En adelsfortælling om Erik af Pommern og bønderne

Frygten for oprorske bondeskarer var stor blandt adelen i aeldre tider, og i senmiddelalderen kunne efterretninger og rygter om flere voldsomme rejsninger, Hussiter-krigene og de demokratiske bevaegelser i Hansestaederne kun fastholde denne frygt. I forbindelse med adelens syn pa bonderne skal her omtales en fortaelling, som beskaeftiger sig med Erik af Pommerns forhold til adelen og til de danske bonder:

Der nu samme Kong Erik var kommen til gullant, som fore er / Rort, da hafde hand dog saa bestellet det, for hand hen kom / at alle Bonder i alle Sognene skulle paa en Hoytidsdag ihielslaa / huer Herre-Mand j sin Sogne Kirke og naar dij dette ynkelige / Mord saa giort hafde, da skulle di gifue hannem Budt saa vilde / hand komme hiem til Landene igien.

Af det vnde opsat wiste Danmarks Raad og Adel intet, at hand / saa forradelige vilde Omkomme dennem, Men di hafde vdssent/ fire aff Raadet, og af Adelen til gullandt til hannem og skrefued/ hannem til med dennem, at vilde hand komme i Landet til/ dennem igien, da vilde de stelle deres Sags, mod huis hand kunde dennem/ skylde ind for Keysser og Konger og gierne lide vnder deres Ret/ om deres skyld fandes imod hannem.

Disse samme goede Mend Adelen, di danske hafde send til samme/ deres vnde Konge, holte hand op Dag fra Dag, og Miente alt/ at fange di Bud at adelen var alle omkommen, vnder en Christ/ Messe huer i sin sogen kierke, som fore ere Rort, da hafde gud,/ meddtaget got Menniske g[ ] dennem advarssel at di alle/ blefue fra Kierken den So[gne]dag, og det anslag blef spilt/ som nu disse gesanter til hannem var send en Dag gik til stran=/ den og ville bestelle at de kunde komme til Danmark igien,/ Mend de ingen afskeed kunde bekomme, som

de saa stande saa de/ danske Seyel komme, dennem ville de fortofue, og der di nu/ komme til Landet da var der Nogen Siellandske Bonder paa,/ med Brefue til Kongen Erik Disse goede Mend adspurde Bnns/ [=bonderne] huess Tidende De hafde, di sagde vnde tiender for oss, thi den/ danske Adel hafue anfanget det at vide, mod oss, Kongen vilde/ [v]j skulle saa omkomme dennem, Nu lader de stride og truge/ af oss disse goede Mend toge saa brefuene fra dennem, og bad/ dem blifue i byen til andendagen, saa vilde de sige bonderne/ sielft i talle med kongen.

Andendagen er forne goede Mend gangen til Kongen, og begaeret/ paa ny igien Suar paa den danske Adelss vegne og derhoss sagde/ det kand vel skee, at naar vj kommer hiem, sagde di ere vore born,/ slegt og venner ihielslagen, da suared kongen dennem igien,/ huor skulle det gaa till, di sagde som deress Naade sielf hafuer/ bestyret, at bonderne skulle ihielslaa Adelen, lulle Nat,/ vnder Christi Messe huer i sin Sogen, da sagde kongen til den=/nem, deter icke den forste loyen i hafue boyet mig paa,/ straxt hafuer samme goede Mend vdtaget samme brefue, og frem/kaldet samme bonder, og beviste det med hanss egen brefue/ saa at vere og di og strax sagde, envisaa turanskelige vilde hand med vore Slegt og venner, da befaller vj satan [!] paa Danmarks/ Adelss vegne, at verre [=enhver] deres vnderdanrg suore den dag op,/ strax opsagde hannem huldskab og Mandskab, strax lobe/. de hiem til Danmark igien, og gammel her Peder Skram af/ Volbierg, huilken der kiobte A=viix hand var en af disse Sendebud/ till Gudland var sent, til kong Erik som fore er Rort./ Der effter blefue Siellandske bonder, saa haard en Ion fremset,/ for di var vellige til at fordrifue deres egne Adel og Huusbonder, de med Ret burde at tienne med troe.

Fortaellingen om Erik af Pommern findes i et skrobeligt og uensartet handskrift fra 1600-tallet i Det Kongelige Bibliotek (Ny kgl. Saml. 785, fol.), som indeholder forskellige familieoptegnelser. Handskriftet, som er gaet gennem samleren Jens Rosenkrantz' (f 1695) haender og flere steder er forsynet med hans egenhaendige bemaerkninger, er for storstedelennedskrevet efter et aeldre forlaeg. Enkelte historikere har da ogsa papeget, at handskriftet hovedsagelig gengiver en nu tabt slaegtsbog af den laerde adelsdame Anne Krabbe (1552-1618) til Stenalt (Rougso H, Randers A).¹ Naervaerende adelshistorie begynder pa blad 71 recto og afsluttes overst pa blad 72 recto, men indledningen mangier. Det bevaredestykke for fortaellingen drejer sig om dronning Philippas og hendes hofjomfruers bonner i Vor Frue Kirke i Kobenhavn imod rigets fjender.

---

1. H. F. Rordam i Monumenta Historiae Danicae II (cit. MHD II) s. 4-5. R. H. Knudsen: Anne Krabbe. Den laerde Adelsdame paa Stenalt o. 1600 (Fra Randers Amt XX (1926)) s. 16 note 1, 32 ff. W. Christensen: Anne Krabbes Slaegteboger og Vabenboger (Dansk Personalhistorisk Tidsskr. 9:2) s. 26 ff og: Nogle Bemaerkninger om den hist. Interesse hos den gl. danske Adel (Festskr. til Kr. Erslev 28-12-1927) s. 337. - Indholdet i handskriftet anfores i Lexicon over Adelige Familier i Danmark, Norge og Hertugdomene I (1787) s. XXXII-111.

Efter fortaellingen folger straks en skildring af Anne Krabbes bedsteforaeldre,rigsmarsken
Tyge Krabbe og Anne Rosenkrantz og deres born.

Der kan ikke vaere storre tvivl om, at historien om Erik af Pommern gar tilbage til Anne Krabbe, sandsynligvis endog til hendes tabte originale slaegtsbog, og andre fortaellinger af adelshistorisk karakter og gudsfrygtige udsagn i handskriftet underbygger dette.² Ogsa andetsteds spores sandsynligvis en forbindelse til Anne Krabbe: i Resens vabenbog, som har haft Anne Krabbe som kilde, berettes om slaegten Flemming (»De fleminger havde laenge vaeret udi Danmark for kong Erik af Pommern for ind i riget«), hvor den gamle Jon Flemming i Erik af Danmarks (senere rettet til Beiren) aerinde skal have bragt dronning Philippa, den engelske kong Edvards datter til riget, hvorfor Edvard sendte Jon Flemming en stor gave af guld.³ Storre tiltro indgyder historien dog ikke, og kong Edvard er fejl for Henrik den Fjerde. Hvad angar fortaellingen om Erik af Pommern og bonderne, ma det sta klart, at denne heller ikke kan sta til troende, og at omtalen af gamle Peder Skram ma vaekke mistaenksomhed og indbyde til nojere undersogelse. Indledningsvis skal undersoges tilstandene i 1438-39, hvor Erik af Pommern omtrent ved midsommertid 1438 sejlede til Gotland for aldrig at vende tilbage.

Kendskab til haendelserne i 1438 stammer fra det danske rigsrads oplysningertil hertug Kristoffer af Bayern den 27. oktober 1438 og til Erik af Pommern 23. juni og 6. juli 1439 foruden sidstnaevntes svar pa radets klager ved skrivelser af 25. juli 1439.⁴ Oplysningerne er bade hos radet og kongen tendentiose, hvorimod rigtigheden af bondeopror ikke kan dragesi tvivl, da begge parter omtaler dette forhold. Urolighedernes omfang kan derimod ikke bedommes. Rigsradets meddelelser til hertug Kristofferom, at almuen straks efter at Erik af Pommern var sejlet bort, »tha rees almuen her forst op i Sieland och sidhen alle Danmarck ouer omodh alt klerckeriet och ridderscapit swaa at wii daghligen leue wort liiffs fare met them oc kunne engen raettighet aff them fonge« kan ikke uden videre godtages. Deter sandsynligvis rigtigt, at oproret forst brod ud pa Sjaellandog snart bredte sig til andre dele af riget, men der savnes underretningerom

---

2. Knudsen anf. vaerk s. 33-4.

3. Kgl. Bibliotek: Gen. Her. Saml. gen. 74 81. 54a ff. - Om sendefaerden til Engl. 1406 bestaende af 2 nu ukendte danske adelsmaend, se L. Daae: Erik af Pommerns Giftermaal med Philippa af Engl. (No. Hist. Tidsskr. 2:2 (1880)) s. 361-2, og W. Mollerup: Billestten 1 (1893) s. 62-3.

4. A. Hude: Aktstykker vedr. Erik af Pommerns Afsaettelse som Konge af Danmark (optr. 1971) s. 3 ff. Cit. Hude: Aktstk.

ningeromstorre omfattende rejsninger. Vanskeligheder er tillige forbundetmed rigsradets udsagn, at Erik af Pommern skal have kaldt almuen pa Sjaelland til sig og afkraevet dem et lofte om at vaere hertug Bugislav og hans embedsmaend horige og lydige mod til gengaeld at tilsta dem nogle friheder; »och gaff them ther met all then friihet, som the aff honum bedhis; hwad han them ydermere befoell at gore, thet fand sigh well ther effter.«⁵

Flere historikere har godtaget udsagnene om Erik af Pommerns lofte til bonderne; en enkelt har endog formodet, at kongen stadfaestede forhold som landgildens uforanderlighed og faestets uopsigelighed.⁶Om det sidste vides intet. Kildematerialet er sa sparsomt og tendentiost, at udsagnet ikke kan tillaegges vaegt. Det kan ikke ganske afvises, at Erik af Pommern har sogt at tilvejebringe landstingsvidner til fordel for hertug Bugislavs kandidatur som hans retmaessige efterfolger i betragtning af kongens bestraebelser i 1439 pa at genoplive folkeelementets indflydelse ved nedsaettelsen af en domstol i striden med rigsradet, men herom vides intet.⁷

Ma rigsradets udsagn om Erik af Pommerns forbindelse til Sjaellands bonder end vaekke mistaenksomhed, kan det ikke afvises, at udtalelserne er lagt til grund for adelsfortaellingen i yderligere forlaengelse af rigsradets opsigelsesbrev og klagebrev over, at bonderne rejste sig mod »alle righens maen oc sonnerlighen umot theris eghne herrer oc hosbonder umot aere oc rette, thom oc oss alle til forderueligh skadhe, oc sie the openbarlighen, at the hauet aff ethers oc aff hertugh Buggislaffs tilskyndelse.« At bonderne (de gemenen bur), som det videre fremgar af klagebrevet, pa landstingene og andre steder skal have udtalt, at de gjorde opror pa kongens tilskyndelse beviser intet, men ma tilskrives bestraebelser pa at frigore sig fra ansvaret. Selv anvendte rigsradet oprorene politisk imod Erik af Pommern for desto staerkere at underbygge pastanden om kongens slette og mangelfulde regeringsstyrelse.⁸

Den gamle konge forsvarede sig hardnakket mod, at han skulle sta
bag, at biskopper, riddere og knaegte eller menigheden skulle udsaettes
for skader og strid. Skylden for oprorene la ikke hos ham, som ikke var

---

5. Hude: Aktstk. s. 5-6.

6. A. Petersen: Vallo og Omegn. En historisk Skildring (1877) s. 28. G. Carlsson: Erik af Pommern (Sv. Biogr. Leks. 14) s. 278. C. P. O. Christiansen i Schultz' Danmarks Historie II (1941) s. 353 (»...dette er sikkert rigtigt.«) N. Krarup: Efter da stode de vendelbo'r (Fortids Veje 3 (1944)) s. 94.

7. Hude: Aktstk. s. 39 ff.

8. Hude: Aktstk. s. 10, 17.

til stede i landet. Arsagen til bondernes rejsninger, tabet af Sonderjyllandog
unionens adskillelse matte ifolge kongens egne farvede udsagn
soges hos raderne selv:

»... det skyldes Eders store overvaelde og uredelighed, at I ingen steder (d.v.s. yder) hverken redelighed eller ret, og det skyldes Eders utroskab, overdadighed og umilde gerrighed, sa at I for gods og penges skyld sparer hverken Gud eller den hellige kirke, hverken Eders rette herre eller kronen, hverken riddere eller svende, fruer eller jomfruer, borgere, bonder eller indbyggere, men at I det gerrigt optager uden al barmhjertighed, sa at alle dem, I rader over, bliver fordaervet for Eders uredelige regimentes skyld, og de ogsa derfor gerne var skilt fra Eder, og derfor er Eders egen menighed og bonder oprejst mod Eder ...«

Erik af Pommern gav endvidere meddelelse om, at bonderne havde klaget over raderne, hvilke klager han i afskrift havde videresendt til rigsradet .⁹ Oplysningerne kan ikke kontrolleres. Derimod ses kongen at have skrevet til bonderne, at deter muligt, at deter dette traek, som er lagt til grund for adelsfortaellingen. Den kongetro norske Viborgbisp, Thorleif Olafsson, som i efteraret 1438 fungerede som sendebud for Erik af Pommern (»ethert eghit myndelighe sendebud«), vendte i foraret 1439 tilbage til Jylland, ifolge radets udtalelser forsynet med brev og bud til bonderne for at »radhe thom oc sty re thom til gothe,« men i stedet hyldede en del af bonderne hertug Adolf af Slesvig, rigets mangearige modstander.¹⁰

Kongens tidligere iver efter at bekaempe holstenerne gor det klart, at han ikke kan have onsket bondernes overgang til den gamle fjende. Erik af Pommerns udtalelse, at han skrev til bonderne, for at de skulle medvirketil at forlige stridighederne mellem ham og raderne kan ikke ganske afvises. Hans nojere dispositioner og overvejelser i form af vaebnet modstandfra bondernes side mod rigsradet kan derimod ikke klarlaegges. Med faren fra hertug Adolf synes Erik af Pommern dog forst og fremmestat matte onske fredelige tilstande udadtil. Intet taler for, at kongen besad storre andel i urolighederne. Den endelige fastlasning af faestesystemet,undertiden med specificerede jordeboger, skete i disse ar efter en langvarig omdannelse af samfundet, hvis rammer var mindsket som folge af den langvarige landsbrugskrise senmiddelalderen igennem. Erik af Pommerns fravaer medvirkede sandsynligvis kun til at foroge almuens utilfredshed med gejstligheden og ridderskabet. Kongen kunne alene

---

9. Hude: Aktstk. s. 27, 31, jvf. A. E. Christensen: Ret og Magt i Dansk Middelaldei (1978) s. 56.

10. Hude: Aktstk. s. 41, 10-1.

saette sin lid til, at bonderne opfattede ham som en lovlig konge, og at
bondeoprorene muligvis kunne medvirke til at bringe ham tilbage til
Danmark.11

Bondernes henvendelse til hertug Adolf, som omtales i rigsradets dokumenter imod Erik af Pommern, kan uddybes. I radets traktat med hertugen 2. juli 1439 i Liibeck - hvor Adolf modtog lofte om at fa udleveret Haderslev og JEtO senest 15. august samme ar og fik stillet en senere forlening med hertugdommet i udsigt - berores striden mellem adelen og bonderne i Jylland (nord for Kongeaen). Flere rigsrader og en enkelt udenradsadelig vaebner forpligtede sig i deres len til at overholde bondernes rettigheder og ikke beskatte dem uvederhaeftigt, »vnde wy scholen ze (bonderne) laten by erer rechticheit vppe tokumpst des koniges den des Rikes Rad kesende werden.« Hvad de ovrige bonder i Norrejylland angik, fik hertugen ret til at tage sig af deres sag og forsvare deres rettigheder, safremt klager indlob, for rigsradet havde valgt en konge.¹²

Haendelserne i foraret 1439 forklarer sandsynligvis for en del radernes beslutning om at foje hertug Adolf. Bonderejsninger, hvis storrelsesordenikke kendes, fandt sted. Via en praesteindberetning 1638 fra Varde til Ole Worm pa grundlag af »en fornemme Borgeris Bog herudi Byen,« vides Vardehus slot at vaere braendt og odelagt af bonderne den 2. april, og Set. Jakobs kirke i Varde skal vaere blevet odelagt 29. maj i samme opror. Et senere referat af borgerbogen fra 1754 sammenholdt med en indberetning fra 1766 giver ydermere udsagn om, at kirken tillige med det meste af Varde by blev afbraendt af »Dannemarks Riiges Raad« 29. maj, et interessant og ikke usandsynligt traek til belysning af radernes bestraebelser pa at bekaempe bonderne.¹³ Et lokalt sagn, hvorefter bonderneunder en hungersnodperiode gik til lensmanden pa Vardehus og bad ham give dem noget af det korn, han i rigelige maengder havde

---

11. C. A. Christensen: /Endringerne i landsbyens okonomiske og sociale struktur i det 14. og 15. arh. (Dansk Hist. Tidsskr. (cit. DHT) 12:1) specielt s. 309 ff og odegarder og ny bosetning i de nordiske lande i Senmiddelalderen (Rapp. fra hist. modet 1964) s. 23. E. Ladewig-Petersen: Jordprisforhold i dansk Senmiddelalder (Middelalderstudier tilegnede A. E. Christensen pa 60-arsdagen 1966) s. 227. E. Ulsig: Danske Adelsgodser i Middelalderen (1968) s. 289 ff. H. Rebas: Hogadlig Intressepolitik, Slaget pa S:T Jorgenbjerg och Kopenhamnstraktaterna Ar 1441 (Scandia 1977) s. 136 ff.

12. F. H. Jahn: Danmarks Politisk-Militaire Historie under Unionskongerne ... (1835) s. 509-11 nr. 14.

13. Praesteindberetninger til Ole Worm 1. (1970 udg. v. F. Jorgensen). Indberetn. fra Alborg og Ribe Stifter 1625-1642 s. 213 f (tidl. tr. Danske Samlinger 2:4 s. 92 f). Se i ovrigt DHT 7:2 s. 499 og C. L. Nielsen: Hvornar blev Vardehus odelagt, samt Hvor laa Vardehus? (Fra Ribe Amt 1930 s. 543-7, 1936 s. 21 note 1).

oplagret i sin lade, men som han naegtede at udlevere uden mod en üblu
betaling, hvorfor bonderne afbraendte slottet, ma afvises og tillader ingen
slutninger til begivenhederne i 1439.14

I forbindelse med oproret i Nordjylland i 1441 omtaler historikeren Hans Svaning (ca. 1500-1584) i et mindre udkast til en skildring af spredte begivenheder i perioden 1332-1448, at en biskop Vandalie efter oprorets udbrud drog til Erik af Pommern pa Gotland og vendte tilbage med bud herfra i den hensigt at aegge bonderne til strid med adelen.¹⁵ Enkelte forskere har vaeret tilbojelige til at godtage denne oplysning, men papeget, at »episcopus Vandalie« utvivlsomt ikke skal vaere Vendsyssels biskop, men Viborgbispen.¹⁶ Opfattelsen af Svaning som palidelig i denne henseende virker imidlertid ikke overbevisende. Heller ikke den politiske stemning for en mere forsonlig holdning fra rigsradet over for Erik af Pommern i 1440 tillader at berigtige Svanings udsagn, og ved tiden for bondeoproret 1441 var der ikke tale om direkte forhandlinger med Erik af Pommern, men alene om taktiske forhandlinger med hojmesteren for den tyske Orden via Kristoffer af Bayerns kammermester Kristoffer Parsberg.¹⁷ Pa denne baggrund fremstar Svanings udtalelser som en sammenkaedning af haendelserne i 1438-39 og 1441.

Adelsfortaellingens omtale af sjaellandske bonders henvendelse til Erik af Pommern kan afspejle, at det var i denne landsdel, at oprorene brod ud. En reel begivenhed ligger efter alt at domme ikke til grund herfor, og i rigsradets indkaldelsesbrev til hertug Kristoffer fra oktober 1438 og i dokumenterne til Erik af Pommern fra sommeren 1439 naevnes intet herom. Endnu i sommeren 1440 var bonderne ifolge det sparsomme kildemateriale aktive pa Sjaelland, og hansestaden Liibeck var villig til at stille 100-200 bosseskytter til radighed mod de oprorske bonder, safrernt kong Kristoffer fremsatte anmodning herom. For udgangen af oktober 1440 var bonderne pacificeret pa Nordfyn, hvad der fremgar af en erklaeringaf almuerepraesentanter i Vends herred til hovedsmanden pa Hindsgavlslot. I de folgende ar indskaerpedes fredelige forhold og forbud mod

---

14. Kronik i Vestkysten 1941 4/3 ved L. Kjelst s. 5, C. L. Nielsen: Varde bys Histori (1942) s. 15-6.

15. Kgl. Bibliotek: Mikrofilm af Gl. Kgl. Saml. 2444 4° 81. 13-4, tr. DHT 7:2 s. 517-9.

16. K. Fabricius: Bondeoproret 1441 (DHT 7:2) s. 487, 502 og Rebas anf. vaerk s. 140.

17. G. Logdberg: De nordiska konungarna och tyska Orden 1441-1457 (1935) s. 17, 27-31.

at baere vaben.18 Kongemagten og aristokratiet betryggede deres position.Grebet
om bonderne strammede til.

Det ma bemaerkes, at der er nogen overensstemmelse mellem Hans Svaning og adelsfortaellingen om Erik af Pommern og de danske bonders anslag mod adelen. Det kan ikke afvises, at Svaning kan have kendt historien, eller at Anne Krabbe kan have overtaget synspunkter fra Svaning. Der synes dog at vaere tale om en almen udbredt opfattelse, og allerede i Kristian den Forstes strid med Axelsonnerne begrundede sidstnaevnte blandt andet deres opror med, at kongen »ville oprejse almuen mod ridderskabet pa det at ridderskabet skulle dermed blive fordaervet. «¹⁹ Selv omtales Erik af Pommern allerede tidligt, specielt i den svenske litteraere tradition som en tyran over folk af alle samfundsklasser. Saerlig henrettelsen af den maegtige Abraham Brodersson i 1410 forstaerkede indtrykket af kongens opposition til adelen.²⁰ Synspunktet genfindes hos historikeren Christiern Pedersson (|1554 16/1), som bebrejder Erik af Pommern for at have »stuor hemmehgh affuind till ridderskabet her i riged, sammeledis till dem i Suerige och Norge, thi lagde hand sig fast effther, at hand kunde ligge dennom plat ode med limpe, at hand skulle icke formegit merckit wtuorthis.«²¹

Adelshistorien om bondernes forstaelse med Erik af Pommern ligger i forlaengelse af det danske rigsrads dokumenter fra 1438-39 imod den gamle konge, som er bekendt i en afskrift fra Kristoffer af Bayerns kancelliog blev trykt og gengivet af Arild Huitfeldt og andre historikere. Dette udelukker imidlertid ikke, at Anne Krabbe kan have lagt en eksisterendeadelstradition til grund. Sporgsmalet er dog, om ikke Anne Krabbe, der i sin visebog og andre steder rober en manglende sans for at sondre mellem losere sagn og virkelig historisk overlevering, selv har udformet fortaellingen og indsat Peder Skram, der opregnes i opsigelsesbrevettil Erik af Pommern. Det ma saledes bemaerkes, at Anne Krabbes gengivelse af folkevisen om kong Hans' bryllup, hvor enkelte fremtraedendeadelsmaend sendes til Meissen (Sachsen) til giftermalsforhandlinger,har

---

18. Hanserecesse 11:2 nr. 370. Jahn anf. vaerk s. 511-3 nr. 15. Aarsberetninger fra det kgl. Geheimearchiv V s. 59-61. Om forbud mod at baere vaben i kobstaeder, se mange eks. fra Kristoffer af Bayerns tid i Danmarks Gl. Kobstadlovgivn. 1-5 udg. v. E. Kromann.

19. Diplomatarium Christierni Primi (udg. af C. F. Wegener) nr. 139, 141-2. - E. Arup: Danmarks Hist. II s. 247.

20. G. Paulsson: Annales Suecici Medii Aevi (1974) s. 82, 291-118 ff, 309 -148,325 - 214 ff, 400-01 for arbogerne 266-1430,1298-1473, 815-1444 og 826-1415, hvor sidstnaevnte er en 1500-tals kompilation. Se ogsa C. Harenstam: Finnveden under Medeltiden (1946) s. 75 m. note 23.

21. Chr. Pederssons Danske Skrifter V s. 476 (udg. af C J. Brandt 1856).

ger,harligheder med naervaerende adelshistorie.²² Hvad angar historien om dronning Philippas fromhed og omsorg for adelen omtales Saxo som forlaeg. Der er her tale om den sakaldte Plattyske Saxo, som ca. 1490 eller 1502 blev trykt i Liibeck, og er en oversaettelse af Saxos historie, hvortil fojedes en fortsaettelse (undertiden fyldt med grove fejl og stof af anekdotiskkarakter) ned til Kristian den Forstes dod:²³

Anne Krabbe:

forne hoyloulige dronning med sine jornfruer og alle danske fruer/og jomfruer, og quindfolk som der tilstede vare, og med alle/geistlige der til stede vare, gik hendes Naade med dennem til/Vor frue Kirke i Kiobenhafn, der la hun med dennem pa knae,/ og bad til gud for dennem, ij gudelige bonner, aid den tidt de/sloes, og fra forne Her Axel vdlob af Haffnen, og till di igien/ kom med Seyre der forne danske Add igien kom, opstoed hojbe=/melte dronning med dennem [ ]ogen var, og straxt med/folget i byen var, gik d[ ]nnem, med korss og faner,/straxt undfik dennem med store taksigelse, som det sommer trd/tienner, at ju hafue tak for sin Mode om dig intet andet jo/dermed fortienner.

Di fligeste forglemte den fromme dronning med hendes Naades/frutiemmere, ikke, den di huer andre undfangede hafde, men stre/fueldes ad til samme forne guds exempell, og der gaff gud di tre/enefoldighed, tak lof priiss og acre, som med sin Naadige siel/storkede dennem, og gaff dennem frimodighed, til at gifue/dieres fiender imod, og med sin gudDomsKraft og vessen veer,/ sette fienderne vnde oyen, at di blefue underlagt, huilke da/allerede hafde belagt samme danske dronning, med de mieste/og beste af danske Adelen, kong Erik hafde did forskrefend, skrefend,di/vare nu af samme tydske belagt til vand, og dieres vnde kong Eriks/Anslag var saa, at strax vilde hand Christi Vaerk paa dennem till/hand, ogsaa forderfuet Adelen effter sin egen vellge, som Sarxo/vider om taller.

Plattyske Saxo:

... dronning Philippa forsvarer Kobenhavn
og lover riddere og knaegte alt godt;

... dat se dat meste part va den dudesschen flo/ghen vn grepen vn ein part dar aff wedder to huss/vloen Do desse slacht schach do gink de ghude vor/stynne Philippa mit eren yuncfrowen to kerken vn/closter vn bath gode vme syne genade vor ere volck/ do de schlacht ghescheen was do ghinck se yeghen de/ densschen vn entfenk se mit groter ere vn werdich/hyt vn de ghewudet weren de leeth se arckedyen vn/ de sund blegen de leeth se vppe dat slot brynghe vn/ dar mit vrouwen vn yncfrouwen dantzen vn houe/re vele vrolicheit make In de tyde do dyt schach do/ lach konink Erik in deme closter tho soor vn wolde/ dar selue nicht by wesen wat de sake was dar sede/ de lude vale ein yewelk dat syn aff.

Sammenstillingen viser, 1600-tals afskriften taget i betragtning, Anne Krabbes ordrige fremstilling af dronning Philippas optraeden i forbindelse med Kobenhavns belejring i 1428 af de vendiske hansestaeder. Hensynet til Danmarks adel er afgorende, og folgelig udlaegges Plattyske Saxos tvivlsomme bemaerkning om Erik af Pommerns ophold i Soro kloster ved tiden for kamphandlingerne som et tegn pa, at kongen var ude pa at knaegte adelstanden. Sa meget desto mere fremhaeves dronning Philippa som den, der opmuntrer det danske ridderskab til modig kamp. Omtalen af »forne Her Axel«, som altsa ma vaere praesenteret tidligere i det nu

tabte originale handskrift, og i kampens slutfase sejler afsted, vidner om, at Anne Krabbe har inddraget stof af adelshistorisk karakter andetsteds fra. Der er tale om rigsraden Axel Pedersson (Thott), mangearig slotshovedsmandpa Varberg, som i august 1428 blev sendt af kongen til Gronsundeller Gedser som leder af omtrent 80 sma skibe, der skulle opsnappe de fartojer, der sejlede mellem hansestaederne indbyrdes.²⁴ Baggrunden for omtalen af Vor Frue Kirke er ukendt; men skal utvivlsomt soges i det forhold, at kirken fra midten af det 15. arhundrede var landets hovedkirke,idet kongerne og dronningerne fra Kristoffer af Bayerns tid blev kronet her af rigets aerkebisp.²⁵

Den standhaftige opfattelse af Erik af Pommerns darlige forhold til adelen forklares sandsynligvis ikke alene ved kendskabet til denne konges omdomme i aeldre kroniker og dokumenter fra rigsradets korrespondance 1438-39 med den gamle konge. Manglende kendskab til Erik af Pommerns regeringstid skal ogsa medtages som forklaring pa, hvorfor haendelser og rygter sidenhen blev montet pa denne konge, der ikke i forvejen stod i saerlig hoj kurs. I forbindelse med Hans Svanings anakronistiske sammenkaedning af oprorene i 1438-39 og 1441 kan der vaere grund til at antage, at erindringen om bondernes aktivitet i tiden for Grevens fejde og utilfredshed med adelens og praesteskabets store magt har smittet af pa senere opfattelser af bondernes forbindelse til Erik af Pommern og had til adelen. Der kan ikke nas vished, men umuligt er det ikke, at adelsjagten pa Sjaelland i begyndelsen af 1535 og disse ars religiose brydninger kan have indvirket pa Anne Krabbes udformning af fortaellingen om Erik af Pommern.²⁶

---

22. Danmarks Gl. Folkeviser bd. 3 s. 629-32, eks. strofe 17 og 54: Den wegter stod paa hoyen wern, och saa han ud saa wide; »Hiset sier ieg di danske seyel, i haffued monne di skride.« Der waare di i dage och wel i dage fem: op stod di edelige herer, di wilde thil Dannemarch hiem.

23. Plattyske Saxo: Dyt is de denscke kronecke de Saxo grammaticus de poeta ersten gheschreeff in dat latine vnde daer nairn dat dudesck ghesettet... (Kgl. Bibl. mikrofilm Da Afd. Laurids Nielsen nr. 242) 81. 157-8. - Om kroniken, se Aarsberetn. og Meddel. fra Det store Kgl. Bibliothek I (tr. 1870) s. 39-43 og K. Erslev: Studier til Dronning Margrethes Historie (DHT 5:3) s. 366.

24. K. Erslev. Erik af Pommern, hans Kamp for Sonderjylland og Kalmarunionens Oplosning (1901) s. 233.

25. H. F. Rordam: Kjobenhavns Kirker og Klostere i Middelalderen (1859-63) s. 22 f.

26. Om adelsjagten pa Sjaelland 1535, se Danske Magazin (cit. DM) 3:3 s. 86, C. Paludan- Muller: Grevens Feide I (1853) s. 371 f, 380, A. Heise i Danmarks Riges Historie HI (1899-1905) s. 363 ff og G. Johannesson: Den skanska kyrkan och reformationen (1947) s. 221, 348. Om uroligheder bl. almuen i 1520'erne, se A. Heise i DHT 4:5: Bondeoplob i Jylland i Kong Frederik den Forstes Tid; Mogens Goye og Mogens Munk.

Oplysningen om, at rigsradet og adelen skal have udsendt fire personer, heriblandt Peder Skram, med breve til Gotland for at forma Erik af Pommern til at komme til Danmark igen, kendes ingen andre steder fra og ma afvises. I 1437 sendte rigsradet enkelte rader til Erik af Pommern, ikke til Gotland, men til oen Hiddensee naer Rygen for at forma kongen til at opgive planerne om at fore hertug Bugislavs kandidatur igennem med magt.²⁷ Ved dette tidspunkt var der dog ikke tale om, at konflikten nodvendiggjorde en padommelse af »Keysser og Konger«. Argumentationen bragtes ikke i anvendelse af Kristoffer af Bayern og rigsraderne i forhandlingerne med den gamle konge i 1440'erne, men blev alene foreslaet af Erik af Pommern, og det forste gang i breve til rigsradet og de danske landskaber fra sommeren 1439.²⁸ Deter sporgsmalet, om ikke snarere der, som sa meget andet, er tale om en almen fremhaevelse fra Anne Krabbes side, en antagelse, som vinder stotte ved det faktum, at rigsradet ikke opsagde Erik af Pommern huldskab og troskab pa Gotland, men fra Liibeck, og at Peder Skram var til stede her og opregnes i opsigelsesbrevet.

Peder Skram er Peder Christiernsson Skram til Voldbjerg (Hind H), som omtales forste gang 1423 17/7 og endnu levede 1471 23/10, men var dod for 1474 14/4. Han blev slaet til ridder af Kristoffer af Bayern, sandsynligvis ved kongens kroning i Ribe nytarsdag 1443. Ellers optraeder han ikke i tidens politiske akter og moder og synes heller ikke at have bestraebt sig herpa.²⁹ Alligevel er Peder Skram i adelstraditionen blevet tilkendt en vigtig position, ovennaevnt som den, der forst og fremmest reddede dansk adel fra Erik af Pommerns og bondernes anslag. En forbindelsemellem Kristoffer af Bayern og Peder Skram ved endog slaegtsbogerneat berette om. I forbindelse med Kristoffers ankomst til Danmarki 1439 ved »Gietzoer« fortaeller en slaegtsbognotits, hvordan den unge fyrste efter et fald ved landgangen blev reddet i land af Peder Skram, som efter nogen tids landflygtighed pa grund af et drab pa Ebbe Mogensson Gait til Tyrrestrup fulgte med Kristoffer og nogle landsknaegtetil Danmark, »... hvoraf et Opror er gjort af Bonderne i Riget Ao 1441.« Kongen skal efter at have skiftet klaeder og kommet sig efter faldet flittigt have spurgt efter ham, som reddede hans liv, og ved oplysning om Peder Skrams situation have hjiilpet ham til forlig med den afdodes

---

27. F. H. Grautoff: Chronik des Franciscaner Lesemeisters Detmar II (1830) s. 76-7.

28. Hude: Aktstk. s. 37, 43.

29. Repertorium Dipl. Regni Danici Mediaevalis (v. K. Erslev, W. Christensen m. fl.) 1:3 nr. 6034, 7384 (jvf. 7472 og Hude: Aktstk. s. 12) saint 2:1 nr. 2987, 3435.

venner.³⁰ Beretningen om episoden ved »Gietzoer« har ligheder med den bekendte vandrefortaelling om Vilhelm Erobrerens fald ved ankomsten til England og ma afvises. Desuden blev Peder Skram ikke rigsrad og marsk under Kristoffer og sandsynligvis heller ikke kongens opvarter, sadan som samme notits vil vide.

Historien om Peder Skram og kong Kristoffer gengives andetsteds i en let aendret, utvivlsomt yngre form og er trykt af enkelte historikere, of test som en tilfojelse til den bekendte admiral Peder Skrarns (ca. 1503-1581) levned:³¹

Hr Peder Skram var i U=eenighed med Ebbe Mogensen til Tielle. Som Peder Skram engang vilde ride fra Horsens til Urup, holdt Ebbe Mogensen der ved en huul Vey og hafde med sig fleere folk end Skram, her gik en Strid an. Ebbe blev dod og Skram romte Dannemark og gav sig i krigen. Men efter den Opror i Kong Christopher af Bayerens Tid kom han her ind igien med Lands=Knegtene. Da nu Landingen skeede ved Gedsoer vilde Kongen traede af Skibet, men faldt i Soen, benaevnte Skram sprang af Skibet i Vandet, greb Kongen i Klaederne og hialp ham til Landet. Kongen, som fik at vide hvo hand var og horte hans Sag, forliigte Sagen, og elskede Skram, giorde ham til Rigens Raad og Marsk. Siden kiobte hand til Urup Riisager og Skovgaard.

Erik Pontoppidan og F. C. Schonau har ved gengivelsen af fortaellingen, der fandtes i et manuskript i etatsrad Foss' eje, blik for, at Kristoffer af Bayern, hvis der i historien skal vaere tale om admiralen Peder Skram, ma vaere fejl for grev Kristoffer af Oldenburg, som i juni 1534 gjorde landgangpa Sjaelland med 1500 landsknaegte, og at Gedzoer maske er fejl for Korsor. Nu var admiralen Peder Skram engageret andetsteds til hertug Kristians fordel, og grev Kristoffers landgang fandt sted ved Skovshoved (Klampenborg).³² Der rejser sig derfor fortsat det sporgsmal, hvorfor gamle Peder Skram til Voldbjerg tilkendes en fremtraedende position under Erik af Pommern og Kristoffer af Bayern. Naervaerende handskrift kan muligvis bringe opklaringen naermere, idet der afsluttes med begyndelsenaf

---

30. DM 5:2 s. 121-2.

31. E. Pontoppidan: Marmora Danica Tomus II (1741) s. 180 og samme iorfatter i Scriptorum a Societate Hafniensi Bonis Artibus Promovendis Declita. Pars Secund. (1746) s. 122 med noter. Sidstn. genfindes i Journal for Politik, Natur- og Menneskekundskab 111 (1811) s. 195-6 note 2.- F. C. Schonau: Samling af Danske Laerde Fruentimmer ... II (1753) s. 883 note b. Fortaellingen er sidst udforligt refereret af E. Briand de Crevecoeur: Peder Skram, Danmarks Vovehals (1950) s. 4-5.

32. MHD II s. 25 n. 1 for handskr. C om Peder Skram. Om grev Kristoffer se G. Waitz: Lubeck unter Jurgen Wullenwever und die Europaische Politik 2 (1855) s. 114-5 og C. Paludan-Miiller anf. vaerk s. 212.

delsenaffru Elsebe Krabbes skrift til sine born om deres fader, admiralenPeder Skram, der allerede i levende live var noget af en legende. En omtale af Peder Skram, »Danmarks Vovehals« med inddragelse af familieoptegnelsernesynes at kunne kaste lys over fremhaevelsen af bedstefaderen .³³

I sine unge dage tjente Peder Skram hos rigsraden Ove Lunge og senere hos Arhusbispen Ove Bille. I begyndelsen af 1520'erne efter Kobenhavns belejring drog han sammen med vaebneren Knud Henriksson Sparre og en del af de aftakkede landsknaegte i aerkebisp Kristoffer af Bremens sold mod de oprorske Verdensere og tjente siden kurfyrsten af Mainz i den store Bonderkrig 1525. Efter hjemkomsten tog Peder Skram tjeneste som hofsinde hos Frederik den Forste, der i 1532 som tak for tro tjeneste gav ham et len i Norge pa 10 ar.

Mens Peder Skram endnu var hofsinde, geradede han i 1531 i klammerimed sin nabo Anders Vinter. Under en ordstrid kom det endog sa vidt, at Peder Skram og hans svend draebte Anders Vinter, en alvorlig sag, som forst blev udsonet og forligt med arvingerne i 1534.³⁴ Drabssagen synes dog ikke at have skadet Peder Skram i storre grad, og i 1532 deltog han i et togt til Akershus i Norge for at komme til undsaetning imod Kristian den Anden og hans tilhaengere. Tre ar senere, i 1535, blev Peder Skram ifolge Elsebe Krabbes og datteren Olive Skrams beretninger overste admiralover den svenske kong Gustafs fladekontingent, som sammen med preussiske skibe skulle hjaelpe den danske imod grev Kristoffer og de vendiske hansestaeders flade. Olive Skram lader faderen vaere leder af den forenede flade, som samledes ved Gotland, en opfattelse som er blevet draget i tvivl af svenske historikere, som har haevdet, at Peder Skram alene var udset til at lede landsknaegtene, mens Mans Svensson Some var den egentlige admiral. Sporgsmalet skal ikke optages til behandlingher.

---

33. Kgl. Bibl.: Ny kgl. Saml. 785 Fol. 81. 72 ff, nar ikke laengere end til det punkt, hvor der fortaelles om, at Peder Skram kom op til Norge med Frederik I's brev og befaling til Knud Gyldenstjerne om kun at modtage Kristian ll's overgivelse pa nade og unade; jvf. tiliige Rordam i MHD II s. 4-5 og A. Heise: Kristiern den anden i Norge og hans Faengsling (1877) s. 121 ff. Elsebe Krabbes skrift rekonstrueret og tr. i MHD II s. 15-38, Olivia Skrams i DM 3:3 s. 81-97. For det fig. er tiliige anvendt DM 4:3 s. 347, J. Norregaard: Peder Skram og Elsebe Krabbe (1887), A. Friis' art om P. Skram i Da. Biogr. Leks. 22 (1942) s. 188-94 samt Briand de Crevecoeurs anf. vaerk s. 10 ff. For slaegtsoptegnelsernes udredning se C. Paludan-Muller: Grevens Feide I s. 365 note 1 og MHD II s. 3-6.

34. Drabet omtales af gode grunde ikke i Elsebe Krabbes og Olivia Skrams beretninger. Sidstnaevnte udtaler alene foruden en skildring af faderens udseende og legemsbygning: »Han var og gruelig hastig, hvorover han er kommen i Skade og Ulykke.« (DM 3:3 s. 97 jvf. 100 med note og Briand de Crevecoeurs anf. vaerk s. 22-3).

handlingher.Af betydning for denne undersogelse er, at Peder Skram i familietraditionen ikke kun tilskrives aeren for Grevefejdens heldige sotogt,men at han ogsa i henseende til ekspeditionen til Norge i 1532 far aeren for fremgangen.³⁵

Familieoptegnelserne soger i det hele taget at lade Peder Skram fremsta som den, der under Grevens fejde sikrede kong Kristian den Tredies position. Admiralens djaervhed og personlige mod fremhaeves gentagne gange. Under aret 1537 omtaler Elsebe Krabbe for eksempel, at Peder Skram i skibet »Svanen« var udsendt for at forfolge snaphaner og Sorovere, »... og blev da S Martini Aften samme Aar under Stevns Klint sejllos og rorlos, og maatte da give sig iland paa sin Baad. Og i Braendingen, som Baaden kom mod Landet, slog Soen Baaden omkring, og en S0 tog hannem med sine Medfolgere ud i Soen, og en anden S0 af Guds Forsyn og Naade slog hannem iland igjen. Saa slog han sin Kniv i Sandet og holdt sig saa laenge ved den, mens Soen 10b tilbage igjen, og Gud hjalp hannem ved dette ringe Middel. Og da siden som for fandtes villig og tro, hvor samme hans og vor naadigste Konge hannem bruge vilde, som han var pligtig og vel skal vaere lonnet af Gud.«³⁶

Peder Skram blev i 1537 slaet til ridder af Kristian den Tredie ved dennes kroning og optaget i rigsradet 1539-40. I 1542 blev han sat i spidsen for en dansk styrke, der skulle komme kong Gustaf af Sverige til undsaetning i Dacke-fejden, men han kom dog ikke til at udrette noget. I 1548 var han admiral pa fladen, som bragte hertug Frederik til Norge. For de folgende ar er ikke meget at fortaelle, og 1555 naevnes det i familieoptegnelserne, at Peder Skram sogte sin afsked som admiral, blandt andet under henvisning til sin alder. I 1563 bad Frederik den Anden Peder Skram om atter at overtage kommandoen over fladen, hvad han ogsa patog sig, men ikke modtog paskonnelse herfor, da kongen var af den opfattelse, at admiralen havde vaeret for uvirksom i sokrigen med svenskerne.³⁷

Det ma bemaerkes, at Peder Skram i levnedsberetningerne har ligheder

---

35. A. Hammarskjold: Svenska flottan under Vasakonungarne (Sv. Hist. Tidsskr. (cit. SHT) 1891) s. 340-2, skarpt imodegaet af A. Larsen i DHT 6:4 s. 292-317: Hvem anforte den forenede sv.-da.-preuss. Flaade i sommeren 1535? E. Hildebrand: Mans Svensson Some och Peder Skram (SHT 1899) s. 214, 220 samt SHT 1900 s. 306-07 og E. Hornborg: Kampen om Ostersjon (1945) s. 102. Se i ovrigt Briand de Crevecoeurs anf. vaerk s. 63 ff, 179 ff for den sv.-da. pennefejde.

36. MHD II s. 32-3. Aret synes fejl for 1538.

37. MHD II s. 34-8, 96-7. DM 3:3 s. 99 note 8. P. B. Jacobsen: Bidrag til Danmarks Personal- og Tidshistorie i det 16de Aarhundrede (DHT 1:5) s. 434.

med skildringen af Peder Skram den iEldre. Rigsadmiralen og bedstefaderenskildres begge som handlekraftige, staerke og modige mandfolk, hvem riget og kongemagten var taknemmelighed skyldige. Deter rimeligtat antage, at gamle Peder Skram skal fremhaeve slaegtens og rigsadmiralensposition. Hr. Peder blev saledes alene ridder, ikke rigsrad og marsk, som slaegtsbognotitsen om Kristoffer af Bayern vil vide. Det var den yngre Peder Skram, som blev ridder, rigsrad og admiral. Sidstnaevntesdrab pa Anders Vinter i 1531 omtales af gode grunde ikke i Elsebe Krabbes og datteren Olives beretninger. Nar det imidlertid for gamle Peder Skrams vedkommende omtales i slaegtsbognotitsen, at han slog Ebbe Mogensson Gait ihjel i Hansted Hule i Jylland, kan det - hvad enten drabet virkelig har fundet sted eller ej - ikke afvises, at man fra Skram- og Krabbeslaegtens og andres side pa et senere tidspunkt ikke har vidst, eller har bestraebt sig pa at skjule rigsadmiralens eget drab pa sin nabo ved at fremhaeve bedstefaderen af samme navn. Gamle Peder Skrams stilling som kong Kristoffers opvarter kan tilsvarende vaere en mere eller mindre be vidst parallellisering af rigsadmiralens hoftjeneste i hans ungdom, hvis der ikke snarere er tale om en ren forskydning og fejltagelse.

Omtalen af gamle Peder Skram som et Guds redskab har lighed med Elsebe Krabbes fortaelling om, hvordan rigsadmiralen ved skibsforliset 1537 reddede sig ved hjaelp af sin kniv (... og Gud hjalp hannem ved dette ringe Middel). Med kendskab til Elsebe Krabbes strenge lutherske gudstro og litteraere virksomhed, hvor nun foruden Peder Skrams levned forfattede salmer og en poesibog, forekommer det sandsynligt, at hun kan have gjort optegnelser, som senere dannede grundlag blandt andet for Anne Krabbes fremstilling.³⁸ Forsigtighed er dog pakraevet. Materialet tillader ikke sikre slutninger, men derimod nok, at Anne Krabbes utrolige historie om Erik af Pommern og bonderne og omtalen af gamle Peder Skram skal understrege specielt Skram-slasgtens historiske indsats og laegge op til den yngre rigsadmirals position og omdomme. Det sidste kan forklare, hvorfor Anne Krabbe andetsteds omtaler Peder Skram, der aegtede Elsebe Krabbe 1535 i Helsingborg, som »den sjette Ridder i Danmark af det Navn.«³⁹

---

38. Schonau: Samling af Danske Lajrde Fruentimmer ... II (1743) s. 884-5, H. F. Rordam: Klavs Christoffersen Lyskanders Levned, samt hans Bog om Danske Skribenter (1868) s. 224-5, J. Norregaards anf. vaerk s. 58 ff, Da. Biogr. Leks. 13 (1938) s. 168-9, Briand de Crevecoeurs anf. vaerk s. 43-6.

39. Kgl. Bibl: Ny kgl. Saml. 785 Fol. 81. 72 r. MHD II s. 9. - Udsagnet genfindes i Resens Vabenbog (Kgl. Bibl.: Gen. Her. Saml. gen. 74 81. 4).

Det ma beklages, at forlaeget til det omhandlede handskrift er gaet tabt. Adelshistoriens karakter og de gamle Peder Skrams tilskrevne meriter gor det dog klart, at den skal fremhaeve Skram-slaegtens historiske indsats i en for adelen og riget betraengt situation. Deter rimeligt, at fortaellingerne om dronning Philippa og Erik af Pommern oprindelig er indgaet i et storre sammenhaengende arbejde i Anne Krabbes nu tabte slaegtsbog, hvad maske ogsa har vaeret tilfaeldet i en eller anden form med den losrevne notits om kong Kristoffer og Peder Skram, som ikke star langt herfra.

Adelsfortaellingen om Erik af Pommerns forhold til bonderne og til den danske adel leverer intet nyt til kendskabet om oprorene i 1438-39. Historien underbygger alene stemninger og holdninger ved slutningen af det 16. arhundrede og begyndelsen af det 17. arhundrede til Erik af Pommern som konge, og i religios luthersk and til bonderne, hvis optrsden og bevaegelser ved tiden for Grevens fejde sandsynligvis endnu var i erindring. Omtalen af gamle Peder Skram som den danske adels redningsmand vidner om bestraebelser pa at fremhaeve denne slaegts fortid og indsats i adelshistorien samt glorificere admiralen Peder Skrams levned. Foruden at vise det standsopdelte samfund og frygten for ophidsede bondeskarer er fortaellingen et eksempel pa adelens slaegts- og historiske interesse.⁴⁰ Rigsadmiralens bedstefader og navne, gamle Peder Skram, som levede under tre konger og vanned til fra Liibeck 1439 23/6 at opsige Erik af Pommern huldskab og troskab, matte pa denne vis naturligt komme til at indtage en vigtig, omend noget uhistorisk position.

---

40. Om adelens historiske interesse i det 16. arh., se H. F. Rordam: Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen I (1867) s. 121 ff.