Christian II og militæret

Temaet for den her behandlede disputats¹ er i hoj grad nordisk. Christian II var den sidste konge, der bar Danmarks, Norges og Sveriges krone. Omstaendighederne ved en nordisk unionskonges magtovertagelse i de tre lande var i hans tid blevet sa komplicerede, at det kun var muligt at tage magten ved brug af ekstremt voldelige midler. Disse praktiserede Christian II i Stockholms blodbad og erhvervede sig derved for al tid sit ry for at vaere en grusom despot, en »tyran« i tidens sprogbrug. Hans faellesnordiske kongedomme blev af kort varighed, og oprorsilden flammede samtidigt op i flere dele af unionen. Der er en tydelig slagside inden for forskningen i retning af, at danske forskere fqrtrinsvis har undersogt den danske, svenske forskere den svenske opstand. Forfatteren afviger ved de foreliggende to afhandlinger ikke fra dette grundprincip. Den svenske opstand kommer ind i periferien ved beregningen af Christian ll.s militaere styrke og i nogle andre forbindelser. Men stort set er temaet dansk, og det anskues ud fra det danske kongedommes praemisser.

I den forste afhandling dominerer politiske synspunkter, som forste opponenten har behandlet.² Jeg vil tage mig af nogle kildesporgsmal, der rejser sig ved behandlingen af det militaere forlob, hvor til gengaeld anden afhandling er den mest interessante. Denne forskel i de to afhandlingers tyngdepunkt synes ikke at sky Ides en bevidst planlaegning. Hvis forfatterenmener,

---

1. Disputatsen bestar af to afhandlinger, trykt med fern ars mellemrum. Jeg vil i det folgende benaevne disse to afhandlinger »den forste« og »den anden« afhandling uden titel. Smlg. anden afhandling side 4, hvis tekst saledes ikke er helt korrekt.

2. Professor, dr. phil. Erling Ladewig Petersens opposition vil blive trykt i 1981.

renmener,at det politiske spil var afgjort allerede i marts 1523, og at resten kun var et sporgsmal om militaer styrke, organisation og penge, sa siger han det i hvert fald ikke udtrykkeligt. Laeseren far dog det indtryk, at forfatteren ser sadan pa det. Naturligvis findes der politiske sporgsmal at tage fat pa ogsa i den resterende del af aret 1523, f.eks. Christian ll.s dispositioner med henblik pa en tilbagevenden til Danmark, eller FrederikI.s politiske benyttelse af krigen med det formal at skaffe sig et fast greb om den adel, som pa denne made blev tvunget ind i aktivt samarbejdemed ham og hans Son hertug Christian. Forfatteren har valgt ikke at ga naermere ind pa disse problemer. Ifolge forfatteren fremstar det militaereforlob som det vaesentlige i det, der skete i anden til fjerde kvartal af ar 1523.

Forste kapitel i anden afhandling hedder simpelthen: Hceren. Hvis nogen, som kun har set de to afhandlingers titler, skulle vaere uvidende om, hvilken haer, der er tale om, sa kan det oplyses, at deter oprorshaeren, forfatteren har i tankerne. Hvordan vandt oprorspartiet og hertug Frederik deres sejr, deter det sporgsmal, der ligger i baggrunden for forfatterens kritiske arbejde med at vurdere sejrhaerens storrelse, organisation, taktik og slagkraft. Dette sagt, burde det vaere unodvendigt at erindre om, at svaret pa et sadant sporgsmal ikke kan gives, med mindre der bliver foretaget en ligesa nojagtig og kritisk vurdering af modstanderens, Christian ll.s haer. Storrelse, styrke, slagkraft, organisation i en haermagt kan ikke males som absolutte storrelser, men er faenomener, der kun har relevans i forhold til tilsvarende vaerdier i modstanderens haer. Kun ved denne arbejdsprocedure vil man kunne tillade sig et videnskabeligt begrundet udsagn om Frederik I.s og oprorspartiets militaere evner og planlaegning.

En forste, virkelig gevinst indhoster forfatteren ved sin konstatering af, hvad der skete ved Kieler omslaget den 7.-13. januar 1523. Mens Christian ll.s ansogning om optagelse af storre pengelan bliver afslaet, fordi han ikke betaler af pa den gaeld, han allerede har stiftet, og hans sendebud Anders Glob ma ga i gaeldsfaengsel for ham, optager hertug Frederik gennem Johan Rantzau og Ditlev Reventlow et lan, som formodesat have vaeret pa 50.000 gylden, og som hertugen skulle betale tilbage samme tidspunkt folgende ar. Forfatteren har behandlet disse forhold i den forste afhandling. Her siger han s. 99: »Vi forstar nu bedre, hvorfor det viste sig umuligt for Christian 2. at opna nye lan, og hvorfor kobmaendenefra Hamburg og Liibeck havde sa svaert ved at inddrive deres tilgodehavender.Gennem sine forbindelser i det holstenske aristokrati havde

hertug Frederik sikret sig al ledig kapital«. (Smlg. forste afhandling, s.
24.).

Dette forste resultat er for forfatteren det faste punkt, omkring hvilket bedommelsen af Christian II samler sig. Jeg haber, at jeg ikke fordrejer forfatterens intentioner, nar jeg fremstiller den formodning, at hans billede af Christian II er et opgor med en psykologiserende fortolkning, efter hvilken kongens fald er folgen af et mentalt sammenbrud, et udbrud af sindssygdom. Hvad forfatteren vil sige, hvis jeg forstar ham ret, ma vaere, at Christian II enten ikke kunne disponere, ikke havde de penge til radighed, som tidens krigsforelse kraevede, eller satte de penge, han havde, pa den forkerte hest. Det ma sa vaere en hovedopgave i undersogelsens videre forlob at arbejde sig frem til en sammenligning mellem den made, pa hvilken hertug Frederik og oprorspartiet brugte deres ressourcer og muligheder, og den vej, Christian II slog ind pa. Det vil senere fremga, hvorvidt denne sammenligning er lykkedes for forfatteren, og i hvilken udstraekning, han har kunnet stille sammenlignelige storrelser op, som tillader en konklusion og forer frem til ny viden om Danmarks erobring i 1523.

Forfatteren bygger opfattelsen af Kieler omslaget, forste afhandling s. 98f., pa tre kildesteder, anfort i noterne 63, 64 og 65. Rent teknisk er de tre noter rene referencenoter. Henvisningerne til »Zeitschrift des Vereinsfur Liibeckische Geschichte«, »Danske Magazin« og »Nye danske Magazin« ma altsa specificeres et eller andet sted, for at laeseren skal kunne folge med i forfatterens tanke. Normalt ville man ga til kildefortegnelsenfor at erf are, hvilken kilde der er tale om. Men slar man efter s. 202ff., sa genfinder man vist nok de tre kildeenheder i alfabetisk raekkefolge:»Danske Magazin« under »D«, »Nye danske Magazin« under »N« og »Zeitschrift« under »Z« - men ikke nogen oplysning om, hvad der star de forskellige steder. Dette er en lidt forbloffende situation. Forelobig ma man sa komme videre med de oplysninger, som forfatteren meddeler i sin tekst. Det fremgar her, at der i note 63 ma vaere tale om et brev fra Liibeck-kobmanden Mattias Mulichs svend Matthias Skarpenberg med redegorelse for Kieler omslaget. Hvor og hvornar brevet blev skrevet oplyses ikke — laeseren ved ikke, om brevet er udateret, eller om forfatterenbare ikke naevner datoen, og man far i ovrigt heller ikke noget at vide om kildens ophavssituation. Kun en mulighed abner forfatteren for sine laesere: ved i navneindeks at sla Matthias Skarpenberg efter finder man frem til s. 87 note 30, og her star sa brevets dato, som er 25. januar. I note 64 med henvisningen Danske Magazin, 3. raekke, 3. bind, ma der vaere

---

10 Historie XIII, 3■ 1980

tale om Utenhofs kronike; det fremgar af teksten. Forfatteren henviser til denne meget brugte kilde kun med chiffrebetegnelse, og der er ikke nogen oplysning under bogstav »U« i kildefortegnelsen. Til note 65 med henvisningen Nye danske Magazin far man at vide, at der ma vaere tale om en oplysning fra Frederik I over for rigsradet pa et, som forfatteren siger, »senere« tidspunkt - men hvor, hvornar og i hvilken sammenhaeng fremgar ikke af henvisningen.

Gar man nu de tre referencer efter og bestiller de tre kildepublikationer fra biblioteket - en aergerlig trykfejl s. 205 kan maske sinke ekspeditionen, fordi bd. 2 af Zeitschrift des Vereins fur Liibeckische Geschichte ikke, som forfatteren opgiver, udkom i 1867, men i 1865, hvad det altsa ma rettes til - sa finder man, at Matthias Skarpenbergs brev er et i en hel raekke breve, skrevet af forskellige medhjaelpere fra Liibeck til Matthias Mulich, som for tiden opholdt sig i Niirnberg. Dateringen 25. januar, stedet og sammenhaengen i ovrigt gor brevet til en meget interessant kilde - der er bare det ved det, at laeseren ikke kan danne sig et billede af den pa grundlag af forfatterens fremstilling, hvis han ikke har selve kilden foran sig. Er dette en god og rigtig made at bruge et videnskabeligt noteapparat pa? Tilsvarende finder man i det bind, der henvises til i note 65, Nye danske Magazin bind 5, at der her er tale om en kildesamling, kaldet »Forhandlinger pa Herredagene og i Rigens Rad 1523-31«. Af referatet til herredagen i Odense i december 1523 fremgar det, at Frederik I har meddelt rigsradet, at gaelden til Liibeck var pa 50.000 gulden. Naturligvis star oplysningen den gang i forbindelse med nodvendigheden af at foretage en forste tilbagebetaling pa gaelden det folgende Kieler omslag januar 1524. Denne kildesammenhaeng fremgar bare ikke af forfatterens fremstilling. Den abner jo ogsa muligheder for kritiske overvejelser vedrorende belobets storrelse: kan Frederik I formodes at have opgivet belobet eksakt? Eller kan han lige sa godt have overdrevet - eller underdrevet - rigets gaeld til hansestaederne? Det vides ikke, fordi der abenbart ikke er andre talangivelser end kongens egne at holde sig til. Deter dog vaerd at gore opmaerksom pa, at Matthias Skarpenberg den 25. januar 1523 i sit brev fra Liibeck til sin chef ikke ved noget om et pengelan til Frederik I. Han ved kun, at Christian II og flere andre ikke kunne fa deres lan forlaenget, og han er maerkeligt bekymret over kongens stilling efter dette nederlag pa pengemarkedet. Hertug Frederiks pengelan ma altsa have vaeret en vel bevogtet statshemmelighed, hvis forfatterens tese skal holde - hvad der i sa fald jo ogsa siger noget om hertugens bange anelser og hans opfattelse om Christian ll.s store ressourcer.

Vedrorende kildereferencerne kan her til forfatterens forsvar tilfojes,

at han i anden afhandling har slettet de intetsigende henvisninger til tidsskrift og raekke og erstattet dem med indholdsbetegnelser. Det omtaltetyske tidsskrift bruges ikke i anden afhandling, men henvisningen »Nye danske Magazin« er udgaet og erstattet af betegnelsen »Forhandlingerpa Herredagene og i Rigets Rad«, som alfabetisk havner under bogstav »F«. Lidt pudsigt er det, at man ogsa i anden afhandling forgaeves soger Utenhofs kronike under bogstav »U«. Den star under titlen: »SamtidigBeretning om Forhandlingerne imellem Kong Christian den Anden og Hertug Frederik«, indrangeret under bogstav »P«, fordi udgiveren er N. M. Petersen. Forfatteren gor det ikke let for sine laesere! Det bliver heller ikke lettere af, at noterne i anden afhandling stadig er enslydende med dem i forste afhandling. Der henvises ikke til Petersen eller Forhandlinger,men stadig til Danske Magazin og Nye danske Magazin i noterne. Det synes altsa stadig at vaere forfatterens princip, ogsa i anden afhandling, at laeseren skal stole pa fremstillingen, som den star. Vil han vide mere, sa ma han selv begynde forfra og bestille kilderne hjem fra biblioteket. Endnu staerkere markerer forfatteren denne holdning ved overhovedet ikke at optegne de utrykte kilder, som han direkte har benyttet i handskrift i Rigsarkivet og andetsteds. Sporgsmalet er, om denne fremgangsmade ikke ogsa en og anden gang forer ham selv pa vildspor, fordi han har forsomt at tage kildens ophavssituation og dateringnojagtigt i betragtning.

Jeg gar nu videre med forfatterens fremstilling i anden afhandling kapitel I. Der er her blevet nedlagt et udmaerket arbejde i sogningen efter oplysninger om hertug Frederiks rustninger. Et godt resultat heraf er, at forfatteren viser, at det ma have vaeret stridsvante tropper fra den hildesheimske stiftsfejde, som blev engageret pa hertugens side pa lejetroppemarkedet i januar og februar 1523. Den malbevidste organisering af tid og penge, som hertugen her viser, stiller hans del i den faelles opstand i skarpt relief. Men dette smukke resultat er ogsa en folge af noget, som gennemgaende horer til begge afhandlingers storste fortjenester: den indtraengende evne, som forfatteren udviser, til at ga de adelige slaegtsforbindelser efter og klarlaegge de personalhistoriske sammenhaenge, sadan at et mylder af levende gestalter fylder troppeenhederne i stedet for de anonyme storrelser, man ellers er nodt til at operere med.

Skal man nu alligevel opholde sig ved kvantitetsberegninger, sa kan forfatterens beregning af hertugens rytteri ved togtet op gennem Jylland passende tages som udgangspunkt. Forfatteren beregner s. 20 rytteriet til 200 ryttere. Foruden Utenhof anforer hansom kilde hertil »en samtidig iagttager«, og note 32 oplyser, at denne er Wulf Pogwisch, lensmand pa

Nordborg, i et brev skrevet til kongen, Christian 11. Forfatteren har som saedvanlig ikke oplyst datoen, som er den 12. marts. Datoen er ikke uden betydning for vurderingen af kilden.. Wulf Pogwisch skrev til Christian II med den hensigt at bevaege ham til at knuse opstanden med tropper, som han beder kongen sende over til Jylland. Dette bestemmer brevets tendens.Ivalget mellem at angive hertugens ryttere til alt for mange eller alt for fa kan Wulf Pogwisch i et sadant brev meget vel formodes at undervurdereantalletfor ikke straks at tage modet fra kongen i forbindelse med et planlagt modangreb. Utenhof pa sin side, sidst i 1520'erne, kan ogsa godt have haft interesse af at angive antallet af ryttere sa lavt som muligt, men ud fra andre motiver: da Frederik jo alligevel havde sejret, sa var hans sejr naturligvis i retroperspektiv storre og desto mere imponerende,jofaerre tropper han fra forst af havde kunnet disponere over. Begge talangivelser, sa samstemmige de er, burde altsa tages med kritik, og det virkelige antal ryttere kan snarest have vaeret storre. Wulf Pogwischerheller ikke bare »en samtidig iagttager« - han var jo selv impliceretihaendelsesforlobet, og hans angivelser ma derfor vurderes ud fra almindelig historisk kildekritik, ikke kun med rimelighedsbedommelse. Nar der atter referes til ham i note 34, hvor det siges, at han har skrevet til kongen og meddelt, at hertugen endnu ikke har faet de tropper, som han ventede pa, sa er det dog ogsa her afgorende for laeseren at vide, at dette blev skrevet den 12. marts, nar der i ovrigt i samme note bliver givet en raekke datoer. Kun et par sider tidligere har det kunnet laeses, at Segebode Fridag med sine hvervede tyske ryttere forst den 14. marts er naet frem til den tyske graense ved Lauenburg pa deres faerd nordpa. Wulf Pogwischs udsagn burde have vaeret lige sa detaljeret behandlet som ovrige kildehenvisninger, da deter lige sa relevant for sammenhaengen som disse. Der er en udforlig diskussion af talstorrelserne igen i note 47 til kapitel I- deter s. 128f. En fejl i personindeks s. 175 gor det ganske vist svaert at gennemskue tankegangen for den, der ikke kender Pogwisch'ernesslaegtskabsforhold.Der er her tale om Wulf Pogwisch pa Nordborg, i indeks opfort som »Benedikts son«. Men indeks henviser kun til to steder for denne, ikke til det sted s. 23, hvor han optraeder forste gang; denne henvisning er i stedet forkert kommet ind under den anden Wulf Pogwisch, Frederik ll.s mand. I note 47 side 128f er forfatterennaetsa langt i beregningen af rytteriets storrelse, at han skonner, at antallet ikke kan have vaeret storre end 200 ryttere. Men deter forbavsende,atWulf Pogwisch, som jo er selve kilden til talangivelsen, i denne forbindelse slet ikke bliver genstand for opmaerksomhed. At han den 12. marts var Christian ll.s mand synes ikke at have gjort indtryk pa forfatterenogbruges

renogbrugesikke til bedommelse af f.eks. Christian ll.s strategiske situation i den udsatte marts maned. Temaet kommer op i forbindelse med krigshandlinger s. 23f, hvor forfatteren skriver: »Da hertug Frederikshaerden 9. marts var draget forbi Flensborg, skrev borgmester og rad til Christian II og bad om hjaelp, inden hertugen vendte tilbage. Begrundelsenvar,at borgerne 'umuligt' kunne sta imod slige folk, 'sadan skyts og vaerge som de har'«. Hertil kommenterer forfatteren i note 51 pa s. 129: »Ejendommeligt nok er Flensborg-borgernes skrivelse forst dateret den 19. marts....«. Men hvad er det ejendommelige ved dette? Hvis forfatteren havde anskuet dette brev sammen med Wulf Pogwischs brev af 12. marts, sa ville han have set, at disse to breve begge giver udtryk for de tillob til en - maske endog koordineret - modstand mod hertug Frederik,somder findes vidnesbyrd om i kilderne for disse uger. I sin sammenfattendekonklusions. 41 prover forfatteren pa at bagatellisere modstandenfraSonderjylland, nar han siger: »De fa krigshandlinger, der forekomunder1523-felttoget, fandt sted i de kongelige dele af hertugdommerne.Herfastholdt flere af byerne standhaftigt Christian H's sag. Dennestandhaftighedkostede Abenras borgere dyrt ...«. Plyndringen fandt sted den 22. marts. Lasngere frem, s. 42, nedenfor midten, hedder det: »Den eneste krigsbegivenhed, ud over plyndringen af Abenra, synes Sonderborgs erobring at have vaeret... Som flere af Christian H's sonderjyskehovedsmaendhavde Mandrup Hoick standhaftigt naegtet at overgive Sonderborg«. Sonderborg synes at vaere faldet den 6. april, note 76 s. 137. Hvor er heri det strategiske synspunkt, hvor ogsa Wulf Pogwischs og Flensborgs breve af 12. og 19. marts horer hjemme? Ved en sammenstillingafdatoerne 9. marts, da Frederik kom forbi Flensborg, 12. marts for Wulf Pogwischs brev, 14. marts for de tyske troppers ankomst til grasnsen,19.marts for Flensborgs brev, 22. marts for Abenras plyndring og 6. april for Sonderborgs fald tegner sig konturerne til et interessant forlob af modstandshandlinger mod den hertugelige haer. Forfatteren har valgt at splitte disse kildesteder op, fordele eller skjule dem i noterne, eller lade dem helt ude af betragtning. Han tillader dem ikke at danne et monster til forstaelse af begivenhedsforlobet.

Der skal nu atter fokuseres pa beregningen af rytteriets storrelse i hertugens haer. Efter skonnet i udgangspositionen siger forfatteren s. 20: »Et samlet skon over storrelsen og sammensaetningen af rytteriet er forst mulig under Kobenhavns belejring ...«. Som grundlag for dette skon har forfatteren tre kildeangivelser (noterne 36 og 37 s. 128). Den forste er fra den 10. juni, og den hidrorer fra »Danzigs to fladeanforere«, som opgiver Frederiks rytteri til 1.300 ryttere. Den anden er fra »tre uger senere«; gar

man til kilden, sa er datoen, hvad forfatteren igen ikke opgiver, den 1. juli, og der siger han nu, at »danzigerne ... udtrykte ... sig mere forsigtigt«,idet de nu opgav 1.200 ryttere i belejringshaeren. Forfatteren fortsaetter:»Selv skrev Frederik I, at belejringshaeren bestod af 1.800 ryttere« og henviser i noten til et brev af 17. juni, samt kommenterer dette pa folgende made: »Om nu danzigerne har vaeret for pessimistiske eller kongen for optimistisk lader sig vel naeppe afgore - endskont det udtrykkeligefald fra danzigernes forste angivelse til det mismodige skon tre uger senere vaekker til eftertanke«. En nojagtigere laesning af kilden far disse bemaerkninger til at fremsta som misvisende. Danzigernes brev af 10. juni blev skrevet straks efter deres ankomst til Danmark, for de havde set situationen uden for Kobenhavn. Det opgivne antal ryttere hjemles udtrykkelig med ordene: »noch ahnzagen der von Lubeck«, altsa en storrelsesangivelse, som danzigerne har faet af Liibecks repraesentanteruden for Kobenhavn, med hvilke de naturligvis straks tradte i forbindelse. Efter selv at have overskuet situationen skrev de den 1. juli, med tydelig skuffelse: »her ist von kriegsvolk und geschutz gantz swach«, og opgiver sa de 1.200 ryttere. Skuffelsen ma antages at have sin grund i en ikke opfyldt forventning: danzigerne ma have hort, at haeren var kaempestor,og har sa meddelt hjem, at den ikke var sa stor, som de havde hort, og som man havde sagt. Brevet oplyser derved om et vaesentligt forhold, som forfatteren slet ikke kommer ind pa: hertugen ma have drevet propaganda ved at angive storre tal pa sin haer, end hvad der svarede til virkeligheden, og propagandaen havde tydeligvis gjort indtryk pa danzigerne, allerede for de kom til Danmark. Derved falder der nyt lys over Frederiks brev af 17. juni og de af ham opgivne 1.800 ryttere. Oplysningen star i et brev fra ham til Liibeck, hvori han indtraengende beder Lubeck at levere belejringsmaskiner og anden udrustning. Deter da tydeligt, at det i den forbindelse har syntes Frederik for lidt at opgive kun 1.200 ryttere. Sa har han forbedret det til 1.800. Baggrunden hertil kan vaere den, som forfatteren efter mojsommelig analyse og bestrsebelsertil kildeharmonisering fremsaetter helt i slutningen af det I. kapitel, at Frederik har talt sine ryttere efter en anden beregningsmade. Men jeg mener dog, at ogsa brugen af en sadan anden beregningsmade er tendentiosog burde have vaeret behandlet som sadan. Og der kan ikke vaere tale om, at deter et »fald fra danzigernes forste angivelse til det mismodige skon tre uger senere«.

Deter meget fortjenstfuldt, at forfatteren s. 21 gor opmaerksom pa
ambivalensen i udtrykkene »ryttere« og »heste« i tidens sprogbrug. Han
traekker flere dokumenter ind, hvor fortolkningen ma afhaenge af, hvad

man forstar ved »ryttere« eller »rustet hest«. I note 41 er der henvisning til en artikel af Fritz Redlich, »The German Military Enterpriser and his Work Force« fra 1964. Dette er et af de fa direkte militaerhistoriske arbejder, som forfatteren benytter for sin dog i hoj grad militaere gennemgangaf arets begivenheder. I litteraturfortegnelsen finder man selvfolgeligEmil Madsens tre afhandlinger i Historisk Tidsskrift fra omkring arhundredeskiftet, endvidere det tyske vaerk af Ulrich March, »Die Wehrverfassung der Grafschaft Holstein« fra 1971, samt et arbejde af Arnold Heise, »Bondeoplob i Jylland i Kong Frederik den forstes Tid«. Derimod synes forfatteren ikke at have benyttet Hans Delbruck, »Geschichteder Kriegskunst im Rahmen der politischen Geschichte«, ikke heller andre arbejder som f. eks. Charles Oman, »The Art of War in the Sixteenth Century«. I dag ville han have haft hjaelp af den lille bog af Michael Howard, »War in European History« fra 1976, som lige fornylig er udkommet pa dansk.

Eftersom forfatteren andetsteds benytter William Christensens »Dansk Statsforvaltning i det 15. Aarhundrede«, kunne han maske have bemaerket folgende lille note heri, s. 347: »Endnu Ar 1500 forekommer Betegnelsen 'niter to perden', sa at det altsa dengang ogsa kunne vaere ryttere', ikke var til Hest. Deter derfor en senere Udvikling, nar Ordet i 1538 anvendes om Krigsfolk, der skal have en bestemt Udrustning og, som det synes, tillige vaere beredne«. William Christensens iagttagelser passer godt til forfatterens overvejelser, og en naermere benyttelse af denne og anden krigshistorisk litteratur ville maske have givet hans tanker et sikrere stasted. Generelt har forfatterens begraensede benyttelse af militaerhistorisk litteratur maske fort til, at han undrer sig over vaesentlig flere ting, end der egentlig er grund til at undre sig over. Af den almindelige litteratur fremgar tydeligt nok, at man ikke gerne forte virkeligt blodige krige i begyndelsen af det 16. arhundrede. Man udkaempede ikke de store slag, man holdt sig endog tilbage fra de store belejringer, og man regnede med udmattelsesfaktoren, fordi man vidste, at det var pengene, der afgjorde, hvor laenge man kunne blive ved at holde sin aflonnede krigsmagt og fortsaette med krigen.

I beregningen af fodfolket i oprorshaeren viser det sig endnu en gang, som deter iagttaget i forbindelse med rytteriet, at forfatteren er meget velvillig i sit syn pa sandheden i Frederik I.s udsagn. Overvejelserne om fodfolkets antal begynder s. 22 og traekker en raekke kildesteder ind i diskussionen, dog gennemgaende uden at de enkelte angivelser underkastestendenskritik. Maske haenger det sammen med, at forfatteren ikke tydeligt nok skelner mellem »fennike« som taktisk enhed og angivelse af

antallet af maend. En faennikes storrelse kunne variere. Udsagn orn et vist antal fsenniker ma altsa ikke direkte oversaettes til antal soldater. Forfatterenantyder det sidst i kapitlet s. 30: »Antallet af 'maend' er naeppe heller den rette malestok. Det, samtidens ogsa pafaldende 'runde' tal afspejler, er haerens organisation«. Men denne viden har ikke fort til detailkritik af de enkelte udsagn og er pa denne made blevet delvis ufrugtbar for det videnskabelige arbejde. Her pa s. 30 fungerer den lille saetning snarest som et slags alibi, mens gennemgangen af tallene stadig spejler en vis naiv tillid til, at talstorrelserne dog alligevel nogenlunde gengiver de reelle forhold. Man foler sig ikke helt godt tilpas, nar forfatterensidst i kapitlet soger at harmonise re Frederik I.s eget opgivne, at haeren bestod af 5.800 mand, som Allen tager for gode varer, med sine egne overvejelser, og sa kommer til den konklusion, at Frederiks egne udsagn nok kan accepteres, hvis man kun ret forstar hans beregningsmade.Lugter det ikke lidt af »hvad fatter gor, er altid det rigtige«?

Billedet af hertug Frederik efter denne gennemgang er billedet af en fremragende organisator. Derfor er det lidt forbavsende og stemmer ikke helt med afhandlingens eget resultat, nar man i den nyskrevne »Slutning« s. 120ff - som glaedeligt afviger fra den slutning, bedommelsesudvalget havde som grundlag for sin bedommelse - finder et lidt andet syn pa hertug Frederiks organisatoriske evner. Her tildeler forfatteren, nederst s. 121, raderne rollen som initiativtagere og Liibeck rollen som den, der finansierede Danmarks erobring, mens Frederiks rolle skulle vaere »krigsherrens«. Forfatteren skriver: »Det ejendommelige er, at hertugen,senere Frederik I, tilsyneladende ikke evnede selv at stable en haer pa benene. Det, han foretog sig, og som alle andre krigsforende magter i datiden foretog sig, var at entrere med udenlandske (tyske) lejetropper, landsknaegte og ryttere«. Men var det ikke netop pa denne made, at man, som forfatteren siger, »stablede en haer pa benene« i denne periode? I selve afhandlingen beundrer forfatteren hertugen for organisatorisk talent,som f.eks. s. 33 nederst: »Efter vore begreber bestod haeren af sare beskedne styrker, som imidlertid givetvis har taget sig imponerende ud i samtidens ojne«. »Vore begreber« konfronteres med »samtidens ojne«, men endnu ikke med Christian ll.s haer; alligevel er udtrykket sadan, at det forer hen til en positiv vurdering af hertugens evner. Der antydes vel noget om Christian ll.s haer, f. eks. samme side lidt hojere oppe: »I modsaetning til Christian II besad hverken raderne eller hertug Frederik stridskraefter til sos«. Men linierne bliver ikke trukket ud fra den indgaendeog gode beregning af Christian ll.s haer i sidste kapitel i den forste afhandling. Den interesse, forfatteren udviste for det kongelige forsvar i

den forste afhandling, faimer staerkt i lobet af den anden. Nederlaget som
historisk problem interesserer ham vist ikke.

Jeg vil naevne et punkt, hvor denne manglende interesse i forbindelse med en fejllaesning i en kilde har fort forfatteren ud i en overvejelse, som heldigvis takket vaere hans instinkt ikke forte ham helt gait, men som fra et metodisk synspunkt er mere end tvivlsomt. Det sker s. 34 i forbindelse med den udmaerkede placering og nydatering af den sakaldte »Mobilmachungsplan«, som forfatteren citerer under betegnelsen »Bestellinge«. Denne viser sig at vaere en udskrivningsliste over heste og vogne i hertugdommerne, og forfatteren daterer den til marts 1523 i stedet for som hidtil til det folgende ar. Derved bliver listen en direkte kilde til viden om hertugens haer pa et tidligt stadium af felttoget. Saerlig interessant er den derved, at den opgiver, hvor mange rustvogne, de hertugelige byer og klostre i Holsten stiller med. Forfatteren viser, at det kun drejer sig om den hertugelige del, og korrigerer derved Ulrich March, som ikke var opmaerksom pa dette forhold. Men sa tihVjer han til sin i ovrigt udadlelige analyse: »En undtagelse er Reinbeck kloster, der i folge delingen af 1490 horte til den kongelige del. Da i ovrigt samtlige hertugelige byer og klostre opregnes - og kun disse - er der vist ingen grund til at opholde sig ved dette saertilfaelde«. Hvis forfatteren havde laest rigtigt i sin kilde, sa ville denne noget umoralske tilsidesaettelse af metodiske grundregler slet ikke vaere kommet pa tale. Forfatteren har nemlig forvekslet de to klostre Reinfeld og Reinbeck. Ifolge delingstraktaten 1490 fordeler klostrene sig mellem den kongelige og den hertugelige del pa folgende made:

Under Segeberg:
(den kongelige del)
Reinfeld
Arensbock
Preetz
Rydkloster

Under Gottorp:
(den hertugelige del)
Bordesholm
Zismar
Reinbeck
Utersen
Logumkloster

De fire klostre Reinfeld, Arensbock, Preetz og Rydkloster mangier i »Bestellinge«, og deter jo lige praecis de fire klostre i den kongelige del, hverken mere eller mindre. Reinbeck derimod er med i hertugens udskrivningsliste,og dette kloster horer ogsa ifolge delingen til den hertugeligedel. Alt er saledes heldigvis i skonneste orden, og der er slet ikke nogen »undtagelse«. Men hvis det virkelig havde vaeret et »saertilfaslde« - hvis hertugen havde kunnet forlange vogne fra bare et eneste af de kongeligeklostre, sa ville man umuligt kunne ga sa let hen over det, som forfatteren gor. For sa ville jo denne oplysning sige os, at Christian ll.s

regeringsmagt i Sonderjylland var svaekket allerede i foraret 1523. Men som jeg tidligere sagde, var der virkelig tale om en sonderjysk modstand mod hertugen. Frederik kunne ikke taenke pa at soge ydelser fra et af de kongelige klostre. I stedet giver Bestellinge os bevis pa, at den kongelige side i Sonderjylland stod fast pa det tidspunkt, udskrivningslisten blev til.

Deter konstateret, at forfatteren i vidt omfang tenderer mod at undervurdere oprorshaerens styrke. I det folgende skal hans beregninger af den kongelige forsvarsmagt behandles. En kilde rager frem for andre op i forfatterens overvejelser: den af ham sakaldte spionrapport, et dokument, han noje analyserer i forste afhandling, s. 164-176, hvor der isaer er tale om legenden om Christian ll.s gentagne natlige overfarter over Lillebaelt i begyndelsen af februar 1523, hvor kongen efter sigende helt skal have tabt koncepterne og forstanden. Spionrapporten er dateret 11. februar, og forfatteren underbygger trovaerdigheden af denne datering samt fremholder over for nogle svenske forskere, at aktstykket ma vaere at betragte som en enhed, bestilt af hertug Frederik, modtaget af ham i Jylland og benyttet som hans grundlag for en fremstilling til hansestaederne den 15. februar. Spionen, muligvis Melchior Rantzau, har haft flere mand ude som sporhunde, og deres indberetning sammenfalter han i den endelige rapport, sandsynligvis i Middelfart. Forfatteren vurderer rapportens kildevaerdi hojt: »Sikkert er det, at den anonyme spion ... har vaeret pa ganske naert hold af begivenhederne«, s. 167; »sa fremstar den anonyme iagttager som et hojst palideligt vidne«, s. 168. Vi genkender her den erslevske historiske metode, som begynder med en kildes vidnevaerdi for sa eventuelt at ga videre til en tendensanalyse. Sidstnaevnte har dog forfatteren ikke foretaget med spionrapporten, til trods for at nogle overvejelser i denne retning vist nok havde vaeret pakraevede. Den udsendte spion havde ordre til at komme hjem med informationer, som skulle vejlede i den fortsatte beslutningsproces. At han var naer ved begivenhederne udelukker ikke, at han ogsa tilrettelaegger sine informationer sadan, at de passer til hertugens forventninger. Spionen er sig dette bevidst, nar han et sted tilfojer: »Desse tydinge hebbe ick also erfaren, kan overst my nicht vorseggen, war se alle war syn, jodoch is nicht vele buten der warde vorscreven«. (Hanserecesse 3, 111 s. 321 pkt. 23.) (»Disse meddelelser har jeg modtaget pa denne made, men jeg kan ikke sige helt sikkert, om de alle er sande, dog er der ikke ret meget ved siden af sandheden«.)

Under dette aspekt ma man sa tage stilling til spionens oplysninger om
Christian ll.s tropper pa Fyn. Disse behandles i forste afhandling s. 174.
»I Assens ligger 400 knaegte og 200 heste og der er intet mere at fortaere. I

Svendborg ligger 400 knaegte og 100 heste og alt er fortaert. I Faborg og Bogense ligger ogsa 400 knaegte og 100 haeste«. Hvis man med forfatteren gar ud fra, at de sidste 400 knaegte og 100 heste ligger i Faborg og Bogense tilsammen, sa skulle tallet blive 1200 knaegte og 400 heste. Forfatterentaeller dog anderledes, s. 174: »I det hele havde kongen 1200 landsknaegte og 500 ryttere stationeret i de sma fynske kobstaeder, forudende tropper han havde liggende i Jylland«. Oversaettelsen »ryttere« gengiver her kildens term »heste«. I note 28 konfronterer han dette tal med et andet, hentet fra »en liibsk brevskriver«, som pa et ikke angivet tidspunkt skal have sagt, at kongen havde sammenlagt 500 ryttere og 1100 knaegte i de tre byer Kolding, Vejle og Horsens. Kommentar: »Om kongen havde helt sa mange tropper i Jylland, er vel tvivlsomt. Maske sigtes simpelthen til de samme tropper, som kongen ved tiden for spionrapportensudfaerdigelse havde overfort til Fyn«.

Dette skal nu sammenholdes med et sted i anden afhandling. Nederst s. 50 i anden afhandling siger forfatteren: »Oprindelig havde kongen vistnok 1200 landsknaegte og mellem 400 og 700 ryttere indkvarteret i de fynske byer, i datiden en anselig styrke«. Note 33 oplyser hertil, at kilden er, som forfatteren siger, »hertug Frederiks tilsyneladende alvidende spion den 11. februar ...«, og han fortsaetter: »Om rytterne hedder det, at Christian II forte 300 ryttere med sig til Vejle, og at disse ryttere kom tilbage den 10. og 11. februar. Derudover havde kongen 400 ryttere pa Fyn, men om de 300 er blevet, eller om Christian II forte dem med sig til Kobenhavn, vides ikke«.

Denne kildebehandling kan ikke anses for at vaere tilfredsstillende. Forfatteren praesenterer her tre forskellige, delvis uforenelige beregninger og gor ikke en gang opmaerksom pa, at han tyr til sa mange forklaringer. Dels laegger han spionrapportens kncegte sammen og far de 1200 mand, men han laegger ikke rapportens ryttere sammen, hvilket ville give 400 ryttere, men summerer op til 500 - hvis det da ikke er en trykfejl. Dels naevner han muligheden af, at den lybske brevskrivers 500 ryttere i Jylland er identiske med dem, der sidenhen er pa Fyn ifolge spionrapporten. Endelig taeller han de 300 ryttere, som kongen formentlig havde med sig i Vejle og siden forte tilbage til Middelfart, oveni de 400, som formentlig fandtes pa Fyn, og overvejer, om Christian II kan have taget nogle af disse formentlig 700 ryttere med pa tilbagetoget til Sjaelland.

Deter klart, at her ma flere ting udredes, for man kan begynde at sammenligne talstorrelser og male troppernes antal. Den »liibske brevskriver«,for at begynde med ham, er Hans Castorp, som forfatteren i anden forbindelse naevner ved navn i forste afhandling s. 176 note 35.

Hans Castorp er ogsa ansat hos Matthias Mulich, og hans brev er dateret den 15. februar - lidt forraederisk, fordi udgiveren uheldigvis tog fejl og daterede til en uge senere, den 22. januar. Maerkeligt nok citeres s. 174 i note 28 den fejlagtige reference til dette brev i Hanserecesse, og forfatterenafviser med ret en »fuldstaendig misforstaet tolkning« af brevet her. Men Hanserecesses udgivere har dog vaeret klar over, at brevet er skrevet den 15. februar, altsa kun 4 dage efter spionrapporten. Hvis Castorps informationer var nogle dage gamle den 15. februar, sa kan man formode,at 300 af de 500 ryttere, han naevner, er identiske med dem, som kongen ifolge spionrapporten havde med sig til Vejle og straks forte tilbage igen til Fyn. At der var ryttere i Kolding naevner udtrykkelig kun Castorp, men indirekte kan ogsa Utenhofs kronike tages til hjemmel for, at kongelige ryttere havde vaeret der. Deter et rimeligt skon, at kongen har evakueret rytterne i Kolding til Fyn samtidig med dem fra Vejle. Han ville i sa fald have haft 500 ryttere pa Fyn, hvis Hans Castorps tal fra 15. februar er rigtige. Men i sa fald er tallet 700 ryttere for hojt.

Fordelingen af rytterne pa Fyn tager forfatteren for gode varer. Men man ma dog huske pa, at nar spionen taeller sammen og placerer de forskellige enheder i tre poster i fire forskellige byer pa Fyn, sa er der noget, der taler for, at han ikke rigtig vidste, hvor de var. Hensigten med hans rapport var jo ikke heller at give alle data eksakt, men at give hertug Frederik et grundlag for videre beslutninger. Hvis de 300 ryttere fra Vejle var blevet fort tilbage til Fyn lige for den 11. februar, da spionen skrev sin rapport, sa kan det godt vaere, at han ikke var helt sikker pa, hvor de befandt sig for ojeblikket. At vaere naer ved begivenhederne betyder jo undertiden ogsa at mangle overblikket. Assens og Svendborg har haft to garnisoner, som han abenbart mente at kende, mens Faborg og Bogense, som ikke ligger naer ved hinanden, naevnes under et - maske med vilje uklart? Jeg vil bestemt advare mod at faeste lid til spionens angivelser, nar det drejer sig om placeringen af ryttere og knaegte i de fynske kobstaeder. Muligvis er tallene nogenlunde rigtige, men ikke en gang deter sikkert. At opstille hypotesen om et overskud af ryttere, som Christian II eventuelt skulle have taget med sig til Sjaelland, er helt ude af trit med den aktuelle situation. Man kan sagar taenke sig, at spionen pa grund af de hurtige flytninger af ryttere var sa staerkt i vildrede med de forskellige oplysninger, han fik, at han endog overvurderede helhedsantallet,som maske ikke var hojere end 300. Tallet 300 ryttere er det tal, han selv naevner som dem, kongen havde med sig i Vejle og bragte tilbage over Lillebaelt den 10./11. februar. Pa denne baggrund savnes der grundlagfor flere af de generelle udtalelser, som forfatteren fremsaetter vedrorendeChristian

rendeChristianll.s militaere styrke. I anden afhandling s. 46 laeser man: »Kongen ma i nogen grad siges at have mistet grebet om udviklingen pa Fyn, nar ikke end tilstedevaerelsen af hans staerkeste tropper kunne hindreMiddelfarts borgere i at slutte sig til fjenden«, og nederst samme side: »Umiddelbart kunne det give anledning til undren, at tilstedevaerelsen af Christian IPs haermagt i den grad affaerdigedes. Tilsyneladende var de to fjendtlige haere omtrent lige staerke«. Nederst s. 49: »Man kan sporge sig, hvorfor Christian II i den grad forlod sig pa hjaelpen fra udlandet og ikke i stedet provede at forsvare sig med de tropper, han havde«, og overst s. 50: »Flere i samtiden stillede dette sporgsmal.«

En naermere undersogelse af de to kildesteder, som forfatteren paberaber sig til sidstnaevnte saetning i noterne 26 og 27, rejser dog stor tvivl om, hvor vidt dette er rigtigt. Det forste citat, som ifolge note 26 s. 141 findes i »Aliens Aktstykker s. 46«, viser sig atter at vaere det famose brev af den 12. marts, som Wulf Pogwisch skrev til Christian II med bon om, at kongen skulle komme over til Jylland med haerstyrker. Men tendensen i dette brev er jo at bede kongen at tage kampen op. Wulf Pogwisch kunne jo pa dette tidspunkt ikke vide, hvilke ressourcer, Christian II for ojeblikket disponerede over. Kilden kan ikke bruges til det, som forfatteren benytter den til. Den anden kilde er Utenhof. Ifolge noten skulle der sta i Danske Magazin 3, 111 s. 23f, at »hvis Christian II havde vovet at ga angrebsvis til vaerks imod oprorerne, 'ville det have bekommet dem ilde'«. Disse ord fandt jeg to sider for i Utenhofs kronike, Danske Magazin s. 21f. Der star, efter at det var blevet fortalt om en jysk bondehaer pa formentlig 70.000 mand, som skulle mode Christian 11, hvis han kom: »Welches, so es konig Christiar alleine het wagen dorffen, dieweil ers mit einem vngerustettem paursvolck zu thun hette, inen jar vbel bekomen wurde sein. Konig Christiar aber hatt bynnen mittelsal gelegen vnd nit gewost oder bey sich beschlissen moegen, was er thuen wolde«. Ordene »inen jar vbel bekomen wurde sein« i dette citat siger intet andet, end at Utenhof og andre mente, at Christian ll.s tropper var rigeligt staerke til at sla en darlig udrustet bondehaer pa flugt. Denne udtalelse inden for rammen af Utenhofs almindelige tendens kan ikke, som forfatteren gor det, oversaettes til: »Flere i samtiden stillede dette sporgsmal« - nemlig, hvorfor Christian ikke gik til angreb, underforstaet, at hans militaere styrke ma have vaeret jaevnbyrdig med Frederiks. Dette er i hvert fald ikke sagt dette sted i Utenhofs kronike.

Konklusionen er snarere den modsatte. Naeppe nogen i samtiden har
virkelig spurgt, hvorfor kongen ikke gik til modangreb. Man ma have set
bag kulisserne, at Christian II var naer et sammenbrud. Wulf Pogwischs

isolerede bon kan ikke bruges til at vise det modsatte. De civile og militaere befalingshaveres frafald i lobet af marts taler snarere for, at man hurtigt indsa, at forsvar og modangreb var hablost. Der er derfor naeppe heller basis for at haevde: »tilsyneladende var de to fjendtlige haere omtrentlige staerke«. Hvad vi sikkert ved, er, at hertug Frederik medio februar ved sin spion fik den opfattelse, at han stod over for en nogenlundejaevnbyrdig fjende. Men fra dette tidspunkt tiltog, som forfatteren viser, Christian ll.s problemer med at udbetale lonnen, mens hertugens arme fortsat voksede. Medio marts ma hertugens haer have vaeret vaesentligstaerkere - den 14. marts passerede jo nye tyske ryttere den tyskdanskegraense pa vej nordpa, og den 22. marts blev Abenra braendt af. Oprorerne har fra dette tidspunkt ikke staet over for en jaevnbyrdig fjende mere, men over for en svaekket og demoraliseret fjende pa graensentil

Samme holdning kommer til udtryk flere steder; s. 46: »Besynderligt
virker det derimod, set med vore ojne, at dette abenlyse frafald fik lov at
passere. ... Christian II og hans befalingshavere indskraenkede sig ojensynligt
til at afkraeve adelen, borgerne og bonderne troskabsforsikringer«.
Dette er egentlig ikke sa besynderligt. Eller s. 47: »Ved afrejsen
bemyndigede kongen blot sine tyske feltoverster til at optage forhandlinger
med jyderne, uden at egentlige krigshandlinger tilsyneladende forudsas«.
Sandsynligvis var det pa dette tidspunkt allerede for sent at taenke
pa krigshandlinger. Mere rigtigt anskues tingene overst s. 48: »I den
folgende maned kan vi gradvis iagttage, hvorledes Christian ll.s styre pa
Fyn naesten af sig selv gik i oplosning«.

Pa s. 50 er der en udredning af arsagerne til »kongens retraete«. Aliens forklaringer afvises som »ikke overbevisende«: det kan ikke have vaeret kongens fjender, som var for staerke, siger forfatteren. I valget mellem »en psykologisk og en strukturel« forklaring afvises den psykologiske, og tilbage bliver sa abenbart den »strukturelle«, nemlig at det ma vaere mangel pa penge til lonning af tropperne, som var arsag til kongens tilbagetog. Deter velgorende, at man pa denne made er kommet uden om nogle af de lidt hjemmelavede psykologiske fortolkninger i denne sag. Forfatteren markerer i ovrigt denne holdning ogsa i sit syn pa Lucas Cranachs billede af Christian II s. 101 - supplerende synspunkter hertil har han derudover praesenteret i Magisterbladet den 20. november 1977. Deter ogsa karakteristisk, at psykiateren Paul J. Reiters bog om ChristianII overhovedet ikke dukker op blandt benyttet litteratur. Men forfatterenhar i stedet produceret et andet billede af Christian 11, som er om muligt endnu mindre overbevisende end Aliens. At kongen ikke kunne

disponere, er en sag. Deter et udmaerket resultat at fremstille denne mangel som den strukturelle arsag til kongens retraete. Men pengemangel var pa den anden side et normalt middej i datidens krigsforelse. Ud over pengemangel at indfore ideen om Christian ll.s staerke haer, som meget vel kunne have gennemfort et modangreb, er at skabe et psykologisk portrait, som ikke er mere trovaerdigt. Nar kongen sendte gode penge som betaling efter de grevelige ryttere, som allerede var pa vej ud af landet, i stedet for at bruge dem til Sjaellands forsvar, kommenterer forfatteren s. 54 midt pa: »Christian II ojnede tilsyneladende kun en mulighed for at genvinde de riger, han allerede ansa for tabt: at ruste og atter ruste«. Lidt laengere nede: »Hovedsagen for Christian II har vaeret, at de indgaede kontrakter blev overholdt. Det ville sikre ham, at han altid senere kunne forlade sig pa disse tropper, og at i det hele taget hans ry som en fyrste, det var vaerd at tjene, bredte sig. Herved bliver kongens iver efter at indfri alle tilgodehavender hos de grevelige ryttere begribelig ...« Bliver ikke kongen pa denne made utilladeligt naiv? Han er en stor feltherre, han har en staerk haer, han har dygtige anforere, men mangel pa sans for penge, og dog fantastiske planer om en fremtidig generobring i stedet for aktuel indsats. Jeg finder ikke basis i kilderne for at haevde, at kongen helt frivilligt valgte landflygtigheden til trods for gode chancer for at vinde et vaebnet opgor i selve Danmark. Mon ikke der ogsa mangier det aspekt, der tidligere savnedes i forbindelse med hertug Frederik: brugen af propaganda. Betalingerne til de grevelige ryttere kan have tjent det formal at bluffe lidt for at fremsta som staerkere, end det var tilfaeldet, uden at man behover skyde kongen i skoene, at han i virkelighedennaerede urealistiske forestillinger om fremtidig generobring af magten ved hjaelp af en udenlandsk kaempehaer, som forfatteren udtrykkerdet s. 54. Det samme syn pa kongen findes gentagne gange senere, f.eks. s. 69: »Alligevel er han utvivlsomt af samtiden blevet anset for en formidabel magtfaktor, sammenlignet med farbroderens beskedne ressourcer.Hansestaedernes og jydernes tiltro til hertug Frederiks evner som krigsherre er egentlig forbavsende«. Men i betragtning af tidens made at fore krig pa er den ikke forbavsende - krigen bestod i penge til lejetropperne,hertug Frederik havde jo faet gunstige pengevilkar pa Kieler oraslaget,sa hvorfor skulle hansestaederne ikke have tiltro til ham?

Der er i den nyskrevne »Slutning« s. 120, som bedommelsesudvalget ikke havde haft lejlighed til at se for trykningen, nogle refleksioner, som viser, at forfatteren er blevet sig denne svaghed bevidst. »Bade i denne bog og i forgaengeren var Christian II hovedskikkelsen, men fornemmedespa samme tid alligevel som en bifigur, der stod udenfor og ikke greb

ind i handlingen«, siger forfatteren meget abenhjertigt og tilfojer en arsagserklaering til kongens fald, som man egentlig ikke genfinder i nogen af de to afhandlinger i ovrigt, nemlig nogle linier nedenfor: »den bratte, lammende erkendelse af, at jyderne stod i ledtog med hertug Frederik«. Hvis man implicerer, at denne kongens opdagelse i hoj grad bestod i et realistisk skon af, hvilke ressourcer, der gik tabt for ham ved den usalige koalition, sa ma man foretraekke dette billede fremfor det, som faktisk bliver praesenteret i selve afhandlingen. Den beslutning, kongen abenbart fattede, ikke at lade det komme til et militaert sammenstod, hviler pa realistisk grundlag. Det lidet overbevisende billede af en konge, som havde betydelige ressourcer uden at vide, hvordan de skulle benyttes, ma korrigeres med udgangspunkt fra den nye bedommelse, forfatteren fremsaetteri den nyskrevne »Slutning«.

Jeg vil soge baggrunden til det i begge boger dominerende billede af
Christian II i forfatterens made at benytte Utenhofs kronike.

Kroniken, skrevet sidst i 1520'erne, behandles lidt udforligere i indledningentil anden afhandling, s. 9-13. Vi finder her tre sma afsnit benaevnt Scenen, Personerne og Handlingen. Der er lagt op til det store drama. Scenen er Danmark i det 16. arhundredes begyndelse. Personerne er kongen, hertugen og de jyske rader. Handlingen er - Frederiks kansler, Wolfgang von Utenhof. Jeg vil nok saette sporgsmalstegn ved, om dette kan siges at vaere det rette sted for en kildekritisk vurdering af Utenhofs kronike. Men man soger forgaeves i afhandlingerne efter et afsnit kaldet »Kilderne« med henvisning til de problemer, der knytter sig til benyttelsenaf disse kilder. Maske har den darlige samvittighed over ikke at have fulgt bedommelsesudvalgets anbefaling pa dette punkt bevaeget forfatterentil i stedet at publicere nogle hidtil ukendte enkeltheder vedrorende Utenhofs kronike pa et ikke formodet sted, nemlig i »Nyt fra Odense Universitet« nr. 19, 1977, der, hvor man ellers plejer at finde de lidt nogterne disputatsreferater. Vel, i indledningen til anden afhandling er der et tillob til kildekritisk vurdering af Utenhof. Utenhofs portraet af Christian II karakteriserer forfatteren som »en af de aeldste psykologiske personskildringer i dansk litteratur«. Uanset virkelighedens Christian 11, som Utenhof muligvis en gang har set, siger forfatteren, repraesenterer kroniken »en anden virkelighed: den Christian 11-tradition, som efter kongens fald havde dannet sig ved det gottorpske hof«. Forfatteren fortsaetter:»I Utenhofs skildring fremtraeder Christian II som en splittet, sammensat karakter. I begyndelsen af sin regering var han en mild og retfaerdig hersker hedder det, men kort efter forfaldt han til blodsudgydelseog usaedelighed«. Efter en kort karakteristik af kroniken konkludererforfatteren:

rerforfatteren:»Dette var traditionen om Christian IFs fald, som den er overleveret hos Utenhof. Hvorvidt historien er sand, skal vi lade vaere usagt ... Omvendt matte vi konstatere, at Utenhof virkelig var maerkeligt velunderrettet. 'Inside information' har tydeligvis staet til hans dispositionsJa, en journalist eller en bestilt historiker ma naturligvis vaere velunderrettet. Men dette fritager os jo ikke fra opgaven at finde ud af, hvorvidt han er tendentios! At bruge Utenhof med den eneste begrundelse,at han ved kontrol mod andre kilder kan vises at vaere »velunderrettet«,ligger vel pa linie med at tro alt, hvad TV-avisen siger, fordi det stammer fra sakaldt velunderrettet kilde. For historikere er dette ikke nok. En tendensundersogelse er noget andet.

En sadan ma tage sit udgangspunkt i det betegnende forhold, at Utenhof i sin egenskab af kansler selv spillede en fremtraedende rolle i det forlob, som han beskriver laenge efter sejren inden for rammen af de oldenburgske kongers historic Hovedpersonen er i alle henseender Frederik I, Guds udvalgte fyrste, retfaerdig, from og fuld af gudhengivenhed. Efter princippet nomen est omen lader Utenhof den forste danske konge med navnet Frederik blive en virkeligt fredelig fyrste - kroniken er skrevet pa tysk, og man spiller pa navnet Fried-reich, rig pa fred. Deter klart, at en fredselskende fyrstes sejr er vundet ved Guds saerlige beskyttelse - forfatteren har selv gjort opmaerksom pa, at den hojeste befalingsmand i Frederiks arme ifolge kroniken er Gud selv. Men en sejr er ikke en rigtig sejr, hvis ikke fjenden er en rigtig fjende. Det var, eller blev, Christian 11, passende nok til Frederiks store ojeblik. Christian II er typen pa den frafaldne fyrste, mod hvem oprorsparagraffen har sin berettigelse. Frederiks militaere evner og ressourcer er altid ringe, men da Gud kom ham til hjaelp, sejrede han. Omvendt er Christians magt stor, men til trods for dette blev den ham til ingen nytte, fordi Gud havde forkastet ham for at give magten til den udvalgte fyrste.

Det ses pa denne made, at det i vaerkets tendens vil passe udmaerket at fremhaeve Frederiks begraensede ressourcer mod Christians store styrke. Utenhof har bestemt ikke haft behov for at lyve eller digte for at kunne laegge tingene sadan til rette, at de praesenterer sig i det onskede lys. Derimod ma han formodes at have udeladt alt, hvad hertugen eventuelt brugte af moralsk tvivlsom kvalitet, f.eks. en lettere over- eller undervurdering af egne eller fremmede troppers antal for at fremstille sig selv i godt lys. Konstruktionen kan bruges helt igennem kroniken: forsvar mod tyrannens angreb er moralsk prisvaerdigt, angreb uden provokation er neutralt, men rent magtbegaer ma naturligvis ikke tillades at dominere billedet af Guds udvalgte konge Frederik I.

Men forfatteren stoler pa Utenhof, ogsa der, hvor hans kritiske sans burde have advaret ham. Jeg vil tage et eksempel, som ikke er hentet fra kroniken. I anden afhandling s. 64, lige neden for midten, skriver han: »Midt under herredagen [i Roskilde] indtraf imidlertid underretninger, der gav storm-projektet oget aktualitet. Kansleren Utenhof vendte hjem fra Niirnberg medbringende alarmerende oplysninger om Christian ll.s rustninger«. I det brev, der sigtes til i note 61 - datoen er ikke angivet, men brevet er fra den 19. august - fortaeller Utenhof om de hojt opskruede planer om en kaempehaer, som skulle erobre Danmark. Fantastiske rygter om de store pengebelob, Christian II disponerede, gik i svang. I virkeligheden ma en god del af dette brevs indhold spejle den landflygtige konges propaganda. Men denne propaganda har Utenhof naturligvis i ojeblikket haft god brug for. Den kunne bruges til at laegge pres pa hansestaederne. Dertil var rygterne gode nok, hvor meget Utenhof end ma have vidst om deres usikre grundlag i virkeligheden. Hansestaederne pa deres side var naturligvis interesseret i sa hurtigt som muligt at finde ud af, om der var nogen virkelighed bag rygterne. Den 29. September kunne Danzigs mand i Kobenhavn skrive til hjembyen og fortaelle, at Christian II »nicht fele meher upbringen sol van reysigen«, at altsa faren var forbi denne gang. I afhandlingens tekst bliver det til folgende saetning, s. 65 fjerde linie: »Stormen pa Kobenhavn 1523 blev aldrig til virkelighed. Truslen fra Christian II steg yderligere for dernaest brat at aftage, uden at hansestaederne kunne enes om deres bidrag«. Til saetningen horer note 64 med henvisning til fire breve i Hanserecesse; datoerne er ikke angivet, men deter 10. September, 23. September, 27. September og 2. november. De oplyser om, at truslen fra Christian II bekraeftes at vaere ringe, og viser, at der ikke blev mere bistand fra hansestaederne, nar der ikke mere var noget at frygte. Men forste del af saetningen: »Truslen fra Christian II steg yderligere«, har jeg ikke kunnet finde belaeg pa i de fire dokumenter. Er det sa ikke Utenhofs propaganda, som har gjort indtryk pa forfatteren?

Den fremforte kritik skal ikke overskygge de fortjenester, som er blevetnaevnt, og de, som endnu ikke udtrykkelig er blevet fremhaevet. Disse fortjenester er det jo, som har foranlediget bedommelsesudvalget at anbefale,at de to boger bliver offentligt fremlagt til forsvar for den filosofiskedoktorgrad. Deter i den anden halvdel af anden afhandling saerligt det personalhistoriske stof og forfatterens made at arbejde med det, som bidrager til et nyt syn pa begivenhederne i 1523. Forfatteren folger forskelligestrukturer for informationsformidling, beslutningsdannelse, strategiskvurdering af situationen, forhandlinger med forbundsfseller, og har

en sjaelden evne til pa hvert trin trovaerdigt med benyttelse af et stort antal kildeudsagn at indplacere de forskellige agerende personer i det forlob, han selv opfatter som det store drama om Danmarks erobring. Man savner dog en vurdering af propagandamomentet. Det religiose sporgsmal bliver heller ikke berort, hverken i forbindelse med Christian ll.s fald eller f. eks. i forbindelse med overvejelserne om at udlose eller ikke udlose en storm pa Kobenhavn. Personerne synes at vaere areligiose, og havde man ikke vidst, at det forholder sig anderledes, sa kunne man naesten have troet forfatteren. Kun Utenhofs lovprisning af Frederik I som Guds udvalgte konge far lov at komme med. Forfatterens styrke ligger som naevnt ikke her, men i forstaelsen af, hvordan en krigsmagt i bevaegelse fungerer indadtil. Levende og fascinerende praesenteres baggrundenfor en raekke individuelle skikkelser inden for den erobrende haer og den aristokratiske nyorientering, som fulgte efter borgerkongens fald.

At bogen er velskrevet, behover ikke saerligt at fremhaeves, derom kan enhver forvisse sig selv. Deter en stor gevinst for en historiker at kunne udtrykke sig godt. Det kan dog ogsa vaere en fristelse; retoriken forer historikeren et par skridt for langt, sa daekningen i kildematerialet udviser mangier. Det gar endog sa langt, at forfatteren helt undlader at gore rede for de utrykte kilder, som han med stor moje og i mange arbejdstimer har siddet over i Rigsarkivet og andre arkiver. Her kunne jeg ga langt ind i enkeltheder om den lunefulde made, pa hvilken forfatteren benaevner sine kilder. Nar han taler om Egeskabene uden at afslore, at disse star pa Rigsarkivet i Kobenhavn; eller nar han taler om Kongehusets arkiv uden at fortaelle, at dette befinder sig i Egeskabene; eller nar han taler om Munchen-samlingen uden at fortaelle, at den er en del af Kongehusets arkiv - som ligger i Egeskabene - som star pa Rigsarkivet - som ligger i Kobenhavn. Maske skal man lade dette vaere unaevnt, da forfatteren abenbart en gang for alle har den mening, at en velskrevet bog ikke skal belastes med et storre videnskabeligt apparat, end at den interesserede forsker selv kan ga og finde tingene frem igen og laese dem, hvis han gider. Hvis da ikke henvisningen mangier - jeg har ikke fundet frem til H. H. Engqvist, Kong Hans' Vingaard, henvist til i Kap. V note 111, eller Neudeutsche Bauzeitung 1912, henvist til i samme kap. note 72, og jeg konstaterer, at titlen pa Finnur Jonssons bog om Islands historie i forste afhandling s. 203 ikke kan vaere korrekt. Forfatterens tvende boger kan umuligt bruges som skoleeksempel pa, hvordan noteapparatet og kilde- og litteraturfortegnelsen i en disputats skal scud. Deres styrke ligger andetsteds.

Naervaerende to afhandlinger har fulgt det danske oprorsparti fra december 1522 til januar 1524 og har derved formidlet en betydelig ny viden om de politiske, organisatoriske og militaertekniske forhold inden for den partigruppering, som i lobet af naevnte ar tog magten og for fremtiden beholdt den i sine haender. Forfatteren har formidlet uvurderligt indblik i den holstenske adels deltagen i Danmarks erobring og har trukket kilder frem af overordentlig personal-historisk interesse til belysning af adelsvaeldens genoprettelse. Til trods for en vis toven fremtraeder billedet af Frederik I velovervejet og velnuanceret, og hans rolle i oprorspartiet bliver omhyggelig vurderet. I den lykkeligt formulerede nye »Slutning« s. 121 midt pa fordeles hertugens og radernes rolle efter folgende formel: »Hvornar forstaelsen mellem hertug Frederik og jyderne er blevet etableret, kan vi ikke vide, men at hertugen laenge holdt sig tilbage, mens jyderne havde den udfarende kraft, er sikkert nok«. Hvis billedet af Christian II ikke pa samme made kan siges at vaere velovervejet, sa skyldes det vel forfatterens manglende afstand fra Utenhofs kronike, hvor den faldne konge fremtoner i det lys, i hvilket ogsa; forfatteren anskuer ham. Opmaerksomheden er koncentreret om det jyske parti, det, der tilhorer fremtiden. Taberen far ikke naer sa megen opmaerksomhed. Disputatsen lader sig derved indordne i en af de mest omfattende genrer af historieskrivning, der overhovedet eksisterer: den historie, som skrives af sejrherren. Tilsammen indebaerer de to boger et stort skridt fremad for forstaelsen af 1520'ernes historie i Danmark. Man ma habe pa, at de skal lokke flere interesserede laesere og faghistorikere til pany at tage Christian ll.s tid op og ga videre med de temaer, der her er slaet an.