Knud Thestrup: Alberti (Det Schonbergske Forlag, 1979). 199 s., 134,50 kr.

Mens Knud Thestrup 1968-71 var justitsminister,passerede han dagligt et portraet af sin forgaenger P. A. Alberti, som altsa ikke er udslettet i ministerietshukommelse. Det har inspireret Thestrup til at skrive en bog om Alberti,med hvem han anforer at have det til faelles, at han har brugt megen tid i sparekassernes tjeneste samt siddet i (tysk) faengsel. Grundlaget er dels abnekilder som Rigsdagstidende, Ugeskriftfor retsvaesen og arkivalske i form af visse procesakter i Landsarkivetf. Sjaelland. Pa forhand skulle man synes, at en jurist og politiker som Thestrup havde gode forudsaetninger for at analysere bade Albertis kriminelletransaktioner og hans virksomhedsom justitsminister. Desvaerre skuffes man. Udredningen af Albertis besvigelser refererer stort set dommen og dens praemisser uden egentlige forsogpa at forklare for ikke-regnskabskyndige,hvad det egentlig var, Alberti foretog sig (f.eks. Det Scholdanske- Cloettaske byggeforetagende, s. 32-34).Forklaringen hvorfor besvigelsernekunne ga upaagtet hen, bygger fortrinsvis pa senere trafikminister Hassing Jorgensens redegorelse, der ordret citeres i lange passager. Pa sammemade gaelder det, nar rettergangens

forlob skildres. Her citerer forfatteren grundigt fra Otto Rung: Fra min Klunketid.Alt i alt ma man sla fast, at beskrivelsenaf forbryderen Alberti ikke rummer noget nyt.

Det samme gaelder skildringen af Alberti som politiker. Forfatteren synes ikke at kende de allerede eksisterende behandlinger heraf, og han har ikke sat sig for blot ved stikprover pa grundlag af justitsministeriets akter at gennemga udvalgte omrader af Albertis lovgivning og administration. Hertil egner f.eks. Albertis strid med det kongelige sundhedskollegium sig, en strid som Kong Frederik VIII blandede sig i ved at skrive anonyme artikler i Berlingske Tidende. Den endte med, at Alberti ganske simpelt ophaevede kollegiet, hvorved grundlaget for en mere tidssvarende styring af laegevaesnet blev lagt. Deter en sag, som er velegnet til at belyse, hvorledes Alberti som politiker sogte at gavne det store flertal af den danske befolkning, som jo efter folketingsparlamentarismens knaesaettelse havde sat ham pa den post, han bestred. Deter maerkeligt, at forfatteren ikke klarere ser, hvorledes Albertis taktik pa den ene side er bundet heraf, og pa den anden side af de indrommelser, som landstingets hojreflertal kraevede. Hvis man samlet vurderer Albertis politik, tror jeg, den - selvfolgelig malt med datidens malestok - far et mere socialt praeg, end man almindeligt forestiller sig og vil vise sig langt mindre vilkarlig, end den fremtradte i datidens agitation. Hvorledes er det f.eks. taenkeligt, at en embedsmand som departementschef M. P. Friis ville have daekket en minister, hvis embedsforelse var korrupt? Taenk om forfatteren med sin mangearige erfaring som dommer, folketingsmand og justitsminister ville have brugt tid pa at besvare et sadant sporgsmal og vurdere sin forgaengers virksomhed pa grundlag af forstehandskilder og ikke blot ved referater af rigsdagsdebatten.

I forordet beklager forfatteren, at hans syn har svigtet ham under bogens udarbejdelse. Den rummer da ogsa en del fejl, hvoraf kun nogle er rettet ved et indlagt blad. Saledes er f.eks. Albertis aegteskabelige forhold ukorrekt gengivet. Noteapparatet er helt utilfredsstillende, og bogen har ikke noget indeks.

Tilbage bliver, at forfatteren har samlet og tilgaengeliggjort en raekke data, som ellers er spredt rundt om, og deter kun godt, blot bogens udgivelser ikke blokerer for eller vanskeliggor tilkomsten af en bedre bog.