Leo Tandrup: Ravn I-II. Kristian Erslev. Menneske. Historieforsker. Historieskriver. (Gyldendal, 1980).

»Sa vist som historikerens eget sjaeleliv er grundlaget for alt, hvad han opfatter af fortiden, sa vist afhaenger det af dettesjaelelivs omfang og dybde, hvor vidt han karma«.n_na«. Kun fantasien gor det i sig selv dode »kildemateriale« levende, kun i »sammenspil med omgivelserne« fatter man hvordan en personlighed bliver til, og »de historiske genier« - ogsa geniale historikere - bunder dybt i deres eget folks fortid og nutid; de er altid born af deres tid og fornemmer »den hemmelighedsfulde forbindelse mellem fortid og nutid, og deter det, der gor dem til banebrydere og fornyereaf historien«. Disse Erslev-citater, sa typiske for det 19. arhundrede, genopliveti situationen efter 1968, er dr. Tandrups udgangspunkt for de to bind der pa naesten 700 sider skildrer den nyere tids mest banebrydende historiker,Kristian Erslev (1852-1930). Bogerneer smukt udstyret, noterne er forbilledlige, Anette Kruses vignetter yndefulde, billeder og ikke mindst billedteksterer ypperlige, sproget er levende,smidigt og afslappet; kapiteloverskrifternevil nogle finde krukkede,men der er god mening i dem, og den stadige vekslen mellem »Kristian«

og »Erslev« spiller bade pa Goldschmidtsto ravne (den lyse og den morke, historieskriveren og kildekritikeren)og pa forfatterens forhold til sit emne: saglig vurdering af et stykke historiskarbejde og kritisk-sympatisk medleven i et menneskes sejre og nederlag.Havde Ibsen ret i at det at digte er en kamp mod daemoner (trolde) i hjernens og hjertets hvaelv, d.v.s. at holde dom over sig selv, sa gaelder det ikke mindre den historiker der formar at engagere sig i sin egen fortid og dens »hemmelighedsfulde« forbindelse med nutiden.

Den indtraengende analyse af Erslevs vaerk (og vaerker) udfoldes i en bred fremstilling af hans »sammenspil med omgivelserne«, den politiske, sociale og kulturelle udvikling i det 19. arhundrede, ledsaget af mange strejflys over saerlige problemer, hvoraf det skiftende syn pa arbejde og familieliv nok er de interessanteste.

I snaevrere forstand er baggrunden mandens private liv, venskaberne, de to aegteskaber, pavirkning fra skolens og universitetets laerere (C. Paludan- Miiller), det brydsomme forhold til andre historikere (fortraeffelige portraetter af Fridericia, Rubin og Steenstrup). Alt dette er inddraget i tilblivelsen af Erslevs videnskabelige arbejde og udadvendte virke. Det energisk fastholdte sammenspil mellem manden og tiden bevirker at bogen foruden at vaere en indfolende biografi ogsa bliver et intenst historisk tidsbillede.

Eftertiden sa i Erslev den übonhorlige kildekritiker, der ofte tradte landsmaend over taeerne ved at gennemhulle yndlingsdogmer fra nationalliberalismens romantiske kultursyntese og isaer dens sarbare forhold til alt tysk - som da han paviste det berettigede i augustenborgernes arvekrav eller at legenden havde spundet sit net om dragonen Niels Kjeldsens heltedod pa Kolding landevej i 1864. I eftermaelet formedes den »myte« Erslev selv havde skabt: »tor, klar, saglig, ensidig forstandsdomineret, fantasilos og lidet andfuld«. Disciplene broderede videre pa myten - bogen er et hvast opgor med et helt historikerkuld - men Erslev var mere end som sa. Der var ogsa en anden side, og bogen er en redegorelse for det dilemma han derfor kom ud i og som endte med, at han 1912 gav op som historiker, blev direktor for Carlsbergfondet og siden rigsarkivar (han var ogsa en stor praktisk dygtighed og en mesterlig administrator). Deter en bog om en stor historikers krise, da han ikke mere turde regne med et sikkert stasted i sin egen videnskabs videnskabelighed.

Erslev kom fra en bonde- og degneslaegt; faderen sled sig opad i samfundet, som det dengang var muligt nar man tilhorte et samfundslag denned voksende liberalisme og kapitalisme fik mulighed for at realisere miljoets opdrift. Den unge Erslev var udpraeget karrierejaeger og vilde vinde ry, ogsa for - med en brandesiansk missionaer glod - at bruge berommelsen til at ove indflydelse i en moralsk opdragelse og almen udvikling af det folk, han selv kun havde et platonisk forhold til (derfor gik det ikke da han vilde optraede i politik, pa det radikale venstres linie), men »folket« - dette romantiske begreb der for mange kulturradikale nogenlunde svarede til hvad »Gud« var for idealistiske forgaengere - viste sig traegt og übevsegeligt, ikke vaerd at spilde paedagogisk historieskrivning pa. Ogsa det var en grund til at forsage som historiker.

Den begavede yndlings kritiske sans - sa afgorende for hans sociale ambition - vagnede tidligt under den dominerendefaders indflydelse; den udvikledesi skolen (hvor de historiske studierbegyndte med numismatikken),

og end mere under Brandes' kateder hvor hans livssyn mere vaktes end skabtes. Han blev naturligvis ateist og positivist, kunde nok siden kritisk og positivt vurdere religionen som samfundsfaktor,men aldrig fatte kristendommensom et eksistentielt anliggende.Han var vis pa at det historiske arbejdehan engagerede sig i, drevet efternaturvidenskabelig metode - d.v.s. darwinistisk udviklingslaere - kunde na til objektiv sikkerhed ved neutral iagttagelseog vaerdifri taenkning.

Alligevel var historikerens eget sjaeleliv grundlaget for at forsta fortiden, og resultaterne beroede pa dette sjaelelivs dybde og bredde, men det stod ikke til debat at der var en rationel harmoni mellem det i kilderne objektivt givne og det subjektivt oplevede (ganske som samtidens teologi pa sin vis mente); det skulde dog ikke betyde forsommelse af folelsen eller frakobling af fantasien, og dette moment styrkedes gennem kunsthistorikeren, Julius Lange, der ogsa var ateist, men aben for at kunstnerisk erkendelse var andet og mere end naturvidenskab, og som endog kunde optage religiose vaerdier i sit helhedssyn. Vel var den unge Erslev »forstandsdomineret« af positivismens naturalistiske verifikationskrav, men ogsa tilgaengelig for folelsesoplevelser og udstyret med frodig fantasi; det sas i forholdet til hans forste kone, og det brod igennem i hans vaekkelsesprasgede begejstring for Italiens natur og kunst, isaer i en »naesten« religios dyrkelse af renaessancens livsglaede.

Med samme entusiasme tilegnede han sig i Berlin den nu helt udfoldede tyske historicismes kildekritik - i den sammenhaeng far vi en glimrende skildring af dens forende maend. Han blev frigjort i sit forhold til det tyske og tog sit parti: folelsessiden blev fortraengt, bl.a. ved det karrierestraeb der 1883 gjorde ham til professor i historie, og da positionen var vundet indbankede han gennem mange ar den kildekritiske metode i de studerende, ved sine boger og vel mest gennem sine ovelser; med paedagogisk talent udfoldede han den beromte »historiske teknik« - min egen teologiske generation maerkede reflekserne i professor J. Oskar Andersens undervisning; i meninger stod han Erslev fjernt, men metoden var den samme. Den bed sig fast i disciplene - den sidder der endnu - og hans ry voksede efterhanden som han udhulede nationalliberalismens romantiske tradition, bl.a. ved at vende op og ned i synet pa middelalderen - dog uden helt at ville bryde med den.

Thi heist vilde han forene realisme og idealisme; kildekritikken var, ogsa i de ungear, altid kun vejen, aldrig malet. Selv modte han kritik fra fagfaeller, og for at vise at han ikke led af udtorrende ensidighed gik han, da de kritiske sejre var vundet, over til store historiske fremstillinger. Men her var talentet ikke det samme, den sproglige faerdighed kom kun ved arelangt slid, og ogsa her spiller private forhold ind: uden den tragiske dimension drives der ingen engageret historisk virksomhed, men det perspektiv kom med det i mange ar uforloste forhold til den unge historiker (som langt senere blev hans anden kone), Anna v.d. Hude, der havde en hojst forunderlig fortid, var lige sa stiv i kildekritikken som han og bistod ham med det store publikationsarbejde. Hun blev siden spiritist, var en saerdeles selvstaendig religios personlighed som han, ateisten, loyalt stottede i at udgive spiritistiske vaerker; hun ma have vaeret en maerkvasrdig udfordring for en »forstandskold« rationalist! Disse kapitler er spaendende »som en roman«.

Fra 1890erne var positivismen pa returi
andslivet; selv Brandes korte traet

og kastede sig i Nietzsches spor over heltedyrkelsen. Idealismen kom atter til live, og nu skulde folket belaeres. Derfor fandt Erslev med andre historikere(af meget uens observans) sammenom Danmarks Riges Historie, som han selv supplerede med mange nye bidrag, gjort med betydelig fortaellekunstog med vaegt lagt pa de »indre« linier, ikke som for mere ensidigt pa det social-okonomiske.

»Du fatter kun den and, du ligner« havde Erslev laert af Nietzche! Og det skal nok vaere rigtigt at hans bedste portraetter er »selvbiografiske«: det gaelder den tidlige skildring af Machiavelli som gennembrudsmand a la Brandes, det plastiske billede af Erik af Pommern og isaer det levende portraet af Luther (det vilde man ikke have ventet!) i bogen om det 16. arhundrede, som venner og kritikere fandt alt for kirkehistorisk. Men jeg kan ikke vaere enig i at Erslev ved at skelne mellem den unge og den aeldre Luther er »original«. Den skelnen er opfundet allerede pa reformationstiden, overtaget af pietismen og rendyrket i den med Erslev samtidige liberale teologi, f.eks. i V. Ammundsens Luther-bog fra 1907 og i det hele i meget af den nyere Luther-renaissance.

Men Erslev vakte ikke almindeligt bifald som historieskriver; nu var myten skabt, og han skuffede venner og elever ved ikke selv at leve op til den. Det skuffede sa atter ham, og det var en af grundene til at han gav op som historiker. Men mere betod det nok at det positivistisk-darwinistiske livssyn (en af de masker der aeder sig indad og bliver en del af en selv) ikke holdt stik. For i tiden lige for ragnarok (altsa 1914) blev Europas intellektuelle elite klar over, at den rationelle og optimistiske harmoni var bristet; udvikling var ikke blot fremgang, men kunde ogsa fore til kaos. Den industrielle revolution lutionoploste samfundene og gjorde folk rodlose; det politiske spil (oprustningerne) skabte angst, samfundene polariseredes, naturvidenskabernes stabilitet var alt andet end stabil (ogsa her spillede den subjektive relativisme ind), sjaelelivet og dermed dets adaekvate billede af fortiden oplostes, og i Freuds spor sa man at mennesket ikke var et rationelt vaesen, men i sine lidenskabers void. Og den darwinske udvaelgelsesteori (survival of the fittest) forte lige ind i vaerdinihilismen: godt og ondt var ikke underlagt den ufejlbare samvittigheds afgorelse, men et sporgsmal om hensigtsmaessighed; ret og moral blev helt flydende begreber.

De mange oplosningstendenser (og sa Fridericias dod i 1912!) gjorde Erslev traet. Endnu i 1911 sogte han at give den lyse og den morke ravn hver sit: kildeforskning var »ren« videnskab, historieskrivning en subjektiv fremstilling i slaegt med den kunstneriske. Det var for sa vidt ingen ny tanke hos ham og nu skulde skellet bruges til at dele sol og vind lige mellem forstand og folelse/fantasi. Men han kunde ikke slippe af med sin egen maske og ikke finde en balance som var til at leve med, fordi rationalitet og optimistisk udviklingstro gennem relativismen var aflost af skepticisme og pessimisme.

Nar intet stod fast kunde man heller ikke med glod docere kildekritik (ogsa her er forskerpersonligheden integrereti metoden), og som sa mange andre nyidealister evnede Erslev ikke at overvinde vaerdinivelleringen. Sa mattehan hellere give til noget han kunde: dirigere Carlsbergs store midler, styre vort fornemste arkiv, laese for sin halvblindekone om aftenen og af og til bidsk forsvare de stralende resultater fra den kildekritiske fase. Var sa Ersleven lige sa tragisk figur som Erik af Pommern der rejste til Gotland og levedeaf Soroveri i sit fordums riges vande?Nej,

de?Nej,hans livsaften forgyldtes af Anna, sa med en let travesti af Hostrupkan man sige at selv om der gik en historiker tabt, et menneske blev dog bevaret!

Med rette traekker dr. Tandrup linien op til situationen efter 1968, det vil bl.a. sige til opgoret med den »vaerdifrie« videnskab. Den eneste formelle indvending mod bogen skyldes de mange gentagelser; man har fattet tesen laenge for konklusionen, for den indhamres energisk helt fra starten. Deter muligt at nogle af »arsagssammenhaengene« eller samspillene er mere andfulde end boldbare; men der er skabt en virkelig stor biografi, en kunstnerisk historikers medlevende og medlidende vaerk, ikke en fotografisk gengivelse af »wie es eigentlich gewesen«, men et farverigt portraet, udfort i samspil mellem model og maler, ikke blot en dom over en historiker, men historikers dom over sig selv og sin videnskab.