Jens Henrik Tiemroth: Erslev - Arup - Christensen. Et forsøg på strukturering af en tradition i dansk historieskrivning i det 20. århundrede. (Udg. af Institut for Samtidshistorie. C. A. Reitzels Boghandel A/S, 1978). 122 s.

Der er gang i den historiografiske
forskning i landet for ojeblikket, og i

dette foreliggende arbejde, som »i alt vaesentligt (er) identisk med« forfatterensspecialeopgave ved Kobenhavns Universitet i 1977, praesenteres forudennogle synspunkter pa dansk historievidenskabsudvikling inden for de sidste 100 ar ogsa nogle interessante overvejelser omkring selve det at studerehistoriefagets

Bogen synes i dispositionen nogenlunde at folge forlobet af forfatterens undersogelse. I et indledende kapitel afgraenses begrebet historiografi, og emnet for en historiografisk undersogelse defineres som »forholdet mellem det empiriske element og en eller flere forfatteres brug heraf« (s. 7). Definitionen forekommer noget snaever i denne formulering, idet hverken teoretiske forudsaetninger hos historikeren eller dennes forhold til sine omgivelser i vid forstand og deres indflydelse pa den historiske undersogelse og dens resultater medreflekteres, og forfatteren bestemmer da ogsa kort efter historiografiske studier som »systematiske undersogelser af en forfatters fremgangsmade, vaerdiforestillinger og selvforstaelse« (s. 8, jf. s. 60). Efter dernaest i to kapitler at have foretaget forskellige sonderinger i dansk historievidenskab omkring arhundredskiftet og i mellemkrigstiden, folger tre kapitler, der dels redegor for tendenser og problemer i nyere historiografisk forskning, og dels kommer med et »forslag til en forskningsstrategi« (kap. 6). Undersogelsen slutter med et forsog pa en periodisering af dansk historievidenskab fra bruddet med »det nationalliberale paradigme« og frem til i dag.

Bogens centrale del er helt afgjort de historiografisk-metodiske afsnit. Formalet med de konkrete nedslag i dansk historieforskning i kapitlerne 2-3 er da ogsa »at na frem til nogle principielle overvejelser over historiografiske studier« (s. 12). Lad mig med det samme sige, at jeg finder en raekke af de pastande, der fremsaettes her, problematiske, men det skal jeg vende tilbage til. Forfatteren laegger isaer vaegt pa sporgsmalet om historikerens, »det erkendende subjekts« rolle i forskningsprocessen og opfattelsen af denne i dansk historievidenskab, idet deter en »baerende tanke« hos ham, »at det erkendende subjekt siden det sakaldt kritiske gennembrud i slutningen af forrige arhundrede i praksis er blevet opfattet som en modstander i kampen for at nasa taet som muligt pa de begivenheder, som historikerne forst og fremmest har set det som deres opgave at skildre, og hertil har den klassiske kildekritik vaeret et hojt udviklet redskab, som historikere af ellers vidt forskellig observans har kunnet slutte op om« (s. 72). Efter min opfattelse har forfatteren her fat i et meget vaesentligt aspekt af dansk historievidenskab. Man har fokuseret meget pa en »objektiv« videnskabelighed, hvis modsaetning blev opfattet som en historieskrivning praeget af historikerens subjektive synspunkter. Det var en af forudsaetningerne for Erslevs opdeling af faget i en videnskabelig historiegranskning og en ikke-videnskabelig historieskrivning, og det har utvivlsomt haft som resultat en udbredt skepsis og tilbageholdenhed over for mere omfattende synteser iblandt professionelle historikere, netop fordi sadanne matte praeges af deres ophavsmand i langt hojere grad end den detaljerede kildekritiske analyse, der dermed fik den tvivlsomme aere at vaere fagets afgorende norm for videnskabelighed.

Tiemroth mener imidlertid ikke, at man kan se bort fra det erkendende subjekt, nar man vil forsta den historiskeforskningsproces og derfor heller ikke fra historikerens ideologiske forestillingerom verden, mennesket og

samfundet. Her er han i modsaetning til den lidt aeldre generation af teoretikere (f.eks. Ottar Dahl og H. P. Clausen), der snaevert interesserede sig for fagets logisk-metodiske grundlag og heist villese bort fra historie-filosofiske synspunkter,der opfattedes som subjektive.Pa baggrund af bl.a. Kuhns paradigmeteoriog amerikaneren Gene Wise'steori om forklaringsmader vil Tiemroth finde en metode eller »forskningsstrategi«,der kan »fastlaegge et eller flere paradigmer (dvs. forskningstraditioner)inden for dansk historieforskningi dette arhundrede« (s. 73). Han gar ud fra en »opfattelse af videnskabelige forandringer, der indebaerer,at historieforskningen ikke kan ses som et isoleret foretagende, styret af empiri og formallogiske kriterier«, fordi »historikerne er under indflydelseaf modsigelsesfyldte stromninger, der dels kommer fra deres snaevert fagligemiljo og dels udefra« (smst.). En given videnskabelig tradition opfattes derfor som »et system i ustabil balance*,og overgangen mellem to traditionerforegar i spring. Herefter udmontestre analyseenheder, som tilsammen forudsaettes at udgore en sadan videnskabeligtradition, idet han taler om videnskabssynet(dvs. kriterier for, hvad der er historisk videnskab), historiesynet(dvs. de sammenhaenge i fortiden, som historikeren arbejder med, altsa emner og problemstillinger) qg virkelighedssynet(dvs. menneskesyn og samfundsopfattelse). I praksis vil det formentlig nok kunne vaere vanskeligt at holde de tre »syn« skarpt adskilte (hvad Tiemroth er ganskeklar over), men da det forst og fremmest »opfattes som en ramme, indenfor hvilken historiografen kan stillesine sporgsmal, alt efter hvilke formerfor sammenhaeng han eller hun finder mest betydningsfulde« (s. 90), er det naeppe sa vigtigt.

Der er for mig at se tale om det forste (i hvert fald publicerede) mere gennemtaenkte handgribelige instrument for historiografiske analyser herhjemme, der utvivlsomt far fat i de vaesentligste elementer i en historievidenskabelig tradition. Det skal blive spaendende at se, om det kan sta sin prove i konkrete undersogelser - for deter det springende punkt i denne bog, de konkrete analyser i dansk historieforskning virker ikke alt for overbevisende. Det haenger givetvis sammen med flere ting. Dels, som forfatteren selv papeger, at et videnskabssociologisk aspekt ikke inddrages, dels at det inddragne materiale har en for spredt og tilfaeldig karakter, og sonderingerne i det forekommer for springende og usystematiske, dels endelig at den videnskabsteoretiske og ideologiske baggrund er for overfladisk behandlet.

Deter Tiemroths opfattelse, at dansk historievidenskab i de sidste 100 ar kan inddeles i fire faser: 1) bruddet med »det nationalliberale paradigme« i Erslevs generation, 2) fremskridtsparadigmet, kendetegnet af Arups Danmarkshistorie, 3) bruddet med denne udviklingstanke fra o. 1945 symboliseret af Aksel E. Christensen, 4) muligvis udviklingen af et nyt paradigme i disse ar.

Jeg skal opholde mig ved de forste to faser. Det har i de seneste ar vaeret diskuteret, hvordan forholdet mellem Erslev og Arup skulle vurderes, og Tiemroths faseopdeling synes at indebaereen form for modsaetning mellem dem. I hvert fald mener han, at det ikke lykkedes Erslev-generationen at etablere et nyt paradigme til erstatning for det nationalliberale, som de odelagde.Forst med Arup skete det. Opfattelsen haenger noje sammen med det synspunkt, at paradigmer forst »fuldbyrdesmed en stor »sammenfattende, traditionsfri skildring af vort folks historie«(s.

storie«(s.96), en syntese med andre ord. Men, er pastanden videre, Erslev og hans generation var ude af stand til at lave synteser (f.eks. s. 42) og blev derfor ikke paradigmeskabere, kun nedbrydere.

Nu er det for det forste et sporgsmal, om deter rimeligt at lade dette alene vaere kriteriet for et gennemfort paradigmeskift. For det andet synes det en noget hasarderet pastand, at Erslev ikke kunne lave synteser. Det er selvfolgelig rigtigt, at han aldrig skrev en samlet Danmarkshistorie, men deter naeppe rigtigt, at han ikke havde sammenhaengende opfattelser vedrorende bade dansk og europaeisk historie, og i hvert fald havde han en raekke klare forestillinger om drivkraefter i historien, om samfundet, om mennesket, som er forudsaetninger for en syntese. Dertil kommer, at netop ved ensidigt at fokusere pa Erslev, tabes en vigtig dimension. Erslev tilhorte en ny positivistisk videnskabstradition med en radikal (socialliberal) ideologi, som ogsa Fridericia og Rubin. Fridericia var nok en mere habil syntetiker end Erslev, og deter i denne forbindelse centrait, at Arup forst og fremmest var elev af Fridericia, som ogsa efter studietiden vedblev at vaere hans mentor. Efter mit skon er bruddet med det gamle da gennemfort og et nyt paradigme bragt op at sta for Arup. »Videnskabssynet er baseret pa systematisk kildekritik... Hvad historiesynet angar ses den politiske historie og den indre udvikling i organisk sammenhaeng. Samfundsudviklingen er det centrale, men kun de forhold er medtaget, som far politisk betydning. Pa graensen til virkelighedssynet har vi interessen for de store personligheder, og endelig tegner den historiske udvikling et evolutionistisk billede fra lavere til hojere former« (s. 96-97) - hedder det om Arups Danmarkshistorie, men praecis det samme kan haevdes at gaelde 1. generation af radikale historikere.

Arup udmontede dette nye i en Danmarkshistorie, men deter snarere slutstenen, kulminationen pa denne radikale forskningstradition end indvarslingen af noget nyt. Tvaertom gik synteser, som Tiemroth ogsa antyder, derefter af mode, fordi de blev opfattet som for subjektive af en forskningstradition, hvor den kildekritiske undersogelse blev normen; formentlig ogsa fordi kildekritikken som videnskabssyn var acceptabel for forskellige virkelighedssyn, idet man udskilte det sidste af sin forstaelse af videnskabelighed.

Med denne pastand om, at der naeppe er nogen afgorende forskel pa Arup og Erslev-Fridericia, mener jeg samtidig, at det direkte er forkert at karakterisere Erslev som »klart hermeneutisk« (s. 39) og ikke-positivist (s. 34ff), en karakteristik, der skyldes mangelfulde analyser af Erslevs produktion og af det anvendte materiale. Ligeledes forekommer det mig, at Tiemroth gor void pa sin egen analysemodel, nar han uden storre skrupler kobler Erslev og Steenstrup sammen (f.eks. s. 84) og ofte behandler det, Erslev selv kaldte »Vort slaegtled«, under et - til trods for store modsaetninger med hensyn til virkelighedssyn og muligvis ogsa de andre »syn«.

Det vil fore for vidt at ga yderligere i detaljer. Undertegnede er saledes yderst skeptisk over for en raekke af forfatterens pastande om forskellige danske historikere og ogsa over for en raekke af de praemisser, der baerer hans periodisering af dansk historievidenskabsudvikling. Pa den anden side har han efter min opfattelse med megen ret peget pa problemet om det erkendendesubjekt som et centralt problem i dansk historieteori og dermed for heleden danske historievidenskabelige tradition. Jeg er ganske enig i, at kimentil

mentilen raekke af dansk historievidenskabsproblemer - krisen om man vil - ligger her. Og hans forsog pa at opstille en brugbar historiografisk metodeud fra en helhedsopfattelse af forskningsprocessen er i hoj grad spaendende og anerkendelsesvaerdig.

(Tiemroth har i en artikel i Fortid & Nutid, XXVIII, 1979 i kortere og strammere form redegjort for sine hovedsynspunkter).