Hans Chr. Bjerg (red.): Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677. Forudsætninger, forløb og følger. (Søe-Lieutnant- Selskabet, 1977). 93 s.

Bogen er udgivet i anledning af 300aret for det berommelige slag i Koge Bugt, hvor Niels Juel - som bekendt - gav agt pa stormens brag, og den bestar af fire meget forskellige artikler og et kort forord af sovaernets netop afgaede chef, viceadmiral S. Thostrup.

Af dette forord fremgar det, at hensigten med bogens fire hovedafsnit har vaeret at fa upaagtede forhold omkring slagets forudsaetninger, forlob og folger belyst. Dette er i et vist omfang lykkedes. Derimod kan onsket om, at de fire indlaeg dog skulle udgore et samlet hele og give bogen en stor laeserkreds, ikke siges at vaere blevet opfyldt.

De fire bidragyderes arbejder er
hver isaer udmaerket; men bogen som
helhed rejser flere problemer for laeseren,
ren,end den loser - ogsa helt unodvendige
problemer. Deter ikke for meget
sagt, at redaktoren har svigtet.

Det forste fingerpeg herom fas allerede ved overgangen fra 1. til 2. afsnit. Efter at have laest museumsdirektor F. Askgaards velskrevne og veloplagte indledningskapitel, der i store og klare track ridser baggrunden for slaget op og saetter det pa plads blandt Skanske Krigs ovrige militaere aktioner, praesenteres laeseren for landsarkivarie Lars O. Bergs afsnit om den svenske flade. Lad vaere at Bergs bidrag ikke er oversat, hvad det burde have vaeret, vaerre er det, at laeseren efter sa at sige at have vaeret holdt i handen af Askgaard med forklaringer pa alle dunkle ord i citater (om end ikke altid i Askgaards egen tekst), nu bogstavelig talt smides pa hovedet ind i en yderst detaljeret behandling af den svenske flades situation op til slaget i Koge Bugt. Her er ingen ordforklaringer eller andre hjaelpeforanstaltninger - tvaertimod: det gengivne bestik for det storste svenske orlogsskib »Nyckeln« (s. 28) er ikke ligefrem en venlighed over for laeseren, og en tabel over fladens tab den 1. juli 1677 (s. 37) er end ikke forsynet med overskrift, det overlades til laeseren at gaette ud fra de efterfolgende siders tekst.

Men det skal Berg ikke lastes for; hans kapitel giver et godt indblik i den svenske flades problemer, og de var store! Ikke blot pa materielsiden, men nok sa meget pa personelsiden, hvilket bl.a. resulterede i, at fladen kom alt for sent i soen i sommeren 1677. Berg giver en god beskrivelse af de forskellige skibsklasser og afslutter sit kapitel med en udmaerket oversigt over den svenske flade pr. 1.7.1677 (s. 39). I et par »anmarkninger« giver forfatteren nogle fa arkiv- og litteraturhenvisninger, noget laeseren i ovrigt matte savne i forbindelse med Askgaards afsnit.

---

12 Historie XIII, 3 • 1980

Bogens 3. del er skrevet af viceadmiral Thostrup, der indleder med en kort redegorelse for den strategiske baggrund. Derefter behandles styrkeforholdene til sos, og det konstateres, at de svenske skibe gennemgaende var storre, hurtigere og kraftigere armeret end de tilsvarende danske. Specielt hvad armeringen angar, gor Thostrup laeseren opmaerksom pa, »at en del af de svenske skibe forte 36 pundige kanoner som storste kaliber, medens intet skib pa dansk side havde storre pjecer end 24 pundige« (s. 56); man ville give meget for en henvisning her, ikke mindst fordi laeseren netop via Bergs glimrende tabel pa s. 39 har konstateret, at intet svensk skib forte 36 pundige; men Thostrups indlaeg er ligesom Askgaards totalt blottet for henvisninger.

Kapitlets oplysninger om den danske flades forhold er i ovrigt ikke naer sa dybtgaende som Bergs behandling af den svenske flade; ogsa her har redaktoren svigtet hensynet til helheden. Men Thostrups afsnit leverer til gengaeld den til dato bedste og korteste behandling af de taktiske faktorer, der gor sig gaeldende i et soslag med linieskibe; pa fa sider formar viceadmiralen at give laeseren et godt indblik i sokampens vilkar pa Niels Juels tid.

Thostrup redegor herefter for fladens operationer i krigens forste ar. Deter afsnit, der rummer temmelig mange gentagelser fra bade Askgaards og Bergs indlaeg, uden at det gor laeseren bekendt med nye synsvinkler; derimod fremtraeder en raekke irriterende uoverensstemmelser (dateringer o.l.), som laeseren med rimelighed kunne have forventet, at redaktoren havde befriet ham for.

Den indgaende beskrivelse af selve slaget sondag den 1. juli 1677 udgor afsnittets centrale del, og igen ma laeseren fole savnet af henvisninger - ogsa til det kortmateriale, der vitterligt befinder sig i bogens sidste del.

Thostrup understreger med rette sejrens betydning for opretholdelsen af et dansk soherredomme, en dominans der fastholdtes krigen ud, men som haeren ikke formaede at udnytte.

En raekke »tekstforklaringer« afslutter denne del af bogen; deter udmaerket, men teksten rummer adskilligt flere udtryk, som det havde vaeret mindst lige sa rimeligt at give en forklaring pa.

I bogens sidste afsnit giver arkivar H. C. Bjerg en historiografisk oversigt. Deter uden sammenligning bogens mest spaendende og problematiske kapitel. Forst far laeseren det yderst begraensede »primaere kildemateriale« praesenteret, og dets indhold gennemgas i hovedtraekkene. Deter i den forbindelse forbavsende, at den helt centrale tysksprogede relation af 8. juli 1677 overhovedet ikke omtales, men at forfatteren udelukkende henviser til oversaettelser heraf, et forhold Bjerg da ogsa selv i en senere artikel har beklaget.

Hovedproblemerne i forbindelse med slaget i Koge Bugt drages frem, og derefter gar Bjerg i gang med at gennemtrawle de senere fremstillinger af begivenhederne fra Henrik T. Gerners behandling i 1681 til S. Thostrups i 1977. Deter ikke nogen fuldstaendig gennemgang, men den omfatter de allerfleste centrale bidrag, og Bjerg gor det godt - om end noget barskt!

Der startes med en konstatering af, at Niels Juel - i modsaetning til den almindelige opfattelse - spiller en beskeden rolle i det primaere kildemateriale: Juel synes ikke at have foretaget det berommelige gennembrud af den svenske flades linie, derimod har hans admiraler M. Rodsten og Span afskaret en del af den fjendtlige styrke.

Ved den efterfolgende gennemgang
med citater fra de senere fremstillinger

demonstrerer Bjerg, hvorledes historienom slaget udvikler sig og efterhandenplacerer Niels Juel i den velkendte rolle som den, der udnyttede vinden og gennembrod fjendens linie! Vel hugges der en hael og klippes et par taeer undervejs,som nar Bjerg et par gange harcelerer over en forfatters manglendeforstaelse af bidevind-sejlads (deter hos Bjerg, forstaelsen glipper); men konklusionen, at det ma vaere korrekt at tale om mytedannelser omkring slageti Koge Bugt, er uomtvistelig. »Gennemgangen har afsloret«, skriver Bjerg, »hvorledes en afskaering af en del af den svenske flade, udfort af admiralerneRodsten og Span, hos Garde i 1842 bliver til, at Niels Juel gennembryderden fjendtlige linie. Dette far sa H. J. Miiller til i 1870 at se dette »gennembrud«som en verdenshistorisk taktisk genialitet. Gennem denne opfattelsesopretholdelse - og videreudvikling - i Oldenburg, Guntelberg og Schaffalitzkys boger, bliver »gennembruddet«en fastslaet kendsgerning, der inspirerer en raekke marinemalere til skildringer af »gennembruds-motivet«,hvor man ser de to flader sejle i snorlige formationer« (s. 91). Deter i ovrigt vaerd at bemaerke, at samtidens illustrationer giver klart indtryk af en mele-kamp, altsa en kamp, hvor formationerneer

Bjergs afsnit rummer, som naevnt, et vaeld af citater, de fleste gengivet i moderne sprog, enkelte i gammelt sprog, og sandelig ogsa et par i en uskon blanding af disse to principper; med de mange uforklarede ord og vendinger i citaterne er man i ovrigt milevidt fra den laeservenlige holdning i Askgaards afsnit - og delvis i Thostrups. Det far alt sammen vaere; langt vaerre er det, at Bjergs afsnit, »en historiografisk oversigt«(!), ikke rummer en eneste konkret henvisning bortset fra et par sidehenvisninger til et tidsskrift. Deter en helt urimelig situation at saette den interesserede laeser i (f.eks. har anmelderen mattet bruge timer pa at opspore de anforte citater), ja laeseren kan tilmed tro, at forfatteren ikke onsker at blive kigget efter i sommene, og deter trist, for Bjerg harmed et par enkelte undtagelser behandlet sit materiale godt og sobert.

Debatten ofn, hvad der egentlig gik for sig i Koge Bugt hin sondag, og navnlig hvad fladens chef foretog sig, har vaeret hed og langvarig, og den skal ikke viderefores her. Derimod er der grund til at pege pa et forhold, der underbygger anmelderens opfattelse af, at denne lille bog ikke holdes sammen af en redaktor, men alene af sit smukke

Bjerg slutter, som naevnt, sin gennemgang af senere fremstillinger med Thostrups, som laeseren netop har stiftet bekendtskab med i bogens 3. del. Bjerg konkluderer: »Thostrups fremstilling ma indtil nye undersogelser foreligger anses for at vaere den mest rimelige af slagets gennemgang« (s. 89). Her er med andre ord et punkt, hvor laeseren umiddelbart kan kontrollere Bjergs oplysninger.

Thostrup skriver i sin gennemgang af slaget pa s. 59-60, at Juel skonsede (d.v.s. skar pa skra) gennem den svenskelinie og derved afskar flere enheder,hvorefter slaget udviklede sig til et mele, og forst derefter kom M. Rodstenog Span til med deres eskadre. Deter muligt, at Thostrup har ret, det skal ikke diskuteres her, men deter sa sandelig ikke den opfattelse af slagets gang, som Bjerg gennem sin historiografiskebehandling har sogt at bibringelaeseren! og nar Bjerg glaeder sig over, at Thostrup ikke taler om et »gennembrud«, men derimod om at danskerne »skonsede« gennem linien, sa bor det bemaerkes, at viceadmiralen abenbart ikke skelner helt sa skarpt,

for i sit konklusionsafsnit taler han om
»meleet efter Niels Juels gennembrud«
(s. 61).

Helt ned i detaljen bryder den thostrupske fremstilling med Bjergs egen gennemgang; lad vaere at Thostrup muligvis ikke har kendt Bjergs afsnit, men at redaktoren tilsyneladende ikke har sat sig grundigt ind i sin medforfatters bidrag, deter rent ud forbavsende.

Bogens sorgelige mangel pa noter og bibliografi er allerede papeget; den er heller ikke forsynet med registre eller oversigt over det i ovrigt udmaerkede billed- og kortmateriale. De enkelte bidrag er, som naevnt, ganske udmaerkede, men nogen frugtbar helhed er det ikke lykkedes at etablere. Det, der kunne vaere blevet en kamp mellem forskellige opfattelser med opretholdelse af smukke formationer, er endt i et mele, hvor bidragene maskerer hinanden - for nu at blive i den somilitaere sprogbrug.