Kurt Sørensen (red.): Venstre. 50 år for folkestyret. (Forlaget Liberal, 1979). 324 s. 195 kr.

Nar bortses fra de tidligste jubilaeumsskrifter, som ofte blev udarbejdet af centrale politiske aktorer, er danske organisationers jubilaeumsvaerker sjaeldent af storre vaerdi for forskningen. Tilkomstsituationen patvinger forfatterne saerlige hensyn, der traekker fremstillingsform og indhold i retning af det udglattende og ukontroversielle; »de onde«, »taberne« far en kortfattet omtale, om nogen, mens organisationens trofaste stok gennem tiden som et minimum skal naevnes ved navn. Personcentrering forer sjaeldent til en spaendende og frugtbar fremstilling.

Partiet Venstre har gjort et behjertet forsog pa at komme ud over denne form. I 1979 var det 50 ar siden Venstres Landsorganisation blev stiftet, og i den anledning har man ladet udarbejde en bog om Venstre-organisationernes historic Man fristes til at sige to boger, for vaerket falder i to skarpt adskilte dele, der kun holdes sammen af det solide laerredsbind.

Den storste halvdel af fremstillingen bestar af nogle ret sa traditionelle skildringeraf organisationshistorien efter 1929, skrevet af hhv. redaktor H. C. Clausen, lektor Holger Sorensen og partisekretaer Kurt Sorensen. Her findesde saedvanlige ingredienser: anekdoter,spredte statistiske oplysninger, uddrag af modeberetninger o.s.v. Organisationenstillidsmaend og dens »hovdinge« far saedvanlig positiv omtale,mens de forskellige afvigere - for Venstres vedkommende jo ikke sa fa - far deres summariske dom. Lederskifternebeskrives pa en sadan made, at laeseren har svaert ved at forsta, hvorfor

og hvordan skiftet egentlig skete. Oppositionsbevaegelserneomtales men man savner en analyse af deres arsager og deres virkninger pa organisationen.Det faldende medlemstal - en halvering siden 1950 - beskrives, men man savner en dybere analyse, bl.a. af den virkning pa medlemstal og -sammensaetning, der udgik fra Liberal Debat-oproret.

Som helhed er disse kapitler om de sidste 50 ars organisationshistorie kun af begraenset vaerdi for historikere og politologer. Et yderst slet emneregister og fravaeret af et navneregister gor det i ovrigt ret sa besvaerligt at udnytte fremstillingen.

Heldigvis har bogen ogsa en anden halvdel, der handler om noget andet. Man har haft den lykkelige ide at bede tre historikere give en fremstilling af nogle udvalgte aspekter af organisationshistorien frem til 1929. Her far laeseren virkelig valuta for pengene. Om disse forste 130 sider sa kan berettige, at man ma af med 195 kroner for hele vaerket, er en helt anden sag.

Overarkivar Erik Stig Jorgensen laegger ud med en veldisponeret oversigt over den politiske aktivitet og organisation i landbefolkningen i perioden 1835-1866. Fra denne periode findes ikke meget primaert materiale at bygge pa, og en egentlig analyse, byggende pa dagspressen m.v., er endnu ikke foretaget. Kapitlet bliver derfor overvejende en statusopgorelse, hvor vaegten ligger pa en beskrivelse af organisationsledelserne og deres forkellige forsog pa at mobilisere bondestanden. Erik Stig Jorgensen betoner netop, at begrebet bondestand er en levende realitet langt op i det 19. arhundrede.

Lektor Knud Larsen har pataget sig at beskrive Venstre-organisationernes udvikling i den folgende periode frem til 1929. I modsaetning til andre historikere, der har beskaeftiget sig med Venstres strestidligere historie, argumenterer han med kraft for den tese, at Venstrevaelgerne var organiserede i et betydeligt omfang, og at organisationerne var hensigtsmaessige og tilstraekkelige under de givne politiske vilkar. Her som andre steder i bogen foles savnet af et saedvanligt noteapparat, - det kunne have lettet vurderingen af tesens

Knud Larsen er ikke sa meget interessereti den organisatoriske og politiskrelevante mobilisering, der skete gennem andelsbevasgelsens og andre landboorganisationers forskellige forgreninger.Den er ogsa vigtig, men i dette kapitel ma det selvsagt blive partiorganisationen,der fokuseres pa. Han gor selv omhyggeligt rede for indsnaevringeni perspektivet og dens betydningfor konklusionerne. Man skelneri parti-litteraturen ofte mellem det moderne masseparti og det losere organiserederamme - eller valgkomiteparti.Sondringen er nyttig, men har samtidig sine begraensninger. Virkelighedenlader sig ikke altid indfange sa let. Venstres tidlige organisationshistoriebelyser dette godt. Vel havde partietikke en centraliseret landsorganisation,men dette betod ikke, at der manglede organisationer af vaelgere, som stod i forbindelse med rigsdagspolitikken.Endnu vigtigere er det maske, at der mellem en raekke af Venstres ledendepolitikere og vaelgere rundt i landet var opbygget et staerkt uformelt kommunikationsnetvaerk, gennem hvilket mange af et moderne partis funktioner kom til udforelse. Nar Knud Larsen f.eks. et sted taler om Bergs agitation og haevder, at Berg var »ret sikkert forankret i en organisation,som maske kun han selv og hans naermeste havde et intimere kendksab til, men som fungerede«, sa har han givetvis fat i noget helt fundamentalt. Et lignende netvaerk var Hogsbro placereti;

cereti;man kan genfinde det hos mangeaf de ovrige ledere, og - hvad der maske er nok sa vigtigt - ogsa hos maendene i andet geled. Denne iagttagelseimplicerer, at en videre undersogelseaf Venstres organisationshistorie ma omfatte ikke bare en efterforskning af opkomsten og eksistensen af egentlige,formaliserede organisationer pa forskellige niveauer, men ogsa udviklingenaf deres grad af stabilitet, og graden af overlapning mellem dem.

Professor Niels Thomsen har bidraget med to kapitler. I det ene behandler han Venstre-bladenes fremvaekst, deres arbejdsbetingelser, og deres bidrag til Venstres organiatoriske liv. Nar Niels Thomsen skriver om presseforhold, er der altid tale om en kyndig og facetteret fremstilling og en fremstilling, der peger pa de mange uloste forskningsopgaver. Enhver historiestuderende, der taenker pa at skrive speciale om nyere dansk historie, burde kaste et blik pa Niels Thomsens katalog over spaendende og centrale emner. Skal man kritisere noget, ma det vaere den manglende sammenkaedning mellem Knud Larsens og Niels Thomsens delanalyser.

Niels Thomsen har ogsa skrevet et kapitel om Venstres vaelgere 1870-1930. at forklejne de ovrige forfatteres bidrag ma man fremhaeve denne analyse. Den er ikke letlaest, dertil indeholder den for mange detaljer, for mange komplicerede beregninger og tabeller, for mange eksplicitte og implicitte metodiske overvejelser. Men den er spaendende, fordi forfatteren har pataget sig at bidrage til losningen af en principielt uloselig opgave. Pa grund af valgmadens struktur og valgstatistikkens opbygning kan man som bekendt kun i beskedent omfang fa kendskab til den enkelte vaelgers adfaerd i denne periode. Man kan som historiker eller politisk sociolog opstille en liste over de oplysninger, man gerne ville vaere i besiddelse af, og som nutidens vaelgeradfaerdsundersogelser kan fremskaffe, men kun en brokdel af informationerne kan rekonstrueres pa et historisk materiale.

Tidligere har Vagn Dybdahl og Erik Hogh sogt at studere vaelgeradfaerd i slutningen af det 19. arhundrede ved hjaelp af nogle af de bevarede stemmelister. Niels Thomsen har valgt at holde sig til selve valgstatistikken, som han pa forskellig made bearbejder og omstrukturerer. Blandt hans resultater ma fremhaeves pavisningen af, at valgdeltagelsen i virkeligheden var hojere end normalt antaget, og at den ogsa var jaevnere fordelt pa land og by, end man ville fa indtryk af, safremt man alene laeste den ra valgstatistik. Konklusionen holder, men man kunne onske sig, at Thomsen her havde givet sig tid til at pavise, i hvilket omfang valgdeltagelsen rent faktisk varierer med graden af »kamp« i opstillingskredsen.

Lige sa interessant er pavisningen af, at den samlede oppositions fremgang op mod arhundredskiftet overvejende var en funktion af bybefolkningens vaekst og af radikaliseringen af vaelgerne i byerne. Denne konklusion hviler pa nogle statistiske rekonstruktioner, som nok vil give anledning til metodiske indsigelser. Sporgsmalet er imidlertid, om ikke denne og andre konklusioner i Niels Thomsens analyser vil vise sig resistente over for kritik.

Det turde vaere klart, at de tre historikeresbidrag til denne bog far den til at haeve sig over gennemsnittet for parti-festskrifter.Her er tale om arbejdspapirerfra igangvaerende forskning, og deter just dette, der gor laesningen spaendende. Man savner en behandling af vigtige sider af Venstres historie, forst og fremmest en behandling af den politiske organisations sammenkobling

med de folkelige bevaegelser pa landet,
men det, man far, er vigtige brikker til
den store mosaik.