Deter glaedeligt, at K.B. Andersens opposition ved min disputats, Augustoproret 1943, nu er kommet pa tryk. Det giver mig nemlig lejlighed til at svare mere sammenhaengende og systematisk, end det var muligt under handlingen, og jeg kan samtidig fa korrigeret Aktuelts referat nasste dag, hvorefter Kirchhoff erklaerede sig helt enig med KBA. Det modsatte var naturligvis tilfaeldet - men saetternissen har det jo med at optraede sa vaeldig belejligt!

Det lyser ud af KBA's opposition, at han ikke sympatiserer med min disputats. Han kan ikke lide den, fordi den forholder sig kritisk til samarbejdspolitikken og dermed til hans eget parti og den socialdemokratiske fagbevaegelse, der var en af denne politiks staerkeste og mest loyale stotter. Han kan ikke lide den, fordi den bryder med den myte, som ikke mindst den socialdemokratiske historieskrivning har arbejdet sa intenst pa at opbygge efter krigen, nemlig at bruddet i august 1943 var tilstraebt og foranlediget af de politiske partier. Og han kan ikke lide den, fordi den fokuserer pa en situation, hvor den nationale konsensus brod sammen efter et folkeligt pres nedefra og uden om de parlamentariske organer - hele den affaere horer efter KBA til de mindre brikker i den historiske mosaik, og jeg burde have holdt mig til de store.

Nu er det jo en aerlig sag ikke at sympatisere med undersogelsens genstand eller med forfatterens grundforestillinger og hans syn pa forholdet mellem kollaboration og modstand. Om KBA med sin store politiske erfaring havde rejst denne debat, kunne der maske vaere kommet noget vaesentligt og spaendende frem. Men det gor han bare ikke. I stedet vaelger han at angribe undersogelsen for manglende dokumentation - hvor uenigheden i virkeligheden som sa ofte for i en faglig debat daekker over noget helt andet - nemlig over forskelle i vaerdier. Dette er efter min mening en af arsagerne til, at kritikken fremstar sa uforpligtende og gold.

En anden arsag - tror jeg - ligger i, at KBA slet ikke har Isst min bog
grundigt nok. Han har kun punktlaest den - forst og fremmest naturligvis

indledning og konklusion - og formar derfor aldrig at argumentere sammenhaengendefor andre og mere konsistente hypoteser, end dem jeg laegger frem. I stedet slar han ned pa enkelte isolerede udsagn og vurderingeruden at kunne se dem som en del af en storre dokumentation. Saledes angriber han ogsa flere af afhandlingens resultater uden overhovedetat anfore, hvad deter han finder utilfredsstillende eller forkert. Samtidig opregner han en raekke sporgsmal, der burde vaere undersogt fremfor dem, der faktisk er blevet det - men igen uden at vi far at vide hvorfor. Og endelig paberaber han sig en autoritet som aktor og vidne - uden at det overhovedet er muligt for den udenforstaende at kontrollere de oplysninger, der laegges frem.

Denne generelle mistzenkeliggorelse af afhandlingens resultater er vanskelig at fa hold pa og derfor ogsa vanskelig at imodega. Jeg skal alligevel i det folgende forsoge at tage nogle af KBA's kritikpunkter op. Men generelt ma jeg for den bredere argumentation henvise til Augustoproret.

1.

KBA haevder aldrig tidligere at vaere stodt pa kommunistfrygten som et motiv bag bruddet den 29. august 1943 og henviser her til sine »mange og hyppige« samtaler med ledende politikere under besaettelsen. Argumentet tvinger til nogle kritiske overvejelser mere generelt om den mundtlige beretning som kilde og mere specielt om KBA's person.

KBA var i 1943 programsekretaer i radioens foredragsafdeling under magister Jens Rosenkjaer. Via denne fungerede han i perioder som sekretaerfor »De aeldres Raad«, en kreds af embedsmaend og politikere med hojskolebaggrund, der i 1940 deltog i opbygningen af den folkelige front imod DNSAP. Man stottede med vejledning og erfaring og med politiske informationer og penge og var bl.a. med til at finansiere Dansk Ungdomssamvirke,paraplyorganisationen af danske politiske og kulturelle ungdomsforeninger, der under ledelse af professor Hal Koch blev en af samarbejdspolitikkens vigtige stotteorganisationer. Det skal ikke betvivles,at KBA via arbejdet i »De aeldres Raad« og Dansk Ungdomssamvirkehavde gode politiske forbindelser (saledes sad bade den radikale JorgenJorgensen og Venstres formand Knud Kristensen i »De aeldres Raad«), men det var ikke nogen placering, der gav andel i de centrale politiske beslutninger. KBA var ikke medlem af rigsdagen og befandt sig ikke i toppen af den socialdemokratiske partipyramide. Fra november 1943 og indtil kapitulationen var han med til at redigere politikernes illegale blad »Den danske Parole« og havde i denne egenskab kontakt med Aksel Moller og H.C. Hansen - men stadigvaek i beslutningssystemetsperiferi.

metsperiferi.Det forekommer saledes ikke troligt, at man skulle have
delagtiggjort ham i et sa inopportunt politisk argument, som at bruddet
med tyskerne skyldtes frygten for kommunisterne.

KBA's fremtraedende position i dansk og socialdemokratisk politik i 60'erne og 70'erne bor saledes ikke smitte af pa hans beskedne politiske placering under besaettelsen og kan ikke give hans erindringer fra den gang karakter af inside observation.

Hvad endelig angar den mundtlige kilde pa 30 ars afstand - og her taler jeg generelt og ikke om KBA - tror jeg, at de fleste samtidshistorikere vil vasre enig med mig i, at denne ikke kan benyttes uden samtidigt kontrolmateriale og i hvert fald slet ikke, nar det drejer sig om et sa kontroversielt emne som det behandlede. Erindringen er jo ikke nogen uforanderlig storrelse, men resultatet af en proces, hvor mange ydre pavirkninger griber ind. Noget erindringsstof er lettere pavirkeligt end andet. Ydre dramatiske begivenheder mindst, mere rutinemaessige oplevelser mere - for slet ikke at tale om noget sa diffust som folelser, holdninger og argumenter. Professor Henning Poulsen, der har arbejdet bade praktisk og teoretisk med interviewet som kildetype, advarer stasrkt imod overhovedet at benytte de mere pavirkelige elementer i erindringen og nasvner specielt vurderinger, fremhaevelser, motivforklaringer og arsagssammenstillinger samt tilsyneladende neutrale elementer, som man kan formode er afledt heraf (»Om samtidshistorisk intervjuing« i: Scandia 1968 s. 217). Hvis KBA - som haevdet - aldrig har hort politikerne naevne kommunistfrygten som et argument bag nej'et den 28. august, har han formentlig heller ikke skaenket det en tanke i de forlobne 30 ar. Det forekommer derfor ikke troligt, at han nu pludselig skulle kunne reproducere en erindring om noget, der aldrig er blevet sagt! Derfor, og fordi KBA i 1940'erne stod i samarbejdspolitikkens periferi, kan jeg kun tillasgge hans vidneudsagn ringe vaerdi.

Nu ville sagen naturligvis have stillet sig ganske anderledes, hvis KBA kunne basere sin erindring pa egne samtidige optegnelser. Men det synes jo ikke at vaere tilfaeldet. Ellers ville han naeppe have ladet et sa staerkt argument ligge, og han ville ikke have grebet til den fortvivlelsens udvej at citere en artikel af Aksel Moller fra Den danske Parole i marts 1945, hvori denne dementerer, at der skulle herske nogen russerfrygt blandt politikerne. Nu er russerskraek jo ikke det samme som kommunistskraek, og situationen i august 1943 jo en hel anden i marts 1945 - men bortset fra dette tolker KBA jo heller ikke Aksel Moller rigtigt! Stedet er ikke her til at fordybe sig i befrielsessituationen. Men enhver med kendskab til besaettelseslitteiren

saettelseslitteirenvil vide, at netop bolchevikfrygten var en helt dominerende ctor ba; irtisystemets dispositioner i foraret 1945 og f.eks. den af ende ai til de gamle politikeres canossa-gang i regeringssporgsm;et (se f.et Haestrups Hemrnelig Alliance II (1959), Ulf Torells Hjalp :il Danma: 373) og senest P. Roslyng-Jensens Vcernenes politik - politikernes vcern (1980) samt mine egne pa Foreign Officematerialetbaserede kronikker »Politikernes frygt for befrielsen« i Politiken4. og 5. ma] 1980).

Aksel Mollers artikel i Den danske Parole er - som det sa ofte er tilfaeldet med abne kilder - ikke noget bevis for, at politikerne ikke frygtede russerne eller DKP, men tvaertimod et udtryk for det modsatte. Den skulle besvaerge bolchevikskraekken i befolkningen for at forhindre rygter og uro og den oplosning i moral og loyalitet, som alene systemfjenderne kunne profitere af. I virkeligheden peger KBA her ufrivilligt pa den kontinuitet, der kan pavises i politikernes overlevelsesstrategi efter Stalingradslaget i vinteren 1943, da det blev klart, at Hitler ikke kunne vinde, og at Sovjetunionen ville indtage Tysklands plads. Og han slar sig selv pa munden, nar han samtidig i en efterseetning erkender, at politikerne selvfolgelig havde en forstaelig frygt for kaotiske tilstande efter krigen (Historie XIII, 3 s. 134). Ja, men det var jo netop problemstillingen i august 1943, da fredsoptimismen kulminerede efter begivenhederne i Italien, og mange sa den tyske kapitulation lige om hjornet. Henvisninger til kommunisterne, til kaos og oplosning og til faren for at miste kontrollen med befolkningen - ja, sagar til borgerkrig - er legio blandt forhandlerne pa Christiansborg i disse dage (se f.eks. II s. 297, 303 f., 308, 331, 335, 337, 350 f., 358, 419, 421, 449 og 485).

Og her kan vi naturligvis igen ikke se det politiske system isoleret fra stromningerne i det ovrige Europa, hvor bolschevikfrygten fra vinteren 1943 blev en stadig mere afgorende faktor i bade kollaboratorregimernes og de vestallieredes militaere og politiske beslutninger. Jeg havde i disputatsenhverken tid eller plads til at arbejde dette internationale tema igennem og matte nojes med nogle fa og usystematiske om end efter min mening naturligvis ikke uvaesentlige iagttagelser (I s. 207f.). Men jeg er ikke i tvivl om, at vi med bolschevikfrygten fra 1943 star over for en hoveddrivkraft i de sidste krigsars historie, der har sit klare parallelforlob i kampen mellem status quo-kraefterne og de samfundsaendrende krasfter under og efter forste verdenskrig. Jeg kan nu henvise til et par boger, der er kommet efter manuskriptets faerdiggorelse, og som bringer en mere systematisk dokumentation for denne antagelse, nemlig Mark A. Stolen The Politics of the Second Front. American Military Planning and Diplomacyin

macyinCoalition Warfare, 1941-1943 (1977) og Arthur L. Smith: Churchill'sGerman
Army. Wartime Stragegy and Cold War Politics 1943-1947
(1979).

Vojtech Mastny gor i Russia's Road to the Cold War. Diplomacy, Warfare, and the Politics of Communism, 1941-1945 (1979) opmaerksom pa, at frygten for en separatfred mellem Tyskland og USSR var staerkt udbredt i vesten i sommeren 1943. Han taler direkte om »a separate peace scare« (s. 84). Her kan ligge en del af forklaringen pa det kommunistiske sporgsmals fremtraedende rolle i sommerens politiske diskussion.

2

Tesen om politikernes kamp for at undga bruddet (der i parentes bemcerket blev fundet overbevisende af bedommelsesudvalget og af dagspressen med et par enkelte undtagelser, bl.a. Aktueli) mener KBA generelt star udokumenteret. Han henviser her til misforholdet mellem antallet af noter, nar det gadder augustoproret pa den ene side og samarbejdspolitikerne pa den anden, og fremdrager samtidig nogle »typiske eksempler« pa denne svigtende dokumentation. Heroverfor stiller han sa uden naermere konkretisering »en raekke udtalelser« fra 1940-43, der taler imod tesen, og samler sig sluttelig om Hedtofts tale den 13. februar 1941, som han citerer efter Hartvig Frischs fremstilling i Danmark besat og befriet (1945). Ifolge denne erklaerede Hedtoft om politikernes taktik, at »den ma tilstraebe to ting: Et brud, som antagelig ma komme, ma heist tages samlet af de demokratiske partier, og alt ma sasttes ind pa at hindre dannelsen af en nazistisk regering«.

Nu lader sandheden sig jo ikke male med antallet af notehenvisninger, og jeg vil derfor lade dette noget misforstaede additionsstykke ligge. Tilsvarende ukendskab til historikerens handvaerk ligger vel ogsa bag flere af de fremdragne eksempler pa det, KBA kalder »de kildelose vurderinger.«

Jeg citerer fra Historie s. 134 f.:

»Nogle typiske eksempler:
a) Om hjemturen efter socialdemokratiske lederes samtale den 18. august 1943
med Best anfores (11, 323/324): »Sikkert korte ogsa de socialdemokratiske ledere
tilbage til Kobenhavn i forvisningen om at sarnarbejdspolitikken matte fortsxtte,
og at man i hvert fald i den rigsbefuldmaegtigede havde et af de vigtigste kort i
kampen for status quo og mod de kommunistiske krasfter i landet«.
Deter muligvis »sikkert«, men kilden mangier.
b) Det samme gaelder bemaerkningen (11, 472): »Best havde formaet at skabe
sig tiHid pa Christiansborg, og vurderedes som et sikkert kort i politikernes
bestraebelser pa at fore kollaborationen igennem indtil krigens afslutning«.

c) Om samarbejdspolitikken siger forfatteren, igen uden kildeanvisning (11, 474): »Det skal indrommes at kilderne flyder sparsomt, men der er iritet fundet i det samtidige materiale der indicerer at nogen stemme med vaegt indenfor Socialdemokratiet, Venstre eller de Radikale skulle have arbejdet henimod et brud«.

Dette star i klar modsaetning til en raekke udtalelser fra 1940-43, hvoraf blot skal naevnes en saerlig velkendt, nemlig den tale Hedtoft holdt pa Socialdemokratiets hovedbestyrelsesmode den 13. februar 1941, efter at han var blevet tvunget af tyskerne til at ga som partiformand...

d) Om valget i 1943 - hvor der nok kunne vaere grund til at saette et sporgsmalstegn ved forfatterens opfattelse af forhistorien - siges det igen uden naermere kilde (I, 202), at »resultatet blev fejret som en stor sejr for de socialdemokratiske farver«. Deter da sikkert det indtryk, f.eks. dagspressen har givet. Det var ogsa en meget stor stemmefremgang, men var forfatteren gaet bag om avisoverskrifterne, ville han sikkert ogsa straks pa valgnatten have modt den realistiske, for ikke at sige den pessimistiske tone, jeg modte hos H.C. Hansen morgenen efter valget i en bemaerkning om, at det var en gevinst, man matte regne med at aflevere igen ved det forste valg efter befrielsen - et tidspunkt, som hverken han eller andre politikere, jeg kendte, troede var naert forestaende.

e) I endnu en kildelos vurdering siges det (I, 2o8): »Frygten for en bolschevisering af Europa matte blive et meget staerkt argument for dem der onskede samarbejdspolitikken opretholdt og sa hen til kollaborationen som et vaesentlig bolvaerk imod kommunismen«.

Det gaelder saledes bade for eksempel (b) og (c), at de er taget fra konklusionen, at de altsa bygger pa disputatsens hovedstykke, som KB A karakteristisk nok slet ikke tager stilling til. Tilsvarende er ogsa eksempel (e) omhandlende bolschevikfrygten baseret pa de forudgaende siders dokumentation med bl.a. en udtalelse fra Buhl, der viser hans bekymring sa tidligt som i maj 1943 (I s. 207).

Hvad angar eksempel (d) fra rigsdagsvalget i marts 1943 har jeg svaert ved at se, hvori uenigheden egentlig bestar, nar bortses fra, at KBA tager afstand fra min opfattelse af forhistorien uden overhovedet at komme ind pa, hvad der er hans egen.

For det forste eksempels vedkommende (a) er det naturligvis rigtigt, at jeg kun kan spekulere over, hvad socialdemokraterne taenkte pa vejen hjem fra det hemmelige mode med dr. Best i Lyngby den 18. august. Men Best var i hvert fald meget tilfreds, da han naeste dag aflagde beretning til general v. Hanneken. Det kan naturligvis have vaeret taktisk bestemt, men naeppe at han udtalte sig i tilsvarende vendinger over for statsminister Scavenius - medmindre man da vil hylde det kildekritiske princip, som gerne fremsattes af de danske aktorer efter krigen, at tyske kilder altid lyver (II s. 336 og 385 samt 111 s. 330 note 21).

At det socialdemokratiske lederlag var blevet bestyrket i viljen til at

fortsaette samarbejdspolitikken, laeser jeg dog forst og fremmest i partibeslutningenden 19. august om at tapetsere landet med talere sondag den 29. august, der skulle advare imod uroen og strejkerne og opfordre til at slutte op om samarbejdslinjen. Som bekendt lagde den militaere undtagelsestilstand sig imellem og forhindrede de allerfleste af moderne, men det aendrer jo intet ved hensigten, der bl.a. kan aflaeses af det omfangsrigetalermanuskript, som ledelsen udsendte i de sidste augustdage, og som KBA helt har valgt at negligere (II s. 257 ff. og s. 423 ff.). Eftersom deter forste gang, denne vigtige kilde fremlaegges for offentligheden,havde den da nok vaeret en stillingtagen vaerd! I det hele overser eller glemmer KBA helt at se pa Socialdemokratiets adfaerd i disse uger bade lokalt og centralt og bade for og efter skaeringsdatoen den 29. august. Jeg kan kun opfordre ham til at laese strejkeafsnittet igennem endnu en gang, saerlig kapitlet om Odense, hvor regeringen og DsF var mest involveret, samt delkapitlerne om »Arbejderforerne pa taersklen til katastrofen« (II s. 421 ff.) og »Politikerne og kollaborationen« (II s. 479 ff.) og sa tage diskussionen op pa ny.

Og nu til Hedtofts tale for Socialdemokratiets og fagbevaegelsens top
13. februar 1941, det sa ofte brugte - og misbrugte - »bevis« for, at
Socialdemokratiet onskede, ja, straebte henimod bruddet.

Nu kan man vel ikke forlange, at en travl politiker skal ga til kilderne - i dette tilfaelde originalmanuskriptet til talen i Arbejderbevaegelsens arkiv - isaer ikke, nar ingen af hans socialdemokratiske forgaengere har gjort det. Alligevel ma det undre, at KBA slet ikke har reflekteret over mit svar til ham den 2. november, hvorefter Frischs udsnit er klart tendentiost, og talen laest i sin helhed ikke lader nogen tvivl om, at budskabet er det stik modsatte, nemlig nodvendigheden af og viljen til at fortsaette kollaborationen. Nogleudsagnet er naturligvis her Hedtofts bernaerkning samme sted om »at vi ikke skal habe, at det kommer dertil, [nemlig til et brud] endsige bevidst stile derimod. Hvad det vil betyde, hvis tyskerne direkte overtager dansk civiladministration, gor man sig ikke rigtigt klart« (I s. 150) - en passus, som naturligvis aldrig har vundet indpas i den socialdemokratiske historiografi.

Nu er det utvivlsomt, at der findes elementer i Hedtofts tale, der er svaert forenelige, og som i virkeligheden for laengst burde have inspireret historikerne til at udforske ophavssituationen naermere. Jeg har ogsa selv forsomt dette i disputatsen, men har i mellemtiden radet bod herpa med en saerundersogelse, som jeg haber at kunne publicere inden lasnge. Dokumentationenma vente indtil da. Men hovedresultatet er klart nok: Det bekraefter min oprindelige tolkning af talen som udtryk for kontinuiteten

i den socialdemokratiske overlevelsesstrategi, der betod godtagelsen af samarbejdslinjens jernharde nodvendighed og viljen til at fortsaette kollaborationentil det yderste. Den viser nemlig, at det mere aktivistiske element i talen var tilfort denne til sidst, at det var staerkt situationsbestemt,og at det forst og fremmest bor soge sin forklaring i privatsfaeren, nemlig i Hedtofts skuffelse over at matte traede tilbage som partiformand efter kun godt et ars virke, og i en situation der kaldte pa alle kraefter og talenter i partiet. Ingen - og heller ikke Hans Hedtoft - havde i vinteren 1941 brev pa, at den tyske besaettelse ikke ville blive generationslang, og at den afsatte partiformand ville vaere tilbage i centrum at dansk politik bare 2'/2 ar senere. I 1941 - efter Frankrigs fald, og inden angrebet pa Sovjetunionen og USA's indtraeden i krigen - kunne forvisningen let synes en dom for livet.

Men skuffelsen havde ogsa andre rodder end frustrationen over at vaere blevet afbrudt i karrieren. Den naeredes af bitterheden over at vaere blevet ofret uden kamp. Kritikken gjaldt regeringen, og her naturligvis saerligt Scavenius, men endnu staerkere partiledelsen, dvs. Stauning, der forhindrede det opgor pa sporgsmalet, som Hedtoft selv lagde op til. Hvad der matte foles sa meget desto hardere, som Hedtoft ikke en maned tidligere, i Christmas Moller-sagen, havde talt staerkest og mest principielt imod, at tyskerne blandede sig i rigsdagens forhold.

Endelig syntes ogsa selve »fyringsgrundlaget« sa meningslost og uretfserdigt. For Hedtoft matte forst og fremmest se sit fald som resultatet af DNSAP's rendestenskampagne, der korte pa hans antifascistiske arbejde i 30'erne, og ikke som frembragt af nogen illoyalitet over for samarbejdspolitikken. Her gar der et klart skel mellem »Christmas Moller-« og »Hans Hedtoft-sagen«. Hedtofts antinazistiske og antiscavenianske holdning, som han delte med storsteparten af rigsdagsmaendene, forhindrede ham da heller ikke i at slutte op om regeringspolitikken i de folgende ar. Kort efter sin fratraeden fik han i juni 1941 et britisk tilbud om at slutte sig til de frie danske i London, men afviste, saledes som han gjorde det igen i 1944. Under Telegramkrisen i 1942 sluttede han sig ikke til den handfuld socialdemokrater, der protesterede, men stemte for Scavenius, dvs. for en upolitisk ledelse af regeringen, og altsa imod et af de hovedprincipper, som han selv havde udhamret for forhandlingslinjen i 1941. Og - hvad der er vigtigt, nar vi tager vort udgangspunkt i februar-talen - under valgkampen i marts 1943 tog han ord til andet afstand fra den formulering i 1941, som den socialdemokratiske historieskrivning efter krigen forgyldte og satte pa piedestal.

Hedtofts tale er ifolge KBA kun en af »en raekke udtalelser fra 1940-43«,der

43«,derviser, at socialdemokraterne arbejdede henimod et brud. Men han naevner ikke de ovrige. Jeg venter med spasnding pa at fa dem frem, for jeg ma have overset dem under arbejdet med kilderne. Til gengaeld negligerer KBA helt mine udsagn om det modsatte - f.eks. en tale af H.C. Hansen pa et tillidsmandsmode i Lyngby i febr. 1943, hvori den tidligere partisekretasr (han blev som bekendt tvunget tilbage samtidig med Hedtoft) erklaerede: »vi onsker ikke selv at tilstraebe kaotiske tilstande.Og vi onsker heller ikke, for vi af forhold, som er staerkere end vi selv, tvinges til det, at udlevere statsapparatet og hvad dertil horer af indflydelse og kraft til tvivlsomme elementer i den danske befolkning« (I s. 151).

Men i ovrigt kan det jo heller ikke vaere afgorende for historikeren, om en politik er formuleret direkte i kilderne. For det vil ofte ikke vaere tilfaeldet. Hans ledetrad ma vaere den samlede vurdering af den politiske adfaerd.

3.

KBA savner i min afhandling mere sympati for De samvirkende Fagforbund. Det begrunder han bl.a. i det, han opfatter som mine helt unodvendige mystifikationer omkring valget af Eiler Jensen som forbundsformand efter Laurits Hansen i maj 1943. Herom skriver jeg - og KBA citerer - at valget ikke er naermere klarlagt, men at det betod, at Laurits Hansen mistede sin magtbasis i DsF. Efter KBA var valget af naestformanden Eiler Jensen imidlertid en helt normal folge af hans konstituering som formand ved Laurits Hansens ministerudnaevnelse i november 1942. Deter altsa ifolge KBA ikke nodvendigt at klarlaegge noget som heist! (Historie s. 140).

KBA finder eksemplet karakteristisk for min »lidt specielle form for historieskrivning«. I virkeligheden er den mere symptomatisk for hans overfladiske kritik, der ikke bunder i nogen viden om den specifikke situation, men alene gar pa kendskabet til valgproceduren i praksis.

Nar jeg overhovedet naevner problemerne omkring valget i maj - og det i en bisaetning - haenger det sammen med den langt vigtigere iagttagelse,at DsF med Laurits Hansens ministerpost nu tradte frem og patog sig et direkte medansvar for kollaborationen, hvor man tidligere havde stottetdenne indirekte (I s. 146). Tyskerne havde siden efteraret 1940 »dyrket«DsF og laenge onsket repraesentanter for den »upolitiske« del af arbejderbevaegelsen i samlingsregeringen. Saledes var i 1942, under Telegramkrisen,bade Laurits Hansen og formanden for arbejdsmasndene

Aksel Olsen deres kandidater, og de stillede utvivlsomt store forventningertil
De samvirkendes nye ministerpost.

Laurits Hansen var mere loren. Han gav ikke ministeriet nogen lang levetid og gjorde derfor sin indtraeden betinget af, at han kunne opretholde forbindelsen til fagbevaegelsen og vende tilbage, nar forholdene normaliseredes igen. I DsF var der nogen modstand imod tanken, men enden blev dog, at Laurits Hansen fik orlov indtil generalforsamlingen i maj og bevarede sine tillidsposter i bevaegelsen. Samtidig blev Eiler Jensen og Einar Nielsen konstitueret som henholdsvis formand og naestformand (Forhandlingsprotkl. for DsF 9.11.42 og cirkulaere DsF nr. 80/1942 af 11.11.42). Men i maj, med regeringen stadig pa hojkant og endnu intet afklaret, blev lederproblemet nu aktuelt. I DsF var stemningen imod at fortsaette konstitueringen, og hvad oppositionen ikke havde magtet i november, lykkedes det nu at fa igennem i maj - men da la ogsa Stalingrad og Tunis imellem - nemlig at tvinge Laurits Hansen til at foretage sit valg.

Dette valg imellem den politisk betydningslose post som socialminister og sa ledelsen af fagbevaegelsen kan ikke have vaeret svaert. Laurits Hansen var ikke nogen succes som minister. Odiet af kollaborator hang over ham fra starten og isolerede ham i partiet. I ministeriet gjorde han en darlig figur og 10b sig gang pa gang staver i livet. I foraret var han sa led og ked af det hele, at han truede med at ga. Man tor saledes tro, at beslutningen fra DsF snarest kom som en befrielse, og den 11. maj anmodede han statsministeren om at matte traede tilbage. Han folte sig ikke hjemme i ministeriet, hvor det havde vaeret umuligt at fa selv de mindste sager igennem, hedder det i en beretning, som han udarbejdede i vinteren 1944/45 (»Redegorelse fra Laurits Hansen m.h.t. de overfor ham rejste beskyldninger for tyskvenlighed m.m.«). Scavenius reagerede i forste omgang afvisende, formentlig forst og fremmest af bekymring for, hvad tyskerne ville sige, for han var ellers ingen beundrer af sin socialminister; men da Best erklaerede, at det ogsa var i tysk interesse, at Laurits Hansen vendte tilbage til DsF (Parl. Komm. XIII nr. 402), sadlede han straks om og gav den 13. maj Laurits Hansen gront lys for ministeraktionen. Men nu kom partiet imellem.

Den 13. indkaldtes inderkredsen til et hastemode i Folketinget, der udtalte sig kraftigt imod socialministerens onske om at traede tilbage. Hovedbegrundelsen skal ifolge ovennaevnte beretning af Laurits Hansen have vaeret mistilliden til Scavenius, der gjorde det nodvendigt at fastholdedet politiske flertal i ministeriet (syv mod seks) og dermed Laurits Hansens ministerpost. Men det turde have vaeret en argumentation for

tilfdllet. I hvert fald motiverede Scavenius senere over for dr. Best socialdemokraternesmodstand med mere generelle betragtninger over den partipolitiske balance i ministeriet (s.st. nr. 403), og dette lyder i virkelighedenrimeligere, ogsa selv om vi naturligvis ikke kan forvente at finde den antiscavenianske brod i statsministerens version. For kontrollen med Scavenius la jo ikke i antallet af stemmer i regeringen, men hos de tunge kalibre i Rigsdagens Samarbejdsudvalg. Og det vidste Laurits Hansen bedre end nogen anden.

Maske ligger forklaringen da ogsa et helt andet sted. Og maske er den naermeste forklaring ogsa den rigtige, nemlig at sagen ikke gjaldt kontrollen med Scavenius, men derimod kontrollen med Laurids Hansen, og at man simpelthen ville forhindre den kompromitterede socialminister i at overtage DsF-posten igen. Det kunne man bare ikke sige hojt!

Men hvilke bevaeggrunde der end har ligget bag beslutningen, sa matte Laurits Hansen i hvert fald boje nakken, hvad han senere bitterligt skulle fortryde. Endnu samme eftermiddag kunne Scavenius meddele udfaldet til dr. Best, der akkviescerede og mente at kunne se fordelene ved, at Laurits Hansen - nu befriet for de faglige tillidshverv - helt kunne hellige sig karrieren som Staunings efterfolger og Socialdemokratiets kommende leder! Men om Best selv har troet pa den historie, eller om den bare skulle indsukre pillen over for Berlin er ikke godt at vide.

For Laurits Hansen derimod gjaldt det nu om at redde stumperne, dvs. at forma DsF til at forlaenge konstitueringen og dermed holde vejen aben tilbage til Rosenorns Alle. Herom forhandlede han nu med reprsesentanter for forretningsudvalget, men uden at det bar frem. For flertallet var klart imod. Det afgorende mode fandt sted den 14. maj, hvor Alsing Andersen aflagde beretning pa partiets vegne. Tre af medlemmerne i forretningsudvalget gik ind for en forlaengelse, og resten argumenterede imod under en henvisning til »de usikre vilkar som det vil vaere at have en konstitueret formand«. Men det var ingen udtommende begrundelse. Hele sagsforlobet viser, at man forst og fremmest onskede at skille sig af med en leder, der ville blive en belastning under den kommende fredskrise. Den endelige vedtagelse om at opstille Eiler Jensen og Einar Nielsen som henholdsvis formand og naestformand faldt enstemmigt (forhandlingsprotkl. for DsF 14.5.43).

Men Laurits Hansen strakte ikke helt vaben. Han havde afsluttet forhandlingenmed en erklgering om »at man ikke onskede en mindretalsindstilling,men at han forbeholdt sig sin stilling, dersom der fra anden side skulle blive stillet forslag om han genvalg« (s.st.). Han holdt altsa doren aben for en redningsaktion fern minutter i tolv. Men den kom

aldrig. Pa generalforsamlingen den 21. maj blev Eiler Jensen valgt uden komplikationer. Det rore, der opstod omkring valgene, gjaldt ikke Laurits Hansen, men kollaboratoren Ernst Berg - ogsa en strompil for, hvor stemningerne nu bar hen.

Hvor personlige modsaetninger og karrieremotiver modes med de store besaettelsessporgsmal, oplyser valgforhandlingen i 1943 intet orn. Dog turde det efter det foregaende vaere oplagt, at KBA's indlaeg ikke er sidste ord i denne sag. At han i den grad forbigar sporgsmalets kaerne kan i ovrigt nok undre, al den stund jeg faktisk tangerer problematikken i noterne (111 s. 192 note 9). Men det ligger i smuk forlaengelse af den socialdemokratiske historietradition. Ingen af standardfremstillingerne (Eiler Jensen og Kaj Bundvad i Danmark besat og befriet (1947), Under Samvirkets Flag (1948) og Kampens gang (1973) berorer sporgsmalet, hverken isoleret eiler i et storre besaettelsesperspektiv. Og dette haenger naturligvis igen sammen med, at ingen af forfatterne overhovedet beskaeftiger sig nasrmere med fagbevaegelsens stilling i besaettelsessystemet. Vi ma nojes med en retorik svarende til Eiler Jensens og Kaj Bundvads: »Det daglige arbejde blev udfort - ofte under overordentlig vanskelige vilkar - uden at saette den nationale aere til og uden at give efter for den nazistiske ideologi. Man bojede sig kun for det tyske pres, nar ingen anden vej var mulig. Ved at tage forholdene i agt og aldrig tabe malet af syne, ved behaendighed og manovredygtighed lykkedes det at komrne vaerdigt igennem besaettelsestiden« (s. 182).

For de socialdemokratiske harmoniseringsbestraebelser har fagbevaegelsens relationer til besaettelsesstyret altid forst og fremmest vaeret et sporgsmal om enkeltpersoners private opportunisme og sergerrighed (en Lindberg, en Dalsgaard, en Berg, en Laurits Hansen), et synspunkt der sa at sige blev kanoniseret af partidomstolen efter krigen. Men deter jo ikke blot en helt urimelig personificering af problemet. Deter ogsa at ga helt fejl af de fundamental samfundsmaessige faktorer, der forte DsF ind i kollaborationen, og som gjorde fagbevaegelsen til en af dennes staerkeste og ivrigste stotter. Et monster, vi i ovrigt finder igen, hvis vi kigger ud over Danmarks graenser til det ovrige besatte Europa.

4.

Augustoproret er den forste disputats, der introducerer komtnunisterne som en afgorende faktor i Danmarks nyeste historic For de fremstar her som strejkebevasgelsens egentlige spydspidser og organisatorer og tildelesdermed en hovedandel i, eiler om man vil - en hovedaere for - samarbejdspolitikkensfald. Deter naturligvis ikke rart at hore, har heller ikke

vaeret det for borgerlige modstandsfolk, og isaer da ikke, nar det sker ved
en »borgerlig« historikers mellemkomst, der oven i kobet har sikret sig
alibiet som »antikommunist« i Land og Folk (6. 11. 79).

KBA anfaegter naturligvis ikke kommunisternes andel i auguststrejkerne, hans bestraebelser folger de gammelkendte veje med at miskreditere deres hensigter og motiver og dermed deres nationale indsats. At laese hans indlaeg er som at bladre i det socialdemokratiske informationsmateriale fra 1942-43, der hasnger kommunisterne ud som hyklere og vendekaber og Moskva-agenter og frakender dem ethvert haederligt motiv. Det er stort set de samme citater og de samme travere, der traskkes frem, og det samme trick med at sla DKP i hartkorn med Hitler.

KBA savner i disputatsen isaer det historiske perspektiv bagud til 1940, da den folkelige og politiske modstand i forening brod nazisternes storm-10b, DKP forholdt sig passiv eller direkte gik imod. Det afgorende kritikpunkt er naturligvis her DKP's kolbotte den 22. juni 1941 eller som KBA eufemistisk udtrykker det, den manglende sammenhaeng i kommunisternes holdning under besaettelsen. Men hertil er at sige, at DKP's holdning hverken var mere eller mindre »sammenhaengende« end Socialdemokratiets (og de andre politiske partiers), der for den 29. august bekaempede modstanden, derefter forsogte at alliere sig med den, og efter den 4. maj 1945 slog sig til ridder pa den. Der var i begge tilfaelde tale om opportunistiske handlingslinjer, hvis hovedformal var at sikre bevaegelsens overleven under presset udefra. At ingen af de to parter endnu pa 35 ars afstand tor vedga tilpasningspolitikken som et rationelt og legitimt svar pa den nazistiske trussel, men mener det nodvendigt bestandig at matte slore denne bag en facade af modstand siger en del om den folelsesknude, som besaettelsestiden stadigvaek udgor.

Saledes laegger jeg heller ikke i disputatsen skjul pa, at DKP ligesom de ovrige europaeiske kommunistpartier forte en samarbejdslinje med Hitler-styret indtil den 22. juni 1941, jeg bruger direkte udtrykket kollaboration(I s. 135), og heller ikke at angrebet pa Sovjetunionen, der fra den ene dag til den anden gjorde den »imperialistiske krig« til »den store faedrelandskrig«, skabte bade forvirring og kritik i partiets kadrer (I s. 227). Jeg undlader heller ikke at gore opmaerksom pa, at kommunisternesnationale befrielseskamp ikke kan ses uafhasngigt af den sociale og politiske klassekamp, og her igen saerligt kampen imod den socialdemokratiskearbejderbevaegelse; ja, dette synspunkt turde vaere en af de rode trade gennem strejkeafsnittet. Udtryk som at »ingen vel kan fortasnke socialdemokraterne i at de ikke folte sig tiltrukket af den kommunistiske enhedsparole« eller »at DKP's appeller til solidariteten matte forekommede

medesocialdemokratiske ledere af samme karakter som rebet der stotter den haengte« og mere direkte, at »den kommunistiske trussel var en barsk realitet« burde vaere illustrerende nok (I s. 255) og kan efter behag lasgges til de citater, som KBA selv har fundet frem (Historie s. 139).

Men deter naturligvis rigtigt, at afhandlingen vaegter sporgsmalet om DKP for 22. juni anderledes, end KBA kunne have onsket. For det forste fordi den ikke har set det som sit primaere mal at diskreditere kommunisterne, og for det andet fordi hele fremstillingens tyngdepunkt ligger i 1943. Hvad DKP ville have foretaget sig, om man havde staet staerkere, og hvad der ville vaere sket i tilfaelde af en russisk befrielse - de sporgsmal, der bestandig fores frem som udtryk for det borgerlige Danmarks dybe mistillid til kommunisternes hensigter - ved vi jo intet praecist om; bl.a. fordi kildematerialet er fuldstaendig tavst om de interne overvejelser i partiet. Vi ved kun, at DKP's overordnede nationalfrontsstrategi, som man delte med de andre og langt maegtigere europaeiske kommunistpartier - og med Sovjetunionen, gav det en systembevarende og reformistisk kurs, som forbod kup og revolutioner og blokerede for en udenomsparlamentarisk aktivitet, da mulighederne syntes allerstorst, nemlig i befrielsessommeren 1945. For da var kommunisternes trumf klart ikke maskinpistolen, men stemmesedlen.

5.

Og nu til en af de storre enkeltposter pa samarbejdspolitikkens debetside, det tyske overfald pa Horserodlejren den 29. august, det K.B. Andersen kalder »et dybt ulykkeligt kapitel« i besaettelsens historie. Som det vil vaere almindeligt kendt, resulterede den danske passvivitet i, at tyskerne kunne pagribe omkring 150 af de internerede og deportere dem til ufattelig nod og elendighed i tyske KZ-lejre, hvorfra omkring en snes aldrig mere vendte tilbage. Derfor, og fordi regeringens holdning matte saette et stort sporgsmalstegn ved den officielle begrundelse for at internere kommunisterne i 1941, nemlig at man dermed befriede dem fra en vaerre skaebne i Tyskland har sagen altid hort til de mest betaendte skyldssporgsmal under krigen og fremprovokerede efter maj 1945 en lidenskabelig og hadsk debat.

Dette er velsagtens baggrunden for, at K.B. Andersen har ment det nodvendigt at tage sporgsmalet op og give det en vaegt i sit indlaeg, der slet ikke star i noget forhold til dets rolle i afhandlingen. For modsat K.B. Andersen, der taler om at placere »ansvaret«, har mit aerinde alene vaeret at vurdere sporgsmalet i lyset af kontinuitetsproblematikken (herom merenedenfor). K.B. Andersen protesterer imod min omtale af regeringens

holdning som praeget af »uviljen til at hjaelpe kommunisterne«. Men karakteristiskfor hans punktlassning af afhandlingen sker det med en henvisningtil konklusionen (11, 478) - og ikke til min dokumentation i hovedstykket(11, 445f.). Han gor samtidig opmasrksom pa, at Hartvig Frisch behandler sporgsmalet i Danmark besat og befriet (l s. 335), og at jeg altsa burde vide bedre. Men sagen er jo den, at Frisch skrev, for den Parlamentariske Kommission i efteraret 1946 kulegravede problemet og lagde det forste egentlige kildemateriale pa bordet. Nar KBA alligevel benytter den foraeldede Frisch som sandhedsvidne, ma det da enten skyldesalmindelig uvidenhed eller onsket om at bygge videre pa den socialdemokratiskeselvforstaelse. Formentlig er der tale om begge dele.

Horserod-episoden har naturligvis altid indtaget en frerntraedende plads i den kommunistiske besaettelseslitteratur (Scherfig, Carl Madsen 0.a.), men har aldrig vasret behandlet videnskabeligt. Jeg bliver derfor nodt til at ga lidt i detaljer.

Frischs skildring er et godt eksempel pa, hvorledes historikeren (og politikeren) kan manipulere med sproget i en sadan grad, at ihvorvel de enkelte udsagn ikke kan siges at vasre direkte usandfaerdige, bliver det samlede budskab helt forvraenget. Jeg skal derfor belaste lasserne med at citere det nok engang:

»Pa eet punkt svigtede de danske forberedelser over for tyskernes aktion. Det matte vaere en naturlig pligt for den danske regering at sikre losladelse af de kommunister, der var internerede i Horserod-lejren med den udtrykkelige motivering, at man derved sikrede deres personer mod deportation til Tyskland. Der var ogsa sa sent som i august 1943 af lejrens ledelse givet fangerne tilsagn om, at de ikke vjlle blive udleveret; i konsekvens heraf var der truffet foranstaltninger til en kollektiv flugt og givet tilsagn om, at de vagthavende betjente ikke villle laegge hindringer i vejen for flugt. Men pa eet punkt glippede det. Man havde regnet med at kunne give et signal fra Kobenhavn, nar aktionen begyndte, men det viste sig, at tyskerne aktionerede i Horserod tidligere end noget andet sted. Derfor svigtede signalet, og kun en del af kommunisterne slap ud«.

Som man vil se, formidler Frisch det indtryk, at ulykken alene kunne ske, fordi Vaernemagten kom det danske initiativ i forkobet. Kilden til dette initiativ prasciseres ikke naermere, der tales übestemt om »Kobenhavn« og om »de danske forberedelser« etc., men den forudsaetningslose eller ukritiske laeser vil ikke have svaert ved at knytte traden tilbage til den indledende omtale af den danske regering, der jo ikke i denne sammenhaeng tildeles et saerligt ansvar. Implicit ligger det jo ogsa i teksten, at de gode viljer dog ikke fallerede helt: faktisk lykkedes det dog for en del af de internerede at flygte.

Men dette er jo en helt forvraenget skildring af virkeligheden. Som det klart fremgar af den Parlamentariske Kommissions afhoringer - se henvisninger hertil i 111 s. 363 note 21 - var loftet til de internerede alene afgivet pa det underordnede embedsmandsniveau, og drivkraefterne i redningsaktionen var igen underordnede embedsmaend, nemlig de menige betjente i Horserod, lerjchefen Cuno Gjerstrup og det beromte tandempar fra Statsadvokaten for Saerlige Anliggender, overbetjentene Madsen og Dinesen, der sled og slaebte hele den 28. august for at skabe den nodvendige kontakt mellem Horserod og Christiansborg, men forgaeves. Det var ogsa.Madsen og Dinesen, der i lobet af lordag eftermiddag fik omkring 30 af de internerede kommunister overfort fra Vestre faengsel til Horserod med den udtrykkelige motivering, at det var lettere at flygte herfra end inde fra Kobenhavn. I forste omgang strandede deres bestraebelser pa politikommissaer Odmar, men de havde mod og mandshjerte og energi nok til at sla sig igennem til departementschef Eivind Larsen (statsadvokat Hoff var ikke i byen). Og det bor for historiens og retfaerdighedens skyld ikke glemmes, at denne af kommunisterne mest udskaeldte politimand ikke var i tvivl om, hvad der burde gores, og gav gront lys for operationen.

Hvad endelig angar de omkring 90 kommunister, som faktisk fik reddet sig bort fra lejren, sa skyldtes det pa ingen made myndighedernes eller politikernes fortjeneste, men alene det forhold, at vaernemagten var ukendt med lokaliteten og derfor ogsa ukendt med, at Horserod-lejren faktisk bestod at to fra hinanden adskilte barakomrader. Fremfor at overfalde begge lejre pa en gang besatte de forst »den lille lejr« og gav dermed de internerede i »den store lejr« et pusterum til at flygte, hvad der lykkedes for de allerfleste i ly af morket og personalets passivitet.*

---

* Diet er utvivlsomt, at kommunisterne havde muligheden for at flygte fra Horserod i Iobet af Iordagen, den 28. august, p.g.a. faengselspersonalets velvillige holdning, og at ogsa flere onskede at stikke af, men at kommunisternes lejrledelse holdt dem tilbage. Se Carl Madsen til politidirektoren af 8. 6. 45 (Parl.Komm. VII s. 1211) og brev fra en af de internerede, V. Malmer, til Parl. Komrh. af 14. 10. 46, hvorefter ledelsen forbod flugt under trussel om, at vedkommende ville blive haengt ud i partipressen som provokatorer (s. st. s. 1232). Arsagerne til ledelsens passivitet er mere uklar. I de tidligste kommunistiske beretninger begrundes denne gerne med loftet til Gjerstrup om at holde sig i ro for ikke at odelaegge regeringens forhandlingsmuligheder over for tyskerne. Se afhoring af Johs. Hansen (s.st. stenogr. ref. s. 322), ovennaevnte brev fra Carl Madsen og Martin Nielsen i Rapport fra Stutthof (udg. fra 1967) s. 5. Men dette motiv kan i hvert fald ikke have haft gyldighed om aftenen, efter at man over svensk radio var blevet bekendtgjort med, at telekommunikationen mellem Danmark og Sverige var blevet afbrudt, og at krisen altsa havde naet en ny og afgorende fase. Forklaringen er da ogsa senere udbygget af Hans Kirk (Breve fra Horserod (1967) s. 125) og af Carl Madsen i Vi skrev loven (1968) s. 339 f., hvorefter man holdt igen, for at samarbejdspolitikerne ikke skulle give kommunisterne skylden for bruddet med tyskerne. »Det skulle ikke med mindste bund i de faktiske forhold kunne siges, at de kommunistiske gidslers flugt for at redde eget liv, og ikke den voksende modstandsvilje, var arsagen til regerings fald og til de ledelser, den abne kamp mod tyskerne nodvendigvis matte medfore« (s.st.s. 340). Deter klart, at der i det kommunistiske beretningsmateriale ligger en defensorisk tendens, der vil legitimere og idealisere en partibeslutning, der internt er blevet staerkt kritiseret, og som den Parl. Komm. naturligvis med fryd borede i. Kai Moltke - der allerede dengang stod i et vist modsaetningsforhold til partiledelsen - forklarer forst og fremmest passiviteten med »partibossernes« forvirring og lammende übeslutsomhed (Fire ar i fangedragt (1973) s. 84 ff.). Alligevel vil jeg mene, at den af Carl Madsen fremforte taktiske begrundelse har meget for sig. I hvert fald falder den smukt i trad med DKP's nationalfrontsstrategi under auguststrejkerne - og efter. Det skal understreges, at problemet ikke har nogen relevans for vurderingen af regeringens og myndighedernes stilling.

Men star vi da ikke med betjentenes og Gjerstrups initiativer over for et af de mange omtalte (men ganske vist sjaeldnere dokumenterede) eksempler pa en bureaukratisk sabotage i det gra felt mellem kollaborationen og modstanden - udfort under daekke af politikerne og med deres velsignelse og uudtalte sanktion? Intet som heist i materialet tyder derpa - tvaertimod er der mange tegn, der tnekker i den modsatte retning.

Saledes sogte Gjerstrup ved 17-tiden - altsa en time efter ultimatummets udlob og det danske nej - telefonisk kontakt med faengselsdirektor Tetens - for kun at fa den besked, at forhandlingerne var afbrudt, og intet afgjort endnu, men at han ville fa besked, hvis noget nyt dukkede op (Parl.Komm.Vll s. 300). Gjerstrup sad vagen hele natten sammen med sin overbetjent og ventede pa opkaldet fra Kobenhavn - der aldrig kom.

Og det kan ikke have vaeret, fordi regeringen ikke vidste bedre. For aldrig har man, som dokumenteret i afhandlingen (II s. 425, 437, 447 og 449 f,), vaeret sikrere orienteret om de tyske planer end netop lordagen den 28. august. Saledes vidste man gennem Duckwitz og via telefonaflytninger,at OKW insisterede pa den militaere aktion, og at man matte regne med, at den ville blive gennemfort i lobet af natten. Andre overbevisendetegn var masseopbuddet af panserkoretojer i gaderne og den usaedvanlig store aktivitet pa de tyske kaserner. Kl. 17 lukkede vaernemagtenfor telefon- og telegrafforbindelsen til Sverige, og kl. 22 lod Dagmarhus oplyse, at der ville komme en vigtig meddelelse i lobet af natten. Om ikke for sa kunne og burde Gjerstrup i hvert fald pa dette tidspunkt vaere koblet ind pa udviklingen - om viljen altsa havde vaeret til stede. Vi ser da ogsa, at andre grene af statsapparatet ikke bare afventedesituationen, man tog deres forholdsregler i tide, f.eks. Udenrigsministerietog

---

* Diet er utvivlsomt, at kommunisterne havde muligheden for at flygte fra Horserod i Iobet af Iordagen, den 28. august, p.g.a. faengselspersonalets velvillige holdning, og at ogsa flere onskede at stikke af, men at kommunisternes lejrledelse holdt dem tilbage. Se Carl Madsen til politidirektoren af 8. 6. 45 (Parl.Komm. VII s. 1211) og brev fra en af de internerede, V. Malmer, til Parl. Komrh. af 14. 10. 46, hvorefter ledelsen forbod flugt under trussel om, at vedkommende ville blive haengt ud i partipressen som provokatorer (s. st. s. 1232). Arsagerne til ledelsens passivitet er mere uklar. I de tidligste kommunistiske beretninger begrundes denne gerne med loftet til Gjerstrup om at holde sig i ro for ikke at odelaegge regeringens forhandlingsmuligheder over for tyskerne. Se afhoring af Johs. Hansen (s.st. stenogr. ref. s. 322), ovennaevnte brev fra Carl Madsen og Martin Nielsen i Rapport fra Stutthof (udg. fra 1967) s. 5. Men dette motiv kan i hvert fald ikke have haft gyldighed om aftenen, efter at man over svensk radio var blevet bekendtgjort med, at telekommunikationen mellem Danmark og Sverige var blevet afbrudt, og at krisen altsa havde naet en ny og afgorende fase. Forklaringen er da ogsa senere udbygget af Hans Kirk (Breve fra Horserod (1967) s. 125) og af Carl Madsen i Vi skrev loven (1968) s. 339 f., hvorefter man holdt igen, for at samarbejdspolitikerne ikke skulle give kommunisterne skylden for bruddet med tyskerne. »Det skulle ikke med mindste bund i de faktiske forhold kunne siges, at de kommunistiske gidslers flugt for at redde eget liv, og ikke den voksende modstandsvilje, var arsagen til regerings fald og til de ledelser, den abne kamp mod tyskerne nodvendigvis matte medfore« (s.st.s. 340). Deter klart, at der i det kommunistiske beretningsmateriale ligger en defensorisk tendens, der vil legitimere og idealisere en partibeslutning, der internt er blevet staerkt kritiseret, og som den Parl. Komm. naturligvis med fryd borede i. Kai Moltke - der allerede dengang stod i et vist modsaetningsforhold til partiledelsen - forklarer forst og fremmest passiviteten med »partibossernes« forvirring og lammende übeslutsomhed (Fire ar i fangedragt (1973) s. 84 ff.). Alligevel vil jeg mene, at den af Carl Madsen fremforte taktiske begrundelse har meget for sig. I hvert fald falder den smukt i trad med DKP's nationalfrontsstrategi under auguststrejkerne - og efter. Det skal understreges, at problemet ikke har nogen relevans for vurderingen af regeringens og myndighedernes stilling.

sterietogGeneralstaben, hvor man var i fuld gang med at braende alle de
hemmeligstemplede papirer allerede fra fredag nat.

Men hvorfor opretholdt politikerne deres tavshed?

Ja, landsretssagforer Carl Madsen, der selv horte til de heldige, der slap vaek fra Horserod om natten den 29., haevdede senere, at det skyldtes en kynisk handel mellem regeringen og tyskerne, hvor kommunisterne blev offeret - eller betalingen - for at samarbejdspolitikken kunne fortsaette. Der foreligger imidlertid ikke den fjerneste dokumentation for en sadan pastand, som smager staerkt af efterrationalisering. Formanden for Samarbejdsudvalget, den tidligere statsminister Vilh. Buhl, kom med en anden forklaring, da han over for den Parlamentariske Kommission erklaerede, at han havde haft sa meget at gore hele lordagen, at han glemte kommunisterne (Parl.Komm VII s. 1223). Og her er vi vel ved sagens kaerne: Redningen af kommunisterne i Horserod var ikke noget hojtprioriteret mal for de danske beslutningstagere - i hvert fald ikke sammenholdt med kollaborationens overlevelsesstrategi.

Det sidste ministermode om lordagen, kl. 16, hvor kommunistsporgsmalet var oppe og vende, viser dette klart. Nu er udtrykket »oppe og vende« naeppe daekkende for den behandling, sagen fik. Hverken Gunnar Larsen, Kofoed eller Holboll naevner kommunisterne i deres samtidige optegnelser, saledes at det nok for en gangs skyld er tilladeligt at slutte e silentio, at sporgsmalet fik netop en sa tilfaeldig og overfladisk behandling, som efterkrigsafhoringerne tyder pa. Udenrigsministeriets direktor, Nils Svenningsen, som jeg regner for nogenlunde neutral i dette staerkt folelsesoppiskede sporgsmal, fordi han deltog i rnodet som embedsmand, og fordi kommunisterne i ovrigt ikke la under hans ressort, erklaerede senere over for den Parlamentariske Kommission:

»Jeg erindrer, at T.J. pa et tidspunkt, hvor der ikke var nogen, om jeg sa ma sige, ordnet debat, men hvor der naermest var, hvad jeg vil betegne som smasnakken i forsamlingen, fremsatte en bemaerkning om kommunisterne. Det var ikke saledes, at han hojtideligt bad statsministeren om ordet og sagde: Jeg onsker at forelaegge et sprogsmal - men jeg har en erindring om, at han sagde noget i retning af: Og hvad sa med kommunisterne i Horserod? - eller om dette sidste implicite la i hans bemaerkning, det kan jeg ikke udtale mig om, men det var i hvert fald meningen. Hvor mange i forsamlingen der har hort denne bemaerkning, kan jeg ikke udtale mig om; jeg kunne godt taenke mig, at det ikke er alle, der har opfattet den. Den gav efter min mening ikke anledning til nogen debat; der var ingen der ytrede sig i anledning af denne bemaerkning...« (Parl.Komm. VII stenogr.ref. s. 461).

Det bor da igen naevnes, at det var Eivind Larsen, der kendte sit ansvar,

og som under modet prikkede sin hoje chef i siden for at fa ham til at tage sporgsmalet om Horserod-lejren op. Selv haevder Thune Jacobsen efter krigen, at den konservative Halfdan Hendriksen standsede ham med et: »Det sporgsmal kan De slet ikke rejse« (Parl.Komrn. stenogr. ref. s. 258) - hvad H.H. naturligvis straks dementerede. Ogsa Gunnar Larsen skal have vinket afvaergende. Scavenius sagde vist ikke noget, men protesteredeikke, da justitsministeren efter krigen tog ham til indtaegt for sit synspunkt,der klart var dette: ikke at provokere tyskerne unodvendigt. Hvad der far mig til at konkludere i afhandlingen - og for at undga gentagelser tillader jeg mig at citere (11, 445 f.): »Sporgsmalet [synes] at vaere gaet hen over hovedet pa de fleste. Nogen serios vilje til at diskutere kommunisternevar der i hvert fald ikke til stede - en desinteresse som Thune Jacobsen formentlig ikke med urette opfattede som udtryk for at ministreneikke onskede lejren abnet for tyskerne rykkede ind«, og videre....: »Det kan naeppe betvivles at der i ministeriet har vaeret et bredt onske om ikke at odela2gge noget vitalt i forholdet til besaettelsesmagten under forsoget pa at redde kommunisterne«.

Thune Jacobsen sagde det befriende ligefremt i en situation, hvor han
havde haft god grund til at skubbe skylden over pa andre, nemlig over for
den Parlamentariske Kommission, at:

»abningen af lejren for de internerede ville klarlig have karakteren af en betydningsfuld aktiv sabotage fra ministeriets side. Der var ved den forste indsaettelse til forvaring givet tyskerne et senere gentaget tilsagn om kun at loslade internerede med tysk samtykke i hvert enkelt tilfaelde. Bruddet herpa ville give en yderligere begrundelse for den tyske retorsion, og lejrens abning ville sikkert efter tysk opfattelse pakraeve og berettige til en reaktion af tungeste vaegt rettet savel mod de pa flugt vaerende og andre kommunister med deres parorende som mod hele vort samfund« (Parl.komm. VII s. 1217).

Og videre:

»Jeg skal henlede opmaerksomheden pa to omrader af storre samfundsmaessig betydning, der ville vaere i saerlig fare. Det ene var den fremtidige administrative og lovgivningsmaessige statsstyrelse, som man habede pa at kunne fa overfort departementscheferne ... det andet var joderne« (s.st.).

Og igen:

»At abne lejren, forinden den endelige tilkendegivelse om forhandlingernes afslutning var modtaget ville have vaeret det samme som at umuliggore deres fortsaettelse, altsa fra min side en uforsvarlig handling« (s.st. s. 1218).

Eller i en lidt anden formulering:

»Jeg kan pa egne og alles vegne understrege, at problemet i forste raekke, altsa dette: Gik det an af hensyn til de landsinteresser, vi havde at vaerne, at ministeriet lod lejren abne, nar tyskerne, stadig i besiddelse af deres fulde kraft, sad her i landet? (s.st.s. 1221).

Thune Jacobsen foretog sig altsa helt bevidst intet og var ved tilbagekomsten til Justitsministeriet lukket af for alle andre sporgsmal end sine egne karriereproblemer. Ganske vist haevdede han senere at have givet ordre til, at Horserod-betjentene ikke matte skyde, hvis kommunisterne stak af. Men dette benaegtes af samtlige implicerede (Tetens, faengselsvicedirektor Hye-Knudsen, Eivind Larsen og Gjerstrup). Forholdet var formentlig dette, at de alle vidste, at ikke en jordisk sjael ville kunne forma betjentene til at skyde, og at man altsa akkviescerede herved. Det, man foretog sig, var saledes, hvad man inden for de politiske videnskaber ville kalde en »non-decision«.

Hele regeringsapparatets og politikernes holdning til sporgsmalet om at abne Horserod var praeget af »non-decision«. Ministrene, der havde indsigten, var klart imod at provokere tyskerne til at bryde alle broerne for en fortsat kollaboration, en holdning, der gik igen i forbudet til vaernene om at saette sig til modvaerge imod et tysk overfald. (At det alligevel kom til kamp, skyldtes vaernscheferne, der abent saboterede forsvarministerens ordre). Topembedsmaendene, der ogsa havde indsigt, henviste formelt korrekt til, at sporgsmalet var politisk og altsa uden for deres kompetence. Og politikerne i ovrigt, bade dem der stod fjernere og taettere ved beslutningerne, prioriterede kommunistsporgsmalet lavt og skod det derfor til side. For det vil vaere vanskeligt at bortforklare, at bade socialdemokrater og konservative kunne have meddelt situationens alvor til Gjerstrup, om de havde prioriteret kommunisternes redning lige sa hojt, som de gjorde en maned senere med jodernes. Saledes havde den socialdemokratiske indercirkel en direkte og varm linje til Gjerstrup gennem Madsen og Dinesen, og Axel Moller fra de konservative var svoger til Gjerstrup og havde i ovrigt vaeret i telefonisk kontakt med ham tidligere pa eftermiddagen.

Det fremgar af dagboger og senere beretninger, at mange politikere la Sovnlose natten til sondag den 29. august i angst for, hvad fremtiden ville bringe. Vi kommer ikke udenom at matte konstatere, at bekymringerne ikke gjaldt frygten for kommunisternes skaebne.

6.

KB A mener ikke, at min fremstilling af augustdagene er daekkende, og

savner bl.a. omtale af forhold som militcerets afvcebning, gidseltagningen
og senere jodeaktionen.

Nu har det jo altid hort til den billige kritik at kraeve forfatteren til regnskab for, hvad der ikke star i hans bog fremfor at holde ham fast pa, hvad han faktisk har skrevet. Men her er det da helt urimeligt, al den stund KBA aldrig gor det klart, hvad han onsker at bruge de nye oplysninger til. Jeg skriver entydigt i indledningen til Augustoproret, at min agt ikke er at behandle augustdagenes historie i bred almindelighed (I. s. 17), men at formalet er at besvare sporgsmalet om, hvorfor tilpasningspolitikken brod sammen. Og deter jo noget helt andet!

Jeg gor saerligt opmaerksom pa, at kampene den 29. august - naest
overfaldet den 9. april den mest gennemskildrede og gennemillustrerede
episode i besaettelseslitteraturen - falder uden for denne problemstilling.

Det gor gidseltagningen ogsa.

At interneringerne den 29. august af de 2-300 fremtraedende personligheder inden for kulturliv og politik, herunder et halvt hundrede rigsdagsmaend, spiller en stor rolle i samarbejdspolitikernes selvforstaelse behover ingen naermere forklaring. Det var jo sadan set det officielle Danmarks syndsforladelse for den forte politik. Haendelsen har da ogsa faet sin smukke niche i litteraturen, som jeg ikke skal pille ved, men som sagt heller ikke finder relevant at bygge videre pa. I ovrigt forbigar jeg ikke arrestationerne! Jeg naevner dem flere gange, saledes f.eks. II s. 480, hvor jeg drager sammenligningen mellem de ialt 6 arresterede socialdemokrater og de 30 konservative rigsdagsmaend som udtryk for, at tyskerne havde et skarpt oje til den nationale opposition, mens de hverken fandt det onskeligt eller nodvendigt at udfordre Socialdemokratiet. Her gjaldt det nemlig noget langt vigtigere, roen pa arbejdspladserne. (Se for interneringerne videre II s. 479 og 111 s. 364 note 2).

Hvad endelig angar KBA's tredje kritikpunkt, nemlig sporgsmalet om jodeaktionen natten til den 2. oktober, har heller ikke dette nogen relevans for august-problematikken. En saerbehandling af dette store og kontroversielle sporgsmal ville i ovrigt have spraengt alle rammer. Men faktisk bringer jeg jo »die Endlosung« ind i analysen, nemlig med den betragtning, at her meldte en af regningerne sig for modstandsbevsegelsens sejr, den 29. august. Eller praecisere: med bruddet ophorte den afskaermning af befolkningen, som samarbejdspolitikken havde opretholdt igennem de sidste 3Vi ar (II s. 491).

Og mon vi ikke her er naet til et punkt, hvor KBA og jeg endelig kan
modes. For har jeg forstaet ham ret, sa vil han med netop disse tre
forhold fremhaeve, at just disse ulykker blev konsekvenserne af rigsdagspolitikkensnederlag.

politikkensnederlag.KBA bruger direkte udtrykket »de ulykker, som netop den 29. august forte med sig« (Historie s. 136). Altsa vurderer han her den 29. august som en ulykke helt i overensstemmelse med den eksilerede partisekretaer H.C. Hansen, der i disse dage bittert betroede det taknemmelige papir »som om livet blev vaerd at leve sondag den 29. august!« Eller som partiformanden Alsing Andersen proklamerede abent den 2. September, at man kunne have fortsat rigsdagspolitikken, hvis denne ikke var blevet undermineret af kommunisterne og de ultranationale - et synspunkt han gentog sa sent som i februar 1944, da han forsvaredesit cirkulaere med det argument, at bruddet burde vaere kommet Vi ar senere - og under lykkeligere omstaendigheder!(ll s. 479, 481 f. og 111 s. 372 note 36).

Denne KBA's konstatering ser jeg midt i begraedeligheden som et positivt tegn. For den ma betyde, at han har bevaeget sig et godt stykke vej fra den socialdemokratiske historieskrivnings monolit med dens mytedannelse og historieforvraenging. For fra at opfatte begivenhederne den 29. august som en ulykke og til at acceptere min fremstilling, at politikerne gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre netop denne ulykke, synes der kun at vaere ganske fa skridt.

Jeg karakteriserede i indledningen KBA's kritik af disputatsen som en
camoufleret diskussion om holdninger. Jeg vil gerne afslutningsvis uddybe
denne pastand naermere.

De nazistiske besaettelser udloste overalt i Europa en broget mangfoldighed af reaktionsmonstre, hvis hovedformer historikerne har forsogt at sammenfatte i begreberne kollaboration og modstand. Motiverne til henholdsvis at kollaborere og gore modstand var mange og daekkede bade over nationale og partikulaere interesser. I intet land var der tale om et enten eller, men overalt om et bade og, og graenserne var of test flydende. Der var stater, hvor sammenstodet mellem kollaborationen og modstanden udloste borgerkrige. Men for de allerfleste almindelige mennesker kom det aldrig til noget eksistentielt valg, og man levede i harmoni med begge holdninger. Gennemsnitsdanskeren fulgte kongens og regeringens bud i de forste besaettelsesar og Frihedsradets paroler i det sidste, uden at overgangen gav anledning til de store sjaelekvaler. Hjertet la hos de allierede, mens man producerede og administrerede for tyskerne. Heri foltes ingen uforenelig modsaetning.

Vi har nok af eksempler pa, at tilfaeldigheder kunne fore bade til
kollaboration og modstand, og at de mest ophojede og de mest nedrige
motiver kunne lede til begge lejre. Men det unikke og individuelle bor

ikke tilslore tendenserne i materialet, der klart viser, at vejen oftest var determineret pa forhand, nemlig gennem den samfundsmeessige og ideologiskeplacering. Hverken for hjemmetyskeren den 9. april eller for den kommunistiske partifunktionaer den 22. juni forela der noget reelt valg. Og vender vi os fra minoriteterne og til det politiske system, er det oplagt, at departementschefen og politikeren, organisations- og virksomhedslederen,byradsmedlemmet, redaktoren og politimesteren havde en laengere og trangere vej til modstanden end f.eks. den partilose, arbejderenog den selvstaendige eller skolelaereren. For som Industriradets direktorerklaerede i december 1942, ville ingen takke de konservative for, at »vi tog et martyrium pa os og blev et udplyndret og udmarvet land« (I s. 157). Eller som Hedtoft Hansen udtalte pa et formandsmode i DsF i marts 1941 dvs. knapt to maneder efter februar-talen: »Vi ma sige ja, sa laenge vi dermed kan gavne de kammerater, vi reprsesenterer, jvf. Norge, Holland, Belgien og Frankrig« (citeret efter Tove Lund i Arbog for arbejderbevcegelsenshistorie nr. 2, 1972 s. 73).

Sammenstodet mellem kollaborationen og modstanden blev saledes ogsa en konflikt mellem det, Max Weber har kaldt ansvarsetikken over for sindelagsetikken. Mellem repraesentanterne for samfundets materielle interesser, dem med ansvaret for at hjulene holdes i gang, og at maskineriet fungerer - og sa de uforpligtede. Deter i sa henseende ikke noget tilfaslde, at nej-flojen blandt de konservative pa rigsdagen talte partifunktionaerer, praester, universitetsfolk og ungdomsledere, mens scavenianerne var reprassenteret af handel og industri - ej heller at Frihedsradet var domineret af professorer! Heraf folger at kollaborationen ikke pa forhand vil kunne diskvalificeres som moralsk mindre vcerdig end modstanden. Valget var et sporgsmal om loyalitet. Og hvilke loyalitetsbindinger der i sidste instans blev belonnet, og hvilke der blev kriminaliseret, afgjorde sejrherrerne, dvs. de allierede og modstandsbevaegelserne. Og da det nu en gang er sejrherrerne der skriver historien, er det jo ogsa dem, der skaber eftermaelet. Og deter just dette, der giver forskellen pa kollaborationen og modstanden, pa en de Gaulle og en Petain, og pa en Christmas Moller og en Scavenius!

Deter historikerens opgave at gennembryde den mur af virkelighedsforfalskning,som retsopgoret og krigsskyldsdiskussionen rejste. Det kan han gore i kraft af sin kritiske skoling og sin viden, men han gor det naturligvis ikke uden engagement. Hvad enten han abent vedstar sine holdninger eller skjuler dem bag sin videnskabelighed, influerer de naturligvispa hans problemstillinger og hans tolkninger. Jeg laegger ikke i disputatsen skjul pa, at samarbejdspolitikken efter min mening havde

overlevet sig selv i 1943 (I s. 18). Jeg har aldrig kunnet hylde det argument,som var sa fremtraedende i den socialdemokratiske agitation i augustdagene, nemlig at det store opgor uden for Danmarks graenser ikke vedkom os. Og det haenger naturligvis igen sammen med min opfattelse af, at verdenskrigen ikke blot var en national kamp, men ogsa et opgor med fascisme og reaktion. Som aktivt engageret pa samarbejdslinjen under besaettelsen og som fremtraedende medlem af det politiske establishmenti dag har KBA (naturligvis) en anden vurdering. Han erklaerer sig saledes stort set enig med politikernes dispositioner under krigen og slutter sin opposition med at udtrykke en dyb respekt for de folkevalgte ledere, »som i en afgorende periode under besaettelsen forte den politik, de ansa for at tjene den danske befolkning bedst« (Historie s. 141 f.). Som det fremgar af disputatsen, mener jeg ikke, at denne forklaring er udtommende. Men omvendt kan jeg folge den et langt stykke af vejen. Jeg vil oven i kobet mene, at min bog meget klart peger pa og skildrer politikernes rolleopfattelse og deres dilemma og tvangssituation, dette at de ikke kunnne handle anderledes, end de gjorde. Deter netop denne rolle, der giver kollaborationen dens tragiske, naesten shakespear'ske dimension.

Men omvendt er det jo ogsa den rolle, der for en stor gruppe danskere
gjorde augustoproret nodvendigt.

En kort bemcerkning fra K.B. Andersen i anledning af Hans
Kirchhoffs indlceg

Hans Kirchhoff har skrevet, hvad han kalder »Et svar til folketingets formand, fhv. udenrigsminister K.B. Andersen«. Det fremgar af svaret, at deter et forsog pa at kommentere nogle af de synspunkter, jeg gav udtryk for i mit indlaeg ved forsvaret af Hans Kirchhoffs afhandling 2. november 1979. Det virker imidlertid vildledende, nar Kirchhoff har betitlet sit svar: »Omkring den socialdemokratiske historieskrivning 1940-45«. Deter nemlig ikke det emne, mit indlaeg forsoger at daekke.

Svaret giver i ovrigt ikke anledning, endsige inspiration, til mange bemaerkninger. Hovedarsagen hertil er, at Kirchhoff ganske enkelt gar ud fra, jeg ikke har laest hans afhandling! Han skriver, at han tror, »at K.B.A. slet ikke har laest min bog grundig nok. Han har kun punktlaest den - forst og fremmest naturligvis indledning og konklusion« - og senere: »karakteristisk for hans punktlaesning af afhandlingen«. Nu er det altsa ikke blot en trossag, men en kendsgerning.

Deter bade übehageligt og pinligt at skulle argumentere pa det plan. Beskyldninger kan vaere sa aerekraenkende, at blot det at skulle dementere dem er übehageligt. Selvfolgelig har jeg laest hver side i Kirchhoffs afhandling. Det fremgar blandt andet af de mange sidehenvisninger, spredt over hele vaerket, der forekommer i mit indlaeg. Kirchhoff taler altsa - ogsa her - uden dokumentation og uden saglig basis for sine pastande. Det folgende er derfor ikke et svar til Kirchhoff, men nogle korte bemaerkninger til laeserne af Kirchhoffs indlaeg.

1. Kirchhoff indleder med at korrigere referatet i Aktuelt dagen efter forsvaret - jeg citerer - »hvorefter Kirchhoff erklaerede sig helt enig med K.B.A. Det modsatte var naturligvis tilfaeldet - men saetternissen har det jo med at optraede sa vaeldig belejligt!«. Nar jeg fremdrager dette - som selvfolgelig er en detalje - er det, fordi det tjener til belysning af Kirchhoffs arbejdsform. For det forste drejer det sig jo helt klart for enhver, der ser ordene i sammenhaengen, om en trykfejl. Men yderligere er fejlen allerede korrigeret. Viggo Sjoqvist, der havde refereret det mundtlige forsvar i Aktuelt 3. november, havde i bladets udgave af 5. november folgende lille rettelse:

»I referatet lordag den 3. af Kirchhoffs disputats harder indsneget sig
en meningsforstyrrende fejl. Der skulle sta: »I sit svar erklasrede Kirchhoff
sig stort set uenig med K.B. Andersen«.«

Jeg er ikke forundret over, at Kirchhoff ikke har undersogt, om den fejl var blevet rettet. Denne lille episode er helt typisk for savel den grundighed som den forudindtagethed, der praeger Kirchhoffs disputats, og navnlig hans reaktion pa min opposition.

2. Kirchhoff giver nogle oplysninger om »De aeldres rad« og min forbindelse med det. De er forkerte, hvilket fremgar af allerede offentliggjort materiale. (Se f.eks. Henrik S. Nissen og Henning Poulsen »Pa dansk friheds grund«).

3. Kirchhoff skriver, at han kun kan tillaegge mit vidneudsagn ringe vaerdi. Jeg haber, at han tillaegger de over 150 vidneudsagn - i form af samtaler og breve - han har benyttet ved udarbejdelsen af sin disputats (111, s. 60-65) storre vaerdi. Jeg er ikke klar over kriteriet.

4. Mine kritiske bemaerkninger om manglende dokumentation for en raekke pastande afviser Kirchhoff principielt med et »nu lader sandheden sig jo ikke male med antallet af notehenvisninger« hvorefter han dog gor nogle ikke saerligt vellykkede forsog pa en - altsa efterfolgende - dokumentation.

5. Kirchhoff angriber mit svar pa hans bemaerkning om, at forholdene
omkring formandsskiftet i De samvirkende Fagforbund »ikke er klarlagt«.Efter

lagt«.Efterat have laest Kirchhoffs svar pa dette punkt har jeg ingen anledning til at korrigere min kritik i min opposition. Det interessante i denne sammenhaeng er da ogsa noget andet, nemlig at Kirchhoff nu mener sig i stand til at levere en lang udredning om dette forhold, der altsa efter hans eget udsagn ikke var klarlagt. Eksemplet taler for sig selv. 6. Kirchhoff skriver, at det »afgorende kritikpunkt« i forhold til DKP »er naturligvis her DKP's kolbotte den 22. juni 1941«. Dette er ganske klart i strid med sandheden. Det »afgorende kritikpunkt« var, som det frerngar af gengivelsen af min opposition i Historie, nr. 3, 1980 (s. 137-139), kommunisternes optraeden i sommeren 1940, specielt deres reaktion pa Hitlers tale af 19. juli 1940. Dette eksempel anfores for at vise, at man desvaerre ikke kan stole pa Kirchhoffs gengivelse af de kilder, han henvisertil.

7. Til sidst blot et enkelt - til gengaeld klart - eksempel pa den form for manipulation, Kirchhoff betjener sig af. I forbindelse med omtalen af politikernes holdning til 29. august 1943 citerer Kirchhoff mig for bemasrkningen om »de ulykker, som netop den 29. august forte med sig«. Det var da indlysende, at det matte indga i politikernes overvejelser forud for bruddet den 29. august, hvilke konsekvenser et sadant brud kunne fa i retning af jodeforfolgelser, deportationer m.m. I min ovenanforte bemaerkning ligger helt klart ikke en vurdering af 29. augustbruddet som sadant, men nogle af dets negative folger. Kirchhoff laeser imidlertid ogsa her pa sin egen made, idet han skriver: »Altsa vurderer han her den 29 august som en ulykke«. Kommentarer til denne Erasmus Montanuslogik er overflodige.

Da Kirchhoff postulerer, at jeg ikke har laest hans afhandling, at det naermest er en belastende omstaendighed, at jeg pa naert hold har oplevet den fase af besaettelsestidens historie, han beskaeftiger sig med, og da han citerer forkert og manipulerer med citater nar han citerer korrekt, skal jeg afsta fra yderligere bemaerkninger i dette indlseg, der altsa som sagt ikke er et svar til Kirchhoff, men nogle kommentarer til orientering for laeserne. Der er ikke rokket ved de synspunkter, jeg fremforte i min opposition, hvortil jeg derfor stadig henviser.

Pa afgorende kritikpunkter er jeg jo i ovrigt pa linie med professor H.P. Clausens vurdering. Det gaelder f.eks. den forskellige made, hvorpa Kirchhoff vurderer sine kilder (Historie, 3, 1980, s. 116), mangelen ved referencerammen for vaerkets politiske vurderinger (samme sted s. 125), brugen af ordet »kollaboration« (samme sted s. 126) og den manglende forstaelse af de politiske vilkar (samme sted s. 128).

- og et kort svar fra Hans Kirchhoff

K.B. Andersen fortsaetter og forstaerker sine angreb pa mig for citatfusk, historieforvraengning og manipulation. Men i kardinalsporgsmalet om den socialdemokratiske strategi 1940-43, herunder det vigtigt punkt om hvorvidt partiledelsen onskede et brud med samarbejdspolitikken eller ej, bringer han intet som heist nyt - og det til trods for at han i sin opposition hasvdede at ligge inde med en raekke udtalelser herom! Tvaertimod undflyr han overhovedet denne diskussion til fordel for en raekke skinfaegtninger omkring detailproblemer, der skal rejse en generel tvivl om min haederlighed som historiker.

Pa denne baggrund ser jeg intet som heist konstruktivt i at fortsaette debatten. Med skuffelse ma jeg saledes ogsa konstatere, at jeg har fejlbedomt K.B. Andersens staerke fokusering pa de negative folgevirkninger af den 29. august som udtryk for en abning i den socialdemokratiske historieskrivning henimod en sandere virkelighedsopfattelse. Dette er altsa ikke tilfaeldet. Tvaertimod konstaterer K.B.A. til slut, at mit svar ikke har rokket ved hans synspunkter overhovedet. Deter denne totale überorthed af en nok sa massiv dokumentation, der fortsat rejser tvivl hos mig om, hvorvidt K.B.A. virkelig har laest min disputats ordentligt. For hvad er forklaringen ellers?