Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920. Bd. III. 256 s. (Institut for Grænseregionsforskning, benrå,

Med dette bind omhandlende aret 1920 har Troels Fink afsluttet sit store vaerk om Sonderjyllands deling eller, om man vil, Genforeningen. (Bd. I-II er anmeldt i Historie 1978 s. 404-407). Nu, da man kan laese det i sin helhed, ses det endnu klarere end for, at der her er skabt et vaerk, der vil blive staende gennem tiderne. Man maerker, at deter skrevet af en mand, der har tilbragt en vaesentlig del af sit liv med at studere og vurdere de begivenheder, hvis ydre forlob han oplevede som barn og utvivlsomt stadig erindrer.

Bind 111 begynder med en skildring af optakten og forlobet af de to zonevalgden 10. februar og den 14. marts. Under omtalen af stemmeafgivningen i 1. zone kommer Fink ogsa ind pa problemetom aendringen i valgretsbestemmelserne,der gav stemmeret til alle, der var fyldt 20 ar for ratifikationenaf fredstraktaten og fodt i omradet.Det hedder herom, at »aendringen fik vidtraekkende konsekvenser«, idet den »i hoj grad (var) i tysk favor«. Udtalelseri

talelseriden retning hores ofte om genforeningsvalget, men her er et af de punkter, hvor en ikke-slesviger har svaert ved at folge med. Hvorfor tillaeggesder denne aendring sa stor betydning?Deter rigtigt, at den var i tysk favor og gav de tysksindede en propagandamulighed,der blev udnyttet til det yderste, konkretiseret i forslaget om den sakaldte »Tiedje-linje«. Men bestemmelsen aendrede jo intet i selve graensedragningen, og allerede ved rigsdagsvalget i September 1920 begyndtegassen at sive ud af ballonen, hvilket den i ovrigt fortsatte med at gore under de folgende valg. Selv ved folketingsvalget i april 1939, hvor tyskerneivaerksatte et oredovende propagandabrolfor at bevise tyskhedens styrke, blev resultatet just ikke opmuntrendefor

En af de vaesentlige landvindinger i Finks vaerk er hans studier i det franske udenrigsministeriums akter. Derved er det for Paskekrisens vedkommende blevet muligt at supplere Kaarsteds oplysninger om den franske gesandt Paul og forsoge at lokke danskerne med lofter om en lidt sydligere graenselinje, der ville indlemme 4 mellemslesvigske sogne. Desuden arbejdede han pa at fa 2. zone med Flensborg internationaliseret, ja maske ligefrem gjort til en fristad a la Danzig. Det forste punkt lykkedes som bekendt. Claudel gjorde, hvad han kunne for at puste til den ild, hvori regeringen Zahle omkom. At han var en af krisens faedre, turde vaere übestrideligt. Men de to andre punkter mislykkedes til gengaeld for ham. Han formaede overhovedet ikke at anskue problemerne ud fra et nogternt dansk synspunkt, hvilket i og for sig ikke var sa maerkeligt. Men han synes end ikke at have gjort forsog derpa. Med dyb ironi for ikke at sige sarkasme karakteriserer Fink gesandtens indstilling med ordene: »Fejlen ved danskerne var, at de ikke taenkte som franske patrioter«. Her rammer forfatteren plet. Deter glimrende sagt. For Claudel som for andre franske patrioter var Sonderjylland blot et af midlerne til at holde Tyskland nede, og de interesserede sig slet ikke for den risiko, Danmark udsatte sig for. »Le Danemark est si peu de chose«, som en anden fransk udsending sa venligt udtrykte det 50 ar tidligere.

Der var efterhanden en del mennesker i Danmark, der begyndte at indse dette. Det gjaldt ogsa den nye venstreregering Niels Neergaard, der dannedes i begyndelsen af maj 1920. Men situationen var ikke let for den, thi den var forpligtet til at indtage en mere positiv holdning over for Flensborgbevaegelsen og hvad deraf fulgte. Det lykkedes dog Neergaard og hans udenrigsminister Harald Scavenius at sno sig ud af faelden med stor adrsethed.

Fink er en forsigtig mand, der nodigt skriver alt for kategoriske saetninger. Alligevel er hans mening ganske tydelig, nar han om statsministerens manovrer siger: »Neergaards ord var vage og uforpligtende, men han opnaede sin indenrigspolitiske hensigt at berolige Flensborg-retningen, at give opinionen det indtryk, at der var gjort det yderste, sa matte man beklage, at der altsa ikke var noget at gore«. Dermed var alle planerne om en internationalisering eller oprettelse af en fristad Flensborg aflivet, og Danmark undgik at skaffe sig en fremtidig katastrofe pa halsen.

Bogen slutter med en fortjent hyldesttil H. P. Hanssen, hvis politik var at na frem til en definitiv losning af det slesvigske sporgsmal ved »at skabe en graense, der kunne have varighed, som kunne anerkendes fra alle sider. Det blev den forst efter Tysklands nederlag i 1945, men grunden var lagt ved den politik, H. P. Hanssen havde fort 1918-20.Han

20.Hanforudsa i 1920, at Tyskland igen ville blive en international faktor, som man matte regne med«. Derved viste han sig som en virkelig statsmand,thi en sadan kendes pa, »at han gar med tiden men mod strommen«. Deter jo sa sandt, som deter skrevet. Maske kunne der vaere gjort den tilfojelse,at Hanssen ikke havde vaeret ene ora at udove denne fremsynede statsmandsgerning.

Men lad nu dette ligge og lad os i stedet glaedes ved, at dette storvaerk har fundet sin harmoniske afslutning i konstateringen af, at afgorelsen i 1920 var en af de store og kloge handlinger i Danmarks omtumlede historic