Kai Moltke: Pengemagten og Kongekuppet i 1920. (Forlaget Skipper Klement, 1979). 282 s.

Kai Moltkes sidste pjece, udsendt for forfatterens dod, er et opkog af de komplot- og sammensvaergelsesforestillinger, som han siden 1920'ernes begyndelse naerede omkring Paskekrisen i 1920, og som han selv opfattede som en marxistisk analyse. Kort fortalt gar disse forestillinger ud pa, at afskedigelsen af ministeriet Zahle blev ivaerksat for herved at forpurre en dansk-sovjetisk overenskomst, som udenrigsminister Erik Scavenius stod over for at skulle ratificere, og som ville have bragt Danmark umadelige fordele. I saerdeleshed ville denne overenskomst have reddet Transatlantisk Kompagni og dermed Landmandsbanken fra at krakke. Skurken i dramaet, OKs chef H. N. Andersen, fik kongen til at afsaette den radikale regering for at ramme en besvaerlig konkurrent, nemlig Transatlantisk Kompagni.

Deter en spaendende og dramatisk historie, og mange har da ogsa i tidens 10b ladet sig besnaere af den og af det pastaede hemmelige materiale, den hviler pa. Desvaerre er historien dog helt uden substans, og den bygger pa et sammensurium af forfalskede kilder, en raekke elementaere misforstaelser og en solid uvidenhed om helt fundamentale forhold. Tage Kaarsted tilbageviste allerede i sin disputats om Paskekrisen fra 1968 Moltkes konstruktioner, idet han papegede de mange logiske brist heri. Jeg har selv adskillige gange behandlet historien i dens forskellige versioner (bl.a. i Historisk Tidsskrift, 78 (1978), i min disputats Danmark og det russiske sporgsmal 1917-1924 (1979) og i Paskekrise og Ruslandsforhandlinger. Sammenhaeng eller sammentraef? Historiske kilder. Red. af Rudi Thomsen (1979)) og skal derfor her nojes med en kort karakteristik af pjecen.

Skriftet falder i to dele; pa de forste ca. 145 sider er det isaer undertegnede, der bliver taget under behandling, mens Kaarsted ma holde for pa de resterendesider. Der er tale om en underlodigog plat pamflet med Moltke i rollen som historieteoretiker og den historiskevidenskabs laere- og tugtemester.Bade Kaarsted og undertegnede betegnes som 'systemhistorikere', hvilketjo betyder en pastand om bevidst videnskabelig uhaederlighed. Jeg beskyldesfor tilsloringsmanovrer, fiduser,kneb, undertrykkelse af kildemateriale,fusk, vilkarlig sortering, mirakeltrickog for at udbrede 'fatale dogmer',der spreder forvirring. Samtidig beskyldes jeg dog ogsa for naivitet, ja for at lide af en hjernedefekt. Alt dette karakteriserer jo forfatteren mere end noget andet. Og i det hele taget er det som kilde til Moltkes forestillinger om diverse ting, pamfletten kan siges at have interesse. Som fremstilling er den uden vaerdi: et hablost konglomerat af misforstaelser, fordrejede referater og

antydninger af at sidde inde med betydningsfuldeog afslorende oplysninger.At tage stilling til alt dette er formalslost.

Deter forbloffende og tankevaekkende, at der stadig er universitetsuddannede historikere, der kan tage disse primitive konstruktioner alvorligt, ja tilmed besmykke dem med etiketter som 'marxistisk' og 'materialistisk' samt give udtryk for, at der er det saerlige ved marxistisk teori, at den gor det muligt at operere med teser, som ikke kan bevises ved hjaelp af kildemateriale. Men ogsa dette tjener jo isaer til at karakterisere ophavsmaendene og - kvinderne til sadanne udtalelser.

Pjecen har intet register, men er forsynet med nogle udmaerkede fotografier af nogle af dramaets hovedpersoner.