Jens Engberg: Til arbejdet! Liv eller død! Louis Pio og arbejderbevægelsen. (Gyldendal, 1979). 396 sider, ill. 165 kr.

Den nye Pio-biografi har naesten alle den store klassiske biografies dyder, og naesten ingen af dens fejl - maske dog andre fejl. Her er fortalt et levnedslob set pa baggrund af og i sammenhaeng med tidens samfund, personens handlinger og indflydelse bliver vurderet roligt og afbalanceret, og han bliver ikke placeret mere fremskudt i begivenhederne end rimeligt er. Kort sagt: deter ikke blevet en overvurdering af Pio - en overvurdering der jaevnligt modes i biografier, ogsa fordi forfatterne derved dokumenterer berettigelsen i deres arbejde. Deter heller ikke blevet nogen helgenbiografi, der skjuler skyggesiderne i heltens liv.

Jens Engberg, professor i historie i Arhus, har tidligere udgivet en bog 'Dansk guldalder eller oproret i tugt-, rasp- og forbedringshuset', der satte uro blandt historikerne, sa meget, at man glemte, han ogsa havde skrevet grundlaerde vaerker, hvis kvalitet alle godkendte. Med den nye bog vil han pa ny skabe uro i fagkredse. Nu vil man netop blive mindet om, at han er en velskrivende og velfunderet historiker. Den brede laeserkreds vil ikke taenke over dette. Den vil blot tage bogen til sig som et pa en og samme tid spaendende og oplysende vaerk.

Undertiden vil man more sig lidt. Som nar det beklages, at den fremadskridende kapitalisme i 1972 gjorde det nodvendigt at nedrive Pios fodehjem i Roskilde, eller nar der tales om 'den officielle socialdemokratiske historieskrivning', som om en sadan fandtes.

De ydre data om Pios liv er velkendte:fodt

te:fodt1841, grundlaegger af Socialdemokratiet1871, i faengsel 1872, losladt 1875, flugt til Amerika 1877, dodder 1894. Der er ogsa skrevet meget om Pio, og der er udgivet Pio-breve, men der har ikke tidligere vaeret skrevet en sa stor bog om ham.

Deter ogsa lykkedes for Jens Engberg at finde frem til nyt kildemateriale om ham, bl.a. de mange rapporter fra stikkere, politiet plantede i Socialdemokratiet og de meget oplysende akter om ham i faengslet. Det havde i det hele vaeret onskeligt, om der i hojere grad havde vaeret redegjort for kildematerialet. I ovrigt viser Engbergs udnyttelse af velkendte og trykte kilder, hvor meget den traenede historiker kan fa ud af stoffet.

Det nye i Pio-bogen ligger fortrinsvis pa tre omrader: klarlaeggelse af en raekke detaljer, som man hidtil er gaet udenom, beskrivelsen af Pios indsats i journalistikken og endelig analysen af Pio som teoretiker. Med bor dog ogsa, at den fyldige tidsbaggrund giver Pios virke en klarere placering end hidtil.

Detaljernes klarlaeggelse viser sig mange steder, f.eks. ma Engberg have undersogt Pios boglan pa Det kgl. Bibliotek, men forst og fremmest gaelder det udnyttelsen af de mange rapporter fra politispionerne. Gennem disse kan vi ofte folge Pios og partiets liv bogstavelig talt fra time til time. I dag kan det nok undre, at man viede den forholdsvis lille skare sa megen opmaerksomhed, ligesom man ogsa kan undres over den kraft, man slog ned med. Men samtiden har virkelig folt en dyb frygt pa baggrund af Pariserkommunen i foraret 1871. Dette forstar Engberg naturligvis ogsa, uden at det dog slar tilstraekkelig tydeligt igennem. Samfundets frygt ma ogsa ligge bag den brutalitet, hvormed faengselsopholdet blev gennemfort. Ikke at der var tale om direkte mishandling, selv om konsekvenserne naesten var de samme. Den tuberkelsyge Pio sad i 20 maneder i enecelle uden kontakt med andre fanger, og kosten var yderst tarvelig (Pio mistede 10 taender under opholdet). I lobet af det forste ar blev Pio total nedbrudt bade pa sjael og legeme. Efterhanden frygtede regeringen, at han skulle dO, og benadede ham af frygt for at skabe en martyr. Pio genvandt aldrig sit helbred, men efter en rekreation genoptog han sit arbejde som redaktor af Social-Demokraten.

Journalisten Pio ser helt anderledes ud end tidligere. Her ser man ham som en energisk bladleder, der selv skriver en stor del af bladet og i hvert fald et vaeld af ledere. De artikeludsnit, bogen bringer, viser ogsa Pio som en klar og ligefrem skribent, langt mere tilgaengelig end mange andre af tidens journalister med deres indviklede og omstaendelige sprog. Alligevel kan det undre, at bladet kunne komme op pa et oplagstal af 7.600. Det kan ogsa give anledning til undren, at Jens Engberg ikke Soger nogen forklaring. Nar man tager den ringe laesefaerdighed blandt arbejderne i betragtning, er det naermest uforstaeligt, hvordan tallet blev sa stort. Er det borgerlige modstandere, denned gysen har onsket at folge, hvad der skete?

Teoretikeren Pio behandles saerlig grundigt. Deter rimeligt ud fra synspunktet, at teorien i hoj grad var en inspiration for Pio selv, og fordi deter naturligt at sporge efter den, nar han var den forste socialistforer. Derimod kan man nok saette sporgsmalstegn ved, hvor langt den rakte ud. Ligesom det roligt kan fastslas, at den ikke betod noget for partiets videre udvikling.

Hvordan officerssonnen med studentereksamensbevis,officersbestalling,ansaettelse ling,ansaettelsei postvaesenet og forbindelseri det hojere borgerskab blev socialist far sta hen. Jens Engberg kan

heller ikke give nogen forklaring. Derimodviser Det kgl. Biblioteks udlansprotokol,at Pio allerede for Pariserkommunenlante et af den tyske teoretikerLassalles hovedvaerker (protokollenviser altsa ogsa, at biblioteket var forsynet med den nyeste kontroversiellelitteratur). De mange teoretiske artikler er vidnesbyrd om, hvordan Pio til stadighed arbejdede med teorien og mere og mere naermede sig den rene marxisme. Engberg har dog uden tvivl ret i, at han 'ikke var nogen original taenker, selv om han i ovrigt havde selvstaendige synspunkter pa flere punkter'. Med i disse kvindeforskningstiderma ogsa, at Pio sa kvindernesfrigorelse bade som et af de naermeremal og et middel til socialismens virkeliggorelse. Abenbart har han ikke vaeret i overensstemmelse med partifaellerne.I hvert fald vedtog man i 1873, at kvinderne endnu var for uudvikledetil at kunne fa stemmeret i foreningen. De skulle heller ikke kunnedeltage i diskussioner om politiske emner pa grund af 'kvindens umodenhedi sa henseende'.

Forraederiet kom som en bombe i Kobenhavn. Pludselig forlod Pio partiet og faedrelandet og rejste til Amerika med penge stillet til radighed via politiet. Bogen viser roligt, hvordan det skete, og forklarer med overbevisende.styrke, at Pio var blevet bragt i en sa presset situation, at man kunne stille ham over for valget mellem faengsel og dod eller flugt. Hvad vi senere har oplevet i Stalin- og Hitlertiden om svigt hos fremragende maend og kvinder under sadanne omstaendigheder opfordrer til forsigtighed i dommen over Pio, og denne forsigtighed viser forfatteren i sin vurdering.

Tiden i Amerika blev nederlag pa nederlag. Bogen folger ogsa dette noje og viser fantasteriet og den svigtende realitetssans.

Bogen om Pio er velskrevet. Den vil faengsle og er et vidnesbyrd om, at den gamle tradition i dansk historieforskning at skrive for verdenen uden for fagfaellernes kreds fortsat lever. Og sa er der slet ikke talt om illustrationer. Dem er der en maengde af, om en hel del gaelder det dog, at deter svaert at se forbindelsen til teksten, f.eks. Isbryderen gar gennem isen ved Nyborg skibsbro', men svaert hyggelige er de.