Svend Erik Stybe: Universitet og ndsliv 500 År. (G. E. C. Gad, 1979) 215 s.

Bogen omfatter det hele universitets historie gennem et halvt artusinde, ikkekun et fakultets, og deter vel derfor,at en filosof er udset til forfatter, fordi han i sit fag har forudsaetninger for at lose opgaven; deter lykkedes ham udmaerket. Pa den begraensede plads kan det alene blive en oversigt, der ikke byder noget nyt for den, som allerede kender lidt til sagen; men den, der tidligere er gaet forbi emnet, finder en let tilgaengelig skildring, hvor brugenaf unodvendige fremmedord er undgaet, og hvor beretningen om den

sidste tid bringer et stykke samtidshistorie,som ikke kan undvaeres af den, hvem de forste arhundreder forekommerligegyldige.

I de forlobne 500 ar har mange professorer tegnet deres lysende spor, andre er gaet i graven, uden at nogen har udtalt et savn, og adskillige har virket uden for Kobenhavns Universitet. Navne som Tycho Brahe, Niels Stensen, P. F. Suhm og Georg Brandes viser, at der ogsa har vaeret arbejdet andre steder end Frue Plads, men det gaelder vist for dem alle, at de pa et eller andet tidspunkt i deres liv har vaeret i forbindelse med universitetet, sa man med rette kan sige, at dansk andsliv har vaeret naert knyttet til det. Skulle der naevnes en undtagelse, matte det blive reformationstiden, da den katolske institution ikke gav plads for de nye lutheranske stromninger, men blev spraengt af sin modstand, sa dens virksomhed til slut standsede, og en reformation ogsa pa dette omrade blev nodvendig. Senere har ligeledes aendringer i kursen fundet sted, men ikke med sa dramatiske udslag som under Christian 3. Der kan rejses det sporgsmal, om universitetet altid har vaeret forende i udviklingen, eller om det efter sit vaesen ma vaere konservativt og modtage de afgorende aendringer udefra. Det sidste er sket pa mange mader. Da universitetet bl.a. er en laereanstalt for statens embedsmaend, ma dets undervisning forandre sig, nar samfundet skifter ham og stiller andre krav til sine folk. Det naturvidenskabelige fakultet blev forst grundlagt 1850 og kunne i den forste tid ikke gore sig gaeldende i sammenligning med de gamle fakulteter, men deter vel nu det, der mest har almenhedens interesse som folge af de store fremskridt i den teoretiske fysik og problemerne, som udnyttelsen af naturkraefterne stiller; kun medicinen kan komme op pa siden af det, fordi de sidste generationer har oplevet den store fremgang i bekaempelsen af sygdomme og kraever den fortsat. Saledes bliver universitetet et udtryk for enhver tid, det virker i, men det har dog ogsa haft den lykke at eje forskere, der er gaet i spidsen eller haft evnen til at formulere, hvad der var oppe i tiden. Holberg og Gram, H. C. orsted og Hoffding er vel de bedst kendte eksempler.

Professor Stybe kommer ogsa ind pa forholdet mellem forskning og undervisning. Begge forudsaetter hinanden, og hans bog giver nogle velafvejede bemaerkninger om det penible emne. Derimod savnes en redegorelse for vaerdien af grundforskningen og dens forhold til den anvendte forskning, som netop forfatteren kunne give. Ogsa dette sporgsmal er et af nutidens braendende emner.