som Paludan-Miiller ville have ombragt i Varde. Alle tre anforere har abenbart holdt sig i baggrunden, da det gjaldt.

Vi skal siden se, hvor de blev af. Alene dette, at det kunne lade sig

80. A. Huitfeldt. Christian Ill's Historie s. 84.

81. C. Paludan-Muller. Grevens Fcide I. s. 220.

82. G. Waitz, Liibeck unter Jiirgen Wullenwevcr 11. s. 376f.

Side 31

gore at overleve og blive taget til fange, viser dog, at der ikke har vaeret tale om et almindeligt blodbad, saledes som Johan Rantzaus drastiskc udtryk antydede. Paludan-Miiller, der folger Huitfeldt, skriver meget hensynsfuldt: »Kun qvinder og born var det befalet at skane«, men der er naeppe flydt andet blod i Alborg end besaetningens, der faldt pa volden. Mange indbyggere havde naturligvis forladt byen, saledes en bedragen aegtemand (hvilket er grunden til, at vi htfrer om ham), der tornuttigvis »for frygt og fares skyld« havde begivet sig over Limfjorden.⁸³ I dommen over hans utro hustru, hvis eskapade tilsyneladende naede et hojdepunkt under Clementsfejden, refereres der i 1537 med storste selvfolge til »levendemaends rost«, og hvad »hver mand her i Alborg vel vitterligt er«. Andre smatraek om livets gang i arene efter Grevefejden taler lige sa afgjort imod, at stormen pa Alborg skulle have formet sig som et blodbad pa indbyggerne.

Dermed vaere ikke sagt, at sejrherrerne optradte hensynsfuldt. I modsaetning til alle andre byer, der passeredes under felttoget, Ringkobing indbefattet, blev Alborg betragtet som en fjendtlig by. Her havde Skipper Clement haft sit hovedkvarter, og borgerne synes med liv og sjasl at have engageret sig i hans foretagende, som det ogsa fremgar at den omtalte aegteskabssag. Stormens blodrus har naeppe heller daempet gemytterne. Vi ma forestille os, at Johan Rantzaus tropper efter, at besaetningen var hugget ned, er styrtet hujende og skrigende rundt i Alborgs gader og er brudt ind i husene for at plyndre, saledes som det pa forhand var aftalt med feltherren.

Hele Alborg blev faktisk givet til pris, ikke blot borgernes rorlige ejendele, men ogsa deres huse. For de fremmede lejetropper var dette en naturlig sag. Knap sa sympatisk er den udnyttelse af situationen, som nogle af de skadelidtes landsmaend gav sig af med. Den omtalte utro hustru, der abenbart i flere henseender var losagtig, kobte et hus med indbo »af kgl. majestaets krigsfolk, den tid byen var bestormet«. Pa samme made er der sikkert blevet gjort gode forretninger af skrupellose spekulanter, der for en billig penge har opkobt plyndringsgods, mens ejerne afmaegtigt sa til.

At borgernes huse blev endevendt er givet. I 1542 blev to tidligere
borgmestre i Alborg, Mikkel Hansen og Niels Jensen, stavnet for retten
angaende en arv, der var blevet betroet i deres varetaegt.84 Vi bemaerker.

83. T. Dahlcrup, anf. arb. I. s. 33.

84. Sst. 11. s. 141. - Jf. at Henrik Bjornsen (Bjorn) pa Kongstedlund kobte »kva"g. tie og andet gods« af krigsfolket (Danske Magazin 3. Rk. IV. s. 214).

Side 32

at de to borgmestre vel var blevet afsat, men dog var i live og kunne svare for sig - endnu et dementi af blodbads-teorien. Om arven oplyste de, at den var blevet fuldstaendig »borttaget« under stormen tillige med samtligederes egne ejendele, hvilket retten accepterede.

Ogsa feltherren fik i ovrigt sin andel af rovet, et ikke übetydeligt kontant belob, som han omhyggelig lod indbetale i statskassen.⁸⁵ Det androg 50 mark lodig og to lod solv, svarende til 11 Vi kg solv. Vi stoler pa, at hans optraeden i den erobrede by har vaeret lige sa korrekt. To ar senere under Christian Ill's rettertingsrejse i foraret 1537, da Johan Rantzau gensa Alborg, var han i hvert fald lutter mildhed og sorgede for, at to borgersker modtog forskellige begunstigelser af kongen.⁸⁶

Selv holdt han sig endnu tilbage. Men formodentlig allerede ved denne lejlighed har det vaeret droftet, hvilken ejendom Christian 111 skulle skaenke ham, saledes som skik var, nar feltherren havde erobret en by. I marts 1538 indfriedes loftet, og Johan Rantzau blev ejer af en tilsyneladende statelig og rummelig gard, der havde tilhort Borglum bispestol.⁸⁷ Formodentlig har det vaeret hans agt at opkobe sild og maske ogsa oksne fra denne gard. Hans forbindelse med Alborg blev dog kortvarig. Da han efter delingen af hertugdommerne i 1544 fornaermet kundgjorde, at han trak sig tilbage fra statens tjeneste, solgte han sin gard i Alborg - i ovrigt til sin nieces mand, Oluf Munk, den tidligere Ribe-bisp.⁸⁸

Tilbage at omtale resterer alene de slagne oprorslederes endeligt. Omstaendighederne omkring Hans Wilckens tilfangetagelse kendes ikke, men om Skipper Clement meddelte Johan Rantzau, som allerede naevnt, at han slap ud af byen pa en »klepper«, hvad Paludan-Miiller gengiver ved en »bondehest«. Der levede vitterligt pa Frederik ITs tid en bonde, Esben Nielsen, der nod frihed for alle kongelige afgifter for sin pagribelse af Skipper Clement.⁸⁹ I Johan Rantzaus brev hedder det blot, at bonderne udleverede ham. Af Steinburg-regnskabet ses videre, at hans naere og betroede medarbejder, Claus Sehested, fik overdraget at fore den fangne Skipper Clement til hertugdommerne.⁹⁽⁾

Clementsfejden var endt, men selv i laenket tilstand skulle Skipper
Clement komme til at berede Paludan-Miiller aergrelser. Med god grund

85. G. Galster, Reynold Junges Monstmesterregnskaber s. 5.

86. Kr. Erslev og W. Mollerup, Danske Kancelliregistranter s. 41 f.

87. Sst. s. 60.

88. Danske Magazin 1. Rk. IV, s. 86f.

89. L. Laursen, Kancelliets Brevboger 1566-1570. Kbh. 1896, s. 565, jf. Danske Magazin 3. Rk. I, s. 253f, Kirkehistoriske Samlinger 5. Rk. I, s. 548.

90. Diplomatarium Flensborgense 11, s. 258.

Side 33

mistroisk over for de sene beretningers vidtloftige omtale af Skipper Clements fangenskab og henrettelse tillod han sig i sit vasrk at udtale en stasrk tvivl om, at henrettelsen virkelig forst eksekveredes pa Viborg landsting den 9. September 1536, hvilket Huitfeldt bestemt hcevdede.⁹¹ Men, ak! I dette tilfaelde havde Huitfeldt ret, saledes som Waitz umiddelbartefter fremkomsten af Paludan-Mullers vaerk kunne pavise.'²

Og nu Skipper Herman? Det samme sporgsmal stillede ojensynlig Arild Huitfeldt, og belaert af Skipper Clements ska:bne skal vi nok vogte os for at ytre den mindste tvivl om hans svar. Bonden, der pagreb Skipper Clement, fik overladt en gard i landsbyen Storvorde ost for Alborg til belonning, hvilket - skont sammenhaengen ingenlunde turde vaere indlysende - formodentlig inspirerede Huitfeldt til at henlaegge Skipper Hermans pagribelse og dod til dette sted - »udi Vaarde«, som altsa intet har med det rigtige Varde at gore, hvor Paludan-Miiller og senere historikere oprindelig havde slaet Skipper Herman ihjel.⁹³ Med dette lille mysterium opklaret bor denne hojt fortjente Sorover og urostifter kunne hvile i fred.

Disse betragtninger over Clementsfejden er naturligvis ikke skrevet til forklejnelse af Paludan-Mullers vaerk. »Grevens Feide« vil altid forblive et klenodie i vor historiske litteratur. For forste gang var her givet en videnskabelig fremstilling af et betydningsfuldt historisk forlob, der tillige var formuleret i et kaernefuldt, umiddelbart tilgaengeligt dansk. I nogle optegnelser fra 1856, fa ar efter vaerkets fremkomst, omtaler Paludan- Miiller sit planlagte »opus magnum« om Syvarskrigen, et projekt, hvis udforelse Geheimearchivets vrangvilje forhindrede. Optegnelserne er imidlertid hojst karakteristiske for hans syn pa historieforskningen og belyser ogsa hans arbejde med »Grevens Feide«. Her udtaler han sig staerkt fordommende om sine samtidiges underordnede og ufrugtbare »nyslen« med historien og fnyser ad deres ivrige »bidrageri«, deres samlen af materialer, bearbejdelse af enkeltheder, der atter og atter forbereder en historie, men aldrig udforer den.⁹⁴ Droje hug, som vel de faerreste historikere kan undga at fole sig ramt af!

Idealet, som Paludan-Miiller stillede over for denne »nyslen«, var at

91. C. Paludan-Miiller, Grevens Feide I, s. 287.

92. Se note 82, jf. C. Klitgaard i Vendsyssels Aarboger VI, s. 19, O. Olsen i Festskrift til Astrid Friis s. 195.

93. A. Huitfeldt, Christian Ill's Historie, s. 84.

94. B. Kornerup, Caspar Paludan Miiller. Et udvalg af hans optegnelser og breve. Kbh. 1958, I s. s_lf.

Side 34

skabe vaerker, »der for alvor fremdrog hele det enorme utrykte kildemateriale,gennemforskede det med skarpt indtraengende kritik og sa fremstilledeet omfattende, udtommende, helt og samlet billede ... i en laeselig form«. Deter vel naeppe for dristigt at slutte, at Paludan-Miiller selv mente med »Grevens Feide« at have skabt et sadant vaerk. De store forventninger, han stillede til vaerkets udgivelse, led dog et smerteligt skibbrud. I Danmark hyldedes udgivelsen i en naesten total tavshed, som naeppe udelukkende skyldtes koleraen, og udlandets reaktioner var ikke meget mere opmuntrende. Den danske historikerverden, som - det ma medgives Paludan-Miiller - i vid udstraekning befolkedes af »nyslere« - har formodentlig staet uforstaende eller ligefrem ilde berort over for det nye og storladne i »Grevens Feide«.

Til gengaeld har eftertiden taget vaerket til sig. Som vel ingen anden dansk historiker er Paludan-Miiller blevet genstand for en naesten religios dyrkelse. Et pudsigt udslag af denne dyrkelse er den betagelse af mesterens ydre, som der undertiden gives udtryk for. Ellen Jorgensen citerer en tilhorers erindring orn »lovehovedet, de vilde, rullende ojne under buskede bryn, den statelige skikkelse ...«,⁹⁵ og tilsvarende dvaeler Bjorn Kornerup foruden lovehovedet ved »den tunge, kraftige skikkelse« og »det hvasse, alvorlige blik under de maegtige ojenbryn ...«⁹⁶

Derimod synes det spaendende sporgsmal om, hvornar Paludan-Miiller egentlig undfangede ideen til »Grevens Feide«, og hvor laenge han arbejdede pa vaerket, maerkvaerdigvis end ikke at vaere blevet stillet. Ellen Jorgensen, dansk historiografis übestridt storste navn i dette arhundrede, var dybt forankret i middelalderen. Det forklarer maske, at hun affaerdigede »Grevens Feide« - ganske vist med al mulig anerkendelse - pa mindre end en halv side, der oven i kobet for halvdelens vedkommende optoges af et citat fra forordet - som hun i sit malmfulde sprog kalder fortalen.⁹⁷ Sporgsmalet lader sig heller ikke umiddelbart besvare. Hvis resultatet projekteres tilbage i tiden, kunne Paludan-Miiller laenge og malbevidst have arbejdet pa at skabe sit store vaerk. Men det modsatte kan vel ogsa taenkes: at vaerket i virkeligheden var et lejlighedsskrift, der blev til i storste hast som en frugt af Paludan-Miillers arbejde med at udgive aktstykkerne til Grevens fejde.

Forordet, som Ellen Jorgensen citerede, berorer slet ikke vaerkets til -

95. E. Jorgensen, Historiens Studium i Danmark i det 19. Aarhundredc Kbh. 1943, s. 183 note 2.

96. Se Kornerups forord.

97. E. Jorgensen, anf. arb. s. 181, jf. s. 69 og samme, Caspar Paludan-Miiller, Historisk Tidsskrift 9. Rk. V, s. 390f.

Side 35

blivelse. I det publicerede materiale nasvnes Paludan-Miillers arbejde med det, der skulle blive til »Grevens Feide«, for forste gang temmelig brat i et brev til rigsarkivar Christian Lange i Christiania fra april 1852, hvor han udbeder sig afskrifter af norske aktstykker. Her hedder det: »Der vil med Guds hjaelp nok blive brug for dem, enten i aktstykkerne eller pa anden made«, og senere i brevet ytrer Paludan-Miiller blufaerdigt,men selvbevidst: »De kan nok se, at jeg har et arbejde under hasnder« .⁹⁸ let nyt brev fra august samme ar siges videre: »Jeg har ikke kunnet modsta fristelsen til at forsoge at bearbejde det rige materiale ...« Tidligere endnu, men mere übestemt er et brev til folkeviseforskeren Svend Grundtvig fra februar 1852, hvor han omtaler »min gode ven Meinert von Hamm« (en af Christian Ill's lejetropsanforere) og videre sin formodning om, at der bag Huitfeldts og Krags fremstilling af Grevefejdenhar ligget en faelles kilde fra Anders Sorensen Veclels hand."

Disse ytringer stotter naermest den anden hypotese om vaerkets hastige tilblivelse. Her ma indskydes, at Paludan-Miiller i et forord, som han selv havde indfort i sit eget eksemplar af »Grevens Feide«, og som Olaf Olsen har fremdraget, faktisk giver meget bestemte oplysninger om faserne i vaerkets tilblivelse.^I(K) Ifolge dette hidtil ukendte forord begyndte Paludan-Miiller i vinteren 1850-51 pa et forarbejde, »Danmark, Lybek og Nederlandene 1532-1536«, der aldrig udkom, og skrev fra efteraret 1851 pa det egentlige vasrk. Det stemrher jo smukt med ytringerne til Svend Grundtvig og rigsarkivar Lange fra 1852, hvor Paludan-Miiller altsa har arbejdet pa hojtryk med sit vaerk. Forordet til 1. bind er dateret juni 1853, og bogen udkom i slutningen af juli.

Deter i denne sammenhaeng umuligt at komme ind pa Paludan-Miillers private forhold, der bl.a. indebar flytningen fra overlaererstillingen i Odense til rektoratet i Nykobing i sommeren 1853, midt under vaerkets udgivelse. Men hvis »Grevens Feide« er blevet til inden for dette - ikke mindst i betragtning af Paludan-Miillers ovrige virksomhed - uhyggeligt korte tidsrum, sa harder i sandhed vaeret tale om en overmenneskelig praestation, der ogsa rent fysisk ma aftvinge den storste beundring. Vovemod, kraefter og stalnerver i forening ma virkelig have besjaelet ham - maske et levn fra opvaeksten i »vild tummel« i kapertidens saltvands- og blodbestaenkte Kerteminde, saledes som Paludan-Miiller selv senere antydede det i sine selvbiografiske optegnelser.

98. B. Kornerup, anf. arb. 11. s. 162ff.

99. Sst. s. 159f.

100. O. Olsen i Festskrift til Astrid Friis s. 186.

Side 36

Til beroligelse for mindre stalsatte gemytter kan dcr imidlertid ogsa fores argumenter i marker), der taler for den forste hypotese om vaerkets langstrakte, malbevidste tilblivelse. Paludan-Miiller vogtede skinsygt over sit videnskabelige arbejde. Navnlig arbejdet med »Grevens Feide« synes han at have omgaerdet med stor hemmelighedsfuldhed. Olaf Olsen har traeffende karakteriseret hans sarbarhed og aengstelse, da vaerket udkom, og hans - i eftertidens ojne - lidt komiske stasdighed til det absurde, nar andre forskere anfaegtede detaljer i hans fremstilling. Disse smatraek illustrerer datidens akademiske klima, men vel ogsa de ambitioner Paludan-Miiller naerede med sit vaerk, og som indirekte kan udlasses at det.

Emnet, han havde valgt, var hojaktuelt. Juli- og februar-revolutionerne havde fort til en litteraer bolge af revolutionise vaerker. Som ung adjunkt ved Odense Kathedralskole havde Paludan-Miiller selv udgivet et fortrinligt skrift om den romerske frihedshelt Cola de Rienzo, som Wagner senere gjorde til hovedfiguren i sin forste opera."" Tanken om et lignende aktuelt skrift med nordisk emne kan Paludan-Miiller saledes have nasret i mange ar - teoretisk set siden 1835, da han vanned til at stifte en komite til oplysning om slaget ved oksnebjerg."⁾² Efter disputatsen i 1840 har han haft mulighed for at arbejde videre med tanken. I 1843 blev der nedsat et udvalg under Fyens Stifts literaere Selskab, som skulle foretage historiske undersogelser om oksnebjerg-slaget, og hvoraf Paludan-Miiller blev medlem.¹⁰³ Det var disse undersogelser, der forte til planen om at udgive en samling aktstykker til hele Grevefejdens historie. I September 1848 - midt i krigsefterretningerne og mens Paludan-Miiller beredte sig til at deltage i rigsdagen - forlyder det, at han beskaeftigede sig med denne kildeudgave og indhentede materiale fra arkivet i Schwerin.¹⁰⁴

Paludan-Miiller var meget staerkt engageret i 1840' ernes store politiske omvaeltninger. Men mon dog ikke han har set sit snit til lejlighedsvis at absentere sig fra den grundlovgivende forsamling for at frekventere Geheimearchivet? Forhabentlig vil fremtidig forskning kunne afklare sporgsmalet. Indtil da vover vi formodningen om, at »Grevens Feide« allerede i 1840' erne tog form i Paludan-Miillers tanker.

101. C. Paludan-Muller, Cola de Rienzo. Odense 1838.

102. B. Kornerup, anf. arb. 1, s. XXIV.

103. C. Paludan-Muller, Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid I, s. VII.

104. B. Kornerup, anf. arb. 11, s. 154.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 14 (1981 - 1983) 1

Clementsfejden og Caspar Paludan-Müller