Bjørn Erichsen: Om arbejderbevægelsen. En introduktionsbog til dansk arbejderbevægelses historie (Hans Reitzels Forlag, 1977). 224 s.

For anden halvdel af 1960'erne var, med en enkelt men vigtig undtagelse, nemlig det store socialhistoriske forskningsprojekt ved Instituttet for Historie og Samfundsokonomi i 1930'erne, beskaeftigelsen med den danske arbejderbevaegelses historie arbejderorganisationernes egen sag. Disse har til gengaeld fra deres tidligste start prioriteret deres egen historieskrivning hojt, hvilket alene en optaelling af titler pa festog jubilaeumsskrifter om faglige, kooperative og politiske organisationer vil vise. Ydermere er der ofte tale om digre og fornemt udstyrede vaerker, forfattet af bevaegelsens mest fremtraedende

De mange organisationshistorier er et konkret vidnesbyrd om den socialistiskearbejderbevaegelses sans for det vigtige i at give arbejderklassen en historisk(selv-)bevidsthed og en forstaelseaf klasseorganiseringens betydning.Men problemet med parti- og fagforeningshistorierne har vaeret, at

de oftest forholdt sig for ukritisk til deresgenstand, og at de sjaeldent naede uden for den allerede organiserede medlemskreds' raekker.

Pa universiteterne var der (stadigvaek med Instituttet for Historie og Samfundsokonomi som en fornern, men isoleret undtagelse) ingen, der beskaeftigede sig systematisk med emnet, hverken i undervisningen eller forskningen. Det var ogsa forsvindende lidt om arbejderklassens og dens organisationers forhold, der blev inddraget i de brede danmarkshistorier og i skolebogerne.

I det sidste arti har billedet skiftet totalt. Ved de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter forskes og undervises der pa livet 10s i arbejderklassens okonomiske, sociale, politiske og kulturelle historie. I hundredevis af originale undersogelser har set dagens lys, og savel de publicerede som de utrykte bruges flittigt pa uddannelsesinstitutionerne, i studiekredse og andre sammenhaenge. Ogsa i folkeskolen og gymnasiet, pa efterskoler og hojskoler er der staerkt voksende interesse, som imidlertid haemmes af mangel pa undervisningsmateriale. For den intense forskning er endnu kun i et meget beskedent omfang blevet fulgt op pa dette omrade.

Behovet for en overskuelig, samlende fremstilling, der kan introducere forudsaetningslose undervisere og studerende til den danske arbejderbevaegelses historie er saledes abenbart. Arbejderbevaegelsens Hvem Hvad Hvor (Politiken 1974) er for kortfattet til at kunne daekke det, sa man skal helt tilbage til Kjeld Windings lille bog fra 1943 for at finde en egentlig oversigtsfremstilling. Deter derfor et prisvaerdigt initiativ, som nu foreligger med Bjorn Erichsens »Om arbejderbevaegelsen«, og deter med beklagelse, at det ma konstateres, at bogen trods mange positive track ikke kan daekke behovet for en ny grundbog.

Problemet er ikke forfatterens klare marxistiske standpunkt og forankring i den kommunistiske gren af arbejderbevaegelsen. Al historisk synteseskrivning indebaerer en (bevidst eller übevidst) politisk stillingtagen, og et klart proklameret politisk standpunkt vil derfor lette tilegnelsen af bogen for savel tilhaengere som modstandere af opfattelsen. Men en bredt anlagt »introduktionsbog til den danske arbejderbevaegelses historie« ma hvile pa en afbalanceret analyse af udvikhngen inden for bevaegelsen, og her svigter Bjorn Erichsens kritiske sans og hans materialistiske historieopfattelse.

Bogens hovedlinje er det vigtige skel mellem reformistisk og revolutionaer socialisme i Danmark, hvilket kunne have vaeret en frugtbar analytisk tilgangsvinkel, hvis den til stadighed var blevet sammenholdt med den danske arbejderklasses faktiske tilslutning til de to retninger. Men dette forsommes, specielt for det 20. arhundredes vedkommende, og derved fortegnes billedet af den faktiske udvikling. Der bliver tale om en begivenhedshistorie, hvor de revolutionaere tendenser og manifestationer ofte tillaegges en vaegt, der gor det uforstaeligt, at de ikke fik storre konsekvenser i samtiden. Den forklaring, som Erichsen tilbyder, er gennemsyret af arbejderaristokrati-tesen, som primaert vil finde arsagen til den danske arbejderklasses stadige accept af Socialdemokratiets og DsF/LO's linje i de borgerliggjorte og klasseforraederiske lederes manipulationer. En lidet materialistisk forklaring, der for anmelderen at se indebaerer en grov nedvurdering af den danske arbejderbefolkning. Sa primitivt kan man ikke forklare reformismens helt dominerende stilling i Danmark.

Deter forfatterens klare ret at kritisereog

---

13 Historie XIII, 3 • 1980

sereogbeklage den socialdemokratiskedominans, men en bog, der skal tjene som indforing til den danske arbejderbevaegelseshistorie, ma indeholdeen mere nuanceret redegorelse for og analyse af den retning, der til dato har kunnet fastholde den store majoritetaf arbejderklassen bade fagligt og politisk.

Nar bogen svigter pa dette omrade, ma en del af forklaringen dog soges i, at den nye forskning endnu kun i begraenset omfang har beskaeftiget sig med reformismen i det 20. arhundrede. Bjorn Erichsen har simpelthen manglet kvalificerede undersogelser som baggrund for store dele af sin fremstilling. Pa de bedre udforskede omrader viser han en mere aben kritisk indstilling til sit stof, bl.a. i vurderingen af DKPs udvikling.

»Om arbejderbevaegelsen« er veldisponeret, velskrevet og letlaest. Den danske samfundsudvikling og den internationale sammenhaeng tilgodeses konsekvent og relevant, og samspillet mellem den faglige og politiske arbejderbevaegelse fremstilles forbilledlig klart. Deter en laesevaerdig og engagerende bog, som vil kunne bruges i mange sammenhaenge, men som grundbog kan den ikke sta alene.