Katastrofen i Ribe

I Danmarks Kirker XIX, 1979, begynder beskrivelsen af Ribe domkirke med en historisk indledning, hvis afsnit om middelalderen er skrevet af Bodil Busk Laursen. Som de fleste andre byer blev ogsa Ribe haerget af tidens almindelige plage i de odelaeggende brande, og skildringen opregner alle de ulykker, domkirken matte gennemga. En af dem far kun en kort omtale i folgende ord: 'En ny bybrand 1258, forarsaget af lynnedslag, har tilsyneladende ikke berort kirken'.¹ Deter beretningen om denne katastrofe, som det skal forsoges at belyse nsermere i det efterfolgende.

Som kilde for begivenheden anfores Scriptores rer. Dan. I, p. 369. Det er en trykfejl for I, p. 168, hvor den latinske Ryd-arbog omtaler den, og desuden opgives samme vaerk 111, p. 312, hvor Laurits Straales Annaler midt i den latinske tekst fortaeller pa dansk om ulykken. Disse to kilder er hentet fra J. Kinchs kendte vaerk om Ribe, hvor man i det forste bind finder den samme trykfejl, men han har desuden undersogt, hvad andre historikere har meddelt.² Hvis man vil belyse, hvorledes traditionen er blevet bevaret, kan man tage sit udgangspunkt i J. Kinchs byhistorie, der abenbart er grundlaget for meddelelsen i Danmarks Kirker, og herfra arbejde sig tilbage til de middelalderlige kilder, men da Kinch selv anforer sine aeldste vidnesbyrd, som ogsa benyttes i Danmarks Kirker, bliver overleveringen tydeligst belyst ved straks at undersoge, hvad Ryd-arbogen og Laurits Straales Annaler beretter, og derefter folge traditionens forlob indtil Kinchs skildring.

---

1. XIX, 1. bd., p. 66.

2. J. Kinch: Ribe Bys Historie og Beskrivelse I, 1869, p. 67-68.

Overlaerer Kinch har benyttet Ryd-arbogen i Jacob Langebeks udgave
1772, hvor der laeses:

Civitas Ripensis judicio Dei cum omnibus attinentiis periit.

(Ribe by med alt, hvad der horte til den, gik til grunde ved Guds dom), men den gor i en note opmaerksom pa, at to tidligere udgaver af arbogen har bynavnet Repin. Deter Erpold Lindenbrogs tekster fra 1603 og 1609 og Stephan Stephanius' fra 1629, men Langebek antager, at der er tale om en fejl, maske fordi arbogen ellers ikke omtaler de nordtyske byer, og Ruppins skaebne forekom ham umotiveret midt i det danske stof. Forst 1859 blev den rette laesemade optaget igen i V.CI. I.M. Lappenbergs udgave af Rydarbogen i Monumenta Germaniae, Scriptores XVI, p. 408. Den gentages i dr. Ellen Jorgensens udgave af Annales Danici fra 1920³ og sidst i Erik Kroman: Danmarks middelalderlige Annaler, 1980, hvor der p. 173 laeses:

Ciuitas Rcepin iudicio Dei cum omnibus attinenciis periit.

(Byen Ruppin med alt, hvad der horte til den gik til grunde ved Guds
dom).

Desuden havde Jacob Langebek en efterretning fra en anden arbog, hvori ulykken i Ribe omtales. Deter Laurits Straales Arbog, som ogsa Kinch og Danmarks Kirker anforer. Den er trykt i Scriptores rer. Dan. 111, 1774, p. 302 ff, og i sin indledning meddeler Langebek, at Laurits Straale er ham übekendt. Allerede 1854 kunne Fr. Schiern dog oplyse, hvem han var, en fynsk adelsmand, der ejede Torpegard og Gl. Lammehave .⁴ Han dode 1596, og hans eneste beroring med arbogen er den, at han har ejet den. Langebek meddeler, at den er skrevet af Cornelius Hamsfort, om hvem naermere siden. Denne renaessancehistoriker havde fra Laurits Straale lant en dansk oversaettelse af en latinsk tekst af Rydarbogen,der sluttede 1314, og oversat et fyldigt uddrag af den tilbage til latin, og deter denne tekst, Langebek har trykt. Laurits Straales tekst eksisterer stadig og findes bl.a. iE. don.var. 3,8^VO, der 1731 blev skaenket til Universitetsbiblioteket. Cornelius Hamsforts latinske oversaettelse er saledes sekundaer, og man ma holde sig til den danske tekst, der sidst er

---

3. Annales Danici medii aevi, 1920, p. 115.

4. Om Laurits Straale se Nyt Hist. Tidsskr. V, p. 518, og Danmarks Adels Aarbog 1920

trykt i Erik Kroman: Danmarks middelalderlige Annaler, 1980, p. 176 ff.
Her lyder slutningen af oplysningerne om 1258:

Item Ripce meet alt thcet, hannum til lydce oc til hordce, for foor af Gutz
wredce oc hans wrakce.

Det samme kan laeses i Cornelius Hamsforts gengivelse, hvor den danske tekst undtagelsesvis er beholdt. Deter forstaeligt, at J. Kinch pa Langebeks autoritet har naeret tillid til oplysningen og ladet det vaere Ribe, ulykken er gaet ud over, da den danske oversaettelse helt daekker sit latinske forlaeg, byens navn alene undtaget, og deter rettet af Langebek. Den danske oversaettelse af Ryd-arbogen, der ender 1314, er vel skrevet ikke lang tid efter dette ar, og til denne tid ma det derfor henfores, at fejlen er begaet, og der har ikke vaeret store muligheder for at rette den, da den latinske original tilsyneladende ikke har vaeret meget kendt. En anden dansk oversaettelse, der nar til 1296, udelader helt enhver omtale af begivenheder i 1258.

Hvor de middelalderlige arboger standser, tager renaessancens historikere fat. Deres virksomhed er karakteriseret mere af en ivrig indsamling af stof, mindre ved en kritisk vurdering af det. Arild Huitfeldt kendte den danske oversaettelse af Rydarbogen, men ikke den latinske original, og han kunne derfor ikke forkaste beretningen om, at Ribe var blevet odelagt i 1258. Derimod kunne han ikke ud fra de übestemte ord se, hvilken ulykke der var overgaet byen, men da han i Ryd-arbogens danske tekst kunne se, at den i 1271 var blevet haerget af ildebrand, og at Slesvig by 1296 havde faet samme skaebne, gik han ud fra, at det ogsa havde vaeret tilfaeldet 1258, og hans ord i En Kaart Chronologia I, 1600, p. 278 fik derfor folgende form:

Aar 1258 brende Riber By oc Slaatlaff Liunetloc alt det Kongen der aatte
he hannem tillydeldet forfoer off Guds vrede oc Straff.

Dette vdtyde Geistligheden at vere skeedlfordi Kongen forfulde Bisperneldog
Bispen off Ribe fick saa stor skade som Kongen.

Johan Isaksen Pontanus (1571-1639) udgav 1631 Rerum Danicarum Historia, der fulgte begivenhederne indtil 1448. Hans skildring er meget afhaengig af Arild Huitfeldts, men han omskriver den efter tidens bedste humanistiske forbilleder, og beretningen om ulykken i Ribe far hos ham folgende form (p. 352):

Sub anni finem igne derepente coelitus exorto & urbs & arx Ripensium conflagravit, penitusque est defoedata. Hoc incendium plerique ordinis sacri in numen divinum atque iram ejus erga regem quasi episcoporum persecutorem rejecerunt, quamvis & ipse loci episcopus haud minore quam rex ipse damno affectus est.

(Ved slutningen af aret opstod der pludselig ild fra himlen og opbraendte bade by og borg i Ribe, og det blev helt odelagt. De fleste af den kirkelige stand henforte denne ildebrand til Gud og hans vrede mod kongen som den, der forfulgte bisperne, skont selve bispen pa stedet ikke led ringere skade end kongen).

Da Peder Terpager 1736 endelig fik udgivet sin vaerdifulde bog om Ribe, Ripae Cimbricae, kunne han derfor citere bade Huitfeldt og Pontanus, og dermed var det sa at sige med den hojeste autoritet fastslaet, at katastrofen havde fundet sted, og J. Kinch anforer bade disse to som sine kilder foruden Ryd-arbogen og Laurits Straales Annaler. Huitfeldt har gjort sin bemaerkning trovaerdig ved uden hjemmel at indfoje, at bade Riberhus og byen braendte ved lynild, og Pontanus har fulgt ham ved at gentage hans tilsyneladende trovaerdige enkeltheder. Han kan som noget nyt oplyse, at ulykken indtraf ved arets slutning, men er kun naet til denne opfattelse, fordi Huitfeldt anforer Ribes brand som den sidste af begivenhederne i 1258, og deter uheldigt, at han gentager, at ulykken blev betragtet som Guds straf for Christopher l.s fjendtlige holdning mod bisperne, da det forst var i februar 1259, Jacob Erlandsen blev faengslet, og kongens forhold til bisperne i Jylland var sa godt, at en straf fra himlen var umotiveret.

Med Peder Terpagers notits, hvori han gentager og dermed godkender
Huitfeldts og Pontanus' oplysninger, er udviklingen afsluttet. Den lyder
saledes:

Anno sc. 1258 ictus fulminis incendit Urbem, & Arcem consumpsit, atque propriis texit cineribus. Hinc Hvitfeldius in Vita R. Christophori I. Aar 1258 brende Riber by oc Slott affliunet. Pontanus vero Hist. Dan. lib. VII: Sub anni (1258) finem igne derepente ccelitus exorto & Urbs & Arx Ripensium conflagravit, penitusque est defoedata. Hoc incendium plerique Ordinis Sacri in Numen Divinum atque iram ejus in Regem quasi Episcoporum persecutorem rejecerunt, quamvis & ipse loci Episcopus haud minore, quam Rex, damno affectus est.

(I aret 1258 nemlig satte et lynnedslag byen i brand og odelagde slottet og

daekkede dem med deres egen aske. Saledes skriver Huitfeldt i skildringenaf kong Christopher l.s liv: ar 1258 braendte Ribe by og slottet af lynet. Pontanus [skriver] i 7. bog af sin Danmarks Historie: i slutningen af aret (1258) kom der pludselig ild fra himlen og opbrasndte bade by og borg i Ribe, og det blev helt odelagt. De fleste af den kirkelige stand henforte denne ildebrand til Gud og hans vrede mod kongen som den, der forfulgte bisperne, skont selve bispen pa stedet ikke led ringere skade end kongen).⁵

Med sa mange samstemmende kilder kan det ikke undre, at J. Kinch fulgte dem i god tro. Desvaerre synes han ikke at have kendt Lappenbergs udgave af den latinske Ryd-arbog, der ville have bragt ham til at tvivle pa Langebeks tekster og de senere oplysninger. Der kunne sluttes her, og den korte undersogelse er hverken original eller ny, da den kun har bevaeget sig inden for den klassiske kritiks rammer, men der foreligger ogsa en anden notits om den imaginaere odelaeggelse af Ribe 1258. Cornelius Hamsfort (1546-1627) var af uddannelse bade lsege, apoteker og historiker, men deter i den sidste egenskab, han erindres. Hans fader af samme navn var Christian 3.s laege og apoteker og var gift med Mericke eller Maria Splenters fra Husum, som havde vaeret gift med Herman Hoyer, der havde vaeret lensmand pa Helgoland. Den yngre Cornelius Hamsfort fik en udmaerket uddannelse i de samme fag, som faderen dyrkede, stottet af udenlandsrejser, men lige sa meget var han optaget af den danske historie og indsamlede ivrigt alle slags kilder til den. Et eksempel er naevnt i det foregaende, og han udmontede sin viden i afhandlinger og oversigter pa klassisk latin efter tidens krav. Intet blev dog trykt, mens han levede. Et af resultaterne af hans flid var den sakaldte Chronologia Secunda, en arbog for tiden 687-1448, samlet pa grundlag af mange vidt forskellige kilder, deriblandt den danske Ryd-arbog til 1314.⁶ Han matte derfor tage stilling til notitsen om ulykken i Ribe 1258, men hans tanker gik i en anden retning end Huitfeldts, da han skulle give den übestemte meddelelse et konkret indhold. Hans notits lyder:

Grave damnum ex inundatione patiuntur Ripce.

---

5. Peder Terpager: Ripae Cimbricae, 1736, p. 730.

6. Ifolge M. Cl. Gertz er det Stephanius, der har givet Hamsforts arbejde navnet Chronologia Secunda, idet han har kaldt Chronica Sialandiae for Chronologia prima, og der findes ikke en Chronologia prima fra Cornelius Hamsforts hand, se M. CI. Gertz: Scriptores Min. I, 1917-18, p. 10. Notitsen om ulykken i Ribe findes i Scriptores rer. Dan. I, 1772, p. 290.

(Ribe lider stor skade ved oversvommelse). Ud fra hans families tilknytning til den slesvigske vestkyst var det naturligt, at han mere taenkte pa skade fra det altid truende hav end pa en by brand, og stormflodssojlen ved Skibbroen er et veltalende vidnesbyrd om, at hans gaetning er lige sa god som Huitfeldts, hvor fejlagtig den end er. Som om virkeligheden ikke var sorgelig nok, arbejdede fantasien videre pa emnet, og sagn beretter, at en engelsk dronning gravede Kanalen mellem England og Frankrig for at odelaegge Danmark ved det indstromrnende vand.⁷ Der har vaeret en tid, da Kanalen ikke eksisterede, men den ligger sa langt tilbage, at mindet om den ikke kan have vaeret bevaret i den mundtlige tradition, og sagnet er opstaet for at forklare de store landetab. Det kan allerede have vaeret i omlob pa Cornelius Hamsforts tid, og deter i det mindste forestillinger om havets angreb, der ligger bag hans forklaring af ulykken i 1258. Endnu i nutiden har sagnet om forsvundne byer pa Horns Rev vaeret levende som et vidnesbyrd om, hvor uudryddelig folketroen er.⁸

Undersogelsen skal ikke fores laengere frem. Den har vist, at en urigtig rettelse giver anledning til endnu mere urigtige meddelelser, der heldigvis er sa modstridende indbyrdes, at de ved en sammenligning med den aeldste kilde tydeligt viser, hvorledes de er opstaet. Der er abenlyse fejl bade i den middelalderlige overlevering og i den forklaring, renaessancens historikere udbyggede den med. Ribe domkirke og Ribe by har ikke lidt nogen overlast i 1258.

I det foregaende er det omtalt, som star i en naermere eller fjernere forbindelse med omtalen i Danmarks Kirker, og for fuldstaendigheds skyld skal det sluttelig naevnes, at ogsa P. F. Suhm omtaler begivenheden i 10. bd. af sin Historie af Danmark fra 1809 (udg. af Rasmus Nyerup), hvor der p. 359 er samlet de forskellige beretninger uden forsog pa at vise deres indbyrdes sammenhaeng. Uden at angive sin kilde har Matth. Galthen i sin bog om Ribe fra 1792 en kort omtale af ulykken p. 93, som han formodentlig har hentet fra Terpagers vaerk, da den danske version af Ryd-arbogen til 1314 forst blev udgivet af Rasmus Nyerup 1827 i Dansk Magazin 2.r., 5. bd. og dermed gjort almindeligt tilgaengelig. Endnu i 5. udg. af J. P. Trap: Danmark fra 1965 anfores branden 1258 ved siden af de andre ulykker, der havde hjemsogt byen. Deter den store autoritet, J. Kinchs bog om Ribe besidder, der har faet alle de nyere behandlinger til at fastholde beretningen om odelaeggelsen i 1258.

---

7. Evald Tang Kristensen: Danske sagn 111, 1895, p. 346 og p. 404.

8. Jyllands-Posten 30/6 1961, p. 2, og 21/8 1965, p. 8.

Ribes navn synes isaer at have givet adgang til misforstaelse. Terpager gor i sin bog om Ribe, hvor han drofter bynavnet, opmaerksorn pa, at kejser Aurelian (270-275) siges at vaere fodt i Ribe, idet en forfatter har oversat in Dacia Ripensi (en del af Mosien) ved in Dennemarchen in de Stadt Ripe. Denne oversaettelse var dog sa abenlyst fejlagtig, at den blev overladt til fortjent glemsel.