Dansk biografisk leksikon 1-16. Tredie udgave under redaktion af Sv. Cedergreen Bech (Gyldendal, 1979). Indb. i grøn hellærred 485,00 kr. pr. bd., i vælskbind 650,00 kr. pr. bd. Bind I-III, Abbestée - Dolmer. Ca. 630 sider.

Sa kom de forste bind af den laenge savnede 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, redigeret af Sven Cedergreen Bech. Vaerket er en revideret ajourforing af Povl Engelstoft og Svend Dahl, Dansk Biografisk Leksikon I-XXVII, der kom i arene 1933-44. var igen en revideret udgave af C. F. Brickas 19 bind store leksikon, der udsendtes 1887-1905. For fuldstaendighedens skyld ma det naevnes, at der mellem 1. og 2. udgave af DBL udsendtes et mere kortfattet 3 binds leksikon, Dansk Biografisk Handleksikon, 1920-26. Det adskilte sig fra de to store udgaver bl. a. ved at laegge hovedvaegten pa personer fra 1800- og 1900-tallet samt ved, at det praktiske livsmaend og kvinder skulle stilles lige med litteraturens og kunstens. Det nye vaerks grundlag gar saledes tilbage til sidste trediedel af forrige arhundrede, og kontinuiteten er tydelig. Op mod halvdelen af navnene i den nye udgave vil vaere gengangere af navnene fra Bricka, mens der er planlagt nyoptagelser i et omfang af ca. 2.600 af vaerkets i alt ca. 12.000 navne, d.v.s. at ca. 20% af de biograferede vil vaere nye. Der er dog udgaet en del navne i forhold til den aeldre udgave, godt 1.600.

Den nye udgave er planlagt til 16 bind; udgivelsen skal kun straekke sig over 5 ar fra 1979, og dermed afsluttes allerede i 1984. Herefter haber redaktionen at kunne lave et samlet register til alle udgaverne for at skabe en samlet indgang til henimod 20.000 biografier.

Vaerkets tidsramme er ca. 800-1965, det sidste arstal forstaet saledes, at den biograferedes indsats skal have manifesteretsig over en arraekke, og det betyderi praksis, at personer fodt senere

end 1940 kun sjaeldent vil kunne finde
optagelse.

Vaerkets geografiske omrade er det egentlige Danmark, dog sadan, at ogsa udlaendinge, der har virket her vil kunne optages, ligesom der ogsa kan optages danske, der har haft et hovedvirke i udlandet. Vaesentligt er det at notere, at redaktionen har tilstraebt en kraftig udvidelse af faeroske og gronlandske navne.

Deter som naevnt en imponerende fart, vaerket skal udgives med. Svensk Biografisk Leksikon blev pabegyndt i 1918 og emu kommet til bogstavet L, og der er tilsvarende eksempler fra Europa. Netop for at undga, at faerdige biografier skal ligge hos redaktionen og blive uaktuelle og delvis foraeldede, udsendes Schleswig-Holsteinisches Biographisches Lexikon, der startede i 1970, i bind pa ca. 300 sider, hvor de enkelte bind udsendes uden hensyn til en endelig alfabetisering. De enkelte bind er dog alfabetisk opstillede, men princippet er, at et akkumulerende register skal knytte vaerket sammen. Dog er det tilstraebt af redaktionen, at familiegrupper bringes i samme bind.

For en moderne bruger er der naeppe tvivl om, at den lykkeligste losning er den danske model: En hurtig udsendelse af hele vaerket, men det kraever til gengaeld et stort forfatterpanel og en fast redaktion.

Det vanskeligste ved et vaerk af denne karakter er naturligvis udvaelgelseskriteriet. Det lille Handleksikon lagde bevidst nogle principper frem, der brod med Bricka. Redaktionen var nemlig opmaerksom pa, at bl.a. erhvervslivets personligheder ikke skabte sig tilsvarende monumenter som andens arbejdere, og at de derfor let kunne blive underrepraesenteret. I 2. udgave af DBL var betingelsen for optagelse i almindelighed en vis betydning pa et eller andet omrade af interesse for en bredere almenhed, og som i Handleksikonet skulle det praktiske erhvervs folk have en rigere repraesentation. Endelig skulle der optages flere lokalt virkende personligheder.

De enkelte professioner kan naturligvis ikke umiddelbart sammenlignes, hvorfor det har vaeret nodvendigt at opstille saerlige krav og normer til de enkelte hovedgrupper. Men et saerligt problem er det at prioritere disse hovedgrupper mod hinanden. En undersogelse af DBL's 2. udgaves forste 16 bind efter nedenstaende grove hovedgrupper viser problemet:

Det fremgar, at gruppen »humaniora« optager naesten hver fjerde af vaerkets sider, og medregnes »kunst« og »kulturformidling«,er naesten halvdelen af vaerkets sider optaget, mens gruppen »erhverv« ikke har en vaegt i vaerket som i virkelighedens verden. - Naevnes bor det ogsa, at kun ca. 4% af navnene i 2. udgave var kvinder, mens denne andel forsoges forhojet til 7-8% i den nye. Her vil redaktionen bevidst anvendeen »lavere« praestationstaerskel, bl. a. fordi det ikke mindst tidligere var vaesentligt svaerere for en kvinde at haevesig ud af anonymiteten. Sadanne »lavere taerskler« kunne man ogsa onskeanvendt pa personligheder fra provinsen.I et kobstadssamfund har en lokalmatador ofte spillet en saerdeles afgorenderolle og forbundet mange poster:organisatorisk,

ster:organisatorisk,politisk m.m. Men set med hovedstadens ojne vil han pa trods af dette vaere mindre fremtraedende.

I de aeldre udgaver var der en staerk repraesentation af praester, officerer og litterater, men bevidst soger den nye udgave at opprioritere nye grupper, sa vaerket taettere spejler det moderne samfund. Det indebaerer, at sportsmaend, pa trods af en almindeligvis meget kort, men hektisk karriere, optages. Synspunktet indebaerer ogsa, at erhvervslivet ma staerkere repraesenteres, men her moder den biograferende den vanskelighed, at en erhvervsmands indsats ofte kan vaere i det skjulte, eller at et kendt navn viser sig blot at vaere en faellesnaevner for et godt fungerende virksomhedsteam. Bag ham star maske de virkelige radgivere og idemaessige fornyere i form af advokater, revisorer eller maske reklamefolk. Deter sadanne forhold, der forklarer, at mange af de forste binds erhvervsbiografier far tendens til at rumme et virksomhedsportraet, knyttet til en person. Losningen ma dog siges at vaere rimelig set fra forfatterens side, da det jo naeppe er en slagteridirektors fortjeneste alene, at slagterier i stort tal fusionerede i 1960'erne og 1970'erne, men snarere det upraecise »tidens kraefter«, som han netop tilfaeldigvis stod i spidsen for.

Laeseren ma ogsa vaere opmaerksom pa, at nogle personer tegnes for. staerkt bl.a. pa grund af massemedierne, hvis persondyrkelse i virkeligheden er udtryk for en proportionsforvraengning.

En raekke forfattere har vaeret opmaerksomme pa massemediernes betydning, ikke mindst TV's. Det kommer bl.a. til udtryk i politikerportraetterne. Det siges saledes om politimesteren og venstrepolitikeren Vagn Bro, at han gerne promenerede i midtergangen i folketinget med vest og guldkaede, de,nar der var TV-transmission, og om tidligere finansminister Anders Andersen noteres hans lidt mutte og interessehaevdende saglighed pa TVskaermen.

Deter endnu for tidligt at se, hvordan redaktionen har tilrettelagt vaerkets periodisering, men hovedvaegten synes umiddelbart at vaere lagt pa det 19. og 20. arhundrede. Et af formalene med udeladelser af biografier fra den aeldre udgave var netop ogsa at skaffe yderligere plads til nyoptagelser.

Ved en gennembladning fremgar det straks, at biografierne er staerkt forskellige - og deter vel netop dette, der giver denne type vaerker deres laeserappel i modsaetning til diverse »stater« eller branchefortegnelser. Forskellen i biografierne skyldes ikke mindst det store forfatterpanel, op mod 350, samt at afstanden mellem forfatter og biograferet ofte er meget forskelligartet. Pafaldende mange forfattere er saledes kun noteret for en enkelt biografi, mens en del forfattere til gengaeld har lavet mange. Det efterlader et indtryk af, at redaktionen i en raekke tilfaelde bevidst har sogt at finde forfattere med saerlig sagkundskab, mens - vel isaer yngre medarbejdere - har haft svaerere ved at sige nej, og vel naeppe har kunnet indtage en eksklusiv holdning, sadan som de allerede etablerede navne. Resultatet er, at nogle af de unge medarbejdere synes at have overtaget, hvad der maske kan kaldes »restbunker«.

Et nyt track i forhold til de aeldre udgaverer en forfatteroversigt i hvert bind. Den giver et bredt indtryk af forfatterpanelet:hojskolefolk, historikere, pressefolk, laeger m.m. Den omfattende liste efterlader trods alt det indtryk, at oplagte forfatternavneglimrer ved deres fravaer, ligesom politikere vel nok i hojere grad burde have vaeret inddraget - og ikke mindst

savnes en lang raekke universitetsfolk.

En del af biografierne er nogterne, factopregnende, mens andre er praeget af staerk indlevelse og taet personkendskab og dermed dybtfolt varme. Som eksempel herpa kan naevnes afdode hojskoleforstander J. Th. Amfreds portrait af kollegaen Jorgine Abildgard eller Roar Skovmands portraet af Arnfred. Mere sterile portraetter er knyttet til endnu levende personer, hvor takt og diskretion kraever sit. Her ses imidlertid ogsa eksempler pa biografier, der pa det naermeste har »bla bog« karakter - og kan der ikke siges mere, ja, sa horer de vel naeppe hjemme i denne sammenhaeng, men burde i stedet have ventet pa optagelse i en evt. senere udgave.

Laengden pa de enkelte biografier er staerkt forskellig, men der er vel nok en tendens til, at forfattere, teaterfolk og andre offentligt kendte personer fylder vel rigeligt. I en raekke tilfaelde burde redaktionen have strammet op, da det naeppe er nodvendigt at karakterisere en balletdansers optraeden i samtlige karrierens stykker, og det samme gaelder naturligvis om forfatterens vaerker, der ikke alle her nodvendigvis skal karakteriseres, da litteraturlisterne jo viser vej til speciallitteraturen.

Hovedlinien i biografiernes disposition er fastholdt fra de aeldre udgaver. Der indledes med et hoved med biografiske oplysninger, der hviler pa redaktionens ansvar. Dernaest folger personskildringen, der afsluttes af litteraturhenvisninger, som kan vaere efterfulgt af evt. henvisninger til biografier i Ordenskapitlet. (Materiale, som forfatterne kun undtagelsesvis har kunnet konsultere).

Det biografiske skema er som naevnt overtaget fra forgaengerne, men deter retskrivningen samt tegnsaetning ikke. Der anvendes pausekomma, der ikke altid virker lige behageligt pa laeseren. (Men deter pa redaktionens ansvar, som det star i forfattervejledningen). Pafaldende er det ogsa, at brug af store bogstaver er sogt reduceret til et minimum. Ved sammensatte egennavne staves almindeligvis kun det forste med stort, selv om man i dagligdagen aldrig ville se Den danske bank eller Kongens nytorv stavet pa denne made, ligesom krige, politiske partier, isaer aeldre, samt andre historiske begreber pa det naermeste forvandles til ukendelighed efter princippet med de sma bogstaver.

Den nye udgave fremtraeder tospaltet i modsaetning til den aeldre udgave og i en noget mindre - og vel nok mindre laeservenlig sats. Anfores bor det ogsa, at de ret svaere bind har en alt for lille margin. Desvaerre er der ikke blevet plads - eller rad - til portraetter, sadan som det spredt ses i andre tilsvarende moderne vaerker, og som det var tilfaeldet i Biografisk Handlexikon.

Der optraeder 3 typer af biografier: Nyskrivninger, sakaldte stjernerevisionersamt revisioner, der har et sadant omfang, at det gamle forfatternavn saettes i parantes efter den reviderende forfatters fulde navn. Sidstnaevnte oplyserlaeseren om, at han star over for en aeldre biografi, der har undergaet en staerkere revision. Hvor kraftig kan kun ses ved at konsultere den aeldre udgave, men givet er det, at biografien ofte sa vel sprogligt som indholdsmaessigter strammet staerkt op. Ikke mindst denne gruppe revisioner ma fa laeseren til at overveje, om det nye leksikons anlaeg har vaeret rigtigt. Man kunne nok sporge sig selv, om det ikke havde vaeret rimeligere, i stedet for en 3. revideretudgave, at have anlagt et helt nyt leksikon, der sa kunne vaere gaet taetterepa vor egen samtid og derved faet plads til et bredere persongalleri. Det kan nok betragtes som urimeligt at bruge pengemidler og energi pa biografier,der

grafier,derallerede foreligger trykt. Nar dette er sagt, skal der alligevel rettesen tak til savel forlag, der herved afhjaelper et staerkt folt savn som til redaktor,der dristigt har givet sig i kast med en saerdeles problemsfyldt udgivelse.