Marianne Zenius: Genremaleri og virkelighed. (Udgivet af Lokalhistorisk Afdeling nr. 6, 1976), 256 s., 96 ill.

Folkelivsforskeren Marianne Zenius leverer her et meget vaesentligt bidrag til analysen af det nationalromantiske genremaleri inden for en problematik, som kun strejfes yderst sporadisk i kunsthistorieskrivningen. Deter folkelivsbilledernes historiske kildevaerdi, deres muligheder og begraensninger som etnologisk informationsmateriale, som her praeciseres i detaljerede analyser af en raekke af de mest kendte vaerker inden for traditionen. Er undersogelsens synsvinkel saledes ikke kunsthistorisk som sadan, har dens perspektiv og resultater imidlertid implikationer af kunsthistorisk art: der foreligger hermed et godt grundlag, som der kan bygges videre pa i analyser af de ideologiske 'slor' af statisk-idylliserende karakter, som dette genremaleri spaendte ud over den agrare virkelighed, som langt hen fortolkedes og indsnaevredes ud fra en position praeget af biedermeierkulturen.

I indledningsafsnittene definerer Zeniussin anvendelse af genremaleriets begreb, stiller dernaest sporgsmalet »hvorfor de malede bonder og fiskere« og vurderer her kortfattet, men praecist genremaleriets udvikling i forhold til bl.a. Hoyens paedagogiske program; hvorefter der gives et kritisk omrids af genremaleriets hidtidige anvendelse som illustrations- og kildemateriale. Herpa folger bogens hovedafsnit om de tre malere, der frem for nogen fortegnedebilledet af »folkelivet«: Vermehren,Exner og Dalsgard, der ogsa

som uensartede eksempler repraesenterer»tre forskellige muligheder for at vurdere kunstnerens fortolkning af den virkelighed, han brugte som grundlag for sine genre- eller folkelivsbilleder« (s. 11).

Sammenfattende vurderer forfatteren
herefter de tre malere som etnologisk