Danmarks Kirker. Århus Amt. 3. bd, Ved Vibeke Michelsen og Kjeld de Fine Licht. (G. E. Gads Forlag, 1976 [-1979]. 288 s.

Bindet behandler Frue kirke i Arhus, der pa mange mader er mere interessant end domkirken, fordi den gemmer betydelige rester af byens aeldste kirke, hvis man kan se bort fra den Trefoldigheds kirke, der kun er omtalt i Roskildekroniken. Den aeldste kirke er opfort i sidste trediedel af det 11. arhundrede, og af den er bevaret den genopbyggede krypt og dele af nordre mur af skibet, og deter ikke usandsynligt, at den har haft et vesttarn. Den blev stiftets domkirke og var indviet til Set. Nicolaus, og med god grund formodes det, at dens forbillede er fra Rhin-egnene. Desvaerre er der endnu mange uloste sporgsmal omkring den, da C G. Schultz dode, inden han kunne give en redegorelse for sine iagttagelser ved udgravningen.

Med opforelsen af den nuvaerende domkirke blev Set. Nicolai kirke overflodig og blev overladt til dominikanerne, i hvis kloster den indgik som den sydlige floj. Den blev grundig ombygget, forst med et nyt kor i sidste halvdel af det 13. arhundrede, senere med et nyt skib, der siden blev forsynet med et sideskib pa sydsiden, og endelig rejstes et tarn ved ostgavlen, som efter reformationen blev forhojet.

Bade Frue kirke og domkirken er skildret af K. de Fine Licht og Vibeke Michelsen, og der er en vis sammenhaeng i udstyret af de to kirker. Da domkirken ved middelalderens slutning havde faet sin nye altertavle, matte ogsa dominikanerne have deres, der kom fra tidens bedste vaerksted, Claus Bergs, og selv om den ikke kan dateres til et bestemt ar, er det sikkert, at den ma vaere opstillet engang i 1520'erne; formodentlig pa en tid, da den reformatoriske bevaegelse allerede var i gang andre steder, og den star derfor som et vidnesbyrd om, at byen stod uden for tidens bevaegelser. Den gamle tro levede i Arhus, og forst 1529 opgav sortebrodrene deres kloster. Nutiden ma vaere taknemmelig for, at de naede at fa altertavlen frem, og at den lutherske kirke beholdt den. Derimod skiftede kirken navn ved reformationen og kom til at hedde Frue kirke, men det er ikke lykkedes at give en tilfredsstillende forklaring pa denne aendring. Endnu 1541 kaldes kirken med sit gamle navn. Den blev nu borgerskabets kirke, og da domkirken 1588 fik sin enestaende praedikestol, matte ogsa Frue kirke have en ny. Den kom 10 ar senere, men kan ikke male sig med domkirkens i kvalitet. I stedet for sidealtre blev kirken fyldt med epitafier, der sammen med gravstenene giver et meget velkomment bidrag til personalhistorien og kunsthistorien, da mange af mindesmaerkerne er udfort af lokale folk. De to forfatteres skildring er bade arkitekturhistorisk og topografisk af hoj vaerdi.

Man folger med tryghed deres redegorelse,kun kan det bemaerkes, at der er en besynderlig usikkerhed i oversaettelsenaf indskrifterne pa latin, men da teksterne ogsa bringes, hvor de anvenderdette sprog, bliver det ikke af betydning.Som kirken nu star med rester af den bygning, der gar tilbage til den tid, da Danmark fik sin inddeling i stifter,dernaest med den senere ombygningog

ningogendelig de lutherske tilfojelser
i udstyret, er den et udtryk for kirkelivetgennem