Johs. Nielsen: Genrejsningshåb og unde r_gangsangst. Dansk forsvarspolitik mellem 1864 og 1870 og folkestyrets første forsvarsordning. (Odense Universitetsforlag, 1979). 191 s.

Nederlaget i 1864 skabte en helt ny forsvarspolitisk situation, hvor Arme-planen af 1842 var übrugelig, og behovet for en ny forvarsordning derfor en bydende nodvendighed. Resultatet blev folkestyrets forste haerlov i 1867 og forste sovaernslov i 1868.

Johs. Nielsen har sat sig som opgave at tegne et indgaende billede af denne nye forvarsordning, dens forudsaetninger,tilblivelsesproces og endelige udformning.Deter

formning.Detertrods det ofte torre rigsdagsstof blevet til en meget velskrevetog interessevaekkende bog om et kompliceret og facetrigt emne.

Bogens centrale del er naturligvis lovforslagenes tilblivelsesproces i den store forsvarskommission af 1866 og disses efterfolgende gang genneni rigsdag og statsrad; men inden laeseren slippes 10s her, praesenterer forfatteren ham for lovgivningsinitiativets bredere baggrund.

I et par indledende kapitler gennemgas dels den udenrigspolitiske udvikling i arene efter 1864, hvor Preussen stod som den store trussel, dels i hovedtraek tidens fremtraedende militaerteoretiske arbejder. Navnlig det sidste emne er en hvepserede at stikke hovedet i, men forfatteren kommer ganske paent fra det og far klart markeret schweizeren Antoine Henri Jomini's afgorende indflydelse pa den danske debat om en ny haerordning.

Og debatten var livlig efter katastrofen i 1864. Der herskede en udbredt opfattelse af, at den naeste krig ville blive afgorende for landets eksistens som selvstaendig stat, og at konfrontationen ville komme snart. Denne undergangsstemning blandedes i debatten med forestillingen om revanche og bidrog til at presse en nyordning af landets forsvar

I februar 1866 naede man frem til at nedsastte en forsvarskommission bestaende af 10 politikere og 9 officerer til at »udarbeide en samlet Plan for Landog Soforsvarets Ordning«. Forfatteren gennemgar pa en saerdeles inspirerende made kommissionens omfattende arbejde og fremdrager de centrale diskussionstemaer: 1. hvilke alliancemuligheder havde Danmark? Dette var et afgorende punkt, for et angreb fra Preussens side kunne landet ikke modsta alene; 2. hvilken rolle skulle Sovaernet spille? Dette sporgsmal blev ikke mindst aktualiseret ved konstateringen af, at Preussen opbyggede en flademagt, der meget snart kunne true det danske Soherredomme; 3. hvor skulle forsvarets tyngdepunkt ligge? Sporgsmalet rejste sig bl.a. i erkendelse af det umulige i at forsvare hele landet ved et massivt angreb; og endelig 4. hvordan skulle hasren opbygges? skulle det va?re en lille, veluddannet haer eller en stor folkevzebning?

Kommissionen inddrog et stort materiale bade fra ind- og udland i et forsog pa at lose sit kommissorium, og man ma give forfatteren ret i, at der blev arbejdet bade seriost og hurtigt med henblik pa at tilvejebringe en ordning, der kunne »indgyde Tillid indefter og skabe Respekt udefter«. Betaenkningen forela allerede i november 1866.

Deter bemaerkelsesvaerdigt, at kommissionen matte vente helt til slutningen af maj 1866, for den modtog en klar tilkendegivelse fra regeringen om forsvarets opgaver. De to fagministres svar, der er gengivet i bogens bilag 5, er interessant ved bl.a. at understrege, at en folkevaebning var übrugelig, og at fladens rolle i forbindelse med »de forskjellige Krigseventualiteter« var ganske betydningsfuld. Det forste synspunkt blev fulgt af bade kommission og rigsdag, medens det andet r)unkt blev undertrykt, idet fladens mulige indsats blev kraftigt nedvurderet bade af haerofficererne og politikerne.

Folgelig blev hasrloven langt det vigtigsteelement i forsvarsordningen, og deter ogsa den, forfatteren bruger mest plads pa. Det blev den nye krigsminister,generalmajor Raasloff, der pa baggrund af kommissionens betaenkningbragte lovforslaget gennem rigsdagen i 1867. Forfatteren giver en udmaerket om end kortfattet behandlingaf forhandlingerne i folketing og landsting og understreger med rette

krigsministerens autoritet og smidighed.

Denne smidighed var hans kollega, marineminister van Dockum ikke i besiddelse af, og hans udgangsposition pa basis af betaenkningen var, som naevnt, ogsa betydelig ringere end Raasloffs. Det lykkedes ikke at opna en bedre placering for fladen i rigsdagen, da sovaernets forhold behandledes ved arsskiftet

Haerlovens gennemforelse i praksis viste i ovrigt, at krigsministeren kunne vaere ligesa stejl som sin kollega. Forfatteren redegor i et af bogens afsnit for de velkendte dramastiske konfrontationer mellem Raasloff og kongen, hvor der blev truet med bade abdikation og demission. Christian IX bojede sig dog for den udrensning i officerskorpset, som ministeren - stottet af sin regering - kraevede.

Ved at inddrage ikke blot kommissionsakterne og rigsdagsreferaterne, der naturligt udgor det centrale kildemateriale, men ogsa privatarkiver, dagbladskommentarer og artikler i de militaere tidsskrifter lykkes det forfatteren at skabe et godt billede af hele situationen omkring folkestyrets forste forsvarsordning. Laeseren far et indtryk af debattens bredde og de mange modstridende opfattelser takket vaere forfatterens evne til at strukturere sit stof pa en sadan made, at aktorerne kommer til orde. Forfatterens egne synspunkter traeder derimod kun sjaeldent direkte frem for i bogens afsluttende kapitel, nar man bortser fra en raekke sma hip forst og fremmest til »forsvarsnihilister« og »antimilitarister«, og dem kan laeseren nok tilgive ham i betragtning af, at han har mattet traekkes med en »skrivebordsstrateg« som Balthazar Christensen, der forte sin egen private krig bade i kommission og rigsdag for folkevaebningsideen og afskaffelse af fladens sogaende skibe!

I bogens konklusion markerer forfatteren til gengaeld sin opfattelse af forsvarsordningen pa en saerdeles tydelig made. Der faeldes en hard, men velargumenteret dom over folkestyrets kompromis-politik. Der bestod »en alvorlig modsaetning mellem det forsvar, man naede til enighed om, og opfattelsen af landets strategiske situation efter 1864«. Faestningssporgsmalet blev liggende ulost pa trods af, at det i regeringens redegorelse til kommissionen i maj 1866 betegnedes som et af »Forsvarets 3 Hovedmidler«; sovaernsloven blev en ren organisationsplan for personellet, ikke en egentlig fladeplan; og haerloven skabte hverken den lille, veluddannede staende haer eller den store, demokratiske folkevaebning, men derimod en mobiliseringshaer - altsa en temmelig übrugelig mellemting.

Deter svaert at vaere uenig med forfatteren i hans konklusioner, og senere forsvarsordninger og -forlig i folkestyrets regie har da ogsa med al onskelig tydelighed bekraeftet, at hvad, der er politisk muligt er sjaeldent militeert brugeligt!

Johs. Nielsens letlaeste bog er forsynet med en raekke vaerdifulde bilag, en fyldig om end ikke udtommende bibliografi og et daekkende personregister.