Hans Martens: »Danmarks ja, Norges nej. EF-folkeafstemningerne i 1972«, Dansk Udenrigspolitisk Instituts skrifter nr. 6. (Munksgaard, 1979). 242 s.

Dette er ikke bogen om EF-folkeafstemningerne i Danmark og Norge i 1972, men deter en saerdeles anbefalelsesvaerdig bog om EF-modstandernes organiserede deltagelse i komplicerede beslutningsprocesser, der i Danmark resulterede i et »ja« den 2. oktober, ugen efter det norske »nej«. Bogens erklaerede hensigt er ikke at forklare disse afstemningsresultater, »men derimod at klarlaegge nogle aspekter ved ad hoc organisationernes deltagelse« dvs. folkebevaegelserne mod EF.

Hans Martens fortaeller forst den spaendende historie om, hvorledes og hvorfor det i Danmark og Norge blev besluttet at holde folkeafstemning for at afgore sporgsmalet om EF-medlemskab. Til trods for megen tilsyneladende laerd juridisk spilfaegtning om folkeafstemningernes statsretlige grundlag og virkninger var de politiske beslutningsprocesser gennemskuelige. I begge lande gik EF-sporgsmalet pa tvaers af det etablerede partipolitiske landskab og splittede de regerende socialdemokratier i tilhaengere og modstandere. Folkeafstemning var et velegnet middel til at isolere EF-sporgsmalet fra det kendte konglomerat af politiske »issues«, der formede den partipolitiske magtkonstallation. Martens er klar og grundig i sin analyse heraf, medens han med J. O. Krag som hovedkilde nok gor spillet om datoerne for de to folkeafstemninger mindre fatalt end rigtigt er.

I begge lande organiserede EF-modstandernesig i folkebevaegelser mod EF, danskerne tovende og indbyrdes stridende, nordmaendene resolut og effektivt.I kapitlerne om folkebevaegelsemesdannelse,

semesdannelse,organisation, system og aktiviteter traeder forskellene markantog detaljeret frem. Den norske Folkebevaegelse mod EF blev stiftet umiddelbart efter medlemsforhandlingernesstart i sommeren 1970, blev baseretpa individuelt medlemskab, fik en stromlinet organisation rned et stort sekretariat, effektiv kommunikation, stotte fra en bred vifte af kendte personlighederog en stor pengesaek fra norsk landbrug.

Den danske folkebevaegelse fik forst en form for organisatorisk struktur i 1972, blev baseret pa indirekte medlemskab via lokalkomiteer, diverse organisationer og politiske partier som DKP, DRf og SF, fik en uigennemsigtig organisation med et diminutivt sekretariat, darlig kommunikation isaer uden for Kobenhavn samt en slunken pengesaek, da ingen interesseorganisationer ville stotte.

Det tjener Martens til acre, at han ikke forklarer folkeafstemningernes resultat med folkebevaegelsernes forskellige effektivitet og finansielle ressourcer. Han graver derimod et spadestik dybere og forklarer folkebevaegelsernes forskel ved at inddrage de uens indenrigs- og udenrigsokonomiske konstellationer for de to lande.

Dele af norsk erhvervsliv, specielt landbrug og fiskeri, havde en saerdeles kontant interesse i at undga EF-medlemskab. Gennem Folkebevasgelsen angreb man medlemsbetingelserne og henviste til en handelsaftale med EF som alternativ. Udsigten til at blive klemt fik formanden for Landbrukets Sentralforbund, Hans Borgen, til at saette sig i spidsen for den norske folkebevaegelse.

Den danske folkebevasgelse bekaempede derimod en ide - nogle vil vel sige en fiks ide - om en staerkt dynamisk europaeisk integrationsproces med Europas Forenede Stater som mal. Aldrig blev de forhandlede betingelser for dansk EF-medlemskab gjort til genstand for kritik, endsige diskussion. Folkebevaegelsens centrale ledelse »havde faelles idebaserede motiver, forst og fremmest praeget af en faelles baggrund i modstandskampen og et traumatiseret forhold til Tyskland, hvis muligheder i det forventede foderalistisk udviklede Europa man matte anse for faretruende. Det var ogsa et faellestraek for denne gruppe, at det nordiske samarbejde stod som et alternativ til EF-samarbejdet« (s. 174).

De indledende teoretiske forpostfaegtningerkunne bogen have vaeret foruden. Deter ikke smart, nar Martenspa side 113 konstaterer, at »virkelighedensbeslutninger ligger fjernt fra de idealer, teorierne beskaeftiger sig med«, og derefter introducerer den sakaldte»carbagecanmodel« dvs. princippetom de forhandenvaerende som. Eksisterende teoretiske synsvinkler pa udenrigspolitiske beslutningsprocesser bidrager kun lidt til forstaelse af sa abnebeslutninger som en folkeafstemning.Derimod har Martens gennem et grundigt studium af folkebevaegelsernesrolle ydet et langt storre bidrag end diverse sprogligt elegante begreber. Tvetydigheder i dispositionen betyder dog ikke sa meget i denne bog, for den er godt skrevet. Selv hvor Martens beskaeftigersig med teoretiske modeller som i note 18 (kapitel 1), der fylder hele to sider, er tankegangen klar og udtryksformen laeservenlig. Imponerendeer kildematerialets omfang, der originalt er koncentreret om arkiver hos dengang ledende aktorer i »Socialdemokratermod EEC«, »Komiteenmod Faellesmarkedet«, »Frit Norden«og »Folkebevaegelsen mod EF« suppleret med en snes »bredt anlagte samtaler« med disse og andre aktorer. Argumentationen herfor er, at »det var de oprindelige og delvist selvbestaltedeledelser,

staltedeledelser,der blev siddende pa det organisatorisk apparat, til afstemningernevar overstaet, hvilket ogsa er den egentlige arsag til, at denne bog primaert har beskaeftiget sig med det, som skete pa centralt hold i organisationernestop« (s. 177).

Deter forskningsmaessigt dygtigt set, at dette arkivmateriale suppleret med interviews var vaerdifuldt og burde udnyttes, medens tid var. De kildekritiske problemer forbundet hermed er ikke overset, og i ovrigt er bogen forsynet med et righoldigt noteapparat. Bogens rigdom pa detaljeret information rummer ogsa mange »laekkerbiskner« sa som A. P. Mollers motive ring for at stotte EF-modstanden i 1961-62.

Forfatteren fortjener en saerlig ros, fordi han har taget sig tid til at bearbejde sin specialeopgave som statskundskabsstuderende om samme emne. Alt for ofte skrives specialer om spaendende emner, der aldrig nar uden for institutbibliotekernes reoler. Martens bog er undtagelsen, der bekraefter reglen, og den demonstrerer tillige, at et revideret og omarbejdet speciale har gode chancer for at ende som en saerdeles solid, veldokumenteret og veldisponeret bog for et forhabentlig bredere publikum. Matte eksemplet inspirere til efterfolgelse.