Jens Brøsted: Et beskåret hjemmestyre - et kritisk essay om den grønlandske hjemmestyreordning. (Rhodos, 1979). 150 sider.

Deter en vaesntlig bog, forskningsstipendiat ved Eskimologisk Institut, Jens Brosted, har skrevet. Den er skrevet med et smittende engagement. Gennemgangen af hjemmestyrebetaenkningen, udkastene til den og debatten om den er minutios grundig og vil vaere til nytte for enhver, der vil beskaeftige sig med den, ogsa selv om man vil interessere sig for andre sporgsmal, end dem der har optaget Brosted. Dertil kommer, at forfatterens omfattende viden om gronlandske forhold styrer ham uden om mange af de faldgruber, som et analyseapparat, der er udviklet i en europaeisk-amerikansk sammenhaeng, ellers let ville fore ind i. Deter ikke nogen afbalanceret vurdering, men et engageret advokatur for gronlaendernes rettigheder som et folk.

Brosted viser, at hjemmestyreordningener

et krav om at blive anerkendt som et oprindeligt folk med de folkeretlige konsekvenser, det indebaerer for at styresine egne ressourcer, og hvor et hjemmestyre derfor ma have karakter af at anerkende oprindelige folkelige rettigheder, der altid har eksisteret, og derved fa en mellemfolkelig status.

Deter übestrideligt, at Siumut i hvert fald i den senere del af hjemmestyredebattenhar argumenteret ad dissebaner, og deter übestrideligt, at »den nye politik«, der forte frem til hjemmestyrekravet, var en reaktion mod det danske patryk i Gronland som folge af politikken efter nyordningen i 1950.' Faren ved fremgangsmaden for en korrekt beskrivelse af situationen i Gronland ligger alene i underspilningenaf de kredse, der ikke tog samme udgangspunkt som Siumut, men deter jo heller ikke en advokats opgave at sorge for, at andre end klientens synspunkterkommer frem. Det eneste sted i hjemmestyreloven, hvor Brosted finder,at hele diskussionen om »oprindeligerettigheder« er slaet igennem, er i § 8 stk. 1. »Den fastboende befolkning i Gronland har grundlaeggende rettighedertil Gronlands naturgivne ressourcer«.Ved at tolke dette som anerkendelseaf en allerede eksisterende ret og ved videre at saette lighedstegn mellem »den fastboende befolkning« og begrebet »det gronlandske folk« samt ved i »grundlaeggende rettigheder«at inkludere »ejendomsret«, kommerBrosted frem til, at dermed er Siumutsmaksimalkrav: det gronlandske folk har ejendomsret til den gronlandskeundergrund, anerkendt. Deter blasndende procedure, men en evt. fremtidig dommer ma naturligvis ogsa hore modpartens advokat og dertil havestorre erfaring i at vurdere juridisk argumentation end naervaerende anmelder,for Brosteds fortolkning har staet sin prove. Det danske udgangspunktfinder

kommendeoverfor de gronlandske revisionskravi den retning. Dette kunne nok have vaeret pa sin plads, om forfatterenher havde anstillet nogle betragtningerover, om den danske fastholden ved et statsretligt hjemmestyre ud over at hvile pa formel grundlovsjura kunne forklares ved, at statens forhandlere netop tog grundlovens omfavnelse af Gronland i 1953 alvorligt og i den sa den bedste garanti for at fastholde en dansk forpligtelse til ogsa fremover at yde de betragtelige overforsler til det gronlandske samfund.

I den detaljerede gennemgang af, hvordan ordningens enkelte dele naermere bestemmer det statsretlige hjemmestyre, der blev resultatet, vies med rette rastofproblematikken megen opmaerksomhed (36 sider). Det var et punkt, som gronlaenderne fra starten var enige om skulle vaere saeranliggende, men det blev taget helt ud af ordningen og blev reguleret som et saerligt faellesanliggende med betydelig praktisk overvaegt til den danske side. Brosted antyder (s. 35), at der la kernen i den danske uvilje til at anerkende gronlaenderne som et folk med folkeretslige rettigheder. Og det kan vaere lige sa god en arbejdshypotese som nogen anden. Beklageligvis har Brosted ikke fundet plads til at ga naermere ind i en analyse af arsagerne til den danske indgriben, men deter givet et problem, som vil beskasftige den fremtidige

Afslutningsvis er der grund til at understrege, at deter et redeligt arbejde. Der er ingen citatfusk, der er ingen skaev praesentation eller referater af kilderne. Forfatterens stasted er klart vedgaet, men hvor han selv tager fat, ma man forberede sig pa nogle argumentationskasder, der nok har orden i den formelle logik, men som maske hviler for meget netop pa den.