Besaettelsestidens historie er fuld af paradokser og haendelser, som det kan vasre svasrt at forklare en undrende eftertid. Hor her, hvad en elev pa officersskolen har berettet om 9. april: »Da den forste tyske kolonne fra Roskilde passerede Frederiksberg Slot pa vej ind i hovedstaden, dansede vi menuet i skolens gymnastiksal under ledelse af civil danselaerer - og uden deltagende damer. Stemningen og folelserne i denne situation kan naeppe beskrives med ord« (s. 72). Man forstar godt den lammelse, der kunne indtraede, og som fik en anden elev pa reserveintendantskolen til at vidne: »Vi i sommeren 1940 var da helt ophort med at taenke. Vovede en sig ud i betragtninger over situationen, blev han ret brutalt kaldt til orden af sine kammerater med et: »Hold kaeft«.' Sadan reagerede man altsa pa den skole; pa officersskolen var der nogle, som meldte sig ind i DNSAP i fortvivlelse over og i protest mod det system, som havde vanrogtet forsvaret. I oktober 1942 sa man hasrens chef, generallojtnant Ebbe Gortz, skridte fronten af, inden Frikorps Danmark afgik til ostfronten, 2Vi ar efter den samme general med frihedskaemperarmbind, idet han 8. maj 1945 af Frihedsradets komimandoudvalg fik overdraget kommandoen over modstandsstyrkerne, mens frikorpsfolkene matte vandre i faengsel.

Eller hvad mener man om mytteriet pa minestrygeren »Soridderen« 10. marts 1943, som forfatteren omtaler (s. 143)? I Storebaelt overmandededet vaernepligtige mandskab sammen med tilrejsende kammerater skibetschef og de ovrige befalingsmaend for at sejle til England. Da man blev klar over, at der var langt til England, aendrede man kurs og gik i stedet i land i Sverige i en redningsbad. Skibets chef, orlogskaptajn Prip, blev omgaende afskediget for ikke med magt at have stoppet mytteriet, fordi dette kom pa tvsers af forhandlingspolitikken. De patriotiske mytteristerblev vel optaget i Den danske Brigade, men kun med moje, thi de

---

1. H. Maegaard Nielsens levnedsberetning 1960 (Ordenskapitlet).

havde jo begaet en lovstridig handling for at komme til at bekaempe
besaettelsesmagten! Efter krigen blev orlogskaptajn Prip rehabiliteret,
udnaevnt til kommandorkaptajn og dekoreret.2

»Soridder«-affaeren er prototypen pa besaettelsestidens tvetydighed. For dem, der har annammet Matthaeus 5,37 »Eders tale skal vaere ja, ja, nej, nej, hvad der er ud over dette, er af det onde«, ma vaernenes historie under besaettelsens kar vaere af det onde. Deter forfatterens store fortjeneste, at han uforfaerdet har sat sig for at saette skik pa dette morads af modstridende synspunkter og spegede haendelsesforlob, som til den dag i dag har sat gemytterne i kog.

Udenværkerne

Der er ingen oplysninger noget sted i bogen om, hvad omslaget viser. En übefaestet sjael kan tro, at det forestiller to danske officerer, hvoraf den ene er general Gortz, som forer en gruppe usoignerede tyske soldater og en enkelt civilist ind til afhoring. Deter dog ikke rigtigt. Palidelige kilder har oplyst, at det forestiller Gortz og oberst Bodenhoff-Olsen, da de den 9. april 1940 om morgenen blev losladt efter tidligere at vaere blevet fanget af tyskerne og for en stund interneret i Kasrellet bl.a. sammen med indenrigsminister Bertel Dahlgaard. Billedet er taget af en tysk fotograf og brugt i propagandaen. Noget ganske andet er sa, at et billede af denne karakter ikke er daekkende for bogen som helhed.

Dernaest nogle uformelle bemaerkninger. Selv om man ogsa i akademiske kredse moder tendenser til sprogligt forfald, er det dog vigtigt og ma kraeves af den disputats, at den er skrevet i et korrekt og sobert sprog. Det synes jeg, den foreliggende afhandling er. Forfatterens pen er let lobende, men den er ogsa bred. Afhandlingen ville bade indholdsmaessigt, og hvad angar formen, have vundet ved, at den, om jeg sa ma sige, havde vaeret igennem maskinen en gang til for at blive strammet, og for at visse sproglige kuriosa kunne vaere undgaet.

Hvad menes der f.eks. med udtryk som »en bredt udformet beslutningsproces« (s. 171), »vaernenes strukturelle ressourcer« (s. 26), »latent parat« (s. 58), »sla et hul i den styrke, der var til radighed« (s. 46) eller helt uforstaeligt: »Gortz' og Lunns fortolkning af ordren er her givet i overensstemmelse med regeringens

---

2. S. 466 siger forf., at Prip blev delvis taget til nade. Han indtradte rigtignok i 1945 kun i scvaernets reserve, men efter eget onske, da han havde faet en civil stilling. Han blev R. af D. 9.5.1952.

malsaetning« (s. 69); der menes formentlig givetvis. Samme side veksles der mellem imperfektum og historisk praesens. S. 35 siges det, at nazisten Einar Jorgensens aktion 9.4. ingen stotte modte »hos Fr. Clausen, endsige hos tyskerne, der sa vidt vides ikke engang blev bekendt med episoden«. Nej, men sa havde de jo heller ikke nogen mulighed for at stotte!

S. 73 hedder det, at »vaernene var ansvarslose«, og man kan et andet sted fa det indtryk, at det var tyskerne, som samlede den lille generalstab pa Marienlyst (s. 155). Pudsigt virker det at fremhaeve, at Vilh. Buhl bar knaekflip (s. 166) - det var der faktisk en del af hans samtidige, der gjorde, uden at det ses at have haft nogen indflydelse pa historiens gang. I en raekke tilfaelde introducerer praeses ganske uformidlet personer og tilstande, om hvilke vi intet har hort. F.eks. optraeder s. 62 en Quistgaard, som vi ma gaette os til, hvem er. S. 115 omtales politiplanen for Jylland, for vi har faet en regulaer skildring af forudsaetningen, nemlig det danske militaers romning af Jylland. S. 181 optraeder en grev Raben- Levetzau. Det var af interesse at fa sat et fornavn pa, for der var flere af dem - og en var temmelig meget pa den forkerte side. S. 207 dukker begrebet »Elverhoj« op, men forst s. 236 far laeseren at vide, at det ikke er Heibergs skuespil, men et maritimt organ, der laegger illegale planer, men aldrig praecist, hvad det var. Det samme gaelder Detachement D, som forste mange sider efter, at deter dukket op, bliver forklaret (s. 224, 248). Helt forvirrende er navnet Bennike, som optraeder uden fornavn. Der var hele fire officerer Bennike, der virkede under krigen (Helge, Vagn, Ove og Helges son Erik).

Om de radiofoniske forhold i Odense horer vi (s. 243), at der var en 25 watt station i Sukkergarden, mens der var kortbolgesendere i K.obenhavn. Hvad er forskellen? S. 258 optraeder en Mr. Brewer, som ikke engang forklares i det nodtorftige personindeks.

Lidt storre kendskab til personerne ville i nogle tilfaelde fa brikker til at falde pa plads. Det gaelder f.eks. generallojtnant W. W. Prior = William Wain P. Han var barnebarn af Burmeister og Wains engelske halvpart og bl.a. derfor staerkt angelsaksisk orienteret, hvad der er med til at forklare hans afsky, da det trak op til, at haeren skulle fange britiske faldskaermsfolk.

Det ville ogsa vasre onskeligt, om forfatteren var mere praecis med sine stillingsangivelser netop i et vaerk, hvor vaernenes kommandoforhold spiller en ikke übetydelig rolle. Det gaelder f.eks. s. 29f, hvor Rechnitzer, Briand de Crevecoeur, C. Hammerich og A.H. Vedel optraeder uden stilling, skont den forste var viceadmiral, den sidste kommandorkaptajn og de to andre kontreadmiraler, hvad der ikke er uinteressant, da kommandorkaptajnen sprang til kontreadmiral og dernaest til viceadmiral i lobet af en manedstid. Navne er ikke altid stavet rigtigt som Bjornsholt (s. 299) og Bussenius Larsen (s. 323).

Jet er helt pa det rene med, at de her papegede forhold ikke er af central betydning, men det efterlader indtrykket af, at praeses som sagt ikke har finpudset sin store bygning. Dette indtryk bekraeftes i nogen made af en raekke unojagtigheder vedr. egentlige sagsforhold.

S. 27. Redegorelsen for krigsministeriet, generalkommandoen og generalinspektorerne er unojagtig og misvisende. F.eks. var krigsministeriet komrnandoorgan pa hele personaleomradet (forfremmelser osv.). Ikke Leschly, men C. Jacobsen fungerede efter Priors afgang som aeldste general som chef for GK fra juni til august 1941; Leschly var en kort periode vikar for Jacobsen.

S. 29. »Krigsapparatets vigtigste dele« er heller ikke korrekt. Opstillingen
svarer hverken til den i Handbog for haeren eller Hof- og statskalenderen.

S. 68. Generalitetet var pa 10 mand, som delte sig ikke i to, men i al fald i tre
opfattelser. Den tredje var at acceptere det tyske onske om at bekaempe engelske
faldskaermsfolk, men i givet fald at naegte at udfore ordren.

S. 69. Schlichtkrull var ikke palaeforvalter (for et ar senere), men som aeldste
adjudant en slags kontorchef i adjudantstaben og derfor velorienteret.

S. 72 hedder det, at det kun var fa, som oplevede dagen »under noget, der lignede dramatiske omstaendigheder«. De (vi), og det var mange, der var vidne til de tyske overflyvninger ved daggry den 9.4., vil vist ikke vaere enig med forfatteren. Det oplevedes som dramatisk og rystende, selv om der ikke faldt bomber, men kun et »oprop« pa cirkusdansk.

S. 74. Staunings erklaering blev ikke godt modtaget af Prior og officerskorpset. Tvaertimod, da Stauning sagde: »... civilpersoner synes at formode, at militaeret har svigtet sin pligt, da de tyske tropper rykkede ind i landet. Der er ikke i den henseende grund til bebrejdelser over for den danske militaermagt...« Altsa for! (mine udhaevninger. T.K.)

S. 75 naevnes det, at generalkommandoen fik lov til at udsende et mindetegn til
deltagerne i kampene den 9.4. Et enkelt eksemplar af dette tegn blev vel slaet af
Den kgl. Mont, men det blev aldrig uddelt.

S. 79. Er det rigtigt at pasta, at de vaernepligtige i 1942 pludselig viste en positiv indstilling? De danske soldaters kampiver og mod den 9.4. kan man da ikke se bort fra. Det ville i ovrigt vaere interessant af fa udredet, hvad der betingede de vaernepligtiges indstilling efter 9. april.

S. 129f. siges det, at efter 15.11. 1942 matte ingen dansk officer opholde sig i
uniform i Jylland. Deter ikke helt rigtigt, idet ingeniorofficeren, kaptajn Scholler
og en bygningsdistriktschef forblev i Jylland i uniform.

S. 149 tales der om repressalietrusler over for de officerer, som ikke meldte sig
til internering 29. august. Man kan ikke se, hvorfra disse trusler i givet fald kom. I
ovrigt bestrides det, at sadanne trusler fremkom. Hvad er dokumentationen?

Oberst Jens Peter Petersen er ikke identisk med den tyske luftattache. Der var
faktisk en anden Petersen, som var ostriger, og det var ham, der var chef for
Stalag.

S. 151 skriver forfatteren, at der under interneringen af de danske officerer
kun var et flugtforsog, men hvad med den omfattende flugt i Odense?

S. 157. T.K. Thygesen havde forladt krigsministeriet 30.11. 1942 og var blevet
ansat ved 1. reg.

S. 192 tales der om franske tropper, hvor der menes tyske.

S. 270 er det forkert, at Chr. Bro indtradte i Fynsledelsen, det var alene
byledelsen.

S. 363 er det ikke rigtigt, at politikerne havde reserveret sig justitsministeriet.
Det tilfaldt en af modstandsbevaegelsens mest aktive jurister, Busch-Jensen, der
ganske vist senere blev socialdemokratisk politiker.

S. 372 anvendes udtrykket »mandskabet« gait. Det omfatter nemlig ikke befalingsmaendene.

S. 538 ma den fremtraedende modstandsmand Ole Lipmann lide den tort at
optraede under navnet Lindemann, den tyske general.

Maske er det gaet lidt for hurtigt for forfatteren, hvad der er en skam, da sadanne unojagtigheder svaskker indtrykket af trovaerdigheden. Han burde have ladet en militaer sagkyndig laese manuskriptet igennem. Pa den anden side ma det understreges, at vaerkets data i almindelighed er palidelige.

Men nu til det, hvorom det drejer sig.

Kildematerialet

Deter et stort og diffust kildemateriale, der har staet til forfatterens radighed. Deter en blanding af andres arbejder, samtidige aktstykker og sene beretninger. Hvad de trykte fremstillinger angar, kunne en anvendelse af den omfattende tyske litteratur have fort til en afprovelse af de formodninger, forfatteren fremforer vedrorende de tyske instansers overvejelser (s. 98, 100).

Af stor betydning for afhandlingen har det vaeret, at forfatteren som den forste har haft fuld og uindskraenket adgang til det sakaldte Stockholmsarkiv, der pa grund af dets indhold af vaesentlige samtidige akter udgor et veerdifuldt kildemateriale. Det gaelder ikke mindst »Pilken«, der er betegnelsen for den illegale teleforbindelse mellem Malmo og Charlottenlund fra juni 1944. De signaler, der gik over denne, blev skrevet ned. Stockholmsarkivet har vaeret i en darlig og uordnet stand, hvortil kom, at en del af det var i kodesprog. Derfor har forfatteren vaeret afhaengig af den hjaelp, som P.A. Morch, Per Winkel, Jutta Graae og Ruth Philipsen har kunnet yde m.h.t. ordning og dekodning. Der er grund til at yde disse fire al mulig honnor for deres historiske sans.

De var alle meget aktive aktorer, og det kan naturligvis give anledning til principiel bekymring, at deter dem, som udforer dette arbejde. Sker der en »frisering« i lyset af senere oplevelser og aendrede opfattelser? Forfatteren skriver s. 400, at det naeppe har vaeret tilfaeldet med Stockholmsarkivet,og jeg er tilbojelig til at give ham ret, dels fordi jeg tvivler pa, at de naevnte ville foretage en »frisering«, dels fordi en sadan naesten ikke kan skjules. Noget andet er sa, at der savnes en eksplicit diskussion af dette efterretningsarkivs udsagnskraft vurderet i lyset af dets tilblivelsessituation

sessituation- ud over den implicitte vurdering, der lobende finder sted i
noterne. Ikke mindst havde jeg gerne set en nojere analyse af »Pilken«
som historisk kilde.

Et andet problem er, at en forfatters naere samarbejde med sine kilder
kan medfore, at disse pavirker ham. Efter mit skon har forfatteren overvundet
denne vanskelighed.

Alt i alt mener jeg, at afhandlingens kildegrundlag er forsvarligt. Ud over Stockholmsarkivet, der er vigtigt til daekning af den illegale side, har forfatteren brugt de officielle ministerielle arkiver, suppleret med tyske og britiske akter. Han har tillige udnyttet en lang raekke af kombattanternes private arkiver.³

En saerlig problematisk kildegruppe udgores af de beretninger og interviews, som forfatteren omtaler s. 407-13. Han vurderer ret hojt de indberetninger, som generalkommandoen indkaldte tjenstligt i perioden fra december 1945 til februar 1946. Forfatteren siger, at »disse beretninger har vaeret af stor betydning for bl.a. fremstillingen af officerernes deltagelse i den illegale haer, specielt i de ret hyppige tilfaelde, hvor et egentligt arkivmateriale har manglet«. Men dog giver forfatteren end ikke antydningsvis en vurdering af ophavssituationen. Man ma sporge, om ikke disse beretninger til dels er farvet af tilblivelsestidspunktet? Er det ikke menneskeligt at antage, at modstandsbevaegelsens popularitet har kunnet praege en og anden officers beretning, nar han sad og bed i pennen ved julelampens skaer i 1945? Forfatteren burde for sin egen og laesernes skyld have overvejet dette problem.

Til gengaeld er han meget negativ over for de supplerende beretninger, som i 1968 og 1973 for henholdsvis marinens og haerens vedkommende blev indsamlet hos samtlige faste befalingsmaend - modsat indsamlingen 1945-46, der var selektiv, idet den kun omfattede officerer i kommandopositioner,som efter generalkommandoens skon var vigtige for modstandsarbejdet.I 1968 og 1973 er der altsa tale om alle faste befalingsmaend.Burde det ikke give anledning til kildemaessige overvejelser? Forfatterenskriver, at »formalet med beretningen ma for beretteren fremsta

---

3. M.h.t. arkiverne vil jeg dog sporge, hvorfor forfatteren ikke har brugt viceadmiral Rechnitzers arkiv? Af note 18, s. 445 fremgar, at der er benyttet et manuskript af Rechnitzer, som ligger i viceadmiral Vedels arkiv. Men i Rechnitzers arkiv findes et meget fyldigere materiale. I note 17 citeres viceadmiral Konows brev af 28.4.1925 vedr. Rechnitzers udnaevnelse til kontreadmiral. Om hele det problem kan lasses meget mere i Konows erindringer - en beklagelig undladelse, da disse er udgivet af doktorandens anden officielle opponent!

som tjenstligt orienteret«. Jeg er ikke enig heri, da en stor del af beretningerneer affattet af pensionister, hvad forfatteren selv naevner, samt af officerer, som enten var kommet i slutstilling eller blevet »sprunget«, som det hedder.⁴ Jeg har laest en del af disse sene beretninger. Der er vel bade efterrationaliseringer, erindringsfejl og pavirkninger fra historiske fremstillinger af besaettelsestiden, men de er blevet til i en meget roligere fase bade for nationen som helhed og for den enkelte beretter, der som naevnt nu vidste, at hans avancementsmuligheder var udtomte. Det forekommermig derfor, at disse beretninger er mere abne og kritiske over for foresattes dispositioner og i ovrigt mere proportionsbevidste. Det ville have vaeret onskeligt, om forfatteren havde anstillet nogle betragtningeraf denne karakter, da han formentlig bedre end de fleste vil vaere i stand dertil.

Jeg ved meget vel, at der blandt historikere er en tyrkertro pa, at de samtidige kilder bor saettes over sene beretninger ad modum: Det, der ikke er i de samtidige akter, er ikke. En maksime, der fastholdes, skont der er mange eksempler pa, at sa enkelt er det ikke. Tasnk blot pa C.N. Davids forfalskede, samtidige dagbog fra 1863 og hans sandfasrdige, men unojagtige beretning en halv snes ar senere. Sa vidt jeg kan bedomrne, styrer forfatteren i almindelighed uden om dette skaer, men ikke helt.

S. 323 omtaler han et vigtigt mode 2. juni (det ma vaere 1944: beklageligvis anforer doktoranden kun datoer, mens man ma lede efter arstallene) et mode om den omstridte vabenfordeling med Frode Jakobsen og, hedder det, »en raekke af marinens folk«. Blandt dem naevnes Bussenius Larsen, som ikke var Soofficer. Det siges videre, at »vi er uden naermere kendskab« til modet. Deter mig übegribeligt, at forfatteren ikke har spurgt de levende aktorer. Generalmajor Bussenius Larsen, eller Sofus, som hans daeknavn var, lever i bedste velgaende og haevder over for mig, at han ikke vanned ved et sadant mode hverken med de naevnte personer eller vedrorende det naevnte emne.⁵

---

4. I 1973 var de yngste berettere i slutningen af 4()'rne. M.a.o. vidste stort set alle officerer, som havde gjort tjeneste under besaettclsen, at de nu ikke kom kengere.

5. Af Stockholmsarkivet: Litteraturselskabet »Bibliophil«. A.22 hedder det under 3. juni i folgende signal fra translator Prom: »Bib!ioteksmodet afholdtes i gar mellem hr. Ravn, Davids efterfolger, hr. Jim, ingenior Lund og Eigil Larsen samt Silden, der blev tilkaldt lidt senere«. Davids (d.v.s. Truelsens) efterfolger som E-chef var faktisk Bussenius Larsen, der imidlertid byggende pa sin hukommelse fastholder. at han ikke var med ved modet; at Prom naeppe selv vanned, bygger (ifolge 8.L.) pa en fejlagtig andenhands oplysning. Roslyng-Jensen sstter den samtidige kilde over Bussenius Larsens sene erindring. En konfrontation mellem aktor og historiker kunne muligvis bidrage til en opklaring.

Deter overhovedet samtidshistoriens store fortrin, at aktorerne lever og kan give deres besyv med, som vi ogsa har hort det i dag. Deter en risiko, den historiker, som beskaeftiger sig med sysselprovsterne i middelalderen, ikke udsaetter sig for, thi de er alle dode og kan ikke protestere. Savidt jeg kan se, har forfatteren kun talt med otte aktorer, og deter efter min mening for fa.⁶ Forholdet er jo ogsa, at der under samtaler med aktorer ofte dukker nyt samtidigt materiale op.

Hvorfor har forfatteren ikke vaeret lidt laengere omkring? Jeg har pa fornemmelsen, at unge samtidshistorikere er en smule aengstelige for at konfronteres med aktorerne, hvad jeg for sa vidt udrnaerket forstar, jf. mine indledende bemaerkninger. Men de bor overvinde denne frygt. Forfatteren kunne uden skade have dyrket de levende aktorer mere intenst. Jeg tror ikke, det havde aendret fremstillingen vaesentligt, men det havde gjort den mere nuanceret og mere levende, hvor den nu ofte er afdramatiseret - naesten i P. Munchs tonlose stil.

Pa trods af disse indvendinger ma der dog ikke herske tvivl om, at forfatterens kildebehandling er fuldt forsvarlig og redelig. Ved de stikprover, jeg har foretaget, har jeg ikke kunnet konstatere naevnevaerdige tilfaelde af fejlagtig kildeudnyttelse og ej heller udeladelser, som pa va> sentlige punkter ville aendre afhandlingens resultater.

Metode

I indledningen laegger forfatteren op til en sociologisk behandling af sit emne. Han har overtaget C. Levi-Strauss' begrebsapparat og taler derfor om modstandsbevaegelsen som en samfundsforandrende kraft. Deter der grund til at saette et sporgsmalstegn ved.

Hvad er det for mal, de samfundsforandrende faktorer har sat sig? (s.
10).

Modstandsbevaegelsen onskede efter min mening tvaertimod at bevare det eksisterende demokratiske system - men heist med en anden indstillingtil forsvaret - nar krigen var forbi. Derfor er jeg enig i den opfattelse, der taler om besaettelsen som en parentes. Lige netop bortset fra en aendret udenrigs- og forsvarspolitik fra 1949 fortsatte jo alle politikere og embedsmaend fra for 1940, og udbygningen af velfaerdsstaten fortsatte efter de retningslinjer, der var fastlagt for krigen. Jeg er derfor ogsa enig

---

6. S. 354 filosoferer forfatteren over, om Ole Lipmann har troet pa en allieret invasion. Hvorfor ikke sporge ham?

med forfatteren, nar han allerede s. 11 slynger sin konklusion ud: at der
var tale om et stabilt militaert underordningsforhold til de civile politiske
beslutningstagere, om end der dog var vaesentlige undtagelser.

I kapitlet »Den militaere institution« siger forfatteren, at han vil opstille »karakteristiske traek ved militaeret som social institution, herunder specielt det militaere personels fremherskende vaerdier og en evt. saerlig »militaer ideologi««. Og der tales videre om, at »gennemgangen vil ske pa grundlag af den militaersociologiske litteratur«. Efter min mening lever forfatteren kun op hertil i dette indledende kapitel - resten af vaerket er en almindelig, handvaerksmaessig solid traditionel historisk-kronologisk fremstilling. Og godt det samme, for der er grund til at anfaegte de militser-sociologiske forestillinger, nar det gaelder det danske forsvar 1940-45.

Allerede i definitionen af »militaeret« som »havende med organiseret voldsanvendelse at gore« som regel over for andre stater antydes en aggressiv holdning, som ikke gaelder for dansk forsvar, der var udprasget defensivt.

Deter vel rigtigt, at vaernene er opbygget hierarkisk, nu ikke blot med hensyn til magt, autoritet, status og privilegier, men ogsa med hensyn til ansvar, hvilket ikke anfores, skont netop ansvaret er vaesentligt. Deter vel ogsa rigtigt, at vaernene var styret af en bureaukratisk organisation, men deter en utilladelig forenkling, nar forfatteren ojensynlig med tilslutning skriver, at »en bureaukratisering som regel fjerner folelsesmaessige eller personlige elementer fra organisationens administration og ovrige virke«. Og senere s. 14: »Officeren er i hoj grad afhaengig af organisationen, og som regel derfor ogsa konform i sin adfaerd og loyal overfor organisationen«.

Jeg synes ikke, denne beskrivelse passer pa veernene for og efter 9. april 1940. For sa man chefen for haeren, generallojtnant E. With og chefen for sovaernet, viceadmiral H. Rechnitzer skaendes for abent taeppe og begge soge at underminere hinanden over for politikerne. Og disse to personers og to vaerns interessekonflikt forplantede sig langt ned i organisationen.Men ikke nok med det, i hvert vaern var der dybe interne modsaetninger. Rechnitzer havde mange fjender fra sin udnaevnelse i 1932, og bedre stod det ikke til i haeren, hvor generalkommandoens chef. With, la i krig med krigsministeriet, hvis chef var generalmajor Stemann. Oberst Helge Bennike, der i 1930'rnes slutning var chef for generalstabsafdelingen,skriver saledes i sin levnedsberetning fra 1942, at »det, der savnedes var en staerk centraliseret magt —«. Og han vidner videre, at generalstabschefens (Priors) saglige viden hjalp kun lidt over for generallojtnantWiths. Priors stilling blev reduceret »til en lydig og loyal kontormedhjaelpers«.Efter

medhjaelpers«.Eftermin vurdering var kommandoforholdene navnlig i haeren for 1940 praeget af et vaev af intriger, der bl.a. umuliggjorde faelles ovelser mellem haer og sovaern. Forfatterens model er - sagt i al elskvcerdighed - en papirtiger, nar det gaelder de danske vaern for 1940. Dybest set var deres holdning vel praeget af, at hestene bides, nar krybben er torn.

Efter 9. april fortsatte disse uoverensstemmelser. Rechnitzers officerer gjorde pa det naermeste mytteri, og i haeren var der stor uenighed om, hvorledes man skulle forholde sig, hvad bogen til fulde godtgor. Taenk pa de officerer, der gjorde opror mod hierarkiet pa forskellig vis: Scholler, Ejby Nielsen, Hojland Christensen, Helge Bennike, der forte sit regiment til Sverige, og odensegrupperne. Nar der tales om militaeret som et lukket system, gaelder det naeppe efter 1940, hvor ikke blot »Folk og Vaern« stiftedes, men hvor der dyrkedes terraensport med civilister. For resten gjorde den almindelige vaernepligt og reserveofficerssystemet vel ogsa deres til, at systemet ikke var slet sa lukket endda.

De fern elementer⁷, den svenske sociolog Bengt Abrahamson opstiller som daekkende for en saerlig militaer »ideologi«, er efter min mening heller ikke karakteristiske for de danske vaern, men snarere for f.eks. franske officerer. Deter jo i vore dage p.g.a. den offentlige sektors vaekst blevet en almindelig opfattelse, at de offentligt ansatte kun - eller naesten kun - har i tankerne at oge deres eget omrade. Det kan vel ikke ganske afvises. Forfatteren overforer den opfattelse til vaernene, idet han anforer, at militaer alarmisme (d.v.s. troen pa, at vi far krig) haenger noje sammen med onsket om at fa ogede ressourcer, hvilket »er af selvindlysende interesse for dette forsvars udovere«, sa ser forfatteren forbi sadanne begreber som kald og idealisme. Jeg ved godt, at de er naesten dode i dag i et samfund, hvor omsorgsmedarbejdere i en strejke udsaetter de evnesvage for vanrogt, hvor laegerne nedlaegger arbejdet til skade for patienterne, og hvor politiet pludselig angribes af influenza, men jeg mener faktisk, at danske officerer var praeget af en idealisme og tro pa en sag, mere end de provede at sorge for personlig fordel. Hvordan kunne de ellers udholde at vaere officerer i 1930'rnes Danmark?

S. 18 skriver forfatteren, at de officerer, som havde den mest direkte kontakt med det indkaldte mandskab, i hojere grad udviste autoritaere kendetegn end officerer med sma direkte kommandoforpligtelser. Jeg kan anfore mange eksempler pa, at det modsatte var tilfaeldet, f.eks. viceadmiralerne Kofoed-Hansen og Konow og generallojtnant With.

---

7. Nationalisme, pessimisme, alarmisme, konservatisme, autoritaerisme (s. 18).

Der er mange andre uholdbare generalisationer i indledningen som f.eks. s. 22, hvor der tales om, at »milit;eret ofte vil stotte den potentielt staerkeste gruppe, den gruppe, der har storst udsigt til at byde militaeret et ordnet og effektivt samfund 0.5.v.« Ja, ofte, men ikke altid, far sa skulle vaernene jo efter 1. verdenskrig herhjemme have kastet sig i armene pa S og R, men se om de gjorde det - og hvad er sa den vidtloftige sociologisering vaerd, nar den pa vaesentlige punkter ikke passer pa danske forhold?

I stedet for denne sociologiske approach ville det formentlig have vaeret mere frugtbart, om forfatteren havde sogt inspiration i den litteratur, som foreligger om vaernenes holdning til de politiske beslutningstagere i andre europaeiske lande.⁸ Ved at anvende et sociologisk udgangspunkt kommer bogen til sa at sige at se vaernenes historie indefra og pa vaernenes praemisser. Forholdet til politikerne behandles i bogen, men dens problemstilling burde vasre vendt om, sa at udgangspunktet havde vaeret politisk, nemlig hvorledes sa regeringen og de samarbejdende partier pa vaernene for den 29. august 1943, hvorledes brugte de dem? Og hvordan styrede Buhls skyggeregering vaernene efter 29. august? Ved at dreje bogen pa denne made ville den ikke i sa hoj grad vaere blevet styret af kilderne, som det nu er tilfaeldet, og dens vaesentligste resultater havde staet klarere. Til gengaeld var den naeppe kommet til at hedde »Vaernenes politik - politikernes vasrn«, men kun det sidste, medmindre man haevder, at det ingen politik at have dog er en politik.

Afgrænsning

Forfatteren har palagt sig selv en raekke begraensninger. Han har saledes undladt al omtale af de militaere begivenheder 9. april 1940 og 29. august 1943, ligesom det efterretningsarbejde, som i meget vaesentlig grad lededesog udfortes af officerer, er helt udeladt. Det skyldes, at 1940 og 1943 er udforlig behandlet, og efterretningstjenesten far forhabentlig snart sin monografi. Men deter nu pa en made synd for vaernene, thi skont der skete militaere fejl i 1940 og 1943, vistes der ogsa pa den slettest tasnkelige baggrund bade initiativ og kampvilje. Taenk pa fladens Scenkning i 1943 pa viceadmiral Vedels foranledning. Selv om bogen er omfangsrig, ville jeg have brugt nogle fa sider herpa, dels fordi de fik betydning for det psykologiske klima i vaernene under besaettelsen, dels fordi mange laesere

---

8. Se f.eks. Adrian Preston (ed.): General Staffs and Diplomacy before the Second World War (London 1978).

sikkert kun vil laese Roslyng-Jensens bog, hvis de vil vide noget om vaernene under besaettelsen. Deter ogsa, om jeg sa ma sige, synd for vsernene, at al omtale af efterretningsarbejdet er udeladt, fordi det efter alt at domme var en betydelig krigsmaessig indsats, som ogsa vurderedes derefter af de allierede. Jeg mener godt, at forfatteren - uden at ga sin kollega i bedene - enkelte steder kunne have henvist til efterretningsarbejdet,sa at man ikke glemmer dets eksistens. Eksempelvis forekommer det mig svaert at vurdere officerskorpsets loyalitet over for forhandlingspolitikkenog den overste haerledelse uden at inddrage den tidligt pabegyndteantityske, militaere efterretningstjeneste, og en stor del af praeses' bestraebelser gar jo netop ud pa at vurdere dette forhold.

9. april 1940

Begivenhederne 9. april efterlod, som vi alle ved, vaernenes befalingsmsend i en tilstand praeget af harme og bitterhed - folelser, som navnlig vendte sig mod de politikere, der stod som eksponenter for den forte, opgivende linje, d.v.s. isaer udenrigsminister P. Munch og forsvarsminister Alsing Andersen. Bade harmen og bitterheden er forstaelig. Men aldrig sa snart besaettelsen var en kendsgerning, matte officererne bide skammen i sig og ga ind pa forhandlingspolitikkens vilkar.

S. 32 refereres det, hvorledes man kl. 9.30 d. 9. april hos forsvarsministeren droftede de instrukser, der skulle tilstilles vaernene pa grundlag af de 13 krav, som besaettelsesmagten havde stillet. I punkt 2 kraevedes, at de militaere myndigheder skulle indga i et »loyalt samarbejde« med besaettelsesmagten. Men denne ordlyd blev aldrig videregivet til haerens og sovaernets afdelinger. Kaptajnlojtnant F. Bussenius Larsen og hans kolleger, som i krigsministeriet konciperede meddelelserne, aendrede nemlig uden bemyndigelse ordene »loyalt samarbejde« til »gnidningslost forhold«, hvad Alsing Andersten satte sit navn under. Vaernenes afdelinger har altsa aldrig, hvad man kan fa indtryk af i afhandlingen, virket ud fra et direktiv om loyalt samarbejde. Deter maske kun en nuance, men en nuance, der viser, at selv i krigsministeriet sad der officerer, som ikke uden vide re ville acceptere forhandlingspolitikken.

Men ellers ma man rigtig nok sige, at situationen var paradoksal. Der gik bevaebnede danske soldater rundt samtidig med, at der var tyske soldater i landet. Ja, der var sagar indbyrdes hilsepligt. Frem til 29. august 1943 forte vaernene en ejendommelig spogelsesagtig tilvaerelse ad modum: to be or not to be. Fredsbesaettelsen gjorde det muligt at opretholdeden

holdedenmilitaere organisation, hvad politikerne gerne sa. Man ser det allerede selve 9. april, for da choket var ved at fortage sig, fik generalstabenunderretning om, at justitsministern onskede, at militaeret skulle vaere forberedt pa at hjaelpe politiet ved at nedksempe mulige kommunistiskeoptojer under morkla2gningen.⁹ Nar politikerne havde sadanne tanker - hvor ulogiske de maske var, nar henses til DKP's holdning indtil 22.6.1941 - var det jo praktisk at have et vaern. Kommunistfrygten i 1940 har bogen ikke fat i, men derimod frygten for et nazistisk kup (s. 34f, 41ff), der ogsa var et argument for at opretholde loyale danske troppestyrker.

Allerede d. 9. april om eftermiddagen ser vi i virkeligheden, hvad det er, politikerne vil med vaernene, ja, hvad de vil i det hele taget: Naturligvis skane befolkningen for lidelser, men de onsker ogsa et vaern for det system, de bar, eller som bar dem. Jeg mener, man skal se alle politikernes handlinger i lyset af dette overordnede mal, og jeg finder, at forfatteren ikke helt har gjort sig dette klart. Politikerne onskede en sa kortvarig bessettelse som mulig, de frygtede og foragtede nazismen, men de attraede ogsa at bevare de magtpositioner, de havde haft for den 9. april, nar besgettelsens anormale forhold var forbi. Man ma sige, at det lykkedes.

Efter 9. april

At vaernenes ledelse ogsa havde oje for denne problemstilling fremgar at bogens udsagn s. 48, hvor udvidelsen af officersskolen med en ekstra klasse omtales. I dette meget refererende kapitel kommenteres dette lidt flot, idet det fa linjer laengere nede hedder, at der har aldrig i »den danske haer vaeret sa mange hovdinge og sa fa indianere«. I virkeligheden var det vel en forstandig forberedelse af efterkrigssituationen.

Den passivt refererende holdning fortsastter i omtalen af, at Prior og Gortz i december 1940 og januar og juli 1941 uden om den ansvarlige minister gik til den tyske general Liidke for at fa lov til at udvide haerens styrkemal. Her burde forfatteren have boret i, om generallojtnant Prior ogsa altid viste den fornodne omtanke, og i general Gortz' loyalitetssyndrom - et faenomen, som jo fik betydning for hans forhold til politikerne. Jeg mener med andre ord, at forfatteren skulle have diskuteret, om ikke de to generaler burde have kunnet regne ud, at risikoen ved deres onske, nemlig dansk krigsdeltagelse pa tysk side, var naerliggende. Det var naeppenogen

---

9. Hammershoys opt. 15.4.1940 (F. Bussenius Larsens arkiv).

penogentilfaeldighed, at forsvarsministeren onskede at skaerme Gortz
over for den kritik, der opstod. Mon ikke ministeren sa, at i Gortz havde
man netop den mand, man kunne lide pa?

I det folgende fortsaetter vor version af »the phony war«. Vi matte f.eks. i januar 1941 tage stilling til et krav om at udlevere nogle af vore torpedobade. Og det gjorde vi sa! Det var en vanskelig sag, hvor bade pro et contra kunne komme pa tale, men hvad der efter min mening burde vaere understreget er, at ingen abenbart dromte om at saenke torpedobadene. Der er her en vaesentlig forskel pa holdningen i 1941 og den i 1943, og jeg mener, at forfatteren burde have gjort opmaerksom pa den.

1 indledningen (s. 31) har vi hort, at kongen »lagde betydning i« sine stillinger som general og admiral (der menes nok, at han tillagde dem betydning), og at vaernenes chefer var hyppige gaester hos kongen. Deter utvivlsomt rigtigt, men sa slar bogen fast, at kongen i visse tilfaelde udovede direkte indflydelse over for regeringen i militaere sporgsmal, ligesom det hedder, at vaernenes ledere kalkulerede pa gennem kongehuset at influere pa regeringens beslutninger. En pastand, der gentages s. 71. Nu kan man roligt lade kongehuset ligge, for der kunne i givet fald kun vaere tale om kongen selv (eller kronprinsen som rigsforstander). Sa vidt jeg kan se, har bogen dog kun tre-fire eksempler pa kongelig militaer indflydelse, og disse eksempler er alle skrobelige.

Det forste gaelder sporgsmalet om torpedobadenes udlevering, som kongen forstaeligt nok var imod, men han bojede sig for ministeriets opfattelse, selv om det rigtignok skete i st.atsrad, og selv om kongen beordrede flagning pa halv stang (s. 59ff). Det andet gar pa det tyske onske i juni 1941, om at haeren i givet fald over for briterne deltog i forsvaret af virksomheder, der var vigtige for tyskerne (s. 66ff). Det var denne udsigt til at komme i krig mod englaenderne, som fik Prior til at ga af i utide.¹⁰ Chefen for sjaellandske division, generalmajor H.O. Hansen, ville oprindelig have fulgt Prior, men pa foranledning af den vikarierende chef for generalkommandoen, generalmajor Leschly, forelagde H.O. Hansen sagen for kongen, der i bedste overensstemmelse med regeringens holdning opfordrede ham til at blive. Leschly var i ovrigt korrekt af den opfattelse, at kongens stilling som hojstkommanderende (ikke overstbefalende, som forfatteren fejlagtigt skriver) alene var forrnel.

Det tredje eksempel omhandler Priors krav af 27.7.1940 til regeringen
om, at den fremtidig tog storre hensyn til militaerets synspunkter. Dette
havde Prior forst forelagt kongen, men Prior fik intet andet ud af sin

---

10. Eller var det traethed, som Brorsen antog?

demarche end en alvorlig irettesaettelse fra regeringen om alene at holde sig til den ansvarlige minister. Endelig naevnes det, at de konservative lagde vaegt pa, at kongen ikke onskede en ny viceadmiral udnaevnt efter Rechnitzers afgang, men bortset fra at bogens udsagn herom bygger pa andenhands kilder, onskede jo ministeriet heller ikke en ny viceadmiral.

For kronprinsen som rigsforstander naevnes s. 140 en enkelt henvendelse fra Werner Best, som regnede med, at hserens officerer lod sig pavirke ad denne vej, hvad der heller ikke kom noget ud at. Der er derfor ikke daekning for s. 276 at konkludere, at kongen og kronprinsen i enkelte tilfaelde selvstaendigt greb ind i det militaerpolitiske beslutningsforlob. Tvaertimod var kongen og kronprinsen i alle militsere anliggender til det yderste loyale over for ministeriet, hvad de naevnte eksempler og hvad f.eks. kongens pres pa Prior og Gortz om at blive i juni 1940 viser. Taenk ogsa pa kapitulationsbeslutningen 9. april. Der er heller intet belaeg for, at politikerne tog noget reelt hensyn til kongens personlige synspunkter pa det militaere omrade. Dette hindrer ikke, at mange officerer troede, at kongen havde en militaerpolitisk indflydelse, eller mente, at han kunne fa det ved at spille pa, at han var »hojstkommanderende« - en titel, der da ogsa nu er afskaffet.¹¹ Kongens rolle under krigen var betydelig, men han handlede hele tiden i forstaelse med politikerne. Paskekrisen i 1920 havde vaeret en alvorlig laerestreg.

Jeg har i ovrigt ingen vaesentlige indvendinger mod skildringen af vaernenes forste vandring ad forhandlingspolitikkens tornestroede vej. Vaernenes ledere sogte stort set forgaeves at minimere de gennem ministrene fremsatte krav. De blev bortset fra Prior pa deres post og var loyale over for de politiske myndigheder, selv om det betod ydmygelser.

Værnenes reaktion på 9. april

Deter abenbart, at befalingsmaendene hoje som lave matte fole bitterhed over, at de ikke fik mulighed for at kaempe 9. april, og over at de politiske myndigheder 8. april ikke gav vaernene lov til at gennemfore sadanne foranstaltninger, at man ikke ligefrem blev taget pa sengen, sadan som det skete pa Sjaelland. Jeg synes, deter logisk, at officererne sogte at kaede begivenhederne 9. april og de foregaende ars forsvarspolitik sammenog derved nagle regeringen til det ansvar, den havde. Pa foranledningaf

---

11. Man anvender nu ordet »hojstbefalende« for at understrege, at kongen ikke har nogen egentlig kommandomyndighed.

ningafgeneral Prior fremkom Alsing Andersen derfor med en udtalelse,
som practise rede ansvaret.

Den 12. april aflagde Alsing Andersen besog pa Militaerhospitalet for at give de sarede gardere gaver. Da han takkede dem for deres »smukke og modige optraeden 9. april«, svarede en af dem: »Tak i lige made«.¹² Den utilsigtede ironi noteredes af de ledsagende officerer, hvis vrede mod Alsing Andersen og P. Munch var betydelig. Hvad sovaernet angar, var den vaesentligste reaktion utvivlsomt stormlobet pa viceadmiral Rechnitzer. Jeg synes, han er en interessant skikkelse, nemlig typen pa den embedsmand, som pa en made bliver en fange af systemet. Skal han ga, som hans forgaenger gjorde, i protest mod nedskaeringer, eller blive og fa det bedst mulige ud af det? Adskilte hans dispositioner sig fra genera! Stemanns, krigsministeriets direktor?

Vor militaere historie har andre eksempler pa, at der opstod en kloft mellem krigsministeriets og marineministeriets direktorer pa den ene side og officerskorpsene pa den anden. Direktorerne sidder politikerne naer, kender deres vanskeligheder og skal udfore deres ordrer. Eksempelvis under 1. verdenskrig generalmajor Ulrich og kontreadmiral Johnke - to smidige og dygtige officerer, som kritiseredes pa trods af deres vilje til at varetage vaernenes interesser.

Forfatteren skriver, at »onde tunger pastod, at han (R.) drev marinen som et dampskibsrederi« (s. 81). Deter skam ikke kun onde tunger. Kommandor Ipsen skrev i sin nekrolog over Rechnitzer i Tidsskrift for Sovaesen, at han selv sagde: »Marinen burde drives som et rederi«. Deter klart, at han med sadanne udtalelser mistede trovasrdigheden i sovaernet. Hertil kommer bl.a. den fatale misforstaelse mellem ham og forsvarsministeren d. 8. april om fladens beredskabsgrad, en misforstaelse som vel dybest set var et udtryk for, at Rechnitzer var blevet mere kongelig end kongen eller mere politisk end politikerne.

Formentlig var det nodvendigt, at Rechnitzer gik, men forfatteren kunne godt lidt mere handfast have spurgt: Cui bono? Hvem ville profitere af hans afgang andre end hans banemaend? Vi ser da ogsa et lidet pynteligt kaplob om at blive viceadmiral, og de dispositioner den konstituerede traf, og som han knaekkede halsen pa, viser, at de sammensvornes motiver nok var blandede.

For haerens vedkommende var reaktionerne mere diffuse. Man havde
ingen enkelt person at kaste overbord med aflastning til folge. Nogle blev
systemstormere af nazistisk tilsnit, men det gibber nok i en og anden

---

12. Kaptajn Fox Maules beretning af 15.4.1940 (F. Bussenius Larsens arkiv).

officer, nar forfatteren s. 87 som en maxime haevder, at vigtige tr<ek i den
nazistiske ideologi »matte appellere til militaere befalingsrmend« selv om
forfatteren gor opmaerksom pa, hvad der matte frastode danske officerer.

Forfatteren skriver, at DNSAP fik en »ganske betragtelig« tilgang af befalingsmaend, men hvor mange? S. 11l tales om mellem 5 og 10%. Jeg har set tallet 54 - af 6-700 = ca. 8%, fortrinsvis helt unge, hvilket burde vaere naevnt. Jeg tror, forfatteren s. 88-89 underbetoner den uartikulerede frustrations- og protestholdning, som utvivlsomt la bag manges indmeldelse, og som lige strejfes s. 110. Vserre var det naturligvis med dem, der direkte meldte sig til tysk krigstjeneste, om end det skete med regeringens billigelse og med Gortz som bisidder. Men ogsa her ville det have vaeret rart med praecise tal.¹³

Hvad angar general Priors bestraebelser pa at fa indflydelse pa forsvarspolitikken, er jeg enig i forfatterens vurderinger. Prior havde ikke altid benene pa jorden. Om de forste 112 sider gaelder, at de havde vundet ved en stramning, ogsa fordi en del jo er kendt i forvejen.

Forholdet til modstandsbevægelsen

Med kapitel 5 begynder afhandlingens vsesentlige dele, idet der heri beskrives, hvorledes man i 1942 forestillede sig, at vaernene skulle forholde sig i tilfaelde af en allieret invasion i Jylland. General Gortz' forholdsordrer lagde, som praeses skriver (s. 117), op til en passiv holdning, bade i tilfaelde af invasion eller tyske angreb.

Det helt afgorende er dog vaernenes forhold til rnodstandsbevasgelsen og til efterkrigssituationen. Deter en problemstilling, der under krigen belastede forholdet mellem vaernene og modstandsbevaegelsen, og som hos mange skabte en bitterhed, der har varet til i dag. Jeg synes, bogen burde fore til en formindskelse af denne bitterhed, ikke fordi den harmoniserer forholdet, men fordi den soger at forsta og forklare vaernenes motiver.

Jeg mener dog, at forfatteren noget klarere hele tiden skulle have holdt sig for oje, at vaernene ikke er noget entydigt begreb. Jo laengere op i systemet, og jo taettere man var pa politikerne, jo mindre var i al fald haerens officerer i almindelighed motiveret for naermere samarbejde med modstandsbevaegelsen. Den maske mest centrale udtalelse herom har

---

13. ojensynlig kender praeses ikke O. Krabbe: Danske soldater i tysk tjeneste. Odense 1976.

forfatteren gemt i en note s. 457, hvori Gortz refereres for 23.6.1943 at have sagt til haerens stabsofficerer »Mit mal er et: at bevare haeren levende,saledes at vi om muligt nar igennem besaettelsesperioden med den danske haer i behold, beklippet, haemmet i sin udvikling, men med sin organisation opretholdt, saledes at vort land selv kan magte sine militaere opgaver den dag, forholdene tillader det«. Vedel havde allerede i november1940 sagt stort set det samme.

Men der var fra forste faerd undtagelser, altsa officerer som forst og fremmest taenkte pa at tage kampen op mod tyskerne naesten for enhver pris. Deter ikke let for forfatteren at fa praeciseret, hvor mange befalingsmaend der egentlig tog kontakt med modstandsbevaegelsen i 1942, da en sadan sa smat begynder at formeres. Det ses tydeligt s. 119, hvor det hedder, at der var tale om »ganske enkelte«, to linjer laengere nede er det blevet til »flere« (i al fald ved to garnisoner), og fern linjer efter er der nu tale om et »betragteligt omfang« (i al fald i Holbaek). Det ma dog vaere muligt f.eks. i Holbaek at fa navnene pa samtlige befalingsmaend og navn for navn efterprove, hvordan hver enkelt forholdt sig under krigen.¹⁴ Pa samme side omtales Helge Bennike som en »heroisk officerstype«. Jeg ma opponere mod udtrykket, som oven i kobet er sat i gaseojne.

Men Helge Bennike og hans ekspedition til Sverige 9. april er et eksempel pa afvigende, usociologisk adfaerd, og 1942-43 foretog han sammen med nogle af sine officerer vabentyverier med henblik pa modstandskamp. Andre er oprorerne fra Odense fra sommeren 1943: premierlojtnanterne P. Bork Andersen og Aksel Christensen samt Ole Justesen, som dog omtales (s. 121).

En anden, som bogen slet ikke naevner, er davaerende oberstlojtnant T.P.A. orum, der allerede i december 1940 arresteredes under forsog pa at komme til England, og som i januar 1941 ved en dansk domstol blev idomt livsvarigt faengsel. Det vil blive interessant at fa orums aktiviteter vurderet, nar hans bandlagte beretning bliver frigivet.

I forbindelse med omtalen af Helge Bennike strejfer praeses det moralske dilemma, modstandsvillige officerer kom i, nar de trodsede generalkommandoen og dermed regeringens ordrer. Det var et dilemma mange danske kom i, men det var utvivlsomt meget mere tyngende for vaernene. I ovrigt var det principielt det samme moralske problem, de oprorske tyske officerer stod overfor.

Frem til 29. august 1943 fulgte vaernene stort set de ovrige samfundsinstitutionersudvikling:
under stigende harme og obstruktion blev man

---

14. Sml. s. 290.

tvunget til stadig flere indrommelser, hvoraf romningen af Jylland og
vabenafleveringen var de vaerste for haerens vedkommende. Mytteriet pa
»Soridderen« har jeg omtalt.

I delkonklusionen s. 148 hedder det: »De danske vaern oplostes ikke af sig selv, men ved et tysk overfald den 29. august. Den interne disciplin og kommandostruktur og vaernenes grundlaeggende opfattelse af regeringens legitimitet var saledes fundamentalt set i behold...«. Jeg kan tiltraede de forste dele af denne opsummering, men tager forbehold over for den bastante understregning af vcernenes positive syn pa den demissionerede regerings legitimitet. Men det vil der straks blive lejlighed til at tage stilling til.

Om denne del af bogen gaelder, at deter den svageste. For ofte haever forfatteren sig ikke over sit stof, den selvstaendige problematisering er beskeden, og ofte bliver fremstillingen for bred og for detaljeret. Der mangier ogsa et klarere sigte, hvad der kunne have vaeret, hvis fremstillingen var blevet samlet omkring vaernenes overlevelsesproblematik, jf. Gortz' udtalelse.

Efter 29. august 1943

Blandt de mange oplevelser, der foltes ydmygende for officerer, var interneringen efter 29. august. Man forstar raseriet, men deter naeppe velvalgte ord, nar forfatteren (s. 152) soger at tage temperaturen pa de indespaerrede saledes: »Hvis der ikke snart skete noget, ville man maske aldrig fa brug for sin viden og kunnen...«. Rigtigere ville det vel vaere at sige, at officererne var fyldt med en indestasngt iver efter at komme i kamp mod tyskerne.

Vreden hos de yngre officerer rettede sig ogsa mod deres foresatte, hvis de fandt, at de ikke havde levet op til antallet af stjerner pa skuldrene.Forfatteren strejfer problemet s. 150, men tager ikke fast nok pa det. Det ville da vaere af interesse at fa naevnt, at en regimentschef forlod kasernen og dermed sit regiment 29. august kl. 0700 ved tyskernes ankomstog derpa lod sig internere i sit hjem i stedet for at blive ved sit mandskab. Det fik han i rene ord at vide af sin nasstkommanderende, oberstlojtnant Hoffmann. Ligeledes gjorde de internerede officerer pa Hindsgaul opror mod generalmajor Knudtzon, som man fandt havde svigtet 29.8. (naevnt i note 6, kap. 7). Man valgte ligefrem sin egen leder (oberstlojtnant, greve Trampe) med tilsidesaettelse af det militaere hierarki.Ja, uviljen sad sa dybt, at da naevnte oberstlojtnant Hoffmann i december1943

cember1943blev kommanderet til Sverige som stabschef hos Knudtzon, sa naegtede han, fordi han fandt et samarbejde umuligt med Knudtzon, der havde mistet officerskorpsets tillid - i al fald efter Hoffmanns mening .¹⁵ Andre konkrete tilfaelde kunne naevnes. Nar jeg siger, at dette burde vaere behandlet mere handfast, sigter jeg til, at det kunne vaere sat i relation til den sociologiske indledning, hvor det jo som en tese fastslas, at officerernes autoritetstro indstilling bevarede hierarkiet intakt gennem hele krigen. De naevnte eksempler viser, at forholdet ikke er sa entydigt. De fleste makkede vel ret, men et stadigt voksende mindretal var praeget af en opsaetsighed, der forte ud i egentlig illegalitet.

Under interneringen etableredes »Den lille generalstab«, der skulle komme til at spille sa stor en rolle for besaettelsestiden. »Den lille generalstab« var forenklet sagt en videreforelse af den legale generalstab, og forfatteren har ret, nar han pa dette punkt haevder, at vaernenes struktur bevaredes. Jeg ville endda ga videre og sige, at den centraliserede magt, som Helge Bennike for krigen efterlyste, fik man i »Den lille generalstab« - saledes at forsta, at de rivninger, der havde vaeret mellem vaernene og i hvert vaerns top, forsvandt. »Den lille stab« gennemforte en klar og fast struktur med enighed i toppen, mens der nu modsat for var afvigere i bunden. Gortz' og »den lille stab«s forste plan var at overfore ca. 135 af de yngre officerer (d.v.s. ca. 1/6 af haerens officerskorps) til Sverige og derpa resten for at kaempe mod besaettelsesmagten fra England eller Sverige, hvad der ikke var praktisk muligt. Det var nu ikke derfor, planen aldrig blev gennemfort. Den blev sloppet af Buhl, Hans Hedtoft, H.C. Hansen og Alsing Andersen. Vi er her ved et noglepunkt, som forfatteren ogsa udreder, men uden at gore det med den fornodne styrke. Hvad politikerne ville, er abenbart fra det brev af 14. oktober 1943, som Hedtoft skrev til den svenske statsminister (s. 160).

Som allerede fremhaevet var deres altoverskyggende bestraebelse til efterkrigstiden at bevare det system, der gav dem magt. De var stort set ligeglade med, hvem der slog tyskerne, nar blot det skete pa en made, der bevarede de politiske partier, som de var. De vidste, at Gortz og hans naermeste medarbejdere var loyale, og de skulle derfor ikke vide af en hovedlos evakuering til Sverige af hele det danske officerskorps, som enten ville ga orkeslose omkring eller saette livet til. Det skulle blive i Danmark og lede en passende stor styrke forsynet med vaben delvis leveret af de svenske socialdemokratiske partifaeller - en styrke, som

---

15. Hoffmanns levnedsberetning 1955 (Ordenskapitlet) suppleret med H's indberetning til gen.kom. 21.7.45.

skulle saettes ind mod de anslag, der kunne taenkes at blive rettet mod
forhandlingspolitikernes genopstandne regering.

I logisk forlaengelse af denne tankegang opbyggedes en mindre dansk
styrke i Sverige ledet af officerer, som politikerne havde i snor.

De naevnte anslag gik pa en kommunistisk magtovertagelse, som isaer socialdemokraterne frygtede. Socialdemokraterne tiltroede kommunisterne alt ondt. Man havde ikke glemt DKP's holdning 1939-41, en holdning der bl.a. gav sig udtryk i, at Aksel Larsen 28. april 1940 kaldte stotte til de allierede for »direkte og bevidst forbryderisk«,¹⁶ og hvor socialdemokratiske ledere i »Arbejderbladet« blev angrebet pa en made, som kunne opfattes som angiveri over for besaettelsesmagten.

Den socialdemokratiske frygt var utvivlsomt übegrundet, da det aldrig er lykkedes at eftervise sadanne planers eksistens. Forfatteren naevner (s. 172), at fra slutningen af november 1943 bliver efterretningsrapporterne fra Danmark til Stockholm mere positive over for kommunisterne. Pa dette tidspunkt var N. Truelsen nemlig kommet ind i efterretningsarbejdet, og han havde et mere indgaende, mindre rygtebetonet kendskab til kommunisternes holdning. Endelig ma man ikke glemme, at der i efteraret 1943 formentlig skete en asndring i kommunisternes opfattelse i retning af at satse pa indflydelse i efterkrigstiden ved hjaelp af ikke-revolutionaere midler, hvilken asndring logisk forte til en mere positiv opfattelse af kommunisterne, hvortil kom de store sovjetrussiske sejre, som slog verden med forbavselse og beundring.¹⁷

Kapitel 9 »Vaernenes overenskomster med Frihedsradet og SOE« giver bl.a. byggende pa kommandorkaptajn A.M. Dahl, der var Erling Foss" svoger, efter min mening virkelig ny viden om tilnaermelsen mellem militserog modstandsbevasgelse i efteraret 1943. Der redegores for de forste kontakter, som forte til det forste mode mellem vaernsrepraesentanter og Frode Jakobsen 1. december 1943. Eneste kilde til dette mode er Frode Jakobsens ret sene beretning, ifolge hvilken han opregnede tre krav, hvoraf det tredje var, at Frihedsradet skulle anerkendes som ledelse af kampen mod tyskerne. Frode Jakobsen oplevede tilstedevaerende officerersholdning

---

16. Ref. i Arbejderbladet.

17. Det skal ogsa anfores, at Stalin som en ydre gunst over for de demokratiske allierede i maj 1943 oploste Komintern, og efteraret 1943 lanceres Den Nationale Fronts politik (i Polen). Det var en ny variant af Folkefronts-tesen fra 1930'rne. Nu ville kommunisterne igen samarbejde med progressive borgerlige i kampen mod fascismen. Nationale, liberale og demokratiske mal blev nu ogsa kommunisternes slagord. Det sas meget klart i Polen, hvor kommunisterne stod meget svagt. Deres skrifter og politik slog meget pa nationale og borgerlige strenge og pa behovet for et bredt samarbejde. (Oplysn. fra Kay Lundgreen-Nielsen).

rersholdningsom positiv, men kaptajn Hojland Christensen tog dog i
realiteten forbehold, da han matte forelaegge de tre krav for »den lille
stab«, in casu kaptajn Schjodt-Eriksen, der lod dem ga videre til Gortz.

Denne ville imidlertid selv se Frode Jakobsen, inden han meddelte sin accept, hvad der er fuldt forstaeligt, thi den betod jo, at Frihedsradet overtog kommandoen over officerskorpset, og hvad ville politikerne sige hertil? Gortz gik altsa - efter tavst og talmodigt at have hort pa Frode Jakobsen - til Buhl, der godkendte, at haerens officerer tilsluttede sig modstandsbevaegelsen, hvilket af kaptajn Hjalf meddeltes Frode Jakobsen, ifolge denne. Imidlertid har Gortz i 1960 under Hjalf-sagen (og ogsa i 1972) benaegtet, at han accepterede det tredje punkt. Imod denne benaegtelse fremholder forfatteren, at Frode Jakobsen allerede i 1947 fremkom med sin version, uden at Gortz reagerede. Men dette beviser efter min mening intet, da Gortz i 1947 kan have haft gode grund til ikke at laegge sig ud med modstandsbevaegelsen, der stadig stod staerkt i opinionen. Det var jo det forhold, Hjalf undervurderede sa sent som i 1960, og som kostede ham stillingen som haerchef.¹⁸

Med hele den taette forbindelse, der var mellem Gortz og politikerne (Buhl), anser jeg det for utaenkeligt, at Gortz har accepteret et krav, der reelt satte ham og dermed politikerne ud af spillet. Det udelukker ikke, at Buhl kan have sagt noget om, at officererne da godt kunne tilslutte sig modstandsbevaegelsen - underforstaet under Gortz' kommando - og det udelukker heller ikke, at Frode Jakobsen har oplevet tilbagemeldingerne, som han gjorde.

En mere intens analyse af kildernes tilblivelsestidspunkt og de dermed forbundne omstaendigheder ville have ledet til en mere sandsynlig forklaring, der bekraeftes af, at Gortz og hans stab i de folgende maneder handlede, som om de ikke var under Frihedsradets kommando (s. 184).^iy

S. 189 fremhaever bogen, hvor flot Gortz var over for briterne, idet det anfores, at han ikke havde nogen haer at kommandere over. Det bor dog fremhaeves, at han havde et stort antal loyale officerer bag sig, og at han var stottet af den danske skyggeregering. Der var altsa ikke tale om en enlig stivbenet general, og i grunden var det vel kun udmaerket, at han holdt hovedet koldt og ikke uden videre bojede sig for, hvad forfatteren kalder »et naesten mytisk begreb«. Det udelukker ikke, at vi havde mere

---

18. Jeg anser modet 1. dec. 1943 for overordentlig vigtigt, fordi det - ikke mindst p.g.a. Frode Jakobsen - blev undgaet, at vi fik to modstandshaere. Man sporger sig selv, hvor meget Gortz verbalt har veget for at undga konflikt.

19. Frode Jakobsen deler ikke den her fremforte vurdering af vasrnenes aftale med Frihedsradet. Hans opfattelse er gengivet i det efterfolgende indlaeg.

brug for briterne end de for os. Deter abenbart, at general Gortz (og bag ham politikerne) hverken ville have, at de begraensede danske tropper skulle sta under allieret kommando eller under Frihedsradet. De skulle i sidste instans styres af »bedstefar« d.v.s Gortz og bag ham »oldefar«. d.v.s. Buhl.

Det samme fremgar af, at Frode Jakobsen ikke kunne hindre, at kaptajn Hojland Christensen i januar 1944 pa »den lille stab«s foranledning blev afskediget, fordi han var blevet for aktiv i modstandsbevaegelsen. Det understreger »den lille generalstab«s trofasthed over for politikerne, men ogsa at der var markante officerer, som blaeste pa »Den lille generalstab«, denned andre ord ikke er identisk med vaernene. Dette fremgar ogsa af kapitel 11, der omhandler »VEernenes illegale militasrorganisation«, som udmaerket godtgor de vanskeligheder, der kunne vasre mellem civile modstandsfolk og befalingsmaendenes indpasning i de forskellige grupper. Ville det mon vaere muligt at lave statistik pa officerernes tilknytning til modstandsarbejdet? Der var dog kun ca. 700 linje-officerer .²⁰

S. 232 omtales P-ordningen, og det naevnes, at oberstlojtnant F. Hoffmann blev P-chef for Midtjylland. I hans beretning, som forfatteren ikke har benyttet, hedder det, at oberstlojtnant Feddersen ikke ville afgive befalingsmaend fra sit Borgervaern (en anden illegal ventegruppe), hvad han sa fik ordre til, men Hoffmann skriver ogsa, at han i efteraret 1943 fik det indtryk, at Feddersen taenkte sig eventuelt at anvende Borgervaernet til angreb pa regulaere tyske troppestyrker. Det fandt Hoffmann uansvarligt pa grund af manglende vaben og uddannelse. Derfor aftaltes det med politimester Agersted, at borgervaernet skulle stilles til radighed for politiet. P-styrkerne skulle forst anvendes for at hindre plyndring 0.5.v., nar den tyske haer brod sammen.²¹

Efter min mening viser dette uenighed om, hvad disse styrker skulle
anvendes til. Har Feddersen eller Hoffmann/Agersted ret? Og hvorledes
kunne Feddersen fa den tanke, han refereres for?

I begyndelsen af 1944 var to forskellige systemer af vaebnede grupper

---

20. Forfatteren har oplyst, at han faktisk har sogt at udarbejde en sadan statistik, men opgav den, fordi det efterhanden stod ham klart, at arten af og den tidsmaessige placering af modstandsarbejdet var sa forskelligt opfattet, at resultatet ikke ville blive holdbart. Grundlaget for statistikken var officerernes stamblade i Haerens Arkiv, der indeholder personlig opgivne oplysninger om, hvad den pagaeldende har vsret beskaeftiget med 1943-45.

21. Forfatteren bestrider, at Hoffmann kan have ret i denne vurdering af Feddersens arbejde. F. var nok kamplysten, men ikke uden omtanke. H.s udsagn er derimod ifolge forfatterens opfattelse udtryk for den afstand, der var mellem de officerer, som placeredes i marken med officielle opgaver (H.) og dem, der som F. var forankret i et lokalt modstandsarbejde. F. taenkte pa kampe i forbindelse med en allieret invasion, mens H. ifolge sin instruks havde rene ro- og ordensopgaver. Af samme arsag fik F. et darligt forhold til la Cour Pedersen, som udsendtes fra »den lille stab«.

etableret, skriver forfatteren (s. 263). Det ene bestod af politiet og haerensO-grupper med henblik pa en kaossituation. Det andet var FrihedsradetsM-udvalgs grupper, der skulle aktiveres i tilfaelde af en allieret invasion. Bogen kalder de politiske perspektiver »utrolig farlige«, uden at den begrunder det.

Som et uformelt bindeled imellem disse to systemer optradte ingenior Herman Dedichen (s. 264). Han havde, hedder det, »en helt enestaende formidlerposition«, videre, at i 1943 og 1944 var hans position unik ved sine forbindelser til socialdemokratiske ledere og modstandsfolk, specielt Flemming B. Muus. Han arbejdede energisk for en tilnaermelse mellem politikere og modstandsbevaegelse. Efter min opfattelse er Dedichen lidt af en gadefuld skikkelse. Deter, som om han med sin baggrund ikke horer hjemme som en central, koordinerende skikkelse i modstandsbevaggelsen. Maske gor jeg ham uret, men ville han sikre sig en politisk lobebane efter krigen? I al fald forekommer Muus og Dedichen tvetydige i deres forhold isaer til politikerne, men deter maske det skaer, der let kommer til at hvile over formidleren.

Svaret falder vel uden for, hvad man kan kraeve af bogen. Men jeg er enig med forfatteren i, at Muus og Dedichen havde stor betydning for, at der skete en tilnaermelse mellem modstandsbevaegelsen og de af politikerne gennem »den lille stab« styrede officerer. Gennem udnyttelse af Stockholmsarkivet far vi ny viden om Muus' moder med Buhl-kredsen. Jeg er ligeledes enig i, at det isaer var kaptajn Schjodt-Eriksen, som for stabens vedkommende plejede de politiske forbindelser, hvad der efter min mening fik übehagelige konsekvenser. Men nar general Gortz benaevnes »den formelle leder«, ville jeg foje et »reelle« foran. Vel var han afhaengig af »den lille stab«s informationer, men gang pa gang var det hans holdning, som slog igennem. Og nar det om kaptajn Hjalf hedder, at han var den paene officer, som pa »militaerisk vis skyede konflikt«, ma jeg sige, at deter noget sludder. Derimod kan jeg acceptere karakteristikken af Schjodt-Eriksen, bade de positive og negative sider, men det vil der blive lejlighed til at tage op under vabenfordelingen. Derimod er jeg ikke enig i, at han i en periode stod i spidsen for den militaere efterretningstjeneste. Hvad er kilden?²² E-tjenesten korte vel under »den lille stab«, men det gor ham ikke til leder af E-tjenesten.²³

---

21. Forfatteren bestrider, at Hoffmann kan have ret i denne vurdering af Feddersens arbejde. F. var nok kamplysten, men ikke uden omtanke. H.s udsagn er derimod ifolge forfatterens opfattelse udtryk for den afstand, der var mellem de officerer, som placeredes i marken med officielle opgaver (H.) og dem, der som F. var forankret i et lokalt modstandsarbejde. F. taenkte pa kampe i forbindelse med en allieret invasion, mens H. ifolge sin instruks havde rene ro- og ordensopgaver. Af samme arsag fik F. et darligt forhold til la Cour Pedersen, som udsendtes fra »den lille stab«.

22. Er det Schjodt-Eriksen selv? En Udsat Post s. 76f.

23. Forfatteren oplyser hertil, at efter Bussenius Larsens arrestation satte Schjodt-Eriksen sig selv i spidsen for E-tjenesten udadtil og i forhold til Gertz. I relation til briterne og til Morch og Nordentoft pnesenterede han sig som leder. Det var i kraft heraf, at han kort for 5. maj 1945 tog sig af Carl Andersen-sagen. Han havde ikke meget med det faktiske arbejde at gore (det var Blixencrone-Moller, Hamrnershoy o.a), men over for Gortz var han E-chef, og som sadan betragtede Gortz ham. Ogsa over for Frihedsradet praesenterede S.-E. sig som leder af E. tjenesten, og i denne egenskab holdt han formanden for Frihedsradets kommandoudvalg, Frode Jakobsen, underrettet om kontakt med Kauffmann og Carl Andersen (F.J.: Danmarks Frihedsrad 11, s. 211).

Integration

Officerernes storre eller mindre integration i modstandsbevsgelsen er vanskelig at fremstille klart, fordi varianterne var mange. Hvad f.eks. udnaevnelse af militate regionschefer angar, blev det vel, som bogen nsevner (s. 269f) linjeofficerer, dog ikke uden videre »den lille generalstab«s kandidater, men folk, der allerede havde en position i det illegale arbejde. Deter nok noget overdrevet, nar Schjodt-Eriksen i august 1944 sagde, at »den lille stab« og politikerne havde fuld kontrol over modstandsbevasgelsen. Forfatteren er selv inde pa det (s. 271), men uddyber det ikke. Efter min mening kunne »den lille generalstab« for det forste ikke med fuld sikkerhed regne med, at alle regionscheferne uden videre ville adlyde Gortz' ordrer. Og for det andet kan det vel ikke udelukkes, at de menige modstandsfolk ville naegte at adlyde »den lille stab«s ordrer, hvis disse havde en politisk karakter. Der var jo ikke tale om en legalt opstillet haer med rettergangschefer og auditorer.

Tilnaermelsen mellem modstandsbevaegelsen og vaernene kulminerede 6. oktober 1944 ved, at Gortz savel af SHAEF som af Frihedsradet anerkendtes som overstkommanderende for alle danske styrker i tilfaelde af kamphandlinger i Danmark. Man ma sige, hvilken vending ved Guds forelse.

I sin pjece »Haeren under besaettelsens kar« fra 1960 beretter Hjalf om
haerens vilkar for 29. august, at dersom det blot blev konstateret fra tysk
side, at befalingsmaend deltog i illegalt arbejde, »var det givet..., at ikke
blot den danske haer, men ogsa den danske regering ville vaere blevet
gjort ansvarlig herfor... Der var i disse ar for haerens ledelse derfor ingen
anden mulighed end at bruge hele sin indflydelse pa at holde befalingsmcendene
borte fra illegalt arbejde. Enhver anden holdning ville have
medfort, at haeren havde fort en selvstaendig politik imod den siddende
regering«. (s. 18f. Min udhaevning. T.K.).

Jeg understreger, at Hjalf taler om haerledelsen, og denne fortsatte
altsa efter 29. august med Gortz og »den lille generalstab«, og skont den

---

23. Forfatteren oplyser hertil, at efter Bussenius Larsens arrestation satte Schjodt-Eriksen sig selv i spidsen for E-tjenesten udadtil og i forhold til Gertz. I relation til briterne og til Morch og Nordentoft pnesenterede han sig som leder. Det var i kraft heraf, at han kort for 5. maj 1945 tog sig af Carl Andersen-sagen. Han havde ikke meget med det faktiske arbejde at gore (det var Blixencrone-Moller, Hamrnershoy o.a), men over for Gortz var han E-chef, og som sadan betragtede Gortz ham. Ogsa over for Frihedsradet praesenterede S.-E. sig som leder af E. tjenesten, og i denne egenskab holdt han formanden for Frihedsradets kommandoudvalg, Frode Jakobsen, underrettet om kontakt med Kauffmann og Carl Andersen (F.J.: Danmarks Frihedsrad 11, s. 211).

for havde sogt at holde befalingsmaendene borte fra illegalt arbejde, lystesden nu i kuld og kon af frihedskampens ledende organ. Jeg er enig med forfatteren i, at det var tilfredsstillende for vaernenes ledelse, thi den havde samtidig assureret sig hos de politikere, der ganske vist officielt ikke fungerede, men reelt gjorde det alligevel, og som Gortz og »den lille stab« meget vel vidste ville staved naeste korsvej.

Deter abenbart, at »den lille generalstab« hele tiden tasnker pa efterkrigstiden og pa at stotte Buhl og hans kreds, og skulle man blive tvunget til at vaelge mellem Buhl og Hedtoft pa den ene side og Frode Jakobsen pa den anden, sa ville man vaelge Buhl, ganske uanset om Churchills og Eisenhowers stemmer hortes gennem Frode Jakobsens morsingbomal. Sa vidt kom det ikke, og grunden lagdes til et af besaettelsestidens paradokser .²⁴

Hvad der var det rette, unddrager sig objektiv bedommelse. »Den lille generalstab« fandt, at det var dens pligt i et demokratisk land at folge den politiske ledelse, andre - ogsa befalingsmaend - mente, at der var overordnede mal; nar forfatningen og dermed de politiske myndigheder var sat ud af spillet, matte man folge de allieredes befalinger i kampen mod den faelles fjende. Her matte enhver befalingsmand vaelge efter holdning og temperament, og den ene behover ikke at vaere moralsk ringere end den anden.

I kapitel 14 redegores der for haerens befalingsmaends deltagelse i den civile modstandsbevaegelse. Det var kun ganske fa, der for foraret 1944 pa eget initiativ deltog heri. Pa dette sted burde efterretningstjenesten vaere naevnt, da antallet sa ville vokse, og billedet af vaernenes samlede modstandsaktiviteter blive rigtigere. Nar forfatteren s. 294 argumenterer for, at det som sabotor naermest var et handicap at have en befalingsmandsuddannelse, er jeg ganske uenig. Det haevdes naesten, at en officer ville bryde sammen, hvis han ikke havde »en stramt opbygget formel organisation« bag sig. Deter ikke rigtigt, og deter heller ikke rigtigt, at infanteri- og artilleriofficerer ikke var specielt kendt med spraengstoffer. De havde laert herom og vidste i al fald bedre besked end civile.

Ved laesning af Frode Jakobsens tobindsvaerk om Frihedsradet er jeg
standset ved et utvivlsomt korrekt udsagn om, at »den lille generalstab«

---

24. Frode Jakobsen deler ikke denne opfattelse. I brev af 31.12.1980 til forfatteren af nasrvaerende anmeldelse skriver han, at den omtalte valgmulighed ikke forela. »Skulle Buhl og Hedtoft i den afgorende situation sige det ene, Frihedsradet, Churchill og Eisenhower - med eller uden morsingbo - det modsatte, og ville Gortz da vaelge Buhl, ville han i sandhed blive en hovding uden indianere. Men det var »indianerne« der talte - ogsa for Buhl.«

til illegalt arbejde mest udpegede officerer af kaptajns rang eller derunder,til fortrydelse for hojere officerer, som folte sig holdt udenfor (I, s. 114). Hvad kan der have ligget bag »den lille stab«s forkaerlighed for kaptajner og tilbageholdenhed over for oberster?²⁵

Bogens fremstilling af sovaernets forhold har jeg ikke mange bemaerkninger til. Den fylder langt mindre end omtalen af haerens af den gode grund, at der var langt faerre soofficerer, og fordi sovasrnet pa en mere harmonisk made gled ind i det illegale arbejde. Hertil hjalp det nok en del, at Sovaernets prestige var hoj, efter at det pa viceadmiralens ordre havde saenket sine skibe 29. august 1943, fordi han accepterede, at hans folk sluttede sig til Holger Danske og BOPA. At den samme viceadmiral som direktor i marineministeriet vanned i departementschefernes styre og dermed i forhandlingspolitikken til dens bitre ende, er endnu et eksempel pa besaettelsestidens dobbeltbundethed. Et vistnok unikt faenomen i de besatte landes historie - og saerdeles velegnet til at forvirre begreberne i det historiske opgor, som altid folger efter dramatiske begivenheder i et folks liv.

Den »skæve« våbenfordeling

Sporgsmalet om den sakaldt »skaeve« vabenfordeling spillede en vis rolle i besaettelsens sidste tid og en meget betydelig efter krigen, isaer i 1960, da generallojtnant Hjalf protesterede mod Jorgen Hasstrups fremstilling i »Hemmelig alliance«. Generalen haevdede nu frejdigt, at man fra »den lille generalstab« havde sogt at styre vaben uden om de kommunistiske grupper. Dette havde man fra stabens side benaegtet under krigen, og det er mig übegribeligt, at general Hjalf sa at sige nu lagde hovedet pa blokken. Hans offentlige udtalelser medforte, at han matte anlaegge en injurieproces mod »Land & Folk«, hvis redaktor, Martin Nielsen, haerget KZ-fange, matte vandre tre maneder i faengsel. Det kunne naesten ikke vasre bedre - set fra et kommunistisk synspunkt. Og da Hjalfs periode som chef stod for fornyelse, veg forsvarsministeren tilbage fra at forlaenge ham. Samtidshistorien er farlig. Bogens korte fremstilling af denne sag rummer en iagttagelse af kildekritisk karakter, nemlig at en del af de vidner, der optradte, havde faet deres hukommelse frisket op af Haestrups

---

25. Man kunne formode, at kaptajnerne ville sikre sig en lobebane efter krigen. Retfaerdigvis bor det dog anfores, at det kunne vaere rimeligt at tage hensyn til de pagaeldendes alder.

Efter min mening er hele dette drama om vabenfordelingen fuldstaendig ude af proportioner, men DKP harmed stor dygtighed forstaet at udnytte det ganske som interneringen i juni 1941. Allerede Frode Jakobsen er i sit naevnte vaerk »I Danmarks Frihedsrad« bd. II (s. 127) inde pa proportionsforvridningen. Der var tale om 3.000 svenske maskinpistoler, som A.P. Moller med Vilhelm Buhls velsignelse skaffede penge til. Det var de forste, som kom fra Sverige til supplement af de britiske vaben. Disse 3.000 maskinpistoler udgjorde en lille del af de vaben, der leveredes, hvilket ses af tabellen s. 345, hvor der er tale om godt 32.000 engelske maskinpistoler og gevaerer leveret alene fra august 1944, hvortil kom de eksisterende beholdninger.

Bogen klarlaegger pa overbevisende made, hvorledes fra forste faerd mytedannelsen opstod. For det forste fik Schjodt-Eriksen skabt mistillid til »den lille generalstab«s intentioner allerede, inden vabnene var naet til Danmark (s. 321), ved pa en dominerende og bedrevidende made at lade forsta, at det var et problem, han nok skulle lose. Utvivlsomt skyldtes Schjodt-Eriksens selvsikkerhed, at han folte sig daekket af politikerne (s. 329).

For det andet var der utilsigtede unojagtigheder i Erling Foss1 opgivelser
over forsendelsesraterne.

For det tredje var der uklarhed om de fordelingsaftaler, som blev truffet, idet Frihedsradets K-udvalg i november 1944 vedtog en fordelingsnogle (med ca. 1/3 til haerens grupper), Buhl-kredsen, Gortz og »den lille stab« 13. juni 1944 en anden, som gav haerens grupper halvdelen.

For det fjerde gik de forste ca. 500 maskinpistoler faktisk til haerens
grupper.

Nar man nu betaenker den skrigende mangel pa vaben, der var, haerledelsens uvilje mod befalingsmaendenes deltagelse i illegalt arbejde for 29. august 1943 og deres efterkrigsfikserede tankeverden i den folgende periode, er det let at se, at de underforsynede egentlige partisaner matte skumme af raseri: Hvor blev vabnene af? Og de ledere, der som Frode Jakobsen og andre havde kendskab til Schjodt-Eriksens facon og holdning, matte fole sig snydt og narret, hvilken opfattelse vanskeligt kunne undga at forplante sig til de vabenfattige modstandsfolk, der saledes fik deres opfattelse bekraeftet.

Jeg mener, at forfatterens udregning og hans udnyttelse af Stockholmsarkivet - ikke mindst Schjodt-Eriksens udtalelser i »Pilken« - forer til den baeredygtige konklusion, at efter 1. november overholdt Schjodt- Eriksen K-udvalgets fordelingsplaner for de 3.000 maskinpistoler, sa at de fleste vaben herefter kom til de civile grupper. Men det, Frode Jakobsenkalder

senkalderSchjodt-Eriksens snyderier (F.J. I, s. 127), fortsatte, og det gik sa vidt, at han endog i december 1944 lod privat indkobte vaben holde tilbage i Sverige, fordi han ville fordele dem (s. 326). Det var kun 425 maskinpistoler, men igen blussede harmen op, og forestillingerne om »den lille generalstab«s manipulationer blev cementeret. Den 13. april 1945 nedsatte K-udvalget et vabenmodtagerudvalg for at fa sat grime pa Schjodt-Eriksen (s. 339).

En central rolle i kritikken mod Schjodt-Eriksen i den sidste fase spillede Ole Lippmann, wSpecial Forces' repraesentant i Danmark fra februar 1945. Det ville formentlig have vaeret interessant at hore hans vurdering i dag.

Efter min opfattelse er sporgsmalet om den skaeve vabenfordeling forst og fremmest af psykologisk betydning. Reelt var de civile grupper ikke stillet meget anderledes end de militaere, men vreden hos de civile er let at forsta, nar de sa, at en officer i en nogleposition ganske abenbart Sogte at forfordele dem. Myten om den skasve vabenfordeling lod sig sa meget lettere fastsla, som Schjodt-Eriksen var i en meget svag stilling efter maj 1945, hvor han forst aflagde aeresord pa ikke at have vaeret medlem af DNSAP og senere matte erkende, at det dog var tilfaeldet. I hvor hoj grad han var daekket af Buhl, H.C. Hansen og Hedtoft, synes jeg, finder sin bekraeftelse i den indaedte trofasthed, hvormed politikerne i efterkrigsarene protegerede Schjodt-Eriksen, skont han var en belastning. Schjodt-Eriksen har skadet synet pa haeren under og efter krigen mere end nogen anden enkeltperson. Men hans virksomhed under krigen tegnede kun »den lille generalstab« og politikerne, ikke vaernene som helhed. Det synes jeg er vigtigt at sla fast.

Frem mod 5. maj 1945

I 16. og sidste kapitel redegores for den illegale haers malsaetning. Her droftes de forskellige muligheder, som kunne komme til at foreligge ved det tyske sammenbrud. Vi far, byggende pa engelsk materiale i War Office, interessante oplysninger om general Dewing, der var chef for SHAEF Mission to Denmark.

Det fremgar, at Dewings indflydelse var meget begraenset, og at hans Mission til Dession to Denmark saledes ikke havde operative funktioner, men kun planlaeggende. Det betod ikke, at Gortz' kommandomyndighed sattes saerlig hojt hos de allierede, og de onskede naeppe heller Frihedsradetinvolveret. Den 21. Army Group skulle nok selv udgive de nodvendigebefalinger,

gebefalinger,hvad der ikke kan overraske. Briterne ville selv og onskede derfor at sende deres ordre direkte til de jyske regionsledere. Det fremgarvidere, at briterne primaert betragtede modstandsbevaegelsen som en ordensstyrke, hvad der var realistisk, da den utvivlsomt var blevet massakrereti en egentlig kamp med krigstraenede tropper.

Briternes opfattelse og onsker faldt udmaerket sammen med politikernes
og vaernenes.

Vi far sluttelig slaet fast, at »den lille generalstab« ikke ved brigadens overforsel fra Sverige onskede BOPA indsat som kampstyrke for at fa denne kommunistiske modstandsorganisation slagtet, men fordi den var den mest kamptraenede. I ovrigt onskede BOPA selv at udfore denne operation.

Pa fornuftig made lostes problemet ved, at man (hvem?) optog kontakt
med tyskerne i Helsingor og fik dem til at lukke ojnene ved brigadens
landsaetning (s. 366).

Denne afsluttende del giver et daekkende billede af Danmarks forhold i en vaesentlig og dramatisk fase, som bogen dog fremstiller uden den spaending, der ligger i stoffet. Man ma i denne forbindelse beklage, at bogen ikke siger noget om, hvorfor briterne ikke ville tage til Bornholm, evt. med et af de 7 Jedburgh-hold, der var parat til indssetning i Danmark, sa at den ulykkelige russiske bombning var undgaet.

Konklusionen er draget lige kraftigt nok, og jeg ville som naevnt nogle gange nok have sondret lidt mere mellem »den lille generalstab« og »the rank and file«, hvor billedet var mere broget. Men deter naturligvis en vurderingssag. Helt rigtigt er det vel heller ikke at sige, at E-tjenesten var indkapslet og ikke havde betydning for de ovrige dele af vaernene (s. 373).

S. 374 i opsummeringen hedder det, at Gortz var »den kraftigste eksponentfor et stabilt militaert underordningsforhold til den parlamentarisk ansvarlige regeringsmagt« - ogsa efter 29. august. Jeg ville skubbe »den lille generalstab« ind foran Gortz som endnu mere systembevarende og endnu mere loyal over for politikerne end Gortz. Jeg er ikke enig i, at vaernenes indflydelse var storst i perioden 1943-45, hvor de formelt ikke eksisterede. Hvis de havde nogen mulighed, afstod de i al fald fra at bruge deres indflydelse, idet jeg ved vaernene forstar disses ledelse gennem»den lille stab«. Man kan nemlig ikke pavise, at den store del af vaernene, som adlod politikerne, nogensinde handlede anderledes end Buhl, Hedtoft og deres faeller onskede. Herved hjalp vaernene politikerne til at kunne genindtage deres gamle pladser efter 5. maj. Rigtignok kan

man sige, at hertil behovedes ingen hjalp, da Frihedsradet ikke onskede det anderledes undtagen som resultat af et valg. Men politikerne var til det sidste ikke helt trygge ved disse frihedsksempere og folte derfor taknemlighedover for de palidelige officerer.

Og hermed er vi da ved vejs ende. Afhandlingens svagheder ligger i stedvis manglende precision, og den er gennemgaende for lang, skont Roslyng-Jensen ikke som Pascal kan undskylde sig med, at han ikke havde tid til at skrive kortere. Den er af og til for refererende og for lidt analyserende. Nogle steder kunne supplerende kildemateriale ved en ringe indsats vasre fremdraget. Man kan maerke, at forfatteren har tasnkt: Nu ma det vaere nok. Og deter jo ogsa pa den made, der kommer en bog, ja sagar en disputats ud deraf.

Afhandlingens styrke ligger i at sammenholde et stort, delvis übrugt kildemateriale (isaer Stockholmsarkivet) og derved fremstille et betydeligt og kontroversielt emne ud fra en helhedsopfattelse. Dette er lykkedes bedst efter 29. august, hvor vaernenes rolle var aktiv. I kapitlet om vabenfordelingen viser forfatteren, at han kan skaere igennem.

Bogen prasges af ny viden samtidig med, at gammelkendte oplysninger
ofte far en rigtigere placering.

Bogen er sober og redelig og sa objektiv, som et sadant arbejde kan blive. Her er ingen, hvis virksomhed skal heroiseres, og ej heller nogen hvis indsats skal forklejnes! Hertil fojer en gammel gymnasielaerer tilfredsheden over, at der stadig i gymnasiet er rester af den laerde skole. Hvis man selv vil, er muligheden der.

Efter min opfattelse har forfatteren fuldt ud godtgjort, at hansom -som det hedder i bekendtgorelsen om doktorgraden - »sidder inde med betydelig videnskabelig indsigt og modenhed og med sin afhandling har bragt videnskaben et vaesentligt skridt videre«. Det udelukker jo ikke, at den kan komme endnu videre, hvilket er sagt uden rancune, da jeg mener, at mange af bogens resultater vil blive staende.