Erik Mader: SF under »det røde kabinet« 1966-1968. (Odense Universitetsforlag, 1979). 242 s.

Det forste arbejderflertal er en af de centrale episoder i de sidste artiers danske historic Den faengsler ved sin umiddelbare dramatik. Den socialdemokratiskemindretalsregering efter valget 22. november 1966 sin eksistensafhaengig af samarbejdet med et parti, der var i gang med et forsog pa at

institutionalisere det begyndende ungdomsopror.Rebellerne kom under ansvaretsag. De slugte forhastet den lede moms. I trods erobrede de derefter partiapparatet. Resultatet blev en splittelse mellem hovedbestyrelse og folketingsgruppe. Da regeringen i november1967 besluttede sig for en devalueringog fremlagde en indkomstpolitiskfolgelovgivning, kom eksplosionen.Rebellerne faeldede regeringen, splittede Socialistisk Folkeparti og dannede partiet Venstresocialisterne.

Deter et udmaerket materiale, Erik Mader har samlet til SF's andel i denne historic Partiet har stillet sit arkiv til radighed med forhandlingsprotokoller for bade folketingsgruppe og hovedbestyrelse, og en raekke fremtraedende partifolk fra begge floje har abnet deres privatarkiver til formalet. Synd kun, at han ikke har kunnet fa adgang til hverken Aksel Larsens eller den socialdemokratiske folketingsgruppes arkiv. Til supplement har han taget interviews med en lang raekke af aktorerne. Kun til enkelte som Pia Dam og Per Haekkerup har han henvendt sig forgaeves.

Der er imidlertid materiale nok til at folge begivenhedsforlobet meget taet, og det gor forfatteren ogsa. Krags forgaeves forsog pa at danne en koalitionsregering blotlaegges i detaljer, sa vi far oplysninger, der tillader en praecisering af, hvilken status det offentliggjorte, ikke gaeldende, halvt bindende forhandlingsprotokollat havde. Til forhandlingerne om skattereformen rummer materialet desvaerre kun fa nye oplysninger. De folgende stridigheder, for, under og efter den ekstraordinaere kongres i juni har nok laenge vaeret kendt i hovedtraekkene takket vaere den abenhed, de udspilledes i, og de offentliggorelser, som kombattanterne kastede sig ud i under opgoret efterpa. Men Mader fojer dog adskilligt nyt til. Mest interessant er maske hans dokumentation af, at der pa kongressen i december mellem de stridende floje opererede en gruppe, som blev tungen pa Aksel Larsens vaegtskal.

Deter fornojelig laesning, Mader har praesteret. Han skriver enkelt og letforstaeligt. I hans materiale vrimler det ojensynligt med pudsige og groteske bemaerkninger. Dem har han en veludviklet sans for, og man er ham taknemmelig for, at han har villet dele sin glaede over dem med laeseren. Han har klart opfattet og anskueligt gengivet de fleste situationer, sa det bliver muligt for laeseren gennem de mange enkeltheder at finde frem til et monster i de to stridende flojes handlinger.

Dog kniber det lidt med kulminationen under devalueringskrisen og SF's 6. kongres. Det lykkes ham ikke rigtigt at fa frem, at for begge floje vejede onsket om at vinde magtkampen i partiet staerkere end hensynet til at bevare arbejderflertallet. Begge opererede de under forhandlingerne med regeringen med blikket stift rettet mod det tilstundende opgor pa 6. kongres. Derfor bejlede de hver isaer til J. O. Krag. Aksel Larsen var meget tidligt ude og billigt til fals. For ham gjaldt det forst og fremmest om at sikre sig, at regeringen blev bundet til hans floj. Men ogsa Erik Sigsgaard endte med at sluge indefrysningen af en dyrtidsportion, ganske vist pa vilkar, der ikke blev accepteret. Hans problem var ojensynlig, at han matte have netop sa meget, at han for kongressens delegerede kunne pavise, at han havde opnaet mere end Aksel Larsen. Og den luksus kunne Krag af sikkert flere gode grunde ikke tillade sig.

Maders problem har nok vaeret, at han har folt sig forpligtet til at tage stillingtil de partsforklaringer, der senere fremkom under opgoret om ansvaret for arbejderflertallets forlis. Og man

ma faktisk lade ham, at han er i stand til at holde lidenskaberne i ave og ove ret og skel. Desvaerre er imidlertid partsforklaringer kun sjaeldent frugtbareudgangspunkter for historisk perspektiv.Det havde utvivlsomt givet mere, hvis han havde samlet sine konkluderendebetragtninger om linien i parternes handlinger.

Aksel Larsens linie far Mader klart nok frem. Efter naesten et helt politisk livs orkenvandring var han kornmet ind i magtens forgard, hvorfra han kunne skimte resultater. Hvis han selv skulle na at vaere med til at virkeliggore dem, matte Socialdemokratiet ikke fa det mindste paskud til at samarbejde til anden side. Han stillede derfor sa sma krav under forhandlingerne, at det virkede pafaldende ogsa blandt hans naermeste tilhaengere. Men hvorfor fulgte de ham da sa langt?

Linien i venstreflojens politik er derimod et langt vanskeligere problem. Mader kan nok have ret i, at den i de fleste situationer gav sig udslag i krav om en hardere forhandlingstaktik. Sarbarheden i Aksel Larsens linie gjorde det jo oplagt at fore striden pa dette sporgsmal. Men hvis ikke der la andet bag, kan man vanskeligt forklare sig, at det ikke lykkedes at finde et kompromis. Man kunne med andre ord have onsket sig, at forfatteren havde taget stilling til, hvad Ursula Schmiederer skriver om det senere VS: der indgik i det elementer, »som partielt og strukturelt er uforeneligt med dets karakter af parti; elementer af spontane bevaegelser og kampagner, som per definition modsiger kontinuerlig, organiseret partipolitik« (Die Sozialistische Volkspartei Danemarks p. 173). Hvis forfatteren omhyggeligere havde trukket delingslinien i partiet op helt fra grundlaeggelsen i 1958-59 og frem til valget i november 1966, ville han nok ogsa have ofret denne mulighed storre opmaerksomhed.