Tradition, Opbrud og Formidling. Diskussion om historisk metode og teori på Historisk institut 1973-78. Red. af Niels Christensen, Jens Christian Manniche, Uffe Østergård. Særtryk 1 af Den Jyske Historiker (1978). 344 s.

Med »Tradition, Opbrud og Formidling« har man faet en blandet, men god landhandel, der i sin spaendvidde og upraetentiose fremstillingsform virker forfriskende, sa ikke blot universitetshistorikere og studerende, men forhabentlig mange andre vil fa lyst til at stifte bekendtskab med denne bog. Den vaekker til opmaerksomhed, debat, irritation, samstemmighed og opnar til fulde »at sa tvivl i sindet hos tilhaengere af savel den ene som den anden arbejdsplan«.

De fleste af artiklerne i antologien har vaeret optrykt i enten Den Jyske Historiker, Historisk Tidsskrift eller Noter om Historie og Undervisning, men deter godt at have dem samlet - det giver storre perspektiv - og i tilgift er visse af bidragene blevet suppleret med komentarer, der vidner om, at de skarpe ofte polemiske diskussionsfremstod fra begyndelsen af 70'erne nu er blodt noget op blandt andet under indtryk af vanskelighederne med at lose teori-empiri problemet, hvortil horer den kendsgerning, at de oprindelige teoretisk-filosofiske intentioner ikke er blevet omsat til praksis pa en bare nogenlunde acceptabel made.

Bidragene er ordnet i tre temagrupper:teori - og metodeovervejelser, historiografiog didaktik. Defineres didaktikmed Uffe ostergard som selve »forbindelsen mellem indhostningen af historiske resultater og den »historiske bevidsthed« i samfundet«, sa forekommerafsnittet noget snaevert og en smuleletkobt. Rigtignok peger bade AndersBogh og Niels Christensen pa historieloshedenog det fantasilose i historieundervisningenog opstiller som redningsplanke »den lange linies«, »syntesens« funktion samt for N. C.'s vedkommende »livssammenhaenge«. Set pa baggrund af historieundervisningenog vaerkproduktionen pa vore universiteter, er det imidlertid vanskeligtat se, hvorfra inspirationen og den faglige kunnen skal komme; hverken folkeskole-, gymnasie- eller de fleste

universitetslaerere er i dag tilstraekkelig faglig og det vil i hoj grad sige tvaerfagligudrustet til at tackle de mange og vanskelige teori-, metode- og operationaliseringsproblemer,der knytter sig til denne meget vigtige side af historieogsamfundsforskningen. For nar der endelig tages hul pa disse temaer, enderdet som regel i nogle luftige erkendelsesfilosofiskebetragtninger pa sikkerafstand af en virkelig historie- og samfundsvidenskabelig analyse, herunderen afvejning af den historiske materialisme over for andre teorisaet pa flere niveauer (metateorier og middle-rang teorier) og med inddragelseaf fag som politologi, sociologi, okonomiog

Didaktik-afsnittet gar ogsa uden om den lokalhistoriske institution, skont den indbefatter nok sa mange tusinde mennesker og deres »historiske bevidsthed«. Ej heller berores de mange nye lokalhistoriske eller bedre miljohistoriske aktiviteter, der for ojeblikket skyder op overalt i Norden, sa alt i alt er der graenser for de arhusianske historikeres udsyn og folkelighed pa trods af al snak om en materialistisk engageret historieskrivning.

Jens Chr. Manniche tager sig naesten ene mand af hele det historiografiske afsnit og pa en yderst relevant facon. Traditionerne i dansk historieforskning laegges frem pa en made, der saetter fagets »videnskabelighed« ind i en bred samfundsmaessig sammenhaeng med reference til begreber som historie - og udviklingsopfattelse, livssyn, politisk anskuelse, videnskabssyn 0.1., ligesom der laegges vaegt pa at forklare ikke blot hvad, men fremfor alt hvorfor historikerne skrev, som de gjorde. Deter brudfladerne, der praeger artiklerne. Ikke uden grund lykkes det derfor Manniche at gore rede for isaer den forste og anden generation af radikale historikere (Kr. Erslev, J. A. Fridericia samt P. Munch og E. Arup) og ikke mindst de tilgrundliggende (parti)politiske forudsaetninger for deres nytaenkning og gennemslagskraft.

Det tredje hovedafsnit angaende fagets teori og metode er det mest omfangsrige, og nar det drejer sig om historiesyn tillige det mest varierende ogsa i kvalitet. Jeg skal nok vare mig for frivilligt, pa denne begraensede plads, at vove mig ned i denne heksekedel af ideer, trosretninger, filosofiske og erkendelsesteoretiske tanker /disciplines men blot papege, at der her er meget at hente. Dog kunne jeg onske mig, at al den velmenende diskussion om samfundsudvikling, teorikrav, positivisme, samfundstotalitet, materialisme, syntese m.v. (her undtaget J. P. Noacks godt skarne afsnit) blev fulgt op af eller sat ind i en realhistorisk sammenhaeng med kendskab til og anvendelse af et samfundsvidenskabeligt begrebs- og teoriapparat.

Der er vist ikke tvivl om, at der for nuvaerende er grode i det internationale historikermiljo, som peger i retning af om ikke en overgang fra et paradigme til et andet sa en overgang fra et (fast) paradigme til flere konkurrerende paradigmer. Men hvorvidt disse stromninger i fremtiden vil fa nogen dybere indvirkning pa det ret sa snaevre danske forskningsmiljo, giver Tradition, Opbrud og Formidling« ikke svar pa.