Erik Helmer Pedersen: Landbrugsrådet som erhvervspolitisk toporgan. 1919-33. Studier i de danske landbrugsorganisationers historie (Landbohistoriske skrifter 6, Landbohistorisk Selskab, 1979). 667 s. 165 kr.

Isaer ud fra erfaringerne under 1. verdenskrig oprettedes i 1919 Landbrugsradet som en slutsten pa det landbrugsorganisatoriske bygningsvaerk, der har rodder tilbage til landhusholdningsselskaberne fra o. 1800 og som senere blev udbygget med de landokonomiske landboforeninger samt med den efterhanden vidtforgrenede andelsbevaegelse, der fandt et faelles forum i Andelsudvalget. Dette nye toporgans virksomhed somhedi arene frem til 1933 er emnet for Erik Helmer Pedersens omfattende undersogelse, der har indbragt forfatteren den filosofiske doktorgrad.

I sin gennemgang har forfatteren valgt at strukturere afhandlingen efter Landbrugsradets formalsparagraf i 1919, hvorefter radet skulle: 1) fremme landbrugsorganisationernes samarbejde, 2) varetage relationerne til de politiske myndigheder, 3) repraesentere landbruget over for udlandet, 4) repraesentere landbruget over for de ovrige erhverv samt 5) bekaempe samfundsskadelige ring- og trustdannelser. Denne opdeling, der jo er en af flere muligheder, er prospektiv, men forudsaetter unaegtelig at formalsparagraffen var et daekkende udtryk for radets faktiske virksomhed (herom mere nedenfor). Dernaest inddeles afhandlingen kronologisk i 3 faser: en oplaeringsperiode frem til 1925, en egentlig virksomhedsperiode 1925-29, og en konfrontationsperiode, der slutter i sommeren 1933. Denne inddeling er retrospektiv og bestemt af det ydre begivenhedsforlob. I 1925 gennemlob landbruget saledes en krise, der kulminerede med Andelsbankens sammenbrud, mens forplantningen af Wall Street krakket i 1929 varslede om en langt mere omfattende og dybtgaende samfundskrise, der vel netop forst blev erkendt flere ar efter sin fremkomst.

Med disse delinger som dispositionsgrundlaggiver Erik Helmer Pedersen en meget grundig, ja til tider omstaendelig,redegorelse for de mange situationer,Landbrugsradet matte forholde sig til, enten ved at agere eller undlade samme. I forholdet mellem landbrugsorganisationerneer det karakteristisk for perioden frem til sommeren 1932, at radet i overvejende grad repraesenterededet middelstore, husdyrproducerendegardmandsbrug, retien raekke stoute gardejere pa omkringde

kringde60 ar, altsa folk, der i vid udstraekninghavde gjort turen med gennemden glansperiode, dansk landbrug havde oplevet siden arhundredskiftet, hvor produktion og priser havde vist uafbrudt fremgang, godt hjulpet af konjunkturerne, men ogsa af den vidtforgrenede andelsorganisation, ikkemindst i producentleddene. Af klarepartipolitiske grunde deltog husmandsforeningerneikke i radets arbejde,hvilket pa den ene side betod, at dansk landbrug i 20'erne havde i hvert fald 2 adresser, men som omvendt gjorde det muligt for Landbrugsradet at tone »rent flag« i en raekke sporgsmali forhold til Christiansborgpolitikken.Omvendt sad Det kgl. Landhusholdningsselskab,der i vid udstraekningtegnede det kornproducerende storlandbrug, i Landbrugsradet, dog uden pa noget vaesentligt punkt at have pavirket dets kurs. Deter vel symbolsk,at selskabets deltagelse ingik i den mandatfordelingsleg, der fandt sted i forbindelse med husmandsforeningernesindtraeden i sommeren 1932, som sluttede med dets udtraeden af radetved udgangen af 1933. Derimod onskede det etablerede landbrug pa intettidspunkt at fraternisere med de protestbevaegelser, der til tider opstod pa den erhvervspolitiske arena, nemlig Dansk Landmandsforening, der opstodunder 1. verdenskrig, og som i begyndelsenaf 20'erne blev til Landmandspartiet,og Landbrugernes Sammenslutning(L. S.), der opstod omkring1930.

Blandt de deltagende organisationer kunne der bag den ydre facade af enighed vaere endog store spaendinger, hvilket ikke blot skyldtes divergenser mellem de landokonomiske producentorganisationer og de merkantilt praegede andelsselskaber, men ogsa stridigheder disse imellem. Netop mejeriforeningernes problemer med likvidationen af eksportselskabet M^LKO i 1925 afdaekkede noget fundamentalt i landbrugets organisationsstruktur, nemlig at et magtfuldt Landbrugsrad forudsatte - og stadig forudsaetter - et enigt landbrug!

I forholdet til statsmagten, hvilket bade var de politiske partier i almindelighed og partiet Venstre i saerdeleshed, men ogsa til de enkelte ministerier, og her isaer det nyoprettede erhvervsdirektorat under landbrugsministeriet, tegner forfatteren et billede af et rad, der, efter at det liberalistiske kamprab om »frit spil for krasfterne« (med klar adresse til Zahle-regeringens reguleringspolitik) var gjaldet hen efter de politiske donninger i 1919-20, forte en ret tilbagetrukket tilvaerelse. Dette skyldtes ikke mindst, at radets forste praesident, Th. Madsen-Mygdal, gik over som landbrugsminister i regeringen Neergaard (1920-24) og med sig forte den kraft, der maske kunne have givet Landbrugsradet en staerkere profil. Dette blev nu overladt til P. P. Pinstrup, der ikke havde forgaengerens format. Dette fik sa meget mere betydning, som radets sekretariat og budget i begyndelsen af 20'erne var af minimalt

Ogsa hvad angar forholdet til udlandet, gik Landbrugsradet ind for en genoptagelse af frihandelsprincippet, som man kendte det for verdenskrigen. Atter her opstod der dog lejlighedsvis uoverensstemmelser mellem producenternes onsker om en fortjeneste her og nu i modsaetning til andelsselskabernes behov for mere varige handelsforbindelser.

I sit forhold til byerhvervene var radets»generelle mangel pa erhvervspolitisktaenkning endnu mere udtalt« (s. 267). Omend man i sporgsmal angaendeforholdet mellem husbond og tyendestod pa et udpraeget arbejdsgiverstandpunkt,holdt radet i andre sammenhaenge,isaer

menhaenge,isaerved konflikterne i
1920 og 1925, en ret lav profil for ikke
at forskertse eksportmulighederne.

Afsnittet om kampen mod samfundsskadelige ring- og trustdannelser er afhandlingens mindste, hvilket har sin forklaring i, at punktet ikke spillede nogen naevnevaerdig rolle i Landbrugsradets bevidsthed. Med kendskab til omstaendighederne bag netop dette punkts medtagelse i radets formalsparagraf kan dette ikke undre. Punktet var - og forblev - en ideologisk betinget cadeau til andelsbevaegelsen.

I afhandlingen pavises det som naevnt, at landbrugsliberalismen efter 1919 var vendt tilbage og nu skulle omsaettes til praktisk politik for den enkelte landmand, der skulle kunne producere mest muligt til den hojst opnaelige pris, og det i et samfund, der ikke palagde landbruget »unodvendige« udgifter i form af stotte til byerhvervene eller sociale forbedringer, men som tvaertimod anerkendte erhvervets forende stilling, ogsa eksportmaessigt. Da det atter var blevet hverdag og tingene mere komplicerede end som sa, burde landbrugets ledende maend efter Helmer Pedersens mening have indset, at en samfundsmaessig aendring henimod vor tids industrisamfund var uundgaelig, og at erhvervet derfor hen ad vejen burde have taget sin selvforstaelse op til revision.

I afhandlingens 2. hovedafsnit med titlen: »Myten om fri landbrugsforetagervirksomhed spaerrer vejen for en realistisk situationsvurdering 1925-29« soges denne tese dokumenteret. Det gaelder bade indadtil, hvor landbruget viste sig temmelig uvillig til at foretage navnlig obligatoriske foranstaltninger til hojnelse af den animalske produktions standard, og i forholdet til udlandet, navnlig Tyskland, hvor Landbrugsradet med hensyn til kvaegeksporten »totalt fejlbedomte magtstrukturer og styrkeforhold i tysk indenrigspolitik«, og hvor en fremstrakt hand fra dansk side maske kunne have »taget brodden af et taknemmeligt agitationselement« (s. 441). Resultatet blev i stedet en styrkelse af »Den gronne Front«s krav om toldpolitiske foranstaltninger for at beskytte tysk landbrug mod übillig konkurrence fra bl.a. det langt mere effektive danske! Deter givet, at denne »fuld-kraft-frem« politik, der ogsa fandt anvendelse pa det hollandske og belgiske marked, ikke var saerlig hensigtsmaessig under den Internationale krise, der var under opsejling, men om den - som forfatteren haevder (ss. 42 og 652) - begraensede Landbrugsradets manovremuligheder over for den situation, der opstod som en konsekvens af den store verdenskrise i begyndelsen af 1930'erne, er dog temmelig diskutabelt.

Ser man pa landbrugseksportens fordeling omkring 1930, fremgar det af statistikken, at eksporten af flaesk/svin og smor alene tegnede sig for 80% af den samlede landbrugseksport, og at den overvejende gik til det engelske marked, hvorimod eksporten af kod/kvaeg,der i vid udstraekning gik til det tyske marked, svingede mellem 5 og 7%. Deter pa denne baggrund, radets politik ma vurderes, og det forklarer da ogsa, at selv den kommende topfigurinden for dansk landbrug, H. Hauch, som Helmer Pedersen i ovrigt synes at vurdere mere positivt end de gamle hovdinge, Madsen-Mygdal og isaer Pinstrup, endnu i begyndelsen af 1932 »med haender og fodder« (s. 591) ville modsaette sig statslige reguleringsforanstaltninger,sa laenge forholdet mod vest var uafklaret. Afgorende for landbrugets stilling blev Ottawakonferencen,der fandt sted i juli-august 1932, og hvis resultat blev toldafgifter pa smor, aeg og ost samt for bacons

vedkommende en kontingenteringsordning,som ved senere forhandlinger blev fastsat til 62% af importen fra ikke-britiskelande. Ingen i samtiden var i tvivl om baggrunden for og styrkeforholdetved disse forhandlinger, hvor den danske forhandlingsdelegations hovedopgave var at forsoge at beholde skindet pa naesen og eventuelt at opsamlenogle smuler fra det efterladte, store forhandlingsbord, og hvor prisen i ovrigt var en raekke indrommelser med hensyn til indkob af visse engelske varer (bl.a. 80% af det danske kulforbrug)samt toldlettelser for andre. End ikke ved devalueringen af den danske kronekurs i forhold til det britiske pund vovede Danmark at ga laengere, end hensynet til handelsrelationerne inden for det britiske statssamfund betingede.

Nogenlunde samtidig med Ottawakonferencen forhandlede repraesentanter for dansk landbrug med Tyskland om en smorkontingenteringsaftale. Imidlertid berorte disse forhandlinger bade tyske, hollandske, finske og danske interesser, og i omtalen heraf er der intet, der underbygger den opfattelse, at Landbrugsradets repraesentanter (som folge af deres tidligere sa dogmatiske politik) skulle have vaeret specielt darligt stillet ved disse forhandlinger, hvis resultat i ovrigt blev betegnet som tilfredsstillende (s. 597). Hvad angar problemerne omkring kod- og kvaegeksporten synes mundog klovsygen at have spillet en nok sa stor rolle som de reducerede eksportmuligheder. I ovrigt synes den forvaerring, der skete pa det tyske marked, at vaere styret af helt andre kraefter, ikke mindst efter Hitlers magtovertagelse 30. januar 1933, hvor det blev klart, at Tyskland ville aendre hele grundlaget for sin landbrugspolitik.

I hvilken grad Landbrugsradets politik i 1920'erne kom til at pavirke udviklingen, viklingen,d.v.s. forhandlingsresultaterne, i 30'erne, leverer afhandlingen i virkeligheden ikke noget belaeg for. Her kraeves nemlig den undersogelse gennemfort, som forfatteren selv anforer som en kommende forskningsopgave: det integrerede samarbejdssystems hverdagsfunktion 1933-39!

Som grundlag for sin afhandling har Erik Helmer Pedersen ladet sig inspirereaf en politologisk problemstilling om interesseorganisationers virksomhedi et politisk system. I den politologiskelitteratur opereres med en pressionsgruppeopfattelse,hvorefter en interesseorganisationgennem soger at opna den maksimale indflydelsepa den politiske beslutningsproces til fordel for medlemmernes interesser, og en korporatismeopfattelse, hvorefterinteresseorganisationen sig med det politiske system og altsa patager sig et vist medansvar. De 2 teorierligger efter forfatterens opfattelse i forlaengelse af hinanden, som den historiskeudvikling, og med disse som udgangspunkt har han villet give en organisationshistoriskstudie over Landbrugsradetserhvervspolitiske frem til 1933. Helmer Pedersen haevder,at radet ved sin oprettelse i 1919 stod over for valget »mellem en landbrugsliberalistiskkurs, hvorefter producenternefrit og uhindret skulle have adgang til at tilrettelaegge virksomhedenudfra privatokonomiske betragtninger,og en landbrugsinterventionistisk,som tildelte landbrugets organisationeren udstrakt bemyndigelse til i samarbejde med det politiske system at fastsaette de rammer, inden for hvilkeproduktion og afsaetning kunne ske« (s. 30). Deter anmelderens opfattelse, at denne teoretiske indfaldvinkel til stoffet har lokket forfatteren laengere ud, end materialet kan baere. Ifolge teorierneskulle Landbrugsradets erhvervspolitiskeaktivitet udvikle sig

gradvis hen imod den integration, som blev en realitet i 1930'erne, og radets faktiske adfaerd i 20'erne, hvor netop uafhaengighed af statsmagten under devisenom »kraefternes frie spil« var landbrugets adelsmaerke, vurderes derfornegativt, hvilket ikke forekommer rimeligt, intentionerne, radets sammensaetningog ikke mindst medlemmernesreferenceramme taget i betragtning.

Er det saledes ikke lykkedes at skabe en overbevisende argumentation og bevisforelse for afhandlingens tese, rna det dog understreges, at denned publiceringen af dette omfattende materiale er bragt megen og solid viden om landbrugets erhvervspolitiske forhold, herunder ikke mindst forholdet inden for og mellem organisationerne, i perioden 1919-33 for dagen, og bogen vil derfor utvivlsomt komme til at sta som en af de grundpiller, som den fremtidige forskning vil kunne bygge videre pa, og som de bredere anlagte fremstillinger nok vil lade sig inspirere af. Det sidste er sa meget mere onskeligt, som afhandlingen i sin fremstilling ikke alle steder er lige let tilgaengelig. Som laeser haemmes man undertiden af forfatterens trang til omsiggribende saetningskonstruktioner, der ikke altid virker fremmende for forstaelsen. Endvidere ville nogle afsnit nok have vundet i laeselighed ved en vis stramning af teksten. Disse forhold gor sammen med typografien og bogens omfang afhandlingen noget tung at laese, og interesserede ikke-faghistorikere vil maske ogsa af denne grund beklage, at det afsluttende kapitel kun findes pa engelsk. En dansk konklusion havde vaeret en rimelig, men maske fordyrende service.