|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 13 (1979 - 1981) 4Brydninger i Højre 1894-1901Hojre gik stcerkt tilbage i drene 1894 til 1901. Partiet sad pd regeringsmagten med svage ministerier og onskede fortsat at holde Venstre borte ud fra »det gamle Hojre«s grundlovsopfattelse. Enigheden i partiet var dog ikke stor, og heller ikke bev&geligheden, selv om bade Lars Dinesen og Jacob Scavenius sogte mod nyorientering hver pa deres made. Om Hojres brydninger i »de syv kedelige dr« skriver cand. mag. Jan Norgaard Petersen. Af Jan Nørgaard Petersen 'De syv kedelige ar' kunne man fristes til at kalde arene fra det storpolitiske forligs indgaelse i 1894 til systemskiftet i 1901, sa lidet spaendende forekommer de at vaere sammenlignet med den forudgaende kampperiodes staerke konfrontationer og den efterfolgende tids mange banebrydende lovgivningsarbejder og knaesaetning af en ny forfatningsskik. Disse overgangsar var et langt stykke praeget af en tomgangsfolelse - jvf. bl.a. den faldende stemmeprocent ved folketingsvalgene - og synes ej heller at have virket saerlig tillokkende pa historikere; hvad specielt det i denne periode vigende hojreparti angar, er der bortset fra et par fremstillinger1 enten tale om en overfladisk behandling i generelle historiske vaerker eller om partihistorier.2 Deter ellers ikke, fordi perioden 1894-1901 er kendetegnet ved et sparsomt kildemateriale, tvaertimod er der for Hojres vedkommende en naesten overvaeldende rigdom af upubliceret og samtidigt publiceret kildestof.Ud over privatarkiver, beretninger fra de arlige delegeretmoder, protokoller over repraesentantskabs- og forretningsudvalgsmoder (hvorimodingen af hojregrupperne pa rigsdagen forte protokol over deres moder) og talrige pjecer er der i denne fremstilling fokuseret pa Hojres stadig anselige presse, isaer ma den halvthundrede blade store provinspressesiges at udgore et udmaerket barometer pa stromninger og holdningeri lokale hojresamfund vest for Valby Bakke. Deter tilmed et omrade, som kun i ringe udstraekning har vaeret genstand for systematisk 1. Niels Petersen: 'Forliget og omgruppering', s. 91-116 i 'Den politiske magtkamp 1866-1901' red. af P. Salomonsson) samt V. Dybdahl: 'Partier og Erhverv' (1969). 2. Nemlig dels 'Politikens Danmarkshist.', bd. 12 (V. Dybdahl, 1964) og 'Schultz' Danmarkshist.', bd. V (P. Munch 1942), dels Alfred Bindslev: 'Konservatismens historie i Danmark fra 1848 til 1936', bd. II (1936) og Julius Schovelin: 'Blade af Hojres historie' (1931).
Side 217
forskning med henblik pa forholdene inden for Hojre i denne periode. Nar man taler om Hojre, bor det i ovrigt understreges, at deter en storrelse med to hoveder, nemlig rigsdagsrepraesentanterne og partiorganisationen (som indtil 1895 bestod af savel hojreforeninger som konservative klubber, sidstnaevnte endog med egen centralledelse, som formelt var underlagt partiets samlede ledelse). Det forhold, at partiorganisationens ledende organer (repraesentantskab og forretningsudvalg) fastlagde partiets officielle politik, konfirmeret af delegeretmoderne, sarnmenholdt med den kendsgerning, at i partiorganisationernes barnealder var rigsdagsmaendenes selvstaendighed storre, end tilfaeldet er i dag (det gjaldt i hvert fald de ikke-socialistiske partier), kunne formodes at have fort til konflikter. Det var dog ikke tilfaeldet, dels fordi der var et vist personsammenfald, dels (og isaer) fordi en floj i Hojre i det meste af perioden var dominerende begge steder. En beskrivelse af Hojre i denne periode vil uvilkarligt fa haeldning mod partiorganisationen, dels pa grund af kildematerialets slagside, dels fordi flojenes indbyrdes opgor hovedsagelig fandt sted inden for denne ramme. Højre i tiden op til 1894Hvorledes kunne det ga for sig, at det hojreparti, som i den forfatningspolitiske kamps polariserede 80'ere gav indtryk af at vaere sa magtfuldt og sa enigt, i 1901 naermest syntes at opgive aevret efter at have vaeret plaget af interne stridigheder 90'erne igennem? Hvad var baggrunden for disse interne opgor? I denne forbindelse er det vaerd at gore sig klart, hvad Hojre var for et parti i tiden fra dets 'opdukken' i 1870'ernes slutning til forliget i 1894. Det var en negativ enighed, som havde skabt partiet, nemlig enighed om at holde Venstre borte fra regeringsmagten, og vaelgermaessigt var Hojre en broget flok med basis i naesten alle sociale lag; dog, selv om partiet var bredt sammensat, var det - som pavist af Dybdahl i 'Partier og Erhverv' - de sociale grupper, som man traditionelt har forbundet med Hojre, nemliggodsejere (isaer) og embedsmaend, der dominerede dets ledende organersavel pa som uden for rigsdagen. Trykket fra Venstre banede vejen for sammenholdet i de fortumlede 80'ere, og de relativt fa oppositionelle elementer (Borsoppositionen, de gamle nationalliberale) enten underkastedesig (som f.eks. Carl Ploug) eller forlod partiet (som f.eks. ChristopherHage). At det ved et par lejligheder i sidste halvdel af 1880'erne kom til forhandlinger for at fa den storpolitiske strid afsluttet - f.eks.
Side 218
paskeforhandlingerne i 1888 - er et tegn pa, at der var kompromisvillige elementer i Hojre, og pa partiets delegeretmoder i samme tidsrurn anes da ogsa en skillelinje mellem 'hoge' og 'duer', selv om sidstnaevntes pip var fa og svage.3 Der var saledes hojrefolk i venteposition, da Frede Bojsen i 1890 foreslog, at man forsogte at gore ende pa konflikten ved 'at gode jorden' gennem et praktisk og i ovrigt tiltraengt lovgivningsarbejde; den indledede forhandlingspolitik pavirkede imidlertid ikke umiddelbart forholdene inden for Hojre, forst og fremmest fordi dens raekkevidde ikke syntes at ga op for mange hojremaend, men da forhandlingerne gik ind i sin forligsfase i samlingen 1892-93, losnedes der op for de forskellige tendenser i partiet, og modsaetningerne skaerpedes. Deter vanskeligt at overskue disse tendensers udbredelse og styrke, bl.a. fordi der ikke blev lavet beretninger fra delegeretmoderne 1892-94 (og kun en halv beretning fra modet i 1891), men partiet synes pa dette tidspunkt at have vaeret delt i tre floje, nemlig a) en forligsfloj, som saerligt havde sin styrke i forretningsudvalg og b) en anti-forligsfloj, som var staerkt forankret i de konservative klubber, c) en floj af tovende, hvis stillingtagen i sidste ende skulle blive afgorende. Det forste stridspunkt mellem forligstilhaengere og forligsmodstandere var det uofficielle, men udstrakte valgsamarbejde, som havde fundet sted mellem Hojre og Bojsens forhandlende Venstre ved folketingsvalget 20. april 1892. Dette valgsamarbejde, hvis primus motor var sekretaeren i Hojres forretningsudvalg, Lars Dinesen, bestod forst og fremmest i, at Hojre undlod at opstille i en raekke kredse for at hjaelpe forhandlende venstremaend. Folgen var, at partiets kandidattal faldt fra 89 i 1890 til 61 i 1892, i rene landkredse fra 20 til 7, og at dets stemmetal faldt med 14-15 4; mandatmaessigt gav valget dog gevinst for Hojre, idet det kunne 3. F.eks. pa Hojres delegeretmode i 1887, Beretningen s. 4()f., 42f. og 58f. 4. Hojres stemmetal faldt fra ca. 86.000 til ca. 73.500; disse tal stammer fra en sammenlaegning af de enkelte kredses stemmetal, saledes som de foreligger i Statistiske Meddelelser 3 rk., bind 13, haefte 1, sammenholdt med J. P. Nordengaard: »Valgene til Rigsdagen i 100 ar« (1949), da Stat. Med. ikke angiver ikke-valgte kandidaters partitilhorsforhold. Disse tal stemmer ikke overens med de tal, som bl.a. Schultz' Danmarkshistorie, bd. V, s. 363 kommer med (78.000), og at uenigheden ikke indskraenker sig til Hojre illustreres af, at medens Stat. Med. (s. 118) angiver det samlede antal afgivne stemmer ved 1892-valget (-r- Faeroerne) til 209.000, giver en sammentaelling af de enkelte partiers stemmetal i Schultz 224.000. Divergensen indskraenker sig i ovrigt ikke blot til dette valg, men gor sig ogsa - i storre eller mindre grad - gaeldende ved periodens ovrige valg. Hvori den bunder star ikke denne artikels forfatter klart, men de tal, som den samtidige presse opgiver (f.ex. »Berl. Tid.«, 21/4 1892 og »Politiken«, 27 & 29/4 1892), stemmer overens med Stat. Meddelelsers.
Side 219
notere en fremgang pa seks mandater til 31 (incl. den 'blakkede' Klein i Viborg). Da Det forhandlende Venstre samtidig havde en beskeden gevinstpa et enkelt mandat, konsolideredes forhandlingspartiernes flertal i folketinget. Allerede pa Hojres delegeretmode i december 1891 havde fhv. kultusministerJacob Scavenius5 forsogt at binde partiledelsen til ikke at indga et valgsamarbejde,6 og i en raekke artikler - inspireret af Scavenius - i bladet 'Kobenhavn' i slutningen af September 1892 bebrejdedes Dinesen den rolle, han havde spillet i den stedfundne valgsamvirken; han fik dog en naesten enstemmig opbakning af Hojres repraesentantskab et par uger senere (kun Villars Lunn, landstingsmedlem, stemte imod). Pa Hojres delegeretmode i december 1892 kom Scavenius med et nyt forsog pa at stro grus i forligsmaskinen, idet han provede at forpligte Hojres forligsforhandleretil ikke at indga et forlig, som ville indebaere besparelser pa de militaere budgetter; ogsa dette udspil kvaltes af den forligsivrige partiledelse .7 Pa samme tidspunkt holdt de konservative klubber delegeretmode,og 4. Hojres stemmetal faldt fra ca. 86.000 til ca. 73.500; disse tal stammer fra en sammenlaegning af de enkelte kredses stemmetal, saledes som de foreligger i Statistiske Meddelelser 3 rk., bind 13, haefte 1, sammenholdt med J. P. Nordengaard: »Valgene til Rigsdagen i 100 ar« (1949), da Stat. Med. ikke angiver ikke-valgte kandidaters partitilhorsforhold. Disse tal stemmer ikke overens med de tal, som bl.a. Schultz' Danmarkshistorie, bd. V, s. 363 kommer med (78.000), og at uenigheden ikke indskraenker sig til Hojre illustreres af, at medens Stat. Med. (s. 118) angiver det samlede antal afgivne stemmer ved 1892-valget (-r- Faeroerne) til 209.000, giver en sammentaelling af de enkelte partiers stemmetal i Schultz 224.000. Divergensen indskraenker sig i ovrigt ikke blot til dette valg, men gor sig ogsa - i storre eller mindre grad - gaeldende ved periodens ovrige valg. Hvori den bunder star ikke denne artikels forfatter klart, men de tal, som den samtidige presse opgiver (f.ex. »Berl. Tid.«, 21/4 1892 og »Politiken«, 27 & 29/4 1892), stemmer overens med Stat. Meddelelsers. 5. Den kendsgerning, at Scavenius i en samtidig skrivelse til sine ministerkolleger (jvf. C. Trock i Jyske Samlinger, bd. IV (1957-58), s. 294-305), som han sogte at overtale til at stotte sin forbliven i regeringen, lagde hovedvaegten pa at forsvare sig imod anklagen for at have koketteret med brandesianismen, kunne tyde pa, at historikerne for beredvilligt har accepteret Scavenius' senere offentlige forklaring (f.eks. i 'Nationaltid.', 29/6 1911 (»Et Tilbageblik«)) - stottet af Frede Bojsen i 'Frede Bojsens politiske erindringer' (1963), s. 207 - at han blev fjernet, fordi han var en hindring for forhandlingspolitikken, hvilket han (savel som Bojsen) havde en klar interesse i at fremhaeve. 6. Betegnende nok er den politiske diskussion ikke med i beretningen fra modet, men Scavenius' initiativ omtales i beretningen fra klubbernes delegeretmode 7 & 9/12 1891 (1892), s. 67 samt af ham selv pa Hojres delegeretmode 11-12/12 1896, beretningen s. 41f. 7. Jvf. beretning fra generalauditor H. C. Steffensen af dec. 1892, vedlagt protokol fra Hojres repraesentantskab (Hojres protokol), bd. 3. Det synes ikke at have vaeret den eneste aktion, anti-forligsflojen havde haft i sinde med henblik pa delegeretrnodet, thi pa bagsiden af Scavenius' aendringsforslag til resolutionen (ogsa vedlagt protokollen) omtales et mode pa hotel Phonix 8/12, hvor man diskuterede fremsaettelsen af et resolutionsforslag pa det kommende delegeretmode, hvorefter forligsforhandlingerne skulle indstilles, hvis de ikke bragtes til afslutning i indevaerende samling, thi deres »fortsaettelse vil frembringe en ojensynlig fare for Hojres hensmuldren og oplosning«. Man besluttede ikke at fremsaette forslaget, som muligvis er identisk med det, som Villars Lunn samme dag havde fremsat i Hojres repraesentantskab, men som han havde trukket tilbage, da der var almindelig modstand imod det (Hojres protokol, bd. 3). I ovrigt er det sandsynligvis den aktion f;a »en kreds af yderste Hojre«, som Bojsen omtaler (op. cit, s. 236), i hvert fald optraeder et par af navnene begge steder, nemlig de to folketingsmaend, kaptajn Jagd og Niels Andersen, Soholm.
Side 220
mode,ogpa dette vedtoges en resolution, som ved at anbefale opstilling af sa mange hojremand som muligt ved det naeste folketingsvalg vendte sig imod et valgsamarbejde med Det forhandlende Venstre.8 Deres uvilje bundede i, at den lokale valgpolitik var de enkelte klubbers vigtigste arbejdsfelt, men den afspejlede ogsa en udbredt reaktion blandt lokale hojretillidsmaend, for hvem det var svaert at kapere forligspolitikken, at betragte garsdagens fjender som dagens og morgendagens venner. Dennefolelse har sikkert ogsa vaeret ret almindelig i hojreforeningerne, men i modsaetning til disse havde klubberne en selvstaendig katalysator for slig utilfredshed, nemlig deres egne delegeretmoder. Forligsforhandlingerne naede ikke til et resultat i samlingen 1892-93, men strandede pa modstand fra krigsminister Bahnson, med hvem Jacob Scavenius i ovrigt synes at have handlet i forstaelse pa Hojres delegeretmode (jvf. den i note 7 omtalte beretning fra Steffensen). Tiden var endnu ikke moden til at udfordre Bahnson, som besvarede Bojsens onsker om militaere besparelser med krav om en udgiftsforogelse pa 1A mill, kr.! Nodvendigheden af militaere besparelser for at fa Det forhandlende Venstre med til et forlig stod desuden endnu ikke klart for en del af Hojres forligstilhaengere, men en var helt pa det rene dermed, nemlig Lars Dinesen, som i januar 1893 havde vist Bojsen et udkast til en ny haerordning indeholdende besparelser pa ca. 200.000 kr.9 Alene det, at Dinesen pa dette tidspunkt ikke kunne traenge igennem inden for forligsflojen med sit besparelsesforslag, viser, at deter ukorrekt at kalde forligsflojen for Dinesen-flojen. Dinesen repraesenterede en saerlig forligsivrig tendens i Hojre, en tendens som isaer havde tilhaengere i folketingsgruppen ,10 men hvis synspunkter endnu pa dette tidspunkt (de forste maneder af 1893) kun vandt beskeden genklang i partiet. Kan man pa den anden side kalde forligsmodstanderne for Scaveniusflojen,en betegnelse bl.a. Bojsen benytter sig af? Ogsa det forekommer at vaere en tvivlsom parallellisering, for ulig de fleste andre pa denne floj i Hojre var Scavenius - som det fremgar af hans pjece 'Om Forliget og dets Betingelser' fra sommeren 1893 - villig til vidtgaende politiske og forfatningspolitiskeindrommelser for at fa Venstre med til et forlig. Han havde aldrig vaeret - hvilket man kan have folk som kaptajn Jagd og ingenior Villars Lunn mistaenkt for - provisorist for provisorismens skyld, men for 8. Beretning fra klubbernes delegeretmode 8 & 10/12 1892 (1893), s. 49. 9. Bojsen, op. cit. s. 241 og 244. 10. Jvf. Protokol over folketingets Hojres forhandlinger i Lars Dinesens arkiv (E lb) for 16 & 31/3 1893.
Side 221
forsvarssagens. Scavenius var bastant i sin modstand imod militaere nedskaeringer,men da netop disse var nodvendige for Bojsen for at fa forliget 'til at glide ned', kobledes Scavenius sammen med dem, som ikke synes at ville have accepteret noget forlig, med mindre det indebar Venstres underkastelse, og som sa en abenbar interesse i at udnytte den tidligere kultusministers prestige. Der er ingen grund til at betvivle oprigtigheden i Scavenius' synspunkter, som de kom frem i ovennaevnte pjece, isaer ikke da han fastholdt dem i de folgende ar, uden at de politisk set blev mere opportune. For forligsmulighederne matte samlingen 1893-94 blive den afgorende; Det forhandlende Venstre ville finde det overordentlig skadeligt for sin trovaerdighed med endnu et forhandlingssammenbrud. De deciderede forligsmodstandere blandt Hojres rigsdagsmaend havde hele tiden vaeret fa, og deres isolation sattes nu i relief. I landstingsgruppen var Henning Matzen11 allerede tidligere blevet detroniseret som ordforer, en post der var overtaget af forligstilhaengeren, generalauditor Steffensen, og da Scavenius i oktober 1893 forsogte at blive valgt til bestyrelsen for Folketingets Hojre (hvor Dinesen sad), fik han en stemme (sin egen?)! Op til delegeretmodet i december 1893 strammede den forligsvenlige partiledelse grebet, bl.a. fik de konservative klubbers centralledelse mundkurv pa,12 og delegeretmodets udfald blev da ogsa en bekraeftelse af den hidtil forte politik med et forlig for oje. Modet blev i ovrigt Lars Dinesens sidste indsats for forligspolitikken; dagen efter ramtes han af en blodprop og var sat ud af spillet i adskillige maneder. Som tidligere naevnt blev det afgorende for mulighederne for at kornmetil et forlig, at gruppen af tovende, som isaer fandtes i Hojres landstingsgruppe,begyndte - omend for manges vedkommende uden saerlig stor begejstring13 -at indse nodvendigheden af et forlig. I denne forbindelsevar 11. Professor Matzen havde i foraret 1892 nedlagt sit hverv som formand for Hojres forretningsudvalg, uden at Hojres protokol (bd. 3, 27/5 1892) angiver nogen begrundelse for dette skridt (han eferfulgtes af den forligsvenlige greve Moltke (-Lystrup), som tillige var formand for landstingets Hojre). Begrundelse kom Matzen derimod med, da han i dec. 1893 udtradte af Hojres repraesentantskab, thi ifolge ham var partiledelsen ikke i forstaelse med regeringen (Hojres protokol, bd. 3., 8/12 1893). 12. Hojres protokol, bd. 3, 15 & 24/11 1893. 13. Hojesteretssagforer P. G. C. Jensens holdning er illustrerende for denne gruppe - jvf. hans dagbogsoptegnelse 2/4 1894 (dagbogen findes i hans arkiv, C). Som en antydning af uvilje imod forliget kan det ret store antal landstingsmaends fravaer under de afgorende afstemninger om forligets forskellige dele muligvis ses; imellem en tredje- og en fjerdedel af Hojres landstingsgruppe var ikke til stede, men da der i landstinget ikke blev foretaget navneoprab, er det ikke muligt at konstatere, hvem der stod for denne 'skjulte opposition'. Rigsdagstid. 1893-94, Lt. sp. 1875 og 1890.
Side 222
delsevardet isaer vigtigt, at Hojres to mest fremtraedende militaere repraesentanterpa rigsdagen (efter krigsminister Bahnson og marineminister Ravn), henholdsvis general Hedemann i landstinget og general Thomsen i folketinget, nu gik ind for militaere besparelser; det var en afgorende faktor i overvindelsen af Bahnsons modstand, som konsejlspraesident Estrup nu ikke laengere kunne skyde foran sig. Det vidner om sidstnaevntesmagtfulde position, at hans vaegring ved at ga af naer havde vaeltet hele den mojsommeligt opnaede overenskomst, men da Hojres forligsforhandlereovervandt deres betaenkelighed ved at laegge pres pa regeringschefen,gik denne slutteligt med til at afgive en erklaering, hvori hans afgang stilledes i udsigt. Dermed var det storpolitiske forlig en kendsgerning. Forliget og situationen op til folketingsvalget i 1895Forfatningspolitisk set var forliget en sejr for Hojre, thi Venstre havde ikke faet opfyldt sit hovedkrav fra kampperioden: folketingsparlamentarismen.Dertil kom, at Venstres splittelse uddybedes ved det skete, enddai en sadan grad at det skulle vare henved et par artier, for saret fra 1894 heledes. For Det forhandlende Venstre, som splittedes i forligsforhandlingernesallersidste fase, var det afgorende, hvad der kom efter Estrup. Eftersom forliget var en markering af et nyt samarbejdsmonster i dansk politik - med en moderat/konservativ blok over for en radikal/ (-socialistisk) -, hvad var da naturligere end at lade denne situation udkrystalliseresig i et regeringssamarbejde mellem Hojre og Det forhandlendeVenstre? Det forbavsende er, at emnet tilsyneladende slet ikke blev berort under forligsforhandlingerne, ej heller i tiden derefter. Velkendter Bojsens uvilje mod at blive minister, men dertil kommer, at tanken om et koalitionsministerium havde mistet tilhaengere blandt forhandlendevenstremaend efter partiets splittelse.14 I Hojre synes tanken om et koalitionsministerium naermest at have vaeret tabu; partiets forhandlerehavde i deres anstrengelser for at fa Estrup til at afgive sin erklasring vovet sig sa langt frem, at et eventuelt forsog pa at foruddiskonteredet kommende ministeriums sammensaetning kunne have medfortHojres spraengning (og Estrups forbliven). Selv om det nye ministeriumunder baron Reedtz-Thotts ledelse übetinget stillede sig pa forligets 14. Jvf. Harald Holm: »Forligets forste Rigsdagssamling 1894-95. En Redegorelse.« (1895) s. 3 og Niels Neergaard: »Erindringer« (1935) s. 328.
Side 223
grund, var det afgjort ikke Bojsens livret, eftersom det indeholdt provisorieunderskrivere,men Efter forligets indgaelse accepterede forligsmodstanderne i Hojre tilsyneladende tingenes tilstand. Jacob Scavenius resignerede og stemte for forliget, hvorefter han tog orlov fra folketinget og drog udenlands, et skridt der kunne minde om et politisk eksil, men som sandsynligvis forst og fremmest var betinget af private grunde. Klubbernes tidligere sa spraelske centralledelse matte ga Canossa-gang til Hojres forretningsudvalg for at bede om okonomisk hjaelp (som bevilgedes den).15 Estrups afgang i begyndelsen af august 1894 vakte imidlertid den slumrende utilfredshed til live igen, hvilket bl.a. kom frem pa et af klubberne arrangeret mode i Soro en maned senere.16 Nogle maneder senere kom den afgorende udfordring fra klubberne, thi pa deres delegeretrnode 18/12 vedtoges det at udvide deres centralorganisation, sa at hojreforeninger ogsa kunne blive medlemmer deraf.17 Denne handling matte af Hojres forretningsudvalg foles som en direkte udaeskning, for den indebar, at den vertikale deling af partiet i to organisationer med hver sin overledelse, som havde vaeret en latent mulighed siden skabelsen af klubbernes centralledelse i midten af 1880'erne, nu var kommet snublende naer. Forretningsudvalget var heller ikke sen til at tage den kastede handske op og ivaerksatte en raekke foranstaltninger for at gore det klart, at i Hojres organisation var klubbernes ledelse kun at betragte som anden violin.18 Sidstnaevnte gav efter - dog ikke uden svaerdslag - og dermed var vejen banet for et valgsamarbejde med Det forhandlende Venstre a la 1892. Selv om Lars Dinesen, der var vendt tilbage til aktiv politik i eftersommeren 1894, denne gang var forsigtigere med at gribe ind i de lokale opstillinger ,19 forblev Hojres kandidattal naesten uaendret (steg fra 61 til 62), og det pa trods af at antallet af folketingskredse var foroget med tolv (fra 102 til 114). 15. Brev fra generalauditor Steffensen til Dinesen af 13/6 1894 (Dinesens arkiv, A, pk 5) 16. 'Berlingske Tidende', 3/9 1894 (aften). 17. 'Berlingske Tidende', 18/12 1894 (aften) (»De forenede konservative klubbers delegeretmode«). 18. Hojres protokol, bd. 3, 21/12 1894 samt vedlagt korrespondance dec. 1894 - feb. 1895 mellem Hojres forretningsudvalg og klubbernes centralledelse. 19. En klage fra Villars Lunn over indblanding i Holbaek-kredsen har sikkert medvirket til at laegge en daemper pa Dinesen (Hojres protokol, bd. 3, 26/2 1895).
Side 224
Folketingsvalget 9. april 1895 og reaktionen inden for HøjreValget matte af forligsflojen inden for Hojre naerrnest foles som et sporgsmal om knald eller fald. Valget pegede i retning af det sidste, for forligspartierne mistede deres flertal, hvortil kom, at udfaldet isaer blev en bet for Hojre; hele genvinsten fra 1892 rog sig en tur, men hvad der var vaerre: Det stemmemaessige styrtdyk fortsatte, partiet noteredes nu kun for 63.700 stemmer (1890: 86.000). Det var isaer pa landet, at Hojre havde mistet terraen, hvilket for en stor del skyldtes hensyntagen til samarbejdspartneren, Det forhandlende Venstre (Hojre opstillede nu kun i 6 rene landkredse, 1890: 20). Men ogsa blandt kobstadsvaelgerne havde tendensen vaeret umiskendelig (1890: 27.500, 1892: 23.700, 1895: 21.800), og hvad der m.h.t. 1895-valget kunne give stof til eftertanke for ledende hojrepolitikere var, at rnedens Hojre i 1892 var gaet frem i kredse med store kobstaeder (Helsingor, Slagelse, Odense, Fredericia, Alborg, Randers, Horsens og Arhus), gik partiet nu ogsa vaesentligt tilbage her, idet disse kredse noterede sig for over 1/3 af tilbagegangen blandt kobstadsvaelgerne (uden at det dog fik mandatmaessige konsekvenser). Desuden gik Hojre ogsa tilbage i Kobenhavn, hvor det nu kun havde 4 ud af 13 kredse. Stemmemaessigt sa tilbagegangen her ret beskeden ud (1892: 15.400, 1895: 14.500), men den var i virkeligheden ret alvorlig, thi medens der i 1892 havde vaeret karing i to hojrekredse, var der stemmeafgivning i samtlige kobenhavnske kredse i 1895.2o Pa to valg havde Hojre mattet sige farvel til over en fjerdedel af sine vaelgere, og det affodte en kraftig reaktion fra visse sider i partiet, en reaktion der havde karakter af et opror imod den hidtil forte politik og de maend i partiledelsen, som havde vaeret de ivrigste talsmaend for denne politik. len raekke af Hojres provinsaviser21 - ivrigt sekunderet af de kobenhavnske 'Nationaltidende' og 'Avisen' - fremsattes krav om en reorganisation af partiet efter det forsmaedelige valgnederlag; i nogle af 20. Statistiske Meddelelser, 3. rk., bd. 13, ht. 1 & 4. rk., bd. 3, ht. 4 og Nordengaard, op. cit. I ovrigt faldt den generelle stemmeprocent ved valget, og muligvis skyldes en del af Hojres tilbagegang dette for 90'erne sa typiske traek. Ved opdelingen i land- og kobstadsvaelgere er kredsene i Kobenhavns umiddelbare naerhed (Frederiksberg, Valby og Lyngby) ikke taget med, men deres udeladelse forrykker naeppe det givne indtryk. 21. Der tegner sig ikke noget bestemt geografisk monster imellem de aviser, som maner til besindighed, og de, som kraever reorganisation. Blandt sidstnasvnte, som var den storste gruppe, var 'Nordsjaelland' (Helsingor) at betragte som en slags spydspids; bladet rettede sit skyts direkte mod Lars Dinesen (f.eks. 16/4, »Reorganisationen I«). Naesten alle dets artikler var skrevet under maerket 'Homo', bag hvilket skjulte sig en ung journalist ved navn Asger Karstensen (dennes 'Et liv i politik' (1940) s. 24).
Side 225
bladene var der tale om en veritabel pressekampagne. Den igangsatte utilfredshedsbolge havde sin kanal inden for partiorganisationen parat, thi 27. april - altsa allerede 18 dage efter valget - holdt de konservative klubber et ekstraordinaert delegeretmode22 med repraesentanter for 36 klubber samt 11 saerligt indbudte hojremaend. Oplaegget fra klubbernes centralledelse var radikalt, nemlig et brud med Hojres forretningsudvalg, men stemningen pa modet gik i retning af at foranstalte en kursaendring inden for rammerne af partiets hidtidige organisation. Man enedes om at kraeve et ekstraordinaert delegeretmode for Hojres samlede organisation indkaldt til juni, et krav som 'Foreningen af Hojres Provinsredaktorer' tilsluttede sig dagen efter.23 Det kom imidlertid ikke til noget delegeretmodei juni, derimod opnaedes pa et mode i Hojres repraesentantskab 13. juni et kompromis om et delegeretmode til oktober (delegeretmoderne holdtes normalt i december) ;24;24 tilsyneladende var det lykkedes forligsflojeni partiledelsen at inddaemme oproret, at fa et pusterum i det mindste. En fjer i hatten havde 'oprorsmaendene' dog faet: Lars Dinesen var blevetnodt til at nedlaegge sit hverv som sekretaer for Hojres forretningsudvalg,angiveligt fordi han var kommet i et personligt modsaetninsforhold til reprsesentantskabets formand, grev Sophus Skeel.25 Havde oproret vaeret den reaktion fra byhojre, som (trods alt) kun i mindre omfang havde manifesteret sig ved valget i april? Det politiske sigte var i hvert fald tydeligt: Ikke mere samarbejde med Det forhandlendeVenstre, som man mente havde kostet Hojre sa dyrt (den stemmemaessigeareladning pa landet, forligets agrarpraegede folgelove, Estrups afgang). Et blik pa klubbernes ekstraordinaere delegeretmode 27. april peger i samme retning: Sa godt som alle talerne kom enten fra kobstaederneeller Kobenhavn, alle de 11 saerligt indbudte var byrepraesentanter (deraf 8 fra hovedstaden), og som en af de fa repraesentanter fra landet, som havde ordet, sagde, var naesten ingen fra landklubberne modt pa grund af det korte varsel.26 Et andet interessant aspekt ved denne gruppe af utilfredse var, at den naesten udelukkende bestod af folk uden for rigsdagen (med den allestedsnaervaerende forligsmodstander Villars Lunn 22. Beretning fra de konservative klubbers ekstraordinaere delegeretmode 27/4 1895 (1895), s. 22ff., 40ff., 62, 78og81f. 23. Redaktor Just-Nielsen, 'Frederiksborg Amts Dagblad', fungerede som Dinesens 'spion' pa modet, jvf. brev af 29/4 1895 (Dinesens arkiv, A (breve), pk. 4). 24. Hojres protokol, bd. 3. 25. Det kan ikke udelukkes, at Dinesen faldt som offer for en politisk intrige, thi i to breve af henholdsvis 3 & 9/5 1895 til generalauditor Steffensen (dennes arkiv, AI 2) havde Skeel givet udtryk for det onskelige i en reorganisation af Hojre. 26. Beretningen, cit. i n. 22, s. 44.
Side 226
som en af undtagelserne), og selv om oproret som sadan ikke var vendt imod rigsdagsmaendene, luftedes fra visse sider en utilfredshed med dissesdominans i partiledelsen,27 et sporgsmal som skulle blive af stor betydningsenere Det var altsa ikke i manederne umiddelbart efter april-valget lykkedes de oprorske klubber og deres stotter at gennemtrumfe en reorganisering - det vil sige et politisk kursskifte -, men i September 1895 skete der noget, som viste, at de ikke havde i sinde at sidde med haenderne i skodet i tiden op til delegeretmodet i oktober. I en skrivelse af 5. September til Hojres repraesentantskab underskrevet af 8 'oprorsmaend' og 3 rigsdagsmaend kraevedes en forhandling om en aendring af vedtaegterne for valg af repraesentantskabet, ligesom man onskede indflydelse pa, hvem der skulle sidde i det pa det kommende delegeretmode valgte repraesentantskab; til gengaeld skulle klubbernes centralorganisation og egne delegeretmoder ophore.28 Det forbavsende er, at under de pafolgende forhandlinger i oktober blev sa godt som alle kravene opfyldt af Hojres partiledelse.29 Hvad betingede den forandrede situation i september-oktober sammenlignet med juni? 'Oprorsmaendene' havde faet magtfulde allierede! Hvad der helt nojagtigt har fundet sted er lidt dunkelt,30 men tilsyneladendeer der i de politisk set stille sommermaneder blevet knyttet en kontakt mellem 'oprorsmaendene' og folk fra partiledelse og rigsdag, som heller ikke har vaeret tilfredse med tingenes tilstand. Disse sidste repraesenterede,hvad man kunne kalde 'det gamle Hojre', en gruppe byrepraesentanterog storlandbrugere isaer med basis i landstingets hojre, og havdefortrinsvis vaeret at finde blandt dem, der havde staet tovende over for udviklingen op til forliget. Efter folketingsvalget 9. april 1895 havde flere inden for denne gruppe indset nodvendigheden af et kursskifte, hvis en spraengning af Hojre skulle forhindres, samtidig med at ogsa de gerne sa, at partiet lagde luft mellem sig og Det forhandlende Venstre. En af de mest aktive hos denne floj var hojesteretssagforer P. G. C. Jensen, som for delegeretmodet 25.-26. oktober 1895 forelagde det forslag til vedtaegtsaendringm.m., man var naet til enighed med 'oprorsmaendene' om. 27. Beretningen, s. 62f. & 74. Siden Hojres delegeretmode i dec. 1894 sad rigsdagsmaendene pa 18 af de 30 pladser i Hojres repraesentantskab. 28. En afskrift af skrivelsen findes i Lars Dinesens arkiv, E 8. 29. Hojres protokol, bd. 4, 8 & 25/10 1895. 30. Kildematerialet er af en noget sparsom natur, men oplysende er et par breve fra Villars Lunn til P. G. C. Jensen (medlem af Hojres forretningsudvalg og medlem af landstinget) samt koncept til et svar fra sidstnaevnte, alle fra midten af sept. 1895 (Jensens arkiv, Al2 & B2).
Side 227
Delegeretmodet konfirmerede det skete, og repraesentantskabsvalget blev et udtryk for, at de to floje delte magten mellem sig.31 At Estrup selv fa dage for delegeretmodet havde aflost grev Moltke-Lystrup sorn formandfor landstingets Hojre var endnu en understregning af de aendrede magtforhold i partiet. Taberen i hele spillet siden folketingsvalget i april var Hojres forligsfloj, hvis medlemmer i partiledelsen enten gik frivilligt eller ikke blev genvalgt. Blandt forstnaevnte var Dinesen, som i ovrigt var den eneste, der gjorde et virkeligt forsog pa at afvende flojens fald, idet han i September i forretningsudvalget havde fremsat et vedtaegtsforslag af et ganske andet indhold end 'oprorsmaendenes'; men hans forslag ignoreredes.32 Pa delegeretmodet var Jacob Scavenius dukket op og havde holdt en lang tale,33 hvori han - efter skarpt at have kritiseret forholdene inden for Hojre de senere ar - kraevede, at som led i reorganisationen af partiet matte dette have et nyt program,34 hvis vaesentligste element skulle vaere en skattereform med en statsindkomstskat. Dette var bestemt ikke 'det gamle Hojre's livret, men alligevel lykkedes det Scavenius at fa vedtaget, at repraesentantskabet, hvori han selv havde faet saede, pa et kommende delegeretmode skulle forelaegge et programforslag; indholdet af dette lagde man sig ikke fast pa. I forbindelse med denne manovre pa delegeretmodet i oktober 1895 er det relevant at sporge, om Scavenius havde spillet nogen rolle i de begivenheder,der havde fundet sted siden valget i april samme ar? Havde han vaeret en slags bagmand for hele den aktion, som var skyllet ind over Hojre i foraret 1895? Der er flere ting, som peger pa, at dette ikke var tilfaeldet. Dels havde han, der ikke havde sogt genvalg til folketinget, det meste af tiden opholdt sig i udlandet, dels havde han ikke vaeret med i forhandlingerne om de nye vedtaegter i september-oktober 1895, og endeligtog han pa Hojres delegeretmode i december 189635 skarpt afstand fra pastanden om, at han skulle have vakt bevaegelsen i foraret 1895, en 31. Beretning fra Hojres delegeretmode 25-26/10 1895 (1896), s. 29ff. 32. Hojres protokol, bd. 3, 25/9 1895. Ganske vist havde den hidtidige ledelse af forretningsudvalget udsendt en pjece ('Et Tilbageblik') til de delegerede, hvori den forte politik forsvaredes, og ganske vist kritiserede generalauditor Steffensen pa selve delegeretmodet den foreslaede vedtaegtsaendring (Beretningen, s. 10f.), men dels var lobet nu kort, dels svaekkede Steffensen sin kritik ved at fastsla, at han ikke onskede at laegge vedtaegtsforslaget hindringer i vejen. 33. Beretningen, cit. in. 31, s. 46-63. 34. Hojre havde i virkeligheden ikke noget partiprogram, men almindeligvis betragtedes hojrerigsdagsmaendenes faellesudtalelse af 28/12 1882 som partiets program. 35. Beretning fra Hojres delegeretmode 11-12/12 1896 (1897), s. 99.
Side 228
udtalelse som ikke blev imodegaet af de folk, der havde befundet sig i begivenhedernes centrum, selv om disse pa dette tidspunkt (dec. 96) afgjort ikke havde grund til at tage med flojlshandsker pa Scavenius. Denne var i virkeligheden kommet ind pa Hojres politiske scene umiddelbartfor delegeretmodet i oktober 1895, bragt tilbage af en lille gruppe,der ganske vist havde vaeret aktiv under pressekampagnen efter aprilvalget,men som ikke ses at have haft nogen indflydelse pa oprorets videre forlob. Det var 'Det unge Hojre', stiftet 25. april 1895 med Asger Karstensen som formand. Medens sporgsmalet om et reformprogram ingen rolle havde spillet i oproret mod Hojres ledelse, var 'Det unge Hojre' ivrig talsmand derfor, og det var netop den trad, som knyttede denne gruppe og Scavenius sammen. Ved sin overrumplende manovre pa delegeretmodet i oktober 1895 var det lykkedes Scavenius at gore programsporgsmalettil det kommende centrale tema i Hojre, noget som 'det gamle Hojre' og i hvert fald en del af 'oprorsmaendene' ikke sa med begejstring pa. Tiden skulle sa vise, om det ogsa skulle lykkes ham (og 'Det unge Hojre') at praege det kommende program med deres fra et traditionelt hojresynspunkt banebrydende tanker. Spillet om Højres nye program og den efterfølgende konfrontation mellem Dinesen og ScaveniusCa. otte maneder efter ledelsesskiftet i oktober 1895 fik Hojre sit nye program pa et ekstraordinaert delegeretmode 27. juni 1896;36 det bar tydeligt prasg af at vaere et kompromis. Med hensyn til det omtalelige sporgsmal om indforelsen af en statsindkomstskat havde 'det gamle Hojre' opnaet, at den kun naevntes som en eventualitet, men pa delegeretmodet gav Jacob Scavenius udtryk for, at man ikke kunne komme uden om denne skat, i hvert fald ikke hvis man - som 'det gamle Hojre' og som udtrykt i programmet - onskede en forhojelse af skatten pa braendevin. Programmet vedtoges naesten enstemmigt, men dette gav ikke det rette billede af forholdene inden for Hojre pa dette tidspunkt, thi nogle dage for delegeretmodet havde syv folketingsmaend med Lars Dinesen i spidsenudsendt en erklaering, hvori de tog af stand fra det program, som det kommende delegeretmode skulle tage stilling til.37 Det var en del af den i 1895 detroniserede forligsfloj, som nu rorte pa sig, og i virkeligheden var 36. Beretning fra Hojres ekstraordinaere delegeretmode 27/6 1896 (1896), s. 54. 37. 'Berlingske Tid.', 16/6 1896.
Side 229
erklaeringen ikke rettet mod det kommende programs indhold, men var et forsog pa at gore skaden fra oktober 1895 god igen. Dinesen og hans folk (og her er det relevant at tale om en Dinesen-fl0j) onskede, at Hojre skulle genoptage forhandlingspolitikken og det snaevre samarbejde med Det forhandlende Venstre. Ganske vist havde de to partier ikke flertal i folketinget, men dels kunne man vel habe pa at rette op pa det forhold ved det naeste folketingsvalg, dels synes Dinesen at have sat sin lid til, at en del af Venstrereformpartiet kunne vindes for en forhandlingspolitik.38 I erklaeringen vendt imod det nye program angreb Dinesen-flojen ogsa »en vis retning i Hojre«, »der saerlig er blevet radende inden for hovedstadensHojre, og hvis ledere synes at tiltrsekkes mere og mere af den europaeiske radikalisme«. Sigtet var klart Jacob Scavenius og 'Det unge Hojre', og brodden ma siges at vaere velplaceret, thi selv om hans politiskesynspunkter (og sociale status) bestemt ikke var udtryk for nogen form for ensidig bypolitik - endsige kobenhavnerpolitik - sa var det en kendsgerning, at Scavenius overvejende havde opbakning i hovedstaden, et forhold der understregedes, da han nogle maneder forinden var blevet indvalgt i Hojres Arbejder- og Vaelgerforenings ledelse. Dinesen-flojen pa sin side repraesenterede landets og de mindre kobstaeders Hojre, og situationen inden for partiet blev i den folgende tid staerkt prseget af modsaetningsforholdet mellem disse to politikere. Det var ikke lykkedes Dinesen at forhindre vedtagelsen af det nye program, og i de folgende maneder arbejdede Scavenius, som nu helt havde overtaget rollen som talsmand for, at Hojre skulle sta frit til alle sider, ihaerdigt for at fa 'de 7' (som hurtigt blev betegnelsen for de syv folketingsmaend bag erklaeringen i juni) ekskluderet af Hojre. Forsoget mislykkedes, selv om Dinesen fastholdt sin vaegring ved at tilslutte sig programmet, en illustration af at den politiske medvind, som Scavenius havde oplevet siden sit come-back pa delegeretmodet i oktober 1895, var ved at loje af. De interne magtforhold i Hojre syntes at skulle underga en ny omrokering, og en afgorende faktor i sa henseende var sporgsmalet om rigsdagsmaendenes rolle i partiledelsen. Den vedtaegtsaendring, som var blevet gennemfort pa delegeretmodet i 38. Dinesens tale i Hillerod 24/8 1896 ('Berl. Tid.' 25/8). Selv om Dinesen ikke satte navne pa sine onsker m.h.t. Reformpartiet, er det tydeligt, at han tasnkte pa de folk, som umiddelbart for forliget i 1894 havde forladt Det forhandlende Venstre, og som aret efter havde vaeret med til at stifte Reformpartiet; de mest fremtraedende medlemmer af denne gruppe var senere justitsminster Alberti og folketingets formand (og formand for Reformpartiet) Sofus Hogsbro.
Side 230
nisationensstarti 1883 var rigsdagsmaendene kommet i mindretal i Hojresrepraesentantskab. Dette forhold kan dog ikke übetinget tages til indtaegt for den understrom blandt 'oprorsmaendene\ som havde brod imod rigsdagsmaendene, thi dels valgte disse selv rigsdagsmaend til repraesentantskabet,dels kunne 'det gamle Hojre', som valgte halvdelen af repraesentantskabet, have Sorget for, at rigsdagsmaendene ikke kom i mindretal deri. I lobet af 1896 opstod der imidlertid blandt rigsdagsmaendeneen stigende utilfredshed med mindretalspositionen i partiledelsen, en utilfredshed som 'de 7' havde appelleret til i juni maned, tilsyneladendeforgaeves; nogle maneder senere skete der noget, som viser, at 'de 7's appel maske ikke havde vaeret sa virkningslos endda, thi i november 1896 stillede bestyrelserne for landstingets og folketingets Hojre partiledelsen over for et ultimatum, ifolge hvilket de nye vedtaegter skulle aendres, ellers ville rigsdagsmaendene ikke deltage i repraesentantskabsvalget pa det kommende delegeretmode.39 Flertallet i repraesentantskabet gav efter,og der udarbejdedes et forslag til vedtaegtsaendring, hvorefter man delvis gik tilbage til de gamle vedtaegter fra for oktober 1895.40 Tilsyneladendehavde der vaeret tale om en konflikt mellem partiledelse og rigsdagsrepraesentation(og i sa fald den eneste i denne periode af Hojres historie), men ogsa kun tilsyneladende, for nogle af partiledelsens ledendemedlemmer - bl.a. formanden for repraesentantskab og forretningsudvalg,professor Scharling, som ogsa var formand for folketingets H^jre, og hvis indflydelsesrige position i partitoppen havde vaeret et resultat af begivenhederne i 1895 - havde arbejdet for at skabe den stemning blandt rigsdagsmaendene, som kom til udbrud i november 1896.41 Vedtaegtsaendringen vedtoges pa Hojres delegeretmode 11-12/12 1896,42 men den var ikke dettes vaesentligste stridspunkt. For forste gang i et par ar var alle afskygninger af Hojre samlet til et delegeretmode, og det blev en klar markering af de aendrede forhold i partiet. 'Det gamle Hojre' fremsatte i forstaelse med Dinesenflojen et resolutionsforslag, der vagt omtalte programmet af 27/6 1896, men som ellers havde en forsonendekarakter. Heroverfor fremsatte Scavenius sit resolutionsforslag, som dels satte programmet i centrum, dels fremhaevede Hojres selvstaendighedover 39. Hojres protokol, bd. 4, 19/11 1896. I 'Slagelsesposten' af 1/12 1896 (»Hvad der er sket i Hojre«) haevdede »en mand, der star begivenhederne naer«, at det var generalauditor Steffensen, som stod bag aktionen - ikke usandsynligt pa baggrund af dennes hidtidige holdning, men ej bekraeftet af andre kilder. 40. Hojres protokol, bd. 4, 10/12 1896. 41. Hojres protokol bd. 4, 20/3 & 21/11 (Jacob Scavenius) 1896. 42. Beretningen, s. 76.
Side 231
dighedoverfor andre partier.43 For Dinesen ville det politisk set have vaeret umuligt at tilslutte sig Scavenius' forslag, for sidstnaevnte ville det have vaeret meningslost at stotte forslaget fra partiledelsen. Dette vedtoges,Scavenius' forkastedes, og den tidligere kultusminister tog konsekvensenaf sit nederlag og trak sig sammen med sine tilhaengere ud af repraesentantskabet. Dinesen kunne glaede sig over Scavenius' detronisering,men hans egen floj kom ikke ind i den nye partiledelse, thi delegeretmodetsresultat var nernlig udtryk for, at 'det gamle Hojre' nu for alvor satte sig pa ledelsen af partiorganisationen; det havde i 1895 indgaet en taktisk alliance med oppositionen fra de konservative klubber og dissesmeningsfasller ('oprorsmaendene'), nu indgik det en taktisk alliance med Dinesen-flojen. Den nye alliance var ikke udtryk for, at 'det gamle Hojre' politisk set folte sig naermere knyttet til Dinesen end til Scavenius, det gjorde det pa nogle punkter (f.eks. rigsdagsmaendenes rolle i partiorganisationen),pa andre punkter ikke (samarbejdet med Det forhandlendeVenstre). Den var snarere et udtryk for, at man folte, at Hojre ville lobe en storre risiko, hvis Dinesen-flojen forlod partiet, end hvis Scavenius-flojengjorde det. En grund til dette var 'oprorsmaendene's skaebne; denne gruppe var simpelt hen gaet i oplosning. Nogle havde, sasom skoleinspektor Laurits Wiggers, formand for Hojres Arbejder- og Vaelgerforening,sluttet sig til 'det gamle Hojre', andre sluttede sig til Scavenius - f.eks. overretssagforer V. L. Salomonsen, sekretaer for Hojres forretningsudvalg okt. 1895 - dec. 1896 - medens andre igen, bl.a. Th. Hvidberg, den sidste formand for klubbernes centralorganisation, helt syntes at forsvinde fra begivenhedernes centrum. Utilfredshedsbolgen i foraret 1895 havde vaeret denne gruppes vaerk, men gruppen var i lobet af 1896 blevet splittet for alle vinde under den sta;rke konfrontation mellem Dinesen og Scavenius. Efter delegeretmodet samlede Jacob Scavenius sine tilhaengere og dannede en ny fraktion inden for partiet, 'Hojres Fremskridtsgruppe',44 sandsynligvis i erkendelse af at identifikationen med 'Det unge Hojre' (som i ovrigt vedblev med at eksistere) havde haemmet hans muligheder for at vinde ny grobund, isaer uden for Kobenhavn. Der var dog ikke tale om noget brud med 'Det unge Hojre', hvis medlemmer ogsa blev medlemmer af Fremskridtsgruppen, og hvis organ, Tidens Krav', blev taleror for den nye fraktion. 43. Beretningen, s. 23ff. & 37ff. 44. 'Tidens Krav', 13/12 1896 og 21/1 1897.
Side 232
Ministeriet Reedtz-Thotts fald'Det gamle Hojre' havde grund til at se med tilfredshed pa udviklingen. Det havde sat sig pa partiledelsen og havde storstedelen af landstingets Hojre med sig. Truslen fra de to andre floje i partiet foltes ikke som nogen storre fare, isaer fordi disse indbyrdes bekrigede hinanden. Men pa et punkt havde 'det gamle Hojre' ingen grund til glaede: Regeringens politik havde i stigende grad fjernet sig fra det, som denne del af partiet ansa for at vaere god latin. Ministeriet Reedtz-Thott havde vaeret et produkt af det storpolitiske forlig i 1894, og i tiden op til folketingsvalget i april 1895 havde det fortsat samarbejdet med forligspartneren, Det forhandlende Venstre. Efter valget, hvor de dele af Venstre, som havde stemt imod forliget (og som efter valget dannede Venstrereformpartiet), havde erobret flertallet i folketinget sammen med Socialdemokratiet, havde regeringen forsogt at naerme sig forstnaevnte, uden at det i samlingen 1895-96 gav sig udslag i nogen saerligt givende lovhost. Som forholdene var, havde regeringen faktisk intet alternativ til denne maeglende politik undtagen naturligvis at vende tilbage til kampperiodens metoder, hvilket forekom urealistisk. Imidlertid indebar regeringens tilnaermelse til venstrereformpartiet, at den og de nye magthavere i Hojre efter oktober 1895 kom i et stadig storre misforhold til hinanden, thi for Hojres nye ledelse gjaldt det nu om at fremhaeve Hojres selvstaendighed og laegge luft mellem sig og forhandlingsarene i forste halvdel af 1890'erne. Den begyndende uenighed skulle snart udvikle I maj 1896 oprettedes et landbrugsministerium, hvis forste leder blev den hidtidige chef for indenrigsministeriets landbrugsdepartement, Knud Sehested;45 denne fik en noget uheldig politisk debut, da han pa Agrarforeningensgeneralforsamling i begyndelsen af juni luftede tanken om, at det kunne vaere hensigtsmaessigt med dannelsen af et agrarparti pa rigsdagen.46 Reaktionen var kraftig, isaer fra det kobenhavnske Hojre,47 som kun tilfredsstilledes lidet, da Reedtz-Thott i stedet for at fyre sin landbrugsminister 'nojedes med' at desavouere ham i en offentlig erklaering 45. Det var ogsa et irritationsmoment for det gamle Hojre', at ministeriet indeholdt en del embedsmaend, jvf. koncept til brev fra professor Scharling til justitsminister Nellemann, maj 1896 (Scharlings arkiv). 46. 'Berl. Tid.' 3/6 (aften) & 4/6 (aften) 1896. 47. 'Avisen' 4/6 1896 (»Handsken kastet!«) og Jacob Scavenius' tale pa Hojres Arbejderog Vaelgerforenings grundlovsmode ('Berl. Tid.' 6/6 1896).
Side 233
ring.48 Vide kredse i Hojre havde regeringschefen mistaenkt for i det I samlingen 1896-97 fortsatte ministeriet sin politik med at fa etableret et samarbejde med folketingets flertal, som i oktober 1896 pressede Reedtz-Thott til at udtale, at han ikke ville lose en eventuel finanslovskonflikt ad provisorisk vej. Denne udtalelse bevirkede, at 'det gamle Hojre' pa delegeretmodet i december sarnme ar folte behov for i sit resolutionsforslag at markere, at Hojre ikke havde forandret standpunkt med hensyn til grundlovens paragraf 25 (om udstedelse af provisoriske love).49 Omkring arsskiftet 1896-97 kom regeringen endelig med det udspil, som den mente kunne vaere det, der ville binde den og Reformpartiet naermere sammen. Den fremlagde fire skattelovsforslag, og tanken var, at forslagene skulle gennemfores samlet, idet to af dem kunne vaere velkomne for folketingets flertal (statsindkomstskatten, overforsel af statsskatter til kommunerne), medens de to ovrige (toldloven, forhojelse af braendevinsskatten) mere var lagt an pa at komme landstingets flertal i mode. Denne 'sammenkobling' af de direkte og indirekte skatteforslag skulle senere vise sig at fa stor betydning. Den Reedtz-Thottske skattereform gav anledning til nye skillelinjer inden for hojre, for medens savel Dinesen som Scavenius, der jo var vildt uenige om partiets politiske strategi i almindelighed, bod lovbuketten velkommen,50 vendte 'det gamle Hojre's reprassentanter pa rigsdagen sig imod den, idet de fandt, at de to direkte skattelove ville vaere til stor skade for byerne, navnlig Kobenhavn. Offentligt var deres tone over for regeringen moderat,51 men i Hojres repraesentantskab var der almindelig enighed om, at den matte vaek.52 Anledningen, som meget belejligt kom kort tid efter, var uenighed mellem de to tings flertal om nogle smabevillingerpa 48. 'Berl. Tid.' 19/6 (aften) 1896 og Hojres protokol, bd. 4, 18/6 1896. 49. Reedtz-Thotts erklaering findes i Rigsdagstid. 1896-97, Ft. sp. 502. Resolutionen i Beretning fra Hojres delegeretmode 11-12/12 1896, s. 23ff. Selv om Dinesen i kraft af sin tilslutning til resolutionen stottede 'det gamle Hojre' pa dette punkt, stillede han sig i virkeligheden velvillig over for Reedtz-Thotts erklaering, som det fremgar af hans tale pa Hillerod hojreforenings generalforsamling en maned for delegeretmodet ('Berl. Tid.' 10/11 1896). Scavenius gik imod erklaeringen, men betonede nodvendigheden af en grundlovsaendring ('Berl. Tid.', 30/10 1896, referat af et mode arrangeret af Arbejder - og Vaelgerforeningen). 50. Forslagene findes i Rigsdagstid. 1896-97, Tillaeg A, sp. 3471ff., 3577ff., 3585ff. og 3643ff. Dinesens modtagelse findes i Ft. sp. 3568ff., Scavenius' i en artikel (»Regeringens skatteprogram«) i 'Hojrebladet' 30/12 1896. 51. F.eks. professor Scharling, Rigsdagstid. 1896-97, Ft. sp. 3480ff. & 3627f. 52. Hojres protokol, bd. 4, 24/4 1897.
Side 234
lingerpafinansloven, og da Venstrereformpartiet trods regeringens charmeoffensivikke onskede at gore sig saerlig store anstrengelser for at redde den, var dens dage talte. I maj 1897 gik den af. I ovrigt gav regeringens fald anledning til at male 'det gamle Hojre's styrke pa rigsdagen;naesten hele landstingets Hojre vendte sig imod regeringen, selv folk som grev Molkte-Lystrup og generalauditor Steffensen syntes helt at vaere blevet magnetiseret af Estrups autoritet.53 I folketingets Hojre var situationen en anden, her stemte kun ca. 1/4 imod regeringens finanslov, hvilket antyder, at selv om Dinesen-flojen formelt set kun havde omkring en tredjedel af folketingsgruppen med sig, var der grobund for dens synspunkter i storstedelen af gruppen. Det var altsa lykkedes 'det gamle Hojre' at fa vaeltet ministeriet Reedtz-Thott, og vejen la nu aben for denne del af Hojre til ogsa at fa kontrol med regeringsmagten. Estrup arbejdede ihaerdigt pa at fa realiseret dette mal, men ak! de potentielle ministeremner havde bestemt ingen lyst til at fa skiftet deres behagelige og frie tilvaerelse ud med et ministerkontors slid, og resultatet blev en rekonstruktion af det afgaende ministerium. Den hidtidige indenrigsminister (og tidligere embedsmand) Hugo Horring blev konsejlspraesident, medens bl.a. Reedtz-Thott og Knud Sehested forsvandt. Kun en af landstingshojres storlandbrugere var det lykkedes Estrup at overtale til at indtraede i det nye ministerium, nemlig godsejer Alfred Hage, Oremandsgard, som blev landbrugsminister efter bestemt at have afvist Estrups tilbud om posten som konsejlspraesident.54 Ingen kunne med bestemthed vide, hvilken kurs ministeriet Horring ville sla ind pa, men forelobig var det en triumf for 'det gamle Hojre', at dets chef fa dage efter regeringsskiftet naegtede at gentage Reedtz-Thotts erklaering om provisoriske finanslove.55 Situationen op til rigsdagsvalgene i 1898Det viste sig i efteraret 1897, at med hensyn til skattereformen havde 'det 53. Grunden til disse tidligere forligsfolks afstandtagen fra regeringen synes at have vseret en folelse af, at den i sine bestraebelser for at komme Venstrereformpartiet i mode havde taget for lidt hensyn til landstingets Hojre, jvf. to samtidige memoranda fra Steffensens hand i Dinesens arkiv (Ell) samt brev af 25/5 1897 fra greve Mogens Frijs til godsejer Alfred Hage (dennes arkiv, A 1). 54. Koncept til brev af 12/5 1897 fra Hage til Estrup (Hages arkiv, B). 55. Rigsdagstid. 1896-97, Ft sp. 6723ff.
Side 235
samme standpunkt som sin forgaenger, d.v.s. at enten skulle alle fire skattelove gennemfores eller ingen af dem.56 Da landstingsudvalgenes betaenkninger forela i marts 1898, stod det imidlertid ogsa klart, at 'det gamle Hojre' ikke var til sinds at sla af pa sine principper, thi de to direkte skattelove gennemgik en omfattende forandring, samtidig med at toldloven gjordes endog mere beskyttelsesvenlig, end toldkommissionenshojreflertal havde foreslaet i slutningen af 1896. Kloften rnellem landstingets og folketingets flertal forekom nu bredere end nogensinde efter forliget, og hvad mere var: Hele landstingets Hojre syntes at sta bag udvalgsbetaenkningerne.57 I denne atmosfaere af spirende modsaetningsforhold mellem 'det gamle Hojre' og den nye regering skulle folketingsvalget finde sted 5. april 1898. For alle tre floje i Hojre stod en hel del pa spil; det gjaldt ikke mindst de to mindretalsfloje omkring Dinesen og Scavenius, som pa trods af deres udstrakte enighed om den Reedtz-Thottske skattereform havde fortsat deres indbyrdes slagsmal 1897 igennem. Jacob Scavenius havde lige siden sit nederlag pa delegeretmodet i december 1896 forsogt at vinde storre terraen inden for Hojre, bl.a. ved et par politiske turneer til Fyn og Jylland,58 og valget kunne blive den faktor, som gav 'Hojres Fremskridtsgruppe' det afgorende skub frernad. En vaesentlig svaghed ved gruppen var, at den ingen repraesentanter havde pa tinge, og det var derfor vigtigt for Scavenius at fa aendret pa dette forhold. For Dinesen havde Reedtz-Thotts fald vaeret en slem bet, thi de var begge indstillet pa, at der ingen anden udvej fandtes for Hojre end at forsoge en forhandlingspolitik med tilslutning fra Det forhandlende Venstreog Alberti-Hogsbro-flojen i Venstrereformpartiet. En trost var det for Dinesen, at Horring pa det skattemaessige omrade tilsyneladende ville folge i Reedtz-Thotts spor. Dinesen havde i ovrigt vakt furore ved nogle udtalelser om, at den eneste mulighed for at fa forbedringer for forsvarsvaesenetvar at gamed til nedgang i dets udgifter, saledes som Reformpartietonskede .59 Udtalelserne gav anledning til, at Scavenius-flojen, for hvem nedsaettelser pa forsvarsbudgettet var noget af det vaerste, man kunne taenke sig, pany fremsatte krav om sanktioner over for Dinesen,60 men selv om dennes nye forsvarspolitik afgjort heller ikke var 'det gamle Hojre' til behag, var dette stadig ikke villigt til at straffe Dinesen pa 56. Rigsdagstid. 1897-98, Ft. sp. 234. 57. Rigsdagstid. 1897-98, Tillaeg B, sp. 1777 ff. og 2101ff. 58. Tidens Krav' 13-14-15-16/3 1897 og 7 & 10/7 1897. 59. Bl.a. 13/10 1897, Rigsdagstid. 1897-98, Ft. sp. 129ff. 60. Jacob Scavenius pa Hojres delegeretmode 6-7/12 1897, Beretningen s. 43.
Side 236
nogen made. Medvirkende hertil var sandsynligvis, at Dinesen ikke fulgtesine ord op i handling, men fulgte Hojres ovrige finansudvalgsmedlemmeri deres afvisning af Reformpartiets krav om besparelser pa forsvaret .61 Pa Hojres delegeretmode i december 1897 var partiets tre floje i ovrigt enedes om en resolution, men dels havde denne en noget udvandet karakter, dels var modet ligesom det foregaende praeget af gensidige angreb Dinesen og Scavenius imellem.62 Folketingsvalget 5. april 1898 blev et nyt nederlag for Hojre, hvis folketingsgruppe decimeredes med en tredjedel, saledes at den nu kun havde 16 medlemmer (ud af 114). Stemmemaessigt gik partiet tilbage fra 63.700 til 59.000. Det interessante ved valget er, at medens tilbagegangen fortsatte i Kobenhavn, som alene tegnede sig for over halvdelen af de tabte stemmer, og i landdistrikterne, sa gik partiet frem i de udpraegede bykredse i provinsen. Da fremgangen her var ledsaget af en stigende valgdeltagelse, kunne noget tyde pa, at folketingsvalget i april 1895 vitterligt havde vaeret udtryk for en vis protest fra en del af hojrevaelgerne i de storste kobstaeder, som tilsyneladende havde holdt sig hjemrne i 1895, hvor forhandlingspolitikken og samarbejdet med bonderne i Det forhandlende Venstre endnu var i hojsaedet, medens de pany stemte pa Hojre i 1898, efter at denne politiske kurs var blevet opgivet af den nye hojreledelse fra og med delegeretmodet i oktober 1895. Hvad de mellemstore og mindre kobstaeder angar (placeret i valgkredse med en overvsegt af stemmer fra landsognene), sa gik Hojre ogsa tilbage her, selv om tendensen var knap sa generel som for de andre omraders vedkommende. I ovrigt var situationen nu den, at kobstadsvaelgerne og landvaelgerne udgjorde lige store blokke af Hojres vaelgerkorps.63 For Dinesen-flojen var folketingsvalget et klart nederlag, kun tre af flojens folketingsmedlemmer genvalgtes (inkl. Dinesen selv). Hvad Scavenius-flojenangar, var det lykkedes den at fa opstillet kandidater i en raekke kredse fortrinsvis i Kobenhavn og pa Sjaelland, men successen var 61. Rigsdagstid. 1897-98, Tilkeg B, sp. 630f., 639ff. og 1018ff. 62. Beretningen s. 29f., 43, s. 47f., s. 75ff., s. 90f. og s. 94f. 63. Statistiske Meddelelser, 4 rk., bd. 3, hf. 4 samt Nordengaard. Ang. misforholdet mellem Hojres tilbagegang i Kobenhavn og dets fremgang i de store kobstaeder er det vaerd at gore opmaerksom pa, at den socialdemokratiske fremgang sidstnaevnte steder var langt storre end Hojres. Netop det faktum, at medens konfrontationen disse steder stod mellem Socialdemokratiet og Hojre, stod sidstnaevnte over for Reformpartiet i de kobenhavnske kredse, man kunne gore sig hab om at erobre, kan have bidraget til henholdsvis at fa flere hojremaend op af sofaerne i de store provinsbyer og vice versa i Kobenhavn.
Side 237
temmelig begraenset: Kun Jacob Scavenius opnaede valg (i Odense 1. kreds). 'Det gamle Hojre' holdt skindet pa naesen, men det forekom at vaere en svaekkelse, at en af den Reedtz-Thottske skattereforms ivrigste og mest indflydelsesrige modstandere, professor Scharling, ikke havde onsket genopstilling; han fortsatte dog som formand for Hojres repraesentantskab. Landstingsvalget i September samme ar medforte ogsa tilbagegang for Hojre, dog af et noget mindre omfang: Tre mandater matte partiet af give, men det bevarede et solidt flertal i landstinget. Det mest opsigtsvaekkende ved valget var i ovrigt, at Estrup ikke onskede genvalg, hvilket muligvis kunne komme til at indebsere gunstigere tider for skattereformen .64 Tilnærmelse mellem Dinesen og Scavenius. Skattereformens skæbne 1898-1900Siden delegeretmodet i december 1896 havde situationen i Hojre naermestvaeret praeget af stillingskrig, men i begyndelsen af samlingen 1898-99fremkom umiskendelige tegn pa, at denne situation var under forvandling. I folketingets Hojre valgtes Dinesen og Scavenius som partietsfinansudvalgsmedlemmer, og i dette rigsdagens vigtigste udvalg indledtede et gnidningslost samarbejde; i langt de fleste indstillinger til finansloven i arene 1899, 1900 og 1901 stod de tidligere modsaetninspoler inden for Hojre sammen, ogsa med hensyn til de omstridte militaere bevillinger hvor Scavenius viste sig mere realistisk, efter at han var kommeti folketinget igen.65 Endnu pa Hojres delegeretmode i december 1898 stod der nogle gnister imellem dem, men siden da fik en undrende offentlighed det bestemte indtryk, at hvis der var nogen, som stod sammeni dansk politik, var det Lars Dinesen og Jacob Scavenius. Hvad var baggrunden for denne overraskende forbrodring? Den la forst og fremmesti selve den politiske udvikling. For Dinesens vedkommende matte hans Mb om sammen med Det forhandlende Venstre og en del af Venstrereformpartietat kunne indlede en forhandlingspolitik som den fra 64. Nordengaard. Dette har muligvis vajret medvirkende til, at regeringen ignorerede de onsker, der fremkom om at skaffe Estrup et kongevalgt mandat, jvf. Th. Thaulow: »Jacob Bronnum Scavenius Estrup« (1940), s: 296. 65. Rigsdagstid. 1898-99, Tillaeg B, sp. 317ff., 403ff., 467ff. og 487ff. Rigsdagstid. 1899-1900, Tillaeg B, sp. 518ff., 638ff., 707ff. og 1387ff. Rigsdagstid. 1900-1901, Tillaeg B, sp. 371ff., 562ff., 582ff., 1107ff. og 1126ff.
Side 238
90'ernes begyndelse siges at vaere illusorisk efter folketingsvalget i april 1898. Hans egen floj i Hojre var svaekket, Det forhandlende Venstre, hvor i ovrigt den fornemmelse, at man burde soge sammen med Reformpartiet,nu var begyndt at brede sig,66 var svaekket, og Reformpartiet, som nu alene havde flertal i folketinget, udviste efter valget storre sammenholdend pa noget tidligere tidspunkt i dets kortvarige historic Hvad angar Scavenius havde en aendret holdning vaeret pa trapperne et stykke tid, saledes havde han i sin pjece 'Dansk Politik' fra januar 1898 gjort sig til talsmand for en grundlovsaendring, denned det eksisterende politiske styrkeforhold pa rigsdagen ville sikre Venstrereformpartiet et flertal i et afgorende faellesudvalg; til gengaeld skulle dette parti gamed til tilstraekkeligeforsvarsbevillinger. Dog, for det forste fandt disse synspunkter ikke genklang i det ovrige Hojre, for det andet var Reformpartiet ikke modtagelig for Scavenius' frierier. Efter Hojres delegeretmode i december1898 ophorte Scavenius helt med at tale om Hojres selvstaendighed, kernepunktet i hans politiske udtalelser i 1896-97. Han syntes efter sin tilbagevenden til folketinget at vaere naet til samme konklusion som Dinesen,nemlig at den eneste mulighed for at bringe forandring i det politiske dodvande og derved redde Hojre fra total udslettelse i folketingetvar gennemforelse af regeringens skattereform. Denne var efterhandenblevet det alt dominerende sporgsmal i den politiske debat, og pa dette punkt havde der hele tiden et langt stykke vaeret enighed mellem Dinesen og Scavenius. Imidlertid kom sidstnaevnte i slutningen af 1898 med et overraskende udspil i denne sag. Som naevnt tidligere havde det hele tiden vaeret regeringens (savel den foregaende som den nuvaerende) forudsaetning, at alle fire skatteforslag skulle gennemfores samtidig. Heroverfor havde Venstrereformpartiet foreslaetat ophaeve denne sammenkobling og forst gennemfore de to direkteskattelove; dette synspunkt tilsluttede Scavenius sig nu.67 En medvirkendefaktor i denne nye stillingtagen var, at han, som siden sin genindtraedenpa den politiske scene i 1895 havde bevaeget sig i beskyttelsesretning,ansa en gennemforelse af regeringens toldlovsforslag for skadelig 66. Bojsen, s. 430 og 464f. 67. Pa et mode i 'Hojres Fremskridtsgruppe', 'Nationaltid.' 9/12 1898.
Side 239
for by ernes erhvervsliv.68 Scavenius' forslag afvistes imidlertid af savel de Da regeringen Horring i efteraret 1898 pany havde forelagt de to direkte skattelove samt toldloven i landstinget, havde dens chef kraftigt opfordret landstingsflertallet til at komme folketinget i mode, og ved fremkomsten af landstingsudvalgenes betsenkninger i februar 1899 viste det sig, at opfordringen havde hjulpet. Landstingets Hojre, hvis udvalgsmedlemmer atter stod samlet bag betaenkningerne, havde givet betydelige indrommelser pa alle tre love.70 Venstrereformpartiet, som med rette folte, at det havde fat i den lange ende, forte dog naesten uaendret forslagene tilbage til deres oprindelige skikkelse - under faelles modstand fra Dinesen og Scavenius.71 -og sagen strandede atter. I den folgende samling (1899-1900) fortsatte konseilspraesident Horring sit pres pa landstinget, hvilket i ovrigt bevirkede, at selv ora ministeriet, som det havde vaeret kutyme siden partiorganisationens start, inviteredes med til festmiddagen efter delegeretmodet i december 1899, udelod partiledelsen fra sit resolutionsforslag (som vedtoges enstemmigt) den saedvanlige passus om 'samarbejde med regeringen', en illustration af 'det gamle Hojre's irritation over, at regeringschefens pres havde sa ensidig adresse.71a Kort tid efter delegeretmodet viste der sig tegn pa, at Horrings pres var ved at baere frugt, thi 8 medlemmer af landstingets Hojre gav udtryk for, at de onskede endnu storre imodekommenhed over for folketingets flertalmed hensyn til skattelovene, end landstingsgruppens flertal var villigt til.72 'De 8' - hvilket snart blev betegnelsen for denne saergruppe, som fortsat udgjorde en del af landstingets Hojre - bestod fortrinsvis af folk, der som generalauditor Steffensen, baron Reedtz-Thott og grev Mogens Frijs havde vaeret aktive for forligets gennemforelse i 1894, men som siden da (med undtagelse af Reedtz-Thott) tilsyneladende helt havde 68. Rigsdagstid. 1898-99, Ft. sp. 510ff. Som svar pa et angreb fra den forhandlende venstremand Klaus Berntsen indrommede Scavenius dagen efter (sp 769ff.), at han havde aendret standpunkt i toldsagen, men papegede samtidig, at holdningsasndringen allerede var en kendsgerning, da han i februar 1896 var kandidat ved suppleringsvalget i Valbykredsen ('Berl. Tid.' 11/12 1896, referat fra mode i Valby). Scavenius' tidligere standpunkt findes i pjecen 'Danmark og det danske Folks Fremtid' (1894) s. 88 og s. 123ff. (Bilag 4). 69. Rigsdagstid. 1898-99, Lt. sp. 146ff. (konsejlspraes. Horring). Beretning fra Hojres delegeretmode 8-9/12 1898 (1899). s. 57f. (Dinesen) og s. 77/82 (P. G. C Jensen). 70. Rigsdagstid. 1898-99, Tillaeg B, sp. 713ff. og 849ff. 71. Rigsdagstid 1898-99, Tillaeg B, sp. 1621ff. 71a. Beretning fra Hojres delegeretmode 7-8/12 1899 (1900), s. 21f. og s. 99. I Hojres protokol, bd. 4, 6/12 1899 findes diskussionen i repraesentantskabet om resolutionen. 72. Rigsdagstid. 1899-1900, Tillaeg B, sp. 63ff., og Lt. sp. 482f.
Side 240
underkastet sig Estrups dirigentstok - i hvert fald hvad handling angar. 'De B's initiativ kunne ikke redde den Reedtz-Thottske skattereform, som fik nadestodet i marts 1900, da folketingsflertallet ved en dagsorden gjorde det klart, at det ikke ville acceptere braendevinsfornojelsen, en handling som bestyrker formodningen om, at Reformpartiet hele tiden havde spillet med fordaekte kort i hab om at splitte Hojre, og i sa fald sa taktikken ud til at lykkes. For selv om 'de 8' forblev i landstingets Hojre, slog savel Mogens Frijs som lensgreve Ahlefeldt-Laurvig, Tranekaer (ogsa en af 'de B's storlandbrugere) til lyd for dannelsen af et landboparti til gennemforelse af skattereformen.73 Ligeledes afslog 'de 8' at indtraede i den regering, som dannedes, efter at Horring i erkendelse af sine mislykkede bestraebelser pa at reformere landets foraeldede skattesystem var gaet af i april 1900. Atter var ledende hojremaends manglende ministerambitioner forstyrrende for en regeringsdannelse,74 men ministeriet Hannibal Sehested (broder til den uheldige landbrugsminister fra 1896, men i modsaetning til denne med begge ben solidt plantet i 'det gamle Hojre') var dog et fuldgyldigt udtryk for 'det gamle Hojre', saledes blev professor Scharling finansminister og provst Bjerre (landstingsmedlem og formand for Hojres forretningsudvalg siden 1896) kultusminister. Den parlamentariske skattekommission og dens følger for Højre 1900-1901Et par uger efter den Reedtz-Thottske skattereforms stranding i begyndelsenaf marts 1900 besluttede folketingsflertallet at nedsaette en kommission,som skulle tage den tabte skattereformsag op igen. Trods modstandmod at nedsaette en sadan kommission gik folketingets Hojre med til at deltage deri og indvalgte sine to finansudvalgsmedlemmer (Dinesen og Scavenius) - en handling som flertallet i folketingsgruppen skulle komme til at fortryde bittert. Kommissionens 'Indberetning til Folketinget'forela allerede i September 1900, og bortset fra socialdemokraten P. Knudsen var hele kommissionen, inkl. Dinesen og Scavenius, blevet enig om en raekke skatteforslag, bl.a. om indforelse af en statsindkomstskat (og formueskat). Til gengaeld havde man ladet toldloven ligge, og sammenkoblingenaf 73. Rigsdagstid, 1899-1900, Lt. sp. 1456ff. (Ahlefeldt), 1518f & 1545 (Frijs). 74. Der er noget grotesk over denne uvillighed til at patage sig ansvarets byrde, selv om okonomiske grunde ogsa spillede ind (P. G. C. Jensens dagbog 21/9 1900, Jensens arkiv C)
Side 241
menkoblingenafindirekte og direkte skattelove var saledes opgivet med Dinesens beklagende tilslutning.75 Ikke overraskende var forslagene forst og fremmest praeget af Venstrereformpartiet, men en vigtig indrommelse havde de to hojremaend faet, nemlig et lovforslag om aendringer i regleme for den kommunale beskatning. En vaesentlig ingrediens i dette forslag var, at den nye statsindkomstskats regler skulle laegges til grund ved indkomstberegningen af den personlige kommuneskat, et punkt som landstingets Hojre hidtil havde holdt stasrkt pa, medens reformpartiet ligesa vedholdende var gaet imod det. At sidstnaevnte nu gav efter pa dette sporgsmal skyldes sikkert til dels et onske om i tiden op til det kommende folketingsvalg at se Hojre yderligere splittet. Ud fra Dinesens og Scavenius' synspunkt havde det naturlige vaeret, at regeringen lagde kommissionsforslagene til grund for skattesagens 10sning, ogsa fordi det var lykkedes dem at drive en kile ind mellem Reformpartiet og Socialdemokratiet; da det imidlertid blev kendt, at regeringen var ved at udarbejde egne forslag, rettede begge Hojres kommissionsmedlemmer en kritik imod den, isaer Dinesen,76 hvilket kom til at koste ham pladsen i folketingets Hojres bestyrelse.77 Da regeringen i midten af november 1900 fremlagde sine forslag,78 blev det tydeligt for enhver, at selv om begge saet skattereformforslag indebar en skrinlaeggelse af den Reedtz-Thottske skattereform, var der langt imellem dem. Kort tid efter skete der noget, som yderligere skaerpede modsaetningerne: 'De 8' forlod landstingets Hojre. Anledningen var et temmelig banalt politisk sammenstod mellem konsejlspraesidentSehested og 'de B's leder, Mogens Frijs,79 men den egentligebaggrund var en anden. Der havde igennem laengere tid vaeret kontakt mellem 'de 8' og Dinesen/Scavenius,80 og forstnaevnte havde underhandenbundet sig til at stotte kommissionsforslagene.81 Der tegner sig altsa i disse maneder af 1900 et billede af en alliance Dinesen/Scavenius - 'de 8' 75. Rigsdagstid. 1900-1901, Ft. sp. 734ff. 76. Ibid. 77. 'Berl. Tid.' 22/11 1900 (Referat af Hillerod Hojreforenings generalforsamling). 78. Rigsdagstid. 1900-1901, Tillaeg A, sp. 2443ff. samt Lt. sp. 91ff. 79. Rigsdagstid. 1900-1901, Lt. sp. 190ff. 80. Sofus Hogsbro: 'Brevveksling og Dagboger', bd. II (Udgivet af Hans Lund, u.a.): 1/4 1900 (s. 305). Breve af 22/6 og 26/6 1900 fra Dinesen til greve Christian Ahlefeldt- Laurvig, Tranekaer (dennes arkiv pa Landsarkivet i Odense). Jacob Scavenius pa Hojres delegeretmode 6-7/12 1900 (1901), Beretningen s. 19 og 83. 81. Breve af 10/1 1900 og 4/2 1901 fra Mogens Frijs til Carl William Ahlefeldt-Laurvig (broder til landstingsmanden) (dennes arkiv, Al).
Side 242
med det formal sammen med Reformpartiet at gennemfore skattereformeni Reaktionen pa Dinesen/Scavenius' 'forraederi' i skattekommissionen og spraengningen af landstingets Hojre var i den ovrige del af partiet en naermest vaekkelsesagtig opslutning om 'det gamle Hojre' og regeringen, hvilket klart kom til udtryk pa Hojres delegeretmode 6-7/12 1900. Partiledelsens resolutionsforslag var temmelig moderat formuleret, men ved vedtagelsen af to aendringsforslag blev det aendret til en kraftig og demonstrativ opbakning af regeringen.82 I modsaetning til Dinesen var Scavenius modt op for at forsvare sine gernmger,83 men uden synderlig fremgang; tvaertimod betod modet en markering af, at 'Hojres Fremskridtsgruppe' var i fuld oplosning, hvilket ikke kan overraske, nar man tager dens udgangspunkt i betragtning. Kloften mellem Scavenius' politiske orientering anno 1895-97 og anno 1900 var blevet for bred, og de folk, som i midten af 90'erne havde sluttet sig til ham bl.a. i protest mod samarbejdet med Det forhandlende Venstre, kunne ikke acceptere nu at se ham som del af det, der af mange betragtedes som en ny landbrugskoalition. Delegeretmodet var nemlig ogsa en demonstration af byhojres modvilje mod de kommissionsforslag, som det ansa for at vaere til skade for by erne. Scavenius havde bragt sig i en umulig situation. Hans floj havde i klar modsaetning til Dinesens isaer haft sit bagland i Kobenhavn, og i foraret 1900 var det lykkedes ham at blive valgt til formand for Hojres Arbejderog Vaelgerforening.84 Denne post sa han sig nu nodsaget til at opgive, samtidig med at han ikke blev genopstillet i sin kreds i Odense.85 Imidlertid fik han en uventet chance for at blive gen valgt til folketinget, thi det lykkedes ham at blive opstillet i Thisted (anset for at vasre en af landets fa sikre hojrekredse), og betegnende for hans nye politiske stasted i Hojres spektrum var det en kreds af landboere, som stod bag hans kandidatur.86 Det kan ikke overraske, at skattereformen heller ikke blev til noget i denne samling (1900-01), men der skete noget, som viste, at 'det gamle Hojre' pa trods af delegeretmodets helhjertede opbakning folte sig under pres. Landstingets Hojre, som efter 'de B's frafald kun havde et meget 82. Beretningen, s. 15f., 83, 101 og 127. 83. Beretningen, s. 28f. og s. 109. 84. 'Hojrebladet' 20/4 1900 ('Vor Ledelse')- 85. lHojrebladet' 25/1 1901 ('Formandskiftet') og 'Bed. Tid.' 11/12 1900 (aften) (Referat fra Odense Hojreforenings generalforsamling). 86. Opfordring fra 61 lokale vaelgere i Scavenius' arkiv (F2),
Side 243
snaevert flertal i landstinget, aendrede nemlig sa radikalt i regeringens Folketingsvalget 3. april 1901 blev et nyt nederlag for Hojre, hvis folketingsgruppe nu var pa 8 medlemmer. Det lykkedes Dinesen og hans to meningsfseller i gruppen at blive genvalgt; derimod opnaede Scavenius ikke valg, da hojrestemmerne i Thisted splittedes mellem ham og en kandidat fra 'det gamle Hojre', saledes at Reformpartiet kunne erobre kredsen. Selv om den officielle valgstatistik i modsaetning til tidligere ikke giver oplysning om de enkelte kommuners stemmetal, synes tendensen fra valget i 1898 at vaere fortsat. Hojre gik atter tilbage i Kobenhavn, hvor partiet nu kun havde et mandat, og tilsyneladende ogsa pa landet (bl.a tilbagegang i Vonsild- og Hurupkredsen), medens partiet ligesom i 1898 kunne notere fremgang i de deciderede bykredse i provinsen, alle steder som folge af en staerkt stigende valgdeltagelse.88 Tanken om at overlade regeringsmagten til Venstre begyndte snart at brede sig i Hojre, savel inden for partiet som i regeringen.89 Muligvis har Christian IX ogsa hurtigt indstillet sig pa tanken, i hvert fald kunne Mogens Frijs allerede 2-3 uger efter valget meddele fornaevnte C. W. Ahlefeldt-Laurvig, at kongen havde besluttet sig for et regeringsskifte og sikkert ville henvende sig til professor Deuntzer i den anledning.90 Som bekendt var det netop det, der senere skete, og i juli 1901 var Systemskiftet en realitet. SammenfatningHojres tilbagegang i arene fra 1894 til 1901 var tydelig og uafviselig; i 1894 havde partiet 46 landstingsmasnd og 31 folketingsmasnd, i 1901 var tallene faldet til henholdsvis 34 og 8. For landstingets vedkommende skyldtes formindskelsen forst og fremmest 'de B's frafald, men i 1902 mistede Hojre flertallet i landstinget, og hvad folketinget angar forstaerkedestilbagegangen af valgsystemet. Med det i vore dage gaeldende valgsystemville 87. Rigsdagstid. 1900-1901, Tillasg B, sp. 695ff. At regeringen ikke sa med tilfredshed pa dette initiativ fremgar af brev af 28/12 1900 fra finansminister Scharling til P. G. C. Jensen, der nu var formand for Hojres repraesentantskab (Jensens arkiv, Al 2). 88. Nordengaard. 89. Tale af sekretaer i Hojres forretningsudvalg, kaptajn Madsen, MF, i Arhus ('Berl. Tid.' 29/4 1901). Mode i Hojres repraesentantskab 18/5 1901 (Hojres protokol, bd. 4) (med indbudte pressefolk, foreningsformaend og rigsdagsmaend). Thaulow, op cit., s. 301. 90. Brev af 20/4 1901 (C. W. Ahlefeldt-Laurvigs arkiv, Al).
Side 244
systemvillepartiet i 1901 have faet ikke 8, men 28 mandater. Selv dette kan imidlertid ikke skjule den kendsgerning, at siden 90'ernes begyndelsehavde partiet mistet over en tredjedel af sine folketingsvaelgere. Hvorforovergik der Hojre denne triste skaebne, som i arene efter systemskiftetkom til at kaste lange skygger ind over dansk politik, isaer pa grund af det svage konservative modspil? En af de hyppigst forekommende forklaringer er,91 at partiet holdt fast ved regeringsmagten, men deter en mere korrekt beskrivelse af forholdene at sige, at det ikke onskede at lade Venstre komme til. Som tidligere pavist var der i perioden 1895-1900 ikke overensstemmelse, endsige sammenfald mellem regering og parti. Men selv om det altsa kan vaere yderst tvivlsomt at kalde ministerierne Reedtz-Thott og Horring for hojreministerier, identificeredes Hojre ikke desto mindre med dem i den offentlige bevidsthed, noget som partiledelsen selv vanned til at underbygge, bl.a. ved at invitere regeringerne med til den festmiddag, som afsluttede delegeretmoderne, hvis resolutioner ydermere alle undtagen i 1899 talte om 'samvirken med regeringen'. Hvorfor onskede Hojre ikke at lade Venstre, det vil fra 1895 reelt sige Venstrereformpartiet, komme til? Forskellige faktorer spillede ind. Efter landstingsvalget i efteraret 1898 var partiets flertal i landstinget afhaengigt af de 12 kongevalgte d.v.s. regeringsudpegede medlemmer, og selv om ikke alle 12 var oldinge, var deres aldersgennemsnit i 1898 dog sa hojt som 66V4 ar, hvorfor man i tilfaelde af en venstreregering kunne se en hurtig ende pa Hojres indehavelse af flere af disse vigtige mandater. I ovrigt kunne det kun forstaerke Hojres nervositet, at visse venstrereforrnmaend netop i 1898 bragte det siden 1870'erne slumrende sporgsmal om de kongevalgtes stilling i tilfaelde af en landstingsoplosning ind i den politiske debat igen.92 Et andet element i Hojres uvilje imod et venstreministerium bundede i den naesten religiose indstilling, som mange hojrefolk havde til adrninistrationen; som kultusminister Bjerre udtrykte det pa et hojremode i September 1900, var det den davaerende regerings opgave »at vaerne om administrationens forfatningsmaessige ret«.93 »Lad landet, kongemagten kun tage skade, nar blot den hellige administration kan vedblive at ga sin gamle skonne gang« var Mogens Frijs' mening om denne holdning.94 91. F.eks. Niels Petersen i 'Den politiske magtkamp ...', s. 112, og Jorgen Harting: 'Dansk Politik. Fra Forliget i 1894 til nutiden' (1945), s. 9. 92. Jvf. Aage Duus' pjece 'Konfliktpolitikkens sidste triumf. Betragtninger over et gammelt stridsemne. Saertryk af 'Nationaltid.' 1899' (1900). 93. 'Berl. Tid.' 3/9 1900 ('Hojremodet i Odense'). 94. I et brev af 10/1 1900 til Carl William Ahlefeldt-Laurvig (dennes arkiv, Al).
Side 245
Hvor vaegtige hensynene til de kongevalgte mandaters bevarelse pa hojrehaender og til administrationen end kunne vaere, var baggrunden for Hojres modstand imod et venstreministerium forst og fremmest partiets forfatningspolitik. Denne gik som bekendt ud pa, at monarkens onsker og ikke folketingsflertallets skulle vaere udgangspunktet for dannelsen af en regering, og derfor var det ikke muligt for Hojre at ga imod Christian IXs onsker, sa laenge denne ikke onskede at se venstremaend som ministre. Medmindre Hojre reviderede sin forfatningspolitik. Det onskede man imidlertid ikke. Forliget i 1894 havde vaeret en afvisning af Venstres krav om folketingsparlamentarisme, og det kunne derfor forekomme absurd for Hojre, at det skulle give afkald pa en opfattelse af forfatningen, som havde staet sin prove savel under kampperioden som ved forliget. At folketingsflertallet skiftede et ar efter forliget havde i den forbindelse ingen betydning, i hvert fald ikke pa det teoretiske plan. Endelig ansa hojreledelsen forfatningspolitikken for at vaere nodvendig som det, hvorom partiet skulle holdes samlet. Tiden efter forliget i 1894 var praeget af okonomiske og skattemaessige sporgsmal, saerinteresserne syntes helt at skulle fa overtaget i den politiske debat, og i denne situation skulle forfatningsfortolkningen vaere det overordnede princip, som holdt de forskellige stromninger i partiet i ave. Som bekendt lykkedes dette ikke, Hojre var i hoj grad praeget af fraktionsstridigheder 90'erne igennem. Partiet var for uensartet sammensat til at kunne udgore en slagkraftig enhed, da kampperiodens tryk forsvandt. Og samtidig med dette 'indre' tryk blev Hojre presset i kraft af den sociale udviklings frigorelse af nye vaelgerskarer, thi netop i disse ar, i sidste halvdel af 1890'erne skete der en udvidelse af vaelgerkorpset takket vaere sociallovene fra tiarets begyndelse. Splid i et parti virker naesten altid svaekkende, isaer nar den kommer sa klart for dagen, som den gjorde for Hojres vedkommende i denne periode,thi dels formindskes partiets trovaerighed, dels lammes dets aktionsduelighed.Nar der hidtil i dette afsnit er talt om 'Hojre', er der hovedsageligttaenkt pa 'det gamle Hojre', for det var isaer denne floj - dominerendesiden 1895 - som holdt fast ved partiets grundlovsopfattelse, og som folgelig ikke var i stand til at foretage den nyorientering, som muligviskunne have bragt partiet mere helskindet gennem 1890'erne, end tilfaeldet blev. 'Det gamle Hojre' satte sig i virkeligheden mellem to stole ved fortsat at haevde kamptidens politiske opfattelser uden at ville dens midler. Var det da i det hele taget muligt for Hojre at foretage en nyorientering,et kursskifte? Den konservative partihistoriker Alfred Bindslev
Side 246
mener det ikke,95 men dertil er at svare, at der i hvert fald kom to bud pa Med udgangspunkt i den sociale forandring, det danske samfund oplevede i slutningen af det 19. arhundrede, onskede disse to politiske veteraner hver isaer, at Hojre skulle tage konsekvensen af det storpolitiske forlig i 1894. Imidlertid var det ikke den samme konsekvens, de havde i tankerne, og i de forste ar efter forliget trak de i virkeligheden i hver sin retning og gav saledes initiativet over i haenderne pa det tilbageskuende 'gamle Hojre'. Da de endelig ved 90'ernes slutning fandt sammen, var betingelserne for at gennemfore en nyorientering blevet vaesentlig forringet. Efter sin blodprop i december 1893 opholdt Dinesen sig pa et kursted i Tyskland, og herfra sendte han i begyndelsen af april 1894 et brev til den forhandlende venstremand, Klaus Berntsen (Frede Bojsens arkiv, D). Efter at have rost det netop indgaede storpolitiske forlig tilfojede han: »Blot vi nu kunne vaere sa heldige fra alle interesserede sider at tage de rette konsekvenser af dette resultat«. Hvorvidt han har haft et koalitionsministeriummellem Hojre og Det forhandlende Venstre i tankerne (der foreligger ingen samtidige udtalelser eller optegnelser, hvori et sadant onske udtrykkes), er ikke til at vide, men det forekommer sandsynligt pa baggrund af hele hans politiske adfaerd i disse ar. Derimod er der ingen som heist tvivl om, at han onskede forhandlingspolitikken og samarbejdetmed Det forhandlende Venstre fortsat; selv efter at dette parti og Hojre i 1895 havde mistet flertallet i folketinget, fortsatte han ufortrodentmed at arbejde for denne politik, idet han satte sin lid til, at det lidet homogene Venstrereformparti pa et eller andet tidspunkt ville blive spraengt, hvorefter Alberti/Hogsbro-flojen (enten ved en tilbagevenden til Det forhandlende Venstre eller som selvstaendig partigruppe) skulle udgore et led i det af Dinesen pataenkte folketingsflertal. Muligvis har sidstnaevnte ogsa tumlet med tanken om, at dette folketingsflertal skulle have sin baggrund i et sakaldt mellemparti, men laengere end til uforpligtendekorridorsnak synes disse planer aldrig at vaere kommet.96 Baggrundenfor Dinesens politik var socialismens og de radikale venstrestromningersvaekst, en udvikling som man efter hans mening kun kunne bremse ved en samling af de konservative stromninger pa landet, da byerne - 95. I 'Konservatismens historie i Danmark fra 1848 til 1936', bd. II (1936), s. 242. 96. Jvf. Sofus Hogsbros dagbog, op.cit., 20/5 1896 (s. 228), 8/9 1896 (s. 230), 12/8 1897 (s. 264), 5/2 1898 (s. 270) og 31/5 1899 (s. 285). Bojsen, op. cit., s. 503f.
Side 247
isaer Kobenhavn - blev stadig mere radikale.97 Dinesens muligheder for at vinde gehor inden for Hojre for sine synspunkter vanskeliggjordes imidlertid af den forandring, som partiets vaelgerkorps gennemgik i disse ar, thi Hojre var som tidligere omtalt inde i en udvikling, hvor landvaelgernesandel af partiets vaelgere faldt staerkt. Det interessante er, at Dinesenselv havde et medansvar for denne udvikling, thi en medvirkende faktor, maske endog den afgorende faktor, havde vaeret det uofficielle valgsamarbejde med Det forhandlende Venstre ved valgene i 1892 og 1895, et valgsamarbejde som han havde vaeret sa ivrig for at fa i stand, og som han pa egen hand fortsatte ved valget i 1898.98 Ved at fa hojremaend til at stemme pa venstremaend svaekkede Dinesen utvivlsomt sin egen floj i Hojre, et politisk paradoks han ikke tog den fulde konsekvens af ved at bryde med sit parti. Dinesen var ikke forhandlende venstremand i hojreklaeder,men en konservativ politiker, som onskede at skabe en alliance, ja sandsynligvis ogsa et nyt parti, med venstregrupperinger, men vel at maerke med det formal at traekke disse i konservativ retning. Da den politiske udvikling og den manglende respons hos de venstremaend, Dinesenrettede sine frierier mod, efterhanden formindskede muligheden for at realisere disse onsker, var der saledes ingen grund for ham til ensidigt at bryde med Hojre; sadan et skridt ville ikke kunne gavne hans politiske planer og ville desuden bringe hans egen politiske fremtid i fare. Jacob Scavenius onskede at drage en anden konsekvens af forhandlingsarenei forste halvdel af 1890'erne end Dinesen. Af Hojres stemmemaessigetilbagegang ved valgene i 1892 og 1895 mente han at have faet bekraeftet, at en fortsaettelse af samarbejdet med Det forhandlende Venstreville fore til ruin for Hojre, derfor matte dette samarbejde ophore og Hojre sta frit til alle sider. Hans strategi gik ud pa at daemme op for socialismen ved at omskabe Hojre til et nationalt fremskridtsparti, som ved at gore sig til talsmand for okonomiske og sociale reformer (samt en grundlovsasndring) dels skulle virke tillokkende for nye vaelgergrupper dels skulle soge at fa Venstrereformpartiet til at bryde med Socialdemokratiet.Ved imidlertid at sla sa staerkt pa Hojres selvstaendighed i forhold til andre partier - et tema som hovedsagelig var til intern brug i Hojre - og ved tidlig og silde at kraeve forbedringer for forsvarsvaesenet (taenkt som Hojres pris i et eventuelt samarbejde med Reformpartiet) odelagde Scavenius reelt mulighederne for at virkeliggore sin politik. I ovrigt er det 97. Dinesens tale pa Hojres delegeretmode 11-12/12 1896, Beretningen s. 54. 98. Bojsen, op.cit., s. 476. 'Arhus Stiftstid.' 31/1 1898 ('Et Valgkartel'). Dinesen pa Hojres delegeretmode 8-9/12 1898, Beretningen s. 128.
Side 248
tvivlsomt, om disse muligheder nogensinde eksisterede for en politiker Modsaetningen mellem Dinesen og Scavenius bundede altsa forst og fremmest i en uenighed om, hvilken politisk strategi Hojre skulle folge i tiden efter forliget i 1894, men modsaetningen skaerpedes af et forskelligt syn pa tilvaerelsens andelige og kulturelle foreteelser. Medens 'andeligt frisind' var et begreb af stor positiv vaerdi for Scavenius, synes det naermest at have vaeret et skaeldsord for Dinesen." Denne holdningsforskel betingede til dels deres forskellige geografiske og sociale opbakning i Hojre, for selv om der ikke var tale om en ensidig landbofloj (agrarpolitiker var Dinesen afgjort ikke100) contra en ensidig byfloj (Scavenius' skattereformtanker kunne ikke vaere uvelkomne for landets Hojre), sa kom de to politikere et langt stykke til at sta som eksponenter for sadanne synspunkter. Dinesen fordi byernes Hojre, isaer det kobenhavnske, naerede uvilje imods han 'bondske' kultursyn, og fordi de frygtede for, hvad alliancen med 'bonderne' i Det forhandlende Venstre kunne indebaere. Scavenius fordi hans forsvarspolitiske synspunkter, hans patvungne identifikation i kraft af det 'andelige frisind' med de kobenhavnske radikale venstremaend samt hans opbakning i 'Det unge Hojre' matte virke skraemmende pa Hojres vaelgere pa landet. Situationen forandredes i slutningen af 1898, konfrontationen forvandledestil et samarbejde de folgende ar. Baggrunden for denne tilsyneladendemesalliance var en udstrakt enighed om de okonomiske sporgsmal,som var aktuelle, forst og fremmest skattereformen, men tilnaermelsenskyldtes desuden, at Scavenius opgav en del af de synspunkter, som havde vaeret en fast bestanddel i hans retorik de foregaende ar (Hojres selvstaendighed, den kraftige betoning af forsvarssagen); i det lange 10b kunne hans fraktion da heller ikke overleve denne kovending. Det interessanteved savel Dinesens som Scavenius' adfaerd i disse ar omkring arhundredskiftet er, at selv da de i og med skattekommissionens resultat i 1900 lagde afstand mellem sig og det ovrige Hojre, bevarede de deres langsigtede politiske perspektiv fra 1890'ernes midte, saledes gik de beggeimod 99. 'Berl. Tid.' 25/8 1896 (Referat af Dinesens tale pa et mode i Hillerod dagen for). Scavenius pa Hojres delegeretmode 25/26/10 1895, Beretningen s. siff. 100. Dinesen gik ved flere lejligheder i rette med agrarerne bl.a. pa et agrarpolitisk mode i Glostrup i marts 1897 ('Berl. Tid.' 3/3 1897). Ligeledes gik han undertiden i brechen for de mindre kobstaeders interesser, bl.a. pa et mode i Hillerod i September 1899 ('Berl. Tid.' 27/9 1899).
Side 249
geimoddannelsen af en venstrereformregering.101 Scavenius foreslog en koalitionsregering af Hojre og Venstrereformpartiet102 -enpa dette tidspunktdodfodt ide - medens Dinesen ojnede en mulighed for at virkeliggoresin kongstanke om en konservativ alliance med vaegten pa landbointeresser,da 'de 8' opstod som en saerlig politisk gruppering inden for Hojre.103 Imidlertid havde Mogens Frijs allerede pa dette tidspunkt erkendt,at den politiske udvikling var lobet fra slige tanker; han sa ingen anden udvej end at lade Venstre komme til.104 Dinesens forbindelse med Hojre i arene efter Systemskiftet var undertiden tynd, og efter folketingsvalget i 1910 dannede han sammen med 5 andre folketingsmaend fra Hojre en ny partigruppe, 'Det moderate Hojre '105 Det blev imidlertid kun et intermezzo i dansk politik, ved folketingsvalget i 1913 faldt 5 af de 6, og blandt de faldne var Lars Dinesen. Scavenius havde vaeret overordentlig taet pa at bryde med Hojre i 1901, fordi partiledelsen efter hans mening havde modarbejdet hans kandidatur i Thisted-kredsen. Sporgsmalet om salget af de vestindiske oer bragte ham dog tilbage til partifolden,106 og i de folgende ar var han medlem af partiledelsen, 1902-1905 sagar formand for Hojres forretningsudvalg.107 I ovrigt gjorde han sig i disse ar bestandig til talsmand for en forsonende holdning over for De Frikonservative (det parti som 'de 8' havde dannet i 1902).108 Hojres fornyelse indtraf forst med dannelsen af Det konservative Folkepartii 1915. I arene umiddelbart efter systemskiftet havde reorganisationsforsogeneikke vaeret saerlig gennemgribende,109 men efter at 'det gamle Hojre's ledende medlemmer efterhanden dode (P. G. C. Jensen i 1911, professor Scharling i 1911, Estrup i 1913), kom der skred i tingene. Ejendommeligt er det, at nyorienteringen fandt sted det ar, hvor savel Dinesen som Scavenius dode; det nye partis ideologi mindede mest om de tanker, som sidstnaevnte havde vaeret forkaemper for en snes ar tidligere.Den 101. Dinesen bl.a. pa det i den foregaende note omtalte mode i sept. 1899. Scavenius pa Hojres delegeretmode 7-8/12 1899, Beretningen s. 46. 102. Pa Hojres delegeretmode 6-7/12 1900, Beretningen s. 109. 'Hojrebladef 9/2 1900 ('Sammenkomst i 3. og 4. kreds'). 103. 'Berl. Tid.' 19/6 1900 (aften) (Referat af Dinesens vaelgermode i Hillerod 18/6). 104. Brev af 4/3 1900 til Carl William Ahlefeldt-Laurvig (dennes arkiv, Al). 105. Alfred Bindslev, op. cit., II s. 218. 106. Beretning fra Hojres ekstraordinaere delegeretmode 5/7 1902 (1902), s. 78. Nationaltid.' 1902 ('I anledning af landstingsvalgene', II af Scavenius). 107. Hojres protokol, bd. 5, 9/12 1902 og bd. 6, 24/11 1905. 108. Hojres protokol, bl.a. bd. 5, 1/7 1903 og bd. 6, 6/2 1910. 109. Jvf. Hojres delegeretmode 5/7 1902.
Side 250
re.Densociale og politiske udvikling siden da havde i hoj grad betinget dette resultat, men interessant er det endvidere, at en af Scavenius' naermestemedarbejdere fra 1890'erne, Asger Karstensen, spillede en saerdelesaktiv rolle ved dannelsen af det nye parti.110 110. Alfred Bindslev, op. cit., II s. 264f. I ovrigt havde Asger Karstensen taget den konsekvens, som Scavenius veg tilbage for. I december 1898 havde han - uden at bryde med Scavenius - dannet 'Den nationale Fremskridtsforening' ('Dagen', 16-20-30/12 1898), som tog afstand fra Hojres forfatningspolitik og gik ind for en venstreregering ('Centrum' (foreningens organ, som findes pa Det Kgl. Bibl.) 3/5 1899). Selv om foreningen kun fik en kort levetid, kan man uden at overdrive traekke en linje fra den til Det konservative Folkepartis dannelse 16-17 ar senere. |