Frihedsrådets aftale med værnene

Aftalen fra december 1943 mellem vaernsledelsen og Frihedsradet var grundloven, som befalingsmaendenes medvirken i modstandsbevaegelsen byggede pa. Den omfattede tre punkter: 1) officererne skulle ga ind pa aktivt at kaste tyskerne ud af Danmark, 2) enhver antikommunistisk propaganda skulle vaere forbudt, 3) officererne skulle anerkende Frihedsradet som ledelsen af kampen mod tyskerne.

I sit indlaeg saetter Tage Kaarsted sporgsmalstegn ved, om officererne godtog det sidste punkt. Uden dette kommer de to forste til at svaeve i luften. Uden det ville der knap vaere grund til at ga til Vilhelm Buhl, som ogsa jeg, nu bagefter, tror, man gjorde.

Punkt 3 blev fremfort, og altid godkendt af officererne, ved enhver meningsforskel - over for regionerne, ved indkaldelsen af Bennike i Toldstrup-sagen o.s.v. o.s.v. Det blev brugt bade af haerens officerer hjemmefra og af Brigadens officerer til at berolige Brigadens mandskab - til sidst pa general Knudtzons foranledning af Alfred Jensen og mig. Nar det skete sent og forsigtigt, var det af hensyn til svenskerne. (Beskrevet i »I Danmarks Frihedsrad«, 11, 109). For 1960 er de tre punkter aldrig blevet bestridt hverken af Hjalf, Schodt-Eriksen eller Gortz. I diskussioner under krigen haevdede de tvaertimod alle tre, at de altid loyalt respekterede alle tre punkter.

Tage Kaarsted anforer, at den eneste kilde til modet 1.12.1943 er Frode Jakobsens ret sene beretning. Men modet overvaeredes af Husfeldt, Hojland Christensen, Lundsteen og vel ogsa Dahl. Der har altid vaeret fuld overensstemmelse om resultatet mellem os. Det blev straks refereret til Frihedsradet, som aldrig ville have godkendt mine dispositioner uden det afgorende punkt. De tre betingelser var noget, som enhver i inderkredsen, modstandsbevaegelsens, officerernes og senere ogsa politikernes var fortrolig med. Det meste bliver i virkeligheden uforstaeligt uden denne »grundlov«.

Jeg er sikker pa, at aftalens tre punkter findes i »Stockholmsarkivet«,
for jeg ved, at jeg har dikteret dem, ord for ord, til bade Nordentoft og

Morch i april 1944. Dertil kommer Foss, som kendte dem i forvejen, Munck og Hollingworth. Men det omstridte punkt er jo ogsa refereret i selve den skriftlige kontrakt med Gortz af September 1944 - og dermed anerkendt af Gortz »som grundlaget for det samarbejde, der siden (d.v.s. december 1943) har fundet sted«. Det dokument blev »underskrevet« af begge parter efter en grundig mundtlig gennemgang. Vi onskede det med, fordi Gortz nu i en anden situation - hans designering som overstkommanderende - havde sit forbehold.

Og efter krigen? Der er ingen grund til at kore pa »det sene« 1947. Aftalen findes i Frihedsradets egen beretning om dets historie, fra sommeren 1945, godkendt af »De seks oprindelige medlemmer« og i hovedsagen affattet af Fog. (Besaettelsestidens Fakta, I, 221).

Den kan laeses i en raekke avisinterviews fra maj 1945, f.eks. i »Vestkysten«, 7. maj 1945. Interviewet er lavet for befrielsen for at vasre parat. Husfeldt har gengivet den i »Berlingske Tidende« 16. maj 1945. Den forste seriose besaettelsesskildring i bogform er vel Christian Sondergaards »I tyske laenker«. Her star alle tre punkter s. 322, nedskrevet i maj 1945. Pa samme made i »De fern lange ar«, redigeret af Brondsted, 1945 og i Salmonsens Leksikontidsskrift 1945.

Jeg vil sige omvendt af Kaarsted: Den forste og eneste tvivl, der er rejst om den aftale, som pa det tidspunkt havde vaeret almindelig kundskab i 15-18 ar, er Gortz' vidnesbyrd i en presset situation, den ulykkelige Hjalf-sag. Jeg tilskrev det ikke usandfaerdighed, men alderdom og pavirkning af Hjalf, der kaempede for sin fortsatte karriere, og vel mente, at hans uforstaelige og usande fremstilling af, hvordan han havde snydt kommunisterne, kom i et mildere lys ved benaegtelsen af, at hasren frivilligt havde underkastet sig Frihedsradets ledelse. Da jeg ikke regnede med, at nogen kunne vaere i tvivl, reagerede jeg kun, som man kan lasse i min bog »Standpunkter«, s. 82-96.

Og sa til den sidste mserkvserdighed: Jeg vil bestride, at Gortz og hans stab handlede, som om de ikke havde anerkendt Frihedsradets ledelse. Kommando, som Kaarsted skriver, er et forkert ord. Selv i »Kommandoudvalget« er det uheldigt. Ogsa det var en politisk, ikke en militaer instans.

Der var gnidninger mellem alle frihedsbevsegelsens grupper, kommunister,Dansk Samling, Ringen, Frit Danmark. Ikke kamp, men konkurrenceom at gore sig gaeldende. Det var tit svaert at holde styr pa. Pa det plan vil jeg anbringe ogsa officerernes numre. Det ville vaere en katastrofefor forsvaret, om officererne kom til at sta som de ringeste, nar det

drejede sig om vabenkamp. I de bestraebelser blev de hjulpet af politikerne.

Men jeg vil haevde, som ogsa i »Standpunkter« i 1960, at aftalen med officererne i alt vaesentligt fungerede. Det, vi bebrejdede officererne med rette, var, at de var for langsomme til at omstille sig fra tidligere planer og for langsomme til at stille mandskab til radighed for os. Bevarelsen af O-grupper i Kobenhavn som en saerlig slagkraftig styrke var der enighed om. Ogsa deres anvendelse blev planlagt i Frihedsradets Kommandoudvalg. At officererne derudover ogsa havde andre spekulationer om, hvad de grupper kunne bruges til, anede vi. Det skabte irritation mod Ogrupperne, isaer hos kommunisterne. Men det var ingen virkelig kilde til uro - fordi ingen dromte om den rejsning, officererne ville sla ned.

Kaarsted naevner som eksempel pa ikke-overholdelse af aftalen afsaettelsen af Hojland Christensen. Jeg har aldrig dromt om, at Frihedsradet skulle kunne bestemme sammensaetningen af Gortz' stab. Min vrede skyldtes venskab for Hojland og aengstelse for, hvad der kunne ligge bag. Gortz beroligede mig netop gennem droftelse af aftalen.

Frihedsradet havde allerede en staerk position i december 1943. Den var kommet forbloffende hurtigt, takket vaere englaenderne og Christmas Moller, og ikke mindst fordi forholdene laenge havde skreget pa en sadan ledelse. Officererne kom netop til os, fordi de var blevet klar over, at der ingen vej var ind i modstandsbevsegelsen uden om anerkendelse af Frihedsradet som ledelse. Derfor kunne vi stille vore betingelser.