Asger Nyholm: Slesvigske gejstlige slesvig-holstenismen indtil 1850 (Skrifter, udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 51). Åbenrå 1980. 532 sider.

Asger Nyholms seneste vaegtige bidrag til Sonderjyllands kirkehistorie indeholder forst og fremmest en omhyggelig underbygget, detaljeret redegorelse for den skelsaettende konflikt, som 1849-50 fandt sted mellem gejstligheden i Slesvig stift, for hvilken det af den tyske »centralmagt« indsatte slesvigholstenske statholderskab var den eneste lovlige ovrighed, og de af den danske regering anerkendte myndigheder for Slesvig. Konfliktens voldsomhed (man taler ofte om »praestekrigen«) fremgar af, at myndighederne afskedigede henimod halvdelen af de godt 200 gejstlige i Slesvig stift, og at der var 7 gejstlige blandt de 33 personer, som i 1851 udelukkedes fra amnestien. Det lykkes Nyholm at traenge dybere ind i begivenhedsforlobet, end nogen for ham har gjort, og navnlig det detektivarbejde, han har udfort for at klarlaegge beslutningsprocesserne i bestyrelseskommissionen, er beundringsvaerdigt. Det bor dog nok tilfojes, at den meget detaljerede gennemgang af stoffet helt ned pa individplan ikke gor laesningen let.

Nyholms hovedinteresse gaelder imidlertid ikke denne konflikt, men de arsager, der fik storstedelen af gejstligheden i Slesvig stift til under trearskrigen at tage parti for slesvigholstenismen og tilmed at fole denne tilslutning som en pligt over for Gud. Problemet virker som et paradoks, fordi den overvejende del af przesterne var tilhaengere af en nyortodoks, hojkirkelig retning, hvis idealer pa vaesentlige punkter var uforenelige med de politiske principper, man finder hos de slesvigholstenske

Den nyortodokse bevaegelse i Hertugdommerne havde sit udspring i det efternapoleoniske Tyskland og ma opfattes som en del af den reaktionaere bolge, der i artierne efter 1815 bredte sig over hele Europa. Den afskyede rationalismen og liberalismen, ville bevare enevaelden og onskede en skole, der var kirkens tjenerinde. Den advarede praesterne mod at beskaeftige sig med politik. Efter alt at domme praegedes den slesvigske gejstlighed endnu i begyndelsen af 1848 af disse synspunkter. Sikre vidnesbyrd om slesvigholstensk aktivitet fra gejstlig side for 1848 er kun de 3 praester, der var medlemmer af den slesvigske staenderforsamling. Deter derfor ikke masrkeligt, at et flertal af praesterne afgav usikre og uklare svar pa de sporgsmal, som en dansk undersogelseskommission i april 1848 stillede dem vedrorende deres holdning til den provisoriske regering. Nyholm taler derfor med rette om »den tavse gejstlighed« i Slesvig.

Kun godt et ars tid senere havde de slesvigske prasster ganske skiftet mening,hvad deres forhold til politik angik,og optradte som offervillige, ja fanatiske,talsmaend for den slesvig-holstenskesag. De gik nu ind for en fri forfatning, tilskyndede de vaernepligtigetil at kaempe mod danskerne og ville kun, hvis noden tvang dem til det, rettesig efter de kongelige myndigheders befalinger. Dette holdningsskifte blev forstaeligt nok modt med afsky hos gejstligheden i Preussen, hvor man ikkelod sig rokke fra nyortodoksiens konservative synspunkter. Den preussiskegejstligheds

siskegejstlighedskendteste talsmand, E. W. Hengstenberg, angreb derfor i 1850 pa det voldsomste de slesvigholstenskepraester for at have allieret sig med en gudlos, revolutionaer bevaegelse.

Hvert af de slesvigske praesters politiske skridt blev imidlertid motiveret med teologisk og kristeligt-moralske argumenter, og nyortodoksiens lasre blev formelt ikke forladt. Alligevel virkede det frastodende pa mange, at bibelfortolkning, bon og samvittighedskvaler alt for let blev brugt som professionelle praesteredskaber i den slesvigholstenske politiks tjeneste. Grev Eulenburg, den preussiske repraesentant i bestyrelseskommissionen, skrev til de protesterende praesters forstemand, provst Nielsen i Slesvig, at nar man begyndte med at sla det resultat fast, som man onskede at komme til, sa skete det ofte, at man anforte bibelsteder i forbindelse med de storste skaendelsgerninger. I modsaetning til praesterne slog han fast, at sporgsmalet om Slesvigs statsretslige stilling eller det om Hertugdommernes ret intet havde med religion og kristendom at gore.

Provst Nielsen, der var blevet superintendent for de tysktalende menigheder, lod sig imidlertid ikke pavirke af Eulenburgs argumentation, og Nyholm har sikkert ret i, at det skyldes Nielsens og hans meningsfaellers energi og übojelighed, at flertallet af praesterne, som endnu i april 1848 havde staet radvilde over for den provisoriske regering, i 1849-50 forenede sig til en religiost begrundet modstand mod bestyrelseskommissionen og derved i betydelig grad styrkede den slesvig-holstenske

Nyholm forestiller sig, at Nielsens inspirationskilde var teologen Schleiermachers religiost-nationale forkyndelse under den tyske kamp mod Napoleon. Han antager endvidere, at Nielsen i overensstemmelse med Schleiermachers idealer opstillede 3 grundsaetninger, der viste sig at vinde hurtig genklang i den slesvigske gejstlighed: 1) der skal oprettes en tysk protestantisk nationalkirke, 2) den slesvig-holstenske landskirke skal indga i denne nationalkirke, 3) Hertugdommernes gejstlighed ma vende ryggen til den rationalistisk inficerede danske kirke.

Deter iojnefaldende, at disse saetninger er en kirkelig udgave af den verdslige slesvig-holstenisme, og der er ingen grund til at betone Schleiermachers eventuelle rolle for deres opstilling, nar de alle kan ses at vaere udgaet fra den radikale slesvig-holstenisme. Den tysknationale and, der findes i Nielsens kirkelige idealer, er et genskaer af den stortyske agitation, der fra 1840 med stormskridt bredte sig ud over hele Tyskland. Der er ikke brug for en teologisk argumentation, nar sandsynligheden taler for, at det var den revolutionaere and i 1848, der fik praesterne til at glemme, at de havde aflagt troskabsed til den enevaeldige danske konge, og som bevirkede, at de gik ind for Slesvigs forening med Tyskland og forvandlede dem til tilhaengere af liberalisme og folkesuveraenitet.

Hvis det af Asger Nyholm rejste vaesentlige sporgsmal om den slesvigske gejstligheds indstilling til religion og slesvig-holstensk politik skal finde et tilfredsstillende svar, kan forskningen ikke holde sig inden for kirkens og teologiens egne rammer. Vel bor Hertugdommernes kirkehistorie i det 19. arhundrede studeres med langt storre intensitet, end det hidtil er sket, men det afgorende ma vaere, at man arbejder ud fra den forudsaetning, at kirkens historie kun kan forstas, hvis man ser den i forbindelse med det ovrige samfunds

I det foreliggende vaerk har Asger
Nyholm imidlertid sat sig et mere begraensetmal.

graensetmal.Han har villet vise, hvorledesden nyortodokse gejstlighed, der kun ville lade sig lede af teologiske argumenter,uundgaeligt matte komme i konflikt med en verdslig magt, der ikkekunne indromme praesteskabet forstepladseni det politiske liv, og hvorledesdet trods al offervilje matte bukke under i konflikten, fordi det brugte teologien til at tilslore virkeligheden. Inden for de rammer, som Nyholm selv har opstillet, har han med sit vaerk ydet et bidrag til den nationale konfliktshistorie i Sonderjylland, som vil blive staende.