Den hojkonjunktur, som slog igennem ornkring 1960, medforte betydelig eftersporgsel efter arbejdskraft. Udviklingen af den offentlige sektors forskellige service_virksomheder foregik ogsa med stor hast, og der opstod vanskeligheder med at rekruttere den nodvendige arbejdskraft. Der viste sig isaer at vaere mangel pa personer med langvarig uddannelse, ligesom et behov for at ansaette personer med uddannelse, som slet ikke fandtes i det danske uddannelsessystem, gjorde sig maerkbart.

Tjenestemandsansaettelsen, som det offentlige fortrinsvis havde benyttet som ansaettelsesform, slog ikke rigtigt til laengere. Tjenestemandsansaettelsen kunne ikke konkurrere med det private arbejdsmarked om saerligt efterspurgte personalegrupper, som f.eks. akademikere og teknikere. Lonsystemet var for stift, og mulighederne for avancement for snaevre.

Fra engang i 1950'erne og med kraftigere acceleration op igennem 1960'erne matte staten og andre offentlige arbejdsgivere daekke deres personalebehov ved at indga overenskomster med faglige organisationer eller afslutte individuelle kontrakter med personale. Lonnen i overenskomsterneog

komsterneogefter de individuelle aftaler la pa et langt hojere niveau end de gaeldende tjenestemandslonninger. Udviklingen rnedforte ikke alene, at nyrekrutteret personale valgte overenskomstansaettelse, men ogsa at allerede ansatte tjenestemaend sogte afsked fra deres tjenestemandsansaettelsefor at overga til ansaettelse pa overenskomstvilkar.

Den skaevhed, som opstod ved at samme arbejde udfort af to personer i samme stillingskategori i mange tilfaelde blev aflonnet vidt forskelligt, blev endnu vaerre ved at nogle tjenestemandsgrupper ikke havde mulighed for at ga over til overenskomstsystemet og dermed erhverve sig den hojere overenskomstlon.

Det uholdbare i situationen erkendtes i 1965-66. For at lose op for problemerne nedsattes en tjenestemandskommission pa 26 medlemmer, hvoraf halvdelen var udpeget af partigrupperne i Folketinget, 5 medlemmer var udpeget af tjenestemaendenes centralorganisationer og de sidste 8 var embedsmaend, udpeget af regeringen. Det kommissorium, som blev udarbejdet for kommissionen i 1965, var koncentreret om tjenestemaendenes efterlonsordninger, men allerede det folgende ar udarbejdedes et supplerende kommissorium saledes formuleret: »Deter regeringens opfattelse, at udviklingen i den forlobne tid gor det nodvendigt at tildele arbejdet med tilvejebringelsen af et nyt lon-og klassificeringssystem en central plads i kommissionens overvejelser«.¹

---

1. Betaenkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965 (betaenkning nr. 483 afgivet 12.12.1968). Kildematerialet om akademikerkonflikten 1969 har endnu knap naet at finde sin plads i arkiverne. Danske Statsembedsmaends Samrads arkiv er afleveret til Rigsarkivet og findes her under betegnelsen: PRIVATE Arkiver j litra S nr. 1030. Arkivnr. 10.315. Heri findes meget materiale om tjenestemandskommissionens arbejde og om forholdet mellem AS og Samradet, men forbavsende lidt om forholdet mellem Samradet og de andre centralorganisationer. Hos Akademikernes Centralorganisation findes meget materiale om forholdet til Samradet, om overenskomstforhandlingerne i 1969 samt om sadanne forhold omkring konflikten, der var vendt udad mod pressen og offentligheden. Det, der vendte indad, de taktiske overvejelser i AS og de underhandskontakter, der forte til konfliktens losning, er der meget lidt om. Af det, som forefindes, vil navnlig de sakaldte detailreferater fra AS vaere af interesse. I disse refereredes overvejelser, som ikke indgik i de mere officielle referater fra forretningsudvalgets moder. Til brug for denne undersogelse er der lavet interviews med folgende personer (naevnt med de titler og funktioner, som de pagaeldende havde i 1969): Adjunkt Soren Brogaard, formand for AS' forhandlingsudvalg. Aage Hastrup, minister for statens lonnings og pensionsvaesen. Generalmajor H. C. Engel, formand for Danske Statsembedsmaends Samrad. Fuldmaegtig Holger Lavesen. Professor dr.phil. Bjarne Norretranders, formand for Akademikernes Samarbejdsud valg. Departementschef P.Bjorn Olsen, ministeriet for statens lonnings- og pensionsvaesen. Disse interviews er sammen med andet materiale vedrorende konflikten afleveret ti Rigsarkivet.

Sa tidlligt som i 1966 havde man i tjenestemandskommissionen vasret opmaerksom pa det uholdbare i, at de to lonnings- og ansaettelsessystemer benyttedes over for de samme grupper. Formanden, departementschef P. Bjorn Olsen, kommenterede dette forhold pa et mode i et af kommissionens underudvalg. Han pointerede her, at man tidligere havde kunnet klare sig med at rekruttere ansatte pa overenskomstvilkar, nar tjenestemandssystemet ikke strakte til. Af dette var der nu vokset to personalegrupper frem, som vanskeligt fortsat kunne leve side om side. Et forslag om at foretage en sporgeskemaundersogelse, der kunne danne grundlag for en holdning til dette problem, blev imidlertid afvist af det specielle udvalg nedsat under kommissionen, der behandlede ansasttelsesvilkarene. Tjenestemandskommissionen videreforte og afsluttede sit arbejde uden direkte at tage stilling til, hvilket af de to ansaettelsessystemer man skulle foretraekke.²

Overenskomstansaettelse af personer med akademisk uddannelse havde vaeret kendt siden 1952, hvor der sluttedes overenskomst mellem Dansk Ingeniorforening og Finansministeriet om civilingeniorers ansasttelse i statens tjeneste. I begyndelsen af 60'erne udvidedes denne ansaettelsesform til at omfatte en raskke kraftigt ekspanderende grupper af akademisk uddannede. 1960 sluttedes der overenskomster med Dansk Magisterforening og Gymnasieskolernes Laererforening; senere fulgte saerskilte overenskomster for jurister og for okonomer og flere andre akademikergrupper.

Forhandlings- og organisationsforhold

Der var meget afgorende forskelle pa de overenskomstansattes og de
tjenestemandsansattes organisations- og forhandlingsforhold.

Overenskomsterne for de enkelte akademikergrupper blev som regel aftalt mellem »det offentlige«, (det vil sige statslige, kommunale eller tilsvarende myndigheder) pa den ene side og uddannelses- eller dimittendorganisationer(f.eks. juristforbundet, okonomforeningen, magisterforeningen)pa

---

1. Betaenkning afgivet af Tjenestemandskommissionen af 1965 (betaenkning nr. 483 afgivet 12.12.1968). Kildematerialet om akademikerkonflikten 1969 har endnu knap naet at finde sin plads i arkiverne. Danske Statsembedsmaends Samrads arkiv er afleveret til Rigsarkivet og findes her under betegnelsen: PRIVATE Arkiver j litra S nr. 1030. Arkivnr. 10.315. Heri findes meget materiale om tjenestemandskommissionens arbejde og om forholdet mellem AS og Samradet, men forbavsende lidt om forholdet mellem Samradet og de andre centralorganisationer. Hos Akademikernes Centralorganisation findes meget materiale om forholdet til Samradet, om overenskomstforhandlingerne i 1969 samt om sadanne forhold omkring konflikten, der var vendt udad mod pressen og offentligheden. Det, der vendte indad, de taktiske overvejelser i AS og de underhandskontakter, der forte til konfliktens losning, er der meget lidt om. Af det, som forefindes, vil navnlig de sakaldte detailreferater fra AS vaere af interesse. I disse refereredes overvejelser, som ikke indgik i de mere officielle referater fra forretningsudvalgets moder. Til brug for denne undersogelse er der lavet interviews med folgende personer (naevnt med de titler og funktioner, som de pagaeldende havde i 1969): Adjunkt Soren Brogaard, formand for AS' forhandlingsudvalg. Aage Hastrup, minister for statens lonnings og pensionsvaesen. Generalmajor H. C. Engel, formand for Danske Statsembedsmaends Samrad. Fuldmaegtig Holger Lavesen. Professor dr.phil. Bjarne Norretranders, formand for Akademikernes Samarbejdsud valg. Departementschef P.Bjorn Olsen, ministeriet for statens lonnings- og pensionsvaesen. Disse interviews er sammen med andet materiale vedrorende konflikten afleveret ti Rigsarkivet.

2. Referat af mode i Tjenestemandskommissionens underudvalg 11, 12.1.1965. (Samradets j.nr. 2.5).

foreningen)paden anden side. Overenskomsterne var groft taget konstrueretpa samme made som de overenskomster, der var kendt fra det private arbejdsmarked. Dog havde ingen af de akademiske organisationerhovedaftaler af den slags, som pa det private arbejdsmarked regulererparternes forhold til hinanden ved en overenskomsts udlob.

Tjenestemandsansattes organisations- og forhandlingsforhold var fastsat i tjenestemandsloven. Forhandlingsretten var i denne lov begraenset til 3 sammenslutninger: Statstjenestemaendenes Centralorganisation I (CO I), denned sine 40.000 medlemmer omfatter det man kaldte »funktionaerklasserne«, Statstjenestemaendenes Centralorganisation II (CO II) med knap 19.000 medlemmer - »embedsklasserne« - og Danske Statsembedsmaends Samrad (Samradet), hvis ca. 10.000 medlemmer hovedsagelig var de akademisk uddannede tjenestemaend. De tre sammenslutninger havde sa en raekke underorganisationer - etatsorganisationerne. Af Samradets ialt ca. 50 etatsorganisationer kan i flaeng naevnes Ministerialforeningen, der omfattede de i administrationen beskaeftigede akademiske tjenestemaend, Statsskolernes Laererforening, der organiserede gymnasielaerere, Foreningen af videnskabeligt uddannede tjenestemaend ved universiteterne, Organisationen af videnskabeligt uddannede tjenestemaend ved arkiver, biblioteker og museer og Foreningen af tjenestemaend ved statens seminarier. CO I, CO II og Samradet varetog sammen med Danmarks Laererforening (37.000 medlemmer) forhandlingsretten for tjenestemaendene i Danmark.

Tjenestemandsloven fastsatte en raekke begraensninger for, hvorledes en etatsorganisation skulle scud for at kunne fa anerkendelse som forhandlingsberettiget. Etatsorganisationen kunne f.eks. ikke fa Finansministeriets godkendelse, dersom den gav stemmeret i tjenestemandsanliggender til andre end tjenestemaend, og den matte ikke give adgang til medlemsskab for andre end de tjenestemaend, der var ansatte i den styrelsesgren, etatsorganisationen var indrettet til.

Omfanget af tjenestemaendenes forhandlingsret var indskraenket til en pligt for staten til at »drofte« forslag til aendringer i love og regulativer »der vil medfore forandringer i bestaende lonningsregler, arbejdstid, de ansattes personlige retlige stilling i etaten og lignende ikke-tekniske forhold«.

Tjenestemandskommissionen beskrev situationen saledes: »Ved fastsaettelsenaf tjenestemaendenes lon- og arbejdsvilkar gaelder der formelt en vis ensidighed. Efter ordlyden af de bestaende lovregler pahviler det statsstyrelserne at afgive forslag til aendring af gaeldende love og regulativertil tjenestemandsorganisationerne til droftelse, og organisationerne

er berettiget til at traede i forhandling med styrelserne om faglige sporgsmal.Principielt giver denne adgang til droftelse og forhandling dog kun mulighed for udveksling af synspunkter, og resultatet vil, uanset om der matte vaere opnaet enighed mellem parterne, i formen altid fremtraede som ordninger, der er fastsat ensidigt af staten.«

De fleste arbejdsretlige og forvaltningsretlige eksperter var enige om,
at tjenestemaendene ikke havde lov til at benytte strejkevabnet for at
gennemtvinge deres eventuelle synspunkter.3

Akademikernes organisationsforhold var i slutningen af 60'erne endnu mere kompliceret, end det fremgar af det ovenstaende. Etatsorganisationerne var nogle steder indbygget i bredere uddannelses- eller arbejdspladssammenslutninger. Saledes var etatsorganisationen Statsskolernes Lasrerforening, der var en del af tjenestemandscentralorganisationen Samradet, tillige indbygget i Gymnasieskolernes Laererforening, der var medlem af Akademikernes Samarbejdsudvalg.

Dertil kom at mange akademiske tjenestemaend individuelt var medlemmer af den dimittendorganisation, som de i henhold til deres uddannelse var berettiget til, samtidig med at de var medlemmer af den etatsorganisation, som horte til deres arbejdsplads.

Akademikernes Samarbejdsudvalgs udvikling

Efterhanden som de forskellige dimittendorganisationer i begyndelsen af 60'erne fik overenskomster med staten og andre offentlige myndigheder, og stadigt flere blev ansat under disse overenskomster, voksede nodvendigheden af et tsettere samarbejde mellem disse organisationer. Selve overenskomsternes tekst var meget lig hinanden (bygget over samme laest - statens forste overenskomst med Dansk Ingeniorforening fra 1952) og mange steder arbejdede akademikere af forskellig uddannelse med det samme arbejde pa samme arbejdsplads, hvorfor ensartet opbyggede lonog arbejdsvilkar forekom rimeligt. Dertil kom at bade arbejdsg/ver og arbejdstagerparten matte finde en samordning af forhandlingerne praktisk. Arbejdsgiversiden bl.a., fordi det sparede tid, og arbejdstagersiden bl.a. fordi man ikke risikerede, at modparten spillede den ene organisation ud mod den anden.

Den sammenslutning, som kom til at optraede pa de akademiske fagforeningersvegne,
blev Akademikernes Samarbejdsudvalg (AS). AS

---

3. Knud Ilium: Den kollektive arbejdsret (3. udgave side 353).

havde igennem 1950'erne vaeret et forum, hvor forskellige akademikerorganisationerhavde mulighed for at drofte faelles problemer pa et niveau, der naermest ma karakteriseres som gensidigt konsultativt og informerende.Med den ovenfor beskrevne udvikling af overenskomstansaettelse for akademikere var der opstaet et behov for, at AS skulle vaere mere end blot et informationsorgan. Nogle lonmaessige efterslaebsforhandlinger for tjenestemaendene gav stodet til, at 12 foreninger under AS forte faellesforhandlingermed Finansministeriet om en raekke lonproblemer for overenskomstansatte. Den 25. februar 1965 kunne AS sa notere det forstekontante resultat af samarbejdet: Der sluttedes et lonforlig med Finansministerietomfattende ca. 4.700 overenskomstansatte akademikere. Forliget omfattede, at overenskomsterne nu fik en faelles lonskala (hvor man tidligere havde forskellige), og en faelles aftaleperiode.

Allerede inden dette resultat var opnaet, var man i gang med den naeste landvinding. AS havde et takst- og honorarudvalg, hvis opgave det var at samordne de takster, hvormed man betalte akademikeres beskasftigelse ved mere lost arbejde. Dette udvalg udarbejdede oplaeg til en ordning af taksterne for undervisning. Aflonningen af timebetalt undervisning frembod pa dette tidspunkt et temmelig forvirret billede, hvor man benyttede meget forskellige aflonningssystemer pa de mange forskellige undervisningsinstitutioner under statens ministerier og sty reiser. I foraret 1965 optog AS forhandlinger, der den 26. juni 1965 forte til enighed mellem okonomiministeriet og AS om oprettelse af et helt nyt takstsystem for undervisningsomradet, hvorved der opnaedes en betydelig forenkling. Den megen omtale, som forliget fik i dagspressen, vanned til at gore AS kendt i offentligheden som talsmand for akademikernes lonmaessige interesser.⁴

Ligeledes i 1965 lagdes grunden til et »okonomisk forhandlingsberedskab«
pa AS-omradet, det vil sige, man begyndte at opbygge konfliktfonde.

Ved overenskomstforhandlingerne, som fandt sted i 1967, udviklede AS' rolle sig yderligere. AS modte frem med bemyndigelse fra en raekke af sine medlemsorganisationer til pa deres vegne og med grundlag i en faelles forhandlingsaftale, indgaet mellem organisationerne, at forhandle fornyelse af de pr. 31.3. 1967 udlobne overenskomster.

I al stilhed arbejdede man i AS samtidig pa at stille et konfliktberedskabpa
benene, hvorved man i tilfaelde af forhandlingssammenbrud kunnegennemfore

---

4. Brochure udgivet af Akademikernes Samarbejdsudvalg 1965.

negennemforeorganiseret arbejdsnedlaeggelse med okonomisk stotte til
de strejkende.

Tjenestemandskommissionen

Tjenestemandskommissionens arbejde gennemfortes i to etaper. Det grundlaeggende arbejde blev gjort 1965-67, hvorefter man efter arsskiftet 1967/68 havde forslag til nye tjenestemandslove faerdige. Forslagene blev imidlertid i april 1968 forkastet af tjenestemandsorganisationerne. Efter en pause pa nogle maneder genoptog man i efteraret 1968 arbejdet i kommissionen. I marts 1969 forela der nye forslag, som denne gang opnaede organisationernes godkendelse, og som derefter blev forelagt og vedtaget i folketinget med tilslutning fra alle de politiske partier. I det folgende vil der blive redegjort for AS' stilling til kommissionens arbejde.

I AS var der en klar forstaelse for, at de resultater man ville na til med hensyn til lon- og ansaettelsesvilkar for tjenestemandsansatte akademikere, ville fa direkte betydning for de overenskomstansattes vilkar. AS forsogte derfor lobende at holde sig orienteret orn, hvad der skete i kommissionen og at fa indflydelse pa kommissionens arbejdsresultater.

Sa tidligt som i 1965 indgik man en aftale med Samradet om oprettelse af et faelles baggrundsudvalg, der skulle kunne give direktiver til Samradets repraesentant i tjenestemandskommissionen, professor P. Bonnevie. Ordningen fungerede imidlertid ikke tilfredstillende for AS, som ikke stolede pa Samradets loyalitet. AS bad derfor om en plads i kommissionen. Det mislykkedes, og i den folgende periode sogte AS pa to mader at sikre sig indflydelse i kommissionen, idet man dels ved kontakt til kommissionens formand og ved foretraede for kommissionen sogte at blive orienteret og gav sin mening til kende om kommissionens forslag og dels ved at konstruere et taettere samarbejde med Samradet, gennem hvilket man kunne gore en eventuel indflydelse gaeldende. Som det vil ses nedenfor, fik AS ikke rigtig held med nogen af disse bestraebelser.

AS havde allerede i juni 1966 taget stilling til nogle af de centrale problemer, som kommissionen behandlede. Pa dette tidspunkt udarbejdedeAS' forretningsudvalg en redegorelse om organisationens indstilling til ansaettelsesformernes anvendelse og tjenestemaendenes forhandlingsforhold.Af redegorelsen fremgar, at AS fandt, at ansaettelse af akademikerei statens tjeneste fortrinsvis burde ske pa overenskomstvilkar. Det skulle gaelde alle akademiske grundstillinger. For sa vidt angik chefstillingerne(d.v.s.

gerne(d.v.s.fra kontorchef og opefter) kunne man acceptere tjenestemandsansaettelse.Tjenestemaendenes forhandlingssystem skulle imidlertidaendres, og tjenestemaendene skulle have fri organisationsret, forhandlingsretog aktionsret efter almindelige arbejdsretlige principper.⁵

I november 1966 fik AS mulighed for ved et mode mellem AS-formanden, professor Allan Philip og kommissionsformanden departementschef P. Bjorn Olsen at redegore for sit syn pa arbejdet i komrnissionen. Ved den lejlighed spurgte Philip, om AS kunne fa en sasrlig aftale vedrorende overenskomstsystemets afgraensning til tjenestemandsomradet. Kommissionsformanden oplyste, at han selv pa kommissionens forste mode havde naevnt, at man burde overveje, hvor man skulle have tjenestemaend og hvor man skulle have overenskomstansatte. Han fandt det uheldigt med to ansaettelsesformer, der var sideordnede. Pa AS-formandens direkte sporgsmal matte han dog svare, at der ikke »pa naervaerende tidspunkt« kunne traeffes saerlig aftale om overenskomstomradet.

Kommissionsformandens svar afspejlede den modstand, som matte forventes fra tjenestemandsorganisationerne - og maske ogsa nok fra politikerne i kommissionen - hvis man allerede for tjenestemandskommissionen var faerdig med arbejdet havde fjernet et helt omrade fra tjenestemandssystemet.

Et ars tid senere ojnede kommissionsformanden imidlertid en mulighed for at komme videre med afgraensningssporgsmalet. Pa dette ticispunkt havde Juristforbundets formand skrevet en artikel, hvor han slog til lyd for en fusion mellem Samradet og Akademikernes Samarbejdsudvalg. Hvis de to organisationer kunne blive indbyrdes enige om et samarbejde, ville sporgsmalet om afgraensning kunne ordnes pa organisationsplan. Departementschef P. Bjorn Olsen indsa tilsyneladende, at en fusion mellem akademikernes organisationer kunne give en losning af afgraensningsproblemerne, uden at kommissionen eller ministeriet behovede at rore ved denne »varme kartoffel«. Han inviterede folgelig AS og Samradet til en droftelse af visse problemer i forbindelse med kommissionsarbejdet, eller som han kaldte det, »sager af faelles interesse«. Det lykkedes imidlertid ikke ved dette mode at komme videre med afgraensningssporgsmalet, idet AS-formanden meddelte, at det han hidtil havde set af reformforslagene, ikke kunne godtages af AS, fordi det ikke var det, som AS forstod ved fri aftaleret, og fordi sporgsmalet om hovedaftaler ikke var lost tilfredsstillende. Kommissionsformanden mente imidlertid ikke, at man kunne imodekomme AS pa dette sporgsmal.⁶

---

5. Detailreferat af forretningsudvalgsmode i AS (6.6.1966).

6. Samradet (j.nr. 2.10-2.11).

Ogsa pa det repraesentantskabsmode, som Samradet afholdt den 14. november 1967 til droftelse af reformforslagene, samlede kritikken sig om forhandlingsretten. Af betaenkningsudkastet fremgik det, at i tilfaelde af, at der ikke kunne opnas enighed mellem okonomiministeren og tjenestemandsorganisationerne om Ionfastsaettelsen, skulle ministeren fremsaette lovforslag om lonnen, ligesom ministeren i tilfaelde af uenighed om fordelingen af en eventuel lonpulje var den, der var bemyndiget til alene at traeffe afgorelsen. Nogle af Samradets reprassentanter fandt, at dette var en urimelig indskraenkning i forhandlingsretten.

Pa dette kom sa sporgsmalet om, hvem forhandlingsretten skulle laegges i haenderne pa. Udkastet omtalte, at der skulle udformes og underskrives en hovedaftale. Det fremgik dog ikke klart, hvem der her skulle vaere statens aftalemodpart. Skulle det vaere en hovedaftale med centralorganisationerne, eller kunne det f.eks. vaere hovedaftaler med hver af de faglige (dimittend) organisationer?

Samradets repraesentantskab onskede i hvert fald i november 1967, at der skulle vaere tale om en friere forhandlingsret, end den udkastet havde skitseret, og at man ikke skulle ga ind pa en formulering vedrorende hovedaftale, der udelukkede AS' muligheder for at sidde med ved bordet. Inden for Samradet var det pa dette tidspunkt - og ogsa senere - hele tiden Ministerialforeningen, der pressede pa for at skaffe AS en plads som forhandlingspart for de akademisk uddannede tjenestemaend, og som udtrykte de synspunkter, som AS formulerede.

Beslutningerne om disse sporgsmal pa Samradets repraesentantskabsmode i november blev formuleret i en resolution, hvor man forlangte, at §§ 37 og 38 i forslaget (der omtalte de ovenfor naevnte indskraenkninger i forhandlingsretten) skulle udga. Om hovedaftalesporgsmalet udtalte repraesentantskabet, at det matte vaere en forudsaetning for enighed om denne sag, at der kunne indgas mere end en hovedaftale, og at integrering af AS og Samradet ikke blev udelukket.

Disse synspunkter kom endnu staerkere til udtryk i foraret 1968. Pa dette tidspunkt forela der et naesten faerdigt udkast til de forskellige dele af en ny tjenestemandslovgivning. Det blev dog forkastet af alle tjenestemandsorganisationerne.For Samradets vedkommende skete forkastelsenpa et repraesentantskabsmode den 21.4.1968, hvor kritikken igen bl.a. var vendt mod sporgsmalet om forhandlingsrettens omfang, og hvem der skulle udove den. Repraesentantskabet udtalte saledes: »Der foreligger ikke udkast til hovedaftaler, og da hele lovkomplekset baserer sig pa et aftalesystem, ma sadanne vaere forudsaetning for vurderingen af

reformudkastet. §§ 37 og 38 ma tilpasses aftalesystemet. Samradet gar ud
fra, at loven muliggor mere end en hovedaftale.«

Hvilken vej Samradet skulle betraede, var der i april 1968 tilsyneladende ikke tvivl om. Repraesentantskabet vedtog en resolution, der udtrykte det saledes: »Samradet og Akademikernes Samarbejdsudvalg bor samles i et faellesskab, der i lige hoj grad og med samlet styrke kan varetage tjenestemandsansattes og overenskomstansattes interesser over for det offentlige. Forhandlinger om dette bor fremmes mest muligt, saledes at et ekstraordinaert repraesentantskabsmode snarest muligt kan tage stilling til sagen.«

Med baggrund i denne resolution sogte de to organisationer at na frem
til en integrationsaftale. En gang i forsommeren 1968 havde man udarbejdet
udkast til en aftale. Heri hed det:

»Danske Statsembedsmaends Samrad og AS sammensluttes i en organisation, idet Samradet som led heri overdrager AS alle rettigheder og forpligtelser, der hidtil har tilkommet eller pahvilet Samradet som forhandlingsberettiget centralorganisation over for statsstyrelserne. Forhandlingerne med staten inden for det af Samradet omfattede tjenestemandsomrade fores fremtidig gennem AS som centralorganisation med de faglige foreninger som basis. Hermed forpligter AS sig til at tage ethvert udadgaende skridt, der er nodvendigt for at sikre udovelsen af tjenestemaendenes forhandlingsret.

For tjenestemaend i stillingsgrupper, hvortil nytilgang matte blive lukket, og som ikke har praktisk mulighed for overgang til anden ansaettelsesform, forpligter AS sig til effektiv interessevaretagelse med sigte pa en ligestilling i videste forstand med ansatte i tilsvarende stillinger i den abne ansaettelsesform.«

Samradets onske om at blive fusioneret med AS var en reaktion pa forkastelsen af forslagene til en tjenestemandsreform. Man folte sig samtidig i Samradet presset fra de andre tjenestemandsorganisationer. Saledes havde Danmarks Laererforenings formand, Stinus Nielsen, allerede inden reformforslaget var blevet forkastet, udtalt, at der i forslaget om ny klassificering af tjenestemandsstillinger var tale om en absolut forrykning til fordel for akademikerne.

AS var staerkt interesseret i fusionen, der i realiteten straks ved sin gennemforelse ville have betydet, at organisationen ville fa status af hovedorganisation,og at man ville kunne kontrollere begge ansaettelsessystemer.Samtidig var der imidlertid, efterhanden som forhandlingerne skred frem, hos nogle AS-folk en lurende mistanke om, at fusionsforhandlingernevar

handlingernevarsat i scene, for at Samradet kunne true politikerne til at
fremskynde genoptagelsen af arbejdet i tjenestemandskommissionen.7

I Samradets bestyrelse skete der i slutningen af maj en holdningsaendring over for udkastet til integrationsaftalen. Man indkaldte til et mode den 21.5.1968 mellem formaendene for Samradets underforeninger. Til dette mode havde Samradets formand udarbejdet et notat, hvor han forsogte at skitsere problemstillingen. Det blev gjort klart for formaendene, at Samradet stod over for en skillevej, hvor man matte vaelge mellem samarbejdet med de andre tjenestemandsorganisationer eller samarbejde med AS. Med forbavsende klarhed forudsas i notatet, hvad man stod overfor: »Det ma forekomme sandsynligt, dels at det kommende ar vil bringe nye tjenestemandsforhandlinger, dels overenskomstforhandlinger, som meget vel kan fore til konflikttrussel eller endog konflikt. Der er en naerliggende mulighed for, at overenskomstansatte og tjenestemandsansatte under disse forhold bliver splittet ud mod hinanden. Risikoen kan kun imodekommes ved hensigtsmaessige organisationsforhold«, hed det i notatet, som pa visse punkter var meget kritisk over for AS. Alt i alt var Samradets bestyrelse pa dette tidspunkt mest stemt for en organisationsmaessig omstrukturering, der maske pa lidt laengere sigt kunne fore til en fremtidig faelles organisation. AS pa den anden side stod for en fuldstaendig og ojeblikkelig integration. De to organisationers forskellige synspunkter hang naturligvis sammen med, at Samradet onskede at bevare muligheden for samtidigt samarbejde med de andre tjenestemandsorganisationer og med AS, mens AS onskede at blive forhandlingsberettiget pa tjenestemandsomradet og dermed opna indflydelse pa de resultater, som tjenestemandskommissionen, nar den genoptog arbejdet, ville na frem til.⁸

Fusionsforslaget faldt endeligt pa et repraesentantskabsmode i Samradet den 16.9.1968. Pa dette tidspunkt var arbejdet i tjenestemandskommissionen blevet genoptaget. Samradets vaesentligste tilskyndelse til sammenslutning med AS var dermed bortfaldet. Forholdet mellem AS og Samradet forvaerredes fra nu af hurtigt, indtil det pa tidspunktet for ASstrejkens gennemforelse naermest blev fjendtligt.

Som folge af, at integrationsaftalen blev forkastet af Samradet, udmeldteministerialforeningen og et mindre antal af andre etatsorganisationersig af Samradet og bad AS varetage deres interesser. Det gav AS en formel mulighed for at holde sig orienteret om udviklingen af arbejdet i

---

7. Detailreferat af forretningsudvalgsmode i AS (19,4.1968).

8. Samradet (j.nr. 2612).

tjenestemandskommissionen, en mulighed som riian pa forskellig vis sogteat udnytte. AS paberabte sig i den folgende tid at repraesentere 1800 tjenestemaend, som onskede, at organisationen skulle forhandle pa deres vegne. De henvendelser, som AS foretog over for tjenestemandskommissioneni denne forbindelse, folte Samradet sig meget genereret af, hvilket man ikke undlod at meddele AS.

Henimod slutningen af 1968, da arbejdet i kommissionen var genoptaget, var det klart, at der var ved at ske afgorende ting i kommissionen. AS blev derfor for alvor nervos^s _for risikoen ved at skulle blive praesenteret for et fait accompli. Organisationens formand, professor Bjarne Norretranders, henvendte sig den 27.12.1968 personligt til kommissionens formand for at sikre sig et tilsagn om, at AS fik tilstillet de forskellige arbejdspapirer fra kommissionen, samtidig med at disse blev fremsendt til behandling blandt kommissionens medlemmer. Der blev ikke afgivet noget fast eller endeligt tilsagn herom. Kommissionens formand forsogte at ga balancegang. Pa den ene side ville han ikke afsla at orientere AS, pa den anden side matte hensynet til centralorganisationerne og hensynet til muligheden for at fa reformen helskindet igennem mane til forsigtighed. AS fik derfor nogle af papirerne ret hurtigt efter, at de var udarbejdet; andre pa et sadant tidspunkt, at muligheden for at gore indsigelse i tide i virkeligheden ikke var til stede.

Regeringens holdning

Den nye VKR-regering under Hilmar Baunsgaard, der tradte til forst i 1968, havde arvet tjenestemandskommissionen fra den foregaende regering. Mens okonomiminister Ivar Norgaard - under hvis omrade kommissionen var nedsat - personligt havde praeget arbejdet med synspunkter og ideer, som han gennem sine embedsmaend forte frem, opfattede den nye lonningsminister Aage Hastrup det sadan, at kommissionen praktisk talt var faerdig med arbejdet, da han tradte til.⁹ Regeringen besluttede at forsoge at kore sagen igennem i lobet af foraret 1968. I den anledning sogte regeringen - og fik i marts maned - folketingets partiers tilslutning til, at man kunne se bort fra datoen 15. marts, der ellers normalt var sidste frist for fremsaettelse af lovforslag, hvis man med tjenestemandsorganisationerne kunne blive enige om udkast til ny tjenestemandslo vgivning.

---

9. Interview Hastrup og interview Bjorn Olsen.

En af de forste dage af april 1968 afsluttede kommissionen sit arbejde med udarbejdelsen af lovforslag til en reform af Ionningssystemet. Statsminister Hilmar Baunsgaard understregede regeringens alvorlige onske om sagens gennemforelse ved at skrive en speciel artikel til Politiken under overskriften: Foran en reform, der er nodvendig (9. april 1968). Selv om regeringen var staerkt indstillet pa ny tjenestemandslovgivning, var der alligevel alvorlige praktiske hindringer. Regeringen matte se i ojnene, at man stod fa maneder for pabegyndelse af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets to store hovedparter om fornyelse af overenskomsterne pr. 1.3.1969, og her havde regeringen allerede advaret og anmodet om, at parterne viste den storste tilbageholdenhed med hensyn til lonstigninger. Da en tjenestemandsreform af den art, man onskede at laegge op til, ville betyde en kraftig haevning af Ionniveauet, stod regeringen over for det problem at skulle maskere lonstigningerne. Havde dette ikke staet regeringen klart for, kom det i hvert tilfaelde til at sta klart, da LO's formand, Thomas Nielsen, pa dette tidspunkt i pressen skrev: »Nar andre ikke viser de nodvendige samfundsmaessige hensyn og lonforskellene oges yderligere, bliver vi simpelthen nodsaget til at ga til makronerne, nar overenskomsten med arbejdsgiverne skal fornys«. (Aktuelt 9.4.1968).

Som deter naevnt ovenfor, faldt forslaget til ny tjenestemandslovgivning omkring den 21.4.1968, fordi alle centralorganisationer forkastede det. En af de angivne grunde til forkastelse var netop, at regeringen ville sastte den sa langsomt i kraft, at den forst naede sin fulde lonmaessige virkning ca. 21/i2^l/i ar efter tidspunktet for vedtagelsen.

Herefter la arbejdet i tjenestemandskommissionen stille indtil august maned, hvor lonningsministeren meddelte kommissionen, at regeringen i overensstemmelse med tidligere onsker nu gerne sa en tjenestemandsreform gennemfort sa snart som rnuligt. Han henstillede, at kommissionen afgav betaenkning omkring arsskiftet vedrorende lov om tjenestemaend og pensionsloven. Pa dette tidspunkt har regeringen formentlig allerede lagt, om ikke andet, sa en tidsmaessig taktik for, hvorledes tjenestemandsreformen skulle gennemfores. Det gjaldt nemlig om at vente med at offentliggore den tredie og sidste del af tjenestemandslovgivningen - den der omhandlede lonningernes storrelse og stillingernes klassificering - til arbejdsmarkedets hovedparter LO og Dansk Arbejdsgiverforening var blevet enige om nye overenskomster pr. 1.3.1969, og dette forventedes forst at ville ske omkring februar 1969.

I September maned 1968 vakte en lonstrid mellem staten og Danmarks
Juristforbund og Dansk okonomforening betydelig opsigt. Det drejede

sig om aflonningen af direktoren og 3 kontorchefer ved det nye kildeskattedirektorat.Regeringen havde lovet at gennemfore kildeskatteordningenfra 1.1.1970. Hele sporgsmalet om kildeskattens indforelse var politiskset sare folsomt, og det var regeringen meget om at gore, at der ikke var nogen hindring for sagens gennemforelse. Foreningerne onskede chefernefor direktoratet aflonnet pa overenskomstvilkar med saerligt kvalifikationstillaegog truede med, at de ville blokere stillingerne, medmindre tillaeggene blev ydet. Det vakte saerlig opmaerksomhed, da Juristforbundetsformand, professor von Eyben i et TV-interview betegnede de hoje tillaeg som »mavesarstillaeg«. Sagen blev forligt i sidste ojeblik, nemlig en dag for chef erne skulle vaere fratradt. Med denne konflikt illustrerede Juristforbundet og okonomforeningen, der var nogle af de staerke forbundinden for AS, deres mistillid til det gaeldende tjenestemandssystem og deres vilje til at ga meget vidt for at udvide overenskomstsystemets rammer.

Flere af medlemmerne i AS' forretningsudvalg var meget betaenkelige ved folgerne af den harde linie, som Juristforbundet havde fulgt i denne sag, der blev fulgt meget opmaerksomt af offentligheden. Frygten for, at striden om kildeskattechefernes aflonning ville blive brugt mod akademikerne under senere lonforhandlinger, viste sig at vaere begrundet. Under den strejke, AS kom ud i Wi ar senere, var der flere pressekommentatorer, der trak denne sag frem som et eksempel pa AS-organisationernes »urimeligheder«.¹⁰

Den 12. december 1968 kunne tjenestemandskommissionen aflevere de to forste dele af sit reformforslag, der omhandlede tjenestemandsloven og pensionsloven. Der var derimod dyb hemmelighed omkring den tredie del, der skulle omhandle lonning og klassificering og dermed tage stilling til lonnens storrelse og de forskellige stillingers placering i lonsystemet. Meget tyder imidlertid pa, at der i hvert fald umiddelbart efter arsskiftet 1968/69 var ved at blive udformet mere konkrete ideer om Ionfastsaettelsen.

I januar 1969 var CO I's mest fremtraedende mand, Borge Aanaes, pa foredragsturne i Jylland. Den forste uge i januar var han i Augustenborg, hvor han bl.a. rettede skytset mod akademikerne, idet han udtalte, at en gruppe tjenestemands-akademikere ville presse de andre tjenestemaend til at forlange strejkeret. Den 17. januar talte han i Bov, hvor han haevdede,at hvis tjenestemaendene sagde nej til den nye tjenestemandsordning, sa ville tjenestemandssystemet blive afviklet, bl.a. ved at der blev stop

---

10. Detailreferater af forretningsudvalgsmoder i AS (11.9. og 17.9.1968).

for rekrutteringen til tjenestemandsstillinger. Det ma bemaerkes, at det af disse taler fremgar, at Aanaes abenbart navnlig sa akademikerne som en potentiel fare for reformens gennemforelse, mens man f.eks. ikke horte noget om politikernes stilling. Deter sandsynligt, at Aanaes har vaeret klar over, at der ikke fra politikernes side kunne forventes modstand mod en gennemforelse af den nye tjenestemandslovgivning.

Den 20. januar 1969 holdt tjenestemandskommissionen mode og fik forelagt den nye klassificering - men uden konkret lon anfort for hvert lontrin. Alligevel kunne »Jyllands-Posten« fortaelle sine laesere »at der vil ske aendringer i lonsystemet, som vil fa lonmodtagerne pa det private arbejdsmarked til at spaerre ojnene op«.

Denne meddelelse kom pa et tidspunkt, hvor forhandlingerne mellem LO og Dansk Arbejdsgiverforening havde staet pa siden 11. december, og hvor formaendene for de to organisationer matte meddele offentligheden, at man var meget langt fra hinanden og tilsyneladende ikke kunne komme videre. Lonningsminister Hastrup forsogte at neutralisere den ovenfor citerede bemaerkning ved i Jyllands-Posten (26.1.1969) at udtale om det i 1968 forkastede forslag til ny tjenestemandslovgivning: »Mens tjenestemandsorganisationerne saledes ikke var tilfredse, dannede der sig ejendommeligt nok i offentligheden den opfattelse, at tjenestemandsreformen tilsigtede en vassentlig forhojelse af tjenestemandslonningerne i forhold til de lonninger, der gives i det ovrige samfund. Intet er mere forkert. I den offentlige debat naevnes f.eks. konkrete tilfaside af departementschefer, som vil fa deres Ion foroget med kr. 30-40.000 om aret. Men i betragtning af at de pagaeldende samtidig ville miste honorarer og biindtaegter af mindst samme storrelsesorden, var der snarere tale om en reduktion end om en forogelse af den samlede indkomst«.

Det matte ogsa virke beroligende, at tjenestemandsorganisationerne midt i februar kunne traeffe aftale med Ionningsministeren om principperne for Ionforhojelsen, hvis tjenestemandsreformen skulle blive vedtaget. Det besluttedes, at der for tjenestemaendenes vedkommende hojst skulle vaere tale om en 3% Ionforhojelse pr. 1.7.1969. De resterende lonstigninger skulle sa falde med halvdelen pr. 1.4.1970 og sidste halvdel pr. 1.10.1970.

Herefter gik det hele hurtigt og planmaessigt. Den 7. marts kunne forligsmanden meddele offentligheden, at der pa det private arbejdsmarkedville blive fremsat maeglingsforslag. Dette skete den folgende dag. Forslaget blev sendt til afstemning i hovedorganisationerne. Thomas Nielsen anbefalede LO's medlemmer at stemme for forslaget, som han afslorede ville give gode lonstigninger - for rnaend pa lavtlonsomradet

ville der blive tale om 8-9% stigninger, og for kvinder i samme gruppe
12%.

Med dette overenskomstforslag udsendt til afstemning var risikoen for, at der skulle ske afsmitning fra eventuelle tjenestemandslonstigninger elimineret, og tjenestemandskommissionen kunne nu lukke op for de lonninger, som skulle tilbydes tjenestemaendene efter en gennemforelse af ny lov om lonninger og klassificering af tjenestemandsstillinger. Den 10. marts var der udarbejdet nye lonskalaer. Disse cirkulerede dog endnu kun i udvalgte kredse. Offentligheden matte nojes med en erklaering fra lonningsminister Hastrup om, at der var sluttet forlig om lonnen med tjenestemaendene, og at regeringen nu ville gennemfore nye lonnings- og klassificeringsbestemmelser. Igen fremhaevede ministeren, at lonreformen ikke havde noget almindeligt lonhaevende sigte, men kun tilsigtede at afhjaelpe skaevheden i forholdet mellem aflonningen af en raekke tjenestemandsgrupper og tilsvarende personale uden for tjenestemandsomradet. 29.-30. marts tiltradte centralorganisationernes kompetente forsamlinger resultatet af forhandlingerne. Lonningsministerens lettelse over at have kunnet gennemfore den vanskelige balanceakt korn tydeligt til udtryk i hans udtalelser til pressen, salydende: »Dette er min hidtil lykkeligste dag som minister«.

AS-overenskomstforhandlinger i foråret 1969

Deter ovenfor skildret, hvorledes AS 1968 havde sogt at fa medindflydelse pa, hvad der skete i tjenestemandskommissionen ad flere forskellige veje. Forsoget pa at fa indflydelse ved en integration med Samradet matte opgives tidligt pa efteraret 1968. Herefter var der den mulighed tilbage at pavirke kommissionens afgorelser ved henvendelser og ved forhandlinger med kommissionens formand, departementschef P. Bjorn Olsen.

AS var i hovedsagen interesseret i to centrale sporgsmal, nemlig indholdetaf den hovedaftale, som staten skulle afslutte med sine forhandlingsmodparterog sporgsmalet om, hvilket lonniveau tjenestemandslonningerfor akademikere skulle ligge pa. Deter ovenfor beskrevet, hvorledesAS allerede den 30.10.1968 havde fremsendt et forslag til en hovedaftaletil tjenestemandskommissionen, og hvorledes AS' formand den 27.12.1968 havde en samtale med departementschefen for at fa tilsagn om at matte se de papirer, som tjenestemandskommissionens sekretariat udarbejdede samtidig med kommissionens medlemmer. Det svarede departementschefenpa

partementschefenpai en skrivelse, dateret 3.2.1969 med folgende ordlyd:»En fast ordning som onsket af AS, hvorefter sadant forelobigt materiale tilstilles AS samtidig med, at kommissionen far det i haende, tror jeg ikke vil vaere heldig. Desuden tror jeg, at kommissionen i givet fald ville modsaette sig ordningen«.

Kommissionsformanden styrede behaendigt uden om sporgsmalet omkring de forventede tjenestemandslonningers absolutte storrelse. Oplysninger om dette ville vaere at laegge en bombe under overenskomstforhandlingerne pa det private arbejdsmarked. Sa sent som 3.3.1969 - det vil sige en uge, for tjenestemandskommissionen modtog de fuldt udarbejdede udkast til de nye tjenstemandslonninger - skrev kommissionsformanden til AS' formand: »I anledning af Deres brev af 11.2.d.a., vedrorende bl.a. lonniveau og klassificering for de hojere tjenestemandsstillinger ma jeg beklageligvis meddele, at der ikke pa indevaerende tidspunkt foreligger vaesentligt nyt materiale til belysning af de i Deres skrivelse naevnte sporgsmal«.

Der var imidlertid ikke noget til hinder for, at man kunne korrespondere om og drofte det mindre spraengfarlige emne omkring en hovedaftale. Her kunne Ionningsministeriet afvise AS, al den stund AS pa papiret kun repraesenterede 1800 ud af 10.000 akademisk uddannede tjenestemaend. AS' stilling til det hovedaftaleudkast, der var udarbejdet af lonningskommissionen, afspejledes i en kritik, som AS samlede i disse fern punkter:

1. AS kan ikke tiltraede en hovedaftale, der sigter mod at afskaere lonningsministeren fra at indga hovedaftale for tjenestemaend med andre organisationer end de nuvasrende anerkendte centralorganisationer og Danmarks Laererforening.

2. AS kan ikke tiltraede, at enkeltorganisationer af tjenestemaend uanset klart afvigende, betydelige interesser soges tvunget til at affinde sig med den interessevaretagelse, der matte blive dem til del inden for den foreskrevne organisationsramme.

3. AS kan ikke tiltraede en hovedaftale, der ikke indeholder maeglingsbestemmelser.

4. AS kan ikke tiltraede en hovedaftale, der sigter mod en vaesentlig
indskraenkning af tjenestemaendenes adgang til at anvende konfliktskridt
i interessetvister, der ikke har kunnet loses ved forhandling.

5. AS kan ikke tiltraede en hovedaftale, der i realiteten er uopsigelig.11

---

11. AS-skrivelse af 26.2.1969 til Tjenestemandskommissionen.

AS var imidlertid nu i defensiven. Bade tjenestemaendenes egentlig forhandlingsberettigedeorganisationer og politikerne var i princippet enige om, at der skulle vedtages nye tjenestemandslove uden den frie organisations - og forhandlingsret, som var udtrykt i ovennaevnte 5 punkter. Som en sidste tilbagefaldslinie sogte AS at fa en hovedaftale for de tjenestemandsgrupper,der havde tilkendegivet, at de onskede, at AS skulle forhandle for dem (det var de 1800, som er naevnt ovenfor, og som omfattede Ministerialforeningen, dommerfuldmaegtige, overlaeger samt civilingeniorer og arkitekter i staten). AS stod ikke som den eneste organisation,der fandt det svaert at godtage, at det skulle vaere ministeren, der bestemte, hvem der skulle have forhandlingsret for forskellige arbejdstagergrupperi staten. Handels- og Kontorfunktionaerernes Forbund var ligesa utilfreds som AS. De to organisationer sendte en faelles protest til folketingets lonningsudvalg, hvori de skarpt tog til orde imod den del af tjenestemandslovene, der omhandlede forhandlingsretten. Protesten forteimidlertid ikke til noget. Lonningsministeren satte forelobigt punktum for denne debat ved i en skrivelse af 21.6.1969 til AS' formand at skrive, at den omstaendighed, at han under et mode med AS' formand havde udtrykt, at han ville respektere, at ca. 1800 tjenestemaend onskede sig repraesenteret af AS, ikke kunne give »holdepunkt for en antagelse om, at AS pa dette grundlag kunne indga en hovedaftale med staten«.

Gennem hele den folgende periode med konflikt mellem AS og staten
fastholdt AS kravet om forhandlingsret og hovedaftale for sine tjenestemandsmedlemmer.

Den holdning, som Ionningsministeren havde givet udtryk for, var ikke behagelig for AS, og AS blev ikke beroliget ved en naerlaesning af den forelaeggelsestale, med hvilken ministeren den 30. april 1969 anbefalede folketinget at stemme for lonnings- og klassificeringsloven.

Ved den lejlighed sagde ministeren: »Deter selvsagt meget vaesentligt, at der opnas en ud fra alle synspunkter rimelig aflonning af tjenestemaendene. Kommissionen opstiller den malsaetning, at tjenestemaendenes ansaettelsesvilkar skal vaere i balance med tilsvarende omrader i den ovrige del af samfundet. Regeringen er ganske enig heri ...

Erfaringerne har vist, at forsommes hensyn til en sadan balance, bliver resultatet enten, at staten ikke i fornodent omfang kan rekruttere arbejdskraft til at lose de opgaver, der henlaegges til staten, eller at rekrutteringen i hvert fald ikke kan ske pa tjenestemandsvilkar.

Med det foreliggende forslag er der gjort et alvorligt og - sa vidt jeg
kan skonne - realistisk forsog pa at retablere balancen mellem de forskelligeansaettelsesformer.
Deter meget vigtigt, at denne balance bevares.

Men i konsekvens heraf bliver det nodvendigt for staten at overveje,
hvilke ansaettelsesformer det vil vsere onskeligt at anvende pa de enkelte
omrader«.

Som eksempel pa forskelle naevnte ministeren derefter, at det var onskeligt, at underordnede sygehuslaeger ikke blev tjenestemaend, men onskeligt at politibetjente blev det, og han fortsatte: »Pa andre omrader ligger det ikke lige sa klart, hvilken ansaettelsesform, der har det storste fortrin. Derfor bliver det nodvendigt at gennemga de enkelte personalegruppers funktioner og deres arbejdsomraders karakter, for der kan traeffes bestemmelse om, hvilken ansaettelsesform der er mest onskelig«.

AS matte sporge sig selv, om der i de sidste saetninger la en trussel om
at begraense overenskomstansaettelser som ansaettelsesform.

Striden om den kollektive opsigelse

Forhandlingerne om fornyelse af overenskomster pr. 1.4.1969 mellem staten og yderligere nogle offentlige arbejdsgivere pa den ene side og en raekke AS-organisationer pa den anden var allerede begyndt tidligt i februar maned. Forhandlingernes parter var pa AS-siden: Danske Arkitekters Landsforbund, Den danske Dyrlaegeforening, Danske Forstkandidaters Forening, Danmarks Juristforbund, Foreningen af Licentiater fra Landbohojskolen, Foreningen af Yngre Laeger, Magisterforbundet (d.v.s. Dansk Magisterforening og Gymnasieskolernes Lsererforening), Teologforeningen af 1961, Dansk Psykologforening og Danske okonomers Forening. AS-parterne arbejdede ud fra en forhandlingsaftale, som foreningerne havde tilsluttet sig, og gennem et forhandlingsudvalg med representation fra de storste af de deltagende organisationer.

Modparten var staten, Sygehusforeningen og Kobenhavns Kommune. Der var tale om forhandlinger vedrorende fornyelse af ialt 12 overenskomster og 2 aftaler, som de ovennaevnte organisationer i faellesskab ved en forhandlingsaftale af 18. december 1968 havde anmodet AS om at fore pa deres vegne.

Efter det forste mode mellem parterne, afholdt den 5.2.1969, kunne AS-forhandlingsudvalg rapportere til organisationerne, at ministeriet formentlig belavede sig pa at anlasgge en forhalingstaktik pa grund af de uafsluttede forhandlinger pa det private arbejdsmarked og i tjenestemandskommissionen.Forhandlingerne kom til at traekke langt ud over det tidspunkt, hvor der var skabt endelig klarhed over resultaterne af den nye tjenestemandslovgivning og udfaldet af forhandlingerne pa det privatearbejdsmarked.

tearbejdsmarked.Forst midt i maj kom det til realitetsforhandlinger mellem AS' forhandlingsudvalg, ledet af lektor Soren Brogaard og Lonningsministerietsm.fl. repraesentanter under ledelse af kontorchef K. J. Christensen. AS kraevede en ny lonskala pa 16 trin, svarende til de sakaldteakademiske lonrammer i tjenestemandssystemet (16.-21.-29.-31. og 34. lonramme). Dette blev afvist af Lonningsministeriet pa et mode 14.5.1969. Ministeriet haevdede, at AS' forslag ville indebasre en 12-13% stigning af lonsummen og haevdede samtidig, at denned de nye tjenestemandslonningerallerede var skabt en balance mellem tjenestemands- og overenskomstsystemets lonninger, hvorfor AS' forslag matte afvises. Den 21.5. kunne ministeriet sa praesentere sine krav, der matte karakteriseressom et forsog pa fastfrysning af AS-lonningerne pa det niveau, som man stort set havde for forhandlingernes start. Man tilbod fra ministerietsside en lonskala for overenskomstansatte, der var parallel til den lonskala, der gjaldt for tjenestemaend i 16., 21., 29., og 31. lonramme. Man var villig til at give tillseg til sadanne overenskomstansatte, der var placeret i stillinger, der svarede til tjenestemandssystemet 34. og 35. lonrammer, men disse tillaeg matte aldrig medfore, at de overenskomstansatteslon kom hojere op end tjenestemasndenes i de tilsvarende stillinger.

AS' svar pa dette var, at den balance, som ministeriet pastod ville blive tilvejebragt mellem de to ansaettelsessysterner, ingenlunde kunne vurderesalene ud fra de udbetalte lonninger. Tjenestemaendenes pensionsgode var ikke med i regnestykket. Dette gode, som indbefattede pristalsreguleredepensioner, var blevet forbedret vaesentligt ved tjenestemandsreformen,idet der f.eks. var indfort mulighed for fratraeden med fortidspensionpa meget gunstige vilkar. AS fandt ikke, at overenskomstsystemetspensionsordninger, der var baseret pa forsikringstekniske beregninger,bygget op ved bidrag fra arbejdsgiver- og arbejdstagerside, okonomiskkunne vurderes til at modsvare tjenestemandspensionssystemet, der var et rent tilskudssystem, hvor staten daekkede samtlige omkostninger. AS stillede et regnestykke op, hvor man forst sammenlignede de overenskomstmaessigelonninger i henhold til den udlobne overenskomst med de lonninger, som tjenestemandsansatte akademikere ville fa i henhold til den nye lonningslov. Benyttede man de to lonsystemers forste lontrin, sa sammenligningen saledes ud: Arslon for overenskomstansat 32.975. Arslon for tjenestemandsansat 39.991. Den stigning pa gennemsnitlig 12-13%,som havde onsket, matte ses i sammenligning med de 26,5%, som tjenestemandsansatte akademikere i de forste 12 anciennitetsar ville fa gennem de nye lonningslove. Heri var sa ikke medregnet pensionsgodet,som

det,somAS' forhandlere pa dette tidspunkt vurderede pa folgende made:Til den overenskomstansatte hensattes en londel svarende til 15,8% af lonnen til brug for pension. For den tjenestemandsansatte blev der ikke hensat noget konkret belob, men AS' skon var, at udgiften til en tjenestemandspension matte ligge pa omkring 30% af lonnen. Pa dette sporgsmal korte forhandlingerne fast.¹²

Den 13. juni 1969 blev der gjort et sidste forsog pa at opna et gennembrud i forhandlingerne ved et mode mellem AS' formand, professor Bjarne Norretranders og lonningsminister Aage Hastrup. Ministeren stod imidlertid fast, og AS matte derfor overveje, hvordan man skulle komme videre. For AS matte det scud, som om man forsogte at kvaele overenskomstsystemet. Det var sandsynligt, at langt de fleste nyansatte fremtidigt ville vaelge tjenestemandssystemet frem for overenskomstsystemet, hvis der blev tilbudt nojagtig samme udbetalte lon for de ansatte under de to systemer.

Tjenestemandsansaettelsen kunne tillige tilbyde meget bedre ansaettelsessikkerhed og pensionsvilkar, der, som deter beskrevet ovenfor, pa flere omrader forekom bedre end overenskomstsystemets. Hos AS' ledelse bredte der sig frygt for, at det nye tjenestemandssystem var et led i en bevidst plan, der pa lidt laengere sigt skulle bruges til at gore overenskomstansaettelsen mindre attraktiv som ansaettelsesform.

Frygten var blevet naeret pa forskellig vis, og lonningsministerens udtalelse ved forelaeggelse af tjenestemandsloven i folketinget den 30.4.1969, hvor han havde sagt, at man nu matte se pa, hvilken ansaettelsesform der pa de forskellige personalegruppers omrade var mest onskelig, var ikke egnet til at daempe frygten. Efter det resultatlose mode den 13. juni mellem lonningsministeren og AS-formanden besluttede AS sig for at varsle konflikt. Denne eventualitet havde man hos AS allerede forudset i april maned, hvor sekretariatslederne for de organisationer, som AS forhandlede for, havde lagt tekniske planer for, hvorledes en konflikt skulle gennemfores.

Som deter naevnt ovenfor, eksisterede der ikke nogen hovedaftale mellem staten og AS-organisationerne af den slags, som var normen pa en stor del af det private arbejdsmarked, og hvori aftaleparterne fastlagdede regler, som skulle gaelde for varsling og gennemforelse af konflikt. I den givne situation matte dette forhold ojeblikkeligt anses for en fordel for AS. AS opfattede forholdet saledes, at de overenskomstansatte var

---

12. Referater fra AS' overenskomstforhandlinger med lonningsministeriet m.fl. maj-juni 1969.

ansat med de samme varsler for opsigelse, som gjaldt i henhold til funktionaerloven.Det vil sige, at de ansatte kunne frigore sig med en maneds varsel til den 1. i en maned, medens arbejdsgiverne normalt forst kunne frigore sig med fra 3-6 maneders varsel, alt efter hvor lang tid ansaettelsesforholdethavde eksisteret. AS mente saledes at kunne erklaere strejke med et meget kort varsel, medens modparten ville fa tidsmaessige vanskeligheder,hvis man ville svare igen med lockout. Til gengaeld lurede der en alvorlig fare for AS ved at gennemfore konflikt. Man havde nemlig ikke nogen aftale om, at der, efter konfliktens eventuelle ophor, skulle ske en genansaettelse af de personer, der blev opsagt som et led i konflikten. Denne risiko sogte man imidlertid at neutralisere ved over for medlemmerne,der skulle i strejke, at tilkendegive, at det ville vaere en betingelse for konfliktens eventuelle ophor, at alle, som havde nedlagt arbejdet, skulle genindtraede i deres stillinger. Tilsyneladende var AS ikke opmaerksompa, at der lurede andre farer i det forhold, at man ikke havde nogen aftale om, hvorledes konfliktvarsling skulle finde sted. Dette blev forst, som det vil ses nedenfor, klart, efter at opsigelsesvarsler var afsendt.

Den 19.6.1969 meddelte AS ved en skrivelse til lonningsministeren, at man ikke fandt grundlag for at viderefore forhandlingerne, og at man med virkning fra udgangen af juli maned varslede arbejdsstandsning pa en raekke omrader. Allerede pa dette tidspunkt matte man imidlertid tage stilling til konfliktens placering i relation til det arbejdsretlige system. AS vurderede sagen saledes, at striden ikke var omfattet af loven om maegling i arbejdsstridigheder, men erklaerede sig ikke desto mindre villig til at traeffe en saerlig aftale med modparten om, at der skulle kunne masgles efter de hovedprincipper, som var indeholdt i den naevnte lov, ligesom man accepterede, at statens forligsmand, Sigurd Wechselmann, blev maeglingsmand.

Lonnings- og pensionsministeren svarede i et brev af 25.6.1969, at man fandt, at overenskomsterne var omfattet af loven om maegling, men at man matte tage forbehold over for den fremgangsmade, AS-organisationernehavde benyttet ved varsling af konflikten. Hvad dette indebar, blev man forst klar over i begyndelsen af juli maned, hvor der fandt et mode sted mellem parterne under statens forligsmands tilstedevaerelse. Dette mode afholdtes i forligsinstitutionen den 2. juli. Forligsmanden prasciseredeved denne lejlighed, at der var tale om et orienterende mode, for at man kunne danne sig et indtryk af, om der kunne maegles. Sa langt kom man imidlertid ikke pa dette tidspunkt. Modet kom til at dreje sig om gyldigheden af de fremsendte opsigelsesvarsler. AS' modparter fremhaevede,at

vede,atopsigelserne for at vaere gyldige skulle have vasret individuelle og efter funktionaerlovens regler. Man haevdede, at AS og organisationerne ikke havde lovlig hjemmel til kollektivt at opsige pa medlemmernes vegne.Der opnaedes hurtigt enighed om at lade dette sporgsmal afgore af en saerlig voldgiftsret.

Under voldgiftssagens behandling blev det klart, at parterne var enige om, at de overenskomstansatte akademikere havde ret til at varsle arbejdsstandsning, og at det korrekte varsel var en maned. Kammeradvokaten, der repraesenterede Lonningsministeriet, Sygehusforeningen og Kobenhavns Kommune mod AS haevdede imidlertid, at AS og organisationerne ikke havde ret til at opsige pa medlemmernes vegne. Opsigelserne skulle komme individuelt fra medlemmerne, eventuelt som bemyndigelse til opsigelse fra det enkelte medlem til organisationen. Til dette kom en sekundaer klage over, at nogle af opsigelserne vel var indsendt 30. juni, men forst efter normal arbejdstids ophor og derfor ikke kunne vaere gyldige.

Kammeradvokaten haevdede, at kun for den del af arbejdsmarkedet, der reguleredes efter Septemberforliget af 1899 (den sakaldte arbejdsmarkedets grundlov) og som var omfattet af hovedaftalen af 18.11.1960, var der ret til saerlige opsigelsesvarsler, der fortraengte de individuelle varsler samt bestemmelser om, at organisationerne havde ret til at varsle pa medlemmernes vegne. Kammeradvokaten haevdede, at AS-organisationerne ikke var arfre/derorganisationer i hovedaftalens forstand og derfor ikke havde de ovennaevnte rettigheder til saerlig konfliktvarsling.

Kammeradvokaten bestred ikke, at AS-organisationerne var interesseorganisationer, men pastod, at selv om lonsporgsmal var af vaesentlig betydning for akademikerne, var deres interesser i forholdet til arbejdsgiveren i langt hojere grad end for arbejdernes vedkommende bestemt af »arbejdets naermere beskaffenhed, hans mulighed for uddannelse og forfremmelse, arbejdspladsens geografiske placering m.v.«.

Kammeradvokaten konkluderede, at en opsigelse for akademikeren matte vaere et langt alvorligere skridt end for arbejderen, og at en stiltiende bemyndigelse for organisationen til opsigelse pa medlemmets vegne ikke kunne indlaegges i selve medlemsskabet, saerlig da organisationernes love ikke indeholdt bestemmelser herom.

Kammeradvokatens procedure var i det hele lagt an pa at pavise, at de
arbejdsretlige regler og den arbejdsretlige praksis ikke kunne anvendes
pa de akademiske Ionmodtagere og deres faglige organisationer.

Voldgiftsretten gav for sa vidt Lonningsministeriet og dets medparter
ret ved at erklaere de af AS-organisationerne indsendte varsler om arbejdsstandsningmed

bejdsstandsningmedudgangen af juli maned for ugyldige. Kendelsens praemisser var imidlertid til en vis grad opmuntrende for AS og organisationerne.Retten slog forst og fremmest fast, at overenskomstansaettelser havde medfort en radikal aendring af retsforholdet mellem staten og de personer, der blev ansat i statens tjeneste, og i forbindelse hermed var der allerede sket en betydelig udvikling i organisationernes »virke og indflydelse« - en udvikling som retten forudsa naeppe ville vaere tilendebragt.Pa den anden side matte retten afgore sporgsmal efter det retlige grundlag, som eksisterede, og det var de foreliggende overenskomster. Disse overenskomster indeholdt intet om kollektive opsigelser. Foreningerneslove havde ikke - selv om de indeholdt bestemmelser, der forudsattemuligheden for konflikt med arbejdsgivere - regler om, at organisationernekunne opsige medlemmernes stilling uden at have indhentet bemyndigelse hertil fra det enkelte medlem. De kollektive opsigelser matte derfor betragtes som ugyldige.¹³

Et sporgsmal melder sig umiddelbart: Hvorfor onskede staten og dens medparter at fore denne sag, nar den dog var enig med AS i, at de overenskomstansatte havde ret til at varsle arbejdsstandsning? Det kan ikke have vaeret for at vinde tid. En arbejdsstandsning pr. 31. juli, hvor ferieperioden endnu ikke var forbi, betod, at det ville tage laengere tid, for konflikten kunne maerkes, hvilket ville vaere i AS-organisationernes disfavor. En konflikt, der begyndte senere, ville kunne blive mere maerkbar hurtigt og folgelig mere übehagelig for arbejdsgiverne. Forklaringen pa, hvorfor arbejdsgiverparten onskede voldgiftssagen gennemfort, ma soges andetsteds. Deter muligt, at arbejdsgiverparten har troet, at det ville blive vanskeligt for AS at skaffe bemyndigelse til opsigelse fra de enkelte medlemmer. Man troede maske pa det, som kammeradvokaten havde sagt i sin procedure om, at akademikernes interesser i forholdet til arbejde og lon ikke var af samme art som andre lonmodtageres. I denne forbindelse er det ogsa naevnt som et motiv for gennemforelse af sagen, at arbejdsgiverparten var irriteret over den legalistiske holdning, som ASparterne indtog, og at man nu onskede at svare igen med samme mont.¹⁴

Den videre udvikling kom imidlertid til at vise, at AS ikke fik besvaer
med at opna tilstraekkelig stotte fra medlemmerne til at gore konflikten
effektiv. Som en folge af voldgiftskendelsen matte AS-organisationerne

---

13. Voldgiftskendelse af 23. juli 1969 i sagen ministeriet for statens lonnings- og pensionsvaesen m.fl. mod Akademikernes Samarbejdsudvalg pa vegne af tilsluttede organisationer.

14. Interview med Bjorn Olsen.

ud til de enkelte medlemmer for fra hver af dem, der skulle nedlaegge arbejdet, at indhente bemyndigelse til opsigelse af deres stillinger. AS besluttede, at den nye varsling om arbejdsstandsning i ovrigt skulle have samme omfang som den varsling, der var kendt ugyldig. I relation til konflikten fik voldgiftskendelsen altsa kun den virkning, at arbejdsstandsningenblev udskudt en maned. De arbejdspladser, der var udtaget som strejkemal, var valgt efter en noje planlaegning og omhyggelig vurdering.Man matte naturligvis holde sig vaek fra strejke pa steder, hvor arbejdsstandsning kunne betragtes som truende for trediemands liv og helbred. Man matte sorge for heller ikke at etablere strejke, der kunne ramme vitale samfundsfunktioner, idet svaret herpa nemt kunne blive et lovgivningsinitiativ, der ville lukke af for videre aktioner fra AS' side. Dertil kom, at det gjaldt om at finde arbejdspladser, hvor der var fa tjenestemaend og mange overenskomstansatte, hvorved strejkens effektivitetkunne gores storre. Endelig onskede man fra AS' side, at sa mange som muligt af de deltagende organisationer havde medlemmer blandt de strejkende. I alt blev der varslet strejke for ca. 800 overenskomstansatte akademikere fordelt pa folgende arbejdspladser: indenrigs-, justits- og boligministeriets departementer, Direktoratet for famgselsvaesenet, DanmarksStatistik, statsgymnasierne pa Sjaelland, Odense Universitet, bestemteinstitutter og administrationerne ved Kobenhavns og Arhus universiteter,sygeplejeskolerne og al anden undervisning inden for sygehusvaesenet.

Den nye strejke varsling blev ikke antastet fra modpartens side, og interessen samlede sig nu om en mulig indgriben fra forligsinstitutionen. I henhold til lov om masgling i arbejdsstridigheder kunne forligsmanden, hvis han skonnede, at konfliktens virkninger eller omfang ville fa samfundsmaessigbetydning, af egen drift indkalde parterne til forhandling. Forligsmanden, amtmand Wechselman, benyttede sig af denne mulighed i loven og indbod midt i august til moder, der begyndte 18. august. Men allerede inden parterne modtes hos forligsmanden, begyndte en indirekte kontakt i form af en polemik indledt af lonningsminister Hastrup, der pa Det konservative Folkepartis sommermode i Hee havde udtalt, at akademikernehavde krasvet storre reallonsforbedringer end de ovrige grupper pa arbejdsmarkedet, og at de overenskomstansatte havde faet tilbudt samme reallonsforbedring, som var opnaet pa det private arbejdsmarked samtidig med, at man havde tilbudt dem en undersogelse af balancen mellem de tjenestemandsansattes og de overenskomstansattes pensionsvilkar - et tilbud organisationerne ikke ville modtage. Disse udtalelser var ikke lost henkastede bemaerkninger pa et tilfaeldigt politisk mode. De

blev fa dage senere efter det ugentlige ministermode bekraeftet af statsministerensom et udtryk for hele regeringens holdning. Det tydede saledes pa, at regeringen var indstillet pa at kore sagen hardt og udnytte den i offentligheden staerkt fremherskende stemning mod »de hojtlonnede« akademikere - en politik, der som det vil fremga af det folgende, blev gennemfort med en vis succes.

Forligsmanden begyndte sin maegling med moder den 18. og 19. august, hvor han fik praesenteret parternes hovedkrav til overenskomstforhandlingerne og meget hurtigt fandt frem til, at det centrale problem var sporgsmalet om vurderingen af tjenestemandspensionens vaerdi. For at undersoge dette sporgsmal naermere nedsattes et udvalg bestaende af 2 aktuarer, udpeget med en af hver af parterne. Aktuarerne fik tilsendt deres kommissorium den 20. august, og ugen derpa kunne de sende forligsmanden resultatet af deres arbejde.

Det sporgsmal, som man sogte at fa svaret pa fra aktuarerne, var: Hvor meget skulle staten indbetale til et forsikringsselskab eller en pensionskasse, for at en tjenestemand kunne fa den pension, der var tilsikret ham ifolge tjenstemandslovgivningen? For at besvare dette sporgsmal, matte aktuarerne finde frem til forskellen mellem obligationsrenten og Ionstigningsprocenten, den sakaldte nettorente. Hvis Ionstigningen i procent igennem laengere tid var hojere end obligationsrenten, dvs. at der var en negativ nettorente, matte det forudsaettes, at der skulle laegges relativt meget store belob hen for at sikre pensionerne. Hvis obligationsrenten var storre end Ionstigningsprocenten, dvs. at der var positiv nettorente, skulle der relativt set laegges mindre belob hen til pensioneringen. Det var nu aktuarernes opgave at finde ud af, hvor store belob, det under forskellige forudsaetninger drejede sig om. Aktuarernes svar kom som nogle tabeller, af hvilke man kunne udlaese, hvor stor del af tjenestemandslonnen, som skulle henlaegges, for at staten ved forskellige nettorenter kunne svare sin pensionsforpligtelse over for tjenestemaendene.

AS benyttede aktuarernes beregning til at papege, at da nettorenten i perioden 1940-68 havde vaset +1%, matte man ved at sla efter i aktuarernestabel pa nettorente +1% kunne se, hvad tjenestemaendenes pensionsgodevar vaerd. Svaret fra tabellen viste, at for en akademisk tjenestemand,der gik af som 67-arig, skulle pensionsbidraget have vaeret 40% (til sammenligning med de 15,8% af lonnen, som benyttedes til pensionsbidragfor de overenskomstansatte). Hvis tjenestemanden gik af som 60arig,hvad han i henhold til den nye tjenestemandslovgivning kunne gore, med en kun mindre reduktion af pensionen, skulle pensionsbidraget vaere 55,5%. Det ville sige, at alene indforelsen af fortidspensionsordningen

var en teoretisk forbedring af tjenestemaendenes hidtidige pensionsordningpa25%.

Staten afviste aktuarernes opstilling under henvisning til, at dette netop var en teori opstillet under forudssetninger, som var baseret pa de forgangne ars nettorente. Ingen kunne forudse, om disse forudsaetninger ville vise sig at blive realiteter i de kommende ar. AS forsogte at imodega denne argumentation ved at foresla, at man etablerede en ordning, hvor den udbetalte lon skulle afhaenge af den faktiske udvikling i fremtiden. Man forestillede sig en eller anden arlig justering af overenskomstlonnen efter en a'jourfort vurdering af tjenestemandspensionens vaerdi. Det kunne statens forhandlere imidlertid ikke acceptere, og det indebar da ogsa nogle temmelig uforudselige okonomiske risici. I sidste fase af droftelsen af dette problem hos forligsmanden foreslog AS at laegge vurderingen af tjenestemandspensionernes vaerdi ud i et udvalg, for at man kunne tage stilling til sporgsmalet om, hvorledes man pa basis af et sadant udvalgs arbejdsresultater skulle skabe balance imellem lonningerne for de to ansaettelsessysterner. Heller ikke dette kunne statens repraesentanter ga med til.

Ogsa andre sporgsmal end vurderingen af tjenestemandspensionsgodets vaerdi blev droftet under moderne med forligsmanden. Staten og dens medparter havde kraevet, at der indfortes en fredspligtsbestemmelse i overenskomsterne, som man kendte den fra det private arbejdsmarkeds overenskomster, i henhold til hvilke man i en overenskomstperiode ikke havde lov til at tage konfliktskridt. Dette sporgsmal var imidlertid ikke faerdigbehandlet, da forligsmanden matte opgive. Inden dette tidspunkt havde man for ovrigt pa forligsmandens foranledning udtaget hele laegeomradet med dets saerligt vanskelige problemer o*. kring vagtordninger og laegers uddannelsesstillinger til speciel behandling under en saerskilt maeglingsmand.¹⁵

Forligsmanden ma have erkendt, at det i denne konflikt ikke blot var problemet at finde et kompromis mellem forskellige okonomiske interesser, men at sporgsmalet om forhandlingsretten for akademikerne spillede en central rolle. Forligsmanden tog det bemaerkelsesvasrdige skridt at invitere formanden for Samradet, general Engell, til at modes med ham, for at han kunne fa en orientering om omradeafgraensning mellem tjenestemands - og overenskomstansaettelse.¹⁶

---

15. AS' arkiv om overenskomstforhandlingerne i 1969.

16. Skrivelse fra generalmajor H. C. Engell (indgar i det materiale af interviews, som er afleveret til Rigsarkivet).

Forligsmanden havde den 28. august benyttet sin ret i henhold til loven om maegling i arbejdsstridigheder til at udsaette arbejdsstandsningen i 2 uger. Den 10. September meddelte forligsmanden, at han ikke pa dette tidspunkt fandt grundlag for at stille maeglingsforslag. Det stod herefter klart for parterne, at arbejdsstandsningen formentlig ville traede i kraft onsdag den 17. September ved arbejdstids begyndelse. Man fik derfor nu travlt med at forberede kampen. Statsministeren skrev til justitsministeren, indenrigsministeren, undervisningsministeren, boligministeren og okonomiministeren med opfordring til at ivaerksaette foranstaltninger til sikring af, at opgaverne varetoges bedst muligt pa de institutioner, der ville blive strejkeramt.

Regeringen undersogte pa dette tidspunkt alle muligheder inklusive muligheden for at standse strejken og ordne de overenskomstansattes lon- og ansaettelsesforhold ved lov. Den 15. September sendte arbejdsministeren lonningsministeren et notat om to muligheder for at lose konflikten. Arbejdsministeren orienterede Ionningsministeren om, at han havde den teoretiske mulighed at fremsaette lovforslag om fornyelse af de udlobne akademikeroverenskomster, saledes at man dels heri medtog det, som man ved de hidtidige forhandlinger mellem lonningsministeriet og akademikerne havde vaeret enige om at aendre og dels gav sadanne okonomiske forbedringer, som matte anses for forsvarlige ud fra samfundsokonomiske hensyn. Endelig matte man ogsa ved eventuel lovforelaeggelse tage med de aendringer, som var gennemfort i overenskomster med andre akademikergrupper (civil- og akademiingeniorerne).

En anden losning, som blev berort, var muligheden for, at arbejdsministeren
fremsatte lovforslag om oprettelse af et saerligt naevn, der skulle
trasffe afgorelse pa de omrader, hvor der var uenighed.

Forelobig foretog man sig imidlertid ikke fra lonningsministeriet noget for at fa akademikerne i arbejde igen¹⁷. AS forberedte fremstod over for pressen i erkendelse af, at organisationerne i alt for ringe grad havde sogt og faet sine synspunkter frem her. Det blev i det hele taget massemedierne, som efter strejkens udbrud i en periode blev valpladsen, hvor kombattanterne modtes, synspunkterne udveksledes, og grundlag for genoptagelse af forhandlingerne dukkede op.

---

17. Skrivelse fra fhv. arbejdsminister Lauge Dahlgaard (indgar i det materiale, som er afleveret til Rigsarkivet).

Massemedierne og konflikten

Ved konfliktens udbrud var pressen generelt negativt indstillet over for AS, og saerlig den del af pressen, som sluttede op omkring VKR-regeringen, forsogte at give det udseende af, at AS havde blaest til konflikt for at fa kraftige Ionstigninger. Nogle citater vil illustrere dette forhold: »Strejken er et krav om, at folk, der har det bedre end de fleste, skal have det endnu bedre. De strejkebaerende organisationer kan ikke forvente nogen folkelig sympati for deres aktion, al den stund de overenskomstansatte er ansat af staten og deres lonninger betalt af skatteyderne« (Berlingske Tidende, 17.9.1969).

»Ingen vil have ondt af de strejkebetalende overenskomstansatte, og langt fra alle, der sorterer under Akademikernes Samarbejdsudvalg - hvis samarbejdsevne og vilje ikke er iojnefaldende - er enige med de staedige og agressive ledere, som har presset konflikten frem ... Det ville vaere fornuftigt af Akademikernes Samarbejdsudvalg hurtigst muligt at afblaese denne upassende strejke, for de far ikke noget ud af den. Og fortjener heller ikke at fa det«. (Jyllands-Posten, 19.9.1969).

»Akademikerne er abenbart af den mening, at de kan tage en lang konflikt, Det ma blive deres sag. Sporgsmalet er, om de ikke taber mere, end de vinder. Regeringen lader sig ikke koste med, og i statens administration vil konflikten vaere en lige sa velkommen som maske pakrasvet anledning til at fa konstateret, om der ikke bade hist og her er oprettet for mange stillinger og har vaeret taenkt lidt for lidt pa den forenkling og rationalisering af administrationen, som ikke mindst den regering, der nu kastes ud i konflikt, har onsket sa braendende og sa laenge«. (Fyns Stiftstidende,

Selv i dagbladet »Aktuelt«, som man med dets naere tilknytning til LO taget i betragtning kunne forvente ville fremhaeve og se med sympati pa AS' onske om ret til frie forhandlinger, var der kritiske undertoner — selv om indstillingen var mere nuance ret end i VKR-pressen. I en leder i »Aktuelt« dagen for strejkens ikrafttraeden hed det bl.a.: »Der er her ikke tale om en konflikt for at fa haevet lonningerne for folk, der ligger lavest. Alligevel er det forkert — som nogle blade har gjort det — at fremstille sagen som om alle i konflikten i forvejen har toplonninger. Der er i gruppen af overenskomstansatte nok stort set lige sa store lonforskelle som indenfor gruppen af tjenestemandsansatte akademikere«.

Den eneste avis, som fremstillede sagen helt fra AS's synspunkt, og
stottede strejken var »Land og Folk«. I en leder 18.9.1969 hed det saledes:»Fra

des:»Fraregeringshold og i store dele af pressen har man fremstillet konflikten pa en sadan made, at her var nogle fa akademikere - oven i kobet med toplonninger - ude rned snoren for at rage noget til sig pa andre lonmodtageres bekostning. Der er grund til at haefte sig ved et par forhold omkring denne konflikt, som man mere eller mindre bevidst har undladt at komme ind pa. Forst og fremmest synes det oplagt, at man fra regeringens side onsker at fa has pa akademikernes organisation, AkademikernesSamarbejdsudvalg, der har vaeret sa formastelig at kraeve forhandlings - og aktionsret i en tid, hvor regeringens bestrsebelser gar ud pa at knaegte den frie forhandlings- og aktionsret. Meget tyder pa, at deter regeringens hensigt gennem sin »sabotage« af forhandlingerne at tvinge de overenskomstansatte tilbage til »folden« inden for tjenestemandssystemet«.

Strejken var kun ganske fa dage gammel, da parterne efter en kort udveksling af synspunkter i massemedierne atter fandt sammen til en kortvarig forhandling i forligsinstitutionen. Den 16. September havde »Roskilde Tidende« en leder, hvori regeringen opfordredes til fremtidig at lade alle nyansaettelser ske pa tjenestemandsvilkar for, som det blev udtrykt, »at forhindre, at de to ansaettelsesformer benyttes til et kaplob«. Samme dag havde universitetslektor Ejler Koch i »Politiken« en kommentar, hvori han »som den eneste rimelige losning« foreslog, at alle akademikere ansattes som tjenestemaend. Til dette forslag havde lonningsminister Hastrup erklaeret sig positivt indstillet, hvad han igen direkte erklaerede i »Politiken« 21.9.1969. AS svarede med en pressemeddelelse samme dag, at AS pa intet tidspunkt havde afvist, at det kunne vaere hensigtsmaessigt at soge de to ansaettelsesformer for akademiske medarbejdere hos det offentlige aflost af et faelles ansaettelsessystem.

Den orienterende forhandling mellem parterne, der herefter den 22. September blev fort i forligsinstitutionen, forte ikke til noget resultat, fordi det blev klart, at ministerens erklaering om at se positivt pa tjenestemandsansaettelse af de overenskomstansatte betod, at der skulle finde ansaettelse sted pa grundlag af den eksisterende tjenestemandslovgivning, hvor AS onskede aendringer, for at egentlig forhandlingsret kunne indfores, og muligheden for at organisere sig frit var sikret i tjenestemandslovgivningen.

Dette mellemspil i konfliktens forste dage fik for AS den positive virkning, at pressen nu ikke mere skrev sa meget om de eventuelle lonkrav,men i hojere grad vendte sig mod det, som var AS' egentlige konfliktgrundlag: forholdet mellem ansaettelsesformerne. AS forsogte at

fastholde initiativet bl.a. ved mere aggressivitet i sin pressekampagne. Med held fik man fort krigen over i fjendens lejr. I en pressemeddelelse, udsendt fra AS den 23. September under overskriften »Naermere undersogelsesynes pakraevet« antydedes det, at lonnings- og pensionsministerietikke havde givet tjenestemandskommissionen og folketinget tilstraekkeligeeller praecise oplysninger om de udgifter - navnlig pa pensionsomradet - som var forbundet med tjenestemandsreformen. Nogle dage senerepraeciserede AS dette angreb ved i en af de udsendte »konfliktorientering«erunder overskriften: »Nogleperson i akademikerkonflikten?«at udpege departementschefen i lonnings- og pensionsministeriet, P. Bjorn Olsen, som den der var skyld i, at kommissionen ikke havde faet oplysningerne om de okonomiske konsekvenser af tjenestemandsreformen.AS fulgte sagen op ved i et brev af 27. September til departementschefenat anmode om at fa tilstillet kopier af det materiale, som tjenestemandskommissionenog folketinget havde modtaget fra ministeriet vedrorendeudgifterne forbundet med tjenestemandsreformen. Nogle dage senere fik man tilsendt det onskede materiale fra departementschefen, der denne gang havde undladt at underskrive sit brev »med venlig hilsen«.

Til angrebet pa departementschefen for at have undladt at informere om udgifterne ved reformen fojede man yderligere anker over, at kommissionen ikke havde faet forelagt oplysninger om det svenske tjenestemandssystem.

Problemet var allerede blevet introduceret i TVA den 24.9., hvor fuldmaegtig Holger Lavesen, der stod AS' forhandlere nasr, og som selv havde vaeret forhandlingsleder under tidligere overenskomstforhandlingermellem AS og staten, blev interviewed Han blev af speakeren introduceretsom »vor eneste ekspert i svensk tjenestemandsret« og blev spurgt om, hvordan det svenske system fungerede. Da dette system indeholdtalle de fern punkter, som AS i sin skrivelse af 26.2.1969 til tjenestemandskommissionenhavde stillet som betingelse for at traeffe en hovedaftalemed staten, matte AS vaere positiv over for, at et tilsvarende systemindfortes i Danmark. Selv om lonningsministeren allerede straks efter udsendelsen af dette interview havde tilkendegivet, at tjenestemandslovenenetop Var blevet gennemfort, og at det var urealistisk at tro, at man skulle asndre systemet sa kort tid efter, fortsatte AS at presse pa for at gore opmaerksom pa det svenske system. I en »konfliktorientering« udsendt 27. September skod man igen pa departementschef P. Bjorn Olsen ved at sporge: »Hvorfor er det svenske tjenestemandssystem blevetfortiet i tjenestemandskommissionen?« og oplyste, at i Sverige havde

tjenestemaendene bade fri forhandlingsret, fuld organisationfrihed og forhandlingsfrihed
.18

Da konflikten gik ind i sin tredje uge, udsendte AS-formand, professor Bjarne Norretranders en pressemeddelelse (30.9.1969), i hvilken han abnede en dor pa klem for fornyede forhandlinger. Han efterlyste her en »utvetydig tilkendegivelse fra lonningsministeren om, at han og dermed regeringen vil anvende bemyndigelserne i den nye tjenestemandslov saledes, at staten fuldt ud anerkender statsansatte akademikeres organisationsfrihed - d.v.s. friheden til at bestemme, hvorledes de vil organisere sig. En sadan kan vise sig at vaere den nogle, der laser doren til forligsinstitutionen op. Der ma altsa sikkerhed for, at de statsansatte akademikere, der selv onsker det, kan fa deres forhold forhandlet gennem AS.«

Den bemyndigelse, som AS-formanden sigtede til, findes i tjenestemandslovens kap. 10 § 49, hvori det hedder, at tjenestemaendenes forhandlingsret udoves gennem de centralorganisationer, som lonningsministeren indgar hovedaftale med.

Der var i og for sig intet nyt i AS-formandens initiativ. Det, det drejede sig om, var det tidligere gentagne gange fremforte onske om at fa ministerens anerkendelse af at vaere hovedorganisation specifikt for de tjenestemandsgrupper, som havde brudt med Danske Statsembedsmaends Samrad (d.v.s. Ministerialforeningen, overlaegerne m.fl.). Lonningsministeren svarede forsigtigt henholdende pa dette initiativ med en ny pressemeddelelse, hvori han udtrykte, at han matte have nogle uddybende forklaringer fra AS, idet han ikke umiddelbart kunne se sammenhaengen mellem tjenestemandslovens bemyndigelsesbestemmelser og overenskomsterne for de statsansatte akademikere. Ministeren lukkede yderligere doren pa klem for direkte forhandlinger ved afslutningsvis at antyde, at han ville vaere aben for andre former for kommunikation end gennem pressemeddelelser. Den breweksling og de efterfolgende mundtlige forhandlinger, der nu kom igang mellem ministeren og ASformanden betod, at det stadium af konflikten, hvor parterne kommunikerede gennem pressen nu var forbi - man var i dagene omkring 3.-5. oktober langsomt pa vej mod nye forhandlingsrunder mellem parterne.

---

18. AS' forskellige initiativer under strejken fremgar af de pressemeddelelser og de »konfliktorienteringer«, som udsendtes.

Andre organisationers forhold til konflikten

Mange organisationer uden for AS' kreds fulgte med stor arvagenhed udviklingen omkring konflikten. Det gjaldt naturligvis isaer tjenestemandsorganisationerne, der ved flere lejligheder reagerede, nar de fandt deres interesser var ved at blive gaet for naer.

Tre ar for konflikten brod ud, var Samradet blevet praesenteret for sporgsmalet, hvorledes tjenestemandsansatte arbejdsmaessigt skulle forholde sig, hvis deres overenskomstansatte kolleger gik i strejke. I 1967 havde Ministerialforeningen skrevet til Samradet for at bede om, at der blev udarbejdet regler for samarbejdsforholdene under en eventuel strejke. Formanden for Samradet gled uden om sporgsmalet ved at svare, at han ikke syntes, at det tjente noget rimeligt formal at udstede direktiver, for konflikten blev aktuel.¹⁹

Ved konfliktens udbrud udsendte Danske Statsembedsmaends Samrad en forholdsordre til sine medlemmer. I den hed det »Samradet opforder tjenestemaendene til at indtage en neutral holdning under konflikten«. Definitionen pa neutralitet lod pa, at tjenestemaendene ikke skulle patage sig overarbejde i storre udstraekning end saedvanligt. Samradet »foraerede« AS' modpart en god ide til at afbode konfliktens virkninger ved at gore opmaerksom pa, at bade den gamle og den nye tjenestemandslov forpligtede tjenestemanden til at underkaste sig »forandringer i tjenestemandsforretningers omfang og beskaffenhed«, hvilket efter Samradets fortolkning betod, at ministerier, der var konfliktramte, havde lov til at prioritere tjenestemandsforretningernes vigtighed. Med andre ord: Samradet mente ikke, at det ville gaud over neutraliteten, hvis tjenestemaend efter ordre overtog arbejde, som strejkende overenskomstansatte havde nedlagt.

Dette problem havde Ministerialforeningen, der som deter fremgaet ovenfor havde trukket sig ud af Samradet, en ganske anden mening om. Ministerialforeningen havde sa tidligt som i slutningen af juni, da det trak op til konflikt, og varsler herom var ved at blive udsendt, pa et repraesentantskabsmodevedtaget en resolution, hvori man udtrykte den opfattelse,at staten ved at palaegge tjenestemandsansatte medarbejdere konfliktramtarbejde ikke skulle kunne unddrage sig den aktionsrisiko, der pahvilerenhver part i en kollektiv arbejdsoverenskomst. Ministerialforeningenomsatte dette synspunkt i handling ved den 11.9.1969 - fa dage for arbejdsnedlaeggelserne blev effektive - at palaegge de af medlemmerne,som

---

19. Samradet (j.nr. 2533).

ne,somville fa palagt »aendrede eller forogede« arbejdsopgaver, straks at rette henvendelse til foreningens bestyrelse, der derefter omgaende ville optage forhandlinger med vedkommende styrelse og tage ansvaret for, hvordan medlemmet herefter skulle forholde sig. Samme dag, som denne skrivelse gik ud, henvendte Ministerialforeningen sig skriftligt til statsministeren og gjorde her opmaerksom pa, at foreningen matte modsaettesig, at dens medlemmer fik palagt konfliktramt arbejde. I skrivelsenhed det: »Ministerialforeningen gar ud fra, at staten ikke vil belaste tjenestemaendenes loyalitet ud over det rimelige i den foreliggende situation,hvilket vil vaere tilfaeldet, safremt staten soger at anvende tjenestemaendenesom redskab i konflikten«.²⁰

Aktuarundersogelsen, som var foretaget i slutningen af august pa forligsmandens foranledning, var efterhanden som den blev kendt og fortolket anledning til erklaeringskrig mellem AS og FTF (Fsellesradet for danske Tjenestemands- og Funktionaerorganisationer). FTF tog udgangspunkt i AS' vurdering af, at pensionsgodet matte svare til 40% af lonnen. Dette protesterede FTF imod, idet organisationen gjorde opmasrksom pa, at aktuarberegningerne havde udvist 90 forskellige storrelser af tjenstemandsbidrag varierende fra 8,4 til 139 pet. - alt efter forskellige forudsaetninger. AS svarede skarpt igen, at FTF's kritik var baret af aengstelse for den interesse, der nu var skabt omkring vaerdien af tjenestemandspensionen.

Senere da man var dybt inde i konflikten, og AS-formanden ved sin pressemeddelelse af 30.9. antydede, at losningen kunne komme ved, at lonningsministeren sluttede en hovedaftale med AS, og lonningsministerenhavde bedt om at fa noget naermere at vide om AS' tanker i sa henseende, fandt tjenestemaendenes hovedorganisationers faellesudvalg anledning til at advare lonningsministeren. Statstjenestemaendenes og Laerernes Faellesudvalg - det var udvalgets officielle navn - skrev 9. oktobertil ministeren i vendinger, som naermest var truende. Udvalget udtryktesom sit synspunkt, at en forudsaetning for den netop gennemforte tjenestemandsreform var, at aftaleforholdet mellem staten og tjenestemaendenefor de sidstes vedkommende var begraenset til nogle ganske fa organisationer. En imodekommelse af AS' krav om ogsa at blive anerkendtsom hovedorganisation ville ifolge faellesudvalget rejse tilsvarende krav fra mange andre og - sluttede udvalget sin skrivelse - »sker dette, vil forudsaetningerne vedrorende forhandlingsprocedure, hvorpa hele tjenestemandsreformenaf 1969 hviler, ikke laengere vaere til til stede, og centralorganisationernevil

---

20. AS' arkiv om overenskomstforhandlingerne i 1969.

tralorganisationernevilherefter ikke kunne patage sig medansvaret for
reformens omsaettelse til praksis, hvorfor man af hensyn til konsekvensernema
advare mod en spredning af forhandlingsretten ...«21

Fra strejke til forlig

Strejken varede fra onsdag den 17. September til og med sondag den 26. oktober 1969. Strejken var effektiv i den forstand, at kun ganske fa af de ca. 800, som organisationerne havde sendt i strejke, naegtede at nedlaegge arbejdet.

Pa forhand havde AS ved udtagning af strejkemalene vaeret yderst forsigtig og havde omhyggelig undgaet at blaese til strejke pa omrader, hvor virkningerne ville blive sa staerke, at der ville vaere fare for, at staten ville svare med et lovindgreb. Alligevel var der gennem hele strejken hos AS frygt for lovindgreb.²²

Deter meget vanskeligt at male strejkens virkninger. Gar man ud fra den reaktion, som afspejles i laeserbrevene i dagspressen, var det navnlig arbejdsnedlaeggelserne pa gymnasie- og universitetsomradet, der vakte irritation. Virkningerne pa dette omrade var formentlig vaerst for den tredjepart, som denne - savel som enhver anden strejke - ofte gar ud over. I dette tilfselde var det elever og studerende. Der er imidlertid ogsa meget, der tyder pa, at den del af strejken, som berorte centraladministrationen, virkede direkte og enkelte steder lammende for modparten.²³

Det ville vaere naerliggende at antage, at AS havde benyttet den politiske situation pa strejketidspunktet til at fremme sine interesser. Man kunne forestille sig, at der havde vaeret tale om enten at indlede samarbejde med den socialdemokratiske opposition mod VKR-regeringen eller at svaekke regeringsfronten ved at fa en af de tre regeringspartnere til at tale AS' sag. Der er imidlertid intet, der tyder pa, at AS pa noget tidspunkt af konflikten involverede de politiske partier.

Den forste runde af de genoptagne forhandlinger foregik i perioden 8.-11.oktober og var koncentreret omkring droftelser mellem pa den ene side lonningsminister Hastrup og departementschef P. Bjorn Olsen og AS' formand, Bjarne Norretranders samt AS' forhandlingsudvalgs formand, Soren Brogaard pa den anden side. Tyngdepunktet i denne

---

21. Samradet (j.nr. 2533).

22. AS' pressemeddelelser og detailreferater af AS' forretningsudvalgsmoder.

23. Interview med Hastrup.

runde var et mode mellem de fire pa Marienborg torsdag den 9. oktober. Ved dette mode talte forhandlerne fra de respektive parter helt forbi hinanden. AS' repraesentanter praesenterede pany deres onske om anerkendelseaf forhandlingsberettigelse for de akademisk uddannede tjenestemaend,der var medlemmer af AS. Statens forhandlere praesenterede AS-folkene for et udkast til protokolat, der bl.a. gik ud pa, at et naevn sammensat af halvt repraesentanter for det offentlige og halvt for AS og Samradet under en neutral formand skulle afgore graenserne mellem tjenestemands - og overenskomstansaettelse, og som videre foreslog, at den 3% lonforhojelse, som man stod fast pa, skulle fordeles til de overenskomstansatteaf et paritetisk naevn. Det var en videre bearbejdelse af et af de forslag, som arbejdsministeren i sit notat af 15.9.1969 havde foreslaetlonningsministeren.

AS-forhandlerne kunne allerede samme aften meddele lonningsministeren et forelobigt afslag pa hans protokollatudkast, som den folgende dag i et mode mellem parterne udforligt blev motiveret af AS-formanden.

AS-forhandlerne kunne give deres forelobige svar sa hurtigt, fordi forhandlingsudvalget mfl. var i beredskabsmode, som man kommunikerede med pr. bud til og fra Marienborg. AS' forhandlingsudvalg var i lobet af strejken i realiteten, uden at AS' kompetente organer havde truffet beslutning herom, blevet et andet end ved konfliktens start. Udvalget var helt uformelt blevet suppleret med nogle af de strejkende jurister. Deter allerede ovenfor naevnt, at Holger Lavesen i Iobet af strejken over for offentligheden havde optradt som saerlig ekspert vedrorende det svenske tjenestemandssystem. Lavesen og to af hans kolleger, Jorgen Gersing og O. Unmack Larsen deltog fra tidligt under strejken i forhandlingsudvalgets arbejde. Som strejkende jurister var de af deres forbund indkaldt til at gore tjeneste og kom pa den made ind i ASforhandlernes kreds. Selv om maden, pa hvilken de kom til at vaere med i det centrale arbejde omkring konflikten, havde udviklet sig naesten tilfaeldigt, var det ikke tilfaeldigt, at netop de blev inddraget. Der var tale om yngre jurister, som fra deres daglige arbejde i bl.a. Justitsministeriets lovkontor var kendt som skarpsindige analytikere. Det var fra denne kreds, initiativet udgik til at fa blaest nyt liv i forhandlingerne.

Efter Marienborgmodet den 9. oktober var der hos begge parter dyb
nedtrykthed.24 Man var tilsyneladende sa langt fra hinanden som nogensinde.For
statens forhandlere gjaldt det, at de vanskeligt kunne give

---

24. Interviews med Brogaard og Hastrup.

storre lontilbud til de overenskomstansatte end de 3%, som i forste omgangvar blevet tilbudt tjenestemaendene. Den senere lonforhojelse, som tjenestemaendene skulle have, kunne man ikke give de overenskomstansatte,fordi dette ville odelaegge den balance rnellem tjenestemands- og overenskomstlonninger til akademikere, som man netop havde sogt at fa etableret ved tjenestemandsreformen. Man kunne heller ikke give AS forhandlingsberettigelse som organisation for akademiske tjenestemaend bl.a. pa grund af heftig modstand fra de eksisterende tjenestemandsorganisationer,som man netop pa dette tidspunkt var i faerd med at underskrivehovedaftaler med.²⁵

For AS' vedkommende forholdt det sig sadan, at man efter flere maneders forhandlinger, brevvekslinger og pressedueller ikke havde fuld klarhed over modpartens hensigter og navnlig ikke kendte svaret pa det helt afgorende sporgsmal: Var det regeringens hensigt at afskaffe overenskomstansaettelsen for akademikere? Norretranders var - sikkert af polemiske grunde - i sit svar pa Hastrups protokollatudkast fra Marienborgmodet den 9. oktober gaet ud fra, at det var regeringens hensigt, da han sagde: »Jeg ma konkludere, at De fortsat forhandler med det formal at berove de overenskomstansatte akademikere deres organisationsfrihed og frie forhandlingsret«.²⁶

Det bidrog yderligere til AS' aengstelse omkring regeringens hensigter, at der den 12. oktober fra statsministeriet udsendtes en meddelelse, der meget kryptisk meddelte: »Regeringens Ionningsudvalg har idag droftet akademikerkonflikten. Da der i overvejelsen indgar sporgsmal, som omfatter forhold, der vedrorer tjenestemandsansaettelse, har udvalget anset det for nodvendigt at orientere sig hos tjenestemaendenes centralorganisationer om disse sporgsmal«.

AS reagerede ojeblikkeligt ved at bede om et mode med statsministeren
for at man kunne protestere mod, at AS' overenskomstforhandlinger
blev lagt ud til droftelse med tjenestemandsorganasitionerne.

Statsministeren svarede, at nar regeringens lonudvalg havde bedt om et mode med centralorganisationerne, skyldtes det alene, at der under udvalgets overvejelser var »opstaet sporgsmal som vedrorer tjenestemaendenes ansaettelsesforhold, og at udvalget som folge heraf finder det nodvendigt, at lonningsministeren orienterer sig om disse sporgsmal hos tjenestemaendenes centralorganisationer«.²⁷

---

25. AS' arkiv om overenskomstforhandlingerne i 1969.

26. Interviews med Lavesen, Norretranders og Brogaard.

27. Pressemeddelelse fra statsministeriet 12.10.1969 kl. 21.45.

Det, der i virkeligheden skete ved modet med centralorganisationsrepraesentanterne, var, at man fra regeringens side ville have forhandsgodkendelse af en omradeafgraensning, saledes at visse stillinger skulle vaere forbeholdt overenskomstansatte, men herom mere nedenfor.

Pa dette sted ma det ogsa naevnes, at vanskelighederne ved at opna et forhandlingsgennembrud til en vis grad ma soges i forhandlernes noget forskellige temperamenter og indstilling til hele forhandlingsarbejdet. Det ma erindres, at ministeren naermest var blevet presset til at tage posten som lonningsminister ved siden af arbejdet som boligminister. Mens han var ekspert pa det sidstnaevnte omrade, havde han ingen erfaring vedrorende lonforhandlinger, hvilket han udtrykkelig havde fremfort, da statsministeren havde bedt ham overtage denne ressort. Det kunne maske have vaeret kompenseret ved, at departementschefen havde taget mere udvidede initiativer. Men departementschef Bjorn Olsen har efter alt at domme handlet forst og fremmest som radgiver og ikke onsket at tage initiativer, som han mente, det tilkom politikerne at fremfore. Statens forhandlere folte sig desuden noget skrsemt af den til tider ret harde forhandlingstone, som AS-forhandlerne benyttede, og som maske igen bundede i den usikkerhed, som disse folte ved ikke at kunne gennemskue, hvad der var modpartens egentlige hensigter.

I denne situation kom det afgorende initiativ, der skulle vise sig at vaere noglen til konfliktens losning. Initiativet kom fra den kreds af jurister, der som ovenfor naevnt uformelt havde sluttet sig til forhandlingsudvalget. De havde siddet i beredskab sammen med forhandlingsudvalget i Holger Lavesens hus den 9. oktober, mens Norretranders og Brogaard havde mode med Hastrup og Bjorn Olsen pa Marienborg, og her havde de modtaget ministerens protokollatudkast og budskabet om, at der tilsyneladende ikke var muligheder for at komme videre mod en losning af konflikten. Lavesen havde analyseret sig til, at losningen matte bygge pa tre principper: Regeringen matte ikke lide et prestigetab, lonstigningerne ved overenskomstfornyelsen for akademikerne matte vaere pa et niveau, som offentligheden kunne acceptere, og akademikerorganisationerne skulle kunne bevare en reelt fri forhandlingsret. Samtidig havde han og kredsen omkring ham faet det indtryk, at der var et eller andet gait forhandlerne imellem. Han har selv senere udtrykt det sadan, at enten var det AS' forhandlere, der ikke udtrykte sig saerlig praecist, eller ogsa var departementschef ens og ministerens kontakt ikke god nok, eller ogsa var ministerens kontakt til resten af regeringen ikke tilfredsstillende.²⁸

---

28. Interview med Holger Lavesen.

Lavesen og Gersing tog med grundlag i ovenomtalte betragtninger — og med AS' officielle forhandlingsudvalgs vidende - den beslutning at tage kontakt til regeringen uden om Hastrup. De ringede til justitsminiter Thestrup sent pa aftenen efter Marienborgmodet for at bede om et mode, som de fik. De spurgte Thestrup om det protokollatudkast, som AS-forhandlerne havde modtaget, virkelig var regeringens udspil til forhandlingslosning, og om der ikke kunrie findes et bedre grundlag. Thestrup lovede at tage sagen op med Ionningsministeren, hvilket han gjorde allerede den folgende dag. Hastrup var alt andet end begejstret for, at man saledes var gaet forbi ham til et andet medlem af regeringen, men erklasrede sig dog villig til at modes med Lavesen under helt private og uformelle former. Det blev aftalt, at Thestrup skulle meddele tilbage, at Lavesen - som havde hus tast ved Hastrups - den folgende dag kunne ga forbi hos Hastrup. Der kunne sa »optages kontakt over havegaerdet«, hvor man kunne drofte sagen.

Havegaerdekontakten forte til, at Lavesen og pa et senere tidspunkt ogsa AS' egentlige forhandlere kom og forhandlede privat hos lonningsministeren. Dette kunstfaerdige forhandlingsarrangement havde flere fordele. Man havde muligheder for at forhandle uden at vaere forstyrret af pressen, og i det omfang ministeren droftede sagen med Lavesen, kunne man ogsa bevare illusionen om, at der var tale om helt fri udveksling af synspunkter, som ikke var direkte bindende for nogle af parterne. Det gav en frihed, der var befordrende for losning af problemerne.²⁹ I dagene 15.-18. oktober foregik forhandlingerne i lange perioder, uden at AS' forhandlingsudvalg var direkte involveret. Ikke sadan at forsta, at Lavesen forhandlede pa egen hand. Han droftede mange forskellige enkeltheder med Hastrup og Bjorn Olsen og vendte sa tilbage til AS' forhandlingsudvalg for at indhente oplysning om AS' indstilling til sagerne, som han derefter viderebragte. Teksten til de dokumenter, der skulle komme til at danne grundlaget, blev skrevet sammen hele natten mellem den 19. og 20. oktober 1979 af Lavesen og departementschef Bjorn Olsen.

Forligets hovedhjornesten var et dokument, der som det forste punkt indeholdt en tilkendegivelse fra ministeren om retningslinier for afgraensningaf ansaettelsessystemerne. Ministeren erklaerede, at nyansaettelser af akademikere i de almindelige grundstillinger for akademisk uddannet personale i staten skulle ske pa overenskomstvilkar. For chefstillingernes vedkommende, det vil sige stort set fra lonramme 36 (kontorchefniveau), skulle ansaettelse ske pa tjenestemandsvilkar. Med denne beslutning ville

---

29. Interviews med Hastrup og Lavesen.

AS vaere sikret mod, at overenskomstsystemet brod sammen pa grund af
manglende nyrekruttering af overenskomstansatte.

Til gengaeld bandt AS sig i forligsdokumentet til at frafalde sammenkaedningen
mellem overenskomstforhandlinger og tjenestemandsforhold.

Tanken om en afgraensning mellem ansaettelsesformerne var ingenlunde ny. Departementschef Bjorn Olsen havde i sin egenskab af formand for tjenestemandskommissionen luftet dette sporgsmal i 1966, og AS' davaerende formand havde over for departementschefen praecis angivet, at det var AS' mal, at ansaettelsesformerne skulle anvendes sadan, at grundstillingerne skulle besaettes pa overenskomstvilkar og chefstillinger efter tjenestemandssystemet. Senere havde civilingeniorer sluttet overenskomst med en lignende afgraensning. Under konflikten var dette sporgsmal forst kommet frem ret sent. AS' forhandlere havde det med og praesenterede det for ministeren pa Marienborgmodet den 9. oktober dog uden at modtage positiv reaktion pa det.

Med denne afgraensning kunne AS roligt frafalde sammenkaedningen af overenskomstforhandlinger og diskussionen om forhandlingsret for tjenestemaend. AS havde vaeret nervos for, at de nye tjenestemandslonninger ville medfore affolkning af overenskomstomradet, som i sidste instans kunne medfore, at al tale om fri organisationsret og fri forhandlingsret ville vaere meningslos, fordi der ikke ville vaere medlemmer at organisere eller nogen at udove forhandlingsretten for. Den interesse, som AS havde vist for at blive forhandlingsberettiget for tjenestemaendene, var et forsog pa at etablere et sikkerhedsnet til brug for overenskomstsystemet. Med afgraensningen mellem ansaettelsesomraderne var der ikke nogen ojeblikkelig brug for et sikkerhedsnet.

Hele den lonmaessige side af overenskomstfornyelsen var indeholdt i en redegorelse til forligsmanden, hvem det formelt blev overladt at bringe forliget pa plads. I den officielle redegorelse for forliget korn det til at hedde, at skalalon og tillaeg skulle forhojes med gennemsnitlig 3%.

Man ma her huske, at tjenestemandslonningerne var blevet sat op med 3% pr. 1.4.1969, og denne procentuelle forhojelse var det, man fra statensside havde staet fast pa, at ogsa de overenskomstansatte akademikereskulle nojes med. Et naermere studium af detaljerne i den lonmaessige side af forliget viste dog, at der var tale om en vis »optik« i betegnelsen »gennemsnitligt 3%«. Begge parter var klar over, at man kunne stille regnestykket sadan op, at der egentlig var tale om forhojelser pa 4,3%. Der var imidlertid ingen grund til at svaekke lonningsministerens prestige ved at vaere for praecis i omtalen af det lonmaessige resultat. Et andet

lonmaessigt forhold, som ikke blev naevnt i den officielle pressemeddelelsevar, at parterne var blevet enige om, at lonnen pr. 1.4.1970 skulle forhojes 1% svarende til den regulering, som man pa det almindelige arbejdsmarked var blevet enige om. Endvidere skulle der i akademikeroverenskomsterneoptages en bestemmelse om, at skalalon og tillaeg pr. 1.4.1970 yderligere skulle justeres i overensstemmelse med den lonudvikling,som ville blive registreret pa det private arbejdsmarked. Ved forligetsafslutning lagde man i AS-kredse stor vaegt pa dette resultat.³⁰

Arbejdsgiverparterne fik to krav gennemfort, som AS uden kamp allerede pa et tidligt tidspunkt havde medgivet. Det var en bestemmelse om fredspligt mellem parterne, som man kendte fra overenskomsterne pa det private arbejdsmarked, samt en lofteparagraf om afslutning af en hovedaftale. Det sidste matte anses i begge parters interesse. Episoder, som den man pa grund af manglende hovedaftale havde oplevet, da AS forste gang varslede konflikt, kunne ikke vaere onskelig for nogen af parterne.

Ud over selve forligsteksten og redegorelsen til forligsmanden om den lonmaessige side indgik videre som et led i forliget en udtalelse fra undervisningsministeriet om, at »ministeriet ville stille sig positivt over for forslag ... om at oprette et antal professorater ved de laegevidenskabelige institutter ...«

Den 20. oktober modtes parterne sa hos forligsmanden, for at man
kunne saette ham ind i det, der var opnaet enighed om, og for at parterne
kunne fa hans medvirken til at ordne de tilbagevaerende problemer.

Parterne onskede forligsmandens medvirken til endelig afslutning af konflikten ved et sakaldt »forlig ved bordet« d.v.s. en aftale om fornyelse af overenskomsterne. Der skulle saledes ikke vaere tale om udsendelse af et maeglingsforslag til afstemning hos hver af parterne.

Der blev herefter arbejdet pa hojtryk i forligsinstitutionen i dagene 20.-23. oktober. Her opnaede man enighed om, pa hvilke vilkar man skulle afvikle det overarbejde, der havde hobet sig op under konflikten. Man blev ogsa enige om de principper, som skulle gaelde i pensionsmaessigsammenhaeng for de overenskomstansatte, der efter avancement til chefstillinger (36. lonramme og hojere) skulle over i tjenestemandssystemet.Endelig indgik der, som et af de mere perspektivrige dokumenter, der blev et led i forliget, en meddelelse fra undervisningsministeriet om, at man nu ville nedsaette et udvalg, der skulle stille forslag om universitetslaerernesarbejdsforpligtelser - dette udvalgsarbejde blev grundlaget

---

30. Interview med Brogaard.

for den stillingsstruktur, som i 1972 indfortes pa universiteter og hojere
laereanstalter.

Forhandlingsresultatet godkendtes den 24. oktober med et flertal af stemmer blandt de akademikerorganisationer, der havde deltaget i faellesforhandlingerne og i konflikten. Lordag d. 25. oktober kl. 11 modtes parterne igen i forligsinstitutionen, og her underskrev man et dokument om forhandlingsresultatet. Departementschef P. Bjorn Olsen underskrev som hovedforhandler for staten. For AS underskrev lederen af forhandlingsudvalget Soren Brogaard. Som statens medforhandler underskrev formanden for Sygehusforeningen i Danmark, Thisted Knudsen, og for Kobenhavns Hospitalsvaesen, direktor Berlin. Endelig gav Amtsmand Wechselmann ogsa sin underskrift i egenskab af forligsmand.

Forligets følger

Begge forligets parter havde allerede for underskrivelsen vaeret klar over, at der pa kortere sigt kunne opsta problemer i forbindelse med aftalen om afgraensningen mellem tjenestemands- og overenskomstansaettelse. Man kunne nemlig stille det sporgsmal, om en sadan afgraensning var lovmedholdelig. Hvad ville der ske, hvis en nyansat akademiker med henvisning til lov om normering og klassificering af tjenestemandsstillinger ville forlange sig tjenestemandsansat? AS havde ladet udarbejde et notat om sagen, hvor man efter en juridisk vurdering fandt, at der ikke kunne vaere noget ulovligt i afgraensningen.³¹

Dette AS-notat blev naturligvis ikke offentliggjort, men at det var forudseende af AS at fa det udarbejdet blev klart ret hurtigt efter, at forliget blev kendt af offentligheden. I »Politiken« havde davaerende universitetslektor Ole Krarup - der tidligere i pressen havde polemiseret mod AS-strejken - en kommentar, hvor han betegnede det som en juridisk misforstaelse, at man havde lavet omradeafgraensningen. Han stillede sporgsmalet saledes op: »Nar Folketinget har vedtaget en tjenestemandslov, kan ministeren da pa egen hand udhule denne lov ved administrativt at dekretere (og aftalemaessigt binde sig til) at loven ikke skal finde anvendelse pa vigtige grupper, over for hvem Folketinget har forudsat lovens principielle anvendelighed?«

Ole Krarups indvendinger blev juridisk gendrevet i »Politiken«s spalterde
folgende dage. Hele denne diskussion var imidlertid i udpraeget

---

31. AS' arkiv om overenskomstforhandlingerne i 1969.

grad akademisk. Lonningsministeriet havde nernlig sikret sig pa forhand ved - som deter omtalt ovenfor - den 12. oktober at indbyde centralorganisationernetil et mode, hvor der stiltiende var blevet givet accept af omradeafgraensningen.³² Tjenestemandsorganisationerne har formentlig ved denne lejlighed fornemmet, at der her var tale om et politisk problem.Hvis de havde opponeret mod aftalen, kunne den i givet fald lovliggores ved, at folketinget vedtog en aendring til normerings- og klassificeringsloven.Nu, hvor man stod ved afslutning af en übehagelig konflikt,var der hos politikerne en vilje til at gennemfore forliget. Det har tjenestemandsorganisationerne kunnet maerke, hvorfor de frafaldt modstandmod afgraensningsaftalen. Pa laengere sigt fik afgraensningen meget vidtgaende betydning. Arbejdsgiverparterne fik afskaffet det generende dobbelte ansaettelsessystem, hvor to ansaettelsesformer konkurrerede med hinanden og dermed tvang lonningerne i vejret.

Akademikerstrejken fik ogsa direkte betydning for den revision af arbejdsretsloven, som regeringen satte i gang i efteraret 1970, og som i 1973 forte til, at man fik vedtaget en ny lov. De tidligere love pa dette omrade havde kun opereret med pa den ene side Dansk Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgivere og pa den anden side LO som parterne pa arbejdsmarkedet.

Nu inviterede regeringen AS, repraesentaner for lonningsministeriet, kommunerne m.fl; til at vaere med i et udvalgsarbejde, der skulle gore et forberedende arbejde, saledes at lovens kompetenceomrade kunne udvides til at omfatte andre omrader af arbejdsmarkedet. Optakten til ASkonflikten med voldgiftsbehandlingen af sporgsmalet om AS' ret til at varsle aktion kollektivt for sine medlemmer og AS' evne til at gennemfore en konflikt efter de regler, som gjaldt pa arbejdsmarkedet, har vaeret baggrunden for at tage AS med i dette arbejde. Ved at invitere AS til at vaere med i revision af arbejdsretsloven var det fra politisk side vist, at man nu anerkendte AS som repraesentant for bestemte lonmodtagergrupper og som en organisation med en plads i det danske arbejdsmarkedssystem.

Den afspaending mellem lonsystemerne, som graenseaftalen rnedforte, kom hurtigt til at brede sig til ogsa at omfatte forholdet mellem AS og Samradet. Nu hvor ingen af organisationerne behovede at frygte langsom hendoen, fordi det lonsystem, organisationen byggede pa, var undergravet,kunne man atter modes og tage ideen op om en fusion. Tanken om en sammensmeltning af Samradet og AS havde vaeret bragt frem i 1967 i

---

32. Interview med Bjorn Olsen.

en artikel af Juristforbundets formand, professor von Eyben i organisationensmedlemsblad. Som deter beskrevet ovenfor, var man i forsommeren1968 meget langt fremme med planerne om en fusion, som man imidlertid ikke kunne blive enige om. Uvilje og mistaenksomhed kom herefter i stigende grad til at praege forholdet mellem organisationerne. Under selve AS konflikten var der direkte fjendtlighed parterne imellem baret af den frygt, som hver for sig naerede for sit systems overleven.

Efter kontakter pa formandsniveau begyndende fa maneder efter konfliktens afslutning, indbod de to organisationer ved arsskiftet 1970/71 i faellesskab en bredere kreds af organisationsrepraesentanter til en arbejdskonference, hvor en almindelig forbrodring fandt sted, og hvor man blev enige om et grundlag for fusionen, der i mangt og meget lignede det forslag, som havde vaeret fremme i sommeren 1968. Af sammensmeltningen mellem de to organisationer skulle en ny organisation - Akademikernes Centralorganisation, opsta. Den nye organisation skulle indtraede i den hovedaftale, som Samradet havde haft med staten. Hermed bortfaldt al uenighed om, hvem der skulle organisere tjenestemandsansatte akademikere, hvem der skulle forhandle for dem, og hvem der kunne traeffe aftaler pa deres vegne.