Forfatteren kalder sin afhandling »Danmark og det russiske sporgsmal 1917-24. Dansk Ruslandspolitik fra bolsjevikkernes magterobring til anerkendelsen af det bolsjevikiske regime de jure«. Deter nogternt og sagligt. Nar man har laest det 600 sider store vaerk, synes man i grunden, at en ligesa rammende titel havde vaeret »Phantasterne«, thi det, der star staerkest tilbage hos laeseren, nar han modigt lukker bogen, er indtrykket af politikere og embedsmaend, men navnlig forretningsmaend totalt blottet for realitetssans, nar det gjaldt en bedommelse af politiske og forretningsmaessige konjunkturer. De var drommere og fantaster, skont det retfaerdigvis ma siges, at dansk erhvervsliv for 1917 havde meget betydelige interesser i Rusland (s. 58), og selv om det ogsa bor understreges, at kun fa eller ingen havde fantasi til at forestille sig, hvad bolsjevikkernes magtovertagelse ville udvikle sig til.

Den storste og vaerste af alle fantasterne var Harald Plum, hvis navn er uloselig knyttet til de bristede russiske dromme. Da han i 1919 gjorde status bade personligt og forretningsmaessigt, forklarede han, hvorfor han valgte at blive cand.jur.: Den eneste af hans fremragende forfaedre, der havde vaeret jurist, var nemlig, siger han, »en rask karl«, der pa en studierejse til Italien sogte at bortfore en italiensk prinsesse og ved et kollokvium pa Kobenhavns Universitet stak biskoppen af Sjaelland i maven tvaers over bordet med sin karde, fordi bispen tillod sig at kaste et olkrus efter hans ho ved. Han »tiltrak mig som en af maendene indenfor slaegten, som det ville vaere vaerd at kappes med for at se, hvem af os der gennem arhundrederne ville kunne efterlade flest levedygtige minder til de efterlevende slaegtled«.¹

Forfatterens arbejde godtgor, at Harald Plum afgjort slar rekorden -

---

1. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

men naeppe pa en made, som forfaedrene endsige efterslaegten synes om. Afhandlingen er dog ikke alene en beretning om Harald Plums storhed og fald, men et stort anlagt forsog pa at skildre alle vaesentlige sider af Danmark og det russiske sporgsmal - pa grundlag af det tilgaengelige kildemateriale.

Tidligere forskning

Med bolsjevikkernes erobring af magten i Rusland i november 1917 opstod, skriver forfatteren, »hvad man i samtiden kaldte det russiske sporgsmal, og som ikke blot drejede sigom forholdene i selve Rusland, mens borgerkrigen der var uafgjort, men som tillige gjaldt det nye regimes forhold til den omgivende verden i videste forstand«. Dette sporgsmal er med voksende interesse blevet behandlet i den internationale videnskabelige litteratur, »tilsvarende undersogelser har det hidtil skortet pa i Danmark, til trods for at de af Oktoberrevolutionen fremkaldte begivenheder; borgerkrigen i Rusland, den vestlige politiske og okonomiske blokade af Sovjetrusland, den udenlandske intervention i den russiske borgerkrig, etableringen af Komintern med Moskva-loyale politiske organisationer i de vestlige lande blev en sa fast og sa afgorende bestanddel af den internationale politik i arene efter 1917, at enhver stat - ogsa den danske - og dennes dominerende grupper matte tage stilling hertil. Det russiske sporgsmal involverede ikke alene problemer af mere konventionel udenrigspolitisk art, men havde tillige en dimension, der blev opfattet som en aktuel eller potentiel trussel mod grundlaeggende principper i de vestlige stater« (s. 13).

Ogsa i dansk politisk liv indtog det russiske sporgsmal en fremtraedende plads, og det blev anset for at vaere af vital betydning for Danmark. Mens sovjetisk historieforskning har beskaeftiget sig med de skandinaviske landes Ruslandspolitik, konstaterer forfatteren, at ingen danske faghistorikere seriost har taget dette emne op til undersogelse. Han vil med sin afhandling rade bod herpa og »tage de i den sovjetiske historiske litteratur tilbagevendende temaer op til kritisk granskning for pa grundlag af et langt mere omfattende og mere relevant kildemateriale at tage stilling til de fremforte synspunkters holdbarhed«. Derimod er emnet blevet behandlet af forskellige politisk-ideologisk interesserede og motiverede danske skribenter. »Resultatet er blevet en frodig underskov af myter«, skriver praeses ikke helt übegrundet (s. 16).

I det hele taget findes der beklageligvis kun fa videnskabelige arbejder om dansk-russiske forhold, som holder vesteuropaeisk standard. For nyere tid kender jeg kun E. Halicz: Danish Neutrality during the Crimean War (1977), Mary Dau: Danmark og Sovjetunionen 1944-49 (1969), ligesom Troels Fink har behandlet dansk-russiske relationer i sit vaerk Ustabil Balance (1961), hvilket sidste vaerk praeses burde have naevnt i sin forskningsoversigt.

Med sa meget storre glaede ma det hilses, at en russiskkyndig historiker
har taget fat pa et centralt felt af de dansk-russiske relationer.2

Mytebekæmpelse

S. 16 omtaler forfatteren de legender, der har bredt sig isaer vedrorende det dansk-russiske sporgsmal, og han mener, at det skyldes, »at der aldrig kritisk og metodisk er blevet ryddet op i legenderne fra faghistorisk side«. Deter sikkert rigtigt. Men forholdet er jo, at indtil for en halv snes ar siden var der bogstavelig talt ingen, som tog dem alvorligt. Skulle man da spilde tid og kraefter pa, hvad der forekom at vaere en kamp mod vejrmoller? Under den intellektuelle forringelse, som indtraf samtidig med, at antallet af universitaere senmarxister voksede, fik myterne pludselig dyrkere blandt personer med en metodisk og faglig uddannelse. Det blev da formentlig nodvendigt at tage karnpen op, saledes som forfatteren tidligere har gjort det i den i note 2 naevnte afhandling i Historisk Tidsskrift, hvor der massivt og uigendriveligt gores op med dem, der skabte og byggede videre pa myterne omkring paskekrisen i 1920.

Forfatteren naevner s. 16 navnene pa mytemagerne og giver dem nogle velvalgte ord med pa vejen. Og sandt er det da ogsa, at deter graesseligt, hvad stalinister som Carl Madsen og Kai Moltke og en antisemit som Lorenz Christensen kan fa sig til at faldbyde, men de er jo sa nemme at gennemskue, fordi de ikke skjuler, at de har et klart politisk aerinde, og

---

2. Praeses har tidligere godtgjort sin indsigt i det problem, han tager op i disputatsen. I 1971 offentliggjorde han i Historisk Tidsskrift afhandlingen: »Studiet af Danmarks nyeste historie i Sovjetunionen«. I Danske Magazin udgav han i 1973 over 135 store sider den danske Petrogradgesandt Harald Scavenius' indberetninger fra Rusland 1917-18. tidsskriftet Historie s.a. afhandlingen »Oktoberrevolutionen og danske erhvervsinteresser i Rusland.« I Historisk Tidsskrift 1978 et opgor med de i 1923 skabte myter om paskekrisen 1920: »Paskekrise og Ruslandspolitik. En mytes tilblivelse, vaekst og forfald«.

fordi de aldrig har kunnet dokumentere deres pastande. Det gaelder ogsa Kai Moltkes seneste bog fra 1979 »Pengemagten og Kongekuppet i 1920«. Signe Arnfred m.fl.'s bog »Under dansk splitflag« er i virkelighedenmere ondartet, fordi den praetenderer at vaere videnskabelig og dog er naermest digtning. Deter et trist eksempel pa u-undskyldelig faglig degeneration.

Forfatteren siger, at det »er en af historievidenskabens vigtigste opgaver at modvirke mytedannelser«. Deter et synspunkt, jeg kan tiltraede. Forfatterens iver efter at gore op med myterne er tidligere dokumenteret i den naevnte afhandling. Denne vidtloftige ombringelse af mytemagerne er dog ikke nodvendig for at give en forsvarlig redegorelse for det russiske sporgsmal, og forfatteren vender derfor kun enkelte steder i disputatsen tilbage til problemet.

Pa den anden side synes jeg, at noget af det bedste og morsomste ikke mindst i afhandlingen i Historisk Tidsskrift er det indaedte og grumme opgor med mytemagerne. Her ser man den Erslevske tradition i fuld udfoldelse.

Vilhelm Gronbech karakteriserede engang vittigt, men noget uretfaerdigt Thukydids forfatterskab og dets kritiske holdning og trang til at skyde det mytiske stof til side saledes: »Udvortes kold som en anatom laegger han mekanismen blot i de menneskelige handlinger... Som folge deraf bliver hans historie sa gold som en grusgrav, der gror ikke et gront blad i den, man horer blot den raslende Iyd af jord, der skrider ned«.³

Denne raslende lyd hores tydeligt, nar forfatteren tager fat pa Kai Moltkes og hans fraenders forestillinger. Jeg synes, deter et fremragende gennemfort nedrivningsarbejde. Myterne tilbagevises overbevisende som helhed og del for del, ligesom det godtgores, hvorledes de har deres udspring i den Plumske propaganda. Der kan herefter ikke vaere tvivl om, at ministeriet Zahles fald ikke fik nogen betydning for Krasins vareudvekslingsdelegationog forhandlingerne med den (ss. 305, 351). Deter forstaeligt, at Harald Plum efter det store sammenbrud sogte at laesse al skyld for Transatlantisk Kompagnis undergang over pa H. N. Andersen (s. 321). Men deter i virkeligheden grotesk, at en Harald Plum, som den ene dag er en nedrig, utrovaerdig kapitalist, den naeste er et sandhedsvidneaf forste rang, nar hans motiver til at skubbe ansvaret fra sig er sa abenlyse, og beviserne ikke eksisterer. Forklaringen er naturligvis, at

---

3. Hellas 11, s. 74.

mytemagerne kunne og kan bruge Harald Plums pastande, hvis det vel at
maerke kan slores, hvorfra de kommer.

Forfatterens argumentation er direkte og effektiv, og hele den omstaendelige dokumentationsteknik er berettiget. Fra sit elysium smiler Kristian Erslev ned til sin elev, thi her demonstreres den erslevske metodes uovertrufne evne til at gennemfore en sadan oprydning totalt og knusende. Disse afsnit i disputatsen og i afhandlingen viser, at forfatteren har laert sit handvaerk. Han bruger sin klassiske oplaering og folger my tens problemformulering i alle dens led og er ganske utraettelig i arbejdet med at opspore og fremlaegge empirisk materiale, som sammenholdes med de foreliggende tankekonstruktioner og med mytemagernes ideologisk bestemte

Det kan - jvf. Gronbech - siges at vaere goldt, men i dette tilfaelde
mener jeg, at rydningsarbejdet er nodvendigt, for at sandheden kan gro.

Ma jeg i denne forbindelse gore en sidebemaerkning: Den sovjetrussiske historieskrivning ligner til forveksling Kai Moltkes. Nu tror jeg ikke, russerne har skrevet af efter greven, men det omvendte kunne vaere tilfaeldet. Den s. 19 omtalte M. Tanin kan godt vaere en af Kai Moltkes kilder til bogen »Pengemagt og Ruslandspolitik«. Moltke er jo staerkt praeget af den stalinistiske historieforfalskning og dens verdensbillede.

Styrer kilderne?

Deter et meget stort og uoverstigeligt kildemateriale, der har staet til forfatterens radighed. Det drejer sig om akter i statslige og andre offentlige arkiver og i private organisationers, foretagenders og personers arkiver. Ved at indsamle og bearbejde dette materiale har forfatteren med en imponerende energi og beundringsvaerdig vedholdenhed lost en betydelig heuristisk opgave. Et sa heterogent kildemateriale kunne imidlertid give anledning til generelle metodiske overvejelser, men disse savnes bortset fra nogle korte betragtninger s. 31-33.

Jeg tror, at denne mangel leder til, at bogens indhold i noget for hoj grad bestemmes af, hvad forfatteren har kunnet finde af arkivalier. Det forer til udmaerkede resultater, nar det gaelder opgoret med myterne, men ikke helt, nar det gaelder fantasterne, isaer ikke de mest fantastiske. Her blandes efter min mening lidt for ofte uvaesentligt med vaesentligt. S. 178 omtales Chr. Haxthausens forgaeves forsog pa for Harald Plum at forelaegge projektet om den internationale liga for Clemenceau, Lloyd

George og Colonel House, og side 294 f redegores der detaljeret for d'herrer V. O. J. Philipsen og Folmer Hansens rejse til London og Philipsenstil New York, hvor de for IRRRC skulle soge at formidle en forbindelsetil Rusland. »Som sa ofte for, nar repraesentanter for den danske gruppe sonderede stemningen i udlandet, var rapporterne uden synderlig forbindelse med virkeligheden«.

Men nar disse personer arbejdede »uden forbindelse med virkeligheden«, sa kunne sadanne og tilsvarende skildringer vaere forkortet meget. Opgoret med myterne er ikke mindst indirekte blevet et hovedanliggende, og da der findes rigeligt med kilder, forskubbes proportionerne i fremstillingen. Forfatteren beklager, at Niels Munk Plum ikke har villet give ham adgang til det Plumske arkiv. Det kan ogsa undre, at en mand, som forer sig frem som frisindets og antikapitalismens bannerforer, saetter beskyttelsen af kriminelle kapitalister over hensynet til en fri og kritisk historieskrivning; men pa den anden side er der i forvejen rigeligt med Plum i den pudding, forfatteren har bagt.

Hvor forfatteren har manglet kilder, bliver fremstillingen mager, hvad der kan synes meget naturligt. Om Store Nordiske Telegrafselskab er der saledes fa og uforpligtende bemaerkninger, skont det tydeligt ses af afhandlingen, at Store Nordiske blev tillagt vaesentlig betydning af russerne, hvorfor det ogsa ene af alle fik en overenskomst. Det fremgar, at Store Nordiske har afslaet at give forfatteren adgang til sit arkiv. Det kan forekomme at vaere en uholdbar indstilling, denne store virksomhed har lagt for dagen ved at naegte en serios historiker kendskab til papirer, der er 50-60 ar gamle, og som ikke omhandler nulevende personer. Der kan dog ikke vaere tvivl om, at afslaget skyldes det forhold, at Store Nordiske Telegrafselskab stadig udfolder en betydelig forretningsmaessig virksomhed i Sovjetunionen. En historisk-kritisk behandling af de spegede forhandlinger, der foregik mellem Store Nordiske Telegrafselskab og de sovjetrussiske myndigheder isaer i 1921, kan meget vel taenkes at vaekke uvilje og mistroiskhed over for Store Nordiske hos de nuvasrende sovjettiske magthavere og dermed skade selskabet i dets naering. Forfatteren har jo selv mattet rejse hjem fra Moskva med uforrettet sag pa grund af manglende forstaelse for, hvad en fri og uafhaengig vestlig historiker kan finde pa at uddrage af de gamle akter.

I al fald er det pafaldende, at Store Nordiske Telegrafselskab ikke har haft betaenkeligheder ved at give historikere som Jan Larsson (»Diplomatioch industriellt gennembrott. Svenska exportstravanden pa Kina 1906-1916«(Uppsala og Ole Lange (»Finansmaend, stramaend og mandariner,C. F. Tietgen, Privatbanken og Store Nordiske. Etablering 1868-76«(Kbh.

76«(Kbh.1978)) adgang til selskabets akter vedrorende Kina. Med dette land har man nemlig ikke laengere forretningsmaessige forbindelser. Afslagethar medfort, at der ikke er ret meget om den betydeligste Ruslands-interessentspositive resultater (s. 359 f), men meget om de mindre betydelige. Sat pa spidsen kommer en del af forfatterens undersogelse derfor til at handle ikke om Danmark og det russiske sporgsmal 1917-24, men om hvad han har kunnet finde af kilder om emnet ad modum mange kilder lang historie, fa kilder kort historic

Selv om Store Nordiske Telegrafselskab ikke turde abne sit arkiv for praeses, burde han pa andre mader have provet at raesonnere sig frem til, hvorfor det fik en aftale, hvad det fik ud deraf, og om det prisgav andre danske interesser. Deter som bekendt lovligt at digte med kilderne, men ikke imod. Selv om et sadant konstruktionsarbejde 10b ud i sandet, kunne praeses have beskrevet det, sa at man kunne se,, at han stedse Sogte at give sin afhandling de rette proportioner.

Kongen og hans hele hus

Et sadant konstruktionsarbejde eller en sadan hypotese-opstilling har
praeses udfort, nar det gaelder den danske konge og hans hele hus, som
det hedder i kirkebonnen.

Jeg tror, man skal sondre ganske klart mellem kongen og det ovrige kongehus. Med en maske upassende tillempning af et Horup-citat vil jeg i denne sammenhaeng sige: Ingen over og ingen ved siden af kongen. Kongen radforte sig af og til med sin farbror, prins Valdemar, hvis meninger han lagde vaegt pa, men resten af kongehuset havde ingen dynastisk eller politisk indflydelse pa kongen. Derfor bliver det noget diffust at tale om kongehuset, som forfatteren ofte kommer ind pa.

S. 196 omtales, at den amerikanske efterretningsagent og marineattacheJohn A. Gade samarbejdede med kongens adjudanter (ritmester Kraft og kaptajn Gyldenkrone). Det vil jeg ikke bestride, men disse to officerer gjorde ogsa tjeneste i generalstabens efterretningssektion, og det var nok derfor, Gade samarbejdede med dem. Forfatteren udbygger dette videre i det folgende, idet han her taler om, at den franske efterretningstjenestehavde gode forbindelser til Kraft og dermed »indirekte til kongehuset«. Deter isa fald meget indirekte. Det, der talte, var selvfolgeligKrafts arbejde som dansk efterretningsofficer. Forfatterens raesonnementfar ham s. 197 til at mene, at Kraft »og hermed vel kongen«

onskede en hurtig, allieret militaer besaettelse af Slesvig for at undga at gore de mange arbejdere i Flensborg til bolsjevikkiske agenter. Der er intet kildebelaeg for denne pastand. Deter snarere et spil, som With og hans kreds spillede, med udnyttelse af den tvivl, der kunne opsta om initiativets ophavsmaend, siden Kraft ogsa var kongens adjudant.

Nedskaering af den danske haer og forbud mod de frivillige korps var selvfolgelig noget, som kongen misbilligede, men navnlig de frivillige korps var Withs kaeledaegger. Jeg vil tro, at det mere var ham end kongen, som var den udfarende kraft, hvorhos bemaerkes, at den hele generalstab stod bag de vurderinger, Kraft bragte videre til Frankrig. S. 214 er det lille forbehold »vel kongen« opgivet. Nu er det bevist! S. 58 skriver forfatteren, at zardynastiet spillede en vital rolle for det danske kongehus. Efter 1912 var der dog kun fa forbindelser mellem de to hoffer. S. 361 hedder det, at H. N. Andersen 1919-22 var formidler af hoffets synspunkter og var kongehusets, herunder sandsynligvis ogsa den russiske enkekejserindes fortrolige radgiver. Hertil er at sige, at enkekejserinden ingen politisk rolle spillede. Hun var ganske isoleret pa Hvidore og havde f.eks. ingen forbindelse med kong Christian, der folte sig besvaeret af hendes tilstedevaerelse.

Hoffet som sadan havde ingen interesse eller indflydelse. Der kunne hojst have vaeret tale om, at kongen selv havde haft bestemte onsker. Men herom foreligger intet. Deter forfatterens formodning. Naturligvis var den danske kongefamilie opskraemt og opbragt over drabet pa zarfamilien, og selvfolgelig hadede man af et godt hjerte de samfundsomstyrtende bolsjevikker, men der er ingen holdepunkter for, at den blandede sig i den danske zig-zag kurs over for Sovjetrusland. Derimod er der holdepunkter for at antage, at enkekejserinde Dagmar var en nyttig forbindelse for danske erhvervsinteresser for 1917 - men deter jo en ganske anden historic

S. 379 taler E. Scavenius 1921 om H. N. Andersen som »hoffets og specielt enkekejserindens gamle agent og skyldner«. Deter utvivlsomt rigtigt, men bemaerk ordvalget: gamle. Erik Scavenius taenkte formentlig pa fortidige gode gerninger. Selv om Erik Scavenius' udtryk er rigtigt, kan man herudfra ikke slutte noget med hensyn til den rolle, som hensynet til kongehuset ma antages (bogens udtryk) at have spillet for ministeriet Neergaards Ruslandspolitik. Som bekendt er der noget, der hedder paskekrisen, og der var for kongen noget, som hed for og efter denne krise. Efter 29. marts 1920 eksisterede der ingen egentlig personlig kongelig politik. Dette hindrer ikke H. N. Andersen i at have ageret, som om han stadig var kongens taleror.

S. 417 ff omtales pany kongehusets pastaede indgriben 1921-22, men udokumenteret, idet der alene bygges pa Staunings udtryk »staerke krsefter«, som dog ifolge forfatterens oplysning ligesavel kan ga pa H. N. Andersen. Deter sandsynligere, at der alene er tale om ham, hvilket ogsa synes at fremga af s. 424.

Selvfolgelig har kongen vaeret uvillig over for en gesandt for dern, der med P. Munchs ord havde bragt zar Nikolaj doden, men kongen provede ikke at formulere sin egen Ruslandspolitik for derpa at patrykke regeringen den. Derimod benyttede H. N. Andersen kongen i sine udenrigspolitiske initiativer (se ss. 440 f, 442, 457), og der kan ikke vaere tvivl om, at etatsraden var den dominerende (se ss. 489, 520). S. 532 berettes, at den danske dronning ikke ville trykke den forste sovjetrussiske gesandt i handen, da han i 1924 omsider arriverede. Kilden hertil er, hvad en fransk efterretningsagent har fortalt den franske gesandt. Dette kildegrundlag er for spinkelt til at slutte noget ud fra. S. 382 glides et skridt videre ud i de tynde antagelsers ufore, thi hvad der for var en formodning, bliver nu en kendsgerning. Nu tales der om modgaende kraefter som kongehuset ...

S. 489 naevnes igen kongens sikkerhedspolitiske forestillinger 1921-22, og s. 520 et intimt samarbejde med kongen. Men s. 532 slutter det hele med, at kongen nok havde ringe indflydelse.⁴ Det kan derfor forekomme, at der er brugt rigeligt med kraefter pa at sandsynliggore et forhold, som naeppe har haft betydning.

Nar jeg har kritiseret nogle af bogens pastande vedrorende kongehuset, forholder det sig ikke saledes, at jeg har haft adgang til en facitliste. Jeg bedommer alene de fremforte pastande ud fra forfatterens kildemateriale. Alt, hvad han bygger pa er - undskyld udtrykket - stort set plumrede kilder, nar det gadder kongehuset. Eller rettere: de forstehandskilder, der findes, frikender kongen for at have sogt at pavirke regeringens russiske politik. Det gaelder ogsa perioden 1917-20. Pa trods af kongens staerkere politiske position i denne fase viser alle udsagn, f. eks. i Munchs optegnelser, at kongen ingen Ruslandspolitik havde.

Forfatteren er heller ikke opmaerksom pa, at kongens indflydelse var afhaengig af de ydre omstaendigheder. Den var stor 1914-18, nemlig salaengeder var krig, og ministeriet ikke kunne tale en konstitutionel krise. Den var allerede 1918-20 noget mindre, men blev i 1920 oget igen pa grund af den nationale krise, som det slesvigske sporgsmal fremkaldte.

---

4. S. 123 hedder det ogsa, at de dynastiske forbindelser mellem det danske kongehus og zarfamilien ikke spillede nogen som heist rolle for de dansk-russiske forbindelser.

Som bekendt udloste det paskekrisen, som var ved at ende med en katastrofefor kongen - og kongehuset. Efter 1920 var kongen som naevnt en anden mand, berovet sine politiske illusioner, og hvad han var, var ikke mindst kongehuset.

Dette hindrer ikke, at H. N. Andersen agerede, som han gjorde, og som jeg mener, forfatteren har fremstillet rigtigt - ej heller at det har passet H. N. Andersen at lade, hvem der ville, tro, at han var daekket af hojere magter.

Problemstilling og begreber

De betragtninger, jeg her har fremfort, leder naturligt til en principiel overvejelse af den made, pa hvilken forfatteren formulerer sin problemstilling og definerer sine begreber. Hvad var da det russiske sporgsmal for os? I et kort begreb var det, hvorledes vore officielle myndigheder og vort erhvervsliv skulle forholde sig til det nye bolsjevikkiske regime - og vel isaer, hvorledes vi skulle komme i handelsmaessig forbindelse med det.

Forfatteren bruger dog en anden terminologi, idet hans undersogelse koncentrerer sig om det, han kalder »status quo grupperne i det danske samfund« og disses reaktion pa det russiske sporgsmal. Jeg er parat til at acceptere dette synspunkt, da forfatteren stiller i udsigt, at han vil skrive en afhandling om bolsjevikfaren i Danmark. Her vil man da kunne laese om de revolutionaere grupper, som side 22 karakteriseres med ordene: »Indbyrdes splittet og offentligt stridende hutlede den danske venstrebevaegelse sig igennem denne periode som en übetydelig minoritet uden gennemslagskraft«. Heri er sikkert meget rigtigt, men det kan vel ikke udelukkes, at de revolutionaere grupper ved deres blotte eksistens og ved den trussel, man fandt, de udgjorde, dog i den danske Ruslandspolitik blev aktorer, som forfatteren burde have taget op, om ikke for andet sa for at fastsla, at de heller ingen betydning havde for Ruslandspolitikken.

Til status-quo grupperne henregner forfatteren Socialdemokratiet og fagbevaegelsen. Deter en doktrin, som vil vaekke applaus ide kredse, hvis historiesyn forfatteren ellers ikke har meget til overs for. Rigtignok soger han at forklare den overraskende karakteristik i en lang note, men jeg synes ikke rigtig det lykkes. Nok stod Socialdemokratiet pa parlamentarismensgrund, men ordet status quo er uheldigt, fordi Socialdemokratietsendemal var en aendring i ejendomsforholdene. Deter vel derfor knap nok rigtigt at sige, at Socialdemokratiet onskede det danske samfundsgrundlaeggende

fundsgrundlaeggendeprincipper opretholdt eller blot modificeret (s. 22).
Hvilke principper? Der ligger en meget subjektiv vurdering til grund for
udsagnet.

Jeg tror med andre ord ikke, deter til at finde en daekkende faelles betegnelse for den brogede gruppe organisationer, statskontorer, erhverv og enkeltpersoner, hvis holdning til bolsjevikkerne praeses vil skildre.⁵

Jeg savner i indledningen af vaerket en praecis tilstandsbeskrivelse af det danske samfund, som det var kommet til at scud i lobet af verdenskrigen .⁶ Jeg taenker naturligvis isaer pa de forskydninger, der skete mellem regeringen og rigsdagen, mellem regeringen og rigsdagen pa den ene side og de erhvervsorganisationer, som blev inddraget i reguleringspolitikken, pa den anden side. Fremdeles burde der vaere gjort et forsog pa at placere de store erhvervsvirksomheder som f.eks. OK, Landmandsbanken og Det store Nordiske Telegrafselskab med deres maegtige ledere - ikke mindst H. N. Andersen. Hvis et sadant baggrundstaeppe pa forhand var blevet hejst pa scenen, tror jeg, at man klarere havde forstaet de agerende og deres roller.

S. 24 skriver forfatteren, at »Centralt for hovedproblemstillingen og som et overordnet synspunkt er opfattelsen af selve statens (regeringens) rolle i det davaerende danske politisk-sociale system«. Jeg synes, deter rosvaerdigt, at forfatteren anstrenger sig for at tilvejebringe klare definitioner af de begreber, han arbejder med. Men her saetter han altsa »staten« lig med »regeringen«, og s. 26 hedder det, »at der herskede meget udflydende graenser mellem privat og offentlig virksomhed og en til tider staerk sammenfiltren af statslige og private interesser, ikke mindst pa det udenrigsokonomiske omrade«.

Pa samme side siges det, at staten opfattes i betydningen statsapparatet (regeringsmaskineriet eller den centrale administration) som et i princippetneutralt organ... Jeg synes ikke, at deter übetinget heldigt at saette regeringen lig med staten eller statsapparatet. Jeg synes, forfatteren straeberefter praecist at skildre, hvem i statsapparatet, der gjorde hvad, men jeg tror, hans undersogelse ville have vundet i stringens og klarhed, hvis

---

5. Ma jeg i en note bringe dr. Helphand, alias Parvus frem. Deter jo ganske forbloffende, at denne tyske revolutionaere kunne bjergtage de danske socialdemokrater i den grad, som han gjorde. Hans primaere mal var at fremkalde en revolution i Rusland ved at bringe zardommet til fald, hvorefter bolsjevikkerne skulle overtage rnagten (s. 68). Den kejserlige tyske regering, der gerne sa Rusland bryde sammen, stillede millionbelob til radighed for Parvus' konspiratoriske virksomhed.

6. Den afsluttende sammenfatning s. 514 ff er efter min mening ikke tilstraekkelig.

han pa forhand havde gjort sig klart, at regeringerne og deres politik burde holdes ude fra administrationen eller fra embedsmaend i administrationen.Som det ogsa fremgar af afhandlingen, var det jo nogle hojtstaendeembedsmaend, som var ganske kraftigt involveret i forretningslivet - ogsa i langt hojere grad, end man ville finde det rimeligt i dag.

Jeg skal prove at illustrere, hvad jeg mener, med tre eksempler.

1) S. 223 omtales det, at Harald Scavenius 2.1.1919 rejste til Paris, og at hovedformalet med hans rejse var at fa de allierede til at intervenere mod bolsjevikkerne. Harald Scavenius tilhorte statsapparatet, men i hvilket omfang var den danske regering vidende om hans aktivitet? Jeg synes ikke, deter udtomt ved at skrive, at han rejste som privatmand og i orlov. Det var i al fald en privatmand af saerlig status, nar han kunne holde pressemode i udenrigsministeriet (s. 220).

S. 270 far man lidt af en forklaring. I al fald fremgar det af note 167, at i juli 1919 var Erik Scavenius imod Harald Scavenius' private udenrigspolitik; men hvorfor skred han ikke ind med et direkte forbud? I december 1919 agiterede Harald Scavenius pa et mode med de allierede gesandter imod, at man optog handelsforbindelse med de sovjetrussiske kooperativer.

S. 272 siges det, at da The International Russian Relief and Reconstruction Committee blev dannet i januar 1920, fik Harald Scavenius lov af regeringen til at vaere president for dens centralkomite (men ej for den danske komite?) Vidste regeringen, at IRRRC var et datterselskab af Transatlantisk Kompagni? Hvad var overhovedet Harald Scavenius' status i statsapparatet i tiden fra sin hjemkomst, og til H. N. Andersen tillod Niels Neergaard »at antage« ham som udenrigsminister?

2) Det andet eksempel pa, at begrebsapparatet ikke alle steder maske er sa gennemtaenkt, som det burde vaere, gselder behandlingen af H. N. Andersens pavirkning af regeringen. Man far noget at vide om ham, men f. eks. side 398 ff siges det, at han blot forstaerkede regeringens allerede fattede beslutning om en bestemt kurs i det russiske sporgsmal. Det virker utilstraekkelig begrundet, bl.a. fordi den pafaldende enighed mellem H. N. Andersen og landbrugsminister Madsen-Mygdal contra Neergaard og Harald Scavenius ikke analyseres naermere. Er Madsen-Mygdal alene repraesentant for agrarinteresser?

Man kan i denne sammenhaeng papege, at forfatteren ikke synes at vaere klar over, hvorledes Erik Scavenius' og H. N. Andersens indbyrdes forhold udviklede sig. De havde samvirket under krigen, men efter denneblev deres relationer mere og mere anstrengt, efterhanden som deres

veje i det sonderjyske sporgsmal skiltes.7 Det burde vaere anfort. Og kan
det holde, nar det s. 153 antages, at H. N. Andersen agerede i fuld
forstaelse med regeringen?

3) I maj 1918 meldte Vorovskij sig i Kobenhavn som den forste sovjetrussiske repraesentant (s. 82). Pa grund af hele den uklare tilstand og usikkerhed med hensyn til handteringen af det russiske sporgsmal gav det naturligt udenrigsministeriet anledning til overvejelser. Forfatteren har herom i udenrigsministeriets arkiv fundet nogle anonyme notater (kan de vaere af dr. jur. Georg Cohn?). Forfatteren tillsegger dem en vis betydning, bl. a. fordi han mener, at »formentlig bliver sadanne aktstykker ... ikke til uden direktiv fra den politisk ansvarlige minister« (s. 87). Deter dog langt fra sikkert. Deter muligt, at ministeren har anmodet om at fa sadanne notater udarbejdet, og at han ogsa har givet direktiyer for deres indhold, men deter ogsa muligt, at han ikke har givet sadanne direktiver. Endelig kan det taenkes, at en eller flere embedsmaend pa egen hand har ladet notaterne udarbejde som en art beredskab. Man kan med andre ord ikke uden videre tolke anonyme ministerielle notater som udtryk for ministerens endsige regeringens vilje.

Pa samme made mener jeg, at forfatteren udtrykker sig for bastant, nar han s. 27 skriver, at »beslutninger truffet af hojt placerede embedsmaend vil blive anset for udtryk for regeringens og dermed Danmarks Ruslandspolitik«, medmindre sadanne beslutninger udtrykkeligt er blevet desavoueret. Statsretligt og parlamentarisk baerer selvfolgelig ministeren ansvaret for embedsmaendenes dispositioner, men deter ikke altid, de er udtryk for regeringens onsker. Isaer i tilspidsede situationer eller perioder med overvaeldende sagsmaengder kan embedsmaend ofte handle friere, end regeringen maske synes om uden dog at kunne frigore sig, taenk f.eks. pa viceadmiral Kofoed-Hansens ordning af sovaernets kommandoforhold i 1914 og pa diplomater og sagkyndiges politik i genforeningssagen, saledes som Troels Fink har klarlagt det i vaerket »Da Sonderjylland blev delt« (1978).

---

7. V. Sjoqvist i E. Scavenius I, s. 290.

Harald Scavenius

S. 27 siger forfatteren, at historieskrivningen »skal handle om mennesker, deres dromme og forventninger«. Deter en opfattelse, jeg kan tiltraede, men den forudsaetter til gengaeld, at historieskriveren soger at leve sig ind i de mennesker, som begivenhederne gor til hovedpersoner. Forfatteren bruger her den indirekte metode og af og til med en ironisk undertone. Men hans personer beskrives lobende, sa at man er henvist til selv at danne sig et helhedsindtryk af hovedaktorerne.

Deter maske min fejl, men jeg synes ikke, at jeg efter laesningen af afhandlingen kan blive klog pa en mand som Harald Scavenius. Var han gal, som Wilh. Weimann mente, da han fraradede Neergaard at antage ham som udenrigsminister (s. 360) - eller var han blot uheldig? Er det ikke pafaldende, at han synes at fejlbedomme enhver situation? Det gaelder hans opfattelse af oktoberrevolutionen (kap. 11,3)- Han ser spogelser ved hojlys dag i bedommelsen af den bolsjevikiske propaganda og tror, at de allierede har praktiske muligheder for at intervenere militaert i Rusland (s. 16 f). Han fabulerer selv i 1920 om muligheden for at oprette en franskledet enhedsfront (s. 291). Efter at have gjort sig umulig som udenrigsminister forer han korstog mod overenskomsten (s. 475 og 491).

Hans evner som politiker var ogsa begraensede. Hans forslag om at skyde fern bolsjevikiske ledere for hver allieret statsborger forudsaetter for at virke som en trussel, at deter til at fa fat pa bolsjevikkerne (131 ff), og disses ledere onskede formentlig intet mere end martyrer. Han sladrer til politiske modstandere om forholdene i ministeriet uden at fa noget for det (s. 374), og senere til forskellige diplomater - ogsa uden formal (s. 396, 425). Selv ikke efter Rapallo forstar han, at deter tid (s. 436). Jeg synes heller ikke, at han handterer sin konflikt med H. N. Andersen saerlig talentfuldt. Hvorfor finder han sig i at blive smidt ud af regeringen? Hans faetter Erik Scavenius var dog ved sin beromte tale om det tredje ting i stand til at ryste etatsraden.⁸

---

8. Harald Scavenius' kone beklager sig i sine erindringer »Diplomatfrue ved Zarhoffet« (1960) et par steder - bl.a. s. 48 - over hendes og mandens slette okonomi. Uden pa nogen made at ville sigte Harald Scavenius for at lade sig lede af privatokonomiske hensyn, ma en historiker stille sig selv det sporgsmal, om dette forhold kan have haft betydning for hans holdning og dispositioner. Ved Landmandsbankens sammenbrud viste det sig jo, at en del hojtstaende embedsmaend havde spekuleret. Uagtet jeg har megen agtelse for Harald Scavenius' og hans kones mod i deres sidste tid i Petrograd, kan jeg pa den ovenfor beskrevne baggrund ikke umiddelbart acceptere forfatterens pastand om, at politik og moral ikke var forskellige kategorier for Harald Scavenius.

Indre danske vilkår

Hvad de indre danske vilkar angar, tillaegger forfatteren det udenrigspolitiske naevn ringe betydning. Heri har han utvivlsomt ret. Til gengaeld naevnes det s. 14, at det russiske sporgsmal var en af hovedarsagerne til oprettelsen af Det udenrigspolitiske naevn. Deter naeppe rigtigt. Det udenrigspolitiske naevn blev oprettet som folge af efterkrigstidens krav om, at folkerepraesentationen skulle have oget indflydelse pa udenrigspolitikken ,⁹ hvilket ikke udelukker, at det russiske sporgsmal aktualiserede problemet.¹⁰

S. 524ff beskriver forfatteren praecist, hvilken foragt de skiftende udenrigsministre havde for folkeopinionen. Der var i sa henseende ingen forskel pa Erik og Harald Scavenius, og han mener selv, at en egentlig udenrigspolitisk opinion eksisterede ikke. Han taler om bekvemmelighedshensyn, nar Harald Scavenius over for den britiske gesandt brugte hensynet til opinionen, og han siger, at den i 1921-22 opstaede socialdemokratiske opinion var ledernes. Alligevel skriver forfatteren s. 528 om de anstrengelser man fra politisk side gjorde for at pavirke eller manipulere med opinionen. Er det ikke selvmodsigende?

Er det mon saledes, at pressen brugtes som signaludvekslingsinstrument
mellem politikerne og organisationslederne?

Skulle jeg vove et bud pa »opinionen«s betydning, vil jeg pege pa, at de opskruede Anker Kirkeby-artikler, Politiken bragte, og tilsvarende artikler i andre aviser (s. 40), kunne tjene til at bestyrke fantasterne i troen pa Sovjetrusland som de uanede muligheders land. Forfatteren kommer til det formentlig rigtige resultat, at de afgorende indre faktorer bortset fra regeringen var (1) de betydende erhvervsgrupperingers interesseorganisationer og deres allierede politiske partier; (2) visse indflydelsesrige personer. Forfatteren diskuterer i denne sidste forbindelse »Det Gluckstadtske system« og »Det tredie Ting«, d.v.s. H. N. Andersen. Han fastslar, at det betragedes som en selvfolge, at udenrigspolitiken skulle fremme okonomiske interesser, samt at deter »übestrideligt«, at hojfinansens og erhvervslivets indflydelse var stor.

Dette gaelder Gliickstadt indtil Landmandsbankens sammenbrud, men forst og fremmest H. N. Andersen, hvis skjulte magt efter regeringen Neergaards dannelse »steg til uanede hojder«, ikke alene pa grund af hans okonomiske position, men ogsa fordi Neergaard brugte ham som

---

9. Den danske Udenrigstjenestes historie 11, 1970, s. 83-90.

10. P. Munch: Den danske Rigsdag IV, s. 208 f.

udenrigspolitisk radgiver. Der blev dog trukket graenser for hans udenrigspolitiskeinitiativer, f.eks. med hensyn til ideen om en engelsk-dansk alliance. Endvidere afviser forfatteren, at H. N. Andersen i 1921 saboteredeforhandlinger med Rusland for at knuse konkurrenten TransatlantiskKompagni.

Forfatteren tager dog afstand fra den opfattelse, at Gliickstadt og H. N. Andersen var eneradende i den danske Ruslands-politik. Han peger bl.a. pa den betydning, som det russiske sporgsmal fik efter den okonomiske krises udbrud i 1920, hvor industri- og handelsinteresser samt fagbevaegelsen og deres politiske allierede: Det konservative Folkeparti og Socialdemokratiet sa en redning i en aftale med Rusland. Derimod var landbruget koligt og blot interesseret i import af russiske foderstoffer.

Under regeringen Neergaard dominerede de agrariske interesser. Det var disse, der fik mest ud af handelsaftalen 1923, mens industriens og eksporthandelens forestillinger om det russiske vidunder viste sig at vaere dagdromme. I den forbindelse gennemgar forfatteren endelig de forskellige Ruslandsinteressenter og deres betydning. Han fastslar, at Ruslandsdanskerne og obligationsejerne havde ingen eller ringe indflydelse pa regeringens politik. Det var de store handels- og produktionsselskaber (Transatlantisk Kompagni, Det store Nordiske Telegrafselskab, 0K og Sibirisk Kompagni), som vandt gehor for deres interesser, men af disse var det i virkeligheden som naevnt kun Siberisk Kompagni og Store Nordiske, som russerne var interesseret i, og OK, hvis russiske interesser var marginale, som fik fordele af Ruslandspolitiken. Jeg synes, forfatteren overbevisende godtgor disse synspunkter.

Forresten horte H. N. Andersen ogsa til fantasterne. Til den senere handelsminister, socialdemokraten C. N. Hauge, sagde H. N. Andersen 5.12.1922, »at Rusland ville blive fremtidens land. Det var ikke et rige, men et kontinent, der manglede intet der undtagen organisation og arbejde for at drage vaerdierne frem. Danmark skulle ogsa med her, og man matte se at komme med, netop nar lejligheden var til det«.^H

Det sidste er naturligvis rigtigt, men Rusland som fremtidens land for dansk handel har unaegtelig ladet vente pa sig - og kunne det ikke ses i december 1922? Det ville i ovrigt vaere onskeligt, om en serios historiker nu ville ga i gang med en sammenfattende skildring af H. N. Andersen. Efterhanden er der fremlagt sa meget om ham i forskellige vaerker, at tiden er inde til et sadant arbejde.

---

11. Notat hos C. N. Hauges son. Udtalelsen bekraeftes af det citat Bent Jensen bringer s. 361 fra »Danmark under Verdenskrigen«.

Afslutning

I »afsluttende sammenfatning« (s. 506) skriver forfatteren: »Udenrigspolitik i almindelighed er ikke det samme som diplomatiske relationer og statslig politik, og Ruslandspolitik i denne periode i saerdeleshed var det slet ikke«. Og videre, at den behandlede periode »ingenlunde var en periode, hvor der ikke eksisterede en dansk Ruslandspolitik; der eksisterede oven i kobet forskellige arter dansk Ruslandspolitik med yderpunkterne i helt private Ruslandsinitiativer pa den ene side og helt officielle danske skridt i det russiske sporgsmal pa den anden side«.

Deter forfatterens store fortjeneste, at han har indsamlet, gennemgaet og bearbejdet et kaempemaessigt materiale. Hans fremstilling er dog ikke blot en materialesamling. Selv om man som for omtalt kunne have onsket klarere begrebs- og gruppedefinitioner, synes jeg, deter muligt at udskille de enkelte kategorier af Ruslandsinteressenter. Hans fremstilling er nogtern og indtraengende og viser, hvorledes savel den vestlige verden som Sovjetrusland handlede ud fra en sammenbrudsteori, der gjaldt henholdsvis det kapitalistiske og det bolsjevikiske system. Forfatteren paviser overbevisende, hvorledes den danske Ruslandspolitik i videste forstand var afhsengig af stormagtskonstellationen. For november 1918 kunne vi operere relativt frit mellem Tyskland og de vestallierede. Derefter fulgte vi de vestallierede uden for mange anfaegtelser, fordi disses hensigter ikke adskilte sig vaesentligt fra de forskellige danske gruppers.

Om den internationale optik skal jeg kun gore to korte bemaerkninger .¹² Jeg savner en papegning af, hvad det betod for dansk sikkerhedspolitik,at Zarrusland og Tyskland var brudt sammen. Her henviser Knud Larsen i sin doktordisputats »Forsvar og Folkeforbund« (1976) s. 36 til, at dette problem vil Bent Jensen tage op, mens denne s. 15 henviser til Knud Larsen! Da Knud Larsen anforer, at det russiske problem far de nordiske stater til at vise tilbageholdenhed i Folkeforbundspolitikken, burde forfatteren have of ret et par sider herpa. Jeg finder ogsa, at skellet mellem de nordiske landes Ruslandspolitik bagatelliseres. Norges situationvar saledes en anden, fordi Nordnorges fiskeriinteresser tvang Norge til storre eftergivenhed, og forresten var den norske arbejderbevaegelse bolsjevikvenlig. I den svenske diskussion var man meget opmaerksom pa de sikkerhedspolitiske aspekter af den bolsjevikiske magtovertagelse.

---

12. 2. officielle opponent, professor, dr. phil. Sv. Henningsen tog sig isaer af dette emne

Men naturligvis vil det vaere übilligt at forlange, at forfatteren skulle have
skrevet en helt anden bog.

Hvis forfatteren havde ladet vaere med at stirre sig blind pa, at dette skulle vaere en disputats, men blot sagt til sig selv, at han ville skrive en god, professionel historisk fremstilling pa 350 sider af det dansk-russiske sporgsmal 1917-20, var der kommet en bedre bog ud deraf - og ogsa en bedre disputats. Mange doktorander er fastlaset i en bestemt traditionsbundet opfattelse af, hvad en disputats skal vaere. Derfor kan man konstatere en tilbojelighed til alt for omfattende, alt for detaljerede tungthenskridende dokumentariske fremstillinger. Som allerede naevnt ville afhandlingen have vundet ved forkortelser og sammentraengninger.

Jeg har ikke hermed sagt, at Bent Jensen har skrevet en darlig disputats. Kejsere, komissaerer, etatsrader, udenrigsministre og erhvervslivets bosser moder en uimponeret Bent Jensen, der uforstyrret - af og til lidt uaerbodigt - stiller fortidens vidner naergaende sporgsmal. Det samlede resultat er ikke blot blevet fremlaeggelse af et stort og omfattende materiale, men ogsa en sa nuanceret behandling af de forskellige kraefter, der gjorde sig gaeldende i dansk Ruslandspolitik, at jeg vil karakterisere afhandlingen som en gedigen disputats. Forfatteren er den forste, som med en sadan intensitet er gaet bag om kulisserne for at kortlaegge de forskellige interessegruppers aktorer og for at analysere, hvorledes den officielle politik blev udformet i samspillet mellem disse. Denne sfaere af sam- og modspil mellem regeringsmyndigheder og den private sektor med dens organisationer er saerlig interessant at studere i netop den periode, som praeses har taget op. Man er blevet meget klogere pa det danske samfunds sammensathed, nar man har laest denne bog.

Det sidste order som bekendt aldrig sagt. Det gaelder ikke mindst et arbejde af denne karakter, hvor nye omstaendigheder kan komme for dagens lys, hvis Store Nordiske Telegrafselskab og det sovjetrussiske udenrigsministeriums akter engang bliver tilgaengelige. Pa trods af dette forbehold vil afhandlingen vaere et arsenal for fremtidig politologisk og historisk forskning.

En klog kollega hviskede mig for disputatsforsvaret i oret, at enhver dansk historiker, der kan russisk, og som beskaeftiger sig med danskrussisk historie burde fredes i klasse A. Jeg forstar fuldt ud dette synspunkt, fordi emnet som naevnt er forsomt. Som det fremgar, vil jeg dog ikke ga laengere end til at sige: fredet i klasse B, hvilket som bekendt betyder, at skillerum kan flyttes, ikke hovedhuset. I naervaerende tilfaelde tor det ogsa siges med styrke, at det vil besta uantastet, solidt funderet som deter.