Aktuelle vælgerundersøgelser i historisk belysning

Tre boger om danske valg 1960-1975^l 11960'erne og 1970'erne er der pa Institut for Statskundskab ved Arhus Universitet og ved Institutterne for samtidsfag og samtidshistorie ved Kobenhavns Universitet udarbejdet forskellige vcelgerundersogelser. De prcesenteres her ncerrnere af lektor cand. mag. Johan Peter Noack med henblik pa deres anvendelighed i historiske fremstillinger. Han fremdrager nogle centrale resultater, drofter metodiske og teoretiske udgangspunkter og plcederer for, at undersogelserne mere bevidst orienteres mod den historiske sammenhceng.

I de senere ar har vaelgernes stemmeafgivning vaeret praeget af en overraskendeomskiftelighed, som har resulteret i et helt nyt partimonster i folketinget. Deter blevet vanskeligere at danne stabile regeringskoalitioner,og sammen med andre forhold har dette fremkaldt en usikker og forbitret atmosfaere i det politiske liv. En sadan forandring pakalder sig en historisk forklaring, og som grundlag for en sadan droftelse ville det vaere naerliggende at anvende de foreliggende vaelgerundersogelser.² Imidlertid rejser det en del problemer at bruge dem sadan. De er i hovedsagen tilrettelagt, ikke ud fra historisk interesse, men ud fra mere generelle teoretiske synspunkter. Dertil kommer flere metodologiske besvaerlighederved at analysere de saet af massedata, der ligger til grund for

1. Ole Borre og Jan Stehouwer: Partistyrke og social struktur, Arhus 1968, samme: Fire folketingsvalg 1960-68, Arhus 1970 og Ole Borre, Hans Jorgen Nielsen, Steen Sauerberg og Torben Worre: Voelgere i 70'erne. Resultater fra interviewundersogelser ved folketingsvalgene i 1971, 1973 og 1975, Kbh. 1976. Dertil samme: Folketingsvalget 1977. Tillasg til Vaslgere i 70'erne, Kbh. 1979. For frugtbare kommentarer takker jeg folgende medarbejdere pa Institut for Statskundskab: Jorgen Goul Andersen, Ole Borre, Jorgen Elklit, Ole P. Kristensen, Soren Risbjerg Thomsen og Ole Tonsgaard.

2. I nyere oversigter over dansk historie som Harald Westergard Andersen: Dansk politik i g&r og i dag, 3. ajourforte oplag 1976, og Frantz Wendt: Bescettelse og atomtid, Politikens Danmarks historie bd. 14, indgar ingen af disse undersogelsers resultater. Derimod er der hos Harry Haue, Jorgen Olsen og Jorn Aarup-Kristensen: Det nye Danmark 1890-1978, Kbh. 1979, kort redegjort for resultater af interviewundersogelser, se saledes p. 290 fog pp. 344ff.

Side 252

undersogelserne. Ogsa for den historiske fortolkning er det afgorende,
hvordan disse problemer anskues.

Der er to hovedlinier i undersogelserne af tressernes og halvfjerdsernes danske valg, den okologiske og den interviewbaserede. Den forste hviler pa analyser af data fra Danmarks Statistiks publikationer, de officielle valgresultater opgjort efter kommuner eller valgkredse og folketaellingerne. Den anden bygger pa analyser af interviews med representative udsnit af vaelgerkorpset, indsamlet af Socialforskningsinstituttet og Gallup. Indtil 1970 dominerede i Danmark arbejdet med de okologiske undersogelser, ikke fordi forskerne principielt foretrak denne linie, men ganske enkelt fordi de nodvendige bevillinger til indsamling af interviews ikke kunne opnas. Men da Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsrad fra og med folketingsvalget i 1971 bevilgede de fornodne penge, blev den okologiske linie i hvert fald forelobig sat i skyggen af den interviewbaserede.

Arbejdet med de okologiske undersogelser havde til huse pa Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Det blev ledet af Ole Borre og Jan Stehouwer. I 1968 og 1970 fremlagde de deres resultater i bogerne Partistyrke og social struktur 1960 og Fire folketingsvalg 1960-68. Arbejdet med interviewundersogelserne siden 1971 er blevet ledet af en gruppe forskere fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, og Institutterne for Samfundsfag og Samtidshistorie, Kobenhavns Universitet. De centrale resultater herfra blev fremlagt i 1976 af Ole Borre, Hans Jorgen Nielsen, Steen Sauerberg og Torben Worre i bogen Vcelgere i 70'erne. De skal her praesenteres naermere med henblik pa at indkredse problemerne ved resultaternes anvendelse i historiske fremstillinger. At disse vanskeligheder er sa betydelige, at der i nogle tilfaelde ma stilles sporgsmalstegn ved resultaternes gyldighed, gor det sa meget mere patraengende at understrege, at der er tale om en pionerindsats pa et vigtigt omrade, som i hvert fald danske historikere ikke har folt sig tilstraekkelig udrustet til at give sig i lag med.

De 8kologiske analyser: nogle resultater

Arbejdet med de okologiske undersogelser tog for alvor sin begyndelse i 1962. Initiativtagere var Poul Meyer og Jan Stehouwer, begge medarbejdereved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Sammenhaengenmellem social struktur og partistyrke havde fra forste faerd hovedinteressen.Man

Side 253

teressen.Manstilede mod at fremlaegge resultaterne i tre faser.³ Forst en proveanalyse omkring folketingsvalget i 1960. Dernaest en undersogelse af partiforskydningerne ved folketingsvalgene i 1960 og 1964. Denne del af arbejdet blev afbrudt af folketingsvalgene 1966 og 1968, og man fandt det da naturligt ogsa at inddrage dem. Tredje og sidste fase skulle samle sig om de lange udviklingslinier i sammenhaengen mellem partistyrke og social struktur.⁴ Kun de to forste af disse opgaver er imidlertid hidtil blevet lost.⁵

Dette forskningsprogram kraevede lagring og behandling af store maengder statistiske data. Indvarslingen af edb-alderen gjorde dette muligt for relativt beskedne midler. Af gode grunde matte disse oplysninger gaelde de enkelte kommuner. Da stemmeafgivning skal hemmeligholdes, kunne forskeren ikke habe pa at fa onsket om at belyse den enkelte vaelger opfyldt. I stedet matte man da bruge aggregerede data, d.v.s. oplysninger om den mindste territoriale enhed, kommunen. I sa henseende udgjorde Danmarks Statistiks publikationer et let tilgaengeligt kildemateriale. I forste omgang nojedes man med at ordne og lagre data for tidsrummet 1947-1964/68. Praktisk leder af dette arbejde blev fra 1964 Ole Borre. Statens Almindelige Videnskabsfond tradte til med okonomisk stotte. Da Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsrad i 1970 gav en ny bevilling, kunne ogsa tidsrummet 1920-1945 daekkes ind. Denne del af arbejdet stod Jorgen Elklit for. Dertil har Karl-Henrik Bentzon ordnet et supplerende data-saet til belysning af de kommunale valg i tidsrummet 1909-1968. Endelig er der i de seneste ar arbejdet med at opstille en serie data til belysning af valgene i 70'erne. Tilsammen udgor disse fire serier af oplysninger Institut for Statskundskabs sakaldte kommunedataarkiv .⁶

Forste del af det skitserede forskningsprogram blev afsluttet i 1968 med udgivelsen af bogen Partistyrke og social struktur 1960. Heri fremlagdeOle Borre og Jan Stehouwer den hidtil mest dybtgaende undersogelseaf dette problem i dansk historie siden 1901.⁷ Ganske vist var der

3. Som en forlober for dette program kan ses Jens Jeppesen og Poul Meyer: Sofavoelgerne. Valgdeltagelsen ved danske folketingsvalg, Kbh. 1964.

4. Partistyrke og social struktur pp. 9-10.

5. Soren Risbjerg Thomsen, Institut for Statskundskab, arbejder for tiden med de laengere linier i udviklingen.

6. Karl-Henrik Bentzon, Ole Borre og Jorgen Elklit: Kommunedata-arkivet, 1909-68. En forelobig oversigt over det politisk-okologiske data-arkiv ved Institut for Statskundskab, Institut for Statskundskab, Arhus 1972. Materialet er afleveret til Dansk Data Arkiv og beskrevet i DDA Katalog 1978, Kbh. 1978, pp. 66-69.

7. For tiden for indforelsen af hemmelig stemmeafgivning findes folgende undersogelser, Vagn Dybdahl: Partier og erhverv. Studier i partiorganisation og byerhervenes politiske aktivitet 1880-1913, bd. 1-2, Arhus 1969, Erik Hogh: Vcelgeradfcerd i Danmark 1849-1901, politisk-sociologisk analyse, Kbh. 1972. Niels Thomsen: Venstremcend i vildrede. Vcelgerreaktioner ved folkeafstemningen 1916, Festskrift til Poul Bagge, Kbh. 1972, pp. 349-83 og samme: Urbaniseringen og den politiske adfcerd, Urbaniseringsprocessen i Norden, del 3, Industrialiseringens forste fase, Oslo 1977, pp. 143-77. Se hertil ogsa de to artikler af Jorgen Elklit: Om udforskningen af vcelgeradfcerd i Danmark i det 19. arhundrede, Historie, Ny raekke, X,2 (1973), pp. 266-88 og Valg og stemmelister vedr. folketingsvalg 1849-98 i Landsarkivet for Norrejylland. En forelobig oversigt, Arkiv bd. 4,4 (1973) pp. 232-73.

Side 254

kun tale om et forste forsog, der tegnede et ojebliksbillede af situationen omkring folketingsvalget i 1960. Men de sociale og okonomiske faktorer, hvis forklaringskraft de droftede, kan med rette opfattes som langtidsvirkendekraefter. Blandt disse interesserede de sig isaer for regionalisme, urbanisering, erhvervsstruktur og stillingsstruktur. De undersogte ikke blot, hvor staerk sammenhaengen var mellem partistyrken og hver af disse variable enkeltvis, men analyserede ogsa samspillet mellem dem. De anvendte hertil forholdsvis enkle metoder som tabuleringer med to eller flere variable.

Adskillige af denne bogs resultater er af betydelig interesse. Det gaelder for eksempel det nuancerede billede, forfatterne tegner af samspillet mellem regionalisme og urbanisering. Naturligvis er det ikke overraskende, at forskelle i partistyrke landsdelene imellem for en stor del skyldes forskelle i urbanisering og dermed erhvervsstruktur. Nar der saledes i hovedstaden var langt faerre stemmer pa partiet Venstre end i Vestjylland og pa Lolland-Falster, ma det jo helt abenlyst haenge sammen med, at der i storre bysamfund ikke fandtes mange landbrugere. Men en mere indgaende analyse viste, at dette samspil ikke havde samme styrke for forskellige landsdele. Ved at eliminere forskelle i urbanisering faldt for Vestjylland, Fyn og Nordjylland afvigelsen fra det ovrige lands partifordeling med halvdelen. For ostjylland derimod gjorde det ingen forskel, og for Lolland-Falster fik man tvaertimod en beskeden forogelse. Hvordan kan disse forskelle i samspillet mellem regionalisme og urbanisering forklares? Forfatterne antyder, at det ma haenge sammen med forskelle i politiske traditioner, og dem finder de det - maske vel optimistisk - passende at overlade til historikerne at trasnge ind i.⁸

Pa samme made paviser de, at erhvervsstrukturens virkning ma ses i lyset af stillingsstruktur og regionalisme. Det kan saledes ikke undre, at arbejderpartierne og De Konservative stod staerkest i de mest industrialiserede kommuner, mens Venstre og Radikale havde deres storste tilslutningi

8. Partistyrke og social struktur, saerlig kap. 10, pp. 76-88. Se ogsa p. 68.

Side 255

ningilandbrugskommunerne. Sporgsmalet er imidlertid, om disse forskelleogsa var bestemt af stillingsstrukturen. Det blev kun undersogt for bypartierne. Her viste det sig, at mens stillingsstrukturen kunne forklare halvdelen af variationen efter industrialiseringsgrad for arbejderpartierne,gjorde disse forskelle i forholdet mellem arbejdere, funktionaerer og selvstaendige intet udslag i variationerne i De Konservatives styrke. Industrialiseringsgraden havde altsa for alle partier en selvstaendig betydning,men af meget forskellig styrke. For De Konservative fremkom dertil en regional sammenhaeng. Det var kun i de vestlige dele af landet, partiet tenderede mod at sta staerkere, jo mere industrialiserede kommuner,der var tale om. Mod ost varierede partiets styrke kun positivt med serviceerhvervenes udbredelse. Tilsvarende kunne der pavises variationeri samspillet mellem stillingsstruktur og regionalisme. Blev der korrigeretfor stillingsstrukturens virkning, forsvandt De Konservatives styrkeforskellemellem landsdelene. For arbejderpartierne resterede der derimoden overvaegt for de ostlige dele af landet.⁹

Ogsa for landdistrikterne kunne det vaere naerliggende at antage, at der fandtes et samspil mellem stillingsstruktur og erhvervsstruktur. Men data-materialettillod ikke en analyse af dette sporgsmal. Deter isaer et savn for forstaelsen af landarbejdernes politiske tilhorforhold. Derimod gjordeforfatterne et forsog pa at kaste lys over den gaengse antagelse om husmaendenes staerke tilslutning til De Radikale.¹⁰ Til belysning heraf indgik i datamaterialet en opgorelse af, hvor stor en del husmandsbrugeneudgjorde af hver enkelt kommunes samlede landbrugsareal. Dette mal kunne sa sammenholdes med partifordelingen. Tidligere havde Erik Hogh pavist, at der for landet som helhed overraskende nok var en negativ sammenhaeng mellem udbredelsen af husmandsbrug og Det radikaleVenstres styrke.¹¹ Ved at tage den regionale variation i betragtning kunne Borre og Stehouwer papege, at der alligevel var en positiv sammenhaeng.Inden for hver landsdel kunne der spores en tendens til, at De Radikale stod svagest, hvor der var faerrest husmaend, og staerkest, hvor der var en moderat andel af husmaend. De regionale variationer, de paviste, er i ovrigt af selvstaendig interesse. Pa Sjaelland var samenhaengen mellem partistyrke og antal husmaend iojnefaldende for Socialdemokratiet,pa

9. Op. cit. kap. 11-12, pp. 89-116.

10. Op. cit. pp. 100-02.

11. Erik Hogh: En okologisk analyse af folketingsvalget i 1950. Sociologiske Meddelelser 4. serie 1958, pp. 19-20.

Side 256

tiet,paFyn for De Radikale, i ost- og Nordjylland for De Radikale og
Venstre og i Vestjylland isaer for Venstre.

Endelig er det ogsa vaerd at notere sig de sammenhasnge, forfatterne fandt mellem befolkningstilvaekst og partistyrke. Ved kun at betragte de mindre byer og korrigere for erhvervsstrukturens virkning paviste de, at Socialdemokratiet stod staerkest, hvor folketallet 1950-60 gik tilbage, Venstre og Radikale i de stagnerende kommuner og {Conservative, hvor tilvaeksten var betydelig. De antyder forskellige mulige forklaringer pa denne interessante iagttagelse, men fojer ikke yderligere analyser til.¹²

Mest tilfredsstillende er denne forste publikation pa det beskrivende plan. Der er tale om en omhyggelig og praecis kortlaegning af nogle grundlaeggende sammenhaenge. I kraft af et skarpt blik for samspillet mellem de forskellige undersogte faktorer er forfatterne i stand til at praecisere og korrigere det billede, man hidtil havde kunnet danne sig. Derimod savner man et forsog pa at finde sammenhaengende fortolkninger af de mange interessante enkeltiagttagelser.

Anden del af det politisk-okologiske forskningsprogram blev fort til ende i 1970, med udgivelsen af bogen Fire folketingsvalg 1960-68, ogsa ved Jan Stehouwer og Ole Borre. Af to grunde fik denne publikation et noget mere uensartet praeg end den foregaende. Folketingsvalgene i november 1966 og i januar 1968 blev udskrevet overraskende hurtigt. For ogsa at fa denne sidste del af udviklingen med opgav forfatterne for disse to valg at samle data omkring kommunerne og knyttede dem i stedet til valgkredsen som den grundlaeggende enhed. Der er derfor et brud i fremstillingen, saledes at analysen af udviklingen 1957-1964 ikke haenger snaevert sammen med analysen af udviklingen 1964-1968. Dertil kommer, at Jan Stehouwer dode, for arbejdet var afsluttet. Det betod, at fremstillingen af det forste af disse tidsrum blev mere kortfattet end af det sidste.

Hovedinteressen i denne bog samler sig om forskydningerne i partiernesstyrke og i valgdeltagelsen. Det grundlaeggende traek i analysen er et forsog pa at lokalisere forskydningerne til forskellige typer af kommunereller valgkredse. De variable, der indgar i denne del af undersogelsen,er de samme som i den tidligere publikation: regionalisme, urbanisering,erhvervsstruktur, stillingsstruktur og befolkningstilvaekst. Metoden er her tabuleringer af samme, forholdsvis enkle art. Men dertil fojer forfatterne ogsa en vigtig ny problemstilling. Forskydningerne i det enkeltepartis styrke anskues ogsa i lyset af partiets eget forudgaende styrkeniveau,og det ses i sammenhaeng med forskydninger i sa vel valgdeltagelsesom

12. Partistyrke og social struktur, kap. 14, pp. 124-35.

Side 257

gelsesomandre partiers styrke. Det kan lyde sa naerliggende, at det
naesten er banalt, men det rejser naesten uovervindelige metodiske vanskeligheder
.13

Et af forfatternes mest interessante resultater er pavisningen af en tendens til nedbrydning af partiernes hojborge. For tidsrummet 1957-1964 denne udvikling umiskendelig for alle de sakaldt fire gamle partier. Umiddelbart mest iojnefaldende var den for Socialdemokratiet ved folketingsvalget i 1964, hvor en betydelig fremgang i landdistrikterne var kombineret med tilbagegang i Kobenhavn og byerne. Men ved naermere eftersyn kunne udjaevningen ogsa konstateres for partiet ved valget i 1960. Den almindelige fremgang var da mindst i Kobenhavn og storst i Jylland, dog med en tendens til at stige med urbaniseringsgraden, som man bevaeger sig fra ost til vest. For arbejderpartierne under et kompenserede Socialistisk Folkeparti for disse bevaegelser i Socialdemokratiets styrke, men kun til en vis grad. Ogsa for arbejderpartierne under et var der tale om en vis udjaevning. Blandt de borgerlige partier havde Venstre den tydeligste tendens til udligning efter landsdel og urbanisering. Ved begge valg klarede partiet sig relativt bedst i Kobenhavn og ringest i landdistrikterne. Men ogsa for De Konservative var udjaevningen klar. Hovedmonstret var, at partiet havde sine ringeste valg i Kobenhavn og sine bedste i Jylland, i 1960 i byerne og i 1964 pa landet. Tendensen blev dog brudt i Nordsjaelland, hvor det ved begge valg havde betydelige fremgange. For Det radikale Venstre var billedet derimod lidt mere broget. Ved valget i 1960 gik det mest tilbage i byerne, men der kunne dog spores en tendens til regional udligning ved, at det gik mindre tilbage i Jylland end pa oerne, hvor det traditionelt stod staerkest. I 1964 kom dertil en udjaevning efter urbanisering, da partiet under den beskedne tilbagegang klarede sig bedst i byerne.

I tidsrummet 1964-1968 fortsatte denne tendens til udjaevning, dog ikke for partiet Venstre. Tendensen var imidlertid betydelig svagere, og den overskyggedes af voldsomme fluktuationer af anden art. Det samlederesultat af de to valg blev for Venstre en markant reduktion i den beskedne styrke, det havde vundet i hovedstadsomradet, og derudover en tilbagegang, der var kraftigere mod ost end mod vest. I Nord- og Vestjylland kunne partiet tilmed notere en beskeden fremgang. Alt i alt blev virkningen af Liberalt Centrums korte gaestevisit i dansk politik en kraftig svaekkelse af Venstres greb om vaelgerne i hovedstadsomradet.

13. Om problemstillingerne se isaer Fire folketingsvalg, kap. 2, pp. 20-30 og kap. 6, pp. 81-102.

Side 258

Det store valgnederlag for Socialdemokratiet i 1966 passede godt ind i udjaevningsmonstret fra de foregaende valg, sadari at tilbagegangen var storst i hovedstaden og mindst i provinsen. Men det fornyede nederlag i 1968 brod denne linie. Partiet satte da mindst til i hovedstaden og mest i provinsen. Inden for dette omrade var der dog en tendens til, at det gik mindre tilbage pa landet end i byerne, nar hver landsdel betragtes for sig. Alt i alt blev virkningen dog for begge valg en fortsat udligning for Socialdemokratiet, en tendens, der ogsa gjaldt for arbejderpartierne underet. For SF er det iojnefaldende track den voldsomme bolge frem i 1966 og tilbage i 1968. Begge gange havde den sit tyngdepunkt i hovedstaden.Denne fluktuation er sa pafaldende, at man let overser, at det samlede resultat af de to valg blev, at partiet kom til at sta lidt svagere i hovedstaden og lidt staerkere i provinsen. For De Konservative svarede udjaevningstendenserne til dem, der blev noteret for Socialdemokratiet. Tilbagegangen i 1966 faldt ind i de foregaende valgs monster, mens fremgangeni 1968, der var markant staerkere i hovedstadsomradet end i provinsen,brod denne linie. Nettoresultatet blev dog ogsa for dette parti en svagere udligningstendens for hele tidsrummet. For De Radikale var der ligesom for SF tale om sa store bevaegelser, at man let overser, at der samtidig la en udjaevnende tendens bagved. Ved begge valg var den radikale fremgang storst i hovedstadsomradet og mindst i oernes landdistrikter,hvor partiet traditionelt stod staerkest.¹⁴

Der er flere naerliggende forklaringer pa denne tendens til udjaevning, antyder forfatterne. De peger saledes pa vandringer fra land til by, pa udflytninger fra byerne til forstaeder og omegnskommuner, pa decentraliseringen af industrien samt pa udbredelsen af fjernsynsmodtagere. Der er dog ikke i undersogelsen inddraget statistiske data, der detaljeret ka* saette disse traek i udviklingen i sammenhaeng med valgresultaterne. Endelig bemaerker forfatterne, at ogsa stigningen i valgdeltagelsen muligvis kan bidrage til at forklare udjaevningen.¹⁵

Ved siden af de strukturelle aendringer behandler forfatterne ogsa de mere kortsigtede fluktuationer. Ved at lokalisere dem, saette dem i forbindelsemed valgdeltagelsen og eget og andre partiers styrke og forskydninglykkes det dem at fremdrage interessante samenhaenge. De har saledesbidraget til at kaste lys over centrale sporgsmal i periodens historie som SF's gennembrud i dansk politik i 1960, arbejderflertallets tilblivelse i 1966, arbejderpartiernes nederlag og De Radikales overraskende store

14. Op.cit. passi* . Mit eget forsog pa at sammenfatte iagttagelser i forfatternes tabeller.

15. Op.cit. pp. 83-84, 98 og 234.

Side 259

sejr i 1968. For SF's sejre i 1960 og 1966 har de understreget, at noglen til forstaelse ma soges i de kobenhavnske arbejderkredse, hvor forskydningerneviser sammenhaeng med aendringerne i Socialdemokratiets styrke og valgdeltagelsen. For valget i 1968 paviser de, at det statistisk giver bedst mening at forklare Socialdemokratiets tilbagegang i Kobenhavn som en slags »reststorrelse«, nar man har forklaret arbejderpartiernes samlede tilbagegang og venstreflojspartiernes tilbagegang.¹⁶ Og for De Radikales sejre i 1966 og 1968 har de ikke blot kunnet lokalisere tyngdepunktettil de kobenhavnske forstaeder og omegnskommuner, men ogsa pavist, at tyngdepunktet i fremgangen blev forskudt fra de nordlige forstaederi 1966 til de vestlige forstaeder i 1968.¹⁷

De voldsomme fluktuationer i sig selv og karakteristikken af de enkelte bolger pakalder sig naturligt historiske forklaringer. De staerke stromninger ved det enkelte valg ville det vaere naerliggende at kaede sammen med den politisk-parlamentariske situation. Det kunne gores ved antagelser om, hvorledes forskellige typer af vaelgere har reageret. Og de voldsomme fluktuationer i sig selv rejser uvaegerligt det sporgsmal, om der er sket grundlaeggende forandringer i selve partitilhorsforholdets karakter for storre grupper af vaelgere i den historiske periode, som de sidste par artier er blevet til i kraft af den staerke okonomiske vaekst og dens folger. Forfatterne viger i det store og hele tilbage fra en droftelse af disse problemer. Nu ma det selvfolgelig holdes dem til gode, at de var meget taet pa disse forandringer. Deter saledes forst udviklingen ved valgene i halvfjerdserne, der for alvor har demonstreret, at voldsomme vaelgerbevaegelser blev i det mindste et lidt laengerevarende faenomen i dansk historic Men det haenger ogsa sammen med deres syn pa de metodiske og teoretiske problemer, som undersogelser af vaelgeradfserd rejser.

Det metodologiske problem

Den okologiske fejl - sadan betegnes det metodologiske Kainsmaerke, vaelgeradfaerdsforskere saetter pa fuskere i faget. I deres kserne er de overvejelser, der forer til advarsler mod denne fejl, uigendrivelige. Man kan ikke fra iagttagelsen af en sammenhseng pa aggregeret niveau (f.eks. at SF er gaet frem i netop de kobenhavnske arbejderkredse, hvor Socialdemokratietstod stasrkest) slutte sig til lignende sammenhaenge pa det

16. Op.cit. pp. 74-80 og 103-32.

17. Op.cit. pp. 134-39.

Side 260

individuelle niveau (f.eks. at det sa netop er tidligere socialdemokratiske arbejdere, der har flyttet deres stemmer til SF). Men ved at saette denne rigtige pastand ind i en induktivistisk teori og dermed gore den til metodologiskgrundlov har man blokeret vejen frem. Den okologiske fejl er blevet til en barriere ud mod de teorier, som er fremgaet af andre studier af den politiske og sociale udvikling.

Formanende ord om den okologiske fejl dukker hyppigt op. Bade i Partistyrke og social struktur og i Fire folketingsvalg har forfatterne viet problemet et helt kapitel, og derudover henviser de til det under fremstillingens gang, igen og igen. Advarslerne er som regel knyttet sammen med en bemaerkning om, at kun interviews med de enkelte vaelgere ville kunne belyse de virkeligt interessante problemstillinger.¹⁸ Forskningspolitisk var det en forstaelig argumentation, nar man onskede sig bevillinger til interviewundersogelser. Men for analyserne selv var virkningen negativ.

Ophojelsen til metodologisk grundlov fandt pa dansk grund sted under et opgor med den politiske journalist og skribent Aksel Lassen. I en stor diskuterende anmeldelse af bogen Vcelgere pa vandring leverede Mogens N. Pedersen en sonderlemmende kritik. Den refererede til navnlig den amerikanske metodologiske litteratur, og dens logik var enkel og hardtslaende, selv om den var ledsaget af anerkendende bemaerkninger om Lassens dybe indsigt i landets politiske liv og de impulser, forskerne kunne hente hos ham.¹⁹ Borre og Stehouwer indlemmede anmeldelsens principielle betragtninger i et af indledningskapitlerne til Fire Folketingsvalg .²⁰ Og sa sent som ien interessant og ellers velargumenteret tidsskriftartikel om vaelgerbevaegelser og social forandring fra 1978 gor Carsten Jarlov og Ole P. Kristensen reverens med en forsikring om, at de har at gore med »et aegte okologisk problem«.²¹ Eller som Soren Risbjerg Thomsen for ganske nylig har udtrykt det: »Man skal ved denne slags geografiske analyser altid advare mod den okologiske fejlslutning.«²²

Den forstaelige metodologiske forsigtighed, som brugen af udtrykket
den okologiske fejl haenger sammen med, rummer imidlertid to omme

18. Partistyrke og social struktur, kap. 4, pp. 34-37. Se derudover f.eks. p. 9, 10, 16, 19, 148, 149. Fire folketingsvalg, kap. 3, pp. 31-43, og derudover f.eks. p. 9-10, 13, 22, 24, 26, 28, 44, 84, 98-100 m.fl.

19. Mogens N. Pedersen: Valgforklaringer, Historic Ny rsekke, V11,2 (1967), pp. 595-614.

20. Kap. 4.

21. Carsten Jarlov og Ole P. Kristensen: Electoral Mobility and Social Change in Denmark, Scandinavian Political Studies, Vol. 1. (New Series) No. 1 (1978) pp. 69-70.

22. Arbejderklassen og arbejderpartierne 1920-1977, Politica nr. 3, 1979, p. 6.

Side 261

punkter: et oversaettelsesproblem og et videnskabsteoretisk problem. Oversaettelsesproblemet kan beskrives pa folgende made. Udgangspunktetfor de fleste undersogelser er interesse for samfundenes funktionsrnadeog udvikling. For at analyserne kan blive frugtbare, ma de formuleres i udtryk, som er af betydning bade i den almindelige og den videnskabeligesamfundsdebat. Det vil som regel sige erhvervsmaessige, etniske eller religiose grupper. De foreliggende data berorer imidlertid som oftest administrative omrader som kommuner, amter eller stater, hvor de pagaeldendegrupper findes blandede i varierende forhold. Sporgsmalet er da, hvordan resultater af analyser pa dette plan kan oversaettes, sa de far gyldighed for de grupper, der var udgangspunkt for interessen. Det kan de kun, hvis forskeren tillader sig at saette dem i forbindelse med antagelserpa det individuelle plan og derfra videre til den gruppestruktur, som er teoretisk interessant. okologiske data bruges derfor som analysegrundlagi mangel af et bedre. iEgte okologiske problemer har sjaeldent historisk og teoretisk interesse. Begraenser man sig dertil, blokerer man sin undersogelse, laenge for den er kommet til fuld udfoldelse.

Denne ufrugtbare forskningssituation har givet anledning til en storre international debat. Adskillige forskere har forsogt at bryde den magiske cirkel ved stedse mere raffinerede statistiske metoder. Hvor vellykkede de er, hersker der endnu uenighed om blandt fagfolk.²³ Og dertil kommer, at den metodologiske vanskeligheds status som »okologisk fejl« er blevet draget i tvivl. Saledes papegede den finske sociolog Erik Allardt i et bidrag til en stor antologi om problemer i okologisk analyse det sterile i forskningssituationen. Han sluttede dette indlaeg med en provokerende velsignelse til, hvad han tilspidset kaldte »deliberate and cold-blooded uses of the ecological fallacy«.²⁴

Allardts tilspidsede udtryk gor imidlertid den videnskabsteoretiske sideaf
problemet aktuelt. Borre og Stehouwer blev i virkeligheden nodt til

23. Se saledes Stein Rokkan. A Landmark in the Statistical Study of Electoral History, European Political Data, no. 28, 1978, pp. 11-21, hvor han praesenterer William Miller: Electoral Dynamics in Britain Since 1918, London 1977. I Sverige er gjort et interessant forsog i Leif Lewin, Bo Jansson og Dag Sorbom: The Swedish Electorate 1887-1968, Uppsala 1972. En meget kritisk anmeldelse gav statistikeren Carl-Erik Quensel i Statsvetenskaplig tidskrift 1973, pp. 73-83, hvortil Lewin replicerede, op.cit. pp. 172-79. Se dertil ogsa de noget tvivlradige »Sakkunnigutlatanden«, op.cit. 1972, og i Danmark arbejdes ogsa med problemet, men med andre statistiske metoder. Se Soren Risbjerg Thomsen: Beskceftigelse og Partivalg 1973-75, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, 1976 (stencil).

24. Erik Allardt: Aggregate Analysis: Its informative value i Mattei Dogan og Stein Rokkan (eds.): Quantitative Ecological Analysis in the Social Sciences, Cambridge Mass. 1969 pp. 41-51.

Side 262

at erkende det, da de under arbejdet blev klar over, hvor blokerende bevidstheden om den okologiske fejl egentlig er. Dybt inde i studiet af samspillet mellem de forskellige partiers forskydninger har Borre saledes klart fornemmet det. Han advarer ganske vist mod den okologiske fejl, men fortsaetter sa:

»Derimod kan man ga den anden vej: starte med nogle hypoteser om, hvilke
vaelgere der har skiftet parti eller er vandret ind og ud af den aktive vaelgerskare,
og soge disse hypoteser bekraeftet ved okologiske analyser«.25

Denne brug af okologiske analyser skulle, anforer han, adskille sig fra
den metode, hvor man forst gor sine iagttagelser i materialet og derudfra
pa illegitim vis drager sine slutninger. Han praeciserer dette saledes:

»Forskellen er navnlig, at man i det forste tilfaelde er startet med en hypotese, der er udviklet uden for det okologiske materiale og uafhaengigt deraf, mens i det andet tilfaelde hypotesen soges bekraeftet af det samme materiale, som den er opstaet af. I mange tilfaelde ligger vaerdien af de okologiske undersogelser ikke mindst i muligheden for ved deres hjaelp at afkraefte hypoteser eller i hvert fald kaste et skaer af mistanke over nogle gaengse myter.«²⁶

Den drejning af problemet, som Borre her har folt sig presset til, rummer noget frugtbart, men forskellen mellem de to mader at anskue det pa har han ikke bestemt rigtigt. Det frugtbare ligger i at betragte okologiske undersogelser som forsog pa at bekraefte eller afkraefte ideer om samrnenhaengepa det individuelle plan, slet og ret. Eller, hvis man vil udtrykke det i gaengse videnskabsteoretiske termer, springe fra et induktivt synspunkttil et hypotetisk-deduktivt. Borre har rigtigt set, at dette spring rummer muligheden for en losning, men han fortryder i afsaettet. Ved at gore hypotesernes oprindelse i eller uden for materialet til det afgorende punkt, etablerer han et kriterium, som forudsaetter en kombination af to uforenelige grundsynspunkter. Efter induktiv opfattelse bliver teorier udviklet ved at generalisere enkelte iagttagelser. Her spiller ideernes oprindelse og udvikling en afgorende rolle. Efter et hypotetisk-deduktivt grundsynspunkt er det derimod principielt ligegyldigt, hvor ideerne kommerfra. De kan opsta under studiet af et givet materiale, eller de kan blive til ved, at fantasien spiller over andre problemer. Af vigtighed er blot, om de i to henseender er frugtbare. De skal kunne belyses ved et

25. Fire folketingsvalg, p. 99.

26. Ibid.

Side 263

konkret materiale, og de skal vaere formuleret, sa de raekker ud imod nye
og bredere sammenhaenge.

Raesonnementet er abstrakt, men kan let illustreres ved et eksempel. Saet, at man skal undersoge SF's store fremgang ved folketingsvalget 1966. Induktivisten undersoger straks, i hvilke typer af kredse partiet isaer er gaet kraftigt frem. Han finder hurtigt ud af, at det var de kobenhavnske arbejderkredse, hvor Socialdemokratiet stod staerkt. Men sa kan han ikke komme laengere. Tanken om den okologiske fejl far ham til at sla bremserne i. Han saetter punktum med en advarsel om, at man deraf ikke kan slutte, at mange socialdemokratiske arbejdere sa svigtede deres parti til fordel for SF. Anlaegger man den hypotetisk-deduktive synsvinkel, er der imidlertid ikke tale om en sadan slutning. Pa et eller andet tidspunkt har man blot faet den naerliggende ide, at det faktisk til en vis grad drejede sig om tidligere socialdemokratiske stemmer. Den kan vaere opstaet ved, at man kendte og talte med sadanne arbejdere. Eller mens man laeste sin avis i dagene efter valget, eller ved at man gav sig til at undersoge valgstatistikken. Ideen er frugtbar, fordi den faktisk kan belyses ud fra det okologiske materiale, og fordi den kan kobles sammen med den politisk parlamentariske situation, nemlig SF's agitation imod Socialdemokratiets boligforlig med de borgerlige i januar 1966. Man antager nu, at hvis det ikke drejede sig om socialdemokratiske arbejderstemmer, sa er SF nok gaet mest frem andre steder end, hvor Socialdemokratiet ved forrige valg fik mange stemmer, og hvor der boede mange arbejdere. Da det faktisk forholder sig omvendt, er tilliden til forklaringen blevet bestyrket. Den har modstaet et falsifikationsforsog.

I dette videnskabsteoretiske lys skulle det ikke vasre nodvendigt at tale om den okologiske fejl. Tilbage star imidlertid stadig det okologiske problem. Det kan klart pavises, at individuelle data uden sammenhaeng kan aggregeres, sa der fremkommer en, ligesom en individuel sammenhasngved aggregering kan forsvinde.²⁷ I eksemplet ovenfor blev der set bort fra dette. Men sporgsmalet er da, hvor sandsynligt eller usandsynligt deter. Det kan der i princippet argumenteres om ud fra det kendskab, man i ovrigt har til den givne situation. Eller anderledes udtrykt, de fundne sammenhaenge i de aggregerede data er ikke tilfasldige. Forkaster man en fortolkning, ma man forsoge at se, hvor langt man kan komme med andre. Og det vil som regel bero pa en diskussion af, hvor godt de passer ind i den helhedsopfattelse af situationen, man pa anden vis har

27. Interesserede henvises til Ole P. Kristensen: Noget om niveaufejlslutning, Institut for Statskundskab, 1975 (stencil).

Side 264

kunnet danne sig. Ofte vil det sa give stodet til nye analyser - ogsa i et okologisk materiale. Deter netop deri, det frugtbare ved drejningen ligger. Deter en fremgangsmade, der er velkendt for historikere. De er eller bor vaere sig bevidst, at deter en vigtig side af deres arbejde. De ved ogsa, at de lober en risiko for at tage fejl. Men sadan emu engang vilkarene.

Teori og historisk sammenhæng

Pa mange mader var det en historiefattig tid, Borre og Stehouwers undersogelser blev til i. De vestlige samfund blev overvejende betragtet som grundlaeggende stabile. Forskningen kunne derfor i hoj grad koncentrere sig om at klarlaegge deres funktionsmade. Det tilsyneladende uforanderlige indtog en fremtrsedende plads, mens aendringerne blev skudt i baggrunden. Det forstaerkede de systematiske samfundsvidenskabers tendens til at soge efter de ikke tidsbundne regelmaessigheder. Forst siden 1973 har omstruktureringerne i det danske partisystem og den internationale okonomiske krise tvunget det historiske perspektiv tilbage til en central plads.

Nu ma det retfaerdigvis understreges, at navnlig Fire folketingsvalg i hoj grader et studium af forandringer. Forskydningerne i partiernes styrke er saledes det grundlaeggende problem. Men de perspektiver, forfatterne anlaegger pa studiet af disse forandringer, er praeget af en ahistorisk tendens. De forsoger at benytte en valgtypologi, udviklet i amerikansk politisk sociologi, uden i tilstraekkelig grad at vaere opmaerksomme pa, at det amerikanske partisystem adskiller sig staerkt fra det danske. For at saette tressernes folketingsvalg i relief anlaegger de et perspektiv tilbage i tiden, der ikke er langt nok. Og i sammenhaeng hermed orienterer de i for hoj grad analysen ud fra partiernes rolle pa den parlamentariske skueplads uden at gore sig klart, at dette ikke harmonerer saerlig godt med bestraebelserne pa navnlig at bestemme den sociale strukturs betydning.

I den anvendte amerikanske valgtypologi sondres der mellem vedligeholdelsesvalg, afvigende valg og omgrupperingsvalg.²⁸ Distinktionen bygger pa en forestilling om »partiernes normale styrkeforhold« i en periode. For den forste type svarer fordelingen af stemmerne hertil. For

28. Op.cit. pp. 24ff. Klassifikationen er opstillet af Angus Campbell. Hans betegnelser er maintaining elections, deviating elections og realigning elections.

Side 265

den anden er der tale om midlertidige afvigelser. Og for den tredje om en varig aendring, hvoraf der fremgar et nyt »normalt styrkeforhold«. Nu passer denne typologi muligvis meget godt pa en serie amerikanske praesidentvalg, fordi de kun to partier til en vis grad har praeg af programmatisk vage storrelser med en naesten konstitutionel funktion. Inden for hvert af partierne er der bygget konstellationer af interessegrupper op. Til en sadan konstellation svarer med en vis rimelighed et »normalt styrkeforhold«, hvorfra der kan vaere tale om afvigelser. Nar koalitionens grundlaeggende konstellation er skiftet, kan denned en vis ret siges at have fundet en omgruppering sted.

Pa danske folketingsvalg 1920-1970 passer denne amerikanske typologi imidlertid slet. Det sky Ides forst og fremmest, at de danske politiske partier havde en helt anden karakter. I langt hojere grad end de amerikanske var de delvis selv interessegrupper med direkte forankring i forskellige sociale lag af befolkningen. Det betod, at sociale aendringer hurtigere og mere direkte slog igennem i partiernes styrkeforhold. Der har derfor i dette halve arhundrede ikke vaeret noget »normalt styrkeforhold« mellem partierne i Danmark. Derimod harder vaeret en omstrukturerende tendens af meget lang varighed.

Som det fremgar af figuren er den kendetegnet ved, at arbejderpartierne
under et har vaeret i vaekst, med aftagende hastighed, og at det
vigtigste borgerlige parti, Venstre, har vaeret i tilbagegang. I forhold til

Side 266

denne hovedtendens kan de enkelte valg, eller grupper af valg, beskrives
som storre eller mindre afvigelser.

Fra denne hovedtendens udgjorde en raekke folketingsvalg til og med 1957 en afvigelse af laengere varighed. For arbejderpartierne gaelder dette folketingsvalgene 1950-57, for Venstre 1943-57. Deter derfor uheldigt, at Borre og Stehouwer i Fire folketingsvalg indledningsvis saetter analyserne i relief ved at lade de lange linier begynde i 1945. Derved rammer de netop ned i en periode, der afveg markant fra den langvarige hovedtendens i vaelgerudviklingen.²⁹

Sammenhaengende hermed har de som udgangspunkt for forskydningsanalyserne skitseret en gruppering af partierne ud fra den parlamentariske placering, hvor Socialdemokratiet var konfronteret med Venstre og Konservative i kampen om regeringsdannelsen, og De Radikale og Retsforbundet indtog en midterposition.³⁰ Til at skabe sammenhaeng ide okologiske analyser er denne gruppering imidlertid lidet egnet. Dertil ma man foretraekke en opdeling, der kan forventes at afspejle de sociale gruppers betydning for partiernes styrke. I detailanalyserne er det da ogsa, hvad forfatterne i praksis gor. Forskydningerne i partiernes styrke er her undersogt for hvert parti for sig. Som rimeligt er ud fra det sammenfald mellem arbejderpartiernes hojborge, som de klart har pavist, er disse partier ogsa underkastet en samlet analyse. Derimod forekommer det mindre velmotiveret under et ogsa at analysere dels midterpartierne Retsforbundet og De Radikale og dels de ovrige borgerlige partier, Venstre, Konservative og Uafhaengige.

Begge disse to perspektiver stotter forestillingen om svingninger omkring en normal styrkefordeling, som er grundtanken i den amerikanske valgtypologi. Det afkortede tidsperspektiv gor det ved at tilslore, at valgene i 1960 og 1966 falder smukt ind i den langvarige tendens til en vaekst i arbejderpartiernes samlede andel af vaelgerne. Opdelingen i Socialdemokrater kontra Venstre og Konservative i kombination hermed ved at pege pa to poler i et stabilt konkurrencesystem. Sammen med den overdrevent drastiske vurdering af de metodiske problemer, som analysen af det okologiske materiale rejser, har denne ahistoriske tendens bevirket, at deter vanskeligt for laeseren at skabe sig nogen helhedsforstaelse af de mange interessante enkeltresultater.

29. Op.cit. pp. 12ff.

30. Op.cit. pp. 12ff og 223ff.

Side 267

Fortolkninger af nogle økologiske iagttagelser

I lyset af disse principielle betragtninger kan de to publikationers konkrete resultater underkastes en mere gasngs historisk fortolkning. Som pavist er det ikke ganske uantageligt at raesonnere over den okologiske analyses resultater ud fra forestillinger om, hvad de enkelte vaelgere eller typer af vaelgere har foretaget sig. Disse forestillinger om individuelle sammenhaenge kan bade ga pa langvarige strukturelle trsek og pa ojeblikkelige reaktioner pa en bestemt politisk situation.

Som anfort ovenfor konstaterede Borre og Stehouwer en staerk socialdemokratisk regionalisme pa Lolland-Falster. Forsog pa at kontrollere for urbanisering forte blot til, at den fremstod endnu staerkere. Dette interessante resultat opgav de imidlertid helt at forklare. Nu findes der pa den anden side i deres materiale iagttagelser, der kan bidrage til en forklaring. Det fremgar saledes, at landdistrikterne i denne landsdel pa en gang var taettere beboede og mindre urbaniserede end Vest- og Nordjylland. Forholdsvis mange boede altsa uden for de egentlige landsbyer.³¹ Det kan kun forklares med, at der enten var mange husmaend, landarbejdere eller begge dele. Sporgsmalet er da, hvilke grunde man kan anfore til, at der eventuelt i disse grupper skulle vaere flere socialdemokrater end i andre landsdele. Mest naerliggende er det naturligvis at pege pa det saerlige traek i den lolland-falsterske erhvervsstruktur, roedyrkningen. Den var arbejdskraftintensiv og tog sigte pa leverancer til industriel produktion. Den gav i hvert fald saesonvis beskaeftigelse til mange landarbejdere og medforte derudover import af uuddannet polsk arbejdskraft. Den udbredte forekomst af saesonpraeget lonarbejde i landbruget med forbindelse til industriel produktion og tilstedevaerelsen af fremmedarbejdere, der var vanskeligere at integrere i det traditionelle danske landsbysamfund, kan meget vel have skabt et miljo, der var saerlig gunstigt for Socialdemokratiet.

I dette eksempel gik antagelsen om individuelle sammenhaenge pa forbindelsenmellem en bestemt erhvervsstruktur og partistyrken. Men det kan ogsa vaere naerliggende at opstille hypoteser af denne art for en bestemt politisk situation. Forfatterne er saledes flere steder inde pa SF's gennembrud ved folketingsvalget i 1960.³² De konstaterer overbevisende,at partiets styrke eller fremgang hang sammen med arbejderpartiernessamlede styrke og med valgdeltagelsens niveau. I de kobenhavnskekredse,

31. Partistyrke og social struktur, kap. 6, pp. 45ff.

32. Fire folketingsvalg, pp. slff, 65ff.

Side 268

skekredse,hvor valgdeltagelsen i 1957 var lavest, opnaede SF i 1960 overvejende sine bedste resultater. Og pa samme made, hvor Socialdemokratietog DKP i 1957 havde staet staerkest sammenlagt, vandt SF i 1960 sine storste sejre. Hvordan kan da disse iagttagelser forklares? Forfatternesgenerelle interesse tager forst og fremmest udgangspunkt i problemetom, hvilke virkninger forskydninger i valgdeltagelsen havde for partiernes relative styrke.³³ Herudfra er de statistiske analyser i overvejendegrad tilrettelagt. Stillet over for resultaterne lader de imidlertid denne indfaldsvinkel falde.³⁴ Men noget nyt grundlag for en fortolkning har de ikke villet tillade sig. Men hvorfor ikke slet og ret tage udgangspunkti det, der var det historisk nye i situationen: SF's tilsynekomst pa den politiske skueplads i en storpolitisk lidt mindre anspaendt situation end forst i halvtredserne?³⁵ Deter da naerliggende at antage, at fremkomstenaf et politisk alternativ, der kombinerede indenlandsk radikalisme med en klar distance til den fordrejede sovjetsocialisme, matte virke mobiliserende i kobenhavnske arbejderkredse. Denne historiske forklaringsynes umiddelbart at passe meget godt med resultatet af de foreliggendeanalyseresultater. Er den kun en myte? Ja, det kunne man godt have taenkt sig naermere undersogt. I sa fald skulle sammenhaengen rnellemSF's styrke og forskydningerne i valgdeltagelsen vaere analyseret direkte. Men det ses ikke at vaere tilfaeldet. Tilsammen har den generelle interesse og frygten for den okologiske fejl fort uden om den formentlig mest givende analyse.

Lignende betragtninger kan anstilles over analyserne af folketingsvalgenei 1966 og 1968. Retfaerdigvis ma det anfores, at forfatterne i karakteristikkenaf det sidste af disse valg er inde pa denne tankegang. De har overbevisende fundet, at forskydningerne i valgdeltagelsen udviste en negativ sammenhaeng med arbejderpartiernes samlede styrke og konkluderersa: »Pa grund af den tidsmaessige forskel mellem de to variable har vi abenbart at gore med arbejderpartistyrken som en arsag til svigtende valgdeltagelse. Fortolkningen ma derfor naermest gaud pa, at de forskelligepartier ikke har haft samme held til at mobilisere »deres vaelgere««.³⁶ Forskellen pa mobiliserende styrke gar her pa de borgerlige partier over for arbejderpartierne. Men hvorfor ikke ga det skridt laengere ogsa at se pa forskellene mellem arbejderpartierne. Det ville kunne bidrage til en

33. Op.cit. pp. 2lff.

34. Op.cit. p. 79.

35. Andetsteds er de - selvfolgelig - inde pa dette track i udviklingen, se saledes op.cit. p. 15.

36. Op.cit. p. 183.

Side 269

forklaring pa den ovenfor refererede iagttagelse, at Socialdemokratiets tilbagegang i hovedstaden statistisk tager sig ud som en reststorrelse i forhold til arbejderpartiernes samlede bevaegelse.³⁷ Antager man lidt tilspidset,at SF under den politiske krise ved udgangen af 1967 i hojere grad havde skuffet sine vaelgere, end Socialdemokratiet sine, far man en smuk forklaring pa, hvorfor den faelles nedgang i mobiliseringskraft ramtemed forskellig styrke. Deter klart, at en sadan fortolkning ma vaere kontroversiel, sa laenge der endnu diskuteres om ansvaret for arbejderflertalletsforlis. Men gor det noget?

Interessant nok gengiver forfatterne en interviewundersogelse, som bekraefter en naerliggende individuel tolkning af deres iagttagelser i det okologiske materiale. Bemaerkelsesvaerdigt nok uden at de selv synes at vaere opmaerksomme pa det. Som anfort ovenfor konstaterede de, at tyngdepunktet i Det radikale Venstres fremgang i 1966 la i ret velhavende forstaeder til hovedstaden og de store provinsbyer, mens den i 1968 la i mere jaevnt stillede forstaeder.³⁸ Hvor naerliggende er det da ikke at antage, at De Radikale i 1966 vandt frem pa bekostning af De Konservative og i 1968 pa bekostning af Socialdemokratiet? Deter derefter trosterigt at se, at Observa pa grundlag af en interviewundersogelse skonnede, at De Radikale i 1968 havde vundet 116.000 tidligere socialdemokratiske stemmer og kun 34.000 tidligere konservative stemmer.³⁹ Isaer da, nar man taenker pa, hvor fortvivlede anstrengelser den konservative ledelse i 1966 gjorde sig for at finde et acceptabelt stasted i debatten om kildeskatten (den dode sild), og pa hvad der blev sagt og skrevet om det rode kabinet.

Resultatet af studierne af tressernes folketingsvalg har Borre og Stehouwersammenfattet med udtrykket »strukturel stabilitet og politisk sidevind«.⁴⁰ Med »strukturel stabilitet« sigter de til den »langtidsligevaegt«,der for landet som helhed i en periode synes at have hersket mellem Socialdemokratiet pa den ene side og Venstre og Konservative pa den anden. Med billedet »politisk sidevind« leder de tanken hen pa de storre, mere uforudsigelige forskydninger, som navnlig kendetegnede de to sidste folketingsvalg. Disse skift er de tilbojelige til at forklare med saerlige traek i de politiske situationer omkring de enkelte valg. Det tredje gennemgaende traek, de har fundet, nedbrydningen af partiernes hojborge,har

37. Op.cit. pp. 124ff og pp. 168ff.

38. Op.cit. pp. 134ff.

39. Op.cit. p. 38.

40. Op.cit. kap. 11, pp. 222ff.

Side 270

ge,harde imidlertid vanskeligt ved at indpasse under noget af disse to
udtryk.

To hovedtendenser praeger billedet af tressernes folketingsvalg. For det forste svingede arbejderpartierne igen op i den aftagende vaeksttrend, der havde kendetegnet hele forste halvdel af 20. arhundrede. For det andet steg vaelgerbevaegeligheden markant, navnlig ved de to sidste folketingsvalg. Den forste af disse to tendenser er i halvfjerdserne gaet i oplosning eller i hvert fald forelobig bremset. Den anden er fortsat og har fort til en omstrukturering af det parlamentariske system.

Den forste af disse tendenser har laenge hvilet pa en grundlaeggende stabilitet i partiernes sociale forankringer. De mest sluttede og gennemorganiserede sociale miljoer var arbejdere og bonder. De forste var solide stotter for Socialdemokratiet og dets mere socialistiske konkurrenter, de sidste for Venstre. Selv om forankringerne ojensynlig er svaekket noget, er det stadig de mest iojnefaldende linier i det politiske landskab. Da industrialiseringen medforte en stadig vaekst i antallet af arbejdere og en tilsvarende nedgang i antallet af bonder, giver erhvervsudviklingen en god del af forklaringen pa den forste tendens.

Forekomsten af hojborge hang naturligvis sammen med regionale skaevheder i erhvervsfordelingen. Industrien var laenge begraenset til hovedstaden og nogle fa ovrige byer. Det var her, arbejderpartierne havde sine hojborge. Deter da ogsa rimeligt med Borre og Stehouwer at antage, at industriens ogede spredning udgor en del af forklaringen pa den tendens til udligning, de kunne spore i arbejderpartiernes stemmetal. Og tilsvarende, at indvandringen af folk fra venstremiljoer til byerne skabte en tendens til udligning for partiet Venstre. I dette tilfaelde matte der under alle omstaendigheder opsta tvivl om, hvor laenge tendensen kunne holde. Som ovenfor antydet fremskyndede antagelig Liberalt Centrums opkomst og forsvinden tendensens ophor.

Den anden tendens, den ogede vaelgerbevaegelighed, haenger i hvert fald for en del antagelig sammen med aendringer i erhvervsstrukturen. Funktionaergruppernes meget staerke vaekst i lobet af tresserne ogede netop de befolkningsgrupper mest, som stod uden for de miljoer, hvor partierne var mest solidt forankret. Sammenhaengen traeder klart frem i det interviewmateriale, som er indsamlet i halvfjerdserne.⁴¹ Men deter for dette tidsrum ogsa pavist iet okologisk materiale.⁴² Det ma vaere en

41. Vcelgere i 70'erne, p. 32.

42. Jarlov og Kristensen op.cit. Vaesentligt baggrundsmateriale kan findes i Jorgen Goul Andersen: Mellemlagene i Danmark, Arhus 1979. Der er tale dels om studier i folketael- lingerne, dels om en interviewundersogelse fra 1977, som dog desvaerre ikke direkte belyser bevaegeligheden.

Side 271

rimelig hypotese, at den ogsa ville vise sig ved en analyse af materialet fra
1966 til 1968.

Den ogede bevaegelighed kan imidlertid ogsa haenge sammen med andre forhold. Faellesnaevneren for forklaringerne pa udligningstendensen kan siges at vaere en begyndende sammenvoksning af miljoer, der tidligere eksisterede mere adskilt. Denne tendens til social integration har formentlig bidraget til at bryde de kulturelle og ideologiske forstaerkninger i partiernes sociale forankringer. Deri har den formentlig virket sammen med uddannelsespolitikken og aendringerne i kommunikationsmonstret, som firebladsystemets sammenbrud og fjernsynets og formiddagsbladenes fremmarch betod. Og endelig kan opmaerksomheden maske henledes pa mere generelle virkninger af velstandsstigningen. Nar den politiske sidevind kunne fa kraftigere fat, hang det forst og fremmest sammen med strukturelle forskydninger i samfundet.

lnterviewundersøgelserne: nogle resultater

I 1973 blaeste sidevinden op til storm. Valgforskerne stod da lykkeligvis parat til at lodde det urolige vaelgerhav. For og efter folketingsvalget i 1971 blev den forste omfattende interviewundersogelse af det danske vaelgerkorps lanceret. Og selv om folketingsvalgene i 1973, 1975 og 1977 fulgte overraskende hurtigt efter, lykkedes det hver gang fra Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsrad at skaffe bevillinger til nye undersogelser. Resultatet er blevet et vaerdifuldt nyt kildernateriale til vaelgerhistorien i netop den periode, hvor sa store og vigtige forandringer fandt sted. I bogen Vcelgere i 70'erne har forskere fra Kobenhavns og Arhus Universitet redegjort for analyserne af dette materiale fra de tre forste af disse valg.

I bogen blotlaegges bade de grundlaeggende strukturer og de drastiske skift. Ved hjaelp navnlig af det saerligt omfattende interviewmateriale fra 1971 analyseres indgaende sadanne strukturelle traek som sammenhaengenmellem partivalg og landsdel, urbanisering, socialgruppe, uddannelseog boligform. Resultaterne bekraeftede pa mange mader en raekke gaengse antagelser om partiernes sociale forankringer. Ligeledes bestyrkedede forestillingen om, at der til det parlamentariske skel mellem hojre og venstre svarede markante klofter mellem vaslgernes synspunkter

Side 272

pa okonomi og udenrigspolitik.⁴³ Endvidere vises det, at det pa overfladenforholdsvis stabile partisystem allerede i 1971 daekkede over en betydeligomskiftelighed .⁴⁴ Den kan aflaeses af de betydelige vaelgervandringer,der i den officielle valgstatistik er skjult, fordi de for en stor del ophaevede hinanden. Den fremtraeder klart ved, at mange vaelgere forst i de allerseneste dage af valgkampen besluttede, hvilket parti de ville stemme pa. Og denne del af billedet suppleres med en understregning af, at pavirkningen gennem TV - maske isaer for disse vaelgere - syntes at vaere af vaesentlig betydning. Omskifteligheden var storst i funktionaergrupperneog mindst blandt arbejdere og landmaend. Dog var ogsa de selvstaendige i byerne allerede i 1971 staerkt labile. Og ogsa med stigende uddannelsesniveau voksede tilbojeligheden til at skifte parti. Endelig kunne det konstateres, at der bag den endnu i 1971 forholdsvis rolige facade fandtes en ikke ringe mistillid til systemet, mest udpraeget blandt arbejdere og selvstasndige.⁴⁵

Pa baggrund af dette billede af partiernes stadig eksisterende, men svaekkede og mere labile sociale forankringer kan forfatterne sa forholdsvis praecist beskrive de konkrete skift, som fandt sted ved 70'ernes folketingsvalg. De har i vandringstabeller kunnet vise, hvorfra valgenes sejrherrer hentede deres gevinster.⁴⁶ I 1973 vandt saledes Fremskridtspartiet flest tilhaengere blandt vaelgere, som tidligere havde stemt pa borgerlige partier, men derudover ogsa mange, som tidligere havde foretrukket Socialdemokratiet, mens Centrum Demokraterne overvejende vandt tilslutning hos tidligere socialdemokratier. Venstres store fremgang i 1975 blev vundet ved tilgang forst og fremmest fra de andre borgerlige partier. Derudover kom dog ogsa en del fra Fremskridtspartiet. Ved samme valg genvandt Socialdemokratiet en del af sin tabte styrke, overvejende fra Centrum Demokraterne, Fremskridtspartiet og De Radikale. Dog var det isaer i funktionaergrupperne, partiet havde styrket sin stilling. Forst ved folketingsvalget i 1977 genvandt det sin tidligere styrke blandt arbejderne. Tilgangen kom ved dette valg overvejende fra vaelgere, som i 1975 havde stemt pa Fremskridtspartiet og Venstre.⁴⁷

43. Vcelgere i 70'erne, passim, saerlig kap. 2, 4 og 5.

44. Dette var dog klart allerede efter TV's samtidige vaslgeranalyse. Se saledes Jorgen Elklit, Ole Riis og Ole Tonsgaard: Local Voting Studies of Total Electorates: The Danish General Election of 1971, Scandinavian Political Studies bd. 7 (1972), pp. 191-213.

45. Op.cit. kap. 1, 4 og 6.

46. Op.cit. pp. 18ff.

47. I en artikel Folketingsvalget 15. februar 1977 i okonomi og politik 1978, 1 har Torben Worre fremlagt centrale resultater fra en interviewundersogelse efter folketingsvalget i 1977.

Side 273

Disse skift har forfatterne forsogt at forklare forst og fremmest ud fra en beskrivelse af vaelgernes synspunkter pa det politiske system og pa aktuelle politiske stridssporgsmal. Ud fra analyserne er de i stand til at argumentere for, at den dominerende dimension i vaelgernes opfattelse var en deling i hojre og venstre efter synspunkter pa traditionelle okonomiske og sociale stridssporgsmal. Dette var klart tilfaeldet i 1971. Det store vaelgerskred i 1973 kan dog ikke alene forklares ud fra denne ene dimension. Der kommer en ny til, som forfatterne vaelger at kalde protestdimensionen .⁴⁸ Den ytrede sig ved, at mange vaelgere, for en del uafhaengigt af deres tidligere okonomisk-sociale synspunkter, gav udtryk for, at de naerede mistillid til alle gamle partier. Det svarer da ogsa meget godt til,at Fremskridtspartiet hentede sin tilslutning over det meste af det politiske spektrum. Ved folketingsvalgene i 1975 og 1977 dominerede imidlertid igen hojre-venstredimensionen. Der var tydelige tegn pa, at Centrum Demokraterne og Fremskridtspartiet i vaelgernes ojne var ved at blive indpasset i det traditionelle monster som hojrepartier. Samtidig kunne der konstateres en oget polarisering omkring denne dimension.⁴⁹

Denne korte gengivelse af nogle centrale iagttagelser af historisk interesse kunne let udvides. Til mange enkeltsporgsmal i periodens historic vil der rundt omkring i bogen kunne findes en hel del oplysninger, der ikke har kunnet refereres her. Og dertil ma det bemaerkes, at flere vigtige studier i interviewmaterialet er offentliggjort som tidsskriftsartikler.⁵⁰ Men samtidig ma det fremhaeves, at forfatterne ikke har gjort det udpraeget let for historikere at bruge bogen.

Sigtet med bogen har forst og fremmest vaeret at praesentere analyser af vaelgeradfaerd ud fra forskellige teoretiske indfaldsvinkler. Deter med baggrund heri, forfatterne har delt stoffet imellem sig. Nogen faelles forklaringsrammei streng forstand ma laeseren derfor ikke forvente at finde. Dog kan der spores en faelles tendens til, at vselgernes forestillinger om politik stilles i centrum. En historiker, der vil bruge resultaterne, star da

48. Se hertil ogsa Jerold G. Rusk og Ole Borre: The Changing Party Space in Danish Voter Perceptions 1971-1973, European Journal of Political Research, bd. 2 (1974), pp. 329-61.

49. Vcelgere i 70'erne, sasrlig kap. 3-5.

50. Ud over Rusks og Borres artikel, der er anfort i note 48, kan her naevnes Ole Borre og Daniel Katz: Party Identification and its Motivational Base in a Multiparty System: A Study of the Danish General Election of 1971, Scandinavian Political Studies, bd. 8 (1973), pp. 69-111, Hans Jorgen Nielsen: The Uncivic Culture: Attitudes towards the Political System in Denmark, and Vote for the Progress Party 1973-1975, op.cit. bd. 11 (1976) pp. 147-55 og Steen Sauerberg: Communication and the Political System in Denmark 1973-1975, op.cit. bd. 11 (1976) pp. 157-63.

Side 274

ikke blot over for det problem, at hansom altid skal vurdere palideligheden,men
ogsa over for den opgave at omfortolke i lyset af endnu kun
vagt beskrevne traek af den historiske udvikling som helhed.

Svarenes pålidelighed

Hvor palidelige er de resultater, som kan komme ud af sadanne interviewundersogelser, vil mange historikere rned rette sporge. Ved at forlade den officielle valgstatistik har man ganske vist kunnet ga direkte ind i problemstillinger, man tidligere har mattet bevaege sig forsigtigt uden om. Men har man ikke samtidig sat en del af palideligheden over styr? Der er for det forste sporgsmalet om de udvalgte stikprovers reprsesentativitet. For det andet er en del af stikproverne faldet bort, fordi nogle af de udtrukne ikke har kunnet traeffes eller naegtede at svare. Og for det tredje, er de faktisk opnaede svar nu ogsa virkelig palidelige?

Stikproverne er udtrukket stratificeret efter bymaessighed og landsdel. Til 1971-undersogelsen blev der udvalgt et panel, der blev interviewet to gange, nemlig for og efter valget i September. Dette panel blev interviewet igen efter folketingsvalget i december 1973, men i sa reduceret udgave, at man ved de naeste valg matte udsporge nye stikprover. Til brug for undersogelsen i 1975 blev der indledt et samarbejde med Dansk Gallup, der optog en raekke sporgsmal i en af sine omnibusundersogelser .⁵¹ Normalt ma man i sadanne stikprover, der af okonomiske grunde ma vaere sa sma som muligt, regne med mindre afvigelser fra hele befolkningen. Det fremgar dog ikke af bogen, om der for kendte variable som kon og alder er sadanne afvigelser, og hvor store de er.

Derimod er stikprovernes repraesentativitet efter bortfaldet vurderet i bogen. Der laegges ikke skjul pa, at bortfaldet har vaeret betydeligt. Besvarelsesprocenterne er ved flere af undersogelserne under 70, og for geninterviewingen af 1971-panelet i 1973 er den vaesentligt lavere. Det har for den centrale variabel, partivalg, resulteret i en ikke übetydelig skaevhed i forhold til den officielle valgstatistiks resultater. Forfatterne kommer dog til det resultat, at den ikke er stor nok til at pavirke hovedresultaterne af analyserne. Kun for vandringstabellerne har man fundet det af betydning at veje tallene ud fra kendskabet til skasvhederne i bortfaldet.⁵²

51. Op.cit. kap. 8, pp. 253ff.

52. Ibid.

Side 275

De faktisk opnaede svars palidelighed er endelig kun et par steder strejfet i bogen. I almindelighed gar forskere, der arbejder med interviewdata ud fra, at folk i hovedsagen svarer korrekt. Pavirkning fra intervieweren under selve samtalen bliver der som regel i praksis set bort fra. Det sker vel i tillid til, at den lovede anonymitet og interviewsituationens afstand til de patrykkende sociale sammenhaenge, folk indgar i, yder en vis sikkerhed for svarenes rigtighed. Deter maske nok at gore en dyd af nodvendigheden, men en vis betryggelse giver det dog, at de mest modvillige helt kan afvise at deltage i undersogelsen. Og har man forst givet sit samtykke til at medvirke, foler de fleste vel ogsa en vis forpligtelse til at spille spillet efter reglerne. Ellers ville det da ogsa vanskeligt kunne forklares, at interviewundersogelser faktisk i mange tilfaelde har fort til resultater, der bade stemmer med iagttagelser fra andet materiale og i ovrigt i sig selv forekommer rimelige.

Problemet er imidlertid, om denne tillid kan gaelde alle typer af sporgsmal. Selv under forudsaetning af en udtalt velvilje og forstaelse for undersogelsens mening kan folk jo uforsaetligt kornme til at give misvisende svar. Man kan her gaud fra, at om de mest enkle tilstande og handlinger kan folk let give korrekte oplysninger. Det gaelder f.eks. kon, alder, stilling, erhverv, arbejdsplads, stemmeafgivning ved valget for en uge siden 0.1. Problematisk er det derimod, hvor de skal huske handlinger, der ligger lasngere tilbage i tiden, og hvor de skal angive motiver eller give udtryk for deres opfattelse om forskellige, ofte ganske komplicerede politiske problemer. Sporgsmal af denne type findes der en del af i disse vaelgerundersogelser.

Af betydelig interesse for undersogelsen er det saledes, om folk har
oplyst korrekt om stemmeafgivning ved forrige folketingsvalg. Deter af
vaesentlig betydning for vurderingen af de vandringstabeller, der gor det

Side 276

muligt at beskrive stabilitet og forskydninger. Forfatterne har foretaget en kontrol for 1973-panelet, for hvilket der jo foreligger oplysninger om stemmeafgivning i September 1971, afgivet bade i oktober samme ar og ved arsskiftet 1973-74. Det viser sig her, at ca. 13 pet. huskede gait. Forfatterne oplyser, at dette skyldes en tendens til, at hukommelsen tilpasser sig den aktuelle stemmeafgivning.⁵³ lagttagelsen er ikke naermeredokumenteret, men en sammenligning af de berorte tabeller giver et resultat, som nedenfor er anfort i skematisk form. Et plus markerer her erindringsforskydning under indtryk af den aktuelle stemmeafgivning, og et minus den modsatte tendens. Et plus kan altsa angive bade det tilfaelde,hvor et parti er overrepraesenteret i interviewmaterialet indhentet efter det folgende valg, hvis deter gaet frem, og det tilfaelde, hvor et parti tilsvarende er underrepraesenteret, hvis deter gaet tilbage. Afvigelser pa mindre end 1 pet. er sat i parentes.⁵⁴

Denne opstilling tyder pa, at forfatterne i det store og hele har ret. Vandringstabeller overvurderer derfor i de fleste tilfaelde stabiliteten, eller, hvad der maske er vigtigere at maerke sig, de fleste vandringsstromme kan opfattes som minimumstal. Opstillingen viser imidlertid ogsa, at der er afvigelser fra dette monster. Den vigtigste er, at hovedtendensen i 1973-oplysningerne er den modsatte af den forventede. Her er der altsa i stedet tale om en undervurdering af stabiliteten, og tilsvarende er vandringsstrommene i dette tilfaelde snarere maksimumstal. Lykkeligvis ligger dog netop disse afvigelser alle pa under 1 pet. Og der er den naturlige forklaring pa dem, at de vigtigste vindende partier, Fremskridtspartiet og Centrum Demokraterne, ikke opstillede i 1971. Vel er der altsa en tendens i disse oplysninger, men kendskabet til retningen styrker naermest tilliden.

Langt vanskeligere problemer star man over for, nar det drejer sig om at vurdere svarene pa sporgsmal om motiver og politiske meninger. Her er problemet ikke det enkle, om svaret er korrekt, men det langt mere intrikate, om vaelgeme har forstaet sporgsmalene pa samme made, og i hvilken udstraekning de i det hele taget har haft mulighed for at give meningsfyldte svar.

De vanskeligste problemer rejser nok motivsvarene.55 I almindelighed
vil en historiker med rette vaere yderst skeptisk over for sine aktorers
udtalelser om motiver. Sadanne pastande vil som regel have karakter af

53. Op.cit. p. 18 note 6.

54. Op.cit. kap 1, tabel 2, 6, 7 og 8 samt Worres artikel i okonomi og politik 1978, 1 tabel

55. De indgar i Vcelgere i 70'erne, kap. 1, tabel 13 og 16-20, kap. 2, tabel 13, 14, 19, 21 og 23, kap. 3, tabel 4 og 7 samt diagram 1 og 2.

Side 277

rationalisering eller argumentation og derfor sige mest om aktorernes forestillinger om, hvad der vil blive accepteret som fyldestgorende grunde.Hvad der faktisk har bevseget historiske personer, ma man slutte sig til ud fra monstret i deres handlinger. Da vaelgernes stemmeafgivning ogsa er historiske handlinger, vil det vaere mest naerliggende at betragte dem pa samme made. Man skal derfor vaere varsom med at bruge svarene som grundlag for motivforklaringer. I stedet kan man anvende dem som kildemateriale til undersogelse af, hvilke typer af argumenter forskellige vaelgergrupper har fundet fyldestgorende for deres partivalg.

Vigtig for denne analyse er fordelingen af svarene pa forskellige motivkategorier, eller altsa bedre, begrundelseskategorier. Forfatterne sondrer her mellem henvisninger til grupper, til partier, til aktuelle sporgsmal, tillid og ideologiske momenter. Da sporgsmalene var formuleret abent, kommer der her en kodningsusikkerhed ind.⁵⁶ Netop svar af denne type vil normalt give anledning til fortolkningsproblemer, men disse er ikke naermere droftet.⁵⁷ Men forudsat at kodningen er palidelig, kan der gores den iagttagelse, at socialdemokratiske vaelgere i hojere grad argumenterede ud fra gruppeinteresser, mens Venstres og Konservatives vaelgere hyppigere end andre argumenterede ud fra ideologiske momenter.⁵⁸ Som antydet skal man nok ikke deraf slutte, at der er principielle forskelle i motiveringen hos forskellige partiers vaelgere. Men forskellen er alligevel interessant, fordi den maske kan oplyse noget om, hvilke rammer forskellige partiers vaelgere refererer til, nar de skal forklare deres stemmeafgivning .⁵⁹ Man fristes ojeblikkelig til at pege pa betydningen af den naturlige gruppesolidaritet i arbejdermiljoer og det overvejende borgerlige ideologiske miljo i landet som folge af den borgerlige presses dominans.

Netop en sadan anvendelse gor imidlertid problemet om interviewereffektsaerlig

56. Sporgsmalet l0d: »Hvad var den vigtigste grund til, at De stemte, som De gjorde?« Danish Election Survey, Bulletin No. 1: Questionnaires August and October 1971, Institut for Statskundskab (stencil).

57. Der er saledes ikke oplyst inter-koder-reliabilitet. Det samme sporgsmal indgik imidlertid i en parallel interviewundersogelse i Sonderjylland. For netop dette sporgsrnal fandt Jorgen Elklit her R = 0,74, en temmelig lav vaerdi, faktisk den laveste i undersogelsen. Se Jorgen Elklit, Johan Peter Noack og Ole Tonsgaard: Nationalt tilhorsforhold i Nordslesvig. Resultater fra en interviewundersogelse, Acta Jutlandica XLIX, Arhus 1978, p. 242.

58. Se de i note 55 anforte tabeller.

59. For et eksempel pa denne tolkning af motivsvar se Henry Valen og Daniel Katz: Political Parties in Norway, Oslo 1964, pp. 202ff. Valen og Katz bruger dem dog ogsa som kilde til motiver (pp. 287ff), men med umiskendelig utryghed og betydelig tilbageholdenhed i konklusionerne.

Side 278

fektsaerligpresserende. Her traenger nemlig det sporgsmal sig pa, om vaelgeren har brugt de argumenter, han plejer at bruge over for sig selv eller i sine omgivelser, eller han faktisk har forsogt at argumentere med, hvad han regnede med intervieweren ville godtage. Man kan jo forestille sig, at en socialdemokratisk arbejdervaelger blev opsogt af en midaldrendekvindelig interviewer, som han straks henregnede til middelklassen. Til hende ville det vaere tilstraekkeligt at sige, at arbejdere nu engang stemte socialdemokratisk. Dagen efter valget blev han imidlertid gaet pa klingen af sin kommunistiske arbejdskammerat, og over for ham skulle han formentlig bruge en helt anden argumentation. Nar forfatterne derforhar fundet, at isaer socialdemokratiske vaelgere har anfort gruppeinteressesom motiv, kan det meget vel i forste raekke afspejle en klassespecifikopfattelse af interviewsituationen, der vist i ovrigt meget godt svarer til de faktiske forhold. Tilsvarende kan man meget let forklare, hvorfor isaer Venstres og Konservatives vaelgere hyppigt har angivet ideologisk praegede motiver, for deter jo grunde, som de matte anse for umiddelbartforstaelige for interviewere af middelklassen.

Ogsa vaelgernes oplysninger om deres politiske meninger voider bryderier. Dette gaelder blandt andet de vigtige sporgsmal, som forfatterne har lagt til grund for deres analyser af nojre-venstre-dimensionen i vaelgerkorpset .⁶⁰ Og det gaelder ligeledes de sporgsmal, der skal lodde den politiske mistillid. Forfatterne er her selv opmaerksomme pa problemet. Det konstateres, at faktisk har mellem en fjerdedel og halvdelen af svarpersonerne svaret forskelligt fra interview til interview. Det kan have flere forklaringer, anfores det. Man kan have faet meninger frem, som faktisk ikke var til stede. Og der kan vaere tale om reelle meningsskift. Da den naermere analyse faktisk giver mening, vaelger man den sidste fortolkning. For, hedder det, »kan man ikke sporge om disse emner, som deter gjort, bliver konsekvensen, at man knapt nok kan sporge om politiske emner. «61«⁶¹

Skeptikere vil dog naeppe vaere villige til uden videre at godtage denne argumentation. Man kan jo meget vel forestille sig, at en del vaelgere oplever i hvert fald nogle politiske sporgsmal som sa uvedkommende, at de knap nok har dannet sig en mening. Stilles de sa i et interview pludseligover for en pastand, de skal erklaere sig enig eller uenig i, tvinger man dem let til at svare hen i vejret. Men deter kun den ene side af problemet.Selv om der er lagt al mulig moje i formuleringerne, for at sporgsmaleneskulle

60. Vcelgere i 70'erne, saerlig kap. 3, 4 og 5.

61. Op.cit. p. 137.

Side 279

maleneskulleblive utvetydige og let forstaelige, drejer det sig trods alt om yderst komplekse forhold. At fa disse sporgsmal fyret af i hurtig raekkefolge af en interviewer, der er ivrig efter at fa sat sine krydser, sa han kan komme videre i programmet, kan let friste til uoverlagte svar. Og dertil kommer maske, at intervieweren, pa trods af instruktion om det modsatte, mere eller mindre udover et pres pa folk for dog at fa meningerne frem, nar det nu tydeligt fremgar af skemaet, at deter hans opgave.⁶²

Pa denne baggrund ma det undre, at forfatterne ikke har underkastet dette problem en nojere analyse. Forst og fremmest ville det have vaeret rimeligt at undersoge, om der er bestemte grupper af befolkningen, der hyppigere end andre har skiftet opfattelse. Deter jo et ofte anfort synspunkt,at de darligst integrerede dele af befolkningen interesserer sig mindst for politiske sporgsmal.⁶³ Derfor ville det ogsa vaere naerliggende at antage, at det isaer var sadanne folk, der har »skiftet mening«. Kunne en sadan formodning afkraeftes, ville vel i hvert fald en del skeptikere vaere mere tilbojelige til at godtage resultaterne. Og dertil kommer, at det vel ogsa i sig selv ville vaere af interesse at fa beskrevet, i hvilke befolkningsgrupper meningsskift er forekommet saerlig hyppigt. Forfatternekommer kort ind pa et enkelt saerlig interessant tilfaelde, hvor der forela holdningsskift. De har saledes fundet, at der var en tendens til stigning i udbredelsen af politisk selvtillid fra 1973 til 1975.⁶⁴ Og de har konstateret, at det i 1973 var de mest interesserede og kommunikationsaktivevaelgere, der stemte pa de nye partier.⁶⁵ Disse iagttagelser er sa interessante, at det i hoj grad ville vaere onskeligt, om udviklingen var blevet analyseret naermere efter socialgruppe og partitilhorsforhold. Sporgsmalet er nemlig, om ikke resultatet bedst forklares med, at deter aendringerne i politisk adfserd, der har bidraget til at fremkalde skiftet i holdningerne, snarere end omvendt holdningsaendringerne, der har fremkaldtskiftet i politisk adfserd. Disse indvendinger hviler ikke pa den overbevisning, at man slet ikke kan sporge om politiske meninger. Problematiskeer

62. Se hertil K. W. Redder og Ole Tonsgaard: Saliency and Political Attitudes, Scandinavian Political Studies, Vol. 6 (1971) pp. 183-91.

63. F.eks. Willy Martinussen: Fjerndemokratiet. Social ulikket, politiske ressurser og politisk medvirking i Norge, Oslo 1973.

64. Vcelgere i 70'erne, pp. 103-04. For en naermere diskussion af det anvendte mal se Ole Tonsgaard: Politisk effektivitet og nationalt tilhorsforhold, Paper til Workshop om »Nordiske periferier: etniske, sproglige og religiose modsaetninger«, 5. Nordiske Statskundskabskongres, Bergen, 27.-30. august 1978, Institut for Statskundskab, Arhus (stencil).

65. Vcelgere i 70'erne, pp. 238-39.

Side 280

blematiskeerforst og fremmest de forhastede fortolkninger af isolerede svar pa enkeltsporgsmal. En mere konsekvent anvendelse af gennemprovedeholdningsskalaer, hvori der indgar svar pa en raekke sporgsmal, ville utvivlsomt have givet mere overbevisende resultater, sadan som deter set i andre undersogelser.⁶⁶

Fortolkningsproblemer

Nogen samlet fortolkning af resultaterne giver de fire forfattere som sagt ikke. Men der er dog klare tegn pa en vis konvergens i hovedstodsretningen. Forfatterne synes at have haft tillid til, at interviewmaterialet i sig selv skulle afgive de vigtigste forklaringer. Derfor spiller gennemgaende udsagn om motiver og politiske meninger en central rolle. Men netop denne del af kildematerialet ma for en historisk-metodisk vurdering forekomme mest problematisk. Den anden gennemgaende linie i analyserne, den social-strukturelle, synes i det store og hele at vaere traengt i baggrunden. Deter beklageligt, ikke bare fordi den som pavist ma vaere et frugtbart greb ved vurderingen af udsagn om motiver og meninger, men forst og fremmest fordi isaer den gor det rnuligt at saette analyserne i forbindelse med resultaterne af undersogelser pa andre omrader.

Et forste trin ville det her vaere at kombinere med resultater fra okologiskeundersogelser. Det kan ikke andet end virke slaende pa laeseren, at Borres og Stehouwers ovenfor refererede iagttagelser kun meget fa stederinddrages i overvejelserne. Gode eksempler pa, hvad der kan vindes ad denne vej er fremlagt i et arbejdspapir af Soren Risbjerg Thomsen fra sociologisk afdeling ved Institut for Statskundskab.⁶⁷ Ved hjaelp af en matematisk statistisk model, hvori ogsa indgar sammenhaenge konstateretgennem de omtalte interviewundersogelser, arbejder han pa et studiumaf antagelser om individuelle sammenhaenge ud fra den officielle valgstatistiks aggregerede materiale. Han har saledes opstillet et skon over, i hvilken udstraekning befolkningens forskellige socialgrupper i 1973 og 1975 stemte pa samme parti. Derved nar han frem til interessante hypoteser om, hvilken betydning partiernes politik har haft for valgresultatet.Af interesse er det ogsa, at han har regnet sig frem til et skon over

66. F.eks. i Ole Tonsgaard 1978, op.cit. I sin bog, Politiske holdninger og fremskridtsstemme, Kbh. 1979, har Hans Jorgen Nielsen da ogsa forsogt i hojere grad at arbejde med skalaer, f.eks. ogsa over synspunkter pa skatter og offentlige udgifter.

67. Soren Risbjerg Thomsen op.cit. pp. 1, 10-15.

Side 281

den regionale variation i Fremskridtspartiets tilslutning blandt ufaglaerte arbejdere. Resultatet viser, at partiet har faet saerlig stor tilslutning i denne befolkningsgruppe i de jyske udkantsomrader. Netop en sadan iagttagelse udfylder et vigtigt tomrum i analyserne af interviewmaterialet.

De regionale forskelle i partistyrke var i hvert fald i tidsrummet 1957-1964 udligning. Det var et af de vigtige resultater af Borres og Stehouwers okologiske analyser.⁶⁸ Som nedenstaende tabel viser, synes denne tendens imidlertid ikke at vaere fortsat siden tressernes midte.⁶⁹ Tallene er et sakaldt ulighedsindeks, der for hvert par af landsdele angiver den halve sum af forskellene i partiernes procentuelle vaelgerstyrke. Det udtrykker dermed, hvor stor en del af de stemmeberettigede i den ene landsdel, der skulle skifte parti, hvis styrkeforholdet skulle vaere som i den anden landsdel.

Deter iog for sig maerkeligt, at udligningen ikke er fortsat. De tendenser,Borre

68. Til dette problem se Partistyrke og social sturuktur, kap. 8, pp. 63ff og Jan Stehouwer: Long Term Ecological Analysis of Electoral Statistics in Denmark, Scandinavian Political Studies, bd. 2, 1967, pp. 94-116. Det her udregnede indeks kan ikke umiddelbart sammenlignes med de der anforte.

69. Beregninger - med lidt andre metoder - kan findes i Jorgen Elklit: Center-Periphery- Structures in Denmark, Paper prepared for a workshop on »The Politicization of Peripheral Identities«, ECPR Joint Session of Workshops, Brussels, April 17-21, 1979, Institut for Statskundskab (stencil).

Side 282

ser,Borreog Stehouwer pegede pa som forklaring, ma jo efter alt at domme fortsat vaere gyldige. Risbjerg Thomsens skon over de regionale variationer i Fremskridtspartiets tilslutning blandt arbejdere kan imidlertidantyde en forklaring. Vaelgernes ogede bevaegelighed i forening med nye partiers fremkomst har formentlig accentueret betydningsfulde regionalpolitiskeforskelle, hvis fulde gennemslag de aeldre partier under et blokerede. Denne accentuering har vaeret staerk nok til, at de antagelig fortsatte tendenser til udligning er opvejet og derfor skjult i det samlede billede.

Et naeste trin ville i forlaengelse heraf vaere at sammenholde resultaterne med historisk anlagte undersogelser af andre samfundsornrader. Studier i erhvervsstrukturen og socialstrukturen traenger sig her naturligt pa. Men ogsa andre omrader ville vaere af betydning. Det kan kort illustreres naermere med et par eksempler.

Hvad der isaer pakalder sig en historisk forklaring er tendensen til oget vaelgerbevaegelighed. Den har givet sig saerlig barokke udslag i Danmark, men den er faldet i ojnene ved studier af valgene i andre nordvesteuropaeiske lande.⁷⁰ Forklaringen ma derfor ogsa findes i udviklingstraek, der har samme brede gyldighed. Flere undersogelser, herunder de danske, tyder pa, at den staerke vaekst i funktionaergrupperne og den markante stigning i uddannelsesstandarden har vaeret af stor betydning. Meget tyder imidlertid pa, at den ogede omskiftelighed ogsa har praeget andre befolkningsgrupper, der som f.eks. arbejderklassen traditionelt har vaeret forankringsgrund for socialdemokratiske og socialistiske partier. Deter derfor naerliggende at sporge, om der i de seneste artier har fundet afgorende aendringer sted i arbejdermiljoerne, og om i det hele taget de nordvesteuropaeiske samfund har gennemgaet en forvandling, der kan have pavirket sa vel funktionaerer og arbejdere som andre befolkningsgrupper.

I den arbejdersociologiske litteratur findes der vigtige resultater, der kan danne udgangspunkt for overvejelser over det forste af disse sporgsmal.I en nyere oversigtsmonografi, der vist er blevet et standardvaerk pa omradet, er det saledes understreget, at intensiteten i mange isaer yngre arbejderes tilknytning til deres fagforeninger i mange henseender synes svaekket.⁷¹ En svensk arbejdersociolog er naet til lignende resultater, selv

70. Se f.eks. Henry Valen: The Storting Elections of 1977: Realignment or Return to Normalcy, Scandinavian Political Studies, Vol. 1 (New Series) No. 2-3 (1978) pp. 83-108 og Olof Petersson: The 1976 Election. New Trends in the Swedish Electorate, op.cit. pp. 109-21.

71. Mark van de Vail: Labor Organizations. A Macro- and Microsociological Analysis on a Comparative Basis, Cambridge 1970.

Side 283

om han vender sig mod den gaengse fortolkning af dem som udtryk for stadig storre udbredelse af instrumentelle holdninger under indtryk af velstandsstigningen pa bekostning af det emotionelle engagement i fagbevaegelsen .⁷² Er det ikke muligt, at disse iagttageler ved naermere undersogelserkunne vise sig at rumme i hvert fald en del af forklaringen pa den ogede vaelgerbevaegelighed ogsa i arbejderklassen?

Sporgsmalet om en mere gennemgribende forvandling af de nordvesteuropaeiske samfund kan man naerme sig under de mest forskellige synsvinkler, alt efter ideologi og temperament. De utallige muligheder for at gribe ved siden af det vaesentlige virker ganske vist afskraekkende, men deter vigtigt at notere sig, at der faktisk udfoldes nyttige og laererige bestraebelser i denne retning. Jorgen Goul Andersens marxistisk inspirerede undersogelse af funktionaergrupperne i Danmark fortjener at blive trukket frem her, fordi den angriber et af de centrale problemer pa empirisk grundlag.⁷³ Ganske vist har han ikke behandlet tendensen til losere partitilhorsforhold, men det far han forhabentlig mulighed for at folge op i senere undersogelser. Endelig skal opmaerksomheden henledes pa en okonoms forsog pa en sammenfattende og frugtbar analyse af, hvad man kan opfatte som den neo-klassiske okonomiske teoris utilstraekkelighed ved studiet af de nutidige kapitalistiske samfund. Englaenderen Fred Hirsch har saledes peget pa fremvaeksten af, hvad han betegner som »the positionel economy«. Dermed sigter han til, at efterkrigstidens velfaerdsstigning har fremkaldt oget eftersporgsel efter goder, der principielt kun kan foreligge i staerkt begraenset maengde, eller som direkte vil aftage i maengde og kvalitet ved oget eftersporgsel. Med andre ord, velstandsstigningen har en tendens til at skaerpe appetitten pa goder, det er stadig dyrere at fa del i. Og dertil kommer, at en ikke ringe del af velstandsstigningen ma ga til at daekke omkostninger, som er et resultat af aendrede familie- og samfaerdselsstrukturer. Konsekvensen er blevet storre forventninger, storre stress og storre skuffelser. Ifolge Hirsch vil det vaere frugtbart at se en forbindelse mellem sadanne tendenser og inflation og stigende politisk rore.⁷⁴

72. Walter Korpi: The Working Class in Welfare Capitalism. Work, Unions and Politics in Sweden, London 1978.

73. Jorgen Goul Andersen, op.cit.

74. Fred Hirsch: Social Limits to Growth, London 1977. Der synes at vaere tale om en renaessance for en tradition, der i forste raekke forer tilbage til Karl Polanyj. I Norge har han virket inspire_rende pa forskergruppen omkring Gudmund Hernes. Se saledes Gudmund Hernes (ed.): Forhandlingsokonomi og blandingsadministrasjon. En publikation fra maktudredningen, Oslo 1978.

Side 284

Det kan maske forekomme mange lidt vel udspekuleret, men eksemplet kan alligevel understrege, at kun ved at placere den stigende vaelgerbevaegelighed i teorier om samfundets samlede forandring kan man naerme sig mere overbevisende forklaringer. Pointen er ikke, at man skal soge en bestemt forklaring. Men at ideer om mere sammenhaengende fortolkninger vil kunne virke frugtbringende i alle stadier af en vaelgerundersogelses gennemforelse, fra formuleringen af sporgeskemaet til udarbejdelsen af fremstillingen. Sadanne sammenhaengende fortolkninger vil ikke vaere af generel, endsige universel karakter, selv om der vil kunne indga invariante elementer som den af Tingsten formulerede »law of social center of gravitation«. Men de vil vaere historiske.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 13 (1979 - 1981) 4