Historie som fortælling

I de senere ar er de historiske disputatser blevet laengere og laengere, bredere og bredere, og den her foreliggende er i sa henseende en topscorer. Det haenger sammen med den made forfatteren skriver historie pa, og det far igen indflydelse pa bade formen og indholdet i hans rassonnementer.

Der er i bogen samlet et meget stort materiale ikke blot til det, der er det primaere anliggende, strejkerne i august 1943 og deres placering i den besaettelseshistoriske sammenhaeng, men ogsa til belysning af hele udviklingen fra efteraret 1942 til udgangen af august 1943. Opgaven er ambitios. Det fremgar alene af titlen, der nok er kort: Augustoproret 1943, men jo har et par undertitler: »Samarbejdspolitikkens fald. Forudsaetninger og forl0b«. Og sa yderligere: »En studie i kollaboration og modstand«.

I det indledende kapitel er der saerdeles prisvaerdigt givet en grundig problemformulering med understregning af, at forfatteren dels vil »opspore og forklare de faktorer, der ledte frem til bruddet med samarbejdspolitikken«, dels vil undersoge »holdningssammenstodet mellem rnodstanden og kollaborationen«, som han jo kalder det. Deter ikke sa helt lidt at ville spaende over, og deter da ogsa blevet til 792 tekstsider og 392 sider med noter, kilder og litteratur etc. Det bliver 1184 sider i alt. Men man ma sige, at Kirchhoff stort set har styr pa siderne og det, der star pa dem. Han folger den linie, der er lagt i problemdroftelsen, og omsaetter sit store danske og tyske kildemateriale til en let lobende fremstilling, selv om han enkelte steder gar ud fra, at laeseren er lige sa indviet i besaettelsestidens begivenheder, som han selvfolgelig selv er.

Hans Kirchhoff laegger vaegt pa at skrive let laeseligt, og han gennemforerstort set denne intention veloplagt bogen igennem. Men paradoksalt nok gor veloplagtheden, der altsa ogsa punktvis kan have karakter af indforstaethed, det sommetider en kende svaert at folge med for den mere forudsaetningslose laeser, og som vi skal se, har det betydning for den, der vil bruge bogen. Men vaesentligt er naturligvis, at forfatteren nar langt i

retning af at lose den opgave, han har sat sig med bogens undertitler: Han fastholder med konsekvens det synspunkt, at hensynet til vaernemagtens sikkerhed og operationsmuligheder var helt afgorende for den tyske politik. Hans fremstilling giver en staerk begrundelse for dette synspunkt, og han kunne samaend godt i sin afsluttende opsummering af augustbevaegelsens resultater noget klarere have draget den konklusion, at det var den tyske overstbefalende, v. Hanneken, der umiddelbart fik mest ud af det.

Hans behandling af auguststrejkerne argumenterer overbevisende for, at der var tale om mange forskellige - okonomiske, politiske, sociale og andre - stromninger, der lob sammen i strejken, og at disse ikke var resultatet af en samlet velovervejet planlaegning, som samtiden var tilbojelig til at tro. Han efterviser, hvordan udviklingen i detaljer forlob i de enkelte omrader med deres forskelligheder, og hvordan grupper som kommunisterne, Frit Danmark og dele af fagbevaegelsen fungerede i forhold til strejkerne. De omrejsende provokatorer, som man dengang talte sa meget om, forviser han fra scenen, og han har styrke i konklusionen om, at strejkerne trak taeppet vaek under regeringens politik, selv om de egentlig ikke var rettet mod regering og rigsdag. Men regeringens beslutning om at bede om sin afsked var en konsekvens af strejkebevaegelsen. Politikerne blev tvunget til et brud, som de faktisk ikke onskede.

Alt dette gor bogen til et godt bidrag til dansk politisk historic Kirchhoff skriver selv i indledningen, at studiet af »denne politiske og ideologiske krise ... fortaeller noget fundamentalt om besaettelsessituationen, ja, noget om det danske samfund i 1940'erne generelt«. Deter utvivlsomt korrekt, og jeg tror endda, man kan ga et skridt videre og sige, at en studie som den foreliggende kan give os indblik i vigtige traek i vort politiske system generelt - ikke bare i 1940'erne.

Anmeldelsen vil derfor heller ikke modsige bogens hovedresultater, men vil drofte en raekke af dens raesonnementer og det grundlag, de hviler pa, fordi der her og der er svagheder. Den vil ogsa prove at pege pa noget af den information om vaesentlige politiske forhold, der ligger latent i bogen, men som ikke kan komme op til overfladen p.g.a. den fremstillingsform, der er valgt.

Forfatteren har selv gjort opmaerksom pa nogle af de problemer, der er forbundet med bogens lange tilblivelseshistorie. Han skriver, at arbejdet med emnet spaender over det meste af Udgiverselskab for Danmarks nyeste Histories levetid (I, s. 8), og at afhandlingen ved sin afslutning har ti ars arbejde bag sig (I, s. 17), og at dets slingrende forlob praeger bogen (s. 18). Deter godt, at forfatteren siger det, for det sparer laeseren for at

gore det. Omstaendeligheden og bredden i fremstillingen kan godt virke
»slingrende«.

Man kan ogsa, som Kirchhoff antyder, folge de forskellige led i hans udvikling, mens bogen blev til: Interessen for det tyske materiale og den tyske politik og senere for den intense undersogelse af strej kernes forlob i de enkelte byer. Deter de hovedpiller, der baerer bogen. Hans andre svaermerier undervejs er ikke, forekommer det, pa samme made blevet til faste forhold. Jeg taenker f.eks. pa hans mode med den sociologiske teori og med teorierne om partisy_sterner og partiadfaerd.

Det vendes der tilbage til. Men det skal dog kort bemaerkes, at man nogle steder meget let kan se stobesommene i bogen. Det gaelder f.eks. ved tolkningen af valgtallene fra valget til folketinget den 23. marts 1943, hvor det uden rysten pa handen konstateres, at mange arbejdere ma have stemt konservativt i protest mod samarbejdslinien (I, s. 203). Ved omtalen af kommunevalget den 5. maj hedder det pa samme made, at en stor del af det socialdemokratiske tab gik til de konservative (I, s. 261).

Sadan kunne en tidligere generation af historikere tillade sig at tolke valgtal ved blot at tage hensyn til nettobevaegelserne. Men det gar jo ikke mere, og det ved Kirchhoff ogsa godt. I note 43 til side 203 star der nemlig, »at antagelsen af en vandring af socialdemokratiske stemmer til de konservative er rent hypotetisk. Valgforskere advarer kraftigt imod at slutte fra netto- til bruttobevaegelser pa stemmetallene alene«.

Det gor de, og det gor de sandelig ret i. Noten tager hele glansen af tekstens valganalyser, der naturligvis burde have vaeret formuleret med hensyntagen til, hvad man kan og ikke kan ved analysen af valgtallene. Et hypotetisk udsagn i strid med de elementaere metodiske regler har ingen som heist interesse. Hvis man overhovedet skulle sige noget om vaelgervandringerne ved valgene i 1943, ville det kraeve en langt dybere analyse end den, forfatteren har leveret ved at stille plusser og minusser op over for hinanden.

Vi naermer os jo her de forskningsmetodiske ting og skal nok dvaele et ojeblik ved det emne for at fa afhandlingen tilstraekkelig karakteriseret. Afhandlingen har et kapitel om kildematerialet, der jo er meget omfattende og meget spredt med et vaeld af forskellige kildetyper. Deter en svaghed, at der ikke i lidt storre omfang er givet en karakteristik af i hvert fald de vigtigste af de anvendte kildegrupper.

Der er tillob, men de er ikke tilfredsstillende, fordi det ma vaere en
forpligtelse for den, der fremlaegger en vaeldig stofmaengde, at gore dette
stof anvendeligt for andre. Derfor kunne man ogsa have onsket, enten

det sa var i indledningen eller et andet sted, en sammenfattende, kritisk vurdering af de to hovedgrupper af politisk materiale, der anvendes, samarbejdspolitikernes og materialet fra de illegale, herunder DKP. Begge grupper ma analyseres som politiske ytringer med alle de vanskeligheder,der er knyttet dertil, fordi politiske ytringer jo altid har til opgave at styre politiske situationer, at maksimere egne muligheder for at traenge igennem og evt. haemme modpartens tilsvarende muligheder. Ofte er de endda bygget til at fungere pa flere planer samtidigt, og der vil derfor ofte vaere betydelige problemer knyttet til ud fra ytringerne at fastsla, hvad politikeren »egentlig mente« - hvis det udtryk overhovedet har mening.

Ved laesningen kan man ikke frigore sig fra den fornemmelse, at forfatteren har hele det kritiske apparat under fuld kontrol, nar han analyserer samarbejdspolitikerne og deres udtalelser. De er ogsa lettere at anbringe i deres kontekst. Derimod er han, synes det, mere tilbojelig til at tage det illegale materiale for dets palydende vaerdi. Det falder f.eks. i ojnene, at han skriver, at det faldt ikke de samarbejdende politikere svaert at identificere deres egen skaebne med nationens (I, s. 55). Det skal laeses som en kritik af dem, formet af Kirchhoffs let flydende pen. Men den slags karakteristikker mangier, nar vi moder de steder, hvor kommunisterne lader sig fore med pa den nationale bolge.

Et enkelt eksempel, adskillige andre kunne naevnes. I bogen omtales (I, s. 267) DKP's kendte nytarsstatus og det optimistiske program for 1943, og det tages som udtryk for »den radikalisering af stemningen som kommunisterne selv havde vaeret med til at hidfore siden oktober«. Jamen, er et sadan nytarsoprab ikke optaget af alt muligt andet end at afspejle, hvad der allerede er sket. Deter et manifest, som skal virke fremad, og deter en god kilde til ophavsmaendenes hensigter og forestillinger om fremtiden, men ikke uden videre til den faktiske situation og heller ikke uden videre til effekten af oprabet. Denne nytarsstatus kan ikke sige os, om der havde fundet en radikalisering af stemningen sted. Derimod viser den, hvad DKP gerne ville give indtryk af, og hvad de gerne ville opna. En eventuel effekt af oprabet er sa igen et helt tredie problem at fa fastlagt. Alt for ofte glides der i bogen alt for overfladisk mellem disse tre planer: udtalelsens baggrund, dens hensigt og dens effekt.

Dette eksempel er trukket frem, fordi det forer videre til den opfattelse,at
forfatteren ved sin omgang med det kommunistiske materiale nogettydeligere
kunne have praeciseret det egentlige grundlag for det

saerdeles spaendte forhold mellem DKP pa den ene side og socialdemokratietog
fagbevaegelsen pa den anden side.

Ikke at han ikke peger pa, at kommunisterne sigtede mod at svaekke socialdemokraternes indflydelse i bunden af fagbevaegelsen og saette splid mellem den centrale ledelse og medlemmerne. Det vender han flere gange tilbage til, men han fremhaever lige sa tit den nationale grundtone i den kommunistiske agitation og tegner egentlig aldrig et helt sammenhaengende billede af den kommunistiske strategi og den effekt, den matte have pa socialdemokratiet. Man bliver aldrig helt klar over hans vurdering af dette nationale moment i den kommunistiske agitation i forhold til de andre elementer. Der mangier kort sagt en samlet analyse af den kommunistiske folkefrontspolitik. Som deter nu, er elementerne til analysen spredt ud forskellige steder og giver derfor ikke et klart billede af, hvad Kirchhoff egentlig mener.

I den forbindelse kan det undre, at han ikke staerkere har fremhaevet den made, hvorpa kommunisterne i juni 1943 meddelte Kominterns oplosning. I et sasrnummer af Land og Folk anslog man de nationale strenge og pegede pa, at med Komintern-bindingens bortfald var den vaesentligste hindring for en socialistisk enhedsfront i Danmark bortfaldet. DKP var nu alene at betragte som et dansk, socialistisk parti.

Men det samtidige interne cirkulaere om samme sag, der naturligvis ogsa blev kendt af den socialdemokratiske ledelse, trak linierne ganske anderledes skarpt op. (Cirkulaeret omtales I, s. 228 f). Det angreb staerkt »socialdemokratismen«, kritiserede i den forbindelse navnlig Hans Hedtoft (-Hansen) og de danske socialdemokrater i det hele taget og lagde ikke skjul pa, at malet stadig for DKP var det samme: at samle hele arbejderklassen i en marxistisk-leninistisk enhedsfront. Gennem enhedsfronten skulle man raekke de socialdemokratiske arbejdere en hjaelpende hand og ikke stode dem bort, som det hedder, »fordi de ikke helt er, som vi onsker«.

Tilbudet om samarbejde gjaldt tydeligvis den menige arbejder og ikke den socialdemokratiske ledelse. Deter ogsa klart, at nok saettes patriotismen og den nationale sag frem i forreste linie, men som middel i den politiske kamp for at likvidere »socialdemokratismen«. »De militaere sporgsmal behover ikke af den grund at forsornmes«, hedder det, »men de ma stilles i det plan, som de til enhver tid tilkommer«.

Forfatteren kalder cirkulaeret »et af de fa eksempler i pionerfasen for
29. august pa CK-udtalelser af et mere vidtraekkende socialistisk perspektiv«(I,
s. 228). Men faktisk kan en raekke af udtalelserne, ogsa nytarsteserne1943,

serne1943,laeses parallelt med juni-cirkulaeret som erklaeringer om en politik, denned nationalt og okonomisk begrundede aktiviteter ville traenge ind i bunden af det faglige organisationsapparat og svaekke socialdemokratierne.Her la jo nemlig den politiske brod og ikke i proklameringenaf en socialistisk politik.

De strejker, der sattes i gang, var overvejende okonomisk bestemte eller havde med arbejdsforholdene at gore. F.eks. spillede uenighed om luftvaernsforanstaltninger og andre ting, man i dag ville henfore til arbejdsmiljoet, en vis rolle. Men alle strejker var pr. definition ulovlige, sa fagbevaegelsen og socialdemokratiet matte bekaempe dem. Det var situationens tvang, og bade organisation og parti var lette at ramme pa dette felt. Det matte gore dem tyndhudede og sarbare. Det vidste kommunisterne, og hvad de end begrundede deres aktiviteter med, matte det fa den samme effekt. Deter denne effekt, der er af interesse, ikke begrundelserne.

Hertil vil forfatteren sikkert svare, som han gjorde ved det mundtlige forsvar af afhandlingen. At alt dette kan findes naevnt i bogen. Deter for sa vidt korrekt, men deter spredt rundt pa de mange sider og ikke samlet til en klar analyse af problemet. Det svaekker pa dette og andre steder vaerket som politisk historieskrivning, at de mere samlede analyser ikke findes eller er svage i konturerne.

Her er resultatet, at vi ikke far et klart synspunkt frem pa det antisocialdemokratiske aspekt i den kommunistiske aktivitet og den effekt, det matte have. F.eks. skriver forfatteren, at den kommunistiske taktik var tojlet af hensyn til arbejderklassens enhed. Han finder, at de kommunistiske udtalelser »vidner bade om konsekvensen i den kommunistiske praktik og om en staerk vilje til at boje sig loyalt under den ojeblikkelige opgave at bekaempe tyskerne med et maksimum af kraefter og energi - en holdning der praegede partiledelsen krigen ud« (11, s. 248).

Men samtidig, skriver han, matte kommunisterne naturligvis se augustoproret som del af den sociale frigorelsesproces, fordi den okonomiske og sociale kamp var »uadskilleligt forbunden«. Og sa konkluderer han: Kommunisterne ville ikke revolution i august 1943. Hertil stred tanken for afgorende »med enhedsfrontens baerende ide, den strategi, der indtil den store Alliances sammenbrud efter 1945 dikterede ikke blot det danske, men ogsa de langt maegtigere, vesteuropaeiske kommunistpartiers politiske linie, og gav dem en systembevarende og reformistisk kurs« (11, s. 250).

Deter ikke helt let af dette at sammenstykke en rimeligt klar beskrivelseaf

velseafden kommunistiske politik og taktik. Ville den presse pa det
etablerede faglige system, eller var den systembevarende?

Skildringen, som altsa skal stykkes sammen, gar som naevnt forbi det centrale i situationen. Nar kommunisterne stottede sig til og fremmede den direkte aktion, kom de uundgaeligt til at ramme socialdemokratiet og fagbevaegelsen pa det aller mest sarbare punkt: deres greb om organisationsapparatet. For sa vidt er motiverne ligegyldige; effekten er det afgorende, og den linie ma traekkes meget kraftigt op, hvis man vil forsta, hvad der foregik politisk. Denne linie fortsaetter fremad hen over den 29. august. Kirchhoff har gjort en del ud af at drofte begrebeme »kollaboration« og »samarbejdspolitik«, og alligevel har han ikke derved skabt klarhed. Det skal uddybes nedenfor, men i hvert fald er sporgsmalet om, hvad han laegger i begrebet »samarbejdspolitik« ogsa af betydning i relation til DKP's politik og socialdemokratiet.

Her sigtes til, at han bl.a. tager det berygtede cirkulaere af 2. sept. 1943, det, der blev sa politisk dyrt for Alsing Andersen, som udtryk for, at politikerne ikke ville bryde med »kollaborationen« (11, s. 481). Deter efter min mening bade rigtigt og forkert. Politikernes - ogsa de socialdemokratiske politikeres handlings- og holdningsmonster i august 1943 er ganske kompliceret, men den direkte forhandlingspolitik opgav de dog. Man skal i den forbindelse laegge maerke til Vilh. Buhls bemaerkning: »Hva' faen er det du gar og roder sammen« til Bramsnaes, der var optaget af at fa en ny regering dannet (11, s. 482). Men det betod ikke, at politikerne var til sinds at give deres magtpositioner fra sig og abdicere fra fortsat indflydelse pa udviklingen. Det kan man godt kalde fortsat »kollaboration«, men deter i sa fald kun udtryk for, at terminologien er upraecis, og det giver slet ikke en adaekvat beskrivelse af kernen i politikernes holdning.

Ville socialdemokratiske politikere ikke opgive deres indflydelse, matte de for alt i verden fastholde magten i det organisationsapparat, der var basis for deres indflydelse. Denne position var endnu mere truet efter 29. august, fordi samarbejdspolitikken med regering og rigsdag var borte som skjold for og sikring af socialdemokratisk indflydelse. Apparatet la abent for angreb, som man vidste ville komme. Samtidig med, at man - som Kirchhoff sikkert med rette fremhaever - i hoj grad var optaget af at forberede sig pa at have indflydelse pa den situation, der ville opsta ved krigens slutning.

Derfor folte man sig nodt til med lige sa staerke og om muligt staerkere
udtryk end tidligere at daemme op for angrebene pa organisationerne -

ogsa selv om, eller maske snarere/ordi andre led i samarbejdspolitikken matte opgives. Der gar her en lige linie frem til situationen mellem de to arbejderpartier i befrielsessommeren. Her er der ikke et kvalitativt skel den 29. august. Man kan godt kalde dette at fortsastte kollaborationen, men sa er ordet kollaboration i denne sammenhaeng sa lost, at det daekker selve vilkarene for at fore politik, og sa far man ikke fat i det vaesentlige: det, der rent samfundsmaessigt faktisk foregar.

Indvendingen mod fremstillingen gar altsa pa, at forfatteren pa en raekke punkter, der er vaesentlige for den politiske analyse, bliver uskarp og vel egentlig lidt naiv. Elementerne er der, men de bringes ikke sammen, og af og til praesenteres de med en kommenterende undren over, hvad der foregar. F.eks. praesenteres de mange overvejelser og anstrengelser for at finde former til at holde samfundsfunktionerne i gang efter 29. august, uden at den rationelle politik bagved for alvor analyseres.

Erik Stig Jorgensen karakteriserede i sin tid i sin anmeldelse af Jorgen Haestrups »... Til landets bedste« vaerkets fremtillingsform sadan: »Hellere end at ville spidde sandheden pa en enkelt sentens, der kun ufuldkomment afspejler nuancerne, soger dr. Haestrup at indkredse den ved omformuleringer af samme tankegang«. (HT 12. rk., 111, 233, 1968). Deter en teknik, der nok kan have adskilligt for sig, nar nuancerne og det usikre skal fremhaeves. Men den rummer ogsa abenbare risici for uklarhed.

I et vist omfang kan man anlaegge en tilsvarende betragtning pa, hvad Kirchhoffs fremstillingsteknik kan fore til. Han er sa udpraeget en fortaellende historiker med sans for personer og situationer. Han har ogsa erhvervet forstaelse for, at den fortaellende historiker har brug for synspunkter, for udvalgs- og ophaengspunkter for sin fremstilling, og han giver langs ad sted Iobende kommentarer enten direkte eller med skaeve smil og sproglig ironi. Men risikoen er, at det fortaellende forlob splitter sammenhaengen i kommentarer, og derved gives der ikke laeseren mulighed for at fa en klar stillingtagen fra forfatteren til problemet.

En anden af Hans Kirchhoffs metodiske bemaerkninger giver anledning til yderligere at understrege, hvordan ytring og situation altid ma ses i sammenhaeng. Han gor med rette opmaerksom pa, at dr. Bests indberetninger i hojeste grad skal benyttes som »levninger«, at de er staerkt betingede af, hvad den rigsbefuldmaegtigede fandt det opportunt at melde til Berlin. Indberetninger og andre akter, ogsa tjenstlige akter, skal noje saettes i forbindelse med deres ophavssituation.

Dette gode metodiske princip far betydning ved vurderingen af en af
forfatterens hypoteser, nemlig pastanden om, at Hitler bevidst plantede
en dobbelthed i den danske besaettelsespolitik ved at give v. Hanneken og

Best modstridende instruktioner (I, s. 47f). Hypotesen star og falder jo
dels med instruktionernes indhold dels med hensigten bag dem.

Det forste problem er naturligvis, at Hitlers ord ikke er overleveret direkte. De er genspejlet og for v. Hanneken-instruksens vedkommende i en hojst krollet overlevering. Vi har nemlig Hitlers ordre om den harde hand, sadan som de tyske diplomater i Kobenhavn skraemt refererede til Berlin, efter at generalen havde larmet op i gesandtskabet om den kurs, han nu ville gennemfore. Burde der ikke her have vaeret taget hojde for, hvad v. Hanneken ville opna den dag i gesandtskabet, og hvordan han folgelig bestyrede sit informationsmonopol?

Pa samme made er Bests instruktion staerkt praeget af de diplomatiske kanaler, der havde forberedt den, og som efter forerkonferencen sammenfattede den. Tilmed var gassen pa det tidspunkt gaet af ballonen og af Hitler, der havde andet at taenke pa. Det skal ogsa med, nar man gar ud fra, at han bevidst plantede dualismen for at dele og herske.

Deter en enklere slutning, at Hitler brugte de staerke ord, da situationen var frisk, og da han - deter det vigtigste - talte med den brosige soldat om vaernemagtens forhold og aere. Han fulgte uden storre overvejelse diplomaterne og deres oplaeg, da de var hos ham for at fa krisen afblaest.

Men spaendingen blev jo en realitet, og blader man 60-70 sider laengere frem i bogen, kan det ses, at man i OKW matte befatte sig med sporgsmalet i marts 1943 (I, s. 116f). Keitel noterede da, at der heller ikke skulle vaere samklang mellem forerens instruks om skarp optraeden og den linie, dr. Best fulgte. For sadan vil foreren det! Men er det, fordi foreren ville det fra begyndelsen, eller fordi det nu passede ham meget godt, at situationen var, som den var?

Hertil skal sa fojes, at resultatet blev en ordre fra Keitel til v. Hannekenom fremtidig at holde sig alene til krigsministeriet og de militaere ressorts. Forhandlinger med den danske regering var den rigsbefuldmaegtigedessag. Under droftelsen i januar 1943 af den danske haers eventuelle oplosning havde Hanneken ogsa holdt sig helt bag Best, hvad de politiske aspekter angik, og Keitel ville ikke have politiske forviklinger i Danmark pa dette tidspunkt. Hanneken erklaerede at matte boje sig for forerordren til Best (I, s. 122). Det forer frem til, at man fuldt sa godt kan se dobbelthedenikke sa meget som en sindrig vej til at dele og herske, men som en understregning af, at der i praksis var forskel pa, hvordan vaernemagtens problemer skulle handteres, og hvordan de politiske problemer skulle tackles. De hang naturligvis sammen, og det matte komme til alvorlige spaendinger, som det noje er eftervist i bogen. Men det kan lige sa godt

fores tilbage til det tyske beslutningssystems manglende evne til at skabe en samlet losning og laegge en samlet politik pa tvaers af de militaere og civile ressortgraenser, som det kan fores tilbage til en pastand om Hitlers vel beregnede etablering af en dobbelthed. I det hele taget er forfatteren hurtig til - ogsa hvor grundlaget er spinkelt - at antage en konsekvent planlaegning i den tyske politik over for Danmark. F.eks. gar han ud fra, at der la en dyb, taktisk hensigt bag, at Berlin var tavs sa laenge i efteraret 1942. »Nyhedsspaerringen havde virket efter hensigten« (I, s. 56f). Men man ser ikke, hvad denne hensigt dokumentercs med andet end effekten i Danmark.

De her anforte hypoteser er muligvis ikke sikrere end bogens, men det ma haevdes, at de er lige sa gode. Det understreger, hvor forsigtig man ma vaere, nar materialet har den karakter af situationsbestemthed, som forfatteren selv har fremhaevet. Det understreger ogsa, at den kronologiske fremadskridende fortaelling kan gore det analytiske element i afhandlingen uskarp i kanterne.

Formentlig er det i erkendelse heraf, at Kirchhoff punktvis har indfort afsnit, hvor han direkte meddeler, at han vil analysere faenomenerne i lys af samfundsvidenskabelig teori. Deter navnlig kapitel 10 i bind 11, »Augustoprorets anatomi«, det drejer sig om. Her har forfatteren med udgangspunkt i Neil J. Smelsers model for kollektiv adfaerd villet foretage en sammenfattende analyse af sine empiriske resultater fra strejkeundersogelsen. Han gor det ud fra den opfattelse, han andet sted i bogen giver udtryk for, nemlig at historikeren »naeppe tor afskaere sig fra de analyser og arbejdshypoteser der er nedlagt i samfundsforskerens modeller, nar det gaelder at finde nye sammenhaenge og stille sporgsmal til kilderne som materialet ikke selv stiller« (11, s. 201).

Deter undertegnede ganske enig i, men tor nok mene, at Kirchhoff dermed er havnet midt i det svaere problem, der ligger i dels at give den kronologisk organiserede fremstilling en analytisk dimension, dels i at udnytte teorierne efter deres indhold.

Sandt at sige fojer anvendelsen af Smelsers teori ikke vaesentligt til fremstillingen. Derfor skal vi heller ikke ga ind pa en naermere droftelse af dette problem ud over pa den givne foranledning reflektere lidt over, hvorfor en fremstilling som Kirchhoffs altid vil vaere svaer at bringe i forbindelse med en teori som Smelsers.

Forst lidt om Smelsers teori. Deter en af flere teorier, som er udviklet til at forklare, hvordan opstande eller voldelige aendringer af samfundstilstandeneudvikler sig. Hans og andres teorier herom oplever i ovrigt for tiden en renaissance, fordi netop dette emneomrade af forstaelige arsager

foles aktuelt. Vaesentligt for os er det, at der i Smelsers tilfaelde er tale om
en egentlig samfundsvidenskabelig model, som praetenderer at give en
bindende forklaring pa, hvordan sadanne revolutioner udvikler sig.

Det betyder, at de determinanter, han arbejder med, og som citeres af Kirchhoff, skal forekomme og pa den made, Smelser foreskriver det, i et gensidigt afhaengighedsforhold. Man skulle sa kunne forudsige et revolutionaert forlob eller forklare grundene til, at en udvikling ikke endte med opror. Det ville forudsaette en meget entydig fastlaeggelse af de enkelte determinanter, som givetvis i praksis vil vaere saerdeles vanskelig - om overhovedet mulig.

Pa denne rigoristiske made an vender Kirchhoff ikke modellen, og det gor heller ikke den anden danske historiker, der har brugt den, Jens Chr. Manniche, i sin undersogelse af Jodeurolighederne i Odense 1819 (Historie 1974, Iff). Manniche konkluderer, at han har brugt teorien som et »heuristisk hjaelpemiddel, der skaerper vores opmaerksomhed over for de forhold, der kan have haft betydning i den aktuelle sammenhasng«.

Havde han kendt udtrykket, havde han nok talt om et »analyseskema« i den mening, bl.a. Gunnar Sjoblom har lagt i det. D.v.s. et katalog over faktorer, der i en vis kombination antages at have betydning for den udvikling, man analyserer, uden at man har taget stilling til, hvordan sammenhaengen mellem dem er beskaffen. Det svarer vel ogsa til, hvad Kirchhoff siger om at opfatte Smelsers model som et analytisk hjoelpemiddel (11, s. 201). Pa den made har han ganske lost anvendt Smelsers determinanter og navnlig koncentreret sig om nogle udvalgte af dem. Alene deter jo et brud pa selve modellen.

Man kan derfor egentlig ikke sige, at Kirchhoff har brugt Smelsers model, selv om han pastar noget sadant. Han har taget nogle elementer af den og brugt dem til at strukturere eller snarere disponere nogle af sine erfaringer samt yderligere noget empirisk stof, som han vil have meddelt fra strejkeundersogelsen. En anvendelse af modellen i sig selv ville have forudsat, at han havde stillet helt andre, praecise sporgsmal og sogt dem besvaret, som f.eks.: var det et »fjendtligt masseudbrud« i Smelsers forstand? Hvorfor kom der sadanne udbrud i Danmark sommeren 1943 og ikke i andre besatte europaeiske lande, hvor nogle af determinanterne ogsa var til stede? Hvad var altsa det specifikke ved den danske situation? Hvordan forholder strejkerne i 1943 sig til folkestrejkerne aret efter? Hvordan forholder besaettelsestidens strejker sig til nutidens »vilde« strejker? - Vil man foretage en sadan komparation, og man vil habe, det vil blive gjort, for deter saerdeles relevant, sa far man brug for en vel defineret model.

Det har Kirchhoff ikke haft, hverken her eller i analysen af det partitaktiske spil, hvor han kort strejfer Gunnar Sjobloms analyseskema for partiers adfaerd i et flerpartisystem (11, s. 353). Her naevner han, at analysen af Det konservative folkeparti har samlet sig om fire af Sjobloms mal, og det giver ham mulighed for at afdaekke det konservative dilemma, der la i, at partiets forskellige malsaetninger trak hver sin vej. Men det viser ogsa, at de samfundsvidenskabelige analyseskemaer kan vaere til nytte og praecisere analysen. Kirchhoff har haft betydeligt mere ud af Sjoblom end af Smelser, fordi analyseskemaet i Sjobloms tilfaelde har vaeret grydefaerdigt til ham.

Lignende praktisk nytte har han haft i sit arbejde med sporgsmalet om kommunikations- og opinionsproblematikken under strejkerne. Her har han laert forsigtighed m.h.t. de lette konklusioner om pavirkning via den legale og den illegale presse, og det ma anses for et godt greb, at han har fulgt professor Niels Thomsens forslag om hos telefonselskaberne at eftersoge mal for telefontrafikken i strejkeperioden. Herved far man et tydeligt memento om ikke at glemme den enorme rolle, den personlige kommunikation spiller (11, s. 217 ff) ved siden af medierne.

Nu er det et abent sporgsmal, hvordan en fremstilling som Kirchhoffs kan bringes i samklang med et samfundsvidenskabeligt teoriapparat, dens anlaeg taget i betragtning. Forfatteren har - og heri Hgger i og for sig ikke en kritik - vaeret optaget af at splitte forlobene op, at give naerbilleder af personer og situationer, at fremdrage personlige og lokale afvigelser, at tegne »ansigter i maengden«, som han selv skriver. Men ansigterne i maengden og enkelteksemplerne, som er vaesentlige i Kirchhoffs begrundelsesteknik, er for sa vidt uvaesentlige i en teoretisk sammenhaeng. Det giver vanskeligheder ved at na en tilfredsstillende kombination af de to forskellige aspekter.

Desuden har dette noget at gore med vaerkets genesis. Nar de teoretisk begrundede dele af analysen kan siges at have en 10s tilknytning til det ovrige, skyldes det sikkert, at de er kommet til efterhanden, som forfatteren er stodt pa dem. Afhandlingen ser ikke ud til at vaere fodt med samfundsvidenskabelige gener. Og sa er det ikke let at sikre praeget alene gennem opvaeksten, selv om denne er lang, eller maske netop derfor. En forudsaetning for en virkelig frugtbar kombination er, at afhandlingen anlaegges pa at udnytte samfundsvidenskabelige teori-elementer. Ellers kan det - i yderste tilfaelde - blive rene selvfolgeligheder, der komrner ud af det.

Afhandlingen har et par eksempler pa dette. Der skal ikke megen
fantasi til at taenke sig, at nar en ophidset maengde ikke mere tor sla pa

vaernemagtssoldaterne, fordi de nu skyder, sa udfolder den sig mod mindrerisikable mal, butiksruder og tyskerhandlangeres lejligheder. Det behover man ikke en henvisning til den sodologiske litteratur for at finde ud af (11, s. 239). Kirchhoffs mange henvisninger pa dette punkt til sociologiskog socialhistorisk litteratur siger egentlig ikke meget andet, end at han og de naevnte forskere beskaeftiger sig med det samme.

Deter sadan set en skam, at bogens udnyttelse af den samfundsvidenskabelige forskning er sa udvendig, og at den stort set holder sig til afsnittet med strejkeanalysen. Jeg har nasvnt det enkeltstaende punkt, hvor Kirchhoff viser, at Sjobloms analyseskema kan give perspektiv i analysen af de konservative politikeres dilemma. Det viser, at han ville vaere naet dybere med sine politiske analyser, hvis han i hele anlaegget af sin fremstilling havde brugt et mere politisk orienteret perspektiv og eventuelt havde stottet sig mere pa de muligheder for en systematisk analyse, politologien byder pa.

Han ville da formentlig have spurgt mere systematisk efter informationsmuligheder og mformationsniveau hos beslutningstagerne, og det ville - for bare at tage et enkelt eksempel - have givet ham forklaringen pa, at udenrigsministeriets folk den 4. november ved telegramkrisens afblaesning var mere positive (I, s. 55) i deres vurderinger end politikerne. I udenrigsministeriet sad man taettere ved informationerne, og det gav naturligvis politisk indflydelse. Deter ikke bare, nar embedsmaendene, som i det tilfaelde Kirchhoff refererer fra samme tidspunkt, direkte gennem P. Munch, virker ind pa rigsdagen, at de over politisk indflydelse (I, s. 76).

Embedsmaendenes politiske indflydelse er betydeligt mere omfattende. Graensen mellem administration og politik er saerdeles flydende, og det ser sommetider ud til, at forfatteren arbejder ud fra nogle lidt snaevre og traditionelle forestillinger om, hvordan tingene fungerer i det politiske system. F.eks. er det da en selvfolgelig ting, at departementscheferne efter 29. august Sogte politisk daekning, ligesom de pa andre mader Sogte den nodvendige legitimation for deres beslutninger, sa de blev andet end slag i luften.

Hvad man derfor i nogen grad savner i bogen er en mere systematisk gennemtaenkning af vilkarene for at traeffe politiske beslutninger i det davaerende politiske system, en overvejelse af den politikerrolle, der nu ret implicit indgar i Kirchhoffs bedommelse af politikerne, kort sagt en mere konsekvent formuleret referenceramme for vaerkets politiske vurderinger. Og frem for alt en referenceramme, bygget pa mere rationelle kriterier end en mangel pa sympati med samarbejdspolitikken.

Formentlig ville der sa ogsa vaere gaet lidt skar i forfatterens glaede over at have lanceret begrebet »kollaboration« som en bedre term end »samarbejdspolitik« og »forhandlingspolitik«. Dette terminalogiske problem har at gore med hans eget engagement i perioden. Han vil have et neutralt ord, som gar uden om den udvanding af forskellen mellem modstand og samarbejde, som han mener, de danske order brugt til. Men sa er det nu ikke saerlig hensigtsmaessigt at bruge et andet, mindst lige sa belastet ord. Den afhandling af Hans Lemberg, som Kirchhoff tager sit udgangspunkt i, understreger jo netop den nye betydning, 2. verdenskrig har givet ordene kollaboration og kollaborator. Nudansk ordbog saetter det lig med quisling.

Man kan vaere enig med Kirchhoff i, at deter rimeligt at gore hele sporgsmalet om modstand contra samarbejde til genstand for en nojere overvejelse. Der kan ogsa vaere brug for at saette sporgsmalstegn ved tendensen til at skabe consensus mellem modstandslinien og forhandlingspolitikken i opfattelsen af besaettelsesarenes politik. Men deter udtryk for en alvorlig misforstaelse af sprogets funktion at ville gore det ved at saette et andet belastet ord ind. Det giver ikke neutralisering.

Order sociale storrelser, og de lader sig ikke besvaerge i en videnskabelig afhandling. Kirchhoff genriemforer bestemt heller ikke selv en klar, distinktiv brug af de 3 ord i sin afhandling. Det lader sig sikkert heller ikke gore.

Ordene samarbejdspolitik, forhandlingspolitik og kollaboration bruges mellem hinanden pa en made, der ikke giver laeseren klare fornemmelser af, hvorfor ordet kollaboration med alle dets bitoner skal indfores ved siden af de allerede eksisterende ord.

Det havde vaeret videnskabeligt mere givende at tage udgangspunkt i det ordfelt, hvori ordet kollaboration og de ovrige naevnte ord star. Det gor jo netop Lemberg, og man kan ikke frigore sig for den tanke, at Kirchhoff her som ved sit mode med samfundsvidenskaberne blot i forbifarten har snuppet nogle overvejelser, som let kunne associeres med hans lobende fremstilling og opgoret med consensustaenkningen, uden at saette sig ind i baggrunden i den disciplin, her filologien, som han laner fra.

Ved at tage udgangspunkt i ordfeltet, som er et vel defineret faenomen i sprogvidenskaben, ville han have kunnet afdaekke, hvad ordene er brugt til, og hvad de faktisk daekker i henhold til den undersogelse, han nu har gennemfort. Pa den made havde han haft en mulighed for at pavirke vor brug af ordene.

Kollaboration eller forhandlingspolitik er en politisk proces med mangefacetter,
og deter ved bekrivelsen af dem, ikke med en blot og bar

etikettering, at processen kan forstas. Skal den udvandede consensusopfattelseaf modstand og forhandling traenges tilbage, sker det kun ved at analysere processen og dens moralske implikationer. Deter til syvende og sidst dem, der er afgorende, og de er samfundsbestemte, politiske storrelser. Deter dem, og ikke ordene - hojst ordenes anvendelse - der har vor interesse.

Man havde yderligere ad denne vej kunnet fa et aspekt ind i ordfeltet, som nu mangier. Forhandlingspolitikken skal efter min mening ogsa ses som et faenomen, der generelt - altsa ogsa bortset fra besaettelsessituationen - harmed smastatens tilpasning til den eller de naermest dominerende stormagter at gore. Danske politikere havde faet ganske stor faerdighed i at vurdere denne side af smastatspolitikken og dens konsekvenser i mellemkrigstiden, og efterkrigstiden har vel ogsa laert os meget om det.

I den forbindelse er det interessant, at det ikke bare er Scavenius, der fremforer sin bekendte tese om Danmarks evige afhaengighed af den magt, der har indflydelse i Nordtyskland. Deter, synes jeg, vaesentligt, at Buhl kan citeres for nojagtig det samme som begrundelse for at holde tingene gaende uden at sla for meget i stykker. Jeg taenker pa hans samtale med Gunnar Larsen i juni 1942 (P.K. IV, 183).

Buhl regnede da ikke med, at den davaerende regering og rigsdag ville komme til at ordne forholdene efter en eventuel tysk sejr. Helt nye situationer kunne imidlertid opsta, og ogsa af den grund skulle man ikke sla for meget i stykker. »... hvordan den nuvaerende krig end forlob, sa ville Tyskland dog blive liggende der, hvor det la, og Danmark, hvor Danmark la, saledes at vi skulle leve videre side om side, hvorfor det var af den storste betydning, at man ikke fik fremkaldt et tyskerhad som f.eks. det norske, der kunne gore übodelig skade generationer igennem; statsministeren«, skriver Gunnar Larsen, »regnede nemlig med som givet, at hvis det skulle lykkes England at sla Tyskland ned, sa ville det dog kun vare et vist aremal,- inden Tyskland atter var en staerk stormagt; anderledes kunne det nu efter hans mening ikke vaere«.

Dette aspekt i samarbejdspolitikken, som jo ikke uden videre har at gore med, at politikerne forst og fremmest ville opretholde deres egne snaevre magtpositioner, men nok med at de interesserede sig for grundvilkarene for politisk handling, skal ogsa med ind i definitionen af samarbejdet, enten man sa kalder det kollaboration eller ej. Det opnar man ikke ved blot at lade et nyt ord repraesentere det overordnede begreb for samarbejde med tyskerne.

I 1969 var Hans Kirchhoff sa sagtmodig eller large - hvad ved man -
ikke at ville forvise ordet »folkestrejke« fra vort vokabularium, selv om

han overbevisende havde pavist, at der netop ikke var tale om folkestrejkeri Esbjerg og Hjorring 1943 (Historie, 1969, 223 f). Det ville formentligvaere frugteslost, skrev han dengang. I stedet opfordrede han indirekte til ikke at bruge ordet kritiklost. Man kunne have onsket, at han havde behandlet ordene forhandlingspolitik/samarbejdspolitik lige sa kulant.

Hans holdning pa dette punkt har at gore med, at han i et vist omfang er fanget i sit eget engagement, som han bekender det i indledningen. Han skriver, at hans personlige mening er »den, at kollaborationen i 1943 havde overlevet sig selv«, og han afviser »kollaborationens sacro egoismo og dens stadig mere udtalte forsvar for bestemte politiske interesser, og for et bestemt politisk system«. Det vil sige, at Kirchhoff saetter lighedstegn mellem politikernes onske om at sikre egne positioner og egen handlefrihed og et onske om at bevare magten for magtens skyld. Det sidste indgar ogsa i politisk handling, men deter ikke det bedste udgangspunkt, nar man - som Kirchhoff ogsa vil - prover at forsta de danske politikeres adfaerd ud fra deres egen opfattelse og malsaetning.

Deter allerede sogt vist, hvordan denne perspektivering pavirker Kirchhoffs skildring af forholdet mellem DKP og socialdemokratiet. Men der findes i og for sig eksempler pa det overalt i hans gennemgang af den politiske udvikling. De politiske vilkar ses i et alt for snaevert perspektiv, som fortegner billedet. Det kan vises i bogens analyse af de konservative, som Kirchhoff selv finder det vanskeligt at komme til rette med. Formentlig fordi han har en fornemmelse af, at de konservative er taettest pa at fornaegte politiker-egoismen, og sa gor de det ikke alligevel. Det kan han tilsyneladende ikke rigtig tilgive dem.

Jeg tror nu, man nar laengere i denne analyse, nar man ikke sender alt for bidske sideblikke til dette, at politikere altid i deres handlinger ogsa indkalkulerer onsket om, at de ikke uoverlagt odelaegger det system, der er forudsaetningen for deres indflydelse. Det gaelder for alle normalt fungerende politiske aktorer, hvadenten deres indflydelse baseres pa et parlamentarisk system, pa okonomisk magt, pa en modstandsbevaegelse, eller hvad der nu kan vaere tale om. I analysen gor man klogt i at gaud fra denne realitet og se neutralt pa den, hvis analysen skal have nogen som heist praktisk nytte.

Kirchhoff citerer et sted P. Munch for bemaerkningen, at kongehuset altid har haft en flair for dynastiets opretholdelse. Deter naeppe helt ved siden af at sige, at den gode politiker of test kendes pa sin flair for, hvad der opretholder hans politik. Og deter ikke bare folkestemningen, som han tolker den, men ogsa det system, der sikrer hans handlemuligheder.

For de konservative er det jo desuden klart, at der var et flertal, som

ikke onskede at ga imod Scavenius for enhver pris. Deter den kontante baggrund for de konservatives beslutninger. Men heller ikke det efterhandenvoksende mindretal, der onskede en mere profileret politik, ville jo uden videre de konsekvenser af et brud, som hed »norske tilstande« i tidens sprog. Det mente de ikke, der var tilslutning til i befolkningen, og deri havde de sikkert ret. Men de ville heller ikke et brud med det politiske system, de fungerede i, og deter det centrale punkt. Man skal laegge maerke til, at Aksel Moller klart onskede, at signalet til brud skulle gives af de politiske ledere. Det matte ikke komme fra masserne.

Der er ogsa grund til at tro, at Aksel Moller vanned til at laegge pres pa KU, der jo var under broderen Pouls ledelse, da ungdomsorganisationen, efter at der var indgaet forlig om Scavenius-regeringen i november 1942, fortsatte med at undsige Scavenius. Nok havde Aksel Moller, som Kirchhoff siger, vaeret blandt nej-sigerne, men han var ikke interesseret i at presse et brud ukontrolleret igennem. Man skal sikkert laegge godt maerke til hans bemaerkning, at havde gruppen ikke i forste omgang stemt mod Scavenius, kunne han ikke have vaeret med. Derved havde de konservative jo dels faet et nationalt alibi, dels undgaet at tvinge et brud igennem. Da Poul Meyer, som det naevnes i bogen, forlod partiet i protest efter afstemningen i KU's formandsmode 14/11 42, sagde Poul Sorensen til ham: Du horer jo hjemme ovre hos disse sabotorer (notat, stillet til anmelderens radighed).

Hensigten med denne udredning er at fastsla, at ogsa for de konservative - bade de nationalt profilerede og de mere forsigtige - var det en overordnet praemis at fastholde initiativet hos politikerne. De ville ikke bryde det system ned, som var selve forudsaetningen for deres indflydelse. Man skal laegge marke til, at Ole Bjorn Kraft erklaerede, at partiets hensigt var at vaelte Scavenius i en sammenbrudssituation. Men heller ikke for.

Initiativet skulle ogsa ud fra Krafts optik fastholdes pa rigsdagsplan, og et brud skulle forst tages, nar det var sikkert, at det ikke betod afgorende aendringer i forholdene i landet. Systemet skulle heist holdes intakt og derefter legitimeres med nyvalg. Derfor den megen tale om, at klokken var fern minutter i tolv, for forst kl. 12 skulle bruddet tages.

I sin Ollerup-tale den 7. august 1943, midt under den spaendte deportationskrise, fremsatte jo Ole Bjorn Kraft tanken om en parlamentarisk regering. Han talte om, at rigsdagen, som var valgt den 23. marts, ville »fa store opgaver at lose i tiden op til krigens afslutning og med overgangen fra krig til fred«. Skal vi sige, at deter fra nogle minutter for til et stykke efter kl. 12, for at blive i sproget?

Og sa fortsatte han: »Med en national, parlamentarisk regering, med bred rod i det danske folk, i spidsen, en regering, som folket kan vise uindskraenket tillid, skal vi til den tid med en politik, der har ret og rimelighed som et loseord, overvinde de store vanskeligheder, der venter os« (11, s. 299).

Nogleordene er her til den tid. De betyder, at Kraft tager et forsigtigt forbehold og begraenser raekkevidden af sine krav. De konservative satte i august 43 aldrig fuld styrke bag onsket om et regeringsskifte. De havde brug for at have vaeret tidligt nok ude med kravet, men deter ikke det samme, som at de onskede det gennemfort med det samrne. Desuden gav det dem pressionsmuligheder over for de andre partier, og det var nok ogsa et mail.

Pressionen udnyttedes, som det fremhaeves i bogen, i tovtraekkeriet om ro- og orden-erklaeringen den 20. august. Dog er forfatterens tolkning af enkelthederne i de gennemforte aendringer lidt vidtdrevne. F.eks. kan det vaere vanskeligt at se, at der er tale om en udvanding, nar det hedder,

»Det er1 de lovlige myndigheder og de ansvarlige ledere, der md foretage
de skridt, som er nodvendige til beskyttelse af danske interesser«.

I stedet for:

»Det md vcere de lovlige myndigheder og de ansvarlige lederes opgaver
at foretage de skridt, som matte vcere nodvendige til varetagelse af de
danske interesser« (11, s. 344).

Skal det vaere, kan det lige sa godt tolkes som en sproglig skaerpelse. I ovrigt lod jo ogsa de konservative sig presse. Under forhandlingerne blev Kraft to gange taget under behandling af P. Munch i enrum og gav sig. I parantes bemaerket er det en af afhandlingens mange fortjenester, at den fremdrager P. Munch som den politiske lods i de vanskelige situationer. Men det vaesentlige er, at Kraft gav sig, uden at man behovede at bruge kongemagten mod dem, som Buhl havde gjort det i november 1942. P. Munch var ellers parat til det. Formentlig er det denne vigen, Kirchhoff ikke kan lide, ud fra den ovenfor citerede grundholdning.

Deter denne holdning hos forfatteren, vi diskuterer, nok sa meget som selve fremstillingen af de konservatives adfaerd. Alle elementerne findes spredt rundt i bogen, men analysen bygger inderst inde pa forfatterens opfattelse af, hvad de konservative burde have gjort. Her overfor skal stilles den pastand, at deter mere frugtbart at se pa, hvad de konservativefaktisk

---

1) Fremhaevelserne er anmelderens.

vefaktiskgjorde og hvorfor. Det giver i hvert fald et bedre indtryk af
vilkarene for politisk handling og desuden ogsa en dybere forstaelse af
dem.

Dermed er vi tilbage ved det, der ma blive hovedkarakteristikken af bogen. Den har sin styrke i det fortaellende, skildringen af det detaljerede forlob med begivenheder og personer i centrum. Detaljerne er mange, ogsa for mange. Vi nar jo helt ned til at registrere en enkelt rudeknusning i Tarm, en klipning i Arnborg og et par episoder i Kjellerup (11, 166 f med note 5). Enkelthederne kan hindre overblikket - i hvert fald for laeseren - og hele den omstaendelige dokumentation af strej kerne kunne godt have vaeret undvaeret til fordel for et uddrag af de principielle og generelle erfaringer, der har relevans for analysen af strej kernes virkning i den politiske sammenhaeng. Kirchhoff har skrevet flere boger i en, lost for mange opgaver pa en gang til, at vaerket kan fremtraede tilstraekkelig helstobt. Den narrative form har i lidt for udpraeget grad faet lov til at Iobe frit.

Det lose i de politiske analyser sky Ides imidlertid ogsa, at Kirchhoff, som han selv bekender, ikke kan lide politikernes tendens til at lade indenrigspolitiske og navnlig partitaktiske overvejelser indga med sa stor vaegt i deres kalkuler. Men bogen er jo en lobende eftervisning af, at sadan forholder det sig. For alle partierne. Og for dem alle gjaldt det om at opretholde det parlamentariske apparat og det organisationssystem, som var forudsaetningen for, at de kunne udove deres indflydelse. De onskede denne politiske infra-struktur opretholdt helt til krigens slutning, hvor de onskede at kunne influere pa tingene. Enten man kan lide det eller ej, er det ud fra dette, man ma analysere faenomenerne. I ovrigt lykkedes det dem jo ogsa at fastholde dette mal, og gik man frihedsradets adfaerd efter, ville man ogsa der finde taktiske hensyn. Naturligvis.

I indledningen skriver forfatteren, at han naturligvis godt ved, hvordan han nu ville have skrevet bogen. Han ville have samlet kraefterne om partisystemet, administrationen, organisationerne og naeringslivet og deres reaktionsmonstre over for besaettelsen (I, s. 18). Deter nok netop der, man foler manglerne i den ellers sa righoldige bog.

Besaettelsestiden er efterhanden en taet udforsket periode. Bog pa bog har lagt stof frem for os, sa vi nu kan skimte linier og begynde at uddrage viden om mange af det danske samfunds funktioner bade i en krisesituation og i henseende til det, vi med forsigtighed kalder »normale« situationer. Karakteristisk nok opviser ogsa de seneste ar udviklingstendenser, som aegger til sammenligning med det tema, Kirchhoff har taget op, men som han af gode grunde har mattet lade ligge.

Den seneste periodes mange forskellige tegn i samfundet pa pres pa de etablerede former for politisk meningsdannelse og politisk beslutning - strejker uden for de fagretslige rammer, graesrodsbevaegelser, protestbevaegelser, aktioner af forskellig art - er ved at abne vore ojne for nye sider af det, Kirchhoffs bog handler om.

Den concensus, han henviser til og kritiserer, er ikke et barn af 70'erne. Tvaertimod. Nu er vi godt pa vej til at eftersoge forudsaetningerne for det heterogene, modsaetningsfyldte samfund, vi oplever i dag. Sa gar concensus-teoriens forudsaetninger flojten, og deter vel det, Hans Kirchhoff har haft en fornemmelse af og giver udtryk for flere steder i bogen. Besaettelsestidens historie har stof til mange frugtbare sammenligninger.

Kirchhoffs arbejde er et saerdeles vaesentligt bidrag i hele denne sammenhaeng, fordi det laegger yderligere en maengde stof frem, som kan aegge til tolkninger - ogsa tolkninger, der afviger fra forfatterens egen, fordi de foretages med et andet udgangspunkt.

Ex auditorio opponerede folketingsformand K. B. Andersen i
forbindelse med forsvaret af Hans Kirchhoffs afhandling. Her
gengives hovedpunkterne af indlcegget.

Nar jeg i dag tillader mig at tage ordet her, har det flere arsager.

I en tid, hvor vaerdien af et historisk perspektiv, som helt nodvendigt til forstaelsen af de nutidige begivenheder, ofte nedvurderes, vil jeg gerne her gentage min ofte fremforte vaerdsaettelse af historieundervisningen og historieforskningen - og i dagens anledning - min staerke interesse for studierne af besaettelsestiden. Det var en periode, hvis begivenheder - ikke mindst de politiske - jeg fulgte pa ret naert hold.

Jeg skal ikke tage forsamlingens tid med at kommentere alle de elementer
i augustbegivenhederne, der fylder afhandlingens 1184 sider, men
begraense mig til nogle fa af dem, nemlig afhandlingens vurdering af

1) politikerne: folketing og regering,
2) afhandlingens omtale af kommunisterne,
3) omtalen af fagbevaegelsen og endelig

4) den efter min mening for snaevre omtale af begivenhederne omkring
selve den 29. august 1943.

Troen pa, at afhandlingen vil give politikerne, hvad jeg vil kalde en rimelig behandling, bringes i tvivl straks fra starten, hvor der gores forsog pa at forklare, at ordet »kollaboration« kan anvendes vaerdifrit om forhandlingspolitikken - til trods for, at det erkendes (I, 11), at begrebet er »staerkt belastet«, og at (I, 12) begrebet »kollaborator« reserveres til »vaernemagere, tyskerpiger, Schalburgfolk etc.«

I en presentation af doktorafhandlingen i Universitetsavisen nr. 16 fra September i ar hedder det med forfatterens egne ord: »Det erkendes at overgangen mellem kollaboration og modstand var og er flydende men afhandlingen har alligevel fundet det frugtbart at fastholde begreberne som i sin kerne udtryk for to vidtforskellige reaktionsmonstre pa besaettelsessituationen«. Man far sa troste sig med forfatterens egen vurdering i note 2 til I, 133: »Mig bekendt har politologerne ikke beskaeftiget sig systematisk med begrebet kollaboration«. Det ma man sa afvente.

Om forfatterens hovedsynspunkt (I, 15): at politikerne ikke ville bruddet 29/8 1943, men at deres nej var fremtvunget af frygten for, at kommunisterne skulle erobre magten i landet, kan jeg kun sige, at jeg i besaettelsestidens mange og hyppige samtaler med ledende politikere - jeg taenker bl.a. pa folk fra forskellige partier som Aksel Moller, Jorgen Jorgensen, Knud Kristensen, Buhl, og forst og fremmest H. C. Hansen, som jeg i besaettelsestidens sidste ar havde naesten daglig kontakt med - aldrig har hort denne frygt fremfort som et hensyn, der fremtvang nej'et den 29. august - men politikerne havde selvfolgelig nok en forstaelig frygt for kaotiske tilstande efter krigen.

Nar forfatteren har faet et andet indtryk, kan det maske skyldes, at
interviewingen - som anfort pa side 29 - mere og mere samlede sig om
»de illegale grupper og fagoppositionen, forst og fremmest DKP«.

Sagt i denne sammenhaeng er det ogsa pafaldende, at forfatteren, der bygger pa et vaeld af noter med henvisninger til kilder, nar det drejer sig om beskrivelser af sabotager, demonstrationer, rudeknusninger, behandling af tyskerpiger m.m., i langt ringere omfang anvender kildehenvisninger, nar det drejer sig om vurdering af politikerne, deres handlinger og motiver.

Nogle typiske eksempler:

a) Om hjemturen efter socialdemokratiske lederes samtale den 18. august 1943 med Best anfores (11, 323/324): »Sikkert korte ogsa de socialdemokratiske ledere tilbage til Kobenhavn i forvisningen om at samarbejdspolitikken matte fortsaette, og at man i hvert fald i den rigsbefuldmaegtigede havde et af de vigtigste kort i kampen for status quo og mod de kommunistiske kraefter i landet«.

Deter muligvis »sikkert«, men kilden mangier.

b) Det samme gaelder bemaerkningen (11, 472): »Best havde formaet at skabe sig tillid pa Christiansborg, og vurderedes som et sikkert kort i politikernes bestraebelser pa at fore kollaborationen igennem indtil krigens

c) Om samarbejdspolitikken siger forfatteren, igen uden kildeanvisning (11, 474): »Det skal indrommes at kilderne flyder sparsomt, men der er intet fundet i det samtidige materiale der indicerer at nogen stemme med vaegt indenfor Socialdemokratiet, Venstre eller de Radikale skulle have arbejdet henimod et brud«.

Dette star i klar modsaetning til en raekke udtalelser fra 1940-43, hvoraf
blot skal naevnes en saerlig velkendt, nemlig den tale Hedtoft holdt pa
Socialdemokratiets hovedbestyrelsesmode den 13. februar 1941, efter at

han var blevet tvunget af tyskerne til at ga som partiformand. I denne tale siger Hedtoft bl.a.: »Nu sporges der: Hvorlasnge kan dette blive ved? Tyskerne har pa naesten alle omrader sveget og svigtet de lofter, de gav os den 9. april« ... »Er der ingen graense, hvor vi siger stop og nej? Kan vi overfor vort parti, overfor landets befolkning, overfor vore nordiske brodrefolk, overfor vor egen samvittighed og historien blive ved med eftergivenhed?« ... »Jeg forstar inderlig godt disse sporgsmal, jeg stiller dem hver dag til mig selv og tror at kunne sige, at langt de fleste af vore tillidsmaend i ministeriet, i partiledelsen, i rigsdagsgruppen og i fagbevaegelsensledelse ofte, vel daglig, har stillet dem til sig selv« ... Hedtoft fortsatte om den politiske linie: »Den ma tilstraebe to ting: Et brud, som antagelig ma komme, ma heist tages samlet af de demokratiske partier, og alt ma saettes ind pa at hindre dannelsen af en nazistisk regering. En dansk nazistisk regering vil nemlig omgaende acceptere told- og montunion,helt og holdent indrangere os i det tyske livsrum, tvinge os ud af vor formelle neutrale stilling og gore os til aksepartner. Dette er utvivlsomt ogsa Tysklands principielle onske og malet for deres bestraebelser her i landet«.

Hartvig Frisch giver i »Danmark besat og befriet« (I, 143) denne tale folgende kommentar med pa vejen: »I disse ord finder man et klart udtryk for den specielle danske problematik, som forst i 1943 pa een og samme tid fik sin udlosning og sin afslutning i valgsejren om foraret og i det endelige brud om efteraret, efter at de danske nazister forst var redet til dode. Denne sammenhaeng mellem kompromisserne overfor Tyskland og bekaempelsen af nazismen bor man stadig holde sig for oje for at forsta den indre danske politik«.

Hvor totalt det var lykkedes i 1943 at afvaerge enhver tale om nazistisk magtovertagelse, kommer til udtryk i afhandlingen, hvori det fastslas (I, 112), at det da ogsa var »karakteristisk at der i august, da samarbejdspolitikken brod sammen, ikke engang rygtevis hortes tale om en magtovertagelse ved DNSAP!«

d) Om valget i 1943 - hvor der nok kunne vaere grund til at saette et sporgsmalstegn ved forfatterens opfattelse af forhistorien - siges det igen uden naermere kilde (I, 202), at »resultatet blev fejret som en stor sejr for de socialdemokratiske farver«. Deter da sikkert det indtryk, f.eks. dagspressenhar givet. Det var ogsa en meget stor stemmefremgang, men var forfatteren gaet bag om avisoverskrifterne, ville han sikkert ogsa straks pa valgnatten have modt den realistiske, for ikke at sige pessimistiske tone, jeg modte hos H. C. Hansen morgenen efter valget i en bemaerkningom,

ningom,at det var en gevinst, man matte regne med at aflevere igen ved
det forste valg efter befrielsen - et tidspunkt, som hverken han eller
andre politikere, jeg kendte, troede var naert forestaende.

e) I endnu en kildelos vurdering siges det (I, 208): »Frygten for en bolschevisering af Europa matte blive et meget staerkt argument for dem der onskede samarbejdspolitikken opretholdt og sa hen til kollaborationen som et vaesentligt bolvaerk imod kommunismen«.

Dette er helt i strid med opfattelsen, som jeg erindrer den, og som jeg ogsa finder basis for i en artikel (af den konservative Aksel M0ller) fra det illegale Den danske Parole 9. marts 1945 - udsendt af Aksel Moller efter krigen. Efter en omtale af de russiske haeres fremstod og den aengstelse, det maske kunne give anledning til, skriver Aksel M0ller: »Men aengstelsen er storre end klogt er. Den frygtagtighed, som kendetegner vide danske kredses opfattelse af Sovjet-unionens politiske hensigter, er i hoj grad et resultat af en meget malbevidst og meget dygtig tysk propaganda, hvis oprindelige mal var at fa os til at bidrage til den tyske krigsmaskine, og hvis senere mal er at sa en mistillidens saed, som kan hindre os i at fore en rigtig efterkrigspolitik«.

Deter jo ikke ligefrem udtryk for bolschevikfrygt.

Er det rigtigt, at politikerne forst og fremmest ville ro og orden som et mal i sig selv? Som forfatteren udtrykker det (I, 83), var ro og orden »ikke foreneligt med modstandskamp og krig. Der var tvaertimod tale om to strategier der bekaempede hinanden«.

Nej, det var hverken »ro og orden« i sig selv eller (I, 138) et »velfserdssigte«, der bestemte politikerne til at soge at fastholde forhandlingspolitikken, sa laenge som det skete - men onsket og habet om at skane landet for de ulykker, som netop 29. august forte med sig. Man kan have forskellige vurderinger af forhandlingspolitikken, men bor vel ikke miskende dens motiver, navnlig ikke uden rimelig dokumentation. Det ma ogsa erindres, at politikerne matte vaere parat til at sta til ansvar efter krigen, for hvad de havde gjort eller ikke havde gjort, medens de anonyme kraefter bag sabotage- og demonstrationspolitikken ikke arbejdede under et lignende ansvar.

I forbindelse med omtalen af forhandlingspolitikken ville det ogsa havevaeret naturligt at pege pa den vanskelighed for denne politik, der bestod i censurens snaerende band for en fri debat i den legale presse. Forfatteren er flere steder inde pa dette problem, men uden helt at gore det klart, hvor vanskelig - for ikke at sige umulig opgave - det var for de folkevalgte politikere at argumentere klart i de legale medier. Dagen

efter besaettelsen i 1940 skrev Nationaltidende i en ledende artikel: »Kongeog regering har under indsigelse bojet sig for Tysklands krav. Fra det ojeblik, dette skete, fordi det viste sig at vaere uafvendeligt, ophorer den offentlige meningsytring, for hvilken dansk presse i dens forskellige afskygninger - siden stormagtskrigens udbrud i September f.a. ganske vist med begraensning - hidtil har vaeret organ. Samtidig indskraenkes pressens efterretningstjeneste, savel den inden- som den udenlandske, til de meddelelser,som hidrorer fra eller er godkendt af de kompetente myndigheder«.

Hvor vanskelige informationsvilkar politikerne havde som baggrund,
giver forfatteren selv en raekke eksempler pa:

a) I forbindelse med Odense-begivenhederne siges det om Ib Norlunds ledelse af »Trods Alt« (11, 49), at »ham var det, der formulerede parolerne i de daglige lederartikler, og som i kraft af partiets pressemonopol - bladhusene la dode hen i de dage, den danske radio var tavs, og den svenske og den engelske hinkede langt bagefter udviklingen - blev en af generalstrejkens betydeligste opinionsledere«.

b) I forbindelse med omtalen af begivenhederne i Randers og Horsens (11, 186): »Den 27. august opfordrede »Frit Danmark« arhusianerne til at holde ud under henvisning til at modstanden var »landsomfattende«, og at store jyske byer som Fredericia, Vejle, Horsens og Randers generalstrejkede. Meddelelsen var ikke rigtig«.

c) Om BBC's udsendelser (11, 209): »En samlet vurdering af nyhedsstoffets »sandhedsvaerdi« tillader radioreferaterne ikke, men efter de fremdragne eksempler var unojagtighederne mange«. Der var, siger forfatteren, tale om »en generel proportionsforvraengning, der tegnede august-dagene i grellere farver end virkeligheden faktisk var«.

d) Om den svenske radio (11, 211): »den 24/8 brod begivenhedernes pres igennem med meddelelser om sabotage mod elvaerket i Arhus, og undtagelsestilstand her og i Alborg, Middelfart, Svendborg, Korsor og Odense - oplysninger der alle var forkerte«.

e) Om situationen generelt (11, 216): »I sommeren 1943 havde den illegale presse opnaet et oplagstal, der gjorde den til en virkelig magtfaktor i nyhedsformidlingen, samtidig med at de skaerpede censurkrav gav den et faktisk monopol pa alle de nyheder, der virkelig optog og interesserede

Det var ikke lette vilkar for politikerne at arbejde under.

Hvad angar kommunisterne, som forfatteren tildeler hovedrollen i
august-aktionerne landet over, er det efter mit skon en vaesentlig mangel

ved afhandlingen, at Unien bagud til 1940 ikke er trukket klart op. Her mangier ganske det historiske perspektiv. Deter nemlig umuligt at forklarebefolkningens holdning til savel de folkevalgte politikere som til kommunisterne - og ogsa at forsta politikernes tillid til deres egen missionog betydning - uden at erindre, hvad der skete i sommeren 1940, i den for dansk folkestyre farlige sommer.

Denne sommer, hvor Hitlers haere - med ryggen daekket i kraft af Stalin-Hitler-pagten - i lyntempo underlagde sig det meste af Europa, var der virkelig fare for oplosning i det danske folkestyre. Der herskede radvildhed og radloshed, bl.a. pa grund af usikkerheden om, hvad der egentlig var foregaet i dagene omkring den 9. april. Hertil kom, at mange kraefter arbejdede sammen om at svaekke folkestyret og sa mistillid til politikerne.

Det var den sommer, hvor staerke kraefter uden for rigsdagen sogte at ove indflydelse pa regeringsdannelsen i anti-parlamentarisk retning. Og det var den sommer, hvor kommunisterne placerede sig pa en sadan made, at det store flertal af befolkningen tog klar og skarp af stand fra dem. Blot et eksempel blandt mange:

Da Hitler stod pa sejrens tinde, og alle ventede storangrebet pa England, holdt han den 19. juli 1940 en stor fredstale, hvori han efter Berlingske Tidendes referat bl.a. sagde: »I denne time foler jeg mig af min samvittighed forpligtet til endnu en gang at rette en appel til Englands fornuft. Jeg tror at kunne gore dette, fordi jeg ikke som en besejret beder om noget, men som en sejrherre taler til fornuften. Jeg ser ingen grund, der kan tvinge til fortsaettelsen af denne kamp« »Jeg ved, at millioner af tyske maend og ynglinge straler ved tanken om endelig at kunne komme til at fa et opgor med den fjende, der uden nogen som heist grund for anden gang tvang dem til krigen«.

Denne tale gav kommunisternes blad, der dengang hed »Arbejderbladet«(21/7-40) folgende opbakning, som anfores her for at vise skreddet i DKP's holdning under besaettelsen, et skred som viser, at der ikke ligefremvar tale om sammenhaeng i deres holdning under den tyske besaettelse:»Den tyske rigskansler, Adolf Hitler, betegnede selv sin tale i den tyske rigsdag som en sidste appel til fornuften ... Vil tilbudet blive modtagetaf England, er i dag det store sporgsmal - eller vil en krig pa liv og dod mellem de to stormagter nu for alvor begynde ... Et uhyre ansvar hviler pa dem, der traeffer afgorelsen for fortsaettelsen af en krig, for hvis fortsaettelse der ikke gives nogen grund - sa lidt som der ingen grund var til at pabegynde krigen og styrte Europas millioner ud i et blodigt opgor, som vaelter sine byrder ud over alle andre end netop dem, der er arsag til

og skyld i krigen ... Under parolen »Kamp for demokratiet« blev krigen begyndt, men krigens imperialistiske karakter afslorede sig hurtigt. Det er kampen om verdensherredommet, kampen om retten til udbyttelsen af andre folkeslag, en krig, der intet harmed hverken demokrati eller frihed at gore«. Ordene var altsa naesten de samme som Hitlers.

Denne side af kommunisternes opinionspavirkning er ikke taget med i kapitlet om Danmarks kommunistiske parti (I, 223-234). Man finder alene en kryptisk saetning - pa 27 ord - der antyder, at der skete en aendring i kommunisternes holdning i juni 1941. Jeg er enig i - med et citat fra Information sommeren 1945 - at »det var det folk sagde og gjorde, mens tyskerne vandt, der har storst interesse i bedommelsen«. I denne demokratisk og folkelig set farlige sommer var det politikerne gennem samarbejdet pa rigsdagen og ungdomsorganisationerne gennem deres samarbejde i Dansk Ungdomssamvirke, der vanned til at holde den demokratiske front mod forvirring, usikkerhed, tysk og dansk nazistisk pres. I denne afgorende periode var det dern, der udgjorde modstanden.

Kommunisterne var jo i ovrigt - hvilket klart fremgar af afhandlingen - ikke selv uden skyld i, at der kunne opsta tvivl om deres hensigter. I forbindelse med Odense-begivenhederne hedder det (11, 51) om sejren pa strejkefronten, »at det so oder so ville kompromittere socialdemokraterne var naturligvis ikke kommunisterne ukaert«. I afsnittet om augustoprorets anatomi rejser forfatteren (11, 249) sporgsmalet, om DKP sogte revolutionen i august - og besvarer det med ja for mange menige kommunister, men nej for partiledelsens vedkommende. Men det hedder alligevel generelt (11, 248): »Men samtidig kunne kommunisterne naturligvis ikke se august-oproret isoleret fra den sociale frigorelsesproces, var ikke netop strejken i den kommunistiske teori en revolution i svob, og den okonomiske og politiske kamp uadskilleligt forbunden«.

Alligevel ma jeg gentage: Deter forste gang, jeg i denne form moder
tesen (I, 136) om bolschevikfrygten som »et fremherskende motiv bag
samarbe jdspolitikken«.

At De samvirkende Fagforbund, som LO dengang hed, ikke onskede deres organisationer revet op af anonyme kraefter eller af personer, som ikke havde deres baggrund i et valg i deres organisation, kan da ikke undre. Der er ingen grund til at tvivle pa, at det - ogsa pa baggrund af erfaringer ude fra Europa - var et meget afgorende synspunkt for de faglige ledere, at der netop i en kaotisk periode efter krigen kunne blive hardt brug for organisationerne til at varetage medlemmernes interesser,

sa langt det nu lod sig gore. Men D.s.F har ikke rigtig forfatterens sympati.Det
gar som en rod trad gennem hele skildringen af august-begivenhederne.

Herudover blot et par eksempler pa en lidt speciel historieskrivning:

a) I august-begivenhedernes sidste fase holdtes et mode for de kobenhavnske tillidsmaend (24/8-43), et mode forfatteren karakteriserer med ordet »indpiskning« (11, 367). Hvad denne betegnelse bygger pa, vides ikke, da forfatteren fastslar (11, 368), at »fra debatten er intet overleveret, men oprorerne var fa«. Pa dette mode vedtog tillidsmaendene et oprab til hovedstadens arbejdere, hvori det bl.a. (11, 369) hedder: »Uansvarlige kredse forsoger ved anonyme oprab at opkaste sig til ledere for de organiserede arbejdere. Ved falske lokketoner forsoger disse kredse, der aldrig har haft nogen interesse for demokratiet eller for arbejderbevaegelsen, at forlede hovedstadens arbejdere til letsindigheder«.

Som modstykke til belysning af reaktionen hos »den menige arbejder« saetter forfatteren et anonymt brev til D.s.F. (11, 369). Et brev, der gengives i sin fulde laengde. Om brevet hedder det i noterne (111, 342): »Det vil vaere naerliggende at afvise brevets generelle gyldighed som et udtryk for stemningen i arbejderkredse i august med henvisning til at forfatteren er kommunistisk agitator. Det kan dog betvivles at en skolet partisoldat ville have fundet det umagen vaerd at skrive sin mening til fagbevaegelsens top. Brevet er i mine ojne et centralt udtryk for stemningsskredet inden for arbejderbevaegelsen i de sidste krigsar«.

Er det ikke at tillaegge et anonymt brev lovlig megen vaerdi?

b) Til karakteristik af forfatterens omtale af fagbevaegelsen vil jeg ogsa fremdrage hans omtale af formandsskiftet efter Laurits Hansen. Forfatteren skriver (I, 146): »I maj (43) aflostes hansom forbundsformand af Eiler Jensen, et valg hvis naermere omstaendigheder ikke er klarlagt, men som betod at Laurits Hansen mistede sin magtbasis i D.s.F.«

Hvad er det, der ikke er klarlagt? Der er igen ingen kildeangivelse, si
jeg kan ikke vide, hvad forfatteren bygger pa, men jeg kan da oplyse,

1) at Laurits Hansen matte selvfolgelig fratraede som formand straks, dz
han i november 1942 blev medlem af regeringen. Det folger af bestem
melserne i loven om ministres hverv,

2) at Laurits Hansen var blevet valgt til formand i 1939 efter Knud V
Jensens dod, og Eiler Jensen til naestformand, og

3) at da formanden i november matte afga, blev naestformanden konstitu
eret som formand - det var vel det eneste naturlige.

Pa generalforsamlingen i maj valgtes den konstituerede formand til
formand. Dermed skulle denne sag vist vaere klaret op.

Hvad selve skildringen af 29. august 1943 og dagene deromkring samt folgerne af bruddet angar, savner jeg en mere daskkende omtale af alle de andre og nok sa afgorende begivenheder - altsa udover sabotager, demonstrationer, rudeknusninger, klipning af tyskerpiger o.lign. Jeg taenker f.eks. pa likvideringen af haeren, pa fladens saenkning, pa gidseltagningerne og en maned senere aktionen mod joderne. Det ville have givet et mere rimeligt billede af augustdagene, end vi far i afhandlingen.

Hvad angar det dybt ulykkelige kapitel, der hedder Horserod, er det ikke rimeligt at tale om (11, 478) »uviljen til at hjaelpe kommunisterne ud af Horserod«. Forfatteren ma kende den ofte gengivne fremstilling, som jeg her citerer fra »Danmark besat og befriet« (I, 335): »Pa eet punkt svigtede de danske forberedelser overfor tyskernes aktion. Det matte vaere en naturlig pligt for den danske regering at sikre losladelsen af de kommunister, der var internerede i Horserod-lejren rned den udtrykkelige motive ring, at man derved sikrede deres personer mod deportation til Tyskland. Der var ogsa sa sent som i august 1943 af lejrens ledelse givet fangerne tilsagn om, at de ikke ville blive udleveret. I konsekvens heraf var der truffet foranstaltninger til en kollektiv flugt og givet tilsagn om, at de vagthavende betjente ikke ville laegge hindringer i vejen for flugt. Men pa eet punkt glippede det. Man havde regnet med at kunne give et signal fra Kobenhavn, nar aktionen begyndte, men det viste sig, at tyskerne aktionerede i Horserod tidligere end noget andet sted. Derfor svigtede signalet, og kun en del af kommunisterne slap ud«.

Det gor ikke denne begivenheds folger mindre rystende. Men den
uforudsete fremgangsmade bor vel i det mindste naevnes, nar ansvaret
skal placeres.

Forfatterens fremstilling af strejkernes afgorende betydning for bruddet far jo i ovrigt et alvorligt grundskud i afhandlingen, hvor det klart fremhaeves (11, 461), at det der for v. Hanneken var afgorende var likvideringen af det danske militaer - »hvad der i slutfasen synes undtagelsestilstandens egentlige hovedmal«. Altsa var onsket om at fjerne haeren det afgorende og ikke strejkerne.

Jeg skal slutte her. Nar man som jeg har levet denne periode med og derefter interesseret sig staerkt for dens historie, er det da klart, at man ikke laeser disse tre bind uden at finde mange interessante oplysninger om de mange storre og navnlig mange mindre brikker i augustdagene 1943. Men jeg har ikke kunnet undlade at fremkomme med de her fremforte bemaerkninger. De er fremfort i respekt for de folkevalgte ledere, som man kan vaere uenig med, ogsa dybt uenig med, hvad jeg ikke er, men

som i en afgorende periode af besaettelsen forte den politik, de ansa for at
tjene den danske befolkning bedst.