Indledning

I de forste efterkrigsar frem til foraret 1948 var Storbritannien den af vestmagterne, der viste storst interesse for, og som engagerede sig mest i skandinaviske sikkerhedsproblemer. I disse ar var Storbritannien omvendtde tre skandinaviske landes primeere referencemagt, d.v.s. den magt, hvis udenrigspolitik opfattedes som mest relevant af de tre lande, og som det derfor foltes mest pakrsevet at udvikle naere relationer til. I lobet af 1948 overtog U.S.A. hurtigt rollen som primaer referencemagt pa det sikkerhedspolitiske omrade pa grund af sit hurtigt voksende militate

Forkortelscr: DS: Department of State Decimal File 1945-49; RG 59. General Records of the Department of State. Diplomatic Branch, National Archives. Washington D.C. F0371: Foreign Office file no. 371 (General Correspondence); Public Record Office, Kew, Surrey. UD: Utenriksdepartementcts arkiv, Utenriksdepartementet, Oslo. UM: Udenrigsministeriets arkiv, Udenrigsministeriet. Kobenhavn. FRUS: Foreign Relations of the United States, GPO, Washington D.C, (officiel amerikansk

engagement i Vesteuropa. Storbritannien fortsatte imidlertid med at vaereaktivt interesseret i det skandinaviske omrade og forsogte, med ikke ringe held, at pavirke formuleringen af en fselles britisk-amerikansk sikkerhedspolitikover for Skandinavien.

Det endelige udfald af de skandinaviske landes inddragning i de vesteuropaeiske forsvarsforhandlinger, d.v.s. Danmarks og Norges medlemskab i Atlantpagten og Sveriges fastholden ved neutraliteten, afspejlede amerikanske snarere end britiske synspunkter. Derfor er det ogsa naturligt, at forskningsinteressen i overvejende grad har samlet sig om udformningen af den amerikanske Skandinavienspolitik,¹ mens der har knyttet sig mindre interesse til den britiske.² Indtil for nylig harder herudover vaeret den pragmatiske begrundelse for den skaeve interessefordeling, at de amerikanske akter har vaeret tilgaengelige i lasngere tid og i videre udstraekning end de britiske. 30-arsreglen tillader imidlertid nu adgang til Foreign Office og andre britiske akter op til 1950, og deter herigennem blevet muligt at give et detaljeret billede af, hvorledes den britiske politik udviklede sig, og hvad der motiverede den. Denne artikel er et forsog pa at skabe et forste overblik over britisk sikkerhedspolitik over for Skandinavien i perioden 1945-49 i dens interaktion med og stigende integration i den amerikanske politik.

Kildegrundlaget er primaert Foreign Office's akter i Public Record Office, Kew. Desuden er anvendt State Department's og amerikanske militaere myndigheders akter i National Archives, Washington D.C., det norske utenriksdepartements akter i Utenrigsdepartementet, Oslo, samt det danske udenrigsministeriums akter i Udenrigsministeriet, K.obenhavn .³

---

1. Cf. Geir Lundestad, America, Scandinavia, and the Cold War 1945-1949, Oslo, Universitetsforlaget, 1980; Geir Lundestad, »USA, skandinavisk forsvarsforbund og Halvard Lange: En revurdering«, lnternasjonal Politikk, 1977, no. 1, pp. 139-73; Helge Pharo, »Det nordatlantiske samarbeid - og Norge...«, ibid., 1976, no. 4, pp. 859-97; Niels Amstrup, »Gronland i det amerikansk-danske forhold 1945-1948«, i Niels Amstrup og Ib Faurby, (red.), Studier i dansk udenrigspolitik, tilegnet Erling Bjol, Aarhus: Forlaget Politica, 1978, pp. 155-98; Nikolaj Petersen, »Optionsproblematikken i dansk sikkerhedspolitik 1948-49«, ibid., pp. 199-236; Krister Wahlback, »USA i Skandinavien 1948-1949«, Internationella Studier, 1976, no. 5, pp. 192-98.

2. Se dog Knut E. Eriksen, »Nato, Norden og »den utro tjener« Halvard Lange«, lnternasjonal Politikk, 1977, no. 2. pp. 261-302.

3. Jeg har haft adgang til udenrigsministeriets arkiv som deltager i DNH-projektet, jvf. Kgl. resolution af 15. juni 1977 om adgang til centraladministrationens arkiver for perioden 1945-49. Jeg takker overarkivar Klaus Kjolsen og assistent Bente Pedersen for velvillig og effektiv bistand ved benyttelsen af arkivet.

Vestmagterne og skandinavisk forsvar 1945-47

Frem til 1947-48 la vestmagternes interesser i Skandinavien fortrinsvis i forlaengelse af deres krigstidsengagement i omradet, men disse blev i stigende grad forstaerket af interesser, som aktualiseredes af modsastningsforholdet til Sovjetunionen, d.v.s. udviklingen i den kolde krig. De amerikanske interesser forblev i dei store og hele begrsenset til Gronland, Island og Svalbard, mens den britiske politik fortsatte med at afspejle Storbritanniens rolle som de danske og norske modstandsbevsgelsers kontakt udadtil under krigen og som befrielsesmagt i 1945. Sa tidligt som 18. juli 1945 tilkendegav den britiske regering i en note, at den

»ville betragte det som et privilegium at vjere i stand til at hjaslpe den danske regering med at genopbygge sine regulaere styrker ... og den tror, at en sadan bistand vil blive hilst velkommen af den danske regering, ikke blot med henblik pa de styrker, som er nodvendige for at opretholde indre sikkerhed i Danrnark, men ogsa for det formal at oprette et dansk kontingent, der kan deltage i bessttelsen af den britiske zone i Tyskland«⁴

Den britiske bistand til genopbygningen af det danske og norske militasr, der omfattede savel militser radgivning og traeningsbistand som leverancer af vaben og materiel, var fortrinsvis knyttet til opbygningen af kontingenter til deltagelse i okkupationen af Tyskland.⁵ Men der var ogsa videreraskkende perspektiver i den britiske interesse for samarbejdet; den amerikanske charge d'affaires i London, Gallard, opfattede det saledes som sigtende mod at lette et »effektivt samarbejde i tilfaelde af samarbejdsaktiviteter i de kommende ar«.⁶ De militaere forbindelser til Sverige, der ikke som Danmark og Norge matte starte opbygningen af forsvaret fra bunden og derfor ikke havde behov for egentlig militaer bistand, var mindre intime; alligevel etablerede Storbritannien sig i denne periode som Sveriges hovedleverandor af avanceret krigsmateriel, forst og fremmest radar og jetfly.

De forste tegn pa britisk interesse i et naermere skandinavisk forsvarssamarbejdeviste sig allerede i 1946. I en samtale med den danske marineattache,kaptajn Quistgaard, den 12. juni 1946 kritiserede Commander Courtney fra admiralitetets Intelligence Division med rygdaekning fra sin chef, Rear Admiral Rushbrooke, Danmark for at vaere for defaitistisk,

---

4. UM 13 Dan 3()a.

5. Norge og Danmark sluttede aftaler herom med Storbritannien i henholdsvis 1946 og 1947.

6. Airgram 409 fra London 26. februar 1946. DS 859.20/2-2647.

passiv og vaklende i forsvarssporgsmal; vaegten af de danske forsvarsbestraebelserville blive oget betragteligt, hvis de tre skandinaviske landc dannede en faelles forsvarsblok. Skandinaverne burde forsta, at de stort set stod alene, at de ikke kunne vente hjaelp udefra, og at deres styrke og eneste frelse la i at sta skulder ved skulder.⁷ Disse bemasrkninger la i forlaengelse af og var muligvis endog en direkte reaktion pa en tidligt manifesteret interesse inden for det danske sovaern i at undersoge mulighedernefor et skandinavisk forsvarssamarbejde. Sporgsmalet blev forste gang bragt op pa det politiske plan af chefen for Sovaernskommandoen, viceadmiral A. H. Vedel, pa et mode den 8. marts 1946 med udenrigsministerGustav Rasmussen, forsvarsminister Harald Petersen og chefen for haeren, generallojtnant Gortz,⁸ og i det nasste halvandet ar var Vedel en central skikkelse i forsogene pa at oprette nordiske kontakter pa stabsniveauog pa at undersoge mulige samarbejdsfelter pa forsvarets ornrade.

Det varede imidlertid noget, for disse bestraebelser bar videre frugt. I en indberetning af 19. december 1946 udtrykte den britiske ambassador i Oslo, Lawrence Collier, stor skepsis med hensyn til, hvor vidt pastaede kontakter mellem de nordiske lande gik, og om de i det hele taget ville komme i gang, medmindre de tre regeringer var sikre pa, at de ikke ville vasre uacceptable for den sovjetiske regering.⁹ Collier fremforte endvidere, at et skandinavisk forsvarssamarbejde i praksis ville komme under svensk ledelse; og da Sverige af geografiske og historiske arsager kunne ventes at vasre mindre indstillet pa et samarbejde med vestmagterne, kunne en sadan udvikling blive til skade for britiske interesser."¹

Colliers synspunkter deltes ikke af hans kolleger i Kobenhavn og
Stockholm. I en depeche af 4. februar 1947 skrev gesandten i K.obenhavn,Alexander
Randall, at skandinavisk neutralitet ville vaere til fordel

---

7. Quistgaards indberetning 15. juni 1946. UM 105 B la.

8. UM 5 D 74.

9. Disse tidlige kontakter er muligvis den faktuelle baggrund for den sovjetiske viceudenrigskommissaer Dekanozovs beklagelse af, at der foregik militarpolitiske konferencer i Kobenhavn mellem danske, svenske og britiske officerer. under en samtale 13. novembcr 1946 med den danske Moskva-minister Thomas Dossing. Af ukendte grunde indberettede Dossing ikke samtalen for i en depeche af 11. februar 1947, hvori han ogsa skrev, at Sovjetunionen nu syntes at betragte dansk udenrigspolitik som ensidigt orienteret mod vest (UM 5 D 30a). Dossing dode kort tid efter. og forst 15. juli 1947 blev der sendt en instruks til den danske charge d'affaires i Moskva, hvori det hed, at Dekanozovs udtalelse savnede grundlag. Der havde ikke fundet sadanne treparts konferencer sted, ikke engang om rent tekniske sporgsmal (UM 5 D 3()a).

10. FO 371/65961. Tallet efter skrastregen angiver det sakaldte piece (lsg eller pakke) nummer, som sagen nu efter frigivelsen er arkiveret under, men som ikke er den oprindelige aktbetegnelse.

for Storbritannien, i hvert fald i begyndelsen af en krig; selv om svensk deltagelse indebar en risiko, ville den ogsa betyde en betydelig styrkelse af Norges og isaer Danmarks muligheder for at holde sig neutrale og modsta sovjetiske krav. Det matte derfor vaere i britisk interesse diskret at opmuntre de endnu uofficielle nordiske kontakter pa stabsniveau."

I samme and argumenterede gesandt C. B. Jerram, Stockholm, i et brev af 15. februar til lederen af Foreign Office's Northern Department, R. M. A. Hankey. Trods visse eksempler pa appeasement over for Sovjetunionen var Sverige stadig et vestligt land, og Storbritannien skulle derfor »(a) fortsastte med at gore alt, hvad vi kan for at vinde de svenske vaebnede styrkers goodwill (b) opmuntre til hemmelig planlaegning mellem de skandinaviske stabe..., [og] (c) pa enhver mulig made opmuntre Sveriges almindelige orientering mod vest«.¹²

Randalls og Jerrams argumenter overbeviste imidlertid ikke Collier. 1 et brev til Hankey 12. marts 1947 gentog han det synspunkt, at det ikke var i britisk interesse at stotte skandinaviske planer, der ikke pa den ene eller anden made var knyttet til britiske eller amerikanske forsvarsforberedelser. »Ellers ofrer vi substansen i vore nuvaerende politiske og militaere forbindelser med Norge og Danmark for skyggen af en skandinavisk forsvarsplan, som naeppe kan virkeliggores uden russisk godkendelse, og som under alle omstaendigheder sandsynligvis vil mindske chancerne for norsk, om ikke dansk. modstand mod russisk pres«.¹³

I slutningen af januar 1947 fortalte chefen for den danske marines efterretningsvaesen, kaptajn Morch, Hankey, at samtalerne med de svenske og norske vaernschefer stadig var pa undersogelsesstadiet, og at de primsrt sigtede mod failles traeningsarrangementer og standardisering af ammunition.¹⁴ Den danske fladeledelses planer synes imidlertid at have vasret langt mere ambitiose end som sa. Ifolge en indberetning af 10. april 1947 fra den amerikanske charge d'affaires i K.obenhavn, Garrett G. Acherson, der anforte kaptajn Morch som sin kilde, var der udarbejdet folgende trinvise plan:

1) oprettelse af kontakter mellem de skandinaviske militasrledere;

2) udveksling af information og ideer;

3) koordinering af aktiviteter, hvor det var hensigtsmaessigt, f.eks. med
hensyn til radiokommunikationer;

---

11. Ibid.

12. Ibid.

13. Ibid.

14. Hankeys referat 29. januar 1947. Ibid.

4) skabelse af visse koordinerede planer for krisesituationer, f.eks
med hensyn til deployeringen af fladeenheder;

5) safremt punkterne 1-4 skulle vise sig realisable, ville det maske vasre
muligt at na frem til:

a) skriftlige aftaler mellem de tre lande

b) skabelse af en skandinavisk blok, og

c) en alliance »med en storre enhed, som for eksempel Storbritannien
og de lande, som det nu slutter aftale med, eller muligvij
U.S.A.«15

Pa grundlag af indberetningerne fra de skandinaviske hovedstaeder og samtalen med kaptajn Morch skrev Hankey den 24. april til Cabinet Office, at Foreign Office ville saette pris pa at hore stabschefernes (Chiefs of Staff) opfattelse af de strategiske problemer, der var pa tale. I brevet tog Hankey afstand fra Colliers vurdering af Sverige og erklaerede sig enig med Jerram i, at Sverige grundlaeggende var vestligt orienteret. Han accepterede ogsa Randalls argument, at et nordisk samarbejde ville styrke tilbojeligheden til at »stand up to the Soviet Union«; »sa laenge koordineringen af synspunkter og planer kan forega hemmeligt, kan det i bedste fald have en vaerdifuld moralsk virkning pa Sverige og Danmark, som er de to mest udsatte af de tre«.¹⁶

Stabschefernes svar af 10. juni 1947 indledtes med en papegning af, at det nordiske omrade ville vaere af stor strategisk betydning i en krig mellem Sovjetunionen og vestmagterne. Adgangen til omradet ville give vestmagterne fremskudte luftbaser, staerkt forbedrede varslingsmuligheder,forbedrede muligheder for operationer i ostersoen og Nordsoen savel som tilgang til vigtige okonomiske ressourcer; hertil ville komme fordelen ved at kunne hindre Sovjet i at oprette kontrol over ostersoudgangeneog den norske kystlinie. Efter deres opfattelse var Skandinaviensintegritet derfor »almost as important« som Frankrigs og Beneluxlandenes,saerlig i de indledende krigsfaser. Som en blok ville de skandinaviskelandes modstandsevne foroges, og det deraf folgende draen pa sovjetiske ressourcer kunne meget vel, ved at forsinke et sovjetisk fremstodi Vesteuropa, fa vidtraskkende betydning for krigens gang. Pa den anden side ville en nordisk blok ikke vaere i stand til at modsta en sovjetiskaggression uden bistand udefra. Stabscheferne erkendte, at Storbritannienikke ville vaere i stand til at love militaer bistand, men antydede alligevel muligheden af hjaelp til Norge og Sverige fra britiske og amerikanskeluft

---

15. DS 757 D.OO/4-1047.

16. FO 371/65961.

kanskeluft- og hangarskibsstyrker. Med hensyn til Danmark ville situationenvaere lettere, hvis der samtidig eksisterede en vesteuropaeisk blok bestaende af Frankrig og Benelux-landene, som kunne vaere med til at stotte Skandinavien i tilfaelde af en sovjetisk aggression. Pa denne baggrundanbefalede stabscheferne, at der indledtes en omfattende undersogelseaf en skandinavisk og en vesteuropaeisk bloks muligheder i en krig med Sovjet, og at man fra britisk side skulle tilskynde til den storst mulige koordinering af de skandinaviske landes forsvarsbestraebelser.¹⁷

Mens stabscheferne overvejede deres svar, fik Foreign Office yderligere oplysninger om de danske planer. Marineattacheen i Kobenhavn, D. B. Wyburd, indberettede 6. maj, at udenrigsminister Gustav Rasmussen nu var blevet informeret om de skandinaviske kontakter af Vedel og andre, og at han agtede at rejse sporgsmalet pa det forestaende udenrigsministermode i Stockholm den 9. maj.¹⁸ Og i slutningen af maj var Vedel selv i London for at informere admiralitetet og Sir Orme Sargent, Permanent Under-Secretary (departementschef) i Foreign Office.¹⁹

Som resultat af dette besog og stabschefernes udtalelse fik ambassador Randall den 5. august bemyndigelse til at informere danske myndigheder om stabschefernes positive holdning over for det skandinaviske samarbejde, men med den tilfojelse, at det af hensyn til risikoen for sovjetisk kritik ikke var onskeligt, at kontakterne foregik abent.²⁰

Deter et yderligere tegn pa Foreign Office's interesse i sporgsmalet, at man ogsa tog skridt til at involvere U.S.A. i det. I sensommeren 1947 blev stabschefernes memorandum oversendt til den amerikanske regeringmed anmodning om en stillingtagen. Her modte ideen om vestmagtstottenogen modstand. Lederen af State Department's Division of NorthernEuropean Affairs, Benjamin Hulley, skrev 16. oktober til chefen for European Department, John Hickerson, at en skandinavisk milita?rblokhverken var sandsynlig eller onskelig; isasr tvivlede han pa, at Sverige ville saette sin neutralitetspolitik pa spil for at ga ind i en alliance med to sa usle (decrepit) partnere som Norge og Danmark.²¹ Der var dog andre, mindre skeptiske roster i State Department, og det hele summeredes op til det officielle synspunkt, som Hickerson den 30. oktober meddelte admiral Woolridge fra Joint Chiefs of Staff, nemlig at det for tiden var usandsynligt, at de skandinaviske lande skulle vsere villige til at skabe en

---

17. Ibid.

18. Ibid.

19. Hankeys referat 29. maj 1947. Ibid.

20. Ibid.

21. DS FW857D.20/10-747.

aben eller hemmelig blok, og at fordele og ulemper under de radende
forhold forekom at opveje hinanden; State Department ville derfor hverkenrade
i den ene eller den anden retning.22

De amerikanske stabschefers holdning er ikke kendt; deter imidlertid ikke videre sandsynligt, at de skulle have vaeret mere interesserede end State Department. Indtil 1948 spillede selve Skandinavien knap nok nogen rolle i den amerikanske forsvarsplanlasgning, idet denne var baseret pa en hurtig evakuering af det europaeiske kontinent i tilfalde af et sovjetisk angreb, efterfulgt af en strategisk bombeoffensiv fra sikre baser i randen af det sovjetisk-dominerede omrade, d.v.s. fra Storbritannien (evt. Island), /Egypten, Pakistan og Fjernosten. Den amerikanske interesse i det skandinaviske omrade afhang derfor af dettes betydning for forsvaret af Storbritannien og i en eventuelt senere krigsfase som baseomrade for en afgorende offensiv mod Sovjetunionen. I ingen at disse egenskaber opfattedes omradet som vitalt for den allierede krigsforelse, helt bortset fra de amerikanske planlaeggeres pessimistiske vurderinger af mulighederne for at holde det i en krigssituation.

Et notat fra Joint Strategic Plans Committee af 29. marts 1948 om onskvaerdigheden af amerikanske baser i Norge konkluderede saledes, at sadanne ikke i sig selv ville vaere til stotte for en storre offensiv ind i det sovjetiske heartland, og at en offensiv gennem ostersoen ville krave meget store (excessive) land- og luftstyrker og derfor ikke var del af den Iobende planlaegning. Notatet naevnte en raskke fordele ved at have baser i Norge, hvilket imidlertid opvejedes af, at russerne tilsyneladende havde kapacitet til at neutralisere alle militaere faciliteter i landet i lobet af 10 dage; med de styrker, der var til radighed i den lobende planlagning, var der efter planlaeggernes opfattelse ikke udsigt til, at man ville vaere i stand til at afse styrker til at forsvare baserne.²³

Mens de amerikanske strategiske interesser i selve Skandinavien kun var af sekundaer karakter, var de af afgorende betydning i det nordatlantiskeomrade, d.v.s. i Gronland, Island og til dels ogsa Svalbard.²⁴ Lige fra det tidspunkt i krigens sidste ar, hvor de amerikanske planlaeggere begyndte at overveje U.S.A.s basebehov efter krigen, blev baser i Gronlandog Island anset for absolut essentielle bade for et forsvar af det nordamerikanske kontinent og for en amerikansk krigsindsats i Europa.

---

22. DS 857 D.20/10-747..20/10-747.

23. J.S.P.C. 684/35, 29. marts 1948. JCS CCS 360 (12-9-42) Sec 31; RG 218. Papers of the United States Joint Chiefs of Staff. Modern Military Branch. National Archives. Washington

24. Se for eksempel Niels Amstrup, op. cit.

Af de 30 basepositioner, som var naevnt i et Joint Chiefs of Staff-memorandumtil den sakaldte State-War-Navy Coordinating Committee den 4. juni 1946, blev kun 6 opfort som »essential«. »Of these six Iceland, Greenland, and the Azores are of outstanding importances en vurdering,der ikke aendrede sig ide folgende ar.²⁵ I 1946 sluttede U.S.A. en (utilfredsstillende) aftale med Island angaende den fortsatte militaere anvendelseat Keflavik-lufthavnen, hvilket kun forstaerkede U.S.A.s interessei en fortsat tilstedevaerelse i Gronland pa et fastere grundlag end den traktat, der i 1941 var blevet sluttet med den danske gesandt i Washington,Henrik Kauffmann, og som kun skulle vaere i kraft »indtil der er enighed om, at de nuvaerende farer for det amerikanske kontinents fred og sikkerhed er ophort« (art. 10). Udenrigsminister Byrnes tog sporgsmaletop med Gustav Rasmussen i en samtale den 14. december 1946, hvor han fremlagde flere alternative forslag til en losning, herunder en ny langvarig base-aftale. Fra et amerikansk synspunkt var den bedste 10sningimidlertid et direkte kob af oen. Dette var indrornmet en radikal losning, men den ville en gang for alle lose et kompliceret problem, som udsatte begge lande for kritik fra andre landes side, ligesom den ville vasre okonomisk fordelagtig for Danmark.²⁶

Da dette forslag pa det bestemteste blev afvist fra dansk side, og da der i begyndelsen af 1947 viste sig en stigende stemning i Danmark for en opsigelse af 1941-traktaten, kom de amerikanske bestraebelser i stedet til at koncentrere sig om mulighederne for en 99-arig aftale, der i praksis ville fortScEtte det gseldende arrangement. Da et traktatudkast, der i vinteren 1947-48 blev forhandlet mellem State Department og de militsere myndigheder, i foraret 1948 blev vist privat til ambassador Kauffmann, reagerede denne imidlertid sa negativt, at det blev lagt pa hylden til bedre tider. Kort efter blev denne saerlige problematik indhentet af et begivenhedsforlob, der inddrog U.S.A. langt mere direkte i de skandinaviske og europasiske forsvarsproblemer end hidtil; Gronlandssporgsmalet kom herefter til at indga i en langt bredere problemkreds.²⁷

Mens planerne om et eventuelt skandinavisk forsvarssamarbejde blev overvejet i London og Washington, var disse stodt pa adskillige vanskelighederhjemme. Vedel informerede Gustav Rasmussen om sine kontakteri slutningen af april 1947, men tilsyneladende uden at omtale de

---

25. SWNCC 38/35. 14. juni 1946. SWNCC Files, State Department Lot Files 1945-49, Diplomatic Branch, National Archives, Washington DC.

26. Byrnes' referat, DS 840.20/1-1747.

27. Se Niels Amstrup, op. cit.

mere ambitiose aspekter af sine planer.²⁸ Pa det manedlige rnode mellem vaernscheferne og udenrigs- og forsvarsministrene argumenterede Vedel den 8. maj for naermere skandinaviske kontakter og omtalte specifikt konkrete koordineringsmuligheder, sa som oprettelsen af et faelles militaertforskningsinstitut, gensidig benyttelse af flyvepladser, faelles minelaegning,faslles planer for anvendelse af u-bade samt regelmaessige kontaktermellem militaerstabene. Derimod omtalte han ikke, at de skandinaviskekontakter var udviklet i snaevre konsultationer med de britiske myndigheder og i hvert fald ogsa med amerikanernes viden, et forhold, der utvivlsomt ville have gjort ministrene staerkt skeptiske over for projektet .²⁹ Dette forhold kan forklare, at Gustav Rasmussens holdning, til trods for at bade han og forsvarsminister Harald Petersen naerede tvivl vedrorende adskillige af de naevnte punkter, alligevel var sa positiv, at han naeste dag tog initiativet til at diskutere mulighederne for nordiske stabsforhandlinger om f.eks. vabenstandardisering, minelaegning, übadsredningog militaer forskning pa et mode med sine norske og svenske kolleger. Disse fremforte imidlertid begge indvendinger, saerlig imod den faelles anvendelse af flyvepladser, og den svenske udenrigsminister onskedeyderligere droftelser hjemme pa politisk plan, for man var rede til at give de militaere chefer gront lys; pa denne baggrund drog Gustav Rasmussen den slutning, at han for sit vedkommende ville lade sagen hvile.³⁰

Sporgsmalet om et skandinavisk militsersamarbejde gled hermed tilbagetil chefs- og stabsplanet, uden at der blev udstedt politiske direktiver for kontakterne. Pa denne baggrund var der kun ringe udsigt til fremskridt,og faktisk var der ikke sket noget i sagen, da den naeste gang kom op pa et nordisk udenrigsministermode i februar 1948.^3l Denne situation var naeppe kaerkommen for den britiske regering. De britiske ambassadoreri Skandinavien diskuterede sagen pa et mode i Stockholm i november 1947, men naede til den konklusion, at deres regering var gaet sa langt, som den kunne, med sin generelle tilskyndelse til et naermere samarbejde;en

---

28. Depeche 109 fra Marvel, 29. april 1947. DS 757D.00/4-2947.

29. UM 5 D 74. Et af udenrigsminister Gustav Rasmussens udenrigspolitiske mal var at begraense de militasre (og politiske) bindinger til Storbritannien for ikke at kompromittere Danmarks officielle brobygningspolitik mellem ost og vest. Se UM 5 D 74, 13. juni 1946. I foraret 1947 sendte den amerikanske ambassade i Kobenhavn adskillige velinformerede indberetninger hjem om det skandinaviske forsvarssamarbejde, jvf. note 28.

30. UM 5074, 3. juli 1947.

31. Se Magne Skodvin, Norden eller Nato? Utenriksdepartementet og alliansesporgsmalet 1947-49, Oslo, Universitetsforlaget, 1971, p. 90-91.

de;enstorre britisk interesse kunne meget vel gore de skandinaviske
regeringer yderligere betaenkelige.32

Saledes var situationen, da de britiske overvejelser om forsvaret at Vesteuropa omkring arsskiftet 1947-48 begyndte at antage stadig mere konkrete former. De britiske militsere myndigheder havde tilkendegivet en kraftig strategisk interesse i Skandinavien i modsaetning til de amerikanske, hvis primaere interesser var knyttet til Nordatlanten, og de havde ydermere markeret en klar preference for en koordinering af omradets forsvar inden for en bredere vesteuropasisk ramme. Samtidig havde de imidlertid ogsa peget pa det, som helt frem til Atlantpagtbeslutningen skulle blive det storste handicap for den britiske politik over for Skandinavien, nemlig den manglende evne til at yde effektiv militaer bistand pa stedet i tilfaelde af et sovjetisk angreb. Foreign Office havde ogsa vist positiv interesse for udviklingen af et skandinavisk forsvarssamarbejde, isaer hvis det koordineredes med britisk politik, igen en holdning, der var klart mere positiv end den, State Department havde givet udtryk for. Men Foreign Office havde ogsa oje for de komplikationer, der kunne opsta, hvis samarbejdet blev kendt; ydermere havde ambassador Collier peget pa en central problemstilling, som skulle komplicere den britiske politik i det kommende ar, nemlig om britiske og svenske interesser i det hele taget var forenelige, og om Storbritannien skulle tilskynde til et skandinavisk samarbejde, der kunne resultere i en svensk-domineret neutral blok, eller om man skulle koncentrere sig om at udvide de eksisterende relationer med Danmark og Norge og lade Sverige ude af billedet.

Skandinavien og Vestunionen

I slutningen af 1947 var den britiske udenrigsminister Ernest Bevin, til dels pa grund af den fejlslagne udenrigsministerkonference i London i november-december, blevet overbevist om nodvendigheden af et nsermerepolitisk og militaert samarbejde mellem vestmagterne. I en tale i underhusetden 22. januar 1948 robede Bevin, at hansom et forste skridt havde indledt konsultationer med Frankrig og Benelux-landene med henblik pa afslutningen af en raekke forsvarstraktater af samme karakter som Dunkerque-pagtenmed Frankrig af marts 1947. I talen antydede Bevin mulighedenaf, at dette system blev udstrakt til andre vesteuropaeiske lande.

---

32. Brev fra ambassador Jerram, Stockholm, 29. november 1947. FO 371/65961.

selv om kun Italien blev udtrykkelig naevnt. Dette ret vage initiativ, der oprindelig sigtede mod dannelsen af et netvaerk af bilaterale traktater, blev i de folgende uger aendret vaesentligt efter forslag fra amerikansk og Benelux-side og resulterede i undertegnelsen den 17. marts af en multilateral50-arig automatisk militaeralliance mellem Storbritannien, Frankrig og Benelux-landene; traktaten blev alternativt kaldt Bruxelles-pagten og Vestunionen.³³

Bevins initiativ havde imidlertid haft et langt videre sigte, end det kom offentligt frem. I et memorandum til den amerikanske regering fra midten af januar 1948 fremfortes det, at Sovjetunionen udovede »et konstant stigende pres, der truer hele Vestens struktur (fabric)«. okonomisk fremgang i kolvandet af Marshall-planen ville ikke i sig selv vaere tilstraskkelig til at neutralisere denne trussel. »Der ma mobiliseres politiske og endog andelige kraefter til vort forsvar. Jeg tror derfor, at vi med amerikanernes og dominions' opbakning skulle soge at skabe et vestligt demokratisk system omfattende Skandinavien, Nederlandene, Frankrig, Italien, Graekenland og muligvis Portugal...« De traktatlige relationer imellem disse kunne variere, »men mellem alle ville der vaere en forstaelse hvilende pa magt, penge og beslutsomhed og bundet sammen af de faelles idealer, som vestmagterne to gange inden for en generation har udgydt deres blod for«.³⁴

Et andet afgorende trask ved Bevin-planen var, at den var et led i en videregaende strategi med henblik pa at knytte U.S.A. nsermere til forsvaret af Vesteuropa. I et internt Foreign Office memorandum af 9. januar fremdrog J. Kirkpatrick de britiske stabschefers nylige beslutning om, at Storbritannien ikke i begyndelsen af en krig ville vasre i stand til at sende et ekspeditionskorps til kontinentet, som man havde gjort i 1914 og 1940. I denne situation var den eneste udvej for at tilfredsstille de europaeiske sikkerhedsbehov at inddrage U.S.A. sa meget som muligt i forsvaret .³⁵ Og iet brev til den amerikanske vice-udenrigsminister Robert Lovett erklaerede Bevin ligeud, at »Vesteuropa kan endnu ikke sta pa egne ben uden sikkerhed for (amerikansk) stotte«; han foreslog derfor ojeblikkelige forhandlinger om problemet.³⁶

---

33. Storbritanniens politik i sporgsmalet om Vestunionen og Atlantpagten er behandlet i Nikolaj Petersen, Britain and U.S. Policy-Making on the Formation of the Atlantic Pact, paper til International Studies Association, 21st Annual Convention, Los Angeles, March 19-22, 1980.

34. FRUS 1948, vol. 111, pp. 4-6.

35. FO 371/73045.

36. FRUS 1948, vol. 111, pp. 14-16.

Det fremgar, at de skandinaviske lande var ornfattet af Bevins planer, men ikke af den forste fase, der sigtede mod dannelsen af et losere forsvarssamarbejde med Frankrig og Benelux-landene. I Foreign Office fik den danske ambassador, grev Reventlow, at vide, at Bevin ikke havde naevnt dem pa grund af deres saerlige position, som man fra britisk side ikke onskede at eksponere; de ville imidlertid vaere meget velkomne inden for Vestunionen.³⁷ Dette synspunkt blev diskuteret naermere iet laengere memorandum om »Scandinavia and Western Union«, som R. M. A. Hankey faerdiggjorde 29. januar. Af politiske og kulturelle grunde ville de skandinaviske lande vaere »naturlige og onskvaerdige« medlemmer af Vestunionen, men de var bange for Sovjet og ville derfor sandsynligvis undlade at tage stilling (sit on the fence), indtil de havde faet sikkerhed for, at vestmagterne ville vaere i stand til at beskytte dem. Memorandumet diskuterede to mulige udviklingslinier i skandinavisk politik, den ene et snaevert forsvarssamarbejde centreret om Sverige, den andet et naermere samarbejde med vestmagterne, saerlig for Danmarks og Norges vedkommende. Disse to linier skulle ikke nodvendigvis ses som alternativer, om end Hankey ikke var blind for, at den forste option kunne blive et formal i sig selv:

»Selv om en »neutral« skandinavisk blok fra vort synspunkt er at foretreekke for en total mangel pa samarbejde (association) mellem de tre lande, har den ikke desto mindre kun udsigt til effektivt at sikre skandinavisk sikkerhed eller ... politisk uafhsngighed, for sa vidt den skandinaviske gruppe ved, at den i en nodssituation kan regne med vaebnet bistand fra Storbritannien og Amerika. Ethvert praktisk skridt til virkeliggorelse af en politik om nsrmere skandinavisk samarbejde bor derfor vurderes i lyset af dets bidrag m.v. til en senere gennemforelse af en politik ... om naermere samarbejde med vestmagteme«.³⁸

I et memorandum, der 11. marts blev afleveret i State Department, blev det udtrykkelig sagt, at det ville have vaeret en fejltagelse at invitere de skandinaviske lande til at deltage i Vestunions-forhandlingerne »eftersom Frankrig og United Kingdom sammen med Benelux-landene ikke i sig selv er i stand til effektivt at forsvare Skandinavien mod pres«. Kun U.S.A.s engagement i Europa kunne gore sadanne garantier trovaerdige .³⁹

Hertil kom, at eftersom Vestunionens primasre formal var at overbeviseU.S.A.

---

37. Depeche VIII fra Reventlow, 27. januar 1948, UMSH 10.

38. FO 371/71449.

39. FRUS 1948, vol. 111, pp. 46-48.

seU.S.A.om de europaeiske landes vilje til at forsvare sig selv og derigennemmotivere U.S.A. til »hjaelp til selvhjaelp« over for Europa, var der set fra britisk side ingen grund til at komplicere forhandlingerne ved at inddrage de skandinaviske lande, hvor der kun i Norge kunne spores nogen interesse for en tilknytning, isaer da hverken Frankrig eller Benelux-landenevar interesserede i at inddrage dem.

Inddragelsen af Skandinavien i det vestlige forsvarssamarbejde kom
saledes til at afhaenge af U.S.A.s involvering.

Skandinavien i de første britisk-amerikanske kontakter

Bevins initiativ til at engagere U.S.A. i Vesteuropas forsvar 10b fra begyndelsenind i den vanskelighed, at den amerikanske administration kraevede en hojere grad af britisk og europaeisk forpligtethed over for et faelles forsvar, end briterne folte sig i stand til, sa laenge der var tvivl om den amerikanske holdning.⁴⁰ I denne situation kom den internationale udvikling den britiske regering til hjaelp, forst krisen omkring Czechoslovakia,dernaest udviklingen eller snarere pseudo-udviklingen omkring Skandinavien i begyndelsen af marts. Den 8. marts meddelte den norske udenrigsminister Halvard Lange de britiske og amerikanske ambassadorer,at man ikke kunne se bort fra den mulighed, at Norge i naer fremtid ville blive stillet over for sporgsmalet, om man ville vasre villig til at afslutte en pagt med Sovjetunionen. Den norske regering var besluttet pa ikke at gamed til en sadan, og Lange folte det i den situation som sin pligt at bringe pa det rene, hvordan man i U.S.A. og Storbritannien sa pa Norges strategiske stilling, og hvordan man vurderede mulighederne for i en eller anden form at komme Norge til hjaelp, hvis Sovjet skulle »stille tingene pa spissen«.⁴¹ Denne henvendelse tog Bevin som udgangspunkt for et memorandum af 11. marts til den amerikanske regering, indeholdendeet forslag om »at tage meget tidlige forholdsregler, »before Norwaygoes under«, til under FN-pagtens art. 51 at slutte en regional »AtlanticApproaches Pact of Mutual Assistances som alle lande, der direktetrues ved et russisk fremstod til Atlanten, kan deltage i, for eksempel U.S.A., Storbritannien, Canada, Eire, Island, Norge, Danmark, Portugal,Frankrig (og Spanien, nar det har et demokratisk styre)«. Mere

---

40. Om det generellc samspil mcllem Storbritannien og U.S.A. omkring forberedelsen af Atlantpagten se Nikolaj Petcrsen, op.cit.

41. Langes referat. UD 25.2/63.

specifikt forestillede Bevin sig et tre-leddet system bestaende af Vestunions-systemetstottet af U.S.A., et atlantisk sikkerhedsarrangement med en naermere amerikansk involvering og endelig et system for Middelhavsomradet .⁴²

Skandinaviens naermere placering i Bevins overvejelser var tilsyneladende endnu ganske flydende. Sverige blev ikke naevnt blandt de potentielle medlemmer af en atlantisk pagt, og den 16. marts nsevnte han nok i en samtale med udenrigsminister Unden muligheden for en udvidelse af Bruxelles-pagten i lyset af truslen mod Norge, men gik ellers ikke laengere end til at forhore sig om den svenske reaktion i tilfaslde af, at U.S.A. uden at indbyde de skandinaviske lande til noget i retning af en militaer blok erklaerede, at disses sikkerhed var »a matter of direct concern« for U.S.A.⁴³ Over for Gustav Rasmussen naevnte han samme dag pa lignende made muligheden af en ensidig amerikansk erklaering til stotte for de skandinaviske lande mod sovjetisk pres, mens han erklaerede, at han ikke brod sig om at bede dem indga i pagter af militeer karakter, medmindre vestmagterne klart var i stand til at forsvare dem effektivt. Bruxellestraktaten var ikke egnet hertil; det ville vasre en mere »hopeful approach^ hvis der kunne skabes et atlantisk sikkerhedssystem, som de skandinaviske lande ikke behovede at vaere formelle medlemmer af, men hvor de kunne vaere beskyttet af en ensidig amerikansk erklaering.⁴⁴

Her som ved flere tidligere og senere lejligheder gav Bevin udtryk for stor forstaelse for de skandinaviske landes vanskelige placering mellem ost og vest; af denne grund modsatte han sig et vestligt pres for at fa dem til at vaelge side. Hertil kom, at det der virkeligt betod noget for Bevin var at fa et system pa benene, der knyttede U.S.A. fastere til Vesteuropas forsvar; i denne sammenhaeng betod det nordiske omrades placering mindre. Deter derfor ogsa af mindre betydning, om man i London virkelig troede, at Norge var i fare for at »ga under«. Bevins initiativ bor forst og fremmest ses som et forsog pa at saette fart i den amerikanske beslutningsproces ved at appellere til den generelle krisestemning, der havde grebet store dele af det amerikanske system pa dette tidspunkt.⁴⁵

Den amerikanske reaktion var overraskende hurtig og omfattende.
Udenrigsminister Marshall, der ikke hidtil havde engageret sig kraftigt i
disse sporgsmal, greb ind, informerede samme dag forsvarsminister Forestallog

---

42. FRUS 1948, vol. 111, pp. 46-48.

43. Bevins referat. FO 371/71724.

44. Bevins referat. FO 371/73171.

45. Se for eksempel Walter Millis, ed.. The Forrestal Diaries, New York, The Viking Press, 1951, kap. X.

stallogde militaere ledere og forelagde naeste dag sagen for president Truman. Og sammen besluttede de, at U.S.A. nu skulle erklaere sig rede til straks at ga ind i faelles diskussioner om et atlantisk sikkerhedssystem med Storbritannien og Canada.⁴⁶ Disse forhandlinger fandt sted i Pentagoni Washington i dagene 22. marts til 1. april.

Marshalls og Trumans beslutning nodvendiggjorde udformningen af et mere detaljeret amerikansk forhandlingsoplaeg. Nogle fa dage for, den 8. marts, havde John Hickerson, lederen af State Department's European Office og en af Atlantpagtens hovedarkitekter pa amerikansk side, diskuteret muligheden af U.S.A.s deltagelse i en regional forsvarsalliance for Nordatlanten og Middelhavet; dennes medlemmer skulle i forste omgang Vcere Vestunion-landene og Italien, men ikke Skandinavien, som Hickerson formodentlig betragtede som for neutralistisk til at ville deltage.⁴⁷ To uger senere, den 23. marts, anbefalede et Policy Planning Staff-papir, der var resultatet af omfattende departementale konsultationer i State Department, at U.S.A. selv skulle holde sig uden for Vestunionen, men skulle »presse pa med henblik pa ojeblikkelig optagelse ... af Norge, Sverige, Danmark og Island...«; endvidere burde U.S.A. tage initiativet til en gensidig forsvarsaftale omfattende »de nuvasrende Vestunion-lande og de andre frie nationer i Europa og Mellemosten, som onsker at slutte sig til«.⁴⁸

Mens Bevin i mange henseender havde grund til at vaere tilfreds med den amerikanske holdning under Pentagon-forhandlingerne, havde han dog visse betaenkeligheder ved skandinavisk deltagelse i Vestunionen, sa laenge Atlantpagten ikke klart aftegnede sig, idet han frygtede en svensk afvisning, der kun ville skabe unodvendig offentlighed om sagen.⁴⁹ Dette argument virkede i nogen grad, og i en indberetning af 5. april kunne den britiske hovedforhandler Gladwyn Jebb med tilfredshed fremhsve, at det papir, som der under forhandlingerne var opnaet enighed om, det sakaldte Pentagon Paper, pa mange mader var bedre end den amerikanske udgangsposition. »Isaer var der, takket vaere udenrigsministerens (d.v.s. Bevins) insisteren, praktisk taget ingen antydning af, at der skulle laegges noget pres pa skandinaverne og Italien for at fa dem til at slutte sig til 5-magts traktaten«.⁵⁰

Pentagon-papiret indeholdt dog stadig denne malsaetning, idet det hed,

---

46. FRUS 1948, vol. 111, p. 48.

47. Ibid., p. 40-42.

48. PPS23. Ibid., p. 61-64.

49. Referat af 4. mode, 29. marts 1948. Smst. p. 69

50. FO 371/73069.

at man straks skulle henvende sig til de skandinaviske lande for at forklaredem den foreslaede plan om et kollektivt forsvarsarrangement for det nordatlantiske omrade og forhore sig, om de under disse omstaendighederville vaere villige til i naer fremtid at tilslutte sig Vestunionen samt ga ind i forhandlingerne om Atlantpagten. I selve forhandlingsfasen skulle Vestunionen have en amerikansk sikkerhedsgaranti og »hvis det viser sig, at Norge, Sverige, Danmark, Island og Italien eller nogen af disse lande ikke onsker at tiltrasde 5-magts traktaten pa dette trin, ma man overveje at give dem en vis forsikring om ojeblikkelig stotte i tilfaelde af et vaebnet angreb imod dem, som de beslutsomt modsaetter sig.«⁵¹

Fra britisk synspunkt var problemet med Pentagon-papiret, at det pa amerikansk side kun repraesenterede sakaldte »working level«-synspunkter, hvis det endda gjorde det. Dokumentet manglede stadig at blive clearet med viceudenrigsminister Lovett, med udenrigsminister Marshall, med praesident Truman samt med lederne af Kongressen, en proces, der skulle fore til en betragtelig udvanding af dets indhold. Et vigtigt led heri var vedtagelsen i senatet af den sakaldte Vandenberg-resolution af 5. juni, der gav administrationen et bredt mandat til under forfatningsmaessige former at deltage i regionale og andre kollektive sikkerhedsarrangementer, der var baseret pa kontinuerlig og effektiv selvhjaelp savel som gensidig hjaelp, og som berorte den nationale interesse.

Hermed var vejen banet for fastlaeggelsen af en definitiv amerikansk linie med henblik pa de forhandlinger, der i begyndelsen af juli blev indledt med Vestunion-landene og Canada, de sakaldte Washington Exploratory Talks (WET). Dette skete med vedtagelsen i National Security Council af NSC 9/3 dokumentet af 8. juli, der fastslog, at Vandenbergresolutionen skulle implementeres gennem forhandlinger med Vestunionen, men uden nogen forhandsforpligtelse med hensyn til disses resultat. Med hensyn til Skandinavien hed det, at U.S.A. og Vestunionen skulle »undersoge ... problemet omkring at oge Norges, Danmarks, Islands og maske Portugals og Sveriges sikkerhed »through integration into or through some form of association with the Brussels Treaty system or otherwise*.⁵² Sammenlignet med Pentagon-papiret var hovedforskellen den, at Sverige nu var placeret i en anden kategori end Norge og Danmark. Dette afspejler en voksende afstand mellem U.S.A. og Sverige i forste halvdel af 1948 og stigende tvivl i Washington, om det i det hele taget ville vaere muligt at inddrage Sverige i et vestligt forsvarsarrangement.

---

51. FRUS 1948, vol. 111, p. 72-75.

52. Ibid. p. 140-41.

Det nordiske alternativ og den vestlige reaktion

De tre maneder, der gik, for U.S.A. var rede til at indga i konkrete forhandlinger, skabte betragtelige problemer for den britiske regering, der frygtede, at et gunstigt tidspunkt til at pabegynde forhandlingerne kunne ga tabt, og ogsa kom til at se alvorlige problemer i forbindelse med Skandirravien. Som Bevin papegede i et brev til den amerikanske regering den 1. juni, kunne et skandinavisk neutralitetssystem blive resultatet, hvis forhandlingerne om Atlantpagten blev yderligere udskudt."¹³

Som naevnt havde Lange i marts anmodet om en uformel garanti fra vestmagterne. I det mindste den britiske militaerledelse var rede til at overveje ideen, idet forsvarsministeriet i et memorandum af 15. marts udtrykte villighed til at indlede stabssamtaler med Norge.⁵⁴ Snart matte man dog igen bremse op. I en skrivelse til sin norske kollega Jens Christian Hauge af 7. april erkendte forsvarsminister A. V. Alexander Skandinaviens strategiske betydning og understregede »de strategiske og militate fordele, der ville vaere ved et snaevert samarbejde meHem disse tre lande i alle forsvarsanliggender«. Han mente imidlertid, at det var for tidligt for Storbritannien at patage sig specifikke forpligtelser over for de tre lande.⁵⁵ Som Hankey fortalte ambassador Randall den 10. april, var briterne ikke ivrige efter at indlede stabssamtaler, sa laenge de ikke var sikre pa at have amerikansk opbakning.⁵⁶ Mere generelt matte Storbritannien undga at opmuntre de skandinaviske lande »til at indga en politisk og militaer forstaelse med os, for det altafgoTende sporgsmal om amerikansk stotte er blevet afklaret«.⁵⁷

Denne afventende strategi blev mindre holdbar, da den svenske regeringi slutningen af april tog initiativ til skandinaviske forsvarsforhandlingerpa basis af neutralitet og ikke-tilknytning til Vesten. Som Hankey sa det, var hovedproblemet, at »for the moment there is little pull westwardson Norway and Denmark in strategic matters«. I stedet for at gore det lettere for Norge og Danmark at traskke Sverige over i den vestlige lejr, kunne en sadan sammenslutning derfor fa det stik modsatte resultat og binde de to lande fast pa en isolationistisk politik.⁵⁸ Den 27. maj skrev

---

53. Ibid. p. 138.

54. FO 371/71444.

55. FO 371/71445.

56. FO 371/71371.

57. Notat af Hankey om »Scandinavian Defence Cooperation and Western Union«, 8. maj 1948. FO 371/71452.

58. Ibid.

Assistant Undersecretary C. H. Bateman til Cabinet Office, at de svenskeplaner gik direkte imod de britiske planer om et udvidet samarbejde med Skandinavien; derfor skulle man modvirke dem sa meget som muligt .⁵⁹ Men hvordan?

I sit notat af 8. maj kom Hankey med to anbefalinger. For det forste skulle Storbritannien meddele Norge og Danmark, at selv om der for ojeblikket ikke kunne siges noget mere praecist om den amerikanske politik, ville man mene, at de to regeringer ville vaere berettigede til at antage, at de til sin tid (eventually) ville fa den stotte, de havde behov for; i mellemtiden skulle de ikke praejudicere deres stilling ved at binde sig til forhandlinger pa de svenske betingelser. For det andet foreslog Hankey, at den prioritet, som Sverige havde med hensyn til levering af vaben og udstyr, skulle tages op til ny vurdering i lyset af den mulighed, at Sverige i en fremtidig krig ville forsvare sin neutralitet upartisk, d.v.s. mod vestmagterne savel som mod Sovjetunionen.

Generelt fulgte den britiske politik disse linier, omend i en lidt udvandet form: Man opfordrede Norge og Danmark til ikke at acceptere den svenske neutralitetsbetingelse og ikke Uegge sig fast, for de vestlige forsvarsplaner havde materialiseret sig yderligere, og man advarede Sverige mod at laegge et upassende pres pa sine naboer. Pa den anden side modtog Danmark og Norge kun fa positive forsikringer om hjaslp, og i sidste instans besluttede regeringen ikke at bruge Sveriges afhasngighed af vabenleverancer imod det.

Den britiske regering fik lejlighed til at praecisere sine synspunkter, da statssekretaer Dag Bryn fra det norske forsvarsministerium i midten af maj rejste til London for at diskutere, hvor langt Norge kunne gamed hensyn til at imodekomme Sverige i neutralitetssporgsmalet. Oprindelig havde den norske regering kraevet, at de nordiske forsvarsforhandlinger skulle indledes pa helt betingelseslos basis. Dette blev kategorisk afvist af Sverige, og nu forelagde Bryn den britiske regering en alternativ formel, ifolge hvilken forhandlingerne skulle sigte mod at »betrygge de tre landes frihed og uafhsengighed og mod at holde landene samlet ude af andre militaere grupperinger«.⁶⁰ Den britiske regering svarede, at Norge havde gjort helt rigtigt i at forkaste den svenske neutralitetsklausul, men at den alternative formel ville vaere det forste fatale skridt bort fra samarbejde med vestmagterne. Hvis Sverige ikke ville acceptere forhandlinger uden forhandsbetingelser, ville det vaere bedre at traekke diskussionen i langdragi

---

59. FO 371/71445.

60. Tel. 249 til Oslo, 16. maj 1948 Ibid. Jf. notat af 15. maj 1948. UD 38.3/3.

draginogen tid, indtil man sa, hvorledes situa onen udviklede sig i
Washington og andre steder.61 Et lignende budska ■» blev givet den danskeregering
.62

Den anden del af denne strategi bestod i at advare Sverige mod den politiske kurs, landet var ved at ga ind i, og isasr mod at laegge pres mod Norge og Danmark. I en samtale med den svenske ambassador Boheman den 20. maj gav Permanent Undersecretary i Foreign Office Orme Sargent staerkt udtryk for den britiske regerings misfornojelse med den svenske neutralitetspolitik og isaer med presset mod Norge og advarede om, at den britiske eksport til Sverige af avancerede vaben kunne komme i fare.⁶³

Den 27. maj tog Foreign Office det sidstnaevnte sporgsmal op med Cabinet Office i et brev, hvori man argumenterede, at det kunne vaere i britisk interesse ikke at levere Sverige avancerede vaben, »medmindre vi far forsikringer angaende den brug, der vil blive gjort af dem og angaende Sveriges generelle holdning over for os i tilfaelde af krig«.⁶⁴ De britiske stabschefer var enige i dette synspunkt og anbefalede at meddele den svenske regering, at man nok ville honorere allerede indgaede kontrakter, men at nye kontrakter ville blive gjort betinget af Sveriges holdning til politisk og militaert samarbejde med vestmagterne.⁶⁵

Da sagen den 29. maj blev forelagt Bevin, fandt denne imidlertid ingen grund til at modificere den britiske forsyningspolitik over for Sverige. Han henviste til de synspunkter, han havde givet udtryk for over for Unden i Paris i marts maned og onskede ikke at tvinge svenskerne til at alliere sig nasrmere med vestmagterne, end de selv fandt klogt. Bevin gav ogsa udtryk for sin tillid til, at Sverige ville »stand up to the Russians«, nar det blev nodvendigt, og onskede, at de var staerke nok til at gore det.⁶⁶

I juni meddelte briterne State Department, at der ikke var noget at vinde ved at presse svenskerne yderligere for det svenske rigsdagsvalg i September. Eftersom vestmagterne var ude af stand til at tilbyde »worthwhile support«, for de var naet til indbyrdes enighed, var det bedst at vaere tilbageholdende i sporgsmalet.⁶⁷

---

61. Tel. 250 til Oslo, 16. maj 1948. Ibid.

62. Se for eksempel depeche XLIII fra Reventlow 27. maj 1948. UM 5 H 10a.

63. Tel. 341 til Stockholm 22. maj 1948. FO 371/71724.

64. FO 371/71445.

65. Brev sign. L. C. Hollis 28. maj 1948. FO 371/71716.

66. Foreign Office notat om »Supply of Arms to Sweden«, H. december 1948. F 1-7 1 i-i t n\ -i

67. Tel. 6885 til Washington 25. juni 1948. FO 371/71725.

Selv om der saledes var klare graenser for Foreign Office's og saerlig Bevins vilje til at anlaegge en pressionsstrategi over for Sverige, havde den britiske politik dog en vis effekt. Den stivede den norske regering af over for Sverige og bidrog sandsynligvis ogsa direkte til den svenske beslutning i slutningen af maj om at laegge forslaget om forsvarsforhandlinger pa hylden i hvert fald midlertidigt.⁶⁸

Dette loste imidlertid kun en del af det britiske problem. Briterne fortsatte med at betragte svensk deltagelse som af afgorende betydning for etableringen af et effektivt forsvar for Skandinavien. Den britiske interesse la derfor ikke blot i at hindre fremkomsten af en neutral skandinavisk blok, men ogsa i at knytte Sverige pa den ene eller anden made, direkte eller indirekte, til det vestlige forsvarssamarbejde.

En mulig Iosning pa dette problem blev forst antydet i et brev fra Foreign Office til Cabinet Office den 27. maj, hvori det hed: »... i sidste instans kan det maske betale sig for os ... at arbejde for en fast tilknytning af Norge og Danmark til vest- eller atlantmagterne og have Sverige indirekte tilknyttet gennem en skandinavisk union til Norge og Danmark«. Det tilfojedes imidlertid, at det maske var for tidligt at arbejde ad denne linie, sa laenge den amerikanske holdning ikke var kendt.^6y

Den amerikanske holdning over for Sveriges initiativ til nordiske forsvarsforhandlingeropfattedes almindeligvis som hardere og mere negativ end den britiske, selv om den amerikanske regering konsekvent benaegtededette. Nar dette indtryk opstod, skyldtes det i hoj grad den politik, som ambassadoren i Stockholm, Freeman B. Matthews, gjorde sig til talsmand for. For han kom til Stockholm i 1947, havde Matthews i adskilligear vaeret leder af State Departments Europa-kontor, og han havde stadig stor indflydelse hjemme, ikke mindst hos sin efterfolger og tidligerenaere medarbejder, John Hickerson. Matthews var pa et tidligt tidspunktnaet til en meget negativ vurdering af svensk neutralitetspolitik og gjorde det til sin fornemste opgave at aendre den i pro-vestlig retning. I en depeche af 16. februar 1948 gav han en opsummering i 12 punkter af »the basic fallacies of Swedish thinking«,⁷⁰ og i det folgende ar forsomte han ingen anledning til at belaere den svenske regering om neutralitetens moralske forkastelighed og politiske farlighed. Matthews' primaere »recept«var, at »the cure for isolationism is isolations⁷¹ U.S.A. og vestmagterneskulle

---

68. Jvf. brev fra den norske Stockholm-ambassador Bergesen til Lange 27. maj 1948. UC 38.3.73.

69. FO 371/71445.

70. FRUS 1948, vol. 111, pp. 23-24.

71. Tel. 591 fra Stockholm 15. maj 1948. DS 840.00/5-1548.

terneskulleved at isolere og ignorere Sverige og i stedet koncentrere sin opmaerksomhed om Danmark og Norge efterhanden gore det klart for svenskerne, at neutralitetspolitikken ingen vegne forte hen. Norge og Danmark skulle rades fra at indlede forsvarsforhandlinger pa de svenske betingelser,⁷² men den bedste made at isolere Sverige pa ville vaere en tilknytning af de to andre lande til Vesten.⁷³ Matthews gik imidlertid endnu videre i sine anbefalinger. Den 1. juni tilradede han, at amerikanskeeksportlicenser for militcerartikler til Sverige skulle nasgtes for en tid, og at der skulle gores en bestraebelse for ogsa at fa briterne til at holde leverancer tilbage.⁷⁴ Matthews' meget selvstaendige rolle kan maske bedst illustreres ved den made, han i november strammede et budskab fra fg. udenrigsminister Robert Lovett op, da han videregav det til den svenske regering: »Any Scandinavian defense arrangement would be (i stedet for appear) incompatible with the intent of the Vandenberg resolution and would of course (might well) disqualify the signatories from getting any American aid (US aid) until the requirements of the members of a collectivearrangement ... would be fully met (have been met)«.¹⁵

Matthews¹ linie vandt generel tilslutning i State Department. Han blev flere gange udtrykkelig rost for sine analyser af svensk politik, og i det store og hele blev hans anbefaling af, at Sverige skulle fole isolationen pa sin krop, fulgt op. For eksempel radede udenrigsminister Marshall den 3. juni president Truman til at undga enhver positiv kommentar til svensk politik under et mode med prins Bertil; hvis lejlighed gav sig, burde pnesidenten tvaertimod udtrykke U.S.A.s bekymring over Sveriges staedige fastholden ved neutraliteten. »Sporgsmalet i verden i dag drejer sig ikke om at vaelge mellem to stormagtsblokke, sadan som det synes at vaere en udbredt opfattelse i Sverige, men snarere om de nationers overlevelse, som tror pa frihed og den demokratiske proces. Disse nationer har en faelles interesse, og en neutralitetspolitik, der afslorer en splittelse (division) mellem verdens frie nationer, kan kun tjene som en invitation til aggression«.⁷⁶

Senere pa sommeren blev sporgsmalet om vabensalg til Sverige taget
op med den britiske regering. Den 21. September skrev Hickerson til

---

72. Tel. 572 fra Stockholm 11. maj 1948. DS 758.00/5-1148.

73. Tel. 591 fra Stockholm 15. maj 1948. DS 840.00/5-1548.

74. Tel. 661 fra Stockholm 1. juni 1948. DS 758.00/6-148.

75. Tel. 812 til Stockholm 22. november 1948. DS 840.00/11-2248. Svensk aide memoire, sign. Hans Beck-Friis 26. november 1948. UD 38.3/3.

76. FRUS 1948, vol. 111, p. 134. Marshalls rad til Truman var direkte affodt af en opfordring hertil fra Matthews.

Lovett: »Why the hell should we spend money to rearm the Brussels Pact countries when they are selling jets to neutrals?« og et par dage senere, den 24. September, afleveredes et officielt memorandum til ambassador Franks, der kraftigt kritiserede salget af Spitfire og Vampire-f\y til Sverige .⁷⁸ Den britiske regering afviste imidlertid at tendre sin vabenpolitik over for Sverige.⁷⁹ Hojdepunktet i kampagnen mod Sverige korn i december,hvor Hickerson ikke blot meddelte ambassador Bohernan, at lande, der faldt ind under Vandenberg-resolutionen, ville vasre de eneste, der kunne nyde godt af amerikanske militate hjaelpeprogrammer, men ogsa kraftigt antydede, at der kunne opsta problemer med ravareleverancerfor eksempel af stal til »ukvalificerede« lande.⁸⁰

Denne harde politik havde dog ogsa sine kritikere i State Department. Da Hickerson i oktober fortalte ambassador Boheman, at U.S.A. var »worried, distressed, and shocked...« over Sveriges politik,⁸¹ greb udenrigsminister Marshall ind og anmodede embedsmaendene om at »lay off such outspoken pressure tactics«.⁸² Udenrigsministeren synes endog at have naeret en vis tvivl med hensyn til den officielle afvisning af svensk eller skandinavisk neutralitet. I en samtale med Bevin 4. oktober udelukkedehan ikke, at en skandinavisk neutralitetsblok kunne accepteres, safremt straedet mellem Danmark og Sverige (hvorved formentlig mentes straederne som helhed) kunne lukkes i krigstid.⁸³ Et lignende budskab blev givet til udenrigsminister Rasmussen den folgende dag.⁸⁴ Betydningenheraf skal dog ikke overvurderes. Udenrigsminister Marshall havde siden foraret 1948 staet mere eller mindre uden for beslutningsprocessen omkring Atlantpagt-forhandlingerne og havde - delvis af helbredsgrunde - overladt udformningen af amerikansk politik til viceudenrigsminister Lovett og John Hickerson, som begge var overbevist om den politiske og militaere nodvendighed af at inddrage Norge og Danmark i den planlagte Atlantpagt. Det forste officielle skridt i den retning blev taget efter vedtagelsenaf Vandenberg-resolutionen i juni, da State Department informeredeDanmark og Norge, men ikke Sverige, om de kommende forhandlingermed Canada og Bruxellespagt-landene og bad dem om at

---

77. FRUS 1948. vol. 111, p. 254.

78. DS 711.58/9-2148. Jvf. referat af samtale mellem fg. udenrigsminister Lovett og ambassador Franks 24. sept. 1948. DS 840.20/9-2448.

79. Tel. 716 fra Lovett til Stockholm 2. oktober 1948. FRUS 1948, vol. 111, p. 259.

80. Samtalereferat 7. december 1948. DS 840.20/12-748.

81. Samtalereferat 12. oktober 1948. DS 758.00/10-1248.

82. Se brev fra Hickerson til general Carter 23. oktober 1948. DS 711.58/10-2348.

83. Bevins referat. FO 371/71453.

84. Marshalls referat. DS 740.00119 Council /10-548.

undlade ethvert skridt, der kunne praejudicere deres fremtidige holdning .⁸⁵ En mere konkret politik over for Skandinavien udviklede sig under de sakaldte Washington Exploratory Talks (WET), der indledtes 6. juli 1948.

Washington Exploratory Talks (WET) og genoptagelsen af de skandinaviske forhandlinger

U.S.A. stod som potentiel »netto-leverandor« af sikkerhed til Europa i en meget staerk forhandlingsposition under WET-forhandlingerne 6. juli-10. med Bruxellespagt-landene og Canada. Det sakaldte Washington Paper af 9. September, der opsummerede forhandlingsresultatet, afspejlede derfor i hoj grad de amerikanske forhandlingspositioner.

En af disse var betydningen af de sakaldte stepping stones, d.v.s. Danmark (isaer Gronland), Norge og Island, for U.S.A.s egen sikkerhed. Ifolge viceudenrigsminister Lovett ville der vaere alvorlige huller i ethvert nordatlantisk sikkerhedsarrangement, der ikke omfattede disse omrader .⁸⁶ Dette var et synspunkt, som havde staerk indrepolitisk opbakning. I april havde senator Vandenberg peget pa betydningen af skandinavisk deltagelse »as that had great vote appeal in the Senate«.⁸⁷ Island og Gronland var de eneste strategiske omrader, der specielt diskuteredes under senatshoringen orn Vandenberg-resolutionen i maj.⁸⁸

Pa den anden side sa U.S.A. ikke laengere Sverige som et potentielt medlem af Atlantpagten. George Kennan, lederen af State Departments Policy Planning Staff, argumenterede, at det maske ikke var tilradeligt at presse visse lande sa som Sverige, der la tact ved Sovjetunionen, ind i militaere engagementer,⁸⁹ og Charles Bohlen skelnede blandt de potentiellemedlemmer mellem de stepping stones som Danmark og Norge,

---

85. Se for eksempel depeche XXI fra ambassador Henrik Kauffmann 24. januar 1948. UM 5 H 10a.

86. WET 7. juli 1948. FRUS 1948, vol. 111, p. 159.

87. Ibid., p. 105.

88. The Vandenberg Resolution. Hearings held in Executive Session ... Washington 1973, p. 12.

89. WET 8. august 1948. FRUS 1948, vol. 111. p. 165. Kennans og Bohlens holdning til Sverige og Skandinavien som helhed var givetvis farvet af deres generelle skepsis over for Atlantpagt-planerne, specielt saledes som disse udformedes af Hickerson og til dels Lovett. Om uenigheden mellem Hickersonog Kennan/Bohlen-flojene i State Department, se blandt andet miri Britain and U.S. Policy-making on the Formation of the Atlantic-Pact, op. cit. og Geir Lundestad: America, Scandinavia, and the Cold War 1945-49.

som var af betydning for forbindelserne over Atlanten, og lande som
Sverige, der var vigtige fra en europseisk (men maske ikke nodvendigvis
amerikansk) synsvinkel.90

De amerikanske forhandlere bragte ogsa sporgsmalet om gradueret medlemskab op. Ideen synes at stamme fra Kennan, ifolge hvis grundide, den sakaldte dumbbell (handvaegts-) koncept, Atlantpagten skulle besta af en kerne af pa den ene side U.S.A.-Canada og pa den anden side Bruxellespagt-landene, hvortil sa stepping s/o/ie-landene kunne knyttes som associerede partnere.⁹¹

Konferencemiljoet gav igen briterne rnuligheder for at influere pa den amerikanske politik, idet dog deres hovedmal om at forpligte U.S.A. til et formelt traktatarrangement gjorde dem ganske fleksible, hvad angar dettes form og specifikke indhold.⁹² De britiske forhandlere stottede meget kraftigt det amerikanske krav om, at stepping stone-Ydndene, isaer Norge og Danmark, skulle inddrages, over for de ovrige Bruxellesmagters, og saerlig Frankrigs, mere eller mindre abent udtalte skepsis. I en forhandlingsinstruks af 13. august hed det blandt andet: »Norge og Danmark er naturligvis af kardinal betydning [for Vesteuropas forsvar], og deter meget muligt, at aggressionen vil begynde der som en gentagelse af historien. Vi betragter det som vaerende af stor vigtighed, at disse to lande bliver bragt inden for en Atlantpagts ramme (scope)«.ⁿ

Storbritannien accepterede ogsa ideen om gradueret medlemskab, omend uden storre begejstring.⁹⁴ Pa den anden side understregede de britiske forhandlere - og denne gang i fuld enighed med de ovrige Bruxellesmagter - at Bruxelles-pagten ikke skulle udvides for meget, og at medlemskab i den ikke skulle vaere en betingelse for, at europaeiske lande, sasom de nordiske, kunne blive fulde medlemmer af Atlantpagten.⁹⁵

WET-forhandlingernes konklusioner blev opsummeret i det sakaldte
Washington Paper af 9. September.96 Med hensyn til de skandinaviske
landes eventuelle deltagelse hed det, at

---

90. WET 9. august 1948. FRUS 1948, vol. 111, p. 209.

91. Se hans notat til Lovett 31. august 1948. Ibid., p. 225.

92. Se Foreign Office's generelle guidance til ambassaden i Washington. Tel. 6988 til Washington 28. juni 1948. FO 371/73071.

93. Tel. 1023 Saving til Washington 13. august 1948. FO 371/73074.

94. Et Foreign Office-notat af 28. juli 1948, fandt »very little sense in such an idea«. FO 317/73074.

95. Jf. tel. 4324 fra Washington 10. September 1948. FO 371/71453.

96. FRUS 1948, vol. 111, p. 240ff.

»for at vaere fuldt tilfredsstillende vil et nordatlantisk sikkerhedssystcm ikke blot matte give sikkerhed til de ovennaevnte lande [d.v.s. forhandlingsdeltagerne], men ogsa til de nordatlantiske territorier i Danmark (saerlig Gronland), Norge, Island, Portugal (saerlig Azorerne) og Irland, som hvis de skulle falde i fjendehand ville saette bade de europaeiske og nordatlantiske medlemmers sikkerhed pa spil og alvorligt haemme strommen af gensidig bistand imellem dem«.

Papiret argumenterede yderligere, at mens det meget vel kunne vaere onskeligt at have Norge, Danmark, Portugal, Island og Irland som fulde medlemmer, var disse lande maske ikke nu rede til fuldt at patage sig de fornodne forpligtelser. »De bor konsulteres, for pagten bliver afsluttet, og hvis de da ikke er villige til at patage sig et sadant ansvar, bor de indbydes til at tiltraede pagten med begraensede forpligtelser ... [som for eksempel] at stille faciliteter til radighed for det faelles forsvar til gengaeld for en forpligtelse for de fulde medlemmer til at forsvare deres territorier«.

Endelig forudsas et tredie, endnu losere forhold for visse lande som
Sverige og Italien pa grund af deres geografiske beliggenhed eller saerlige
internationale forpligtelser.

Fuldt medlemskab for Norge og Danmark var imidlertid langt den mest foretrukne losning, ikke blot for Storbritannien, men ogsa for den alt i alt dominerende Hickerson-floj i State Department. Da Storbritannien og U.S.A. i slutningen af September valgte at informere de to lande om udfaldet af WET-forhandlingerne, blev kun muligheden for fuldt medlemskab naevnt;⁹⁷ og ambassador Marvel fik i november at vide, at muligheden for begrsensede forpligtelser under ingen omstasndigheder endnu matte antydes over for nogen pa grund af det onskvaerdige i, at Danmark og Norge blev fulde medlemmer.⁹⁸

Den britisk-amerikanske henvendelse (som de ovrige deltagere i WET-forhandlingerne forblev uvidende om) blev foretaget for at demonstrereden fortsatte vestlige interesse i de to lande og i, at de holdt deres optioner abne; da Washington-papiret imidlertid endnu ikke var officielt antaget af regeringerne," var der graenser for, hvor definitiv henvendelsenkunne

---

97. Sc for eksempel Hichersons referat af samtale med ambassador Kauffmann 23. September 1948. DS 840.20/9-2348. Kauffmanns referat er i depeche XXX af 24. September 1948. UM 5 H l()a.

98. Tel. 709 til K.obenhavn 17. november 1948. FRUS 1948, vol. 111. p. 271.

99. Papiret blev godkendt af Bruxelles-magterne 26. oktober 1948. FRUS 1948, vol. 111, p. 270. President Truman godkendte papiret umiddelbart efter sit genvalg i november. Se brev fra F. R. Hoyer Millar til I. Kirkpatrick, Foreign Offiee, 9. november 1948. F() 371/73081.

senkunnevaere. Her syncs dog Foreign Office's generaldirektor (PermanentUndersecretary), Orme Sargent, at have vaeret mindre forsigtig end sin amerikanske modpart. Den norske regering blev »overrasket« over hans antydning af, at en invitation til Atlantpagten kunne ventes umiddelbart ,¹⁰⁰ og den danske regering var iet par dage nasrmest skrasmt fra vid og sans, indtil den fandt ud af, at sagen ikke var sa hastende som forst antaget.¹⁰¹

Baggrunden for denne ophidsede reaktion var, at de skandinaviske forsvarsforhandlinger i begyndelsen af September var blevet genoptaget og pa et politisk grundlag, der var mindre abent neutralistisk end det, man havde diskuteret ud fra i maj maned. Pa et stats- og udenrigsministermode i Stockholm den 8.-9. September blev det besluttet at indlede en ekspertundersogelse af mulighederne for et militaert samarbejde mellem de tre lande. Regeringerne skulle ikke vaere bundet af dens resultater, men lovede ikke at ga ind i militaere forhandlinger til anden side, sa lasnge undersogelsen ikke var afsluttet.

Bade Lange og Gustav Rasmussen appellerede derfor indtraengende til deres amerikanske og britiske kolleger om at lade undersogelsen have sin gang og om ikke at udsende indbydelser til deltagelse i de atlantiske forhandlinger, for den var afsluttet.¹⁰² Bade Bevin og Marshall viste sig villige til at acceptere en deadline til 1. februar 1949, delvis fordi ingen regnede med, at der alligevel ville ske meget for den amerikanske prasidentindsaettelse i januar, men delvis ogsii fordi det blev erkendt, at det ville blive meget vanskeligt for de to lande at deltage, for alle skandinaviske muligheder var blevet undersogt til bunds. For den britiske rcgerings vedkommende kom hertil en aegte interesse for skandinavisk militaersamarbejde som en vej til at drage Sverige ind i et samarbejde med vestmagterne.

Hankey-planen

Mens tanken om et gradueret medlemskab var af amerikansk oprindelse.

---

100. Tel. 410 fra ambassador Collier, Oslo, 25. September 1948. FO 371/71453.

101. Se Nikolaj Petersen, Optionsproblematikken ... op.cit., pp. 215-16.

102. Se for eksempel Gustav Rasmussens samtale med Bevin 25. September 1948 i FO 371/71453 (Bevins referat) og med Marshall 5. oktober 1948 i DS 740.00119 Council /10-548 (Marshalls referat). Langes samtale med Bevin 25. September 1948 er i FO 371/71453 (Bevins referat) og UD 38.3/3 (Langes referat). og hans samtale med Marshall 29. September 1948 i UD 38.3/3 (Langes referat).

var Foreign Office mere optaget af en anden ide om, hvorledes de skandinaviskelande og saerlig Sverige kunne knyttes til Atlantpagten. Disse forskellige tilgange til problematikken afspejlede i sidste instans et forskelligtsyn pa Sveriges (og hele det nordiske omrades) betydning for det samlede vestlige forsvar. U.S.A. havde ikke storre militasre interesser i selve Skandinavien og saerlig ikke i Sverige, hvis militaere betydning for Norges og Danmarks sikkerhed heller ikke blev vurderet som saerlig hoj. U.S.A. ville nok meget gerne have Sverige med i Atlantpagten, men begrundelsen herfor var politisk snarere end militaer; det, man onskede, var, at Sverige »stood up to be counted« blandt de vestlige demokratier. Derfor slog man, da Sverige fastholdt neutralitetslinien, ind pa en politik, der var en blanding af en demonstrativ mangel pa interesse for Sveriges skaebne og slet skjulte advarsler om, hvad der kunne blive folgen af en »staedig« fastholden ved neutraliteten.

Efter britisk mening var Skandinavien som sadan af meget stor strategisk betydning. Endvidere opfattedes Sverige som en endog meget vaesentlig faktor i forsvaret af Norge og Danmark, fordi vestmagterne ikke vurderedes at kunne yde militaer bistand pa stedet i tilfaelde af angreb. Foreign Office sa det derfor som et vigtigt mal at udtaenke en ordning, der knyttede Sverige til deres forsvar. Derfor opfattede man den amerikanske langsigtede pressionspolitik for uhensigtsmaessig; det, der var behov for, var en politik, der nok konstant understregede neutralitetens farer, men som ogsa gav Sverige positive tilskyndelser til at aendre sin politik.

Hovedsvaret pa dette dilemma blev den sakaldte Hankey-plan, dei forst blev praesenteret i et memorandum af R.M.A. Hankey den 6. august, men som allerede havde vaeret fremme som en ide i maj maned .¹⁰³ I memorandumet fremhaevede Hankey, at det var urealistisk ai forvente, at Sverige ville tilslutte sig Atlantpagten; kun hvis Danmark eller Norge blev angrebet, var der nogen sandsynlighed for, at Sverige ville ga i krig. Pa baggrund heraf skitserede han folgende plan:

»(a) Norge og Danmark bor ga ind i Atlantunionen ... Sverige patagei
sig ... folgende forpligtelser over for Norge og Danmark:

(i) Sverige vil forblive ikke-krigsforende (ikke neutral) i enhver krig
som Danmark og Norge deltager i, men hvor de ikke angribes
direkte ..

(ii) ... I denne periode forventes det ikke, at Sverige erklaerer krig ellei
foretager aktive fiendtlige forholdsregler ud over at demonstrere

---

103. Se side 57.

sin vilje til at forsvare sit territorium og sin principielle solidaritet
med Norge og Danmark.

(iii) Skulle Norge og Danmark blive fysisk angrebet af Sovjetunionen eller dens satellitter, vil Sverige trade ind i krigen med alle sine styrker og samarbejde om forsvaret af Skandinavien som helhed i henhold til planer, som skal fastlaegges pa forhand ved inter-skandinaviske forsvarsforhandlinger. Kun i dette tilfaelde vil Sverige vaere berettiget til vabnet bistand fra Storbritannien, U.S.A. og andre vestmagter.

(iv) Til gengaeld vil Sverige vaere berettiget til vaebnet bistand fra Norge og Danmark, hvis det bliver angrebet. Dette vil involvere Vestunionen, men deter usandsynligt, at Rusland vil angribe Sverige undtagen som del af eller som forspil til et almindeligt angreb pa vesten«.

Blandt planens fordele anforte Hankey, at den ville muliggore en gradvis udtynding (shading off) af Atlantpagten mod ost, at den ikke ville provokere Sovjetunionen sa meget som direkte svensk medlemskab i Atlantpagten, at den ville give Danmark og Norge, hvad de onskede fra Sverige, og endelig at den kun ville forpligte Sverige til at gribe ind, nar dens nationale overlevelse alligevel var kompromitteret af en truende sovjetisk omringning.¹⁰⁴

Forslaget, som Hankey ansa for acceptabelt for Norge og Sverige, men ikke nodvendigvis for Danmark, blev sendt til stabscheferne for kommentarer. I deres svar af 15. September kaldte de planen genial (ingenious), men tilfojede ogsa: »Som De vil vide, har det altid vaeret stabschefernes opfattelse, at de ikke kan overveje direkte bistand ved at sende britiske styrker til Skandinavien«.¹⁰⁵

Dette svar ramte direkte ind i, hvad der var den centrale svaghed i Storbritanniens (og for sa vidt ogsa U.S.A.s) politik over for Skandinavien,nemlig den manglende kapacitet til at give militaer bistand pa stedet i tilfaelde af et sovjetisk angreb.¹⁰⁶ Som Ivone Kirkpatrick den 5. oktober skrev til minister F.R. Hoyer Millar i Washington, betod dette begraensedemuligheder for at laegge pres pa Skandinavien. Endvidere ville Norge og Danmark vaere tovende over for at handle uden Sverige. »Dette gor

---

104. »The Relation of Sweden to Scandinavian Cooperation and Atlantic and Western Union«, 6. august 1948. FO 371/71458.

105. Ibid.

106. Dette blev ogsa erkendt af Hickerson, da han i oktober fik planen forelagt. Se brev fra F.R. Hoyer Millar til I. Kirkpatrick, Foreign Office, 13. oktober 1948. FO 371/71454.

det stadig mere pakraevet, at Sverige kommer ind under en eller anden form«.^lu7 Den 4. oktober fremholdt Bevin betydningen af et skandinavisk forsvarssamarbejde for udenrigsminister Marshall.^I<)X Den bagvedliggendetankegang blev udtrykt meget klart i en notits af Hankey den 26. oktober, hvor han argumenterede, at en skandinavisk pagt var et nodvendigttillaeg (adjunct) til Norges og Danmarks medlemskab i Atlantpagten,fordi de uden Sverige ikke ville vaere i stand til at forsvare sig selv, ogsa selv med en meget omfattende bistand vestfra, »which would certainlynot be forthcoming*.¹⁰⁹

Hankey udtrykte samme synspunkter pa en konference med de tre ambassadorer i Skandinavien den 22. oktober. Her blev man enige om, at en skandinavisk neutralitetspagt ville vaere utilfredsstillende, idet den ville fore til appeasement over for Sovjet. Hankey-planen var det meste, man kunne gore sig hab om, ogsa selv om Mac-Farquhar (Stockholm) udtrykte nogen tvivl om, hvor langt man kunne vente, at svenskerne ville ga i en pro-vestlig ikke-krigsforelsespolitik. Diskussionen drejede sig vaesentligst om, hvilken taktik der skulle anvendes. Selv om det blev erkendt, at den britiske overtalelsestaktik ikke virkede hurtigt nok pa udenrigsminister Unden, ansas det ikke for onskeligt at stille svenskerne over for et direkte krav om at tilkendegive deres holdning til en atlantisk sikkerhedspagt, for forslaget var naet laengere frem mod sin gennemforelse, og for vestmagterne selv var i stand til at svare pa det uundgaelige svenske sporgsmal om, hvad de i det hele taget kunne gore for at hjaelpe i tilfaelde af angreb. Der skulle derfor ikke laegges pres pa de skandinaviske lande, for disses stabsforhandlinger var resulteret i en rapport eller en plan for skandinavisk forsvar; i mellemtiden skulle det understreges over for dem, at en sadan plan ville vaere uden vaerdi, medmindre Skandinavien enten var en del af eller associeret med Atlantpagten.¹¹⁰

Pa dette tidspunkt var Foreign Office allerede begyndt at soge stotte til Hankey-planen andetsteds. Den 5. oktober fik minister Hoyer Millar i Washington besked pa underhanden at kommunikere den til State Department .¹" Omtrent en uge senere blev den norske London-ambassador Prebensen underrettet om planen i den hensigt, at nordmaendene sa bedrekunne styre de nordiske forsvarsforhandlinger »i den rigtige retning«

---

107. FO 371/71458. Jf. britisk note til U.S.A., resumeret i telegram fra Lovett til Matthews 2. oktober 1948. FRUS 1948, vol. 111, p. 259.

108. Tel. 11146 til Washington, 9. oktober 1948. FO 371/71453.

109. FO 371/71454.

110. Ibid.

111. FO 371/71458.

ning«.¹¹² Det viste sig imidlertid at vaere en alvorlig fejlkalkulation. Dennegang var det det norske udenrigsdepartements tur til at blive slaet af panik over et britisk udspil. I et forste telegram til Prebensen den 19. hed det, at departementet ansa forslaget for yderst farligt, ikke mindst ud fra en indenrigspolitisk synsvinkel. Prebensen skulle anmode om, at planen ikke blev fremmet, og om at alt skulle gores for at undga, at det nogensindekom frem, at noget sadant havde vaeret under overvejelse."³ I et brev den folgende dag gav Lange en mere detaljeret forklaring af sin modstand mod planen. For det forste var der i den offentlige mening i Norge stadig staerk tvivl, om regeringens pro-vestlige politik ikke eksponeredeNorge for meget mod ost. I denne situation ville Hankey-planen tage sig ud som »en fuldstendig retferdiggjoring« af Sveriges neutralitetspolitik.»Gjennom sin halstarrige noytralitetsholdning ville Sverige opna en garanti fra vest uten annan motytelse enn en solidaritetsforpliktelse overfor Norge og Danmark. Norge ville pa grunn av regjeringens vestorientertepolitikk matte pata seg automatiske fofpliktelser langt utenfor Nordens grenser for a oppna den samme garanti«. Kort sagt: regeringens position ville blive fuldstaendig uholdbar, hvis planen kom frem. For det andet talte forholdene omkring de nordiske forsvarsforhandlinger imod forslaget. Hvis svenskerne fik en antydning af, at de kunne fa en vestlig garanti pa de foreslaede betingelser, ville de blot »forhaerde sig« i deres neutralitetsstandpunkt, og nordmaendene kunne sa sla en streg over ethverthab om at fa det rokket.¹¹⁴

Den amerikanske reaktion var mere positiv, men ikke uden nogle af de samme betsenkeligheder, som den norske regering havde haft. Den 15. november skrev Hickerson til Hoyer Millar, at State Department var enig i en stor del af indholdet og isaer i, at der skulle gores alt for at fa Norge og Danmark med som fulde medlemmer af Atlantpagten. Pa den anden side var man imod den tanke, at Atlantpagten skulle indblandes i tilfaelde af, at Norge og Danmark matte opfylde sine allianceforpligtelser over for Sverige, dvs. ved et angreb pa Sverige. Dette smagte for meget af en ensidig garanti, som ikke skulle gives, blandt andet fordi Norge og Danmark i sa fald ogsa kunne blive fristet til at anmode om en lignende garanti. Hickerson foreslog derfor, at der i sa fald kun skulle vaere tale om konsultationer inden for pagten. Forudsat Danmark og Norge blev medlemmer af Atlantpagten, var det i ovrigt State Departments generelleopfattelse,

---

112. Hankey-notits 12. oktober 1958. Ibid.

113. UD 25.2/72.

114. UD 25.2/72.

leopfattelse,at en saerskilt, men indholdsmcessigt lignende skandinavisk forsvarskontrakt ville vaere fordelagtig. Hickerson endte med at meddele, at State Department nu provede ideen af pa sine ambassadorer i Skandinavien.»Hvis det var muligt at na frem til en enig holdning med briterne, kunne det vaere nyttigt at sondere nordmaendene og danskerne temmelig snart«."⁵

Foreign Office var enig i, at det amerikanske aendringsforslag burde gore ideen mere acceptabel for den norske regering. Man tvivlede dog nu pa, om planen faktisk var acceptabel for bade Sverige og Norge, eller blot for et af landene."⁶ De amerikanske foresporgsler hos ambassadorerne gav samme resultat. Josiah Marvel i K.obenhavn fandt planen tilfredsstillende. "⁷ Men hans kolleger i Oslo og Stockholm vendte sig meget staerkt imod den; de haeftede sig ved den relativt privilegerede position, som den stadig indrommede Sverige, og ved sandsynligheden for at Norge og Danmark ville onske de samme privilegier."⁸

Pa denne baggrund var bade Foreign Office og State Department i begyndelsen af december 1948 naet frem til den erkendelse, at der ikke for ojeblikket var nogen udsigt til, at de skandinaviske lande ville acceptere et integreret arrangement."⁹ Da Washington-forhandlingerne (der nu ikke laengere betegnedes som exploratory) blev genoptaget i december, enedes de to lande om at koncentrere sig om at fa Danmark og Norge med som fulde medlemmer og sa lade Sverige skotte sig selv; pa dette tidspunkt var tanken om gradueret medlemskab afgaet ved en stille dod. Og juleaften enedes forhandlerne som afslutning pa denne forhandlingsrunde om at indbyde folgende lande til at deltage i Atlantpagten, safremt de var villige hertil: Island, Norge, Danmark, Irland og Portugal. Man ansa det for tvivlsomt, om der skulle rettes en direkte henvendelse til Sverige, selv om man kunne meddele Danmark og Norge, at svenskerne ville vaere velkomne.¹²⁰

Denne beslutning svarede godt til de synspunkter, som Hickersongruppeni
State Department hele tiden var gaet ind for. Den var mindre
tilfredsstillende for briterne, der havde lagt storre vaegt pa at sikre en

---

115. DS 840.20/11-1548.

116. Tel. 13033 til Washington. 9. december 1948. FO 371/71454. Tel. 502 fra Collier, Oslo, 1. december 1948. Ibid.

117. Tel. 1035, 19. november 1948. DS 840.20/11-1948.

118. Tel. 1301 fra Matthews, Stockholm, 19. november 1948. DS 840.20/11-1948. Tel. 272 fra Bay, Oslo, 27. november 1948. DS 840.20/11-2748.

119. Brev fra Hoyer Millar til I. Kirkpatrick, 13. december 1948. FO 371/71455.

120. FRUS 1948, vol. 111, p. 343.

svensk tilknytning vestpa. Hankey gav klart udtryk herfor i en notits at
14. december:

»Det, som er asrgerligt (aggravating), er, at svenskerne bliver ladt mere og mere ude, mens vi onsker dem ind under den ene eller anden form. Forsvaret af Skandinavien har ingen mening uden Sverige, og Norge og Danmark vil blive en virkelig belastning for os, omend jeg tror, vi onsker dem ind pa grund af Gronland, Faeroerne og den norske kyst«.¹²¹

Imidlertid blev onsket om at knytte Skandinavien som helhed til det vestlige forsvar nu underordnet en anden overvejelse, nemlig onsket om at fa Atlantpagten igennem sa hurtigt som muligt. Den 2. november havde kabinettet godkendt et notat af Bevin, i henhold til hvilket intet burde fa lov til at sinke traktaten: »Hvis nogle af de forespurgte landes holdning ser ud til at ville sinke afslutningen af traktaten, bor det pagaeldende land slettes af deltagerlisten«.¹²² Hovedmalsaetningen var nu en hurtig afslutning af pagten, saledes at U.S.A. blev forpligtet over for Vesteuropas forsvar, ikke at perfektionere den ideelle losning.

Slutrunden: Januar-februar 1949

Kort efter nytar 1949 fik udviklingen i Skandinavien Storbritannien og U.S.A. til at genoverveje deres politik. December-beslutningen om at koncentrere interessen om Norge og Danmark havde hvilet pa den da ganske plausible antagelse, at de skandinaviske forsvarsforhandlinger, der var indledt i oktober 1948, ville ende resultatlost, og at Norge og sandsynligvis ogsa Danmark sa ville onske optagelse i Atlantpagten. Pa et hastigt sammenkaldt skandinavisk stats- og udenrigsministermode i Karlstad i Sverige den 5.-6. januar blev der imidlertid opnaet en forelobig enighed om muligheden for et automatisk skandinavisk forsvarsforbund baseret pa ojeblikkelig militaer solidaritet med hensyn til forsvaret af de tre landes skandinaviske dele; derimod var Danmarks og Norges atlantiskebesiddelser ikke omfattet af »formlen«, som det var meningen skulle konkretiseres og bekrasftes ved to efterfolgende konferencer senere pa maneden i Kobenhavn og Oslo.^m I politisk forstand repnesenterede

---

121. FO 371/71455.

122. Cabinet Paper (48) 249. FO 371/71716.

123. Sc resume af Karlstad-torhandlingerne i Udenrigsministeriet, Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, Bd. 11. Kobenhavn, 1968, p. 50.

Karlstad-formlen et skrobeligt og som det skulle vise sig uholdbart kompromismellem Sverige og Norge. Sverige accepterede at lade en forsvarstraktat traede i kraft med ojeblikkelig varsel og uden at afvente en dansk-norsk oprustning; Norge accepterede, om end kun halvhjertet, den svenske betingelse, at forbundet skulle vaere »fritstaende« og uden andre bindinger til vestmagterne end en positiv vestlig respons pa to aftalte sporgsmal: 1) om de ville vaere »interesserede« i dannelsen af et nordisk forsvarsforbund, og 2) om de ville vaere villige til at stotte det med vaben og materiel pa rimelige okonomiske og andre vilkar. Endvidereenedes man om, at Danmark og Norge, der henholdsvis den 31. december og 3. januar af U.S.A. var blevet bedt om at angive onsket form og tidspunkt for en officiel invitation til Atlantpagt-forhandlingerne ,¹²⁴ skulle bede U.S.A. om at vente indtil slutningen af maneden.

Vestmagterne fik saledes i hvert fald en af noglerne til forsvarsforbundets skaebne. I denne situation gjorde Gustav Rasmussen, der var dybt pavirket af, hvad han sa som en »bemaerkelsesvaerdig og historisk forpligtelse fra Sveriges side«,¹²⁵ store, til dels ganske dristige bestraebelser for at overbevise vestmagterne om, at de i egen interesse burde acceptere Karlstad-formlen og forsyne forsvarsforbundet med de fornodne vaben. Han antydede endog over for den britiske ambassador Randall, at mens der ikke kunne vaere noget abenlyst samarbejde mellem forsvarsforbundet og Atlantpagten, var det ikke nodvendigt med en offentlig tilslutning til sidstnaevnte for »at dele hemmeligheder imellem os (dvs. Storbritannien) og Danmark«, eller for at der kunne traeffes »passende arrangementer med henblik pa at imodega en hypotetisk krise«; ligeledes antydede Rasmussen, at sporgsmalet om amerikanske baser i Gronland og en eventuel britisk besaettelse af Faeroerne i tilfaelde af krig ikke ville skabe problemer.¹²⁶

Randalls telegram skabte en del opstandelse i Foreign Office. Med sin utranede handskrift pategnede Bevin det »Must be studied very carefully^og Hankey, der sa sent som 11. januar var naet til den slutning, at der ikke var noget alternativ til at fortsaette uden Sverige,¹²⁷ begyndte pany at undersoge mulighederne for en sammenkaedning. I et forelobigt notat af 13. januar ansa han det for hojst onskeligt, om forsvaret af Norge og Danmark, der i sig selv udgjorde en belastning for vestmagterne, kunne

---

124. FRUS 1948, vol. 111, pp. 348-51, og FRUS 1949, vol. IV, pp. 1-3.

125. Tel. 80 fra Randall, 11. januar 1949. FO 371/77391.

126. Ibid.

127. Notits 11. januar 1949. FO 371/77291.

understottes gennem en skandinavisk forsvarspagt. Hvis Sverige fastholdtsit krav om fuldstaendig neutralitet, ville dette umuliggore et system baseret pa efterarets planer. Som et alternativ, der kunne taenkes at vaere acceptabelt for Sverige, men »meget mindre tilfredsstillende« tor vestmagterne,udviklede han en plan, der ikke som planlagt forudsatte norsk og dansk tilslutning til Atlantpagten, men kun specielle arrangementer med vestmagterne. Disse burde omfatte britiske fladefaciliteter pa Faeroerne,amerikanske baser i Gronland, en norsk forpligtelse til ikke at tillade fladeaktivitet rettet mod atlanterhavsmagterne infiltrere sit territorialfarvand,en dansk og norsk forpligtelse til at forsvare deres uafhaengighedefter bedste evne og til at slutte betingede stabsplaner med Storbritannienog U.S.A. med henblik pa bistand i en angrebssituation, og endelig en britisk og amerikansk forpligtelse til at give de skandinaviske lande »such help as may be in their power in the supply of arms and equipment and technical advice«.^12H

I et nyt notat et par dage senere diskuterede Hankey de tre alternative muligheder, der nu forela. For det forste kunne man fastholde den politik, man var enedes om i december. »I dette tilfaelde ma vi erkende, at uden svensk opbakning vil det vaere nodvendigt med en omfattende (a large measure of) bistand for at give Norge og isaer Danmark nogen form for sikkerhed, og det vil vaere vanskeligt for vestmagterne at give sa megen hjaelp samtidig med, at deres egne og deres andre allieredes behov gives den rette prioritet«. Det andet alternativ, hvis fordele var »overvaeldende« (overwhelming), var Hankey-Hickerson-planen. »Det ville vaere vanskeligt at sikre svensk medvirken i en sadan plan, men nu hvor svenskerne er gaet sa langt, og nu hvor deres egne militaere myndigheder er enige om, at vestlig hjaelp er af vaesentlig betydning, burde det ikke vaere absolut umuligt at traekke svenskerne over, forudsat at vi er temmelig harde med hensyn til vabenforsyninger. En sadan losning ville give alle den bedste af begge verdener ...« Endelig var der den losere skitse, Hankey havde diskuteret et par dage i forvejen. »En sadan losning ville give os de forsvarsfaciliteter vi har mest brug for ... men den ville saette Norge og Danmark under Sveriges lederskab og bundet til en politik med en afgjort isolationistisk tendens«.¹²⁹

Dette sidste alternativ blev et par dage senere afvist af Permanent

---

128. Notat om »Scandinavian Defence and the Atlantic Pact«, 13. januar 1949. FO 371/77392.

129. Notat om »Scandinavian Defence and the Atlantic Pact«. 17. januar 1949. FO 371/77394.

Undersecretary Orme Sargent,¹³⁰ og den 22. januar foreslog Hankey selv, at sagerne skulle have lov til at ga deres gang; man skulle lade nordmasndene, der sandsynligvis ville blive fulgt af danskerne, komme ind i Atlantpagt-forhandlingerne og sa habe, at svenskerne for eller senerei egen interesse ville lave forsvarsarrangementer med Danmark og Norge. Som grund til denne kovending anforte Hankey Norges beslutningom at slutte sig til Atlantpagten uden noget ojeblikkeligt arrangementmed Sverige og sandsynligheden for, at den norske regering i denne situation snarere ville blive forvirret end hjulpet af yderligere forslag.¹³¹

Denne vurdering hvilede tilsyneladende pa en ikke saerlig praecis opfattelse af norsk politik. Netop i disse dage, under forhandlingerne i K.obenhavn den 22.-24. januar, distancerede den norske regering sig nok frn Karlstad-formlen, men man erklaerede sig stadig rede til at acceptere et formelt fritstaende forsvarsforbund, forudsat at der blev mulighed for uformelle stabssamtaler med vestmagterne. Det var forst efter, at denne betingelse var afvist fra svensk side, at den norske regering tog den endelige beslutning om at satse pa Atlantpagten.¹³²

Under alle omstaendigheder blev Hankey-planen igen lagt pa hylden, og den britiske regering fastholdt den politik, der var aftalt med U.S.A. i december. Beslutningen herom bestyrkedes i slutningen af januar, da Sovjetunionen i en note til Norge sogte at advare mod norsk deltagelse i Atlantpagten. Det ville vaere »disastrous and a victory for the Russians«, hvis Norge nu gav afkald pa Atlantpagten, fortalte Bevin Lange den 14. februar.¹³³

Men selv om den britiske regering ikke lagde skjul pa sine prasferencer,blev der ikke tale om pres pa Norge eller Danmark. Bevin folte sig ikke berettiget til at presse de to lande til at slutte sig til Atlantpagten¹³⁴ og pointerede ved adskillige lejligheder i februar 1949 over for skandinaviskediplomater og ministre, at man frit skulle traeffe sin beslutning.¹³⁵ Bevin gik endda sa vidt som til - uden paviselig direkte grund - at mindc de britiske ambassadorer i Skandinavien om, »at disse lande skal have lov til frit at beslutte sig om den politik, de onsker at folge, og at der ikke

---

130. Hankey-notits 19. januar 1949. Ibid. Sargents begrundelse er ukendt.

131. Notits 22. januar 1949. Ibid.

132. Se referat af Kobenhavnsforhandlingerne. UM 105 B la.

133. Bevins referat. FO 371/77398.

134. Notat til Kabinettet 28. januar 1949. FO 371/77394.

135. For eksempel over for den norske ambassador Prebenscn 24. januar (FO 371/77393) og 7. februar (FO 371/77394), den danske ambassador Reventlow 8. februar (ibid.) og Halvard Lange 14. februar (FO 371/77398).

anvendes noget pres for at pavirke dem til at sla ind pa en kurs, som de
ikke selv opfatter som onskelig«.i 36

Denne politik var utvivlsomt motiveret af Bevins velkendte sympati for de skandinaviske regeringers vanskelige stilling, men der var ogsa andre momenter i situationen. For det forste bevaegede de to lande sig af egen drift i den onskelige retning, og saerlig for Norges vedkommende var der hverken behov for pres eller saerlige tilskyndelser. For det andet var det stadig Bevins overordnede mal at fa Atlantpagten undertegnet sa snart som muligt. Den 23. februar enedes Bruxelles-pagtens permanente kommission om, at det nu gjaldt om at fa pagten undertegnet hurtigst muligt af de syv lande, som havde deltaget i forhandlingerne; andre potentielle medlemmer kunne sa tiltrade den bagefter.¹" Fra britisk side opfattede man derfor Norges og derpa Danmarks onske om i sidste ojeblik at komme med blandt pagtens oprindelige signatarmagter som en uovervejet, potentielt forsinkende faktor. Da U.S.A. imidlertid foretrak at fa alle potentielle medlemmer med fra begyndelsen, accepterede briterne dette uden storre betaenkeligheder.

U.S.A.s forste reaktion pa Karlstad-modet var at indtage en stejl holdning i sporgsmalet om vabenleverancer til forsvarsforbundet. Midt i januar meddelte U.S.A. de skandinaviske lande, at man stillede sig positiv til en skandinavisk pagt, forudsat at den ikke hindrede sine medlemmer i at tiltraede storre regionalpagter. Forbundet ville efter amerikansk opfattelse ikke vasre staerkt nok til at beskytte sine medlemmer, der derfor ville have behov for hjaelp udefra. »Vi har gentagne gange papeget, at vore forsvarsmidler (defense materials) vil blive tildelt pa prioritetsbasis til lande, der kommer ind under Vandenberg-resolutionens bestemmelser ... Forsyningsbegraensninger vil inden for en overskuelig fremtid udelukke vabenleverancer til lande, der ikke pa denne made er berettiget (qualified) til bistand. Vi haber, de skandinaviske regeringer er uden illusioner med hensyn til dette«.¹³⁸

Men nogle uger senere, og efter at Dean Acheson den 20. januar havde efterfulgt George Marshall, fandt der en opblodning af den amerikanskeholdning sted. Den 8. februar erklaerede Charles Bohlen, som Acheson havde gjort til sin politiske hovedradgiver, over for Halvard Lange, at medlemskab i Atlantpagten ville vasre »one factor, but not the only one« ved tildelingen af militaere leverancer.^lw Og samme dag tog

---

136. Unummereret tel. 21. februar 1949. FO 371/77394.

137. Tel. 2155 til Washington 23. februar 1949. FO 371/79228.

138. Tel. 17 til Oslo 14. januar 1949. FRUS 1949. vol. IV. p. 27

139. Ibid., p. 71.

Acheson efter en samtale med Lange hele problematikken omkring Skandinavien op i de genoptagne Atlantpagt-forhandlinger med Bruxelles-magterneog Canada. Et skandinavisk arrangement kunne have »visse fordele«. »Hvis vi ser pa sagen fra alle synsvinkler, kan det vaere, at en vis form for skandinavisk aftale, der indebaerer arrangementer mellem nogle skandinaviske lande og Atlantpagt-landene, og stabsforhandlerne og vabenforsyningertilsammen er af storre vaerdi end alternativet at have Norge alene i den nordatlantiske pagt«.^14t)

I hvilken udstraekning Achesons abenhed afspejlede aegte synspunkter, hans saerlige dialektiske arbejdsstil, eller slet og ret det forhold, at problematikken var ny for ham, og at han derfor ikke var hjemme i de synspunkter, der havde bestemt U.S.A.s politik hidtil, er vanskeligt at afgore. Under alle omstaendigheder modte tanken om, at U.S.A. nu skulle revidere sin politik, staerk modstand pa flere forskellige hold. Acheson bad blandt andet Joint Chiefs of Staff om at undersoge onskvaerdigheden af et skandinavisk forsvarsforbund. I deres svar advarede stabscheferne mod at acceptere en neutral alliance, men medgav, at en alliance, der ikke udelukkede afslutningen af baseaftaler og lignende, ville vasre mindre uonskvaerdig.¹⁴¹ Ogsa kongresledernes synspunkter matte tages i betragtning, og bade senator Conally (Dem.) og senator Vandenberg (Rep.) udtalte sig klart til fordel for dansk og norsk medlemskab i Atlantpagten, da Acheson og Bohlen talte med dem den 14. februar.¹⁴² Det afgorende argument imod en revurdering blev dog formodentlig frernfort af Bohlen og Hickerson i et notat af 11. februar: »Vi kan ikke uden de alvorligste konsekvenser pa dette tidspunkt forsoge at ga tilbage i vort eget spor (retrace our steps) og tilkendegive over for nordmaendene, at en skandinavisk pagt i den eneste form, som Sverige er villig til at slutte, vil have dette lands velsignelse ...«.¹⁴³

Det var simpelthen for sent at skifte politik, og derfor blev den hidtidigestadfaestet. Samme dag, den 11. februar, havde Acheson sin afsluttendesamtale med Lange under dennes Washington-besog og undlod her helt referencer til det skandinaviske forsvarsforbund og forklarede i stedet,at Norge ville vsere meget velkommen i Atlantpagten, men at man ogsa burde traeffe beslutningen »ved at se pa sine egne interesser, uden

---

140. Ibid., p. 82.

141. 10. februar 1949. Ibid., p. 97-101.

142. Ibid., p. 108-10.

143. DS 840.20/2-1149.

rad eller overtalelse og i hvert fald uden noget som heist pres fra
U.S.A.«144

Den amerikanske holdning til norsk og dansk medlemskab var hermed igen synkroniseret: det var onskeligt, at de to lande indtradte i Atlantpagten, men det skulle ske uden pres udefra. Mens den britiske »vaklen« i januar tilsyneladende forblev ukendt i Washington,^{14^} fik briterne lejlighed til at tage stilling til Achesons eftertanke i februar. Blandt andet blev de britiske stabschefer bedt om at vurdere de militaere implikationer af en skandinavisk pagt, hvortil de svarede, at en sadan alt taget i betragtning og ud fra en militaer synsvinkel kunne indebaere visse fordele i forhold til dansk-norsk medlemskab i Atlantpagten.¹⁴⁶ Dette synspunkt blev imidlertid nu forkastet af Foreign Office, der havde mere sympati for de amerikanske stabschefers opfattelse.¹⁴⁷ Den amerikanske »vaklen« fik derfor ingen indflydelse pa den britiske politik.

Afslutning

Britisk politik over for de skandinaviske forsvarsproblemer i perioden 1945-49 blev i stigende grad til i et kompliceret samspil mellem egne sikkerhedsinteresser i omradet, interessen i et atlantisk forsvarssamarbejde, U.S.A.s interesser i savel Skandinavien og Nordatlanten og endelig inter-skandinavisk politik.

Fra slutningen af 1947 var det den britiske regerings overordnede malsaetningat knytte U.S.A. sa fast som muligt til Vesteuropa militaert set. De britiske interesser i Skandinavien blev derfor underordnet Atlantpagtmalsaetningenog behovet for i videst muligt omfang at koordinere britisk og amerikansk politik, ogsa over for Skandinavien. Disse hensyn modificerede i nogen grad den grundlasggende Skandinavienspolitik, som var at mobilisere omradets forsvarsressourcer mest muligt gennem et arrangement, der omfattede den eneste regionale militaermagt af betydning,Sverige, og som pa en eller anden made ogsa var knyttet til vestmagternesforsvarssamarbejde. Hankey-planen var det mest signifikante udtryk for denne malsaetning. Den britiske grundholdning over for Skandinavienvar

---

144. Achesons referat. DS 840. 20/2-1149.

145. Et telegram til Washington-ambassaden blev aldrig afsendt. Se FO 371/77400.

146. Tel. fra Ministry of Defence til B.J.S.M. i Washington, 10. februar 1949. FO 371/77394.

147. Notitser af Jebb og Sargent 18. februar 1949. Ibid.

dinavienvardesuden praeget af en aegte forstaelse for omradets vanskeligeposition
mellem ost og vest og en erkendelse af, at vestmagternes
muligheder for at give trovaerdige sikkerhedsgarantier var begraensede.

En anden begraensning for den britiske politik var, at U.S.A. ikke helt delte synet pa Sveriges militaere betydning, men i hojere grad interesserede sig for Danmarks og Norges mulige bidrag til Atlantpagten med hensyn til sikringen af forbindelserne tvaers over Atlanten. I forholdet til Sverige brugte amerikanerne mere stok og mindre gulerod, end den britiske regering fandt klogt.

En tredie og i sidste instans afgorende begraensning af den britiske politik la i de skandinaviske landes indbyrdes uenighed. De norske ledere var af indenrigspolitiske grunde imod at acceptere en ordning, der gav Sverige fordele, som Norge ikke ville kunne fa - dette til trods for de vassentlige objektive forskelle, som der vitterlig var mellem Norges og Sveriges position. Bade den forste og den anden Hankey-plan blev lagt til side for ikke at gore tingene vanskeligere for den norske regering. Den britiske politik kom derfor aldrig op imod, hvad der ville have vaeret Hankey-planens »ildprove«, nemlig den svenske stillingtagen til ideen om en sammenkasdning af skandinavisk og atlantisk forsvar. Det kraever ingen dokumentation at sla fast, at den svenske reaktion ville have vaeret et kategorisk nej. Selv den britiske minimums-koncept som formuleret i den anden Hankey-plan var baseret pa et samarbejde mellem de skandinaviske og vestlige militaerstabe, en tanke, som blev klart afvist, da Norge fremforte den under Kobenhavns-forhandlingerne som sin minimurnsbetingelse for at gamed til et fritstaende skandinavisk forsvarsforbund. Der var saledes, selv om den ikke blev abent demonstreret, en grundlasggende uoverensstemmelse mellem britisk og svensk politik, som gjorde mange af de britiske overvejelser til en lidt futil eksercits. Sa viste den amerikanske koncentration om Norge og Danmark sig mere realistisk.

Denne konklusion omfatter ikke alle situationens hypotetiske muligheder. Under forhandlingerne i januar 1949 foreslog den svenske regering, at man sluttede et forsvarsforbund uden at soge vestlig forhandsgodkendelse; tanken blev stottet af den danske regering, men afvist som vaerende alt for risikabel fra norsk side. Hvad ville den britiske og amerikanske reaktion have vaeret, hvis de norske betaenkeligheder var blevet overvundet, og et fritstaende forsvarsforbund var blevet praesenteret som et fait accompli?

Svaret herpa er ikke ligetil. Under alle omstaendigheder ville der have
vaeret skabt en radikalt forskellig beslutningssituation for vestmagterne. I
stedet for at blive stillet over for det »lette« valg mellem et fritstaende

forsvarsforbund og dansk-norsk deltagelse i Atlantpagten, vilie de i sa fald vsere blevet tvunget ind i det langt vanskeligere valg mellem at acceptere(og stotte) forbundet eller at forkaste det totalt og dermed forskertse eventuelle samarbejdsmuligheder i fremtiden. Hvis vestmagterne kunne vaere blevet overbevist om det seriose i forehavendet og om det umulige i at spille pa inter-skandinavisk uenighed, er det vanskeligt at se, hvorfor de ikke skulle have vaeret interesserede i at give i det mindste en vis bistand, f.eks. i form af favorable vabenaftaler, og dermed gore en dyd ud af nodvendigheden. Tendenser i bade britisk og amerikansk politik i januar-februar 1949 stotter denne antagelse. Selv om den endelige 10sningvar den, der svarede bedst til deres praeferencer, afsloredes her en sadan potentiel fleksibilitet, at en delvis positiv holdning til et skandinaviskforsvarsforbund uden formel eller reel tilknytning vestpa absolut la inden for mulighedernes ramme. Der er to yderligere indikationer herfor:For det forste var Sverige under forhandlingerne villig til at akkviescerei saerlige ordninger for de nordatlantiske omrader. d.v.s. Faeroerneog Gronland. Vestmagterne ville altsa kunne have faet deres minimums-interessertilgodeset. For det andet er det en kendsgerning, at Sverige ikke blev »straffet« for sin »staedige« fastholden ved neutraliteten,men fortsatte med at fa leveret avanceret militaerudstyr fra Storbritannienog U.S.A. pa de hidtidige betingelser.

Den reelle hindring for et skandinavisk forsvarssamarbejde i 1948-49 var derfor ikke Storbritanniens eller U.S.A.s modstand, men snarere det forhold, at de skandinaviske lande selv var ude af stand til at enes om betingelserne herfor, og saerlig om form og indhold af en eventuel tilknytning til det atlantiske forsvarssamarbejde.

/ HISTORIE XIII, 3, s. 72-164 bragtes en del oppositionsindlceg vedrorende nye disputatser; i fortscettelse heraf bringes pa de folgende sider nye oppositionsindlceg, nemlig Erik Ulsigs mod Jens E. Olesens »Rigsrdd, Kongemagt, Union 1434-1449« samt Tage Kaarsteds mod Palle Roslyng- Jensens »Vcernenes poltik - politikernes vcern«; i forbindelse med sidstncevnte bringes ligeledes en kommentar fra fhv. minister Erode Jakobsen. Endvidere fortscettes og afsluttes diskussionen mellem Hans Kirchhoff og K. B. Andersen, der tog sin begyndelse med K. B. Andersens indlceg mod Hans Kirchhoffs disputats »Augustoproret 1943«.