Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 13 (1979 - 1981) 3
Harzskytterne
- Et glemt kapitel i Christian 4.s nedersachsiske krig Under Christian Ws indgriben i 30-drskrigen forte han i 1625 felttog i Harzegnen mod Waltenstein og Tilly. Der opstod under hans ophold en folkelig bevcegelse, antikatolsk og understottet af danskerne. Om disse sdkaldte Harzskytter skriver mag.art. Ole Stender-Petersen her. Danskernes besiddelse af den stcerke fcestning Harzburg var en af grundene til friskytternes styrke pa disse kanter, hvor de bl. a. skabte problemer for byen Goslar, der samarbejdede med de kejserlige. Helt op i 1640'erne kan bevcegelsen folges, og selv om den primcert udsprang i et forsog pd at vxrge sig mod katolske troppers hazrgen, kan den ikke fraskrives ethvert ideelt motiv, f.eks. i henseende til onsket om at bevare den protestantiske religion.
Af Ole Stender-Petersen
Et sa godt som ukendt kapitel i Christian 4.s indgriben i tredivearskrigen
er den irregulaere, folkelige krigsaktivitet, der udviklede sig i forbindelse
med den.1
Danskekongens indgriben skete i hans egenskab af kredsoberst for en af de ti tyske militaerkredse, den nedersachsiske kreds. Det var hans plan med sin haer, hovedsagelig bestaende af tyske lejetropper, at traenge langs Weser ned mod Harzen. 18. juli 1625 stodte han pa Den katolske Ligas haer under Tilly, der fra syd rykkede ind i den nedersachsiske kreds, ind i Braunschweig-Wolfenbiittel, uden at det dog kom til kamp med kongen. Vigtigt i naervaerende forbindelse er, at Tillys fremfaertl, med tvangsrekvisitioner,plyndring, overfald og afbraending fremkaldte en folkelig modstand,og at de udplyndrede bonder samlede sig i bander, hvis optraeden blev karakteriseret som folger i en rapport fra Tilly: »Bonderne skaender og flar soldaternes koner og born, skaerer grueligt med okser orer, naeser, haender og fodder, ja, endog halsene og hovederne bade af soldater og
1. Kortelig derom Per Sorensson: Den envaldiga furstemaktens uppkomst (Norstedts varldshistoria VIII, Stockh. 1930), p. 388: » ... I Harz reste sig befolkningen (1626) och organiserade sig i friskaror, liknande friskytterna (snapphanarna) under Karl Xls skanska krig, vilka vallade Tilly mycket besvar.«
(Fra: Meyers neues Lexikon IV. Leipzig 1962)
fornemme officerer, flar dem levende, skaerer remme af huden pa dem og
lader dem ligge halvdode pa vejene«.2
Tilly stodte altsa pa modstand under sin fremrykning. Indbyggerne i Hemmendorf slog angriberne tilbage. Omkring Lamspringe samlede sig sidst i juli ca. 1000 til dels bevaebnede folk, som ville forsvare passene. I Poppenburg, Bodenwerder og Elze blev garnisonerne i august nugget ned. Bonderne naegtede at yde legisterne proviant.3 Det ma forudsaettes, at denne bondeaktivitet har vaeret en medvirkende arsag til, at danskekongen i September kunne tvinge Tilly bort fra Nienburg - i ovrigt 1625felttogets eneste storre sammenstod.
Men i samme maned rykkede en kejserlig haer pa 20.000 mand under Wallenstein i ovrigt uden at stode pa naevnevaerdig modstand ind i den ostlige del af nedersachsiske kreds og besatte stifterne Halberstadt og Magdeburg. Endnu under danskekongens ophold i kredsen opstod en folkelig bevaegelse i de af Wallenstein og Tilly besatte egne. Deter hele denne - af danskerne understottede - aktivitet, der er emne for denne afhandling.
Harzskytternes kamp om Goslar
Rigsstaden Goslars rad stod i slet ry hos danskerne, fordi det samarbejdede med modparten. I virkeligheden var radets stilling temmelig prekaer. Det onskede at indtage en »neutral« status, men denne status truedes af - for at citere den lokalkendte, yderst belaeste bjergskriver Honemanns Harzhistorie4 - »nogle landmaend, skovskytter og mange andre forvorpne snaphaner«. Disse tyske snaphaner, for hvem vabenhvilen 17. november 1625 - 1. marts 1626 mellem krigens parter var en uvedkommende ting, havde dels stottepunkter i en garverhytte pa Harzberg, dels i to bygninger ved selve Goslar.
I december 1625 havde Tilly i brev til radet beklaget sig over, at
2. Tilly til hertug Friedrich Ulrich af Braunschweig 22.9.1625 i: J. O. Opel: Der niedersachsisch-danische Krieg 11. 1624-26 (Magdeburg 1878), pp. 246 f., herefter - ikke helt korrekt - i: Arne Stevns: Vor Hasr i Krig og Fred I (1942), s. 388. Se ogsa Axel Larsen (Liljefalk): Kejserkrigen. Et Bidrag til de nordiske Rigers Krigshistorie. Efter trykte og utrykte kilder (1901), s. 84 ff. Forf. opfatter s. 86, n. bondernes modstand som »et godt Eksempel paa den lille Krig i hine Tider...«
3. Opel, op. cit., p. 247.
4. Rudolph Leopold Honemann: Die Alterthumer des Harzes. Aus Zeugnissen bewahrter Schriftsteller grossen-theils aber aus ungedruckten Urkunden zusammen getragen, Dritter Theil, (Clausthal 1755), p. 103.
forvorpne knaegte ud fra naevnte stottepunkter ved staden, sorn han antog tilhorte den, gjorde livet usikkert for hans knaegte, endog med »drab, roven og plyndren« og »fuldbyrder uendelige skader«, tilmed havde disse forvorpne irregulaere gjort den vigtige sydgaende vej fra Goslar ufarbar. Ogsa oberstlojtnant Oswald v. Bodendieck fra det wallensteinske regimentunder oberst Colloredo i Osterwieck klagede over de mange overfaldpa sine soldater i omegnen af Goslar. Radet svarede, at det end ikke mindre selv led under angreb med udgangspunkt i naevnte stottepunkter foruden fra sammenlobent pak og 24 musketerer i Nordberge. En destruktionaf bygningerne ved staden ville derfor ej vaere det ukaert.
Der blev da udsendt en kejserlig styrke bestaende af »kroater« (d.e. polske lejetropper) mod de snaphaner, der konfiskerede Goslars kvaeg, raserede stadens udenvaerker, opsnappede dens forsyningstransporter og tilfojede de dagligt provianterende legister forskelligt afbraek. Styrken afbraendte de to smuthuller ved Goslar for de lokale, danskvenlige skytter, ved garverhytten blev styrken ondt modtaget af »roverne«, men fik dog hytten afbraendt.5 Begivenheden kan dateres til 9. februar 1626, og »roverne« var ca. 18 bevaebnede friskytter, ledet af skovfogden Hans Lindener. I forste omgang blev »kroaterne« endog slaet pa flugt, og selv efter nedbraendingen fortsatte skytternes smaangreb pa lokaliteter uden for Goslars mure fra marts til maj.6
Ikke mindst indtagelsen af bjergfaestningen Harzburg, en af de storste bedrifter i denne irregulaere modstands historie, sikrede skyttebevaegelsensfortsatte eksistens. Wallensteins marskal, grev Collalto havde laenge naeret onske om at tage Harzburg til sikring af de vigtige forsyningslinjer, men et regulsert angreb ville stode pa hardnakket modstand fra Christian 4.s Sosterson og hjaelper, hertug Christian af Braunschweig-Wolfenbiittel (1599-16.6.1626) og beboerne iog ved borgen.7 Siden januar 1626 havde hertugen forstaerket borgbesaetningen og med stotte fra bonderne og en formelig bevaegelse, ledet af hans graenseskytter, forstfolk og jaegere, udbygget Harzburg til et stottepunkt for den fortsatte lillekrig mod de kejserlige, som ellers havde sat sig fast i Wiedelah, Schladen og Hornburgost for Oker, legisterne og radet i Goslar, der naegtede hertugen
5. Honemann, op. tit., p. 103. Dansk hovedsmand pa Homburg David Tonnies til Goslars rad 7.3.1626 (i: R. Wieries: »Das Amt Harzburg im dreizigjahrigen Kriege« (Zeitschrift d. Harz-Vereins f. Gesch. u. Altertumsk., 40. Jahrg. (Wernigerode 1907))), p. 189, n. 1, pp. 185 f. og 188. Wieries bygger pa samtidige kilder i dav. stadsarkiv Goslar og Herzogliches Landeshauptarchiv Wolfenbuttel.
6. Wieries, op. cit., pp. 185, 189 og n. 2; 190.
7. ibid., pp. 183 f.
enhver adgang til staden, men omvendt forsynede besaettelsesstyrkerne
med rigelig proviant.
Der er her tale om den bevaegelse, der i kilderne gar under betegnelsen »Harzskytterne«, eller som de selv kaldte sig »Vi, af Guds nade de i grevskaberne Hohnstein og Reinstein sammensvorne og forbundne skytter« .8 Med tiden kom betegnelsen til at omfatte alle de harzboere, der som snaphaner greb til vaben mod de katolske tropper. Blandt bonderne radede stor harme mod Goslars rad, fordi det endog drev handel med landsknaegtene med det plyndringsgods, der stammede fra Harzens nedbraendte landsbyer.9 Men under Tillys invasion havde mange bonder - bortset fra dem, der sogte tilflugt i bjergene og skovene - sogt ly bag Goslars skaermende mure med deres ejendele, korn og kvaeg, og staden, der ellers var henvist til foiisyninger ude fra, kom i forste omgang ikke til at lide nod, navnlig ikke efter at radet pa Tillys begaering var begyndt at udvise flygtningene.
Hertug Christians plan gik ud pa at afskaere alle stadens tilforselsveje; navnlig den vigtige vej til Halberstadt, der gik gennem den dybe Schimmerwald, havde Harzskytterne et godt oje til. Mange kobmandstransporter pa vej til staden blev deres bytte, og mangen kobmand mistede livet.10 Sidst i februar fik skytterne en rig host ved overfald pa et fornemt rejseselskab pa vej til Wernigerode, og greven af Wernigerodes kansler Heinrich Jordan blev skudt. Et helt vogntog med proviant fra Quedlinburg blev ogsa deres bytte, vognene forte de »til deres roverrede i Harz«, hvor de delte byttet, mens Goslar matte frikobe vognene og tillige kort efter yderligere seks kornvogne for 60 daler.11
25. februar klagede radet til hertug Christian over denne huseren med daglig »mord og roven« i fogeddommet Harzburg (under Braunschweig) fra nogle bonders og bortromte, strafvaerdige personers side. De angav selv, at hertugen havde befalet at afskaere provianttilforslen til staden, men naegtede at tro, at han havde nogen del i det altsammen, og bad ham indstaendigt om at sikre stadens provianttilforsel, af den afhang hundrede,ja, tusinde af hans egne flygtede undersatters eksistens.12 Nu var
8. Opel, op. cit. HI (1894), p. 166. Wieries, op. cit., pp. 186 f. Axel Larsen naevner op. cit., p. 170 i forbigaende bondernes »Snaphanepartier« i bjergegnene, saerlig i Harzen, hvor »deres saedvanlige Navn i Folkemunde blev ... Harzschiitzen«, en bevaegelse, »hvis Enkeltheder vi her ikke skulde komme naermere ind paa«.
9. Wieries, op. cit., pp. 187 f.
10. ibid., pp. 182, 189 ff. Ogsa Goslar blev ramt af pesten, der bortrev over 3.000 mennesker (Axel Larsen, op. cit., s. 133).
11. Wieries, op. cit., pp. 191 f., 229 (Goslars rad til hertug Christian 25.2.1626).
12. Wieries, op. cit., pp. 229 ff., bilag I.
sagen imidlertid den, at radet havde beslaglagt disse flygtninges ejendele, og hertugens modvilje mod staden var ikke uden grund. Radet og Wallensteinstod i indbyrdes forbindelse.13 Men hertugens holdning til skytternevar pa dette tidspunkt ret ambivalent; radet havde kunnet paberabe sig modtagelsen af sikre pasbreve med hans eget sigil. 1. februar havde han udsendt et dekret mod de i fogeddommerne Goslar og Seesen rotterendeknaegte, der gjorde vejene om Goslar usikre, og mod lignende skarer i Braunschweig og andre lokaliteter, som skulle vaere mere indstilletpa rov end pa at bekaempe de kejserlige; han havde erindret om en tidligere forordning om ojeblikkelig skydning af disse rebeller og befalet, at fribytterne inden 24 timer enten skulle i hans tjeneste eller forlade landet.14 Det kom dog for ham mere an pa at disciplinere end helt at udrydde disse Harzskytter. Han onskede at underkaste dem sin strikte kommando, hvilket givet ikke let lod sig forene med hele deres irregulaerelevevis og kampmade.
Hertugens friskarekrig mod Goslar begyndte forst rigtigt, da radet i marts afviste en ansogning fra danskekongen om optagelse af en besaetning. Hertugen truede med ild og svaerd, om radet abnede portene for de kejserlige, og blev stottet af en ikke übetydelig borgeropposition i selve staden, men et forsog pa 14. marts at overrumple staden mislykkedes. Angrebet fik oppositionen til at naerme sig radet. I april undslap hertugen med nod og naeppe Wallensteins undsaetningshaer, og radet erklaerede sig til det menige borgerskabs harme rede til at optage 300 legister. Grundet oppositionen matte det dog bekvemme sig til forelobig alene at folge sin tidligere »neutrale« linje.15
Hvorom alting er vovede harzburgerne grundet den kejserlige stotte til Goslar sig forelobig ikke mere sa naer rigsstadens mure som for.16 Sidst i april gav hertug Christian Hans Lindener og hans 40 Harzskytter gront lys for forstaerket lillekrig mod Goslar.17 Det medforte en optrapning af snaphanekrigen om Goslar.18 Den gik isaer ud over stadens kvaeg, som, i fald det blev taget, kun mod hoje losepenge kunne indloses af radet. Besaetningen pa Harzburg sa lidt som Harzskytterne har manglet kod.19
En skare pa 30-40 harzburgere ledet af en fladningsmester tilfojede
13. ibid., pp. 192 f., 194 f. og n. 1 p. 195.
14. Opel, op. cit. 11, p. 406.
15. ibid., pp. 416 f.
16. Wieries, op. cit., p. 194.
17. ibid., p. 231, bilag 11.
18. ibid., p. 198.
19. ibid., p. 199.
med basis ved Oker og pa Sudmerberge, hvorfra de havde et fortrinligt overblik over trafikken til og fra Goslar, staden forskelligt afbrask, men blev 29. april angrebet af soldater og Goslar-borgere. Lederen faldt, og i hans hus ved Oker fandtes en fane og et stort forrad. Alligevel rettede radet 30. april henvendelse bade til Tilly og via hertug Georg af Braunschweig-Liineburg, der forst havde kaempet pa sin onkel, kongens side, men pa denne tid kaempede pa kejserlig side, ogsa til Wallenstein om hjaelp.20 Wallensteins svar af 7. maj var imodekommende. I takkebrevaf 10. maj meddelte radet om nye store bortforelser af kvaeg og fareflokke ved harzburgerbonderne. Wallenstein lagde sa 300 mand fra Colloredos regiment ind i staden.21
Nod Goslar saledes fra katolsk side mere og mere helhjertet bade militasr og diplomatisk stotte,22 kan det samme ikke siges om Harzskytterne fra dansk side, naermere bestemt den danske besaetning i faestningen Wolfenbiittel. Goslars rad fik i juni beroligende underretning fra bjergfogden i den af legisterne frygteligt haergede flaekke Zellerfeld, Johann Diegel, der vedligeholdt gode forbindelser med det, om, at det var forbudt bonderne i fire naermere angivne lokaliteter samt omkring selve Harzburg at plyndre goslarsk og bjergflaekkernes gods, og han naerede endog hab om, at selveste Christian 4. kunne formas til at afsaette den yderst aktive danske kaptajn pa Harzburg Georg Wolff v. Wildenstein. Dette kunne Diegel meddele efter et besog i Wolfenbuttel.23
Danskerne på Harzburg og snaphanerne
Danskernes besiddelse af den naesten uindtagelige faestning Harzburg var maske hovedarsagen til skyttebevaegelsens succes i dette strog. Da Tilly i marts holdt sit indtog i Osterode og bjergflaekkerne Zellerfeld og Clausthal, og de danske og braunschweigske tropper under kommandanternei Clausthal v. Holstein og Casper Schulte og den kgl. major i Zellerfeld Casper Philip v. Mitzkefal over hals og hoved til den lokale befolknings fortrydelse flygtede, mens lokalembedsmaendene og mange andre sogte tilflugt bag Goslars skaermende mure,24 udbrod der iogom
20. Wieries, op. cit., pp. 190 f., 199. Allgemeine Deutsche Biographie (ADB) VIII (1878 pp. 629 f. (hertue Geore).
21. Wieries, op. cit., p. 200.
22. ibid., pp. 232 f., bilag 111 (Wallenstein til Goslars rad 24.5.1626), p. 200.
23. Honemann, op. cit., pp. 112 f. og 137. Wieries, op. cit., p. 205.
24. Honemann, op. cit., pp. 110-113.
Zellerfeld en irregular modstand, ledet af den edssvorne Thomas Merten,af Mitzkefals forgaenger v. Holstein udnaevnt til faenrik og stadshovedsmand.Merten selv faldt ien skaermydsel med de kejserlige.25 Som en svobe ramte besaettelsen bjergflaekkerne.26
Som pa en 0 i et fradende hav sad den danske kaptajn v. Wildenstein pa Harzburg med befaling over et kompagni pa 100 mand. I maj blev han mindelig bedt om at beskytte bjergflaekken Altenau mod irregulaer virksomhed fra »de Harzburgske og nogle sammenrottede braunschweigske undersatter og skytter«.27 Naevnte virksomhed var ikke uden arsag. Andre braunschweigske bjergflaekker, Wildmann og Lautenthal, havde faet legisternes harde regimente at smage i form af plyndring og skydning af borgere.28 St. Andreasberg ydede passiv modstand mod udskrevet faestningsarbejde i Clausthal og var blevet truet med tvangsindkvartering af den legistiske besaettelsesmagts tjener, Braunschweigs rad og landdrost Marquard v. Hodenberg.29
Altenau var 30. marts egenhaendigt af Tilly blevet taget under beskyttelse ved trykt salvaguardia-brev, der fritog den for enhver krigsbyrde.30 Men v. Wildenstein indkasserede brandskatningsafgifter fra Altenau og andre bjergflaekker; 15. maj udstedte ogsa han et salvaguardia-brev for flaekken.31 Dette tyder pa, at ej heller han havde meget til overs for de irregulaere, der dog kaempede for samme sag som han.
De irregulaere, danskvenlige styrker blev benaevnt med forskellige navne:harzskytter, snaphaner, fribyttere, og af dem, der ikke var indforstaet med deres aktioner: landsskadelige personer. Bag det hele la imidlertid, at brede lag var geradet i stor armod grundet krigsbegivenhederne, alene i det braunschweigske var 300 landsbyer gaet op i luer. Selv om de tyske snaphaner egentlig var irregulaere styrker, havde de delt sig i »regulaere« afdelinger, der til tider talte nogle hundrede kaempere, tilmed oftest beredne .32 Selve bevaegelsen var udsprunget af en ren spontan vilje til modstandog enkelte landsbyers initiativ med selvforsvar af familie og ejendommod de fremmede landsknaegte. I anden raekke kom sa det religiose moment, idet disse bonder naturligt sluttede sig til danskekongen som
25. ibid., pp. 86, 116.
26. ibid., pp. 117 f., 127-33.
27. ibid., pp. 138 f. Wieries, op. cit., p. 194.
28. Honemann, op. cit., p. 130.
29. ibid., pp. 128 f
30. ibid., pp. 131 f. (brevets ordlyd).
31. ibid., pp. 137 ff. (brevet in extenso).
32. ibid., p. 139.
forsvarer af protestantismen. Denne modstandsbevaegelse var Harzskytterne,som med vaben i hand sogte at friste en - naturligt nok - kummerligtilvaerelse i de dybe bjergskove, dog med Harzburg som et fast stottepunkt ;33 sa meget desto mere bemaerkelsesvaerdigt, som skarer af panikslagnebonder ellers sogte til de pestbefaengte staeder.34 Selve ernaeringen ma have voldt problemer for skovskytterne. Selv om skovene utvivlsomt var rige pa vildt, floderne pa fisk, haendte det, at skytter »konfiskerede« svin eller kvaeg fra flaekker og staeder, der stod sig bedre med de kejserlige.De samarbejdende myndigheder var pa sporet efter Harzskytterne, saerlig v. Hodenberg og fogden pa Scharzfels Hieronymus Widemann. Det kan ikke haevdes, at de irregulaeres aktioner ligefrem fremkaldte Tillys og Wallensteins repressalier. Voldsomme haergninger i fogeddommetHarzburg satte saledes ind allerede 22. april, en uge for fjernelse af 212 liineburgske svin, og laenge for et par aktioner med fjernelse af de kejserliges storleverandor af kugler, v. Windheims, fogden i Elbingerodes,heste og plyndring af Mandelholz fandt sted i maj.35
Repressalierne blot fremmede de irregulaere styrkers aktivitet. De gik over til nalestiksangreb pa kejserlige styrker, saledes nedkaempede de 16. maj salvegarder af det Colloredoske regiment i Ilsenburg. Wildenstein pa Harzburg kom med og deltog i en aktion, hvor byttet var 500 far, tilhorende goslare. Det hele medforte, at Wallenstein primo juni beordrede at bista Goslar og specielt »gore dem pa Harzburg og sammenrottede bonder afbraek,... helt at udrydde dem, erobre slottet, sa Goslar fremtidig blev sikret mod skader fra den kant«.36
Goslars rad maerkede ikke meget til den lovede kejserlige hjaelp. Snaphanerne - hjulpet af danske dragoner pa Harzburg - fortsatte i juni med indfald pa Goslars stadsterritorium. De genstridige bonder i fogeddommet Harzburg forstod at udnytte skovene og klipperne, der var velegnede til den form for lillekrig, de forte, og borgen Harzburg var naesten uindtagelig .37 Et klageskrift opsat i maj af Goslars notar opgjorde de borgerne af »fyrstelige braunschweigske soldater, krybskytter og sammenrottede harzburgske og sesiske bonder« tilfojede skader til 12.259 rdl.38
Ogsa bjergflaekkerne var til en vis grad centrum for modstand, og Tilly
33. Opel, op. cit. 111, pp. 163 f.
34. Axel Larsen, op. cit., s. 133.
35. Honemann, op. cit., pp. 139 f. Wieries, op. cit., p. 197, bilag V (v. Wildenstein til Goslars rad, Harzburg 27.5.1626), p. 233, pp. 195 f. og n. 2 p. 195.
36. Wieries, op. cit., p. 200; bilag IV pp. 232 f.
37. ibid., pp. 202 f.
38. ibid., pp. 204 f.
satte hele aktiviteten fra Harzburg-besaetningens side, fra »krybskytter som bonder«, i forbindelse med bjergsvendene, »slige roveriske svende, [der] opholde sig uden- som indenfor Harzen«.39 Bjergfolk fra St. Andreasbergdeltog som Harzskytter. Kronikeskriveren kan naevne fern af dern med navn og tilfojer, at de ikke var Guds bedste born. Men ogsa de stod under regulaer dansk-braunschweigsk ledelse, d.v.s. under Wildenstein pa Harzburg.40
Snaphanebevaegelsen led et alvorligt knaek, da stotten fra Harzburg engang i 1626, formentlig i juli, ophorte. Det vides ikke, om danskerne ligefrem rommede borgen, eller om den til leder af angrebet mod borgen af Wallenstein udnaevnte v. Bodendieck virkelig havde held med at indtage den. Det hele synes at vaere sket samtidig med en aftagen i eller helt ophor af skytternes strejftog mod Goslar. Muligvis som led i Christian 4.s bevaegelser i omradet ultimo juli er besaetningen pa Harzburg blevet trukket tilbage. Indtil da havde den vaeret stottepunkt for folkerejsningen i Nordharzen mod kongens fjender. Derefter sad fogden Georg Keydel pa borgen - i stadig kamp mod de irregulaere i skovene. Ligesom forgaengeren havde ladet fangne goslare vansmaegte i Harzburgs fangehuller, lod han samme behandling overga fangne snaphaner.41 Dog, Harzskytterne opgav ingenlunde tanken om en generobring af den strategisk vigtige borg.
Braunschweigs Harzskytter i Christian 4.s tjeneste
Kort for slaget ved Lutter am Barenberge havde hertug Friedrich Ulricri af Braunschweig-Wolfenbiittel (1591-1634) 26. juli/5. august tilsluttet sig de kejserlige, som han efter slaget helt abnede sit land for.42 Han havde imidlertid klart blik for, at arsagen til bonde- og skyttebevaegelsen i grevskaberneHohnstein og Reinstein skulle soges i den store nod, undersatterneaf krigen var blevet kastet ud i.43 Efter et Harzskytte-angreb pa Mandelholz 28. maj var hertugens besiddelser blevet hardt ramt ved Tillys og v. Bodendiecks repressalier, saerlig landets metal- og saltvaerker
39. ibid., bilag VII (Tilly til bjergfogden i Zellerfeld Johann Diegel, Miinstei 19./29.6.1626),pp. 235 f.
40. Honemann, op. cit., pp. 141-45, 148.
41. Wieries, op. cit., pp. 206 f., 208.
42. Opel, op. cit. 11, pp. 559, 569. ADB VII (1878), pp. 503 f. Honemann, op. cit., p. 151 Wieries, op. cit., p. 207.
43. Opel, op. cit., 111, pp. 164 f.
ker.44 Sa meget desto vigtigere blev det efter hertugens overgang for den danske oberst i Wolfenbiittel, Johan von Loo og major i Hornburg David Tonnies at understotte skytternes kratkrig.45 En fangen Harzskytte opgav over for de kejserlige von Loo som leder af hele bevaegelsen, og det var den almindelige opfattelse, at skytterne fik bade penge, ammunition, officerer og faner fra den danske besaetning i Wolfenbiittel.46 Bevaegelsen fik et nyt opsving. Pa ny opererede sidst i 1626 en skare om Goslar med Oker som udgangsbase, og skytterne truede nu ogsa det braunschweigske bjergvaerksomrade Clausthal-Altenau. 5. januar 1627 dukkede en 40 mand stor bande endog op foran Harzburgs mure og kraevede med storre dristighed end resultat udleveringen af deres fangne kammerater.47
Efter Christian 4.s tilbagetraekning i efteraret 1626 holdt Tilly i foraret 1627 store dele af Hessen, hertugdommerne Braunschweig-Liineburg og -Wolfenbiittel med undtagelse af enkelte staeder og fasstninger (og de af Harzskytterne dominerede, naermest utilgaengelige skovegne i og om Harzen) besat foruden stifterne Miinster, Paderborn og Verden. Mod ost strakte de Tilly-besatte omrader sig til aerkebispedommet Magdeburg.48 I stifterne Magdeburg og Halberstadt huserede fortsat de kejserlige.
Hertugdommet Braunschweig-Wolfenbiittel blev frygtelig medtaget. Primo 1627 fastslog Friedrich Ulrich, at 300 landsbyer var gaet op i luer, og 1/3 af undersatterne blevet draebt. Staden Braunschweig var et dansk stottepunkt under ledelse af den i april til dansk statholder over Nedresachsen udnaevnte oberst Philip Reinhard v. Solms og kunne afvise krav bade fra Tilly og huset Celle, men dens stilling var mere end prekaer.49 Hertugens gamle residensstad Wolfenbiittel holdt ogsa - ligeledes under v. Solms' kommando - laenge stand mod legisterne.50 Med undtagelse af adelen og det hojere bureaukrati var befolkningen udelt pa danskernes side og hjalp pa forskellig vis deres strejfpartier.51
Fra Braunschweig, hvor Solms fra 18. april befandt sig,52 gjordes udfaldtil
44. Honemann, op. cit., p. 140.
45. Axel Larsen, op. cit., s. 150. Wieries, op. cit., p. 208
46. Opel, op. cit., p. 167.
47. Wieries, op. cit., pp. 208 f.
48. Opel, op. cit., 11, p. 569.
49. ibid., pp. 572 f., jvf. ibid. 111, pp. 150 f. og C. F. Bricka & J. A. Friedericia (ed.): Kong Christian den Fjerdes egenhaendige Breve. 1626-1631 (Kbh. 1889-91), s. 15 og n. 3, s. 83, n. 3. F. H. Jahn: Historie om Danmarks Deeltagelse i Trediveaarskrigen (Grundtraek til Christian den Fjerdes Krigshistorie II) (Kbh. 1822), s. 353.
50. Opel, op. cit., 11, p. 575; HI, pp. 148 ff. Jahn, op. cit., p. 353. Staederne ramtes hardt af epidemier, i Wolfenbiittel alene dode o. 1.700 (A. Larsen, op. cit., s. 133).
51. Opel, op. cit., 111, pp. 151 f.
52. Solms til Christian 4., Braunschw. 19.4.1627 (RA. TK A IV Indkomne Breve. 4. Indkomne Breve, aim. Raekke. 96 III: Breve fra Grev Philip Reinhard af Solms 1626-28 og uden Datum).
faldtilunderstottelse af befolkningens vaebnede modstand mod legisternesrekvisitioner. Deres fremfaerd tvang bonderne til at soge tilflugt i skovene og tilslutte sig Harzskytterne, der lagde baghold for Tillys soldater.Ogsa besaetningen i Wolfenbiittel, hvor v. Solms befandt sig fra o. 13. maj,53 fore tog udfald, som Tilly var ude af stand til at imodega. Et af togterne gik til Goslar 18. maj og resulterede i et bytte, bestaende af stadens kvaegflok.54 Solms skrev 13. maj til kongen: »Ihn dem Hartz Und Sulnig Walt55 thun sich etliche bawren zusammen Und schlagen uf die Tyllische so gut sie konnen, dorffen dieser orts den bawren Leicht zu Wirken sein sie sollten ein allgemeinen Uffstand machen«.56
Det var denne situation, Christian 4. kort skildrede i brev til kansler Friis57: »Af Braunschweig haver Tilly begaeret hjaelp til at blokere Wolfenbiittel, hvorpa de svarede, at tiden ej sa var, at det ske kunne. Bonderne lobe i hundredetal sammen og tilfoje Tillys soldater stor skade og plyndre herremaendenes garde og sige, de vil af ingen herre kommanderes uden af mig«. Brevet rober, at danskekongen ikke var blind for de muligheder, den folkelige krig abnede, hvilket ogsa hans kontakt - om end naturligvis mindre snaever - med de ovreostrigske bonderebeller den foregaende sommer vidner om.58
Legisternes pres mod Braunschweig mindede om Harzskytternes huserenomGoslar. Men mens borgerne i staden var anti-legistiske, spillede radet dobbeltspil og sluttede hemmelig overenskomst med Tilly om proviantleveringtilhans foretagende mod Wolfenbiittel; pa den anden side matte det grundet borgernes holdning fortsat yde den danske besaetning
52. Solms til Christian 4., Braunschw. 19.4.1627 (RA. TK A IV Indkomne Breve. 4. Indkomne Breve, aim. Raekke. 96 III: Breve fra Grev Philip Reinhard af Solms 1626-28 og uden Datum).
53. idem til idem, Wolfenbut. 13. og 25.5.1627; 2., 15. og 30.6.; 29.7.; 3.8.; 21.9.; og 1.10.1627 (RA. TK IA A IV-4-96 III); af brevet af 2.6. fremgar, at v. Loo virkede som Solms' hojre hand.
54. Opel, op. cit., 111, p. 153, jvf. ogsa Jahn, op. cit., pp. 354 f
55. Soiling Wald, skovbevokset landskab mellem Weser- og Leine-floden.
56. Solms til Christian 4., Wolfenbut. 13.5.1627 (jvf. n. 12).
57. dat. Boitzenburg 13.5.1627 (i Bricka/Fridericia (ed.), op. cit., nr. 70, s. 83 og noter).
58. Der er bevaret en handseddel med oplysninger om den begyndende ovreostrigske bondekrig (i Landl): »Wir horen das in Oesterreich sich 30000 bauren versamblett haben, darunter 2000 Von Adell Graffen Und Freihern, die alle mit Schwartzes Kleidern, druff Weisse Creutze stehen, die bauren fahren alle Schwartz mit einem Weisses creutze, Ihren Wegk Uf Linz genommen Alle Closter Und Pfaffenkirchen gepliindert, Die von Linz seien mit 1500 mann verteigen getrocken, mit 4 stuck geschiitz aber die bauren haben dieselben also empfangen, das nicht vber 3 od 400 wider zu Hauss kommen sein, haben ihnen die 4 stuck geschiitzes abgenommen, Liggen nun vor Linz mit 16 stuck geschiitz, haben alle schlosser vmb Linz eingenohmen Und alle Passe besetzet, das der feindt daran nicht kommen kan. In Franckfort des 16 May [/26.5.1626].« (Handseddel i RA. TK IA A VIII 155. Diverse militaere Akter fra Christian IVs Tid 1610-48: 4. Forskelligt. 1610-1648). Den ovreosterrigske bondekrig 1626 er skildret udforligt i Felix Stieve: Der oberosterreichische Bauernaufstand des Jahres 1626 I-II (Munchen 1891). Christian 4. kontaktede primo juli bondelejren i Weiberau ved det belejrede Linz med sendebuddet Johann Scultetus, som vi i ovrigt senere moder som dansk gesandt i Nederlandene (Vejledende Arkivregistraturer XI. Tyske Kancelli 11, udg. af Rigsarkivet 1962, s. 251). Scultetus var efter en mission hos Bethlen Gabor via Wolfenbiittel rejst gennem Sachsen til Leitmeritz, derfra over Prag til den af rebellerne siden 1. juli besatte stad Freistadt. Ridderen Siegmund Rudolf v. Pohlheim, der sympatiserede med bonderne, sendte ham til dem. De betragtede ham dog med mistro og underrettede endog Wien om hans mission, ud af hvilken der bl. a. grundet de lange afstande intet kom trods hans lofter om dansk bistand til bondernes kamp for protestantismen. Men udsigten til dansk hjaelp til rebellerne fyldte modparten med frygt (Stieve, op. cit., I, pp. 146 f., 152, 69 f., 167 f.; 11, n. 1 p. 135, n. 1, p. 136; I, pp. 169 f. Franz Kurz: Gesch. d. Landes Osterreich ob der Enns I (Leipzig 1805) pp. 368-71 (brev af 28.8 fra bonderne til Christian 4.). Stieve, op. cit., I, p. 206). Efterretningerne om bondeopstanden kan have indvirket gunstigt pa kongens plan om et fremstod ind i Schlesien (Opel, op. cit., 11, p. 518), der kom i stand i juli ved grev Ernst af Mansfeld, og bade bonderne, kurfyrst Maximilian af Bayern og kejser Ferdinand kalkulerede i deres planer med danskekongens, Gabors, ja, tyrkernes og venetianernes foretagender. Forst ultimo november havde bayerske og kejserlige tropper faet bugt med bondekrigerne i det til Bayern pantsatte Landl. Bondekrigen i ovreosterrig og de med den forbundne problemer kan ikke udforligt behandles i denne kontekst, men kraever en saerlig behandling. Den er gennemgaende karakteriseret af en mere fleksibel taktik end den store tyske bondekrig 1525-26, saerlig i slutfasen forstod bonderne i Landl at udnytte skov- og bjergterraenet pa en »guerillaagtig« made. Men sammenlignet med den store tyske bondekrigs udlobere til disse egne 100 ar tidligere var bondernes taktik mindre fleksibel, mindre guerillaagtig, kortvarigere, mens Harzskytterne, der opererede i thuringske egne, 1525 ramte af bondekrigen, i modsaetning til dennes taktik dygtigt forstod at applicere lillekrigens, den »forlaengede« krigs hele taktik og teknik.
og v. Solms en vis stotte. I maj klagede Tilly til landdagen i hertugdommetoveromstrejfende skarers overfald pa hans folk og over den almindeligestottetil dem, der paberabte sig danskekongens sag.59 Det hele tvang om sommeren Tilly og kejseren til at sla ind pa en mildere kurs i hertugdommet. Pa den anden side foretog v. Solms planmaessig brandskatningaf24 landsbyer og slotte og haergede alt i 4 miles omkreds af Wolfenbiittel.60 Et af de morkeste punkter i den danske krigsforsel i dette omrade. Sidst i juni begyndte Solms at inddrive kontributioner lige sa brutalt som modparten.61 I Wolfenbiittel konfiskerede han hele hertug Friedrich Ulrichs skat af umontet aedelmetal.62 Men efter tilforsel af friskestyrkerunder
58. Der er bevaret en handseddel med oplysninger om den begyndende ovreostrigske bondekrig (i Landl): »Wir horen das in Oesterreich sich 30000 bauren versamblett haben, darunter 2000 Von Adell Graffen Und Freihern, die alle mit Schwartzes Kleidern, druff Weisse Creutze stehen, die bauren fahren alle Schwartz mit einem Weisses creutze, Ihren Wegk Uf Linz genommen Alle Closter Und Pfaffenkirchen gepliindert, Die von Linz seien mit 1500 mann verteigen getrocken, mit 4 stuck geschiitz aber die bauren haben dieselben also empfangen, das nicht vber 3 od 400 wider zu Hauss kommen sein, haben ihnen die 4 stuck geschiitzes abgenommen, Liggen nun vor Linz mit 16 stuck geschiitz, haben alle schlosser vmb Linz eingenohmen Und alle Passe besetzet, das der feindt daran nicht kommen kan. In Franckfort des 16 May [/26.5.1626].« (Handseddel i RA. TK IA A VIII 155. Diverse militaere Akter fra Christian IVs Tid 1610-48: 4. Forskelligt. 1610-1648). Den ovreosterrigske bondekrig 1626 er skildret udforligt i Felix Stieve: Der oberosterreichische Bauernaufstand des Jahres 1626 I-II (Munchen 1891). Christian 4. kontaktede primo juli bondelejren i Weiberau ved det belejrede Linz med sendebuddet Johann Scultetus, som vi i ovrigt senere moder som dansk gesandt i Nederlandene (Vejledende Arkivregistraturer XI. Tyske Kancelli 11, udg. af Rigsarkivet 1962, s. 251). Scultetus var efter en mission hos Bethlen Gabor via Wolfenbiittel rejst gennem Sachsen til Leitmeritz, derfra over Prag til den af rebellerne siden 1. juli besatte stad Freistadt. Ridderen Siegmund Rudolf v. Pohlheim, der sympatiserede med bonderne, sendte ham til dem. De betragtede ham dog med mistro og underrettede endog Wien om hans mission, ud af hvilken der bl. a. grundet de lange afstande intet kom trods hans lofter om dansk bistand til bondernes kamp for protestantismen. Men udsigten til dansk hjaelp til rebellerne fyldte modparten med frygt (Stieve, op. cit., I, pp. 146 f., 152, 69 f., 167 f.; 11, n. 1 p. 135, n. 1, p. 136; I, pp. 169 f. Franz Kurz: Gesch. d. Landes Osterreich ob der Enns I (Leipzig 1805) pp. 368-71 (brev af 28.8 fra bonderne til Christian 4.). Stieve, op. cit., I, p. 206). Efterretningerne om bondeopstanden kan have indvirket gunstigt pa kongens plan om et fremstod ind i Schlesien (Opel, op. cit., 11, p. 518), der kom i stand i juli ved grev Ernst af Mansfeld, og bade bonderne, kurfyrst Maximilian af Bayern og kejser Ferdinand kalkulerede i deres planer med danskekongens, Gabors, ja, tyrkernes og venetianernes foretagender. Forst ultimo november havde bayerske og kejserlige tropper faet bugt med bondekrigerne i det til Bayern pantsatte Landl. Bondekrigen i ovreosterrig og de med den forbundne problemer kan ikke udforligt behandles i denne kontekst, men kraever en saerlig behandling. Den er gennemgaende karakteriseret af en mere fleksibel taktik end den store tyske bondekrig 1525-26, saerlig i slutfasen forstod bonderne i Landl at udnytte skov- og bjergterraenet pa en »guerillaagtig« made. Men sammenlignet med den store tyske bondekrigs udlobere til disse egne 100 ar tidligere var bondernes taktik mindre fleksibel, mindre guerillaagtig, kortvarigere, mens Harzskytterne, der opererede i thuringske egne, 1525 ramte af bondekrigen, i modsaetning til dennes taktik dygtigt forstod at applicere lillekrigens, den »forlaengede« krigs hele taktik og teknik.
59. Opel, op. cit., 111, pp. 157 ff.
60. ibid., pp. 160 f. Jvf. klageskrivelse fra landstaenderne forsamlede i Braunschweig til Christian 4., dat. 31.5.1627, hvori befolkningens nod tilskreves garnisonen i Wolfenbuttel, der ogsa havde fremkaldt Tillys fremfaerd i hertugdommet (RA. TKUA. Spec. Del. Tyskland: Braunschweig-Liineburg A 11. 37 (1626-1640)). I skrivelsen klagedes bl. a. ogsa over, at kongen afvendte undersatterne fra deres rette landsfyrste og fik dem til »vermessentlich revoltiren«.
61. Opel, op. cit., 111, p. 161.
62. ibid., p. 163, jvf. Solms' instruks af 30.9.1627 til sin sekretaer med punkter at forelaegge kongen om besaetningens anstrengte situation (RA. TK IA A IV-4-96 III).
skestyrkerunderPappenheim blev staden fuldstaendig indesluttet i September
.63
Et staerkt stottepunkt for Harzskytterne var det pa et hojplateau liggende Benneckenstein i sydlige Mellemharzen. Herfra udgik siden marts togter, der forte til skaermydsler med de kejserlige, der var koncentreret om Osterwieck. Skytterne kunne en tid lang endog sa temmelig uforstyrret passere ud og ind af Quedlinburg, en trafik, der dog blev sat en stopper for i juni. I denne maned foretog skytterne strejftog til Halberstadt, Aschersleben (Wallensteins gamle hovedkvarter) og Stassfurt. Fra Stolberg matte den kejserlige oberstlojtnant Vitzthum v. Eickstadt retirere, og skytterne brandskattede borgerne der samt i Gernrode og Giintersberge. Klostret Adersleben ost for Halberstadt blev plyndret.64 En rekvisitionskommando pa 15 mand blev mellem Blankenburg og Hiittenrode i juni spraengt fra hinanden af et halvhundrede Harzbonder, der medtog hele transporten af vin, korn og 0l samt alle hestene, faldne var der pa begge sider.65
Der radede dyb modsaetning mellem Harzskytterne og de fast bosiddende borgere, af hvilke mange foretrak samarbejde med de kejserlige. Med forkaerlighed synes skytterne dog at have hjemsogt mere velhavende personer. Saledes afbraendte de »huset« Hohnstein, fratog den magdeburgske domherre Peter Rudolf v. Oppen hans kvaeg i to lokaliteter og fyrst Christian af Bernburg kvaeg- og heste-flokke. Da fyrsten fangede nogle af dem og udleverede dem til de kejserlige i Halberstadt, lod bonderne ham i august fole deres vrede ved indfald pa hans godser.66 Mens »opstanden«, som en historiker kalder bevaegelsen, nod sympati blandt de lavere sociale bylag og hos de fattige, fordrevne bonder, holdt adelen og de hojere borgerlige staender sig pa af stand af den.67 Den besad saledes en vis klassekarakter, men tilstraebte ikke forst og fremmest sociale
Harzskyttebevaegelsen voksede stadig til en ret betydelig organisation med maske 6.000 medlemmer, underkastet en vis militaerisk disciplin. Nogle af medlemmerne var beredne, og der var ogsa en del skyts for handen. Det var dog den almindelige mening, at skytterne modtog bade
63. Opel, op. cit., 111, p. 351.
64. ibid., pp. 165 ff.
65. Hovedsmand Felix Frey til stolbergsk byfoged i Wemigerode Jacob Witte, Elbingerode 25.675.7.1627 (i: Ed. Jacobs: »Werbewesen im 30 jahrigen Kriege u. Überfall durch die Harzbauern zwischen Hiittenrode u. Blankenburg« (Zeitschr. des Harz-Vereins f. Gesch. u. Altertsk. Bd. 21 (Wernigerode 1888)), pp. 233 f.).
66. Opel, op. cit., p. 167.
67. idem, p. 171.
forsyninger og mandskab fra den danske garnison i Wolfenbiittel.68 Den betraengte v. Solms stottede faktisk bevaegelsen, som han en tid lang endog ledede i kongens navn.69 15. juni oplyste han kongen om, at han havde haft et mode med lederne af »den Schiitzen« og opsat en skriftlig kontrakt med dem, »Ihrer sind mehr alss Ihrer zuvor geweshenen«. »Sie thun in Wahrheit dem feinde grossen schaden«.70 Det var netop v. Solms, der gav snaphanerne i Harzen betegnelsen Harzskytter. I skrivelse af 15. juni til radet i Einbeck anbefalede han dem som »gode patrioter og defensores patrice, der af den grund Harz-skytter kaldes«, de var »tro patriotes og makkabaeer«, hvorfor radet pa ny burde tilsta dem »sikker ind- og udgang af Eders stad, mod betaling folge lade det fornodne og i ovrigt ved given occasionem vise faveur, i saerdeleshed loslade de - indtil overleveringen af naervaerende - anholdte«.71
I virkeligheden onskede v. Solms blot at udnytte Harzskytterne til at
give sine krav om kontribution sa meget desto storre vaegt. Den inddrev
han lige sa hardhaendet som enhver anden krigsforende.72
Det braunschweigske bjergområde
I bjergvaerksomradet Clausthal-Zellerfeld var det i forste raekke hertug Friedrich Ulrichs styrker frem for direkte de kejserlige, Harzskytterne bekaempede, men hertugen samarbejdede snsevert med de kejserlige. Som naevnt var Zellerfeld fra foraret 1626 gaet i spidsen for en irregulaer modstand mod legisterne. Hertugens nyudnaevnte inspektor for bjergvaerkerne,provsten Otto Brendeke, udsendte 30.9.1626 i Zellerfeld en offentlig plakat til indbyggerne i fogeddommerne Seesen, Lutter, Liebenburg og Hartzeburg om, at »de en tid lang ved forgangne og desvaerre endnu continuerende krigsuvaesen sig sammenrotterende, opvigledebonder, skytter og andet herrelost pak i H.F.N.s lande og fyrstendomme,saerlig i ovennaevnte fogeddommer og dertil horende landsbyer ... ingenlunde skal tales, men ganske afskaffes, forfolges og udryddes«, hvorfor undersatterne under strafansvar blev befalet, »at de ej alene intet som heist faellesskab haver med fornaevnte stratenrovere og fordaegtige folk, overhovedet intet logi tilstar dem i deres landsbyer, men ej heller
68. idem, p. 167.
69. idem, p. 168.
70. Solms til Christian 4., Wolfenb. 15.6.1627 (RA. TK IA A IV-4-96 III).
71. Honemann, op. cit., pp. 162 f., jvf. referat af skrivelsen hos Opel, op. cit., p. 168.
72. Opel, op. cit., p. 168.
lader dem tilkomme hverken hemmeligt eller offentligt den ringeste provianteller anden fornodenhed til deres underhold. Derirnod hvor de samme er at antraeffe, skal de altid her ufortovent melde og rned muligst flid hjaelpe at forfolge. Men ellers er H.F.N. ej utilbojelig til at i nade pardonere dem, der i tide sig derfra vende matte«.73
Dog fortsatte snaphaneuvaesenet trods denne opfordring usvaekket,74 hvilket ikke hindrede, at der - sikkert nok takket vaere Brendeke - 1627 kom nyt liv i Zellerfelds, af krigen hidtil naesten helt lammede bjergvaerksdrift. Dog var St. Andreasberg fortsat ien ynkelig forfatning.75 Og den af krigen medforte nod var arsagen til det, kronikeskriveren kalder »snaphanernes og fribytternes rovbegaer«.76 St. Andreasberg havde ikke forsomt at yde sit bidrag til deres strejftog.
let trykt oprab,77 dateret Celle 12.5.1627 (gl. stil), tog hertug Christian af Braunschweig-Liineburg abent parti mod Harzskytterne. Han var endogi stand til at angive nogle af dem med navns naevnelse som f. eks. Winckell Stofell, der i Soiling anforte en skare pa 600 bonder og tidligere soldater pa deres strejftog,78 Hans Warnecke fra Eystorff (Eisdorf), LorenzDickmann fra Badenhausen og Hans Statz Sotefleisch fra den ny hytte, »et lost, oprorsk lidet pak af bonder og andre letfaerdige fyre«, der »ved Harz og stederne heromkring sig sammenslaet og -rottet [haver], som ej alene skal de rejsende anfalde, afstraffe og berove pa almene haeroglandeveje, men ogsa og fornemmeligen vore uskyldige, fattige undersatteruden al rimelig arsag, pa ond, voldelig og landefredbrydende vis berove det, de to i vort fyrstendomme nu som for indkvarterede eller gennemmarcherende krigende parter dem ladet beholde [haver], fange, bagbinde, mordbraende, brandskatte og dem pa anden vis stor traengsel og besvaering tilfoje, ja, de baere ej nogen sky for dem fuldstaendig at ombringe«. Derfor befalede hertugen alle sine embedsmaend og gemene undersatter at forfolge, underkue og arrestere »bemeldte fredsforstyrrere,rovere, stratenrovere, mordbraendere«, ringe med kirkeklokkerne for at tilkalde hjaelp »ogsa om fornodent ... den kejserlige arme om hjaelp ansoge (som ogsa hr. general greve v. Tilly alt tilbudt [haver])«. Han forbod endvidere at huse eller bespise naevnte kumpaner og pabod »in
73. Wieries, op. cit., bilag IX, pp. 236 f.
74. jvf. idem, p. 208: »Overalt pa Harzen fandtes hedsporer nok, der ikke havde mere at miste oe ikke sa hurtigt ville opgive buskkrieen.«
75. Honemann, op. cit., pp. 152 f.
76. idem, pp. 153 f.
77. idem, pp. 154 ff.
78. Opel, op. cit., p. 167.
summa al menneskelig mulig flid derpa at anvende, at sligt oprorsk pak
splittes, oploses og udryddes ma ..., og efterhanden den kaere, dyrebare
fred atter oprettes, gennemfores og opnaes ma gennem Guds nadige
forlening i vort fyrstendomme og lande«.
Allerede 23. april/3. maj havde Friedrich Ulrich forbudt sine undersatter pa nogen made at bista grev Solms under ejendomskonfiskation og »schwerer Leib Vndt Lebenss straffen« og befalet dem alene at respektere ham selv som deres ordentlige landefyrste.79 let nyt oprab af 17.111. maj manede han indtraengende sine undersatter pa Harzen og ved Soiling til at vende hjem og genoptage deres fredelige dont, idet han endog stillede Harzskytterne amnesti i udsigt. Men de, der ikke iagttog hans ordre, skulle med hjaelp fra naermeste besaetning arresteres og afstraffes.80 Men Harzskytterne fortsatte kampen. Kort efter hertugernes oprab sendte de Osterode fejdebreve og foretog 16./26. maj et formeligt haerskue foran staden, hvorfra de hentede proviant og medtog koer, heste og far, som de dog atter mistede ved et udfald fra staden; en skytte blev taget til fange.81
Hertugerne matte gribe til mere handfaste metoder. Friedrich Ulrich lagde tropper ind i Zellerfeld, Christian i Clausthal. Netop i dette omrade,sasrlig mellem Zellerfeld og Goslar, og mellem Clausthal og Osterode virkede Harzskytterne og forsynede sig med heste til deres beredne afdelingerfra bjergvaerkstransporterne.82 len skrivelse, date ret Zellerfeld 16./26. juli, til Friedrich Ulrich klagede bjergfogden Brendeke derover og over, at Harzskytterne pa voldelig vis understottede krav om kontributioner,fremsat af den danske besaetning i Wolfenbiittel. Den og snaphanernestod last og brast sammen. Solms havde i brev af 17./27. juni til Brendeke kraevet en fangen snaphane udleveret og haevdet, at bondernes sammenrotning alene skyldtes deres egen ovrighed, af hvilken de var blevet »al beskyttelse destitueret og sa at sige til rov og ind i doden prostitueret [tillige] skulle vaek fra adgang til Guds ord presset vasre ...« Kongen havde imidlertid taget disse folk foran og omkring Harzen under
79. Friedrich Ulrich til sine undersatter, Braunschw. 23.4.1627 (samtidig afskrift i RA. TK IA A VIII 155. Diverse militaere Akter fra Christian IVs Tid 1610-48: 4. Forskelligt. 1610-48).
80. Opel, op. cit., p. 171. Jvf. Max Steinmetz: Deutschland von 1476 bis 1648 (Von der fruhbiirgerlichen Revolution bis zum Westfalischen Frieden) (Berlin 1965), pp. 363 f., til hele komplekset »Der bauerliche Widerstandskampf ... 1619 bis 1630« ibid. pp. 358-67.
81. Honemann, op. cit., p. 156.
82. ibid., pp. 156 f., jvf. Opel, op. cit., p. 169.
sin beskyttelse, voldeligt berovet, som de var, deres ejendele af den
katolske arme, mens deres koner og dotre var blevet skaendet, og deres
huse stukket i brand, haevdede v. Solms.
I lignende forhold fandt hertugen i brev til kejseren af 10./20. august
arsagen til uroen, skont han ej heller var blind for v. Solms' opviglervirksomhed
.83
Et andet dansk stottepunkt var Northeim (ca. 25 km sydost for Clausthal/Zellerfeld) ved Oder. Staden blev holdt af danske soldater og lokale frivillige. Den blev belejret af Tilly, men snart udvikledes ogsa i denne stads opland en skyttebevaegelse. Natten til 17. marts kom nogle hundrede danske ryttere fra Wolfenbiittel ind i Northeim. Efter en art folkeafstemning for eller mod hertugen i maj synes et folkeregime at vaere blevet etableret i den belejrede stad.84 At just Tillys feltherre greve Egon 8. v. Fiirstenberg, der ledede belejringen af Northeim, klagede over Harzskytterne og beskyldte bjergflaekken Wildemann for at forsyne dem med proviant, var givet intet tilfaelde. Brendeke holdt i al stilhed handen over flaekken, ind og ud af hvilken skytterne sneg sig.85
To dage efter, at v. Fiirstenberg 25. juni havde begyndt beskydningen af staden, kapitulerede Northeims kommandant efter at have faet frit lejde for besaetningen at drage til Wolfenbiittel.86 Men Harzskytterne kapitulerede ikke, de fortsatte deres aktivitet nu til fortrydelse for den legistiske besaetning i Northeim. Legisterne overvejede da afbraending af landsbyer pa Harzen, hvilket Friedrich Ulrich derpa 6. august nedlagde protest mod med den begrundelse, at flere sa ville tilslutte sig de fredlose skarer i skovene og bjergene.87
Om sommeren var Harzskytterne i aktivitet flere steder, saledes beredteet strejfkorps under Hans fra Eisdorf flaekken Gandersheim (mellem Oberharz og Leine) en del afbraek og bortforte en storre flok hoveder, hvorpa han lagde pres pa flaekken for at fa den til at tilslutte sig bevaegelsen.Friedrich Ulrich sogte som et modtraek at fa den legistiske garnison i
83. Opel, op. cit., pp. 168 f. og noter.
84. idem., pp. 174 ff. Jvf. Friedrich Ulrich til staden Northeim, Braunsch. 17.5.1627 med klage over stadens »Unverantvortliche hochstraffbare tergiuersationes«, »rebellion Und wiedersezlichkeit« og skarp advarsel mod at hjaelpe »die Landfriedbrecherische Reubersche Reuter«, til hvilke »Wenige Persohnen« endog havde »sich ... gehengt« samt befaling om at skaffe dem ud af staden - under strenge straffe (samtidig afskrift i RA. TK IA A VIII 155. Diverse militaere Akter fra Christian IV.s Tid 1610-48: 4...).
85. Opel, op. cit., p. 169 og n. 2.
86. ibid., pp. 177 f.
87. ibid., p. 170 og n. 1.
Bockenem til at yde flaekken hjaelp.88 Omtrent samtidig - 26. juli - traengteca. 250 skytter, »snaphaner« kaldet, bade ryttere og fodfolk ind i Zellerfeld. Hertugens lokale hovedsmand Georg Hoffmann matte flygte i den bare skjorte, og hans kone blev fort til Seesen, uden at der dog skete hende mindste overlast. Men Hoffmann foretrak at forlade den udsatte bjergflaekke.89 Ogsa Brendeke fandt det nu sikrest med hele sin husstand at fortraekke til det af legisterne bedre sikrede Osterode. Da en ny legistinvasionkort efter fandt sted, Sogte han at afvende de dermed forbundne byrder for flaekkerne uden dog at kunne hindre, at mangfoldig skade blev deres indvanere tilfojet, »saerlig var fruentimmernes aere i ikke ringe fare«, som kronikeskriveren lakonisk udtrykker sig.90 I august fik Zellerfeldpa ny besog af snaphaner under den aktive Hans fra Eisdorf, men deres opforsel var udadlelig.91 Hardere gik det til ved Clausthal, hvor skytset gik af mod dem under en skaermydsel med et borgeropbud, forstaerketmed de hertugelige krigsfolk.92
Besaettelsesmagten og lokalovrigheden gik over til mere offensive forholdsregler.Allerede i juli indtog og nedbrsendte kejserlig oberstlojtnant friherre David Reckher v. d. Ehre, kommandant i Halberstadt, snaphanestottepunktetBenneckenstein. 24 fangne skytter kunne han fore til Blankenburg. Et gidsel, for hvilket de havde kraevet 1.000 daler, blev ved denne lejlighed befriet.93 Samtidig udlovede Brendeke efter samrad med hertugen og Tilly fribytterne amnesti, som de fleste af dem virkelig skal have antaget. Kronikeskriveren finder dette overtalelsesrniddel mere effektivtend den voldelige kamp mod dem.94 Den blev fort af friherre v. d. Ehre, der 26. juli/5. august foretog et overfald pa et bonde-bryllupsselskabnaer Halberstadt. Mange bonder blev nedhugget, og i Halberstadt foretoges 19 henrettelser af fangne bonder; pagaeldende landsby gik op i luer.95 Men ogsa v. d. Ehre synes at have foretrukket forhandlingsvejen. Under de forhandlinger, der kom i stand, betingede skytterne sig befrielsefor de tyngende kontributioner og synes at have opnaet ret til
88. ibid., p. 170, jvf. Honemann, op. cit., p. 161
89. Honemann, op. cit., pp. 157 ff.
90. ibid., pp. 159 f.
91. ibid., p. 161.
92. ibid., pp. 161 f.
93. Opel, op. cit., pp. 171 f.
94. Honemann, op. cit., p. 164.
95. Opel, op. cit., p. 172. Quedlinburger Chronicon 800-1664 og fortsastteren af Winnigsteds Halberstadt-kronike, meddelt af Ed. Jacobs i Zeitschr. des Harz-Vereins f. Gesch. u. Altertsk. Bd. 35 (Wernigerode 1902), »Überfall einer Kaiserlichen Partei unter dem Korporal Zerman durch die Harzbauern von Hohegeiss Sommer 1641«, pp. 266 f.
forsvar mod overgreb. Harzskytterne nedlagde vel vabnene, men udleverededem ikke. Modstanden havde trods alt ikke vist sig nyttelos.96 Bondernesmodstandskraft var ingenlunde brudt, de lod sig ikke plyndringer eller kontributioner byde fra de fremmede krigsfolks side.97 Men i Halberstadtlod v. d. Ehre de grusomste straffe eksekvere, og han opgav ikke bestraebelserne pa at fa fat i Harzskytternes anforere og de formentlig hovedskyldige, selv efter at den ydre ro i nogen grad var genoprettet.98
Tilbageslaget for Harzskytterne skyldtes ikke mindst, at de var blevet afskaret fra hjselp fra danskergarnisonen i Wolfenbiittel, der var blevet fuldstaendig indesluttet af legisterne i efteraret, og 18. december overgav sig, hvorpa Friedrich Ulrich kunne vende tilbage til sin gamle residensstad."Men netop som guerillaaktiviteten ebbede ud pa denne kant, blev Wallensteins haere stillet over for samme form for bondemodstand langt laengere mod nord. I Norrejylland - som forud i hertugdommet Lauenburg,hvor bonder havde bekaempet den vigende danske soldateske100 - gik thyske og vendelboske bonder til angreb pa begge de krigsforende parters plyndrende og haergende landsknaegte. Under de kejserliges fremstodop gennem Jylland og Christian 4.s tilbagetog kom det i oktober til direkte traefninger ved Limfjorden mellem bonder og plyndrende danske tropper, og de rebelske bonder skal endog have underrettet fjenden om de kongeliges stilling.101 Men efterhanden lykkedes det - saerlig takket vaere praesternes indsats - i Norrejylland at opbygge en efterretningstjenesteog vaebnede bondeafdelinger, der 1628 foretog angreb pa enkelte kejserlige ryttere og soldater. Ja, der opstod - som i Harzen - hele flokke af vaebnede bonder og »rovere«, men ogsa af kejserlige desertorer (»krabber«), der karakteristisk for denne form for irregulaer modstand og lillekrig, sadan som den allerede var blevet praktiseret i Harzen, om dagen holdt til i skove og af sides liggende steder, men var virksomme om natten. Disse »bander« var kun primitivt vaebnede. De virkede for kongenssag og gik til angreb pa de flittigt plyndrende, kontributionssogende
96. Opel, op. cit., p. 172.
97. Honemann, op. cit., p. 168.
98. Opel, op.cit., pp. 172 f.
99. ibid., pp. 351, 359 ff.
100. Steinmetz, op. cit., p. 361.
101. Chr. Christensen: »Fra »Kejserens Tid«, isaer Forholdene i og omkring Aalborg og Norresundby« (Fra Himmerland og Kjaer Herred I (Aalborg 1914)), s. 69 ff. J. Aldal: »Hardsyssel under det 17. Aarhundredes Krige« (Hardsyssels Aarbog XXII (Kbh. 1928)), s. 104 ff. Kort om bondemodstand 1627 i Jylland: C. O. Boggil-Andersen: »Christian IVs Tidsalder« (Schultz Danmarkshistorie 111 (Kbh. 1942)), s. 91.
og haergende kejserlige soldater. Nar det lykkedes disse at fange slige
»oprorere«, lod de dem radbraekke pa grum vis.102
For den danske regering kom det her som i Harzen nok sa meget an pa at kontrollere og udnytte denne form for irregulaer modstand som pa at fremme den. Den almue, der i staederne, men isaer pa landet i Vendsyssel var rygraden i den, mens mange fra de hojere staender, adelige, rige borgere som praester, foretrak at flygte med deres penge eller arrangere sig med de fremmede,103 fik i kongebrev af 28.4.1628 nadeligen pardon for at have »indtaget der udi Landet vore og Rigens Fjender«.104 Dette skete, mens samme »menige Almue« var indviklet i bitre skaermydsler med samme »Rigens Fjender«.
Da Jylland ved freden i Liibeck 17.111.5.1629 endelig havde faet fred, matte i det gamle rebelomrade langt laengere mod syd bade de braunschweigske hertuger og legisterne snart pa ny regne med »de sammenrottede Harzbonders formastelighed og ... atter i deres forrige sindelag geradede snaphaner«, for at bruge kronikeskriverens lidt forudindtagede ord. Da Tilly selv saledes efter erobringen af Magdeburg red over Harzen 3.6.1631 med en del af sin krigsmagt, blev han passet op af »forhen omtalte Harzskytter og Harzbonder, fribyttere eller snaphaner, hvad man nu vil kalde dem«. Overalt lurede og anfaldt og draebte de afskarne, isolerede legistafdelinger. »Et dristigt vovestykke!« ma selv den partiske kronikeskriver udbryde, idet han formoder, at angrebet denne gang havde sammenhaeng med Gustav 2. Adolfs operationer. Harzskytternes angreb medforte, at den tillyske haer til dels geradede i oplosning.105
Krigen syntes ingen ende at tage. For at anvende kronikeskriverens ord: »... om allerede en fjendtlig feltherre [ved kontributioner] var affundet,kom der dog snart en anden til, som og ville tilfredsstilles, hvad enten det sa drejede sig om svenske, kejserlige eller legistiske.«106 Men det ma forklares med den religiose faktor, at de svenske trbpper, der 1636 meldte deres ankomst til det braunschweigske bjergvaerksomrade med krav om store kontributioner, ja, om krigsskat i form af rede penge
102. Villads Christensen: »De kejserlige i Vendsyssel 1627-29« (Samlinger til jydsk Historie og Topografi 4. rk. II (Kbh. 1914-16)), s. 232 ff., 242-46. Chr. Christensen, op. cit., s. 131 ff.
103. Chr. Christensen, op. cit., s. 86 f., 134 ff. Aldal, op. cit., s. 110.
104. Chr. Christensen, op. cit., s. 90.
105. Honemann, op. cit., p. 171.
106. ibid., Vierte Theil (Clausthal 1755), p. 14.
til undgaelse af brandskatning,107 ikke synes selv at vaere blevet plaget af
Harzskytter.
Et hojdepunkt i den fornyede Harzskytte-bevaegelse var et angreb i sommeren 1641 dybt inde i Harzen, ved Hohegeiss, pa en trop kejserlige landsknaegte, befalet af korporal Michael Zerman fra ritmester Nimmerniichterns kompagni. Angrebet blev udfort af en skare bonder under ledelse af Hans Ludewig. 3.6.1642 blev skaren dog pagrebet; men at det denne gang endte med et mindeligt forlig vidner om en vis styrke bag den folkelige bevaegelse.108 Til stadighed viste »sligt pak af snaphaner«, som det udtryktes i reskript af 8.10.1641 fra den kejservenlige regering i Osterode, sig meget generende for de kejserlige, denned svaerd og ild truede bjergstaederne for formentlig stotte til snaphanerne. Af samme reskript fremgar, at endog folk fra hertug Friedrich af Braunschweig-Luneburgs eget skovopsyn havde tilsluttet sig bevaegelsen, der var saerlig aktiv med aktioner i fyrstendommet Grubenhagen »samt nabosteder, saerlig foran og i Harzen«.109
Selv om den irregulaere bondemodstand under 30-arskrigen forst og fremmest var fremkaldt af selve haergningerne og - grundet det religiose moment - vel at maerke haergninger, udfort af de katolske besaettelsestropper, vidner denne modstand om, at bondestanden ikke var til sinds passivt at affinde sig med de store krigsherrers skalten og valten pa en menig almues bekostning. Harzskytternes dristige foretagender savner dog ikke ganske et ideelt motiv, en vis patriotisk malsaetning og navnlig et onske om at forsvare den overleverede religion. Det var dette sidste, der fik dem til at kaempe under danskekongens faner, selv om det i og for sig stred mod det patriotiske, da danskerne naeppe har agtet skytternes patriotisme synderlig hojere end de kejserlige og legisterne, men forst og fremmest onskede at benytte dem i krigsspillet mod disse. Dette gjorde dog ingenlunde de tyske snaphaners betydning mindre, tvaertimod.
Bortset fra det rent militaere bidrag, Harzskytterne eller de tyske snaphaner ydede den danske/protestantiske sag, er der ikke tvivl om, at dette folkelige selvforsvar har sat visse graenser for den danske krigsmodstanders haergninger, inddriven af kontributioner og hele huseren i dette omrade.
107. ibid., pp. 12-20, 26 f.
108. Mich. Zerman til den aerkehertugelig-biskoppelige regering i Halberstadt, Halberst. 24.5. m. tilfojelse af 3.6.1642 af byfogden Hein Bohne (meddelt af Ed. Jacobs, op. cit., p. 266).
109. Honemann, op. cit., pp. 33-36.
/ 1979 var der livlig opmcerksomhed om nogle historiske doktordisputatser. Her bringes samlet nogle oppositionsindlceg fra disputatshandlingerne. Der er indlceg fra Troels Dahlerup om Leo Tandrups vark »Mod triumf eller tragedie«, fra Tage Kaarsted om Bent Jensens »Danmark og det russiske sporgsmal 1917-1924«, fra H. P. Clausen om Hans Kirchhoffs »Augustopgoret 1943« samt folketingsformand K. B. Andersens indlceg ex auditorio mod sidstncevnte. Endvidere bringes i sammenhcengen Tore Nybergs opposition fra 1977 mod Michael Venges to afhandlinger »Christian 2.s fald. Spillet om magten i Danmark januar-februar 1523« og »Ndr vinden fojer sig... Spillet om magten i Danmark marts-december 1523«.