Danske Domme 1375-1662. De private domssamlinger. I: 1375-1553, II: 1554-1569. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Erik Reitzel- Nielsen under medvirken af Ole Fenger. (C. A. Reitzels Boghandel, 1978-1979).

Det danske sprog- og litteraturselskab har atter sat en imponerende kildeudgivelse i vaerk. I raekken af selskabets udgivelser er tidligere kommet bl. a. Danmarks gamle Landskabslove IVIII, Danmarks gamle Kobstadlovgivning I-IV, Den danske Rigslovgivning indtil 1400 samt Diplomatarium Danicum og Danmarks Riges Breve. Det nye projekt vil komme til at omfatte ca. 900 domme. Dommene i de to nu udkomne bind er alle i rigt mal forsynet med rets-, personal- og lokalhistoriske samt filologiske kommentarer.

Ved private domssamlinger forstas her domssamlinger tilvejebragt pa privat initiativ og bestemt til praktisk anvendelse i retslivet. Isaer det sidste moment betyder, at den retshistoriske forskning vil modtage samlingen med store forventninger. Muligheden for at traenge ned til de dele af retsoverleveringen, som virkelig var gaeldende ret, skulle oges ved dette initiativ.

Et interessant traek ved datidens
domspraksis var, at graensen mellem

lov og dom var flydende. Domstolene kunne savel afgore aktuelle, konkrete retssager som besvare abstrakte sporgsmal om, hvad der var gaeldende ret. Saledes udtalte landstinget i Viborgomkring 1465, at ingen for samme sag kunne dommes bade efter landslovenog kirkeloven. Det var for reformationenalmindeligt, at gejstlige domstole havde jurisdiktion i en raekke sager, som ogsa horte under verdslige domstole. Gaeldssager kunne saledes opfattes som udlobere af aftalebrud elleraf en slags mened (perjurium) og dermed vaere underlagt kirkelig jurisdiktion,selv om gaeldssager normalt horte under tingene. Ofte foretrak folk imidlertid det mere effektive retssystem,som var udviklet i kanonisk ret frem for det ineffektive system, som landskabslovene repraesenterede. Havdeman faet dom ved en verdslig domstol,kunne man herefter ikke i aergrelseover det mangelfulde fuldbyrdelsessystembagefter ga til kirkens domstol.

Datidens dommere havde flere grunde til at opbygge en samling af vigtigere domme. Domme blev ikke trykt eller almindeligt offentliggjort uanset om de var principielle og retsskabende eller blotte rutineafgorelser. Det kunne vaere velfaerdstruende for en dommer ikke at vaere informeret om aendringer i retspraksis. En dommer, som afsagde en forkert dom, stod til straf for sin vankundighed. Saledes blev en foged fra Nexo, der uden foje havde beskyldt en kvinde for trolddom og derfor havde faengslet hende og ovet haervaerk mod hendes hus ved at sla dor og vinduer i stykker, i 1537 domt til at bode og til at erstatte skaden, ligesom sigtelsen for trolddom kendtes dod og magteslos.

Allerede de to foreliggende bind, der er forsynet med forelobige registre, og som daekker perioden fra 1375-1569, at ikke blot retshistorien, men maske isaer kultur-, social- og kvindehistorien ved siden af de tidligere naevnte grene af historieforskningen vil kunne hoste en rigdom af oplysninger

Perioden er af flere grunde spaendende, ikke alene politisk og i henseende til den religiose omvaeltning, men ogsa retshistorisk. Kanonisk ret havde udviklet en raekke regler af betydning for verdslig ret. Pa strafferettens omrade kan naevnes regler om straf for mened, ager, saedelighedsforbrydelser og trolddom. Retsgrundlaget for disse forhold bortfaldt med reformationen. Nye regler matte skabes. I de forste maneder eller ar efter reformationen befandt man sig retligt i et vakuum, hvor retsdannelsen isaer matte ske ved domstolene, indtil lovgivningen fik udfyldt

Som grundlag for afgorelserne ville man normalt ikke anvende den papistiske kanoniske ret. Ofte onskede man imidlertid at fortsaette den indarbejdede retsopfattelse, som havde sit udspring deri. Man matte da finde andre retsgrundlag at stotte sine afgorelser pa. Hjemmelen kunne maske findes ved at genoplive aeldre dansk ret, som ikke laengere var i brug, eller maske matte man soge stotte i henvisninger til fremmed ret. Saledes henvistes i en sag om utroskab fra 1537 til kejserloven som stotte for en dodsdom over en horkvinde. Deter dog uklart, om man ved kejserloven havde taenkt pa kejser Karl V's Peinliche Halsgerichtsordnung.

Reglen om at born fodt uden for asgteskab,som medtages i et efterfolgendeaegteskab med faderen, skal betragtessom aegteborn (legitimatio per subseqvensmatrimonium) hidrorte fra romerretten,men var via kanonisk ret kommet ind i Jyske Lov I, 25. Den kendes ikke i de andre landskabslove. I en dom afsagt i 1537 statueres, at to

slegfredborn pa denne made skulle bliveaegteborn. Her kunne man trostigt fortsaette den kanoniskretlige radition med stotte i Jyske Lov.

I visse tilfaelde afgjordes sager i klar modstrid med paveretten. Dette system havde ikke anerkendt skilsmisse bortset fra enkelte naermest hypotetiske tilfaelde. Separation var den eneste vej ud af et gyldigt aegteskab. Luther derimod mente, at separation var en umenneskelig losning, fordi parterne herefter skulle leve afholdende resten af deres liv. Han foretrak skilsmisselosningen i hvert fald hvor der havde foreligget utroskab eller romning. I Malmo synes man i arene lige efter reformationen meget hurtigt at have fulgt Luther pa dette punkt. Dom til skilsmisse blev givet ikke blot for utroskab og romning, men ogsa for bigami og impotens.

Det romantiske billede af kvinden, som middelalderens troubadourer har efterladt, stemmer ikke rigtig overens med den senmiddelalderlige danske hverdag. De mange domme, som vedrorer kvinders forhold, viser pa den anden side, at kvinder heller ikke var undertrykte. De var levende, aktive mennesker, der kunne beherskes af bade lidenskaber og nederdraegtighed. I 1537 fradomtes en nonne af adelig afstamning sin arveret af rettertinget i Viborg i overensstemmelse med Jyske Lov I, 33, fordi hun uden abbedissens samtykke var rommet fra klostret for at gifte sig med en ikke-adelig mand uden slaegtens samtykke.

Den chikanose Anne Oldeland tiltaltes i 1567 for 2. og 3. juledag at have ladet sine folk slukke alterlysene i Uggerslev kirke, for at have ladet sine piger fortraenge praestens kone fra kirkestolen samt for under en vielse at have ladet sine folk hente noget mel, hun havde staende i kirken, sa praesten matte forrette vielsen pa kirkegarden. Pigerne havde tradt praestens kone bla og blodig over fodderne, og hendes folk var kommet larmende ind i kirken med saekke og skaepper for at male mel af.

Tiden vil vise, om fremlaeggelsen af det fulde materiale vil fa lige sa skelsaettende betydning for den retshistoriske forskning, som Kolderup-Rosenvinges udgave fra 1840'erne af et udvalg af disse gamle domme fik. Deter nok tvivlsomt, fordi et temmelig stort antal af de mere principielle domme allerede er trykt tidligere, dels netop hos Kolderup-Rosenvinge og dels andetsteds. Den helt store nyhedsinteresse har udgivelsen derfor ikke. Men den almindelige historieforskning, isaer social - og kvindehistorien, far ved denne stort anlagte udgivelse et kildemateriale af dimensioner, som ikke for har foreligget sa let tilgaengeligt og sa vel kommenteret i dansk historievidenskab.