Ole Stender-Petersen: »Kjøbenhavnsposten« - organ for »det extreme Democrati<< 1827-1848. (Odense Universitetsforlag, 1978). 135 sider.

Avismonografien har som genre sin styrke og sin svaghed: Styrke i det konkrete, svaghed i vanskeligheden med at forbinde avisens egen institutionshistorie med den almene tidshistorie. Denne bog er ingen undtagelse. Fremstillingen af et enkelt blads historie, i dette tilfaelde »Kjobenhavnsposten« 1827-1848, tvinger til fremlaeggelse af et stykke konkret virksomhedshistorie og et bestemt opinionsforlob, som det er vigtigt at fa klarlagt. Men svagheden er, at det bliver svaert at traekke forbindelsen fra alle detaljerne til periodens generelle historie. Fremstillingen kommer derved i flere passager mest af alt til at forme sig som en art pressehistoriske fodnoter til en snes bevaegede ar i Danmarkshistorien. Dette er bestemt ikke uinteressant, men bringer i sin form fremstillingen taettere pa en kommenterende tidsskriftsartikel end pa en bog. Alligevel er udgivelsen nyttig nok. Vi har ikke for mange pressehistoriske monografier. Og for den pressehistorisk interesserede kan bogen vaere den forste anledning til at stifte bekendtskab med »Kjobenhavnsposten«, som forfatteren til en vis grad og ikke mere urette onsker opfattet som en dansk parallel til »Neue Rheinische Zeitung«, Marx' og Engels' beromte

Stender-Petersen behandler grundigtavisens

digtavisensinterne og eksterne problemer,derunder forholdet til det tekniskepersonale. Ikke mindst i disse afsnitbelaeres vi nyttigt om, at der intet nyt er under solen. Konflikter inden for de grafiske fag moder vi allerede i 1830rne og 1840rne. I 1837 sendte typograferneet bonskrift til kongen i forbindelsemed folgerne af indforelse af ny teknik (»hurtigpresserne«), som de fandt skadelig, og typografstrejken 1848-49 skildres som den forste organiseredestrejke til gennemforelse af krav i dansk arbejderbevaegelses historicOgsa redaktionens problemer og polemiske fejder folges ar for ar, bl.a. dens angreb pa B. S. Ingemann i anledningaf dennes udfald mod radikale tyske digtere og dens angreb pa »Faedrelandet«og »Dannevirke« 1842 og 1845 i forbindelse med debat omkring »det nationale«. Mest spaendende og mest perspektivrigt er fremstillingen af avisens vanskeligheder forarsaget af censur, begraenset postforsendelse og pressedomme.

Fremstillingen kunne utvivlsomt i formen mange steder vaere blevet mere spaendende, om forfatteren ikke helt sa pertentligt havde holdt sig til kronologien, men ladet tematiseringen traede klarere frem. Pa den anden side sikrer gennemgangen af »Kjobenhavnsposten«, argang for argang, naturligvis en kronologisk praecis fremlaeggelse af de ideer, avisen repraesenterede, og de politiske holdninger, den indtog. Forfatteren laegger rimeligt nok hovedvaegten pa bladets kamp mod enevaeldens myndigheder og opposition til den nationalliberale bevaegelse, dens stasted i arbejdskonflikter og tilnaermelsen til og udformningen af et socialistisk standpunkt. Som taleror for et socialt betonet demokrati pa et tidspunkt, hvor der endnu ikke fandtes nogen egentlig arbejderbevaegelse, og som formidler af udlandets socialrevolutionaere naerestromninger har avisen indtaget en saerlig rolle, som betinger denne ide- og pressehistoriske redegorelses relevans ogsa uden for kredsen af de her til lands fatallige dyrkere af pressehistorien.