Dansk social historie bd. 1. Jørgen Jensen: Oldtidens samfund. Tiden indtil år 800. (Gyldendal, 1979).

Jorgen Jensen forsoger i denne oversigt over udviklingen i Danmark fra de forste mennesker traengte ind i »landet« for ca. 200.000 ar siden til ar 800 at fremstille de arkaeologiske vidnesbyrd i en teoretisk ramme, som gor det muligt at betragte de forhistoriske samfund som dynamiske systemer. Disse systemer betragtes igen som bestaende af elementer, der pa en organismelignende made star i et gensidigt forhold til hinanden. Herved vil Jorgen Jensen forsoge at praesentere denne tidligste del af Danmarks historie som et samfunds dynamiske og nodvendige udvikling. Resultatet er blevet en bade meget spaendende og meget velskrevet redegorelse, som ud over Jorgen Jensens eget bud pa historiens gang ogsa praesenterer en raekke andre arkaeologers syn pa udviklingen, ligesom den litteratur, som Jorgen Jensen bygger sin redegorelse pa, praesenteres efter hvert hovedafsnit, sa den, der er interesseret i at ga dybere ned i enkelte af de historiske afsnit, har mulighed for det.

Jeg skal i denne anmeldelse ikke diskutere de arkaeologiske vidnesbyrd i bogen, men alene beskaeftige mig med den antropologiske teoretiske ramme, inden for hvilken Jorgen Jensen fremstiller den samfundsmaessige udvikling. Den teori, Jorgen Jensen i hovedsagen gor brug af, omend det sker med mange forbehold, er den sakaldte ny-evolutionisme, som forst blev udviklet i Tyskland omkring arhundredskiftet af antropologen Heinrich Cunow, og som i en staerkt forsimplet form senere, omkring 1960, igen blev taget op af en raekke amerikanske kulturantropologer. Jorgen Jensen henviser dog kun til denne teoris amerikanske udformning. Meget kort gar denne teori ud pa, at de enkelte samfund udvikler sig ved at tilpasse sig de givne omgivelser pa baggrund af den givne teknologi. Omgivelserne kan vaere sa vel de fysiske som de sociale (andre samfund). For at kunne male denne historiske udvikling i de enkelte samfund, eller denne specifikke evolution, som den kaldes, har man en generel »malestok«, kaldet den generelle evolution. Pa denne malestok stilles samfundene op ud fra deres energiomsaetning og kompleksiteten i deres sociale organisation. Man tager for givet, at jo storre energi, et samfund omsaetter, des mere komplekst ma det vaere organiseret. Man har sa forsogt at finde frem til nogle generelle stadier, som samfundene i verden kan placeres pa, ved at generalisere forskellige traek i ensartede samfund; f.eks. findes jaeger-samlersamfundet ved at generalisere ensartetheder i australersamfundene, hos buskmaendene, pygmaeerne m.fl.

Det store problem for denne teori er, at den i den korte periode, den var fremme, i den grad blev brugt til at identificere typer, at man aldrig naede frem til at generalisere overgangene mellem typerne. Dertil kommer, at den empiriske baggrund for konstruktionen af de enkelte typer ikke var egentlige primitive samfund, men nogle mennesker, der laenge havde levet under det europaeiske koloniale overherredomme. De pygmaeer, der skulle repraesentere det mest primitive stadium, var, da de blev beskrevet, deltidsansatte, underbetalte bomuldsarbejdere, buskmaendene var kvaegvogtere, og australerne var reduce ret til et pjalteproletariat. At betragte dem som repraesentanter for noget forhistorisk var altsa en kraftig abstraktion.

Selv om Jorgen Jensen tager alle
mulige forbehold, bruger han dog disse
abstraherede typer som udtryk for de

konkrete forhold i Danmarks tidligste historic Mens ny-evolutionisterne ud fra konkrete eksempler abstraherede en malestok, som de kaldte generel evolution, og som de ikke mente var daekkende for noget enkelt samfunds udvikling, henter Jorgen Jensen denne abstraktion frem og praesenterer den som et konkret historisk forlob. Pa den made bliver den danske historie helt enestaende i verdenshistorien, da den som den eneste skulle have en historie, som slavisk folger den abstraherede evolution. Dette bliver endnu mere forunderligt, hvis man tager i betragtning,at Danmark i hele den her behandledeperiode var en fjern periferi til de steder, hvor udviklingen virkelig skete (Naerorienten og Middelhavsegnene),og nar man tager i betragtning, at stort set alle de produktivitetsforbedringer,der kom til landet, kom udefra (agerbrug, kvaegavl, metal). I det hojeste synes den udvikling, der foregiki Danmark, at kunne betragtes som en lokal tilpasning til den evolution,der foregik andre steder.

At Jorgen Jensen ikke betragter den danske udvikling som en afhaengig udvikling skyldes nok, at han flere steder meget kategorisk afviser tidligere folkevandringsteorier. Man har tidligere betragtet alle storre aendringer i historien som forarsaget af en indvandring af fremmede folkeslag. Dette var en naturlig konsekvens af, at forskerne naesten helt op til arhundredskiftet betragtede den kulturelle udvikling som betinget af den biologiske. Derfor var diffusion umulig.

Arsagen til, at Jorgen Jensen kan betragte udviklingen i Danmark som betinget af egne forudsaetninger er, at han betragter befolkningstaethed, erhverv, socialt monster og bosaettelse som naert sammenhaengende, ja som betingende hinanden. I hovedsagen fremstilles udviklingen som en bolgebevaegelse, bevaegelse,hvor en teknologiudvikling, som egentlig er en teknologiimport, muliggor en storre befolkningstaethed. Men da menneskene ikke kan regulere deres avlstilbojelighed, bliver der overbefolkning og krise, hvorefter en ny teknologi kommer, som igen giver mulighed for en befolkningsudvikling, der igen forer til en krise, hvorefter ny teknologi opstar (importeres) osv. Samtidig synes Jorgen Jensen at mene, at befolkningstaetheden bestemmer det sociale system, hvorved man far en udvikling, som i store traek er saledes: aeldre stenalder: jaeger-samler samfund; yngre stenalder: stammesamfund, hvor agerbruget (svedjebrug) loser fodevarekrisen i jaegersamler samfundet; bronzealder: hovdingedommer, hvor igen den teknologiske udvikling loser den fodevarekrise, stammesamfundet havde bevaeget sig ind i; og endelig jernalder, hvor man far en sen form for hovdingedomme pa graensen til en overgang til et primitivt kongedomme.

Denne opfattelse af en autonom udviklingrejser en raekke problemer, hvoraf to skal naevnes. I og med at JorgenJensen overforer den generelle abstraheredeevolution til den konkrete historie, tager han ikke i betragtning, at evolutionsfeltet eller dynamikfeltet meget vel kan ligge i relationen mellem lokalgrupperne og ikke internt i de enkeltegrupper. Deter sadan set ikke sa underligt, at udviklingen i det nuvaerendedanske omrade i store traek ikke adskiller sig meget fra udviklingen i de omkringliggende omrader. I en hojere kulturs ekspansion arbejdede man indenfor ny-evolutionismen med den sakaldtedominansteori, som sagde, at alt andet lige ville et hojere udviklet samfund brede sig pa bekostning af et lavere udviklet. Dette betyder ikke nodvendigvis folkevandring, men at systemet som sadan vil brede sig. Igen

forhindrer Jorgen Jensens kritik af folkevandringsteorierneham
iat sect oplagtdynamikfelt.

Samtidig ses der, hvorledes ny-evolutionisternes problemer med overgangene og store arbejde med etablering af typer afspejler sig i Jorgen Jensens fremstilling. Den eneste transformationsfaktor, Jorgen Jensen i denne tidlige periode kan finde, er den nye teknologi, som kommer udefra. Og med den etableres et nyt samfundssystem. Dette nye samfundssystem fortsaetter sa, til der igen bliver kriser. Forst nar Jorgen Jensen nar frem til bronzealderen med hovdingesamfundet, kommer han ind pa en udvikling af samfundstypen inden for en periode, idet hovdingedommet fremstilles som i starten vaerende naesten egalitaert for til slut at vaere meget staerkt stratificeret. Som arsag til den voksende stratificering angives voksende befolkningstaethed og voksende handel. Alligevel fastholdes systemets grundfunktionsmade som vaerende den samme gennem hele perioden, idet handelen ikke far lov til at sla igennem, da den monopoliseres af de overste lag. Hvad Jorgen Jensen ikke kommer ind pa, er det ikke helt uvigtige sporgsmal: Hvad gjorde et samfund modtageligt over for de nye teknologiske udviklinger? Hvilke strukturelle forudsaetninger er der, for at et jsegersamler samfund overhovedet begynder at dyrke jorden, nar arbejdstiden derved foroges? Det eneste svar, man kan finde, er, at der var overbefolkning og fodevarekrise. Hvor argumentationen ellers udfolder sig pa det samfundsmsessige plan, bevaeger den sig i de afgorende ojeblikke »ned« pa et personligt plan. Vi var sa heldige at fa agerbruget eller metalinstrumenter tilbudt, lige da vi stod ved graensen og var allermest

Pa den made fremstar det som om, vi selv har valgt disse fornyelser, dvs. at det ikke var dominansen sydfra, som vi fojede os under. I vor stolte fortid skabte vi selv vor historic Selv om vi var i den yderste periferi i forhold til de omrader, udviklingen foregik i, sa opnar Jorgen Jensen at fremstille udviklingen som autonom pga. sit teoretiske udgangspunkt, hvor han tager for givet, at den danske udvikling kan forstas i en teoretisk ramme, som forudsaetter, at systemets udviklingsbetingelser reproduceres af systemet selv. Hvis dette synspunkt blev opgivet, ville en dansk socialhistorie vaere umulig.

Det andet problem, der skal berores, er faktisk endnu mere alvorligt. I samtlige de tilfaelde, hvor man i antropologien har forsogt at forene et konkret historieforlob med en generel evolution, er man stodt pa det problem, at de enkelte samfund har indeholdt elementer, som i den generelle evolutionsteori tilhorer forskellige stadier. I kombinationen af en organismeteori, en generel evolutionsteori og en konkret historiefremstilling bliver Jorgen Jensen tvunget til at fremstille den danske forhistorie som enestaende, idet han ved at overfore den generelle evolution pa historien far de samfundsformer, som har eksisteret i forhistorien, til at fremsta som sa rene, at alle institutioner pa et bestemt udviklingsniveau passer sammen, dvs. befinder sig pa samme niveau. Havde det ikke vaeret sadan, ville Jorgen Jensen vaere Ivunget til at opgive sin organismeteori og til at opgive at overfore den generelle evolutions abstrakte succession af former til den konkrete historie i Danmark.

Af det foregaende fremgar det, at jeg ikke finder, at ny-evolutionismens generelle evolutionsbegreb er anvencleligtpa rekonstruktionen af historien.Jorgen Jensen har klart vaeret i det dilemma, at han enten har skullet overholde ny-evolutionismen til punkt

og prikke, dvs. har skullet fremstille historien som en specifik evolution, hvad der pa baggrund af dels materialetsomfang, dels den informationsmaengde,man kan hente ud af fundene fra fortiden, har vaeret umulig. Eller ogsa har han mattet bruge den abstraheredegenerelle evolution, som mere udsiger noget om kolonialismens transformationaf amerikanske, asiatiske og afrikanske samfund, end den udsiger noget om fortiden. Deter faktisk ogsa pa denne baggrund, at man skuffes over bogen. I de antropologiske evolutionskonstruktionerer der totalt abstraheretfra tid og rum, hvorfor man med spaending kaster sig over Jorgen Jensens bog for evt. her at finde en korrektion til den antropologiske ideologi,da arkaeologiens mulighed jo netoper at fremstille historien/evolutionenuden disse abstraktioner.

Pa trods af min kritik af forskellige teoretiske tiltag i Jorgen Jensens bog vil jeg afslutningsvis igen fremhaeve, at bogen bade er meget spaendende at laese, da den ikke blot giver en bred indsigt i det materiale, som arkaeologien har fremdraget fra de tidligste tider, men ogsa viser, hvorledes man kan hente stadig flere informationer ud af de gjorte fund ved at kombinere forskellige videnskaber. Ud over de egentlige materielle efterladenskaber har man nu bade en sikker fornemmelse af den klimatiske udvikling i hele den beskrevne periode og af den naturmaessige. Ved forskellige malinger kan man finde frem til hvornar, hvordan og hvor meget mennesket har interveneret i de naturlige forhold, ligesom disse erkendelser igen virker tilbage og oger mulighederne for at »fa tingene til at tale«. Endelig viser bogen klart, at pa trods af at udenforstaende kan have en fornemmelse af, at arkaeologerne efterhanden ma have gravet landet tyndt, sa er der stadig meget store huller, tidsmaessigt maessigtsavel som geografisk i tilvejebringelsen af arkaeologisk materiale.

Jorgen Jensens opgave har vaeret at forbinde en raekke sma oer af viden i et storre og ret ukendt ocean, og dette er lykkedes i overordentlig hoj grad, og endog pa en sa laeservenlig made, at bogen kan fange den, som kun har et folkeskole-kendskab til vor tidligste forhistorie. Samtidig har Jorgen Jensen taget et af de forste skridt til at udvikle arkasologien i samfundsvidenskabelig retning; for mig at se vil denne bog derfor nok fa sin hovedbetydning i, at det i det videre arbejde med en rekonstruktion af forhistorien ud fra samfundsvidenskabelige teoretiske udgangspunkter bliver denne bog, man kommer til at tage udgangspunkt i og forholde sig til. At starte en sa vigtig debater ofte vigtigere end at have sagt det rigtige, uden at nogen har opdaget det.