Triumf og Tragedie

Ved lektor Leo Tandrups forsvar af sin disputats »Mod triumf eller tragedie, en politisk-diplomatish studie over forlobet af den dansk-svenske magtkamp fra Kalmarkrigen til Kejserkrigen med scerligt henblik pd formuleringen af den svenske og isoer den danske politik i Men fra 1617 og iscer fra 1621 til 1625« den 16. november 1979 var de officielle opponenter professorerne dr. phil Svend Ellehoj og dr. theol. Troels Dahlerup. Manuskriptet til sidstncevntes opposition udgives her, idet det alene har vceret underkastet en lettere redaktion med tilfojelse af enkelte henvisninger, supplerende noter (i doktorandens forkortelsessystem) m. v.

Hojtaerede dekan, hojlaerde professores, vellaerde doctores, aerede tilhorere,
kaere praeses:

Det turde ikke vaere noget under, at den nordiske udenrigspolitik i 17. arhundrede til nu fortrinsvis er betragtet fra svensk synspunkt, da som bekendt den arhundredlange magtkamp rigerne imellem resulterede i, at Sverige opnaede sin internationale storhedstid, i hoj grad pa Danmarks bekostning.

Og med den bagklogskab, der jo alle dage har kendetegnet historikerne, har dansk forskning i meget hoj grad sat sig til opgave at redegore, hvorfor det nodvendigvis matte ga sa gait, og - ud over ved detaljerede indenrigsstudier at opgore regningen for den saledes totalt fejlslagne politik - folgelig lede efter syndebukke; d.v.s. at i samme grad Christian IVs imposante person har praeget billedet, har nyere kritisk forskning tildelt ham et dertil svarende ansvar, eller i praeses' vel moralsk praegede terminologi: sky Id!

Det turde i ganske saerlig grad vaere dette imponerende vaerks mal at gennemfore en uhyre detaljeret analyse af, savel hvilken politik den ansvarlige regering sogte at fore som de naermere mal og midler, og forst efter at dette er gjort, forsoge en vurdering af, hvorvidt denne politik nu pa forhand var sa umulig, som de velkendte resultater (Lutter am Barenberg m.m.) kunne forlede os til at tro.

Som vaerket falder i to bind, er det i ikke ringe grad bygget op over to motiver; efter en kyndig introduktion, der forer os viden om pa den europaeiske arena, og en ligesa detaljeret personskildring af hovedaktorerne,kongerne, deres naermeste radgivere og specielt rigsraderne, koncentrererforste

Side 73

centrererforstebind sig om fyrsternes kappestrid frem til 1621, det for praeses afgorende ar, hvor begge opnaede delresultater, henholdsvis Bremenstift og Riga. Medens andet bind gar over til den nu stedse mere direkte konfrontation imellem Danmark og Sverige, den optrapning, der resulterer i Knaerodmodet 1624, og - endnu en central tese hos praeses - da Christian her matte ga pa tilbagetog over for sin heldigere faetter Gustav Adolf, genoptog han sin »ligevaegtspolitik«, der nu forte ham direkte ind i Tredivearskrigen.

Jeg skal med det samme medgive praeses, at hans velskrevne vaerk med stor stilistisk effekt og ikke ringe paedagogisk virkning sidestiller Gustav Adolfs livlandske politik (der 1621 kulminerer med erobringen af Riga) med Christian IVs opnaelse af koadjutoriet i Bremen for sin mindrearige son Frederik (naermest ved et tilfaelde 1648 = Frederik III).

Samtidig redegor praeses detaljeret og korrekt for den helt forskellige baggrund for de to landes udenrigspolitik: Af dynastiske arsager var og blev kampen imod Polen for Gustav Adolf og hans tilhaengere en eksistenskamp, da den legitime konge faktisk var katolikken Sigismund af Polen, hvis dventuelle genkomst turde medfore enorme problemer for savel de overlevende svenske hojadelsmaend (der ikke forlaengst var likvideret under borgerkrigene) som for den lutherske kirke; ja, nar alt kom til alt, kunne selv Christian IV ikke for alvor fa sig selv til at basere en eventuel antisvensk politik pa samarbejde med den katolske Vasa-linie i Polen!

Her overfor stod det lykkelige Danmark uden problemer, der turde tale sammenligning hermed; diverse sundtoldsproblemer, Balticum- og Nordhavsdominium (dette sidste spiller en hojst beskeden rolle bogen igennem), d.v.s. at for .mange danske turde det vigtigste vaere at bevare det vundne og ikke lobe nogen risiko for at saette positionen pa spil ved udenrigspolitisk hasard (jfr. I s. 107).

Jeg er ikke helt overbevist om, at praeses i sin skildring af det udenrigspolitiske
forlob fuldt ud har taget konsekvensen af den helt forskellige
udgangssituation for de to parter i kappestriden.

Praeses har forsynet sit vaerk med et storartet kortmateriale; men det kan vaere farligt at kigge pa kort (jfr. s. 16 i II »et blik pa kortet«), hvis man indlaeser moderne problematik og terminologi (I s. 63: »de geopolitiske tilstande«); jfr. sa ofte praeses omtaler: Elb-Weser-omradet, - regionen, flodmundingerne etc. etc., d.v.s. insinuerer en raekke strategisktoldpolitiske aspekter, der langt fra alle finder sikker dokumentation i det primaere kildemateriale.

Netop med hensyn til Bremen stift (hvis erhvervelse praeses konsekventanser

Side 74

kventansersom et forsog pa at opna ligevcegt over for det i ost ekspanderendeSverige) turde det - ikke mindst efter den senest udkomne bog om dansk udenrigspolitik i Nyere Tid¹ (under Christian III) - vaere klart, at lande, der som Danmark 1494 havde fastslaet udelelighedsprincippet, havde et presserende yngresonneproblem, og allerede fra 1544 ses Christian111 ude efter netop Bremen-koadjutoriet. Og som de af hans brodre,der ikke kunne forsorges i det stedse mere opdelte Slesvig-Holsten, systematisk sogtes placeret i Slesvig og Hildesheim stifter, sendtes hans son Magnus til osel-Kurland stift (jfr. DNT 111, s. 435).

Men da sker det langt fra usaedvanlige, at dynastiets hovedlinie har sa fa sonner, at man f.eks. ca. 1587 kan engagere sig i den sonderborgske sidelinies Strassburg-planer² (og takket vaere slaegtskabet med Mecklenburg erhverve sig det i ovrigt ret betydningslose Schwerin stift til en dansk prins). Derimod myldrer det laenge med sonner blandt de gottorpske faetre, hvis forhold til Danmark endnu var sare »familiasrt« - i hvert fald ma man ikke falde i den groft af historisk bagklogskab allerede nu at tildele Gottorperne den traditionelle rolle som »den forraederiske fjende«; helt korrekt meddeler praeses, at under det spaendte forhold til Danmark kaldte Karl IX sin oldenborger-hustru for »du juttekone«, d.v.s. danskvenlig, idet hun var en Gottorper (I s. 300).

Det virker, som om forst Christian IVs enorme potens igen skaber problem vedrorende de yngre Sonners forsorgelse, og - forekommer det mig - herved skabes uundgaeligt et konkurrenceforhold til de gottorpske slaegtninge, isaer da hertug Johan Adolfs dod 1616 igen rejser koadjutorproblemer i det Bremen stift, som denne linie efterhanden var begyndt at betragte som et naturgivent secundogenitur.

Indtil da viser kilderne - og de er mange (jfr. I s. 153 samt DNT og Egh.Br.) - Christian som den rare onkel, der altid er rede til at komme sine talrige (isaer kvindelige) slaegtninge i Nordtyskland til hjaelp, det vaere sig m.h.t. maendenes ekstravagancer eller de vanartede sonners opdragelse. Men fra ca. 1616 - praeses' eget udgangspunkt (I s. 240) - slar han tilsyneladende pludselig om, og fra den vennesaele, evigt hjaelpsomme optraeder han nu som den rige mand, der straekker armene ud efter den fattiges eneste lille lam.

Jeg finder en traditionel dynastipolitik mest slaende over for det Bremenstift,
hvor efter alle regler den designerede arvtager (d.v.s. koadjutor)burde

1. Martin Schwartz Lausten: Religion og Politik (1977).

2. Se herom Erik Kroman: Hertug Christian af Sonderborg-/Cro, i Festskrift til Johan Hvidtfeldt (1978) s. 291-302.

Side 75

tor)burdehave vaeret Johan Adolfs son Adolf (i ovrigt Christian IV's egen nevo), over for hvem Christian pludselig spiller »den onde onkel«. Nu er intet argument for groft, som f. eks. (I s. 271 ff.) over for kejserhoffetat erklaere slaegtningene for kalvinister³ (og folgelig statsretsligt uacceptable som stiftsadministratorer); thi Christian vidste naturligvis bedre end nogen anden, at netop svogeren Johan Adolfs (pastaede) kryptokalvinisme havde fort til, at han var blevet unddraget enhver indflydelsepa sine egne borns opdragelse! (DBL).

Og da det per fas et nefas omsider i 1621 lykkes Christian at fa sin egen son (Frederik) anbragt i koadjutoriet her, melder den med rette harmfulde Adolf sig i kejserens tjeneste, og minsandten om han ikke falder som kejserlig oberst ved selveste Breitenfeld 1631! (DBL). Om nogen har lagt grunden til det gottorpske sporgsmal, turde det sandelig vaere Christian IV (jfr. antydningen, I s. 90).

Men sadan ma det ifolge praeses ikke vaere; ivrigt postulerer han gang pa gang, at Christian IVs politik ikke var den ssedvanlige dynastiske (spec. I s. 240 med note 37, der henviser til s. 91). Jeg skal indromme, at intet er vanskeligere at skelne imellem end »pastande, motiver og arsager«; praeses har truffet et valg; men hans redelige fremstilling tillader os gang pa gang at dvaele ved alternativet!

Sikkert ikke med urette fremhaever praeses, at udgangspunktet 1616 ogsa er det ar, den vise gamle kansler Christian Friis-Borreby dor (den sidste af Johan Friis' elever), medens efterfolgeren i embedet Chr. Friis- Kragerup - hans mange gode egenskaber ufortalt - aldrig formar tilsvarende at saette sig i respekt hos majestaeten (I s. 132).⁴

Jeg ma dog gore opmaerksom pa, at allerede (5. april) 1615 henvender Christian IV sig til sit rigsrad vedrorende sit yngresonneproblem (vist et pengesporgsmal, parallelt til brudeskat? jfr. Egh.Br. s. 87), et moment, der maerkeligt nok er helt fortiet af praeses (modet omtales dog i note 17 til I s. 236).

At man kun darligt kan basere en stiftspolitik pa en malbevidst strategi
(eller omvendt), ses ikke mindst af, at den nodvendigvis ma bero pa et
samspil mellem disponible yngre sonner og belejlige dodsfald. Og netop

3. Deter dog mindre korrekt at gengive Laursens (DNT 111 s. 443 note 2): »Der gjordes fra dansk Side gaeldende i Wien, at Hertug Adolf var Kalvinist« med et kategorisk: »Hertug Adolf var nemlig kalvinist«.

4. Derfor burde praeses alligevel ikke (1618) have karakteriseret kansleren som »endnu gul om naebbet« (I s. 282), da henvisningen (Egh.Br. s. 135) klart dokumenterer Christian IVs trang til undskyldninger, saledes primaert, at statholderen Breide Rantzau lige var dod.

Side 76

frem til 1616 dor en stribe af Christian IVs wolfenbiittelske slaegtninge (DNT 111 s. 585 f.), der i den grad decimeres, at man 1616 nodtvungent ma saette »der tolle Halberstadter« ind (vel ikke mindst for at hindre, at faetrene af Luneburg-linien skulle komme til?). Grenens mandlige overhovedPhilip Sigismund leder derfor med lys og lygte efter en vaerdig arvtager til sine stifter Osnabriick-Verden, og da hertugenken, hans svigerindeElisabeth, er Christian IVs egen soster, ligger emnet Frederik lige for (jfr. DNT 111 s. 436).

Hvad der specielt gor en kritisk stillingtagen til praeses' »strategiske«
Bremen-tese sa vanskelig, turde vaere hans ophojede ligegyldighed for,
hvad Bremen egentlig er:

I 1. bind (s. 80) startes der geopolitisk med »Elb-Weseromradet«, og s. 250 fastslas, at bestraebelserne gik ud pa (gennem koadjutoriet) at opna en magtposition ved Weser og Elben (som en nodvendig kompensation for den svenske fremgang ved den ostlige osterso). Men forst s. 271 erindres der om, hvor komplicerede forholdene i Nordtyskland var, idet kapitlet i Bremen forhandler sammen med radet i Bremen, hvorved det pa det naermeste forudsaettes, at laeseren er ganske klar over, at aerkestift og den de facto rigsstadsselvstaendige hansestad er to (2) hojst forskellige faktorer (og hvor det vel isaer matte vaere staden Bremen, der toldpolitisk kunne taenkes at spille en rolle svarende til Hamburgs ved Elben).

Vel hedder det (I s. 279) at Christians gesandt i England skulle ventilere reaktionen pa en eventuel dansk besaettelse af staden Bremen (som mirabile dictu kaldes noglebyen i stiftet, hvor den knap nok la geografisk set, i hvert fald ikke politisk-juridisk); men (jfr. note 23-24 hertil) instruktion og ordrer kendes ikke, indholdet rekonstrueres pa basis af Englands aengstelse for folgerne af Christians aktivisme.

Endelig (s. 292) oplyses vi omsider om, hvad Bremensagen egentlig er; at det hele blot gjaldt koadjutoriet, d.v.s. at fa gjort den umyndige Frederik til sin gottorpske onkels designerede efterfolger (og denne levede som bekendt til 1634); d.v.s. at nar danske kilder direkte naevner Bremen i sadan sammenhaeng, er der selvfolgelig tale om xrkestiftet, modsat praeses' konstant udflydende-insinuerende »Bremen-sagen«, »Elb-Weser-regionen« og grovest (I s. 356), hvor herredommet i aerkestiftet fortsaetter med et »og dermed i Elb-Weserregionen« (hvilket sidste ikke star i kilderne) .⁵

5. Vi kan her sammenligne med Hamburg, hvor de holstenske hertuger faktisk havde visse »historiske« rettigheder. Stillet over for Christians emsighed bliver selv kejseren nervos og ophojer de jure staden til virkelig rigsstad 1618 (I s. 357); men de kloge kobmzend venter med at indtage deres plads pa den tyske rigsdag, indtil den gottorpske mageskiftetraktat er i hus (Gebhardt: Handbuch der deutschen Geschichte II s. 780f., 2. udg. 1970); d.v.s., at savel Bremen som Hamburg - disse to endnu selvstyrende »rigsdele« - morsomt nok forst opnar saede pa rigsdagen temmelig kort tid, for den ophorer med at eksistere.

Side 77

Sprogligt helt umuligt bliver det s. 362, hvor aerkebispen stotter Bremens udenrigspolitik (d.v.s. at staden stottes af stiftet), og netop her finder vi praeses' kildegrundlag, der ikke skyldes et primaert (dansk) kildemateriale, men som bygger pa, at nabomagterne tillagde Christian allehande skumle bagtanker ved hans energiske stiftspolitik!

Allerede 1618 (I s. 293) havde Christian IV lovet Nederlandene ikke at blande sig i Bremen stifts indre anliggender; og sa sent som 1621 under de nederlandske forhandlinger betoner den danske kansler (I s. 429), at »naboernes skinsyge mistaenkeliggorelse af Christians hensigter rned strommene (d.v.s. Elb-Weser) var urigtig; hvad kongen ville, var at sikre sine sonner kongeligt underhold«, d.v.s. secundogeniturer! Et partsindlaeg, som praeses pa forhand anser for camouflage; men vanskeligheden ved diplomatisk historie er vist, at diplomater oftere, end historikere gerne vil tro, taler sandhed - men naturligvis ikke altid hele sandheden.

Atter (I s. 440 f) tales der om Nederlandenes frygt for Christians eventuelle planer (f.eks. ligefrem at inkorporere stiftet i kongens riger og lande), hvor det nok en gang fra dansk side betones, at man ikke agter aendringer i dets forfatning og statsretlige stilling. Kort sagt, bygger praeses' teori ikke pa hans »geopolitiske visioner«, der alene underbygges af udlandets aengstelse (og med total underkendelse af de ret entydige danske

En logisk konsekvens af praeses' teori bliver, at da Christian 1621 endelig nar malet: at fa den endnu umyndige Frederik placeret som designeret efterfolger i Bremen aerkestift, »Var vilkarene — blevet strenge« (I s. 483 ff.). Jeg kan ikke se rettere, end at Christian opnar lige nojagtig det, han efter gaengs praksis kunne forvente: en >>venteposition« for den lille son, med lofte om saedvanlig handfaestning til domkapitel og staender, altsa en situation, som »legitimisten« Christian (se I s. 99) selv kendte det hjemmefra. Deter i hvert fald pafaldende, at da det 1623 - ved Philip Sigismunds dod - faktisk lykkes at fa Frederik reelt placeret i Verden stift (med formynderregering etc.), spises dette vitterlige resultat (d.v.s. forsorgelse af en son med et beskedent secundogenitur) af med fa henkastede linier (saledes II s. 157). Mere er sagen ikke vaerd, da der ikke er en antydning af geopolitiske visioner at spore.

Disse efter praeses' opfattelse ret magre resultater kan dog hen imod

Side 78

slutningen (II s. 477) skildres saledes, at Christian »med dygtighed og for ret sma midler« havde opbygget »en magtposition i det magtvacuum i Nordvesttyskland« etc., medens vi i 1. bind (s. 483 f.) vel naermest ma kalde kongen resigneret. Hvad angar de »ret sma midler«, kritiseres Laursen (note 6 til s. 484) for at tale om »store bekostninger«, medens praeses (i linie 5 f.) dog her taler om »et ikke helt übetydeligt belob«. Da omkostningernes storrelse saledes ogsa for praeses turde vsere relativ, kunne han da have antydet belobet, der for Bremen + Verden tilsammen ma have naermet sig en halvanden tonde guld.⁶

Nok haevder praeses (I s. 271), at Christian IV kunne have besvaer med sine prioriteringer; men hvis han virkelig - som praeses - fandt, at opnaelsen af Bremen-koadjutoriet (for den umyndige Frederik) kunne parallelliseres med Riga, da forekommer mig hans (Christians/praeses'?) virkelighedssans

Riga er en sejr, en erobring af en faestning, en by med betydelig handel og deraf flydende toldindtaegter. Ikke nok hermed, naeppe er byen erobret, for den skal sende repraesentanter til Sveriges rigsdag (I s. 485), og ikke blot far det svenske rigsrad saledes sit myndighedsomrade udvidet, men der uddeles donationer i Livland til den svenske adel (II s. 101, jfr. I s. 510), for hvem den aktive krigspolitik i stedse hojere grad synes at vaere en okonomisk nodvendighed.

Helt modsat har Danmark og det danske rigsrad ingen interesser i Nordtyskland - tvaertimod kunne man fristes til at sige, idet den vigtigste handelspartner var de stedse mere skeptiske Nederlande. Flensborg far f. eks. ikke del i de danske toldprivilegier i (svensk) Balticum, da byen jo ikke ligger i Danmark (I s. 374). Og at Christian selv matte have vaeret klar over, hvor ringe interesse hans rigsrad havde i hans (private, dynastiske) nordtyske politik, ses af, at han savel 1604 som 1611 (I s. 89 med note 5) havde lovet det, at eventuelle erobringer (d.v.s. i Sverige) skulle komme under rigsradets myndighed, modsat Nordtysklandspolitikken, hvor praeses dog indser den rolle, de manglende incitamenter kunne spille for rigsradets passivitet (I s. 106 f. modsat f.eks. s. 92).

Hvad praeses forlanger af det danske rigsrad, er jo i virkeligheden, at
det blindt skal vaelge hans (Christians/praeses') udenrigspolitik, uanset at
radets myndighed i hvert fald indirekte kunne blive staerkt svaekket deraf,

6. Laursen naevner (DNT 111 s. 475) 56.000 rdl. foruden ca. 6.000 rdl. diverseudgifter samt selve det diplomatiske spils almene omkostninger, hvortil skal laegges 4.700 rdl. arligt til Philip Sigismund. Endvidere synes Verdens erhvervelse at have kostet henved 65.000 rdl., jfr. E. Ladewig Petersen: Christian IVs pengeudlan til danske adelige (1974) s. 53.

Side 79

et »selvmordsalternativ«, som turde vaere lige vel meget forlangt af en
konstitutionel forsamling.

Min aerede kollega forsteopponenten har allerede berort praeses' geopolitiske visioner specielt med henblik pa Gotland og osel.⁷ Men hertil kommer en sare tvivlsom samling udsagn om Kurland (se hertil specielt kortet forrest i bind II), hvor (II s. 74) Vindau og Libau benaevnes »ret betydelige havnebyer« (vist skjult citat efter Sveriges Krig II s. 177). Det kan kun vaere praeses' uafladelige kredsen om dominiepolitik, baser, strategiske stottepunkter 0.5.v., der helt lader ham glemme, hvad man kan laere af Gustav Adolfs yderst realistiske strategi.

Mitau er bestemt ikke »noglen til Kurland« (II s. 74); thi rent bortset fra at dette polske vasalhertugdomme de jure var opdelt i en ostlig (og svenskfjendtlig) del og en vestlig (prosvensk) del, ses Gustav Adolf aldrig at vove eksperimenter ud pa den egentlige kurlandske halvo. Da jeg stoler mere pa ovede strategers handlinger end pa praeses' geopolitiske visioner, kan jeg ikke forklare det pa anden made end ved henvisning til, at da russerne i oktober 1944 pa en gang naede frem til savel Riga som Memel, lod de klogeligt hele den kurlandske halvo ligge (hvorfor den kapitulerede sa sent som 8. maj 1945). Mon ikke selve terraenet af giver tilstraekkelig forklaring?

Hvorledes skal man da forklare det svenske felttog ind i det halvneutrale Kurland? Da donationer m.m. klart viser, at Sverige agter at beholde Livland, turde dette naturligvis bedst forsvares pa fremskudt territorium, d.v.s. et forsog pa at undga fjenden i eget land, en politik, der saledes bl.a. varetog den svenske hojadels godsejerinteresser.

Modsat kaldes den danske adel bogen igennem pacifistisk (et udtryk, der hos praeses har staerkt pejorative undertoner); jeg ville i og for sig gerne give praeses ret; men jeg har svaert ved at godtage en argumentation, der dels haevder, at det skyldtes onsket om »at udnytte 1610-arenes gunstige konjunkturer« (I s. 236), dels at »den danske adels okonomiske situation — var staerkt forvaerret« i lobet af 1620'erne (II s. 177, jfr. s. 163), ja nu tales der (I s. 510) ligefrem om »det kriseramte storlandbrug« .⁸

7. Overfor praeses' yndlingsudtryk som »operationsbaser« (I s. 63), »obastioner« (II s. 344 o.o.), »ostbastioner« (II s. 499) og »fremskudte bastioner« (I s. 408) ma jeg henvise til den udmaerkede Anders Svensson (Tandrup s. 495), der konstaterer, at »Gotland og de andre olande« savner vinterhavne; d.v.s. at deres strategiske vaerdi turde vaere yderst ringe, om end de vel juridisk set kan spille samme rolle for Balticum-dominiet som f. eks. atlanterhavsklippen Rockall p.t. gor for Storbritanniens Soterritorium.

8. Deter sa meget mere ironisk, som den vitterlige likviditetskrise forst i 1620'erne skyld- tes, at Christian IV trak sine betydelige lan til danske adelige hjem, se Ladewig Petersen op. cit., spec. s. 90 ff.

Side 80

Men idet jeg saledes - i ikke ringe grad pa praeses' eget materiale - ma stille mig ret skeptisk over for hovedtesen i 1. bind, ma jeg ogsa i forbifarten anke over, at der i de i ovrigt meget konstruktive oversigter over hele det diplomatiske spil findes adskillige besynderligheder.⁹

Og nok skal jeg snart vende mig til praeses' dygtige behandling af de talrige konfrontationer mellem Christian IV og hans rigsrad; men desvaerre ma jeg ogsa i en sadan sammenhaeng anholde hans geopolitiske visioner (I s. 411): Her omtales rigsradets betaenkning af 1620 om sikkerhedspolitik gennem forbund saledes: »Derimod er der grund til at bemaerke, at det var Pommern-Wolgast og Pommern-Stettin, som radet af alle nordtyske stater lagde storst vaegt pa —«. Forst i anden raekke naevnes Mecklenburg, og »forst nar disse forbund var i orden« skulle man henvende sig til welferne (Braunschweig og Luneburg) og »sluttelig« til Sachsen, hvilket i anden sammenhaeng (Erslev I s. 304) viser sig at betyde den nedersachsiske Kreds.¹⁰

Denne side 411 rummer sa mange visioner, flodmundinger, dominier m.m. (ja, selveste rigsradet er ligefrem ved at blive ekspansionistisk), at det her er nodvendigt at kaste et blik pa kortet (bagest i 2. bind) og sammenholde dette med originalteksten hos Erslev (I s. 282, jfr. s. 304); som folge af kongens direkte sporgsmal (Erslev I s. 278 f.) ma radet begynde med at omtale England; men derpa opregnes Rusland (Polen overspringes, da dette i den senere tekst »ingenlunde er radeligt at tractere med«), Pommern (der ved praeses' stilistiske dublering far foroget vaegt), Mecklenburg, Luneburg, Brunsvig, Sachsen (utvivlsomt den Nedersachsiske kreds, om end det hos Erslev s. 283 udmaerket godt kunne vaere Lauenburg) og de unirte Nederlande! Kaere praeses, er der ikke tale om en simpel geografisk opregning fra ost til vest? Teksten indeholder for mig at se ikke et ord om en strategisk begrundet prioritering.

Ellers skal det i almindelighed siges, at praeses laeser godt og far meget

9. Ikke engang i registeret er »Les Grison« (tilmed alfabetiseret under Les) forklaret med det Graubiinden, hvor der vel tales tre (3) sprog, men ikke franskl Augdow (i tekst som i register) ma vel vaere kortets (russiske) Gdov (ved Peipus-soen). Det i dominiepolitikken vigtige »Reserhoft« naer Danzig (II s. 214) ma vaere Rixhoft (der i sin tyske form endnu lader sig genfinde i selv nyere tyske atlas; nuv. polsk Rozywie). II s. 209 ser vi Gustav Adolf forbyde kornsalg fra Vigen; man sporger sig, med hvilken ret, indtil fortsaettelsen: til danske bonder pa osel, forklarer dette som den over for osel liggende del af Estland, d.v.s. Wiek (hverken i kort eller register).

10. Kritikken (i note 20) af Thyresson er urimelig, da denne blot citerer teksten, der pgld. sted udmaerket kunne vaere f.eks. Sachsen-Lauenburg.

Side 81

(lejlighedsvis lidt vel meget?) ud af sin laesning. Kun en enkelt gang har jeg fundet en direkte fejl, og da selv denne kaster visse perspektiver over de af praeses rejste problemer, vil jeg et ojeblik dvaele ved den mystiske »enkemarkgrevinde af Gnoldsbach« (II s. 16 og atter s. 66), hvis interesseri Kurland stift (landet omkring Pilten) nu trues af Gustav Adolf, hvorfor den gode onkel Christian kommer hende til hjaelp.

For at gore en lang historie kort tyder markgrevetitlen pa en Hohenzollern-tilknytning, dog hverken til den kurfyrstelige (brandenburgske) linie, den preussiske (hertugelige) eller den schwabiske (grevelige) linie; tilbage bliver de frankiske Hohenzollern'er, hvis sidste mand Georg Friedrich (gennem skabelsen af Gera Hausvertrag 1594 den egentlige grundlaegger af dynastiets storhed) til sin dod 1603 administrerede det Preussen, som kurfyrsterne eftertragtede sa hardt, at de - som praeses kyndigt redegor for - laenge forte en meget lav profil for ikke at stode lensherren Polen.

Da alle hans besiddelser som folge af hustraktaten tilfaldt kurlinien, kunne hans enke (Christian af Liineburg-Mindens soster, Christian His barnebarn, d.v.s. Christian IVs halvkusine) derfor alene haevde krav pa hans privatformue, hvilken bl.a. var bundet i det Kurland stift, som Danmark efter prins Magnus-eksperimentet 1585 havde solgt til Polen! Derfor kunne Gustav Adolf nu true dette de jure polske omrade (midt inde pa den vist svaert tilgaengelige kurlandske halvo). Men da Polen aldrig havde kongens mont, havde forhandleren Georg Friedrich lagt pengene ud, d.v.s. besad en panteret (DNT II s. 652), som hans enke Sophie nu folte truet (d.v.s. foruden de udmaerkede kort kunne en stamtavle formentlig have vaeret til nogen hjaelp?).

At jeg fremdrager denne »blaekklat« (Gnoldsbach er selvfolgelig = Onoldsbach, Ansbachs »historiske« navn), sky Ides alene, at dette eksempel sa udmaerket illustrerer den enorme forskel imellem de vilkar, der modte Christian IV, nar han forsogte at ekspandere i Nordtyskland, d.v.s. et sammensurium af gamle retskrav, traktater, forpligtelser over for det vaere sig riget, kredsene, lens- og hanse- m.fl. byforbund, familieunioner etc. etc., medens Gustav Adolf normalt kunne rore sig ganske anderledes frit i Balticum, denne ene (og übetydelige) undtagelse til trods!

Morsomt nok synes Gustav Adolfs »visioner« langt bedre belagt (om den gotiske vision se I s. 150, jfr. II s. 526); men til gengaeld var denne i stand til at tojle sin fantasi, nar dagens politik skulle udformes. Men med hensyn til den »Weserubung« (II s. 406 ff.), som tiden desvaerre ikke tillader mig at komme naermere ind pa, virker det naesten, som om svenskekongensopdukken

Side 82

skekongensopdukkenpa den nordtyske arena omsider ligefrem driver de
nordtyske smamagter (staerkt truet af Tillys haer) ind i Christians brede
favn.

Efter at indledningen har praesenteret hovedaktorerne i sma portraetskitser, der giver et levende indblik i, ikke blot hvad, men hvem det drejer sig om, gar 2. del over til at skildre optrapningen Danmark-Sverige gennem de stedse voldsommere konfrontationer mellem Christian IV og hans sa uforstaende pacifistiske rigsrad.

Det turde hore til dette vaerks mange og bestemt ikke übetydelige fortjenester at pavise, at problemerne langt fra har vaeret lost med de store, autoritative kildeudgaver, forst og fremmest Erslevs rigsradsedition og Laursens storslaede traktatvaerk (endsige ved de herpa byggende arbejder som selveste Fridericias!).

Ja, maske er det netop denne delte udgavesituation, der til den dag i dag har befaestet indtrykket af, at medens rigsradet ganske overvejende tog sig af den dansk-norske indenrigspolitik (alene undtaget netop forholdet til Sverige, hvor Stettin-freden gav det betydelige rettigheder), la derimod udenrigspolitikken under Tyske Kancelli, der - tilmed uden en egen kansler - gerne antages totalt domineret af kongens person! Forst gennem praeses' store arbejde bliver man utvetydigt klar over, i hvilken grad det danske rigsrads droftelser tog sigte pa udenrigspolitikken, og det ogsa langt uden for den nordiske Stettin-politik.

Vist som den forste siden Laursen har praeses gennemplojet de enorme aktmasser i Tyske Kancellis udenrigsafdeling, og selv om Laursen selvfolgelig har vaeret ham en god hjaelp, har denne kun sjaeldent kunnet tillade sig at dvaele ved enkeltheder. Her er savel instrukser, koncepter, modtagne skrivelser etc. etc. studeret, hvilket naturligvis ma kunne give et betydeligt mere nuanceret billede.

Helt overbevisende fastslas den danske kanslers tilstedevaerelse og indsigt, nar tilsyneladende rent Tyske Kancelliskrivelser skal udfaerdiges; men isaer bliver de naesten stedsevarende rigsradsmoder med besvarelser af kgl. propositioner et helt fantastisk grundmateriale til at belyse, ikke blot hvilken politik, der reelt fortes, men ogsa hvad henholdsvis konge og rad mente, var den rette politik.¹¹

11. Med hensyn til arkiv-problematikken er det dog vaerd at erindre om, at rigsradsarkivet forst fra netop ca. 1621 bliver fyldigere og ud over »dokumenter« (handfaestninger, traktater o. lign.) fra nu af ogsa indeholder »papirer«, d.v.s. koncepter, indlseg 0.5.v., mon i forbindelse med, at Manderup Parsberg 1621 overdrog arkivet til Esge Brok? (Erslev 111 s. 458 ff.).

Side 83

Folgelig kommer tilstedevcerelsesproblematikken til at spille en afgorende (maske for stor?) rolle, og ud fra det korrekte synspunkt, at rigsradet var en helhed, d.v.s. at mindretalsopfattelser ikke direkte kan laeses ud af materialet, antager praeses tit og ofte, at en rigsradsopposition indiceres gennem fravcer, hvilket igen sluttes ud fra manglende underskrifter pa den sluttelige (maske vel kompromisagtige?) rigsradsindstilling.

Pa baggrund af de mange vitterlige resultater praeses her nar frem til, kan det maske virke smaligt ogsa her lejlighedsvis at matte anke over ikke totalt gennemforte, ja eventuelt ligefrem overfladiske argumenter, og det sa meget mere, som praeses har gjort et arkivalsk scoop ved at fremdrage en specielt Christian IV'sk kilde af stor politisk-diplomatisk vaerd, nemlig de vinkcelderregnskaber,¹² som man umiddelbart kunne fristes til at opfatte som en parallel til Esge Broks beromte dagboger (med de fra et til tre kryds kulminerende med det kendte: Liber a nos domine). Men disse viser sig at kunne bruges som en art »taffellister«, idet regnskabsforeren soger at dokumentere merforbruget ved at opnotere, hvem der pagaeldende aften var bedt til det kongelige bord; eventuelt kansler og rigsrader, der efter et forholdsvis resuitatrigt mode allernadigst indbodes til en bid brod, eller fremmede gesandtskaber, om hvilke vor viden pa dette tidspunkt endnu er hojst sporadisk (jfr. I s. 276 ff. om det lidet kendte spanske gesandtskab).¹³

Praeses er naturligvis ganske klar over, at uden- og indenrigspolitik ikke kan skilles ad. Men da han nu har truffet sit valg, d.v.s. udenrigspolitikken,kommer de mange og betydelige indenrigspolitiske problemer til at matte underordnes denne, ud over det til sikkerhedspolitikken knyttedemilitaervaesen saledes ogsa den okonomi, der er en forudsaetning for, at noget kan saettes i gang. Maske kommer det ligefrem de i ovrigt sa veloplagte portraetskitser (I s. 120-148) til skade, at samtlige rigsrader er

12. Pudsigt nok anfores arkivsignaturen (selvfolgelig Reg. 108 B) ikke under arkivfortegnelsen I s. 12, men forst i forkortelseslisten s. 34.

13. Hvor store kildemaessige problemer endnu dette tidsafsnit rummer, ses af, at jeg ganske tilfaeldigt fandt et vist ellers ganske uomtalt besog af biskop Philip Sigismund i Kobenhavn 1618 (d.v.s. givet i forbindelse med Verden-sagen) i Ehrencron-Mullers Forfatterleksikon (111 s. 496), idet Niels Heldvad til lejligheden skulle have forfattet et (tabt) skuespil. Niels Heldvad skrev i ovrigt ogsa om 1618-kometen, som Sivert Grubbe naevner i (en tilfojelse til) sin dagbog (Da. Mag. 4, IV s. 57), i polemik imod Erik Puteanus, der i registeret defineres som »forfatter«. Der er vist forholdsvis ringe chance for, at laeseren vil identificere denne med den kendte flamske humanist, en tid historiograf i Milano, Hendrik van der Putte, eller Henri du Puy (1574-1646). Erycius Puteanus' udat. vasrk om kometen var hans »Paradoxologica«.

Side 84

sogt vurderet alene ud fra deres (taenkte) udenrigspolitiske synspunkter, da det udmaerket kunne taenkes, at mange (om ikke ligefrem de fleste?) hovedsagelig folte sig indenrigspolitisk engageret og derfor i udenrigske anliggender blot fulgte trop med de pa dette specialomrade toneangivende?I hvert fald forekommer det mig, at en karakteristik hovedsagelig ud fra udenrigspolitisk virke simpelthen ikke kan yde mange rigsrader fuld retfaerdighed.

Nar saledes Holger Rosenkrantz frapperende o^fte savnes blandt rigsradsunderskriverne, er det - ud over denne rigsrads store engagement i adskillige af tidens almene reformer - vaerd at erindre, at idet rigens kansler Jacob Ulfeldt sa hyppigt var anvendt i tidskraevende gesandtskabsrejser, var det gang pa gang netop den laerde Holger, der vikarierede i dette tidskraevende embede (til I s. 462 jfr. Erslev s. 307; desuden KBB passim).

Praeses er nemlig ganske klar over, at Norges statholder ikke kan tallies med i hans yndlingsstatistikker over deltagende/fravaerende rader, idet denne naturligvis skulle have saerskilt (helt undtagelsesvis) indkaldelse for at komme til stede (f. eks. Is. 139 o.o.).

Nar saledes kgl. majestaet med det halve rigsrad (II s. 77-79) 1622 ved afslutningen af en herredag med afsigelse af talrige domme var pa vej til Norge, turde diskussionen om en eventuel radsminoritet vaere synderlig svagt funderet: (s. 78 andet afsnit) »Alligevel ser det ud til« - »To rigsrader skimtes« - »sandsynligvis« - »ma antages«, sa meget mere tvivlsomt som »Det til kongen overrakte eksemplar er ikke bevaret« (understreget ved, at denne saetning ligefrem gentages i note 27, naesten som en advarsel). »Disse to rader ma antages« - »Samme interesse havde« kansleren - »Der synes dog«, hvorefter praeses - i en forsinket erkendelse af, at originaldokumentet ikke er i behold (om kopiers manglende underskrifter se nfd. s. 85) noget mat fortsaetter (pa s. 79): »Herpa tyder et lille, om ikke ganske afgorende indicium« og slutter med »en naerliggende tanke«, hvor laeseren forlaengst er naet til den mest naerliggende forklaring pa de manglende underskrifter (pa kopien NB), at raderne skulle pakke til den naert forestaende rejse.¹⁴

14. Endnu et desvaerre langt fra atypisk eksempel pa, hvorledes praeses' kategoriske domme mildest talt afsvaekkes gennem redegorelsens utallige forbehold i 2. bind s. 258 (fra midten): radsflertallet synes — det var sikkert — (nogle) synes dog — herpa tyder — (hvilket) turde indicere — (og fra s. 259) deter interessant — (derfor) turde — (ogsa Anders Sinclair) turde — (hvilket) muligvis ogsa gjaldt (andre) — og: Endelig taler den indre sandsynlighed for; d.v.s. at deter praeses' helhedsbetragtning, det en gang tagne standpunkt, der indlaeses i et alt for ofte modvilligt materiale, og holdbarheden af praeses' teoridannelser efterproves ikke (f.eks. ved at diskutere alternativer), men bygger ofte pa »den indre sandsynlighed«. Om man vil, kan man fortsaette (midt pa s. 259): Tilbage star (5 rader) — af disse — bor de fire have stemt for (da noget ellers naeppe ville vaere sket) — dog forudsat — I spidsen stod sandsynligvis — At (ogsa) Anders Bille (vanned) stottes af — (hvilket dog kan) forekomme inkonsekvent, da han vist nok (egentlig var af den modsatte mening). Mon ikke laeseren kommer lidt i tvivl om, hvem deter, der her er inkonsekvent? Der fortsaettes med nok et: »indiceres«, og pa s. 260 det staerkt indskraenkende »uden tvivl«, hvilket igen »indiceres af«. Hvad endelig angar Esge Brok, udvises omsider en hartad utrolig resignation, »intet sikkert fingerpeg«!

Side 85

Den overst II s. 259 anforte betaenkning (af 14. april 1624) med tilhorende overslag behandles udforligt i 7. bogs 11. kapitel (II s. 219 ff., spec, s. 222) og drejer sig bl.a. om den faestningssag, hvor praeses finder, at radet konsekvent stikker hovedet i busken (jfr. den bl.a. s. 258 omtalte »katastrofeblindhed«), med det resultat, at her for en gangs skyld et radsmindretal vil give kongen mere end deres pacifistiske kolleger.¹⁵ Det er ganske rigtigt, at Anders Sinclair ikke ses at have underskrevet det bevarede overslag over en beskeden faestningsgarnisonering, hvilken dog blot udgor et bilag til radsbetaenkningen. Men kunne arsagen ikke lige savel vaere den, at dette skanske overslag var udarbejdet af den kgl. generalissimus i Skane, rigsradets specialist i militaere anliggender, oberst over Skanske regiment hr. Anders Sinclair?

I hvert fald er det netop her et kildent emne at operere med manglende underskrifter. Har f.eks. Anders Sinclair underskrevet selve den radsbetaenkning, hvortil overslaget som naevnt blot er et bilag? Her er for en gangs skyld bevaret to (2) ligevaerdige originaler, af hvilke hverken Sinclair eller kansleren har underskrevet A, men begge B, der til gengaeld mangier Tage Thotts signatur, sa meget mere underordnet, som denne rad skal have fort begge originaler i pennen! (Erslev s. 406, jfr. s. 402). En meget farlig metode.

Uanset om man altid kan vaere fuldt ud enig med praeses i alle hans flittige naerlaesninger og tolkninger ud fra helhedsvisionen, er der i gennemgangenaf de talrige moder konge og rad imellem meget af blivende vaerdi. Blot eksempelvis kan naevnes fundet af 14. marts-kopien (II s. 225), d.v.s. kanslerens koncept til svar pa svenske skrivelser, hvilken mirabile dictu er blevet kastet af i Tyske kancellis arkivmasser og folgelig til dato godt gemt for en forskning, der ikke har haft praeses' helt fantastiskeenergi

15. Deter dog langt fra givet, at faestningerne virkelig var i sa darlig stand, at de ikke relativt hurtigt kunne saettes i effektiv forsvarsstand, jfr. at Gustav Adolf, da det kom til stykket, foretrak at angribe dem »bagfra«, se ndf. s. 90; i hvert fald synes faestningsargumentet i Christian IV's mund normalt at betyde garnisonering, d.v.s. bevilling til hvervninger, hvis mal rigsradet ingen kontrol havde med.

Side 86

skeenergitil at gennemarbejde disse maengder (og i sig selv er den
folgelig et udmaerket argument for kanslerens engagement i savel Danske
som Tyske kancellis anliggender).

Men med en smalighed - der maske kun kan sammenlignes med Christian IVs storslaede smalighed i f. eks. topsejlsaffaeren (I s. 406 f. og s. 413 f.) og Gustav Adolfs privatvin (II s. 176 f.) - vil jeg dvaele et ojeblik ved Haderslevmodet 1624 (II s. 411 ff. = bog 9 kap. 7): »Dette vigtige mode har da heller ikke tidligere vaeret beagtet« (haevder note 3 til s. 411); men forskningen har vaeret lovligt undskyldt, da »Aktstykker fra selve modet ikke er bevaret«, d.v.s. at forhandlingerne »sandsynligvis« har vaeret mundtlige.

Med sin fantasi og store indlevelsesevne er praeses alligevel i stand til detaljeret at rekonstruere dette vigtige mode, pa hvis dagsorden ma have staet savel den nordtyske som den svenske og holstenske politik samt visse formalia vedrorende Halberstadt stift. Ja, s. 414 indkredses kongens andet motiv til modet, om end de manglende kilder (s. 418) nok engang medforer de sa karakteristiske forbehold: »Kongen synes«.- »Herpa tyder« - »radet har utvivlsomt« - »sikkert nok« og »troligt nok«, hvorpa opregnes en raekke (formentlige) resultater af dette til nu ukendte rigsradsmode, der (s. 415) karakteriseres som en veritabel tvekamp mellem konge og rad!

Forst i note 40 (ad s. 418) dukker en lille betaenkelighed op, idet rigsradet i februar 1625 henviser til forrige mode, hvilket viser sig at vaere det tidligere (og velkendte) juli-mode, d.v.s. at radet ligefrem synes at have »glemt« dette vigtige mode i november i Hadersley?

En eller anden form for kildemateriale ma der dog vaere, for at man kan tro pa et sadant vigtigt modes eksistens. Og savidt jeg kan se, viser det sig at vaere svenske efterretninger med ikke uvaesentlige variationer, des fjernere vi kommer fra Danmark.

Axel Oxenstierna ved (18/11), at »kongen og nogle rigsrader modes i
Jylland« (AOSB I, 2 s. 781), men han ma ikke have Anders Svensson (se
Tandrup s. 509 note 5) til kilde.

Den svenske gesandt Rasche skriver (20/11) om en rigsdag i Haderslev (II s. 411 note 2), medens den med danske forhold efterhanden ret fortrolige Anders Svensson (30/10!) beretter om en kommende henedag i Haderslev i Holstenl (Tandrup s. 509 f. med noter).

D.v.s. at hvad dcprimcere svenske kilder (altsa ikke Axel Oxenstierna) er enige om, er en dag i Haderslev, og minsandten om vi ikke ar efter ar finder, at de to samregerende hertuger omkring 1. november modes i netop Haderslev for at holde dag, d.v.s. landdag (utvivlsomt sammen

Side 87

med deres holstenske rader), hvilket ikke-kyndige i dansk-holstensk
statsret naturligvis vil have lidt svaert ved at finde ud af.

Christian IV er paviseligt i Haderslev 9. november (og vist rejst igen 29. november), medens kansleren lasnge dvaeler i Kobenhavn¹⁶, idet han forst 13. november kommer til Haderslev, netop som de 10. november ankomne Halberstadt-gesandter afrejser (Da.Saml. 11,3 s. 375). Allerede 29. oktober havde Christian mindet kansleren om, at det hastede med at fa ordnet Halberstadt-sagen, utvivlsomt (som praeses da ogsa mener) en pamindelse om, at Halberstadt stift ikke var tilfreds med kongens lofter, men onskede en rigsradsgaranti (Egh.Br. s. 389); men dette vigtige Haderslevmode omtales dog ikke med et ord, og sa sent som 25. januar 1625 ses (if. Erslev s. 439) Halberstadt at kvittere for kongens underskrift alene (jfr. at Laursens tekst, »det af kapitlet opsatte dokument«, blot opregner de danske rader, d.v.s. ganske uden deres segl eller signatur).

Lige sa mange vidnesbyrd Regesta afgiver vedrorende landdagen i Haderslev (jfr. ogsa Egh.Br. s. 390 ff.), er der til gengaeld ikke spor af danske raders tilstedevaerelse (ud over den sent kommende kanslers), ja sa centrale personer som Anders Bille og Tage Thott var muligvis endnu pa deres inspektionsrejse i Bohus len (omtalt II s. 423 ff., jfr. Gustav Adolfs brev af 1. november, note 31 til s. 424).

Deter naesten, som om praeses' iderigdom og fantasi omsider er ved at slippe op. I stedse hojere grader henvisningerne nu blot til Anders Svensson-udgaven, der skont fra 1971 pa flere punkter synes at vaere skrevet senere end disputatsen. Maske burde netop dette arbejde have vist praeses det nyttige i at placere detailproblemer i specialafhandlinger, saledes at vi her kunne have koncentreret os om det vaesentlige?

Pa denne baggrund turde »Sandsynligheden for — et ekstraordinasrt radsmode i Haderslev« i november 1622 (II s. 92 ff.) blive mere tvivlsom, end selv praeses' indbyggede forbehold (»sandsynligheden taler for« etc.) viser, idet kilden her alene er den da i danske statsretlige forhold endnu hojst usikre Anders Svensson. 22/11 lader denne kongen med rigens rad vaere i Haderslev (Tandrup s. 216), men samtidig kalder han modet en rigsdag, der i naeste depeche (af 26/11) kaldes en herredag (ib. 217), hvilket naturligvis gar pa den vitterligt afholdte landdag, hvor med fuld sikkerhed alene Riberhuslensmanden Albert Skeel ses at have vaeret til stede (han skulle for ovrigt umiddelbart efter til Svavsted), samt muligvis den nyligt udtradte olding Manderup Parsberg. Som kansleren ses at

16. Fig. er et brev fra kongens rejse (Naestved 4/11) pategnet »med kancellidrengens skrift«, idet kansleren ikke fulgte med kongen (KBB 1624-26 s. 266 f. med note).

Side 88

ekspedere lobende sager i Kobenhavn, kunne Esge Brok holde fri (23/11-2/12er
og fruens faerden vel belyst i Randers og omegn, Da.Saml.
11,2 s. 297 f.).17

Netop den af praeses (II s. 93) skildrede situation med lynindkaldelse af de naermeste jyske rader til hastemode i (NB) naermeste danske by, d.v.s. Kolding, indicerer staerkt, at der ikke havde fundet et sadant umiddelbart foregaende mode sted (i Haderslev), og de udforlige noter til Anders Svensson-udgaven (note 4 til s. 216) viser, at praeses i 1971 (grundet den totalt manglende omtale i vinkaelderregnskaber, skrivekalendere eller Egh.Br. etc.) var geradet i svare tvivl, og netop den naevnte »sandsynlighed« svaekkes i allerhojeste grad af, at hans egen note 5 (til II s. 92) henviser til denne saerdeles skeptiske Tandrup-note til Svensson-editionen .¹⁸

Her aner man en speget ophavssituation med en »Ur-Tandrup« (aeldre end 1971), hvis rigsradsmodeteori kraftigt afsvaekkes af Tandrup 1971, men derpa (trods henvisning til 1971) genoptages i Tandrup 1979. Til nu har jeg blot fundet en historiker, der turde lade det danske rigsrad holde mode i netop Haderslev, Slange i 1604.¹⁹

I disse mine kritiske bemaerkninger har jeg i hovedsagen sogt at varetage rigsradets interesser over for praeses' vel rosenrode kongeportraet; men da vi nar frem til Knaerod-konfrontationen 1624, er det nu omvendt ikke mere radet, der kritiseres for dets »katastrofeblindhed« (II s. 252), men sangvinikeren Christian IV, der slet ikke har fattet situationens alvor (f. eks. II s. 333 »selvmordsalternativet« m. fl. lign. udtryk). Da rollerne saledes er byttet om, ma opponenten skifte hest; for en gangs skyld er jeg her langt mere forstaende over for Christians tilsyneladende spillen hojt spil over for det til taenderne rustede Sverige.

Det billede, praeses her opridser, er et passivt og saledes naermest totalt »afrustet« Danmark (jfr. 11, s. 523), der i toldsagen m.m. har tilladt sig at irritere den Gustav Adolf, der i maj 1624 har opnaet stilstand med Polen og som folgelig anses frit stillet over for Danmark.

17. Jfr. at Anders Svensson (Tandrup s. 220) lader konge og rigsrad drage til Hans den Yngres begravelse i Sonderborg; men furersedlen (KBB 1621-23 s. 474) af 18/11 viser alene hofpersonalet, ikke en eneste rigsrad.

18. Deter her, at Anders Svensson placerer beretningen om en veritabel konfrontation mellem konge og rad (Tandrup s. 225), mon kilden til traditionen om, at Albert Skeel pa denne tid skulle have sagt majestaeten sin uforbeholdne mening? (omtalt II s. 95 med note 23).

19. E. Ladewig Petersen: Veritas et honor regis (1974) s. 39 f.

Side 89

Rent bortset fra, at Gustav Adolf nu konstant ses nervos for, hvorvidt Polen nu ogsa ville overholde den indgaede stilstand (saledes traenger han s. 328 til opmuntring gennem palidelige efterretninger fra Livland, jfr. atter s. 358 f.), turde et af de for en dansker interessanteste resultater af laesningen af dette detailmaettede vaerk vaere det svenske folks gennemgaende krigstrcethed; penge haves ikke, staenderne vil have fred, gejstligheden, som man normalt kunne stole pa i Polensagen, var hojst uglad for krig med Danmark, og minsandten om der ikke ligefrem opstar bondeopror ved graensen (II s. 250).

Deter i sadanne situationer, at praeses viser os makkerparret Gustav Adolf og Axel Oxenstierna virtuost udfolde sig specielt ved den made, hvorpa de groft manipulerer de forfatningsmaessige organer, isasr ved konstant at vinde »handplukkede udvalg« for deres politik, og derpa gennem disse at majorisere rad, bispekollegium og endeligt derigennem staenderne, der dog hojst modvilligt bojer sig: ja lejlighedsvis ser det ud, som om Christian IV's diverse aggressioner (som netop toldsagen) kommer sa belejligt, at Oxenstierna netop derved kan overbevise staenderne om jutens evindelige traeskhed (om ikke andet synes Peder Gait altid at vaere rede til at forsyne svenskerne med dokumentation for danskernes fjendskab).

Alligevel virker det ogsa her, som om praeses overspiller sine kort. Vist i marts 1624 lader han Axel Oxenstierna laegge »detailleret krigsbudget« (II s. 240), hvilket skal vise, hvor tidligt denne centrale person for alvor opererer med tanken om krig med Danmark; men kilden (note 40 med henvisning til Norberg s. 209) viser os blot en ansvarlig statsleder, der inden en rigsdag ma have overblik over, hvad de hojst forskellige teoretiske muligheder egentlig ville koste, og rent bortset fra at vel netop dette omkostningssporgsmal kunne virke afsvalende pa selv rigsdagens mest danskfjendtlige brushoveder (jfr. at praeses s. 254 gor opmaerksom pa, at den svenske rigsdagsproposition faktisk lovede skattenedsaettelser, hvis man altsa blot gik med til det her endnu engang!), viser det sig, at Axel Oxenstierna faktisk syslede med to (2) dansk-polske tanker, ideer eller bedre overslag (kngsbudget virker staerkere); dertil kom yderligere en Danzig-plan (pa 18.000 mand), desuden en preussisk plan, »aven andra kalkuler finns«, slutter Norberg sobert. Og standardvaerket Sveriges Krig synes ikke at have fundet denne civilists »kalkuler« af nogen interesse.

Vel har Sverige tilsyneladende en knusende militaer overlegenhed, saledes27.000 mand i selve Sverige (II s. 352), og vel har stilstanden med Polen givet det frie haender over for Danmark, »sa godt som« (II s. 285) tilfojes dog. Men heraf bindes de 11.000 mand ved graensen, ifolge SverigesKrig

Side 90

gesKrig(op. cit. II s. 163) rent defensivt, og selv om der samles henved 14.000 mand i Stockholm, er den offensive styrke pa mindre end 8.000 mand (ibid., Bilagsbind I, Sveriges Sjokrig s. 153), og for mig at seer placeringen i hoj grad forarsaget af, at man nerved pa en gang kan true Danmark som det upalidelige Polen; thi formalet ses straks at vaere en art combined operation, hvor man alt efter behov kunne sende styrken til Livland, eller - hvis Knaerod-forhandlingerne bristede - imod det danske sundomrade (hvilket ojensynligt ma betyde, at Gustav Adolf onskede at omga den danske faestningslinie i Skaneprovinserne, hvilken han folgelig ma tillaegge en storre vaerdi end praeses).

»Sagens alvor synes slet ikke at vaere gaet op for« Christian IV, finder praeses (II s. 295); men hans hovedkilde til det militaere vaesen - der i ovrigt ikke ligger ham meget pa sinde - er Sveriges Krig, som med hensyn til de danske forberedelser bygger, ikke pa dansk kildemateriale, men pa den bevares sobre Anders Svensson, der naeppe kan have vaeret 100% velorienteret om det danske forsvar i dets helhed (og som specielt undlader at indberette selvfolgeligheder som de nationale tropper og rostjenesten, faktorer, som forlaengst var Gustav Adolf velkendte).²⁰

Og strengt taget er disse tal faktisk underordnede, idet det afgorende moment ved denne i virkeligheden hojst hasarderede angrebsplan er fladernes potentiel. Igen tceller praeses skibe²¹ og nar (pa den famose s. 352) til »en velmobiliseret orlogsflade pa 26 orlogsskibe, 23 galejer, 13 lejede handelsfartojer foruden visse andre mindre skibe« (eksakt = 6), d.v.s. 68 skibe, hvor overfor Christian IV blot kunne stille 10 orlogsskibe samt 14 defensionsskibe (og en eventuel galejstyrke).²²

Men ogsa disse tal er uden nogen som heist relevans; rent bortset fra at
et umadeligt antal af de svenske skibe ma have vaeret troppetransportskibe,d.v.s.
uhyre sarbare mal for en beslutsom angriber, erklaerer Sveriges

20. Sveriges Krig II s. 163 regner alene med hvervningerne (anslaet til max. 6.000 mand), »Dessutom var allmoge uppbadad«. Men allerede i december 1622 havde Svensson detaljeret redegjort for de nationale regimenter (Tandrup s. 222), hvortil kommer den he It oversete rostjeneste samt de ovenomtalte skanske garnisonstropper oma. I det hele taget finder jeg, at specielt KBB giver indtryk af en langt bedre dansk forberedelse, end praeses (stort set pa grundlag af Sveriges Krig) kan finde.

21. Deter hojst uretfaerdigt imod Peder Gait at lade denne (II s. 269) indberette om en svensk flade pa 440 skibe. Rent bortset fra at kilden skriver 400 (!) firretuifve (Peder Gaits Depecher, udg. Nils Ahnlund (1920), s. 114), har udgiveren i sit forord (s. vii) gjort opmaerksom pa, at talangivelser normalt »slores« ved, at forste ciffer dubleres (2200 = 200 0.5.v.).

22. At Anders Svenssons og Christian IVs opgivelser pa skibe tilfaeldigvis falder sammen (note 41 ad II s. 308), viser ikke, at det nodvendigvis er de samme skibe.

Side 91

Sjokrig (Bilagsbind I s. 51), at den danske flade var second to none, samt (s. 42) - nok sa relevant - at de svenske skibe normalt var ringere bestykketend de danske. Faktisk far man indtryk af en skaergardsflade (med stor vaegt pa galejer) over for den danske hojsoflade med fast, velovet mandskab.

Kunne man blot taelle kanoner, ville jeg vove, at man fandt en knusende dansk maritim overlegenhed, og det sa meget mere, som Anders Svensson har indberettet, at en eskadre pa tre danske skibe, hvor iblandt fladens stolthed, to af de storste skibe (Patientia og Svarte Rytter), var pa kondolencebesog i Rostock, d.v.s. at de var fuldt udrustede og inden for raekkevidde (i hvert fald kaptajnerne var hjemme igen 7. juni, se Tandrup s. 451, jfr. KBB 1624-26 s. 148), men vel at maerke pa en made, der ikke kunne give svenskerne noget som heist paskud til at tale om danske krigsforberedelser.

I hvert fald bliver det en umiddelbar konsekvens, at Gustav Adolf i januar 1625 beordrer store krigsskibe bygget (Sveriges Sjokrig s. 33), marinearkaeologiens triumf, kongens tragedie = Vasa\ Og forst pa en sadan militaer baggrund kan vi forsta, at svenskerne er »perplekse« (II s. 329), samt at Gustav Adolf viser en hojst forstaelig nervositet (II s. 327 og 336), da det jo er ham og ikke forhandleren Axel Oxenstierna, der skal vove pelsen, og sky Ides Christian IV's optimisme ikke snarere, at han forlaengst har gennemskuet Gustav Adolfs bluff og minsandten - hvad prases har lidt svaert ved at forklare - tvinger sine forhandlere til at vise en smule mod og mandshjerte?²³

Nar alt kommer til alt, finder jeg, at denne min skitserede opfattelse af det danske beredskab i sommeren 1624 faktisk passer bedre til praeses' generelle teori og ikke mindst forklarer den despekt, hvormed kongen i den kommende tid behandler sit rad og den danske adel²⁴.

23. Til Gustav Adolfs nervositet horer givet ogsa hans vished om, at hver eneste dag, der gar, efter at ekspeditionskorpset er embarkeret, forringes dets effektivitet betydeligt (jfr. hans brev til Oxenstierna, se II s. 336 med note 61). Maske troede Christian IV ikke selv pa et skipperforlydende om, at svenskerne dode som fluer i Stockholm (II s. 323 med note 9); men der var udbredt pest i det sydlige Balticum, og i hvert fald 3. august traf.man fra dansk side forholdsregler imod en evt. fra Sverige kommende epidemi (KBB 1624-26 s. 213, jfr. Tandrup s. 484 f. med note 8).

24. Adelshistoriker er praeses dog ikke; som der er et og andet at undres over i indledningens adelsbiografier, turde her (II s. 250) omtalen af den svenske gesandt Johan Sparres »naere danske slaegtsforbindelser« skyldes navnemagi (in casu at de svenske og danske Braher skulle vaere af samme slaegt). I 1. bind (s. 124) berettes om den holstenske adels »traditionelle anti-svenske folelser«, hvilket i note 18 viser sig at vaere et citat (fra Palme, der ikke selv bringer nogen dokumentation for denne pastand). I betragtning af det meget nye (gerne utrykte) arkivstof, der fremlaegges i dette vaerk turde det maske vaere pa sin plads at understrege, at ogsa det allerede tilgeengelige materiale kan give meget, f. eks. KBB, der langt fra ses udnyttet til bunds (jfr. bemaerkningerne ovenfor om det danske beredskab 1624). Nar der i 1. bind (s. 287) tales om al »skasrpe toldkontrollen«, siges dette (i note 7) at ske ved en forordning, hvilket utvivlsomt skyldes ukritisk brug af Thyresson. Den udat. »forordning« viser sig at vaere er simpel ordre til oresundsvagtskibet, jfr. at datoen er hentet fra den enslydende (dat.; ordre til vagtskibet i Store Baelt, og det turde vaere et normalt tidspunkt at udlagge vagtskibene omkring 1. april. I 2. bind (s. 422 ad note 15) omtales missiver til oresundstolden med henvisning til Anders Svensson, hvor (Tandrup s. 501 med note 2) missivet siges at vaere tabt. Men 29 aug. udstedes savel en toldforordning som missiver til tolderne samt (i Sj.Reg.) el mandat til visitoren (KBB 1624-26 s. 237) med genpart af forordningen.

Side 92

Jeg skal nu til at runde af og vil derfor gerne en gang for alle understrege, at nar det pa trods af praeses' grundige, omfattende og myreflittige studier alligevel ofte er sket, at opponenterne karma frem til ret varierende opfattelser af vaesentlige forhold, skyldes dette naturligvis isaer arbejdets meget absolutte form; praeses har en gang taget et standpunkt, som derpa fastholdes igennem hele materialdiskussionen, en metode, der afgjort er til fordel for den bredere laeserkreds, som praeses vitterligt har bestraebt sig pa at na, men maske - for at blive i praeses' egen yndlingsterminologi - til bagdel for hans renomme?

Af übestridelig blivende vaerdi er ikke mindst skildringen af selve det diplomatiske spil (et morsomt eksempel pa den naesten klassiske protokolstrid II s. 286, hvor danske og svenske konkurrerer om retten til at abne modet), hvor ikke mindst praeses' langvarige udlandsrejser har fremdraget meget, isaer svensk stof, hvorved usikre danske kilder (f. eks. koncepter) nu kan konfronteres med eventuelt ligefrem den modtagne original og lejlighedsvis ogsa modpartens reaktion herpa o.s.v.

Ogsa min private kaephest, diplomatiets illegitime slaegtning efterretningsvaesenet, belyses her grundigt og morsomt. Det kunne maske have vaeret understreget, at den ekspeditte henrettelse af den polske superagent Anders Andersson (II s. 194 og 210) bestemt ikke skyldtes elskvaerdighed over for Sverige, snarere tvaertimod, da en nadig haengning ikke blot frelste ham fra en vaerre skaebne i Sverige, men ogsa effektivt lukkede munden pa en kilde, der taenkeligt kunne have bidraget til oprulningen af den omfattende polske efterretningsvirksomhed fra Halland.

Og vel har det laenge vaeret kendt, at den kongelige kunstspecialist, selveste Christian IV's hofmaler Peter Isaak, var engageret af det svenske efterretningsvaesen, idet hans »ansaettelsesbrev« minsandten ligger i DanskeKancelli (I s. 398 note 11). Tit og ofte citerer praeses hans indberetningersidelobende

Side 93

ningersidelobendemed toldagenten Anders Svenssons mere officiose. Og nok var hans primaeransaettelse utvivlsomt nederlandsk (materiale synes dog ikke bevaret); men da praeses normalt ikke er raed for at teoretisereover kilderne, savner man her for en gangs skyld omtale af den oplagte mulighed, at Peter Isaak hurtigt har henvendt sig til f.eks. den danske kansler, der ma have ojnet en enestaende chance for at plante efterretninger pa Axel Oxenstiernas bord, d.v.s. at maleren sandsynligvis er blevet »vendt« til dobbelt- eller snarere tripleagent. I hvert fald er det oplagt, at da selv den ellers nogterne Anders Svensson hen imod vaerkets slutning bliver nervos, er hofmaleren i stand til konstant at sende en strom af beroligende meddelelser.²⁵

Netop oprettelsen af agentposterne i henholdsvis Helsingor og Stockholm viser det stedse mere udviklede diplomati, om end den naeppe altfor diplomatiske Peder Gait lejlighedsvis ma have folt sig hensat til et uland (f. eks. II s. 152 f. o.o.).

Men hovedsagen er selvfolgelig den exceptionelt grundige redegorelse for politikkens udformning savel i Danmark som (i lidt mindre omfang) Sverige. Hvert aktstykke, der taenkeligt kunne belyse udenrigspolitikken og den dermed sammenhaengende magtkamp mellem konge og rad, er endevendt, og det turde ikke mindst sky Ides den overdadige dokumentation med de yderst redelige henvisninger i det fyldige noteapparat, at en opponent lejlighedsvis kan danne sig en fra prseses' tese noget afvigende opfattelse, vel at maerke naesten altid pa det redeligt af praeses fremlagte kildemateriale.

Synet pa Christian IV som politiker tror jeg ikke, at vi kan komme til enighed om: konklusionen fastslar, at kongen ikke evnede at gennemfore sin udenrigspolitik (II s. 517); men rigsradet tillaegges et stort medansvar, da kongens »malsaetning saledes ud fra statsraisonens synspunkt var sund nok« (II s. 519), hvorfor det ma have vaeret radernes standsegoistiske snaeversyn, der fik dem til at prioritere magtkampen med kongen hojere end udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Hertil er blot at konstatere, at praeses til stotte for sin generelle tese
citerer George F. Kennan, der taler om nationer (jfr. II s. 521: de nationaledanske
interesser), d.v.s. at han totalt har glemt, at han (II s. 467)

25. Allerede II s. 38 er Peder Isaak »beroligende«, s. 46 kan han glaede Sverige med, at Danmark i hvert fald ikke stotter Polen, s. 214 advarer han imod Polen (d.v.s. nedvurderer faren fra Danmark), s. 387 er han atter »beroligende«, s. 426 benyttes igen den polske fare, medens han s. 427 »tvivlede« pa nogle rygter; s. 447 »mente han ikke« og endnu s. 491 havde han »hab«.

Side 94

fremhaever, at Christian IV ikke herskede over en nationalstat, men over »konglomeratet Danmark-Norge-Hertugdommerne-den nordtyske indflydelsessfaere«,og folgelig havde interesser, der ikke nodvendigvis faldt sammen med det danske rigsrad (jfr. kurfyrsten af Brandenburgs karakteristiknov. 1624, II s. 449, samt ovf. s. 78). Rigsradets indflydelse syd for Kongeaen var folgelig ofte begraenset til, at det som »finansudvalg« kunne benytte bevillingsvabnet under den voksende tillidskloft, med det efter min opfattelse lidet flatterende billede af Christian IV som gemen svindler, der konsekvent benytter selv oremaerkede bevillinger efter behag(f.eks. II s. 506 f.0.). Resultatet bliver i hvert fald kort efter indforelsenaf de toldkommissaerer, der 1628 bliver til generalzahlkommissaererne og sluttelig de landkommissaerer, der skulle kontrollere, at rigsradets skatter brugtes efter bevillingernes formal.

Kort sagt, hvor god en politiker var Christian IV, nar han pa et tidligt tidspunkt burde kunne have indset, at han ikke kunne gennemfore sin politik (i den bestemte udformning, han fandt den rigtig) i samarbejde med den forfatningsmaessige institution rigsradet, og sa alligevel blev ved at forsoge (med halve forholdsregler etc.).

Tit og ofte under praeses' psykologiseren genkalder man sig citatet (II s. 295) om »den gabende kloft mellem det operationelle og det psykologiske miljo«. Mit yndlingscitat er og bliver den kloge Mecklenburgers karakteristik (II s. 196 med note 31) »at sagerne havde mere magt over ham end omvendt«.

Men lad mig da slutte med dette: tit og ofte er en disputats (tilstraebt) final, det afsluttende ord i sagen. Denne bogs styrke og interesse ligger for mig at se isaer i den verden, den abner for, ved at vise, hvad forlasngst tilgaengelige kilder kan bruges til, samspillet imellem udenrigs-, indenrigs - og forfatningspolitik.

For fremtidig forskning vil den vaere bade til inspiration og ikke mindst et sare nyttigt arbejdsredskab. Lad saga, at flere af praeses' problemlosninger taenkeligt skal modificeres en kende; det vil i meget hoj grad vaere netop de af praeses rejste problemer, fremtiden vil komme til at beskaeftige sig med.

Lad mig da endelig hjerteligt lykonske praeses ved afslutningen af disse
studier, der faktisk viser sig at vaere pabegyndt for henved 20 ar siden.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 13 (1979 - 1981) 3

Triumf og Tragedie