|
Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 13 (1979 - 1981) 3»Vor danske Montesquieu«Historiografiske iagttagelser vedrorende dansk middelalderforsknings opfattelse af faestevaesenets herkomst Det politiske forfald i Danmark i hundreddret efter Valdemar Sejrs dod er indiskutabelt. En social forklaring, som kan fores tilbage til Erslev, gdr ud pd, at en udstrakt over gang fra selveje til fceste medforte en svcekkelse af kongemagten og skabte et skel mellem bondestand og aristokrati. Denne forklaring er kun undtagelsesvis bestridt af senere historikere. Modellen kan folges bagud i tiden til begyndelsen af 1780'erne, hvor Tyge Rothe synes at vaere ophavsmand til tesen pd dansk grund. Fra ham kan den spores til tyskeren Justus Moser og til Montesquieu. Selve problemet kan nappe siges at vcere lost. Sigtet med denne afhandling af afdelingsleder Helge Paludan er forst og fremmest historiografisk; det pdpeges sdledes, at den forestilling om folkefrihedens forfald, der er knyttet til problemstillingen, i alle varianter synes udsprunget af historikernes forestilling om samfundssammenhcenge og den agrare virkelighed, de havde for oje. Af Helge Paludan Deter oftest faldet historikerne let at finde ord til at karakterisere hundredaretmellem Valdemar Sejrs dod i 1241 og Valdemar Atterdags tiltraeden1340. En traeffende vurdering syntes nemlig allerede givet af en sa gammel fagfaelle som den anonyme munk, der en gang o. 1250 i det sonderjyske kloster Ryd anlagde en omfattende historisk annal. »1241 dode kong Valdemar 11, hojlovlig ihukommelse, pa skasrtorsdag«, fortaellerRydarbogen, »ved hans dod faldt for sand kronen af de danskes hoved. Thi fra den stund gav de sig hen til at fejde indbyrdes og laegge hverandre ode, sa de blev til spot for alle nabofolk...*1 Hvilke vendinger skulle vel bedre end denne gamle sonderjydes kunne karakterisere en tid, hvis iojnefaldende hovedtraek er, at udenrigspolitisk ekspansion aflostesaf tilbageholdenhed og nederlag, og indenrigspolitisk stabilitet af 1. Annales Danici Medii Aevi ed. Ellen Jorgensen (1920), s. ill. Oversaettelse: Jorgen Olrik: Valdemar Sejrs Stfnner og Den store jErkebispestrid. Udvalg af Kilder (1908), s. 3.
Side 2
alskens indre splid forud for slutresultatet: kongeloset og rigets totale Fremstillingen af perioden indledes af Kr. Erslev med citat af Rydarbogen i bd.II af Danmarks Riges Historie (1898-1905), og i hans spor har fremtraedende historikere i det 20. arhundrede gjort det samme, saledes Aksel E. Christensen i Kongemagt og Aristokrati (1945) og Erik Kjersgaard i Politikens Danmarkshistorie bd.4 (1963). De grove traek af periodens politiske historie kan da anses for sa indlysende, at de har vaeret haevet over forskeruenighed. Forskellen mellem det staerke monarki for Valdemar Sejrs dod og oplosningen efter 1332 er for iojnefaldende. Ogsa en solid forklaring pa det politiske forfald synes forlaengst bragt til veje. Den, der (som naervaerende forfatter for nylig har gjort det2) vil stille sig den opgave at give en sammenfattende tolkning af perioden, ma se sig konfronteret med noget i retning af consensus mellem vort arhundredes mere fremtraedende forfattere af synteser om perioden. Forklaringen pa det politiske sammenbrud er efter forskernes enige »I urolige tider, som dem der indtraf efter Valdemar Sejrs dod 1241, var den menige mands stilling meget svag. onskede han beskyttelse mod overgreb, var det letteste at bede en herremand om at yde ham »vaern«. Nar »den vaernede« blev indstaevnet til tinge, skulle hans vaerneherre nemlig fore sagen; og det var sandsynligere, at en herremand i kraft af sin position, kunne opna bedre resultater end den lille mand selv. Mange af rigets bonder sogte ly under dette formynderskab, Bagefter indtradte den forhenvaerende selvejer som »landbo« - eller som det efterhanden kaldtes: fcestebonde - pa sin tidligere gard. Da herremaendenes skattefrihed med arene kom til at gaelde al den jord, de disponerede over, skulle der altsa heller ikke ydes skat af de opkobte selvejergarde. I stedet betalte bonden afgifter, den sakaldte landgilde, til godsejeren; men nar denne havde erhvervet jorden til nedsat pris, behovede han ikke at vaere sa üblu som skattevaesenet. Denne udvikling medforte en voldsom tilbagegang i selvejerbondernes antal. Men det der var en fordel for godsejerne og - i forste omgang - ogsa for bonderne, gjorde den kongelige regering til sorteper. Ar for ar blev jorddrotterne rigere og staten fattigere«.3 Det politiske ondes rodder er altsa at finde i den formidable overgang af 2. (Gyldendals) Danmarks Historie bd. 1, (1977). Sammenfatning af forskningens holdning til perioden i § 174. 3. (Politikens) Danmarks historie bd. 4 (1963), s. 56 ff.
Side 3
opdelt i skarpt adskilte staender eller »klasser«, som det udtryktes af Kr. Til dette vaerk af Kr. Erslev synes nemlig grundtesen til forklaring af perioden 1241-1340 i sin konkrete udformning at skulle fores tilbage. Erslev fandt, at periodens afgorende sociale faenomen var, at der sattes skarpere skel mellem bondestand og aristokrati. »Det demokratiske samfund, der i landskabslovene tegner sig som idealet, fandtes ikke mere; et aristokrati havde dannet sig, selv om det endnu ikke skarpt havde afgraenset sig nedadtil«.5 Hertil kom, at det blev »af storste betydning, at arhundredet efter Valdemar Sejr bragte en umadelig Endnu i Valdemarstiden havde vistnok det meste af Danmarks jord vaeret i haenderne pa selvejende bonder; eet arhundrede senere var det helt anderledes... Ma man tro, at selvejerbonderne i tiden for 1211 har ejet adskilligt over halvdelen af landets jord, kan der naeppe vaere tvivl om, at de eet arhundrede senere er kommet ned langt under en fjerdedel. Mange tusinde garde ma i den mellemliggende tid vaere gaet fra selveje over i storre godsejeres haender, og der er her sket en aendring i ejendomsforholdene sa indgribende, at Danmark ikke har set mage til den for under bondefrigorelsen for hundrede ar siden, da det heldigvis bar i ganske modsat retning og det grundlag skabtes, pa hvilken folkelig frihed kunne rejses i vort faedreland«.6 Den saledes beskrevne udvikling svaekkede ifolge Erslev kongemagten Erslevs efterfolger Erik Arup opfattede i sin Danmarks Historie I (1925) og II (1932) snarest kongemagtens sammenbrud som et positivt track. I sin forklaring pa sammenbruddet afveg han til gengaeld ikke vaesentligtfra forgaengeren: »... den danske bonde har indset, at som forholdenela, forbandt et dybt interessefaellesskab ham med gejstlige og verdsligeherremaend mod regeringen ... det var sikkert ikke mindst til vaebnerne,at de andre bonder i landsbyen oplod ejendomsretten til deres garde, nar de ville blive faestebonder«.8 Ogsa for Arup er den store overgang til 4. Danmarks Riges Historie vol. 11, s. 111, 200, 218-23. 5. ibid. s. 111. 6. ibid. s. 196 f. 7. ibid. s. 211. 8. Erik Arup: Danmarks Historie II (1932) s. 59 f.
Side 4
faeste det sociale faenomen, der skaber en aristokratisering, som ligger Jorgen Olriks forklaring pa periodens politiske nedgang i Det danske Folks Historie II (1927) og Schultz' Danmarkshistorie II (1941) fulgte samme monster. »Det vserste punkt i kongemagtens vanskelige stilling var netop den staerke nedgang i kongens indtaegter, der vaesentlig skyldtes den stadige overgang af skattepligtigt bondergods i de privilegerede klassers eje«.9 1945 karakteriserede Aksel E. Christensen i bogen Kongemagt og aristokrati perioden 1241-1340 som praeget af en vidtgaende feudalisering; arsagen til denne var at finde i magtkampen mellem kongen og aristokratiet, i hvilken kongemagten pa grund af sin finansielle krise som folge af skattegodsets bortfald blev taber.10 Erik Kjersgaards foran citerede bidrag til Politikens Danmarkshistorie (1963) slutter sig under overskriften Kongemagt og aristokrati til Aksel E. Christensens synspunkter .11 En ny sammenfattende fremstilling af perioden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag synes da at matte tage udgangspunkt dels i en naermere granskning af den veletablerede forklaringstraditions opkomst, dels i en sammenholdelse af denne tradition med nyere detailstudier. Vort anliggende er i naervaerende sammenhaeng alene den forstnaevnte historiografiske side af sagen. Ma saledes tanken om en overvaeldende overgang fra selveje til faeste i sin konkrete udformning som et faenomen, der frem for alt ma dateres til hundredaret efter Valdemar Sejrs dod og det i en grad, sa det bliver noglen til forstaelse af hele seklets historie, henfores til Kr. Erslev, er det dog af betydning tillige at forsta, at ej heller han opererede i et historiografisk vakuum. Hans tese forudsatte et udbredt selveje i Valdemarstiden, noget han da ogsa i sin »forstudie« til Danmarks Riges Historie, Valdemarernes Storhedstid (1898),12 argumenterede kraftigt for med argumenter fra studier i Kong Valdemars Jordebog. Erslev konstaterede her, at sporgsmalet om en oprindelig »demokratisk eller aristokratisk bebyggelsesmade« tidligere havde vaeret omstridt blandt danske historikere, men at tanken om den demokratiske, d.v.s. det dominerende bondeselveje havde vundet overhand, (om end Johs. Steenstrup kunne befrygtes ikke at vaere kommet til fornuft). 9. Schultz' Danmarkshistorie 11, s. 90. 10. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati (1945), s. 68 ff. 11. (Politikens) Danmarks historie bd. 4, s. 11. 12. Kr. Erslev: Valdemarernes Storhedstid (1898), s. 112 ff.
Side 5
At Erslevs forestillinger ikke stred mod historikerlavets dominerende tankegang fremgar meget klart ved en sammenholdelse af Erslev med tidens dominerende Danmarkshistorie, C. F. Aliens Hdndbog i Fcedrelandets Historic Denne bog, der oprindelig udkom i 1840, naede 1881 8. udgave og anvendtes som universitetslaerebog i Danmarkshistorie.13 For nylig har Troels Dahlerup i en anmeldelse af Benito Scocozzas Klassekampen i Danmarks historie anfort, at Aliens arbejder »i naesten uhyggelig grad har prasget historieskrivningen frem til idag«.14 Allen anvender ifolge Dahlerup »specielt hvad angar reformationsskildringen - et veritabelt klassekampsskema, der - gerne ureflekteret og som en selvfolge - benyttes i fremstillinger den dag idag«. Den tilsyneladende for alle efterfolgende generationer sa anvendelige allenske forestilling er tanken om »»folket« (borgere og bonder), der kaempede for friheden imod deres undertrykkere (de mere-privilegerede, d.v.s. adel-hojgejstlighed)«. Ganske vist taler Dahlerup her specielt om Aliens »reformationshistoriske skema«, men hans formuleringer synes at matte forstas som i en vis udstraekning gaeldende behandlingen af al aeldre dansk historie. At Allen ogsa kommer pa tale som forbillede for Erslev giver Dahlerup udtryk for ved i en note en passant at bruge udtrykket »Aliens elev Kr. Erslev«. For sa vidt angar det her behandlede emne synes det i hvert fald ingen overdrivelse at tale om elevforhold. Det 19. arhundredes store laeremester inddeler i 1. udgave af sin handbog Danmarkshistorien fra de aeldste tider til 1834 i fire »tidsrum«. Under »Andet tidsrum, fra Valdemar Sejrs dod og begyndelsen af stridighederne om Slesvig indtil reformationens indforelse (1241-1536)« hedder det i forbindelse med en omtale af bondernes forhold15: »Deter i det foregaende blevet bemaerket, hvilken hoj og haederlig plads bondestanden,savel i oldtiden som i den tidligere del af middelalderen, indtog i borgersamfundet,samt hvorledes den allerede i Valdemarernes tid begyndte at fortraengesfra denne. Alligevel udgjorde endnu ved naervaerende tidsrums begyndelse 13. Den centrale placering, som C. F. Aliens handbog fik i universitetsuddannelsen, fremgar af Kr. Erslevs artikel »C. F. Allen« i Salmonsens Konversationsleksikon bd. I (2. udg. 1915) af Johs. Steenstrup: Nogle omrids af min Virksomhed som Universitetslaerer (1934), s. 33 og af Erik Amps efterladte »Redegorelse for min Danmarkshistorie*, trykt i Erik Arup: Danmarks Historie 111 (1955). 14. Troels Dahlerup anm. af Benito Scocozza: Klassekampen i Danmarks Historie. Feudalismen (1976). Historisk Tidsskrift bd. 78 (1978) s. 299. 15. C. F. Allen: Haandbog i Faedrelandets Historie med stadigt Henblik paa Folkets og Statens indre Udvikling (1840), s. 158.
Side 6
adelbonderne eller selvejerne en bade talrig og indflydelsesrig del af sarnfundet, denned de ovrige staender pa ting og danehof deltog i kongevalget, lovgivningen, retsplejen, skattebevillingen og andre vigtige borgerlige rettigheder. Skont faesterneikke nod sa store rettigheder som selvejerne og navnlig ikke kunne vaere sandemaend og naevninger, var de dog ansete og trie og kun afhaengige af jorddrotten,for sa vidt de matte betale et arligt landgilde af den jord, de havde i faeste. Men i lobet af de to sidste arhundreder foregik der en sorgelig forandring med bondestandens kar i almindelighed og med faesternes i saerdeleshed; mangfoldigeselvejerbonder blev faestere, og faesterne i visse dele af landet alle vornede og hoveribonder«.16 Allen forestiller sig saledes helt klart en omfattende overgang fra selveje til faeste. Med hensyn til dens datering er han mindre klar, nar han dels i det just anforte citat taler om bondestandens fornedrelse som isaer henhorende til de sidste to arhundreder for 1536, dels om arsagen til denne fornedrelse kan sige: »- Sporges der om de almindelige arsager til denne bondestandens dybe fornedrelse, da ligger svaret ikke langt borte. Den var en folge af den elendige sonderrevne tilstand, hvori Danmark befandt sig lige fra Valdemar Sejrs dod og indtil den store Margareta kom til at styre riget. I dette lange tidsrum af naesten halvandet hundrede ar er der naeppe et eneste fredsar, naeppe et ar hvor ikke landet var hjemsogt af de mest odelaeggende indre kampe mellem kongeme, adelen og gejstligheden, eller plaget med for det meste uheldige krige med alle naboer, med Norge, med Sverige, med Tyskland, Hansestaederne, Holsten og Sonderjylland. Adelen haevede sig imidlertid til en vaelde, hvortil man ikke let finder mage i noget andet land i Europa, medens derimod bondestanden ar for ar blev svagere, mere forarmet og mindre i stand til at forsvare sine rettigheder«.17 Kr. Erslev kan vel da indrommes nogen originalitet med hensyn til den praecise datering af selvejets undergang, men derudover ma han nok siges pa det smukkeste at reproducere Aliens forestillinger savel om faenomenet som om dets forklaring. For Allen har den eksakte datering af bondefornedrelsen til arhundrede, for slet ikke at tale om til artier, naeppe spillet nogen afgorende rolle. Det hos ham afgorende er utvivkomt, at hele forestillingen om bondefrihedens undergang indgar i en omfattende tankebygning, for, som han konkluderer: »Ved noget naermere at betragte Danmarks indre forfatning og staendernes indbyrdesforhold 16. ibid. s. 238 f. 17. ibid. s. 243 f.
Side 7
det vise sig, at dette ikke var noget enkeltstaende, men noje sammenhaengende med folkefrihedens almindelige undergang, med kobstaedernes forarmelse og svaskkelse og borgerstandens savel som bondestandens udelukkelse fra alle politiskerettigheder« .18 Hvad selvejets bortfald i sidste ende er symptom pa er det almindelige sammenbrud for »folkefriheden«. Denne folkefrihed er Aliens egentlige objekt. »I Danmark herskede i oldtiden folkefrihed i dette ords videste betydning« indleder han sit vaerks afsluttende »tilbageblik«.19 »De fribarne bonder, den gang den eneste stand i landet, gav sig selv love pa tinge og afgjorde selv deres traetter«. Med kristendommens indforelse fulgte en forste ny stand, hvis opkomst dog som formildende omstaendighed ledsagedes af en civilisatorisk indsats i retning af »at udvikle et fredeligere og roligere samliv«. Samme fredsommelighed medforte imidlertid at, »en egen krigerstand nu blev nodvendig. Saledes opkorn adelen«. »Senest dannede sig i kobstasderne en borgerstand, der i den aeldste tid som folket i det hele var i besiddelse af den lovgivende og dommende magt«; ej heller borgerstanden kunne dog i laengden »danne en varig daemning mod gejstlighedens og adelens frembrydende vaelde«. I de to aristokratstaenders vaelde bestar da flere arhundreders ulykke. Kongemagten blev ydmyget forst af gejstligheden, siden ogsa af adelen. »Ved middelalderens udgang, provede borger- og bondestanden, anfort af en konge, en blodig dyst for at afryste adelens og gejstlighedens ag; men folkekampen endtes ulykkeligt«. »Vel faldt den katolske gejstlighed... men adelen haevede sig pa dens ruiner til foroget vaelde«. »Dog havde reformationen gavnlige folger for borgerfrihedens udvikling«, idet den nye protestantiske gejstlighed ogsa led under adelens vaelde, og i 1660 forenede borgerstanden og gejstligheden sig og betryggede sig selv ved at foroge kongens magt... men borgerlig lighed var dermed ikke genoprettet. Bonden forblev trael som f0r...« og »adelen beholdt privilegier og rettigheder, der i mere end et arhundrede gav den en skadelig indflydelse i staten«. I det 18. arhundrede udviklede sig imidlertid en oplyst offentlig mening, som fandt genklang »hos en oplyst og aedelsindet regering. Bondestandens frigorelse 1788 var et kaempeskridttil de borgerlige forholds bedre ordning og fulgtes af andre foranstaltninger,hvorved en privilegeret stands forrettigheder, der var sare uforenelige med det heles vel, haevedes eller indskraenkedes. Efter at saledes alle staender var bragt 18. ibid. s. 246. 19. ibid. s. 593-595.
Side 8
i det rette forhold til hverandre, fik Danmark nu, da tidens fylde var kommen, stcenderinstitutionen, som giver borger, bonde og adelsmand saede ved hinandens side i radssalen med lige stemme og lige ret. Staenderinstitutionen afslutter den aeldre udvikling og danner begyndelsespunktet til en ny«. Der er saledes i Aliens i slutningen af 1830'erne udarbejdede vaerk tale om en konsistent vision af Danmarks historie, tilmed til saerdeles dagsaktuel brug. Forordningen af 28. maj 1831 erklaeres for intet mindre end skillevejen mellem gammelt og nyt i Danmarks historie. Den borgerlige eller folkelige lighed er i Aliens vision imidlertid ikke nyskabt, den er genskabt. Hans hele vaerk ma forstas som en flammende anrabelse om en lige sa gennemfort genoprettelse af den fulde folkefrihed. Omkring denne folkefrihed er hele Aliens tankebygning rejst; bondefriheden Den tanke ma traenge sig pa, at den historiske tese om et udbredt selvejes overgang til faeste efter Valdemar Sejrs dod kunne vaere et produkt af den unge Aliens vision fra slutningen af 1830'erne, der i al sin suggererende konsekvens dog, med Caspar Paludan-Miillers ord, var »et indlaeg i tidens proces«.20 Denne mistanke synes dog ikke at finde bekraeftelse. Thi ogsa C. F. Aliens tese om den oprindelige folkefrihed havde forudsaetninger i forudgaende litteratur. At pavise disse frembyder ingen vanskeligheder for sa vidt, som allerede Ellen Jorgensen mente at have fundet dem. Aliens grundanskuelse, fandt hun, var hentet fra Tyge Rothes Nordens Statsforfatning (1781-82) og fra Rasmus Nyerups Historiskstatistisk skildring af Tilstanden i Danmark og Norge i aldre og nyere Tider (1803).2Oa Tanken om disse to forfatteres vaerker som rodder til forestillingen om folkefriheden aegger ikke til modsigelse. Skildringen af en oprindelig bondefriheder (jvf. nedenfor) et hovedtema for dem begge. Alligevel forekommerEllen Jorgensens overbevisning om, at inspirationen skal findes i just disse vaerker ikke uproblematisk for sa vidt, som den ikke begrundes,og i betragtning af, at ideen om bondefrihed kommer til udtryk ogsa hos andre forfattere. Det sidste maske endog i en grad, sa man kan tale om en grundforestilling i tiden. Som sadan betragtedes den i hvert fald af 20. Jvf. Ellen Jorgensen: Historiens studium i Danmark i det 19. arhundrede (1943), s. 191. 20a ibid.
Side 9
den store kvaerulant blandt 1830'ernes historikere, G. L. Baden. 1829 udgav han i sit 66.de ar 1. bind af sin Danmarks Riges Historie. I fortalen til dette (og siden til de ovrige bind) kommer hans bitterhed over et historikerliv i oversethed til ganske bevaegende udtryk. Det mest principielle af sine aeselspark til mere paskonnede fagfaeller retter han mod folkefrihedstraditionen. »Den nordiske olds og middelalders sa forroste folkefrihed og derpa rejste statsforfatning er efter hans overbevisning romantisk fiktion«. Sin hovedmodstander i dette stykke ser Baden i Tyge Rothe, men foler sig nok i ovrigt i modsaetning til hele historikerlavet med bemaerkninger som, at han vil udhaeve »en og anden maerkelig omstaendighed, som han tror ikke noksom har i vor historie vaeret bemaerket«.21 Blandt de samtidige ander, Baden ikke sympatiserede med, naevnes i bind 5 (1832) »fanatikeren Grundtvig«, som han med raedsel havde set naevnt »blandt Danmarks ypperste teologer«.22 Samme Grundtvig var nok til gengaeld i god overensstemmelse med tidsanden, da han 1838 indledte sit udadvendte virke med en forelaesningsraekke, »Mands minde«, pa Borchs Kollegium om de seneste 50 ars historie. Grundtvig hyldede i et udkast til sin fjerde forelassning forordningen om stavnsbandets losning af 20. juni 1788 og fortsatte »De ma ikke tro, m.H., jeg hermed vil sige, at der allerede 1788 blev gjort eller endnu er gjort alt, hvad der kan og ma gores, for bondestanden genvinder sine rettigheder og isaer sin personlige frihed...«.23 For Grundtvig som for Allen et ars tid senere er bondens frihed noget, der skal genvindes. Nu er naturligvis Grundtvig i 1838 sidst af alt at betragte som talsmand for det historiske establishment, og tanken om en oprindelig bondefrihed er vel tilmed et perifert element, som han refererer til i en aktuel sammenhaeng. Deter dog nok netop karakteristisk, at han i en studenterforsamling (som det vistnok vaesentligst var, der skaredes om ham pa Borch), kan associere til tanken om en asldre bondefrihed som noget kendt. Thi deter et sporgsmal, om den ikke for 1830'ernes studenter har vaeret bekendt som noget i retning af et historisk aksiom. Noget sadant synes at fremga af den historiske laerebog, der dengang anvendtes ved det ene af tidens to brodstudier, juraen, der ogsa sogtes af de historisk interesserede.1822 udgav den unge professor J. L. A. Kolderup-Rosenvinge 21. G. L. Baden: Danmarks Riges Historie, vol. I (1829), s. IX. 22. ibid, vol V, s. IX. 23. N. F. S. Grundtvig: Mands Minde 1788-1838. Foredrag over det sidste halve aarhundre des historie, holdte 1838, (1877), s. 547.
Side 10
Grundrids af den danske Lovhistorie, ifolge fortalen til anvendelse som lserebog for de juridiske studerende, efter at lovhistorie 1821 ved kgl. forordning var blevet selvstaendigt fag i studiet. Kolderup-Rosenvinge knyttede til sin fremstilling af den aeldre danske ret nogle bemaerkninger om hver enkelt periodes samfundsmaessige baggrund for lovene. I afsnittetom offentlig ret i Kolderup-Rosenvinges aeldste periode indtil 1020 hedder det, at »da de forste elementer til en borgerlig forfatning havde begyndt at udvikle sig i Norden, var den hojeste magt hos folket... Efter at Danmark var blevet forenet under en konge og isaer efter at den kristelige religion var blevet indfort, udvikledes efterhanden den kongeligemagt; dog kunne kongen hverken i denne eller den folgende periode give love uden folkets samtykke«.24 Om den folgende periode, 1020-1240, indleder Kolderup-Rosenvinge »I denne periode voksede kongernes magt, hvilket dels var en folge af deres personlige dygtighed, dels af den understottelse, som de sogte og fandt i gejstlighedens myndighed og i lensvaesenet, som efterhanden opstod og dannedes. Under Knud den Hellige tiltog isaer gejstlighedens magt, under Valdemar den 1. adelens; til begges havde allerede Knud den Store lagt grundvolden. Begge disse staender var i denne periode ligesa vigtige stotter for kongemagten, som de i den folgende blev dens ivrige modstandere; begge stod de hinanden bi i at berove den ovrige del af folket al indflydelse pa statsforvaltningen, hvilket allerede i slutningen af denne periode for storste delen lykkedes dem. Bondestanden tabte efterhanden sin gamle anseelse og den ny klasse af statsborgere, som opstod ved kobstaedernes anlaeggelse, var endnu for svag til at udgore nogen modvaegt mod den maegtige adel og gejstlighed. Regeringsformen forvandledes saledes tid efter anden fra en blanding af monarki og demokrati til en blanding af monarki og aristokrati«.25 Paralleliteten med Aliens billede 1840 er unaegtelig slaende: oprindeligt bondedemokrati erstattes af to aristokratstaenders vaelde. Den nye klasse, borgerne, horer ogsa med til folket, men er endnu for svag til at betyde noget mod aristokraterne. I Kolderup-Rosenvinges tredje periode, fra 1240 til 1521, fores aristokratiseringentil ende. »I denne periode indskraenkedes den kongelige myndighed i samme forhold, som gejstlighedens og adelens vaelde steg. Bondestanden blev naesten aldeles undertrykt, og skont kobstaederne alleredeunder kong Abel udgjorde en egen stand, havde de dog kun sare 24. J. L. A. Kolderup-Rosenvinge a.a.§ 13. 25. ibid. § 38.
Side 11
liden indflydelse pa de offentlige anliggender«.26 Ganske vist havde Allen,der blev student 1830, valgt tidens andet brodstudium, teologien, men nar anskuelser som de citerede var laerestof for hans juridiske samtidige,er det naerliggende at anse dem for faellesgods i 1830'ernes akademiskemiljo. Hvorledes en forestilling spredes, hvorledes den konkret vandrerfra person til person i et videnskabeligt samfund lader sig, som papeget af Birgitta Oden, kun vanskeligt pavise27 og er vel i grunden ogsa langt mindre betydningsfuldt end selve den kendsgerning, at forestillingenkendes og overvejes i miljoet. Det skal da her blot konstateres, at Ellen Jorgensens i og for sig korrekte iagttagelse, at Aliens grundanskuelse var hentet fra Tyge Rothe og Rasmus Nyerup, nok bor omformuleres til, at Allen var i stand til med saerlig konsekvens at skabe en syntese af 1830'er-generationens historiske opfattelser, opfattelser, for hvilke den pa et vaesentligt punkt stod i gaeld til aeldre forfattere som Nyerup og Rothe. Nyerups og Rothes betydning bliver naeppe mindre, safremt de opfattes som ophavsmaend til ikke alene C. F. Aliens anskuelser, men til en grundforestilling hos en generation. Det forekommer da nodvendigt at fortsaette vor Sogen efter selvejertesens rodder med en undersogelse af Rasmus Nyerups vasrk. Ifolge Ellen Jorgensen havde Rasmus Nyerup (1759-1829) »ved hele sin andsform fast stade i det 18. arhundrede«,28 en i hendes sprogbrug kun moderat haedrende karakteristik. Ligheden mellem de synspunkter, han tre ar inde i det 19. arhundrede anlagde pa det aeldste danske samfund, og 1820-30'ernes ovennaevnte tankegang er dog ikke desto mindre slaende. Under sin omtale af det »13de seculum eller lovgivningsarhundredet« kommer Nyerup ind pa kong Valdemars Jordebog, hvor han mener at kunne hente »mange belaerelser om landhusholdningens tilstand i det 13de arhundrede«.29 »I det hele taget«, konkluderer han herom, »var landet fortraeffelig dyrket, og de fleste bonder endnu selvejere. Den tids mennesker klaedte sig i vadmel, og deres drikke bestod i dansk 0l og mjod...« At selvejet var en fundamental arsag til lyksaligheden blandt de vadmelsklaedte nydere af de nationale produkter fremgar slaende af Nyerupsforklaring 26. ibid. § 89. 27. Birgitta Oden: Det moderna historisk-kritiska genombrottet i svensk historisk forsk ning. Scandia 41 (1975) s. 10. 28. Ellen Jorgensen a.a. s. 43. 29. Rasmus Nyerup a.a. s. 193.
Side 12
rupsforklaringpa landets tilsyneladende imponerende styrke i vikingetiden:»...Knud den Store gik i soen med en flade af 1200 skibe, hvorefter at regne Danmark ma have haft 1.400.000 indvanere. Da nu landet var den tid pa flere steder skovbevokset og ode, end nu, sa kan dette sidste store antal, efter sa mange krige og udvandringer til England, ej have rejst sig af andet, end at den jord, som dyrkedes, blev bedre drevet, end nu, og dertil kan, hvor man end vender sig, ej findes andre arsager, end disse tvende, at selvejernes tal var storre, og deres garde mindre...«30 Efter Valdemarstiden tog imidlertid udviklingen en sorgelig drejning. »Lidt efter lidt udrives bonderne af statsborgeres tal«, skriver Nyerup i afsnittet »Danmarks afmagt i 14de og 15de arhundrede«.31 Hvorledes Nyerup er korrimet til denne tolkning af den senmiddelalderlige udvikling lader han ikke laeseren i tvivl om, nar han fortsaetter »Da dette bondeundertrykkelses-system bliver det emne, som i hvert stykke herefter udforligen vil vorde omtalt, og deter sa sare problematisk, hvorledes det gik til, at bondesagen fik den sa uheldige vending, vil jeg her fremsaette hvad vor store historiker Suhm, og vor skarpseende oldgransker Rothe derom have for en formening«.32 Herpa folger en halv sides resume af Suhms raesonnement og fern siders ordret gengivelse af Rothes diskussion af hoveriets opkomst. Denne fremgangsmade synes karakteristisk for hele Nyerups som ikke overvaeldende selvstaendigt fremtraedende vaerk: detaljer henter han igen og igen fra Suhm, hvis store efterladte vaerk han selv havde besorget udgivet; raesonnementet, den synteseskabende vision, finder han igen og igen hos Tyge Rothe. »Da det ikke er muligt«, sluttede han det omtalte lange Rothe-citat, »nojagtigen at bestemme, nar og hvorledes hoveriet er opkommet, og sporgsmalet dog er sa sare interessant, har jeg af vor danske Montesqvieu anfort det fornemste af hvad jeg troede der kunne taende lys i denne morke sag«.33 Ellen Jorgensens synspunkt, at Aliens tankesaet gar tilbage til Nyerup og Rothe, forekommer da uimodsigeligt i den forstand, at Nyerup helt utvetydigt i sit afgorende synspunkt baserede sig pa Rothe. Lange Rothecitaterudgor pa flere steder helt enkelt teksten i Nyerups vaerk. Meget central er foruden det allerede anforte sted f. eks. Nyerups gengivelse af »det store maleri i Rothes Nordens Statsforfatning over den danske og 30. ibid. s. 55 f. 31. ibid. 264. 32. ibid. 33. ibid. s. 269.
Side 13
norske odelsbondes haederlige stilling og det brud, som lenstidens aristokratiog Mindre indlysende forekommer til gengaeld Allen-generationens gaeld til just Nyerup. Fjerde og sidste bind af Nyerups Historisk-statistisk Skildring... (1806) rummede hans forslag om et museum for nordiske antikviteter og blev en hovedanledning til nedsaettelsen allerede 1807 af den store oldsagskommission, i hvilken Nyerup blev sekretaer.35 Vserket er da i hoj grad mindevaerdigt som ophav til intet mindre end Nationalmuseet; i tilgift at haedre det som hovedkilde til dansk historievidenskabs maske mest livskraftige tese vil maske til gengaeld vaere at vise det for megen aere. Allen forsynede ikke sin handbog med noter, og forsteudgaven rummede ej heller nogen litteraturliste; grundlaget for hans fre instilling lader sig saledes ikke uden videre oplede. Ovenfor er imidlertid papeget den slaende lighed mellem Aliens hovedsynspunkt og tankegangen i tidens laerebog i retshistorie for jurastuderende, Kolderup-Rosenvinge. Om end det ma understreges, at naervaerende undersogelse ikke er fort dybt nok til at postulere et specielt afhaengighedsforhold mellem Allen og just dette vaerk, ma pa den anden side Kolderup-Rosenvinge anses for en fremtraedende repraesentant for 1820'ernes og -30'ernes version af tesen om en oprindelig bondefrihed. Det ma da interessere, at Kolderup-Rosenvinge er forsynet med grundige notehenvisninger til savel kilder som videnskabelig litteratur; sidstnaevnte i et omfang, der vidner klart om forfatterens i samtiden berommede laerdom. Til de her omtalte forhold paberaber han sig dog frem for alt tre navne: for historiske detaljer er hans hovedkilde Suhm; for samfundsforhold har han to hovedautoriteter, Tyge Rothe samt det 18. arhundredes store retshistoriker P. Kofod Ancher, til hvem han i sin fortale fuldt ud erkender sin gaeld, og hvis store Lovhistorie fra 1769 det i ovrigt var tanken at aflose netop ved Kolderup-Rosenvinges egen bog, der matte antages at have et for en laerebog mere passende omfang.36 Derimod synes Kolderup-Rosenvinge ikke i denne sammenhaeng overhovedet at henvise til Rasmus Nyerups (med Ellen Jorgensens ord) »lost sammensatte rnosaikarbejde« .37 34. ibid. s. 56. 35. Ellen Jorgensen a.a. s. 48 f. 36. Kolderup-Rosenvinge a.a. s. 11l og §§ 13, 38, 89. 37. Ellen Jorgensen a.a. s. 13.
Side 14
I hvert fald den laerde retshistoriske professor synes da ikke at vaere gaet til den »sekundaere« udformning af bondefrihedstesen hos Nyerup, men direkte til dennes kilde, Tyge Rothe. Den mulighed ma dog forelobig holdes aben, at det 19. arhundredes retshistoriske laerebog, (der naede flere oplag, og som ogsa fik betydning udadtil, da den 1825 udkom pa tysk);38 i denne sin grundopfattelse tillige havde Kofod-Ancher til forbillede. Et blik i P. Kofod Anchers En dansk Lov-Historie fra Kong Harald Blatands Tid til Kong Christian den Femtes overbeviser dog hurtigt om, at om end dette vaerk har spillet en afgorende rolle for Kolderup-Rosenvinge at domme efter savel hans noter som hans fortale, kan dog forestillingen om en tidlig bondefrihed som en art tabt paradis ikke hore til hans arvegods fra den berommede forgaenger. Hvad der i naervaerende sammenhaeng interesserede Kofod Ancher var navnlig det rent juridiske problem, om vornedskabet var en institution, der en gang var blevet indfort ved et lovbud. Det fandt han - med polemisk brod mod isaer Holberg - at matte afvise og naevner tvaertimod den mulighed, at vornedretten, der jo horte hjemme i det sjaellandske retsomrade, kan »have haft sin oprindelse fra den tid af, at disse provinser udgjorde et saerskilt rige for sig selv«.39 En samfundsorden med jorddrotter og undergivne synes for ham altid at matte have eksisteret, om end jorddrotternes rettigheder i de seneste arhundreder var blevet styrket. I det hele taget synes bondefrihed i Kofod Anchers forestillingsverden »deres frihed en del indskraenket, men det almindelige beste synes at udkraeve nogen sadan indskraenkning. Sa fornoden som det var i de aeldre tider, da en regerende krigs and fodte af sig en besynderlig lyst hos det nordiske folk til at strejfe omkring i fremmede lande, ved love at holde den lyst i tojle, at ikke vore egne lande skulle blive ode ved at odelaegge andres, hvororn noget er blevet maeldet i min afhandling om slaegtskabs led p. 110; sa fornoden den dag i dag er for agerdyrkning og landets forsvar ikke at tillade bonder og bonderkarle frit at gaud af landet, eller fra det gods, de hore under. Erfarenhed har for ikke lang tid siden laert os det*.40 38. ifolge Franz Dahl i DBL. 39. P. Kofod-Ancher a.a. s. 423. 40. ibid. s. 419.
Side 15
Tanken om at fjerne stavnsbandet er abenbart Kofod Ancher en vederstyggelighed. Helt tilbage til ham kan tanken om en oprindelig lykkelig folkefrihed naeppe ga. Forbilledet for Kolderup-Rosenvinges forestillinger synes da alene at skulle soges hos hans anden oftere paberabte hjemmelsmand Tyge Rothe, altsa hos den forfatter, som Nyerup 1803 tog til indtaegt for sin opfattelse, og som 1829 af G. L. Baden gjordes til den hovedansvarlige for en i dansk historievidenskab herskende romantisk fiktion om en tidlig folkefrihed. At Tyge Rothe (1731-1795) har givet udtryk for tanken om den oprindelige folkefrihed fremgar allerede af titlen pa det vaerk, som Nyerup sa flittigt excerperede: Nordens Statsforfatning jor Lehnstiden, og da Odelskab med Folkefriehed - I Lehnstiden og da Birkerettighed, Hoverie, Livegenskab med Aristokratie (1781). Vaerkets indhold efterlader ej heller nogen tvivl; der er tale om en endnu aeldre udformning af bondefrihedstesen. Her skal alene anfores, at Rothes forste bind indeholder flere kapitler til »bevis, at hos vore aeldste faedre ej var arvelig adel«. Denne ide er, siger Rothe, »sare vigtig, efterdi det, hvilket samme indeholder, i visse mader ene karakteriserer de tider, da intet lensvaesen var...«.40a Karakteristisk for Rothes tankegang er i ovrigt hans karakteristik af bondebegrebet, der kombineres med en ganske »arupsk« negativ vurdering af Absalon og Valdemarernes aristokratiserende indsats: »Hvad man taenkte om det at kaldes bonde, og hvad bonde var, det sige loven og kronikerne os, og de ma vaere vidner. Valgtes konge, da skulle hver bonde vaere med, og kom han ikke, da matte han bode eftersom hirdskraen udtrykkelig melder: der ses det, at ingen laeg mand galdt over den anden, men de 12 mand af hvert biskopdom og af hver syssel afgjorde sagen under aerkebispens bestyrelse (a). Ved moderne' sige folkets repraesentanter: vi ville (b), og det viser klarligen, at ingen orden var, hvilken kunne overstemme bonderne; vel lyder den frihedstone staerkere, som det synes, i den norske historie, end i vores danske, men det faldt og ikke i vor lod, at have en Snorro: imod ham have vi en Saxo, der haengte ved Absalon og Absalons anlaeg; men denne praelat, sa ypperlig og haederlig han ellers var, og sa meget han gavnede i sin tid, sa falder den brode dog pa ham, at hans anlaeg ej var til at bestyrke folkefrihed: tvaertimod hierarkiet og lens-aristokratiet havde i ham en majgtig befordrer, som hver ved; hvad under da at Saxo mindre holder folk og folkefrihed i haeder end den kostelige, den ret nordiske Snorro...«4Ob 40a. Tyge Rothe a.a. s. 84. 40b. ibid. s. 50 f.
Side 16
Tyge Rothe og hans anskuelser synes saledes at matte vies en betydelig opmaerksomhed i denne sammenhaeng. Ved beskaeftigelse med hans skikkelse stoder man straks pa det forhold, at hans eftermaele har vaeret pafaldende svingende, en gaengs opfattelse af ham er umulig at bestemme. I Dansk Biografisk Leksikon bd. XX (1941) far han af Hans Jensen en for dette vaerk sjaeldent hard bedommelse. »Som skribent«, hedder det, »kom Rothe i vanry pa grund af sit knastede sprog med dets saere selvlavede ord, harde konstruktioner, eksalterede udrab og hensynslose ortografi«. Om Rothes synspunkter siges, at han »med megen patos priser »odelsfrihed« og »odelsbonder«, men kan i sarnme andedraet begejstret naevne danske bonder, som er blevet forpagtere. Hans odelsdyrkelse haemmer ikke hans tilslutning til det engelske forpagtningssystem, som han i virkeligheden ville have gjort til fremtidens landbosystem i Danmark. For sa vidt stod R. altsa meget pa af stand fra den udpraegede »danske linie«, der sejrede gennem landboreformerne, og hans ideers betydning for disse har vaeret overvurderet«. Samtidig far Rothe imidlertid noget for DBL sa sjaeldent som to biografier, idet hans forfatterskab tilsyneladende har spaendt videre end Hans Jensens formaen, hvorfor filosoffen S. V. Rasmussen behandler den filosofiske side af dette. I en tidligere generation betegnede Vilhelm Andersen i 1909 Tyge Rothe som »en forulykket Grundtvig«.41 N. F. S. Grundtvig selv hyldede 1812-13 den forholdsvis nylig afdode Rothe som et miskendt geni, der midt i oplysningstiden ikke havde fornaegtet sin kristendom. Grundtvig indledte da demonstrativt sin fortale til Verdens Kronike 1812 med et omfattende citat af »den gaeve Tyge Rothes dyrebare vaerk: om kristendommens virkning pa folkenes tilstand i Europa«,42 og 1813 hed det i et langt digt til »Tyge Rothes Minde«: »Ja, selv her nede kan din faerd os laere Endelig, som naevnt, hyldede Rasmus Nyerup (som i de samme ar stottededen 41. Vilhelm Andersen: Tider og Typer. Erasmus II (1909), s. 243. 42. N. F. S. Grundtvig: Vaerker i udvalg ed. Georg Christensen og Hal Koch bd. 1 (1940), s. 335. 43. N. F. S. Grundtvigs Poetiske Skrifter ed. Sv. Grundtvig 3. Del (1882), s. 109. 44. Ellen Jorgensen a.a. s. 43.
Side 17
Han er saledes blevet kaldt bade en Grundtvig og en Montesquieu, navne der naeppe kan kalde pa de samme associationer. De i pafaldende grad uforligelige vurderinger turde have sammenhaeng med den kendsgerning, at Rothe allerede for sin samtid synes at have fremtradt som noget af en Janus-figur. Hans forfatterskab spaender sa vidt, omfatter i den grad tilsyneladende ikke sammenhaengende felter, at deter faldet svaert at finde en entydig indfaldsvinkel til det. Ogsa i naervaerende sammenhaeng ma behandlingen indskraenkes; emnet At Rothe forestillede sig en tidlig odelsfrihed, er som naevnt helt iojnefaldende. Yderligere nogle karakteristika ved hans tankegang fortjener imidlertid at fremdrages. Saledes var han sig staerkt bevidst, at den omstaendighed, at en tilsyneladende sa ideel samfundstilstand gik til grunde, kraevede en forklaring. historikere havde of test forklaret tilfaelde af »maerkelig forskel mellem gammel og senere tid« ved voldsomme begivenheder, men det syntes ham ikke ganske tilfredsstillende: »nar sadan hastig omvaeltning ej er sket, og den folgeligen ej kan findes, da gerader man i forlegenhed, og man foler den«.45 »faste og sig udmaerkende begivenheder, hvorved folke almuen mistede sin frihed, mode ikke i vor historie: love, hvilke havde den virkning findes og ikke: det gaelder da om at have filosofisk syn, og at kunne finde i historien den forste arsag og det forste stod, efter hvilket tingene ere gangne frem og have efterhanden mattet ga frem, saledes, at til sidst blev folke-ufrihed, livegenskab og lensaristokrati; jeg vil og sige, at man bor finde i historien, hvorledes dette faenomen, fast ukendelig i de aeldste tider, alt mere og mere forstaerkes, drager over horisonten, og til sidst indtager den hel, dog at det sker kun ved udbredelse efterhanden, efterdi den liden sorte sky, hvilken til sidst blev morkheds taeppe pa hele horisonten, var der, og kan findes at have vaeret der sare tidlig«.46 Hvad Rothe vil pointere med dette ma vaere sin erkendelse af, at der foreligger et historieteoretisk problem, noget man kun kan handtere, hvis man har »filosofisk syn«; hans krav til en forklaring synes at vaere, at den skal vaere genetisk, vise hvorledes et faenomen, der er indbygget i selve den aeldre tilstand vokser »som en mork sky«, sa tilstanden efterhandenbliver totalt forandret. Rothe har i det hele taget udtalt et begreb 45. Tyge Rothe: Nordens Statsforfatning I, s. 1 f. 46. ibid. s. 6.
Side 18
om historien som indebaerende en udvikling i form af en lineaer, konstant forandring: »her er da den arsagernes kaede, hvilken jeg holder ved, og jeg ser, at den raekker ud til de aeldste dage: jeg ser det som findende sted i disse aeldste dage, hvilket siden findes som virkende i de meget senere... «47 Ejendommeligt er det videre at se, hvor Rothes »filosofiske syn« byder ham at soge forklaringen pa historiens indbyggede forandring: »Det bliver da saederne, vi have at holde os ved, nar vi ville forklare ufrihedens fremgang«.48 Saederne synes i Rothes sprogbrug at betyde sadan noget som en tids made at organisere arbejdet pa. Det bliver derfor end mere tankevaekkende, at han fortsaetter: »men hvor finde vi arsagen til saedernes modifikation? unaegteligen i vands og lufts beskaffenhed: thi det bor man taenke, at jo naermere folkene var ved den gamle oprindelige, simple tilstand, jo faerre midler havde de til at besta: jo faerre politiske og borgerlige indretninger at vaelge imellem: de matte adlyde lands og klimas beskaffenhed, eller de matte ga under: det var anderledes, end deter med os europaeere, nar vi nu, havende vort moderland, vore mange landskaber, vore handels- og vindskibeligheds systemer, faeste os nu mod nord, nu mod syd, og der betvinge bade lands beskaffenhed og klima, og skaffe indretning, sadan, som vi ville have den. Lens-aristokratiet grunder sig pa livegenskabet og dette grunder sig pa menneskets ringeagtelse: derhos pa den landenes fysiske beskaffenhed, at vor europaeiske jord ma mojsommeligen dyrkes, for der kan blive overskud til vellevned for jordens ejere, hvilket sidste isaer gaelder for de gamle tider«. Rothes principper for historietolkning synes helt enkelt materialistiske: lufts og vands beskaffenhed ligger til grund for et folks historiske udvikling.Men deter mere kompliceret end som sa; disse materielle forhold saetter en foranderlig organisering af den menneskelige produktive virksomhedi gang, en »Saedernes Modifications Derved opstar en tiltagende grad af civilisation, i takt med hvilken menneskene bliver mindre umiddelbartnaturafhaengige. Den oprindelige folkefrihed, odelsfriheden, ma da hos Rothe forstas som et historisk unikt faenomen, et tidligt stadium i en lineaert fremadskridende udvikling. Denne udvikling ma i kraft af samspillet mellem menneskelig indsats og naturens kraefter uafvendeligt fore til den tidlige samfundsforms undergang og omdannelse til en ny, den som Rothe betegner lensaristokratiet. Rothes udgivelse af denne sin kulturfilosofiske vision pa Gyldendals Forlag 1781 synes at vaere den egentlige lancering pa dansk grund af en helstobt historisk teori om et 47. ibid. s. 7. 48. ibid. s. 6 f.
Side 19
oprindeligt selvejerbondesamfund eller et odelskabs- og folkefrihedssamfund. Ogsa Rothe stottede sig imidlertid til andre skribenter. Derom lod han Pa selve sit titelblad demonstrerede Tyge Rothe ved to citater, at han Isaer til den forstnaevnte refereres sa hyppigt i Rothes vaerker, at der helt givet er tale om langt mere end en besmykkelse af titelbladet med tilfaeldige fine navne. I naervaerende sammenhaeng er det dog umiddelbart mest indlysende, hvad Rothe havde fundet hos Moser. Citatet af denne pa titelbladet lyder: »Nach meinem Wunsche sollte auch der Bauer die Geschichte niitzen, und daraus sehen konnen, ob, und wo ihm die politischen Einrichtungen Recht oder Unrecht thuen« og stammer fra Osnabriickische Geschichte Tom 11, Fortale. I en fortale »Til Laeseren« i sit vaerks 2. del (1782) begrundede Rothe yderligere sin paberaben sig Moser: »Jeg har villet afhandle materien saledes, at hver landsmand kunne folge mig med tankerne, og fatte mine meninger: det har jeg efter den redelige Moser sagt pa titelbladet til forste del af bogen, og jeg tror, at historien da viser sig alleraedelst, nar den bliver brugelig for enhver«.49 Af Moser kunne man laere at opfatte nutidige og fortidige institutioner som tidsbestemte og glaede sig over, »hvor historien leder menneskene til at vaere viselig dommende«. Moser blev med sit siden sa beromte vaerk om fyrstebispedommet Osnabrucks historie en af historismens grundlaeggere. Rothe demonstrerer med sin laesning af vaerket, at det ogsa kunne udnyttes i oplysningens and. Mosers formal var at vise indbyggerne i det lille fyrstendomme, hvis reelle regent han pa denne tid var, hvorledes deres faelles faedreland (glosen »Vaterland« bruges af Moser om Osnabriick) var blevet til som resultat af det tyske riges helt specielle udviklingsgang. Ind i dette flettede sig for Moser en staerk betaenkelighed ved det 18. arhundredes nye ideer om fundamental menneskelige rettigheder, som alle fyrsternes undersatter pastodes i besiddelse af pa lige fod. Op imod dette stillede Moser den anskuelse, at staten burde basere sig 49. ibid, 11, s. IV f.
Side 20
baseret pa sma jordegne bonder. Fra en sadan tilstand havde det tyske rige beklageligvis fjernet sig under en udvikling, som det var ham magtpaliggendeat kunne folge i konkrete detaljer, og som han fandt var forlobet i fire stadier.50 Den aeldste periode i Tysklands historie betegnedeMoser da »die erste und giildne«. Den gang »war noch mehrentheils jeder deutscher Ackerhof mit einem Eigenthiimer oder Wehren besetzt... alle Freiheit (d.v.s. frihed fra krigstjeneste, H. P.) als eine schimpfliche Ausnahme von der gemeinen Vertheidigung, verhasst; nichts als hohe und gemeine Ehre in der Nation bekannt; Niemand, ausser dem Leut oder Knechte, einem Herrn zu folgen verbunden; und der gemeine Vorsteher ein erwahlter Richter, welcher bloss die Urtheile bestatigte, so ihm von seinen Rechtsgenossen zugewiesen wurden. Diese giildne Zeit daurete noch guten Theils, wiewohl mit einer auf den Hauptzweck scharfer anziehenden Einrichtung, unter Carl dem Grossen.«51 Til yderligere klargorelse anbragte Moser efter sit titelblad et kobberstik Denne skildring af en guldalder, hvor bonden var dominerende i kraft af »Ehre und Eigenthum«52 har altsa Thyge Rothe laest. Mosers bd. 11, hvorfra Rothe tog citatet til sit titelblad, udkom 1780, Rothes bog 1781. Moserlaesningen var saledes af nyeste dato, og faellesskabet om guldalderforestillingen synes umiskendeligt. Mosers guldalderbillede (man fristes til at sige som vist pa kobberstikket) ma ligge til grund for Rothe og dermed for en lang tradition i dansk historisk videnskab. Moser sluttede sin forste fortale 1768 med at udtale den forhabning, at »dermaleinst ein deutscher Livius aus dergleichen Familiennachrichten (d.v.s. som Osnabriickische Geschichte, H.P.) eine vollstandige Reichsgeschichte ziehen wird, so werde ich nicht fur den kleinsten Plan gearbeitet haben«. Vaerkets grundsynspunkt synes i hvert fald at have indbragt Moser Rothe lod sig imidlertid ikke noje med at skrive Moser af. Han forarbejdedeguldaldertanken i sin egen sammenhaeng. Hvad Moser i det af Rotheanvendte citat mente, at bonden kunne laere af historien, var bl.a. at saette jordmagt i stedet for den voksende pengemagt, som Moser vaemmedesved 50. Justus Moser: Osnabriickische Geschichte I, Vorrede, s. 111-XXIV, ibid. 11, Vorrede, s VI f, ed. G. R. Abeken, (Berlin 1843). 51. ibid. I, s. Xf. 52. ibid. s. XV.
Side 21
desved.53 Et sadant i bogstavelig forstand reaktionaert perspektiv forekommeroverhovedet ikke i Rothes Nordens Statsforfatning. Forskellen kan haenge sammen med, at den belseste dansker ogsa havde andre inspirationskilder.En af dem vedkendte han sig som sagt pa titelbladet til forste bind, og han uddybede temaet i fortalen til andet bind: »Jeg laerte at politisere ved manden Monteskio, og dette regner jeg mit til sere, som til fordel«.54 En af Rothes fordele af denne politiseren med Montesquieu turde vaere, at denne satte ham i stand til at taenke ganske anderledes systematisk om bondeguldalderen, end det skete hos Moser. Rothes Montesquieu-citat lyder »Je crois avoir fait des descouvertes sur une matiere la plus obscure, qve nous ayon, mais qui est pourtant une magnifique matiere. - Celle des lois feodales.«, og stedet anfores som »lettres famil. Lett. 26«. Opslag i nr. 26 af denne allerede i 1767 i Firenze udgivne samling breve fra det 18. arhundredes store statsteoretiker giver imidlertid et skuffende resultat; en sadan udtalelse findes ikke der. Gennemlaesning af samlingen afslorer, at citatet i stedet stammer fra brev nr. 65 (Lettre LXV) til Moneseigneur Cerati, skrevet af Montesquieu i Paris den 28. marts 1748. Montesquieu fortaeller her, at det skrider godt frem med det store vaerk, som han skriver pa (nemlig L'Esprit des Lois, der da ogsa kom ud 1748), idet han dog gerne ville have noget mere arbejdsro. Han har fornylig slidt sig hvidharet af at skrive om »nos lois civiles de France« (den omfattende livre XXVIII) og fojer sa til »I1 faudroit, pour que mon ouvrage fut complet, que je pusse achever deux livres sur les lois feodales. Je crois avoir fait des decouvertes sur une matiere la plus obscure que nous ayons, qui est pourtant une magnifique matiere. Si je puis etre en repos a ma campagne pendant trois mois, je compte que je donnereai la derniere main a ces deux livres, sinon mon ouvrage s'en passera«. Montesquieu fik sine to boger om de feudale love skrevet; de udgor livres XXX og XXXI i De Vesprit des lois. At domme efter Rothes anvendelse af Montesquieu-citatet pa sit titelblad finder han ikke mindre end Montesquieu, at denne med sin den 28. marts 1748 proklamerede indsigt i de feudale love havde gjort en magelos opdagelse. Montesquieus vaerk om lovenes and blev som bekendt ved sine virkningeri laengden af formidabel betydning bade for politisk teori og forfatningsmaessigpraksis i verden efter 1748. I sammenhaeng hermed er vel vaerkets indvirken pa historieskrivningen et faenomen af sekundaer betydning,men 53. ibid. s. XV. 54. Tyge Rothe: Nordens Statsforfatning 11, s. V.
Side 22
ning,mendog malt med historiografiens alen vaesentlig nok. Montesquieus vaerk ligger ifolge March Bloch frem for noget andet til grund for tanken om en feudal periode som et saerligt stadium i den europaeiske historic55 I august 1789 var denne forestilling sa fastslaet, at den franske nationalforsamlingsom indledning til sin etablering af fuldstaendig frihed og lighed for landets borgere proklamerede hermed at ophaeve »le regime feodal«. I det 19. arhundrede kunne Marx og Engels tilegne sig denne forestilling som en etableret kendsgerning.56 Det enestaende i Montesquieus fremstilling af de feudale love la nok forst og fremmest i, at han opfattede dem som en historisk foreteelse. De var unikke; deres opkomst var et faenomen, der var forekommet en og kun 6n gang i Europas historic Der ville derfor, sagde han, »y aurait une imperfection dans mon ouvrage, si je passais sous silence un evenement arrive une fois dans le monde, et qui n'arrivera peut-etre jamais; si je ne parlais de ces lois que Ton vit paraitre en un moment dans toute l'Europe, sans qu'elles tinssent a celles que Ton avait jusqu'alors connues; de ces lois qui ont fait des biens et des maux infinis...«57 Det helt specielle historiske forlob, der forte til et lensorganiseret Rothes politiske laere fra Montesquieu var da nok frem for alt den, at det feudale samfund med love i lensvaesenets and var et historisk faenomen, hvis tid tilmed var ved at vaere ommc Endvidere var for ham lensvaesenet et altomfattende samfundssystem, saledes at dets afskaffelse ville indebaere en fornyelse af meget fundamental karakter. Rothes bog om statsforfatningen, en betegnelse der i hans terminologi ikke star for styreformen, men for noget i retning af samfundsordenen, kan da ses som en bestraebelse pa pa Montesquieus grund at yde et historisk funderet bidrag til tidens debat om landbosporgsmalene. At det aktuelle sigte med at tale om folkefrihedstiden og lenstiden som historisk afgraensede perioder er et angreb pa alle feudale forrettigheder siger Rothe(der selv var godsejer) klart nok: »jeg kan ikke vaere en sa ufilosofisk politiker, at jeg... skulle miskende, hvilken glans og fasthed og gavn en 55. M. Bloch: European Feudalism. Encyclopedia of the Social Sciences, vol 6 (1931), s. 203-10. samme: La Society feodale. La formations des lieus de dependance (1939), s. 2 f. 56. H. Neubauer: Marxism, Communism and Western Society, vol. 3, (1973), s. 328 f. 57. De P esprit des lois. Livre XXX, chapitre premier. 58. ibid, livre XXX, chapitres V-VI.
Side 23
ordentlig adelsstand forskaffer monarkiet: dog vil vel ingen kraeve, at jeg, Imidlertid lod det sig ikke uden videre gore i nordisk sammenhaeng at »nar i vor nordiske historie ej mode erobringer, som de i andre lande: i Gallien, Italien, Tyskland og England, hvor nogle fa maegtige krigere gjorde landet til deres ejendom, og derefter udloddede blandt sig bade land og mennesker i landet: jeg siger, at nar dette ikke moder, og man derved far ret til at forestille sig Norden som folkefriheds landet, men da siden folger en tid og tilstand, sadan, at nu er intet folk mere, (eller for at tale end tydeligere) ingen fri almue: derimod det fuldkomneste aristokrati, lige staerk ydmygende bade konge og folk, da kan man let falde i forlegenhed, og det kan blive sare vanskeligt at begribe overgangen fra den ene forfatning til den anden aldeles modsatte*.60 Netop denne forlegenhed, manglen pa militaere invasioner, der fra begivenhedsfaeren kunne tages som forklaringer til samfundsforandringen, synes med sit krav om forklaring pa et andet plan at tvinge Rothe til at udvikle sin ide om en odelsfrihed, der i kraft af naturens og saedernes vekselspil har sin egen undergang indbygget. Det forekommer en rimelig karakteristik, at Rothe faktisk loser sit problem ved til erstatning for Montesquieus juridiske og militaere taenkemade at udvikle et saerdeles originalt udviklingsbegreb, som er mere materialistisk funderet, og som i hojere grad opererer med kraefternes samspil. Hermed er indiceret, at Rothe bor opfattes som en historisk samfundsforsker af et i Danmark usaedvanligt format. Det kan efter hans argumentation omkring lenssamfundets tilblivelse ikke vaere urimeligt at tillaegge ham et begreb om dette som en veritabel materiel produktionsmade. At han faktisk taenkte i sadanne baner fremgar med stor klarhed, nar man vender sig til hans 1784 udsendte bidrag til landboreformdebatten, et to-bindsvaerk med den omstaendelige titel: Danske Agerdyrkeres - iscer den til Hovedgaard hceftede Festebondes Kaar og borgerlige Rettigheder, for saavidt samme ere bestemte ved Lovene; eller vort Landvcesens System som det var 1783 politisk betragtet ved Tyge Rothe. Rothe indleder denne bog ved med eftertryk at definere sit begreb »Landvaesens system« som 59. Tyge Rothe: Nordens Statsforfatning 11, s. V f. 60. ibid. s. 2 f.
Side 24
principielt helt forskelligt fra »Landhusholdnings maden«. Landvaesenssystemeter »den del af staternes lovgivning, hvilken bestemmer agerdyrkerensborgerlige stand, og de ham tildelte rettigheder... Man kan sige, at landvaesens systemet er landboretten, og at det ma finde sted i hvert agerdyrkende folks lovbog«. Over for dette stiller han det rent agrartekniske, landhusholdningsmaden. Den har at gore med, om der »i jorden skal sas det eller det korn«.61 Rothes »politiske betragtning« bestod da i - under paberabelse af Montesquieu62 at analysere Danmarks problemer som haengende sammen med et foraeldet landvaesenssystem, hvis overgang til et nyt burde fremmes ved lovgivning. Deter pa baggrund af denne Rothes forestilling om lenssamfundet som et landvaesenssystem interessant at se, hvorledes han forestillede sig denne fordaervelige tilstands bortfald. Det skulle aldeles ikke, som man kunne have forestillet sig hos en Moser-beundrer, ske ved en tilbagevenden til guldalderens odelsfrihed. Rothe onsker derimod, at Danmark skal tilstraebe en udvikling som den, der er i gang i England. Den ideelle losning er da for ham ikke, at faestebonderne bliver ejere af deres garde, men at de far dem i fri forpagtning. »I Engelland er hertuger, grever, baroner, visconter, og disse store jorddrotter udgor jo et adelskab, ligesa haederligt som vores, eller noget andet lands. Pa deres slotte og garde sidde de sa stolteligen som nogen rigsfyrste, og dog sidde de der blandt pagtere, der bruge grundherrens jorder. Atter her sporger jeg, hvorfra det kunne udledes, at slig indretning ej skulle passe for vor stat, ja maske ej vaere mulig at skaffe, eller vaerd at onske?«63 En sadan ordning ville vaere til alle parters ogsa godsejernes, fordel. Derfor havde disse intet at frygte: »der skal jo ikke ske brud pa nogens lovlige rettigheder: ej med streng magt men med mildeligen ledende, opmuntrende, og til alle parternes forhold drdnende visdom bor lovgiveren komme imellem«.64 Mod bondernes ejendomsret til deres egne garde holder Rothe derimod en formidabel tordentale; at saette lighedstegn mellem frihed og jordejendom er en alvorlig misforstaelse. Den engelske godsejers forpagter er sandelig en fri mand; han ejer sandelig ogsa en masse, blot ikke jorden, som han lejer. »Ja, hvo ville tro, at bonde ej kunne have frihed, fordi han ej havde ejendom pa den festede jord?«65 61. Tyge Rothe: Vort Landvaesens System... s. 6-20 62. ibid. s. 47. 63. ibid, s. 46. 64. ibid, 47 f. 65. ibid. s. 48.
Side 25
Rothes hele program synes da at vaere, at Danmark bor udvikles til et England. Bonderne som frie forpagtere af jorden skal vaere respekterede borgere i landet til gavn for produktionen og dermed for faedrelandet. Dette synes ogsa at vaere tanken bag en tordentale mod, at bonder arbejder dels pa jorden, dels i fabrikker. Bonden skal arbejde sin fulde tid med jorden. Rothe kan godt forestille sig fabriksbyer, nar tiden er moden dertil, men heller ikke for. Tingene ma komme i deres historiske raekkefolge. Det forste og vigtigste ma vaere landbrugets genrejsning. Denne kan formodes at medfore en overskudsbefolkning, der sa kan saettes ind i industrien. Nar den situation nas, kan han godt forestille sig et dansk Birmingham.66 Hele udviklingen mod en sadan ny art guldalder, af hvilken Rothe venter sig sa meget, skal saettes i gang ved en ophaevelse af hoveriet og af andre former for tvunget arbejde til fordel for frit kob og salg af arbejdskraft. Rothe vil ordne tingene pa en ny enkel og letfattelig made: han er en utopisk kapitalist. For forsoget pa en tolkning af Rothes landbohistoriske tanker bliver det en ikke uvaesentlig pointe at forsta ham netop som utopist. Han udformer sine ideer for bondereformerne, inspireret af, hvad han havde for oje i 1770'ernes og 1780'ernes Danmark, og af den europaeiske litteratur. Noglen til at forsta ham synes at skulle findes i hans egen tolkning af sin fremtidsvision som en forestilling om et nyt landvaesenssystem, en ny produktionsmade, der skal aflose den hidtidige og saette skub i samfundet som et hele betragtet. Som utopist vil han det nye helt og fuldt; derfor gar han ind for forpagtervaesen d.v.s. storstilet kob og salg af arbejdskraft, i landbruget. Derfor udgav han i 1785 et saerskilt Anhang til sit skrift, i hvilket han agiterede for, at bondergardene burde vaere store, for »hvilket er onskeligst: enten at jordprodukten fortaeres af de mennesker, der dyrke jorden, og at den da ikke gores til penge, og ikke kommer i oml0b: eller at de, der dyrke jorden, have produkt at saelge, og at der folgeligen bliver handel med den produkt, samt at den handel bliver et nyt naeringsmiddel i staten?«67 Bonden skulle ind i markedsokonomien. Rothes vision var derimod ikke og kunne ikke vaere bundet af den danske virkeligheds udformning efter, at landboreformerne kom i gang. Dette synes Hans Jensen, nar han (jvf. ovenfor) haner Rothe for ikke at have haft sans for den karakteristisk danske losning, ikke at have begrebet.Som 66. ibid. s. 80-90. 67. ibid. II del, Anhang s. 3.
Side 26
bet.Somantydet kan imidlertid Rothe netop i kraft af sin utopiske vision af det nye som et ikke for kendt system forsta lenstiden, i hvis slutfase han tror at befinde sig, som et i sig selv historisk landvaesenssystem, der var fulgt efter et tidligere. Derfor ma han tillige laegge betydelig vaegt pa at beskrive det oprindelige odelssamfund som forskelligt fra lenssamfundet,og hans skildring af dette samfund bliver da en central kilde til hans historieopf attelse. Denne skildring praeges af en konsekvent gennemforelse af det materialistiske grundsynspunkt i den forstand, at Rothe binder sin karakteristik af samfundet til den made, det producerede pa. Han indleder sin behandling af oldtiden med grundigt at drofte, hvorledes der produceredes ved hjaelp af traelle. Det synes ham klart »at traellene har vaeret mange, og at hver jordejer har haft sine, eller med andre ord, at alle hussvennerne har baret traeldoms-aget«.68 Denne traeldom er »en borgerlig tilstand, hvorved man maegtigen forberedtes til i senere tider at boje sig under livegenskabs aget.«69 Netop denne traeldom, som er selve odelssamfundets grundlag, forer ogsa til dets forandring til det aristokratiske lenssamfund: »derfor, som jordejerne blev rige og staerke, sa gik det frem ved void, ved selvmagt, ved aftvungne foreninger, eller sadanne som mennesker ej have rettighed til at indga«.70 Rothe forbliver da netop ved hjaelp af sin materialistiske samfundsforklaring loyal mod den historicitet, han havde laert sig hos Montesquieu. Folkefrihedstiden indebar ogsa et historisk unikt samfundssystem, hvis vaesentlige karakteristikum var, at arbejdet udfortes af traelle. Senere forfattere onskede, som vi har set, folkefrihedssamfundet genindfort. Det var ikke Rothes sag. Han var sig helt bevidst, at dette samfund samtidig med, at det indebar frihed og lighed for jordbesidderne, indebar barbari mod traellene; med harme polemiserede han mod Suhm, der havde ment, at de nordiske traelle blev mere humant behandlet end de romerske slaver.71 Et sligt antikveret samfund havde det for Rothe ingen mening at onske 68. Tyge Rothe: Nordens Statsforfatning I, s. 32. 69. ibid. s. 22 f. 70. ibid. s. 14 f. 71. ibid. s. 18-25.
Side 27
Flere traek kunne anfores af synet pa folkefrihedssamfundet hos Tyge Rothe, som synes at fortjene en rehabilitering i dansk historiografi, ikke alene som ophavsmand til en livskraftig historisk tese, men ogsa som en historietaenker af et teoretisk raffinement, der forblev en sjaeldenhed mere end et hundredar efter hans dod. De tekstkritisk orienterede historikerretninger, der efterfulgte oplysningsgenerationen, havde ingen sans for den samfundsanalysende side af Rothes begavelse. (I ovrigt var hans kildekritiske talenter ej heller ringe. Som Montesquieu-elev gor han vellykkede forsog pa at tolke danske og isaer norske landskabslove som udtryk for, d.v.s. levninger af en bestemt art samfund72). At Rothes anseelse i dansk historieskrivning ikke er blevet storre, end tilfaeldet er, er naeppe uden sammenhaeng med den kendsgerning, at, om end nogle af hans ideer levede videre, blev hans historiske visioner ikke brugt i den and, hvori de var udtaenkt. Endvidere er det abenbart, at Rothes vision af en stordrift med ejendoms- og kapitalkoncentration i dansk landbrug ikke blev den form, der realiseredes ved landboreformerne. Man fik i stedet en udvikling med udbredt selveje til mindre brug og udbredt kapitalspredning, i hvert fald indtil de sidste artier af det 20. arhundrede, (hvilket naeppe var nogen ulykke!). Det historiografiske forlob omkring andre historikeres brug af Rothes folkefrihedstese synes da at tage skikkelse af en tilpasning af denne til en anden samfundsmaessig virkelighed end den, hvoraf den udsprang, og til en udvikling, der tog en anden retning end den utopi, der foresvaevede tesens fader. Set i dette perspektiv falder der nyt lys over de ovenfor anforte traek af selvejertesens gang gennem dansk historieskrivning. Et forste stadium af folkefrihedstesens 200-arige liv i dansk historie sa vi repraesenteret ved Rasmus Nyerup, der 1803 anerkendte Rothe som en dansk Montesquieu. Om end Nyerup brugte Rothe ved ordret aftryk af lange passager af Nordens Statsforfatning, er der dog allerede hos ham tillige tale om brug af forbilledet til egne formal. Det synes at haenge sammen med en helt forandret samfundsmaessig baggrund. De store landboreformer emu begyndt og hyldes pa Nyerups sidste sider. Skildringen af den oprindelige bondefrihed skal nu legitimere en udvikling, der har fundet sted. Hvor Rothe 1781 ville omstyrte, vil Nyerup 1803 praestere et forsvar. Som det storste nyvundne gode sa imidlertid faestebondesonnen Nyenipdet 72. Gode eksempler ibid. s. 68-71.
Side 28
nipdetekspanderende selveje. Man er allerede sa vidt, skriver han, at »alt det kongelige, det meste offentlige og en stor del privat gods er bleven selvejergods«.73 Nyerup forklarede da, som naevnt ovenfor, vikingetidensstorhed som et produkt af selveje til sma bondergarde. Traeldommensbetydning og brutalitet bagatelliserede han,74 hvorved Rothe blev brugbar til legitimering af folkefriheden for smabonder som en tilstand,der burde genskabes. Sligt var ikke efter Rothes hoved. Om Nyerupvar sig sin drejning af det store forbilledes tese bevidst, ma sta hen. Under alle omstaendigheder havde Nyerup ikke brug for, og var naeppe heller et tilstraekkelig kompliceret hovede til, at taenke i landvaesenssystembaner. Endnu Nyerup var dog ved selve sit vaerks anlaeg , »en historisk-statistisk skildring af tilstanden«, et barn af oplysningstiden med dens brede og til dels materielle historiebegreb. Imidlertid skulle det vise sig, at Rothes forestillinger ogsa lod sig omsaette til historisk-idealistisk folkeandstankegang. Grundtvigs hyldest til Rothe 1812-13 hang som naevnt sammen med den mangetydige Rothes bekenden sig til kristendommens historiske betydning. 1838 talte imidlertid Grundtvig om bondefriheden som noget, der kunne og skulle genwindes. Herved kom Grundtvig til at mobilisere sit gamle forbilledes forestilling til en brug, der var sa temmelig modsat den, hvortil den var udtaenkt. Grundtvigs sigte med bondefrihedens genindforelse var nernlig at standse en konsekvent kapitalistisk udvikling som den, han selv havde set i England. Grundtvig indsa, sagde han i den fjerde Mands Minde-forelaesning, nemlig ikke, hvorledes England »endnu en menneske-alder uden et stort mirakel kan undga en revolution, der, efter engelskmaendenes egen anelse, ville skabe »et ocean af blod««. Derimod turde han spa Danmark »en borgerlig reformation efter folkets hjerte... Hvad her i mine ojne naermest gor udslaget er, at England har opofret sin bondestand, og Danmark derimod adlet sin.«75 Rothe ville omdanne Danmark til et England; Grundtvig ville forebyggedet samme. Den oprindelige folkefrihed lod sig anvende som argumenti begge sammenhaenge. Grundtvigs bekymring for udviklingens mulighederdeltes dog ikke af alle. Hos den unge C. F. Allen tradte folkefrihedstanken1839-40 pany i en liberal optimismes tjeneste. Her bliver folkefriheden i skikkelse af bonden og hans kamp for friheden helt enkelt 73. Nyerup a.a. bd. 1. s. 515. 74. ibid. s. 49-52. 75. N. F. S. Grundtvig: Mands Minde (udg. 1877), s. 43.
Side 29
til hele danmarkshistoriens princip. Folkefrihedens undergang er for Allenentydigt identisk med selvejets overgang til faeste. Kan man end, som anfort, medgive Ellen Jorgensen, at Aliens ide om folkefriheden gik tilbage til Rothe, fremgar dog tillige en afgrund af forskel i tankesaet af deres forklaringer pa folkefrihedens undergang. For Allen gar den snarest under ved et uheld. »Den var en folge af den elendige sonderrevne tilstand, hvori Danmark befandt sig lige fra Valdemar Sejrs dod og indtil den store Margrete kom til at styre riget«.76 Bondernes tilbojelighed til at give sig under aristokratstaendernes beskyttelse skyldes en uheldig konstellation af politiske omstasndigheder. Der er her intet af Rothes »landvaesenssystem«-taenkning, der sogte forklaringen i odelstidssamfundets egen made at producere pa. Tvaertimod soger Allen som Nyerup at bagatellisere traeldommens betydning og omfanget af dens barbari i Norden.77 Noget forenklet kan da C. F. Aliens indsats siges at vaere den endelige omstobning af Rothes folkefrihedstese i en form, hvor folk saettes i det vaesentlige lig med gardejere, og hvor folkefrihed saettes lig med ejendomsret til middelstore bondergarde. Som ovenfor anfort taler Kr. Erslev om genrejsning af folkelig frihed i netop denne betydning. Det tor da haevdes, at odelsfrihedstesen i den af Allen skabte selvejerbonderomantiske form har praeget dansk historieskrivning fra C. F. Allen selv over Kr. Erslev til Erik Arup og Erik Kjersgaard og maske (som af Troels Dahlerup haevdet) tilmed til Benito Scocozza.78 Efter temperament kan man med Troels Dahlerup finde denne allenske praegning af traditionen »uhyggelig« eller maske, i Morten Korchs faedreland, indbegrebet af hyggelig. Under alle omstaendigheder forekommer det naerliggende at se den bruger-ejede bondegards totale dominans i dansk landbrug i samme periode som dette imponerende levedygtige historiografiske faenomens samfundsmaessige baggrund. Den herskende landbrugsform ophojes pa denne vis til naesten tidlost, naturgivet Folkefrihedstesens sejrsgang har naturligvis ikke udspillet sig uden modsigelserog 76. C. F. Allen a.a. s. 243 f. 77. ibid. s. 40-44. 78. B. Scocozza synes a.a. s. 66 fra sine forlaeg i den danske tradition at overtage ideen om et tidligt bondeselveje, der i 16. arh. var svundet nassten helt bort.
Side 30
sig folkefrihedstanken som en dominerende, pa Rothe hvilende, tradition,der Tanken om en tidlig folkelig frihed, lighed og ejendomsret ma da siges nok at vaere blevet nuanceret, men aldrig i princippet opgivet. Den alvorligste rystelse tilfortes den vel af Aksel E. Christensen, der 1945 vendt mod Hal Kochs besaettelsestidsvisioner om et folkeligt urdemokrati, konstaterede, at »klasseskel og ulighed har i virkeligheden siden meget gammel tid domineret samfundet«, men dog tillige fandt, at selvejet havde vaeret udbredt endnu op til 1340.79 Karakteristisk for det 20; arhundredes historievidenskab er ogsa pa dette omrade de empirisk indvundne datas fremtraengen pa visionernes og de totalitetsbeskrivende historieopfattelsers bekostning. I takt hermed har problemet om selveje eller faeste snarest antaget karakter af et agrarteknisk sporgsmal. Omskabt til agrarhistorisk tese har da forestillingen om en overvaeldende overgang til faeste i arhundredet efter Valdemarstiden kunnet leve videre. Dens herkomst som reminiscens af en i ovrigt opgivet historieopfattelse kom til at spille en mindre rolle, sa laenge den ikke stodte an mod, hvad man empirisk kunne iagttage. Netop et sammenstod mellem kildeiagttagelser og den efterhanden klassiske tese om »naesten den omvendte udvikling af de store landboreformers bondefrigorelse« synes imidlertid, som mest kategorisk fastslaet af Troels Dahlerup 197080, at blive konsekvensen af 1950'ernes og 60'ernes agrarhistoriske forskning, forst og fremmest repraesenteret ved C. A. Christensen og Erik Ulsig. Naervaerende forfatter, der havde bragt sig i den situation i 1973 at skulle formulere en syntese af perioden mellem Valdemar Sejr og Valdemar Atterdag, opfattede i det mindste dette sammenstod som sa fatalt, at det ikke laengere var holdbart at skrive pa linje med traditionen. Denne fornemmelse af en rystet tradition bragte forfatteren til i Danmarks Historie (Gyldendal 1977) at fremstille tanken om selvejets bortfald i denne periode som en fra Allen hidrorende tese, der nu tilsyneladende matte afloses af en tanke om en tidlig stordrift i landbruget, som da i denne periode 10b ind i en begyndende krise. Forfatteren har savel med hensyn til sin tvivl pa traditionens holdbarhedsom 79. Aksel E. Christensen: Kongemagt og aristokrati (1945) s. 116 f. 80. Troels Dahlerups anmeldelse af E. Ulsig: Danske adelsgodser. Historisk Tidsskrift 12 R. VI, s. 219-22.
Side 31
fremstilling pa sikrere grund ville kraeve dels en grundigere historiografiskundersogelse af tesen orn selvejets overgang til faeste, dels fornyede studier i periodens ejendomsforhold. Sigtet med naervaerende afhandling har vaeret i det mindste en tilnaermelse til denne opgaves forste, historiografiskeside. Som biresultat er tilsigtet en mere almindelig understregningaf en dansk oplysningshistorikers format. Pa baggrund af, hvad der ovenfor er iagttaget, forekommer det tankevaekkende, at grundlaget for tesen om en overgang til faeste i specielt 13. og 14. arhundrede vist nok aldrig pa nogen afgorende made har vaeret »positive« kildeiagttagelser. Forestillingen er derimod i alle sine mange varianter udsprunget af historikernes tankebygninger omkring store komplekser af samfundssammenhaenge. Yderligere vaekker det til eftertanke, at historikernes forestillinger synes i vaesentlig grad forbundet med den agrare virkelighed, de selv havde for oje. Traditionens repraesentanter fra Rasmus Nyerup til Scocozza bragtes derved til pa en systemaffirmativ made at omtale Danmark for faestevaesenets arhundreder som en tidlig udgave af Danmark efter landboreformerne. Tyge Rothe lod sig af den virkelighed, han havde for oje, aegge til en aetsende kritik af denne som helt system betragtet; det bragte ham til ud fra det erkendte behov for noget fundamentalt nyt at skildre for-lenstiden som et endnu aeldre system. Mest tankevaekkende forekommer da den iagttagelse, at Rothes ide om odelsfrihedssamfundet, om end det siden glemtes, udsprang af en produktionsmadetaenkning, der synes at have bragt ham pa hojde med det 18. arhundredes politiske okonomer ude i verden. Tanken om en succession af produktionsmader er som bekendt laenge efter liberalisten Rothes dage indgaet som grundelement i marxismen, der som lige sa bekendt indtil det seneste arti ikke er indgaet som noget centralt element i danske middelalderhistorikeres forestillingsverden. I 1970'erne synes det imidlertid abenbart, at forestillingen om feudalismen som en produktionsmade via den almindelige interesse for marxistisk teori vinder frem som faelles terminologi hos historikere af i ovrigt divergerendeobservans. Eksempelvis konstaterer Erik Ulsig 1975 i en bemaerkningtil professorkollegaen Niels Skyum-Nielsen, der som han selv ma kunne betegnes som en fremtraedende nutidig repraesentant for Erslevtraditionen,at det nye i Valdemarstiden »var etableringen af en feudalstat - ordet feudal taget i dets noget videre betydning«.81 NordmandenJon 81. Erik Ulsig: Omkring Niels Skyum-Nielsens Kvinde og Slave. Historie, Ny raekke XI, s 258.
Side 32
denJonElster bemaerkede 1973, at sporgsmalet om kapitalismens oprindelsefor det 20. arhundredes historieforskning syntes lige sa centralt som problemet om Romerrigets undergang var for det 18. arhundredes.82 For en sadan opfattelse bliver overgangen fra feudal til kapitalistisk produktionsmadeselve det historiske problem. Interessen for dette problems savel internationale som danske side er da ogsa abenbar i alle historiske universitetsmiljoer just nu, og den aktualiserer for sa vidt angar dets danske side sporgsmalet, hvordan dansk forsknings resultater kan fortolkesi en sadan sammenhaeng. Det kan vel da i sig selv vaere en grund til reverens for Tyge Rothe, at forskningen pa et fundamentalt punkt synes at have sluttet ringen, at vaere naet tilbage til en problemopfattelse som den, der gav ham anledning til at formulere en tese, som historikerne siden har taeret pa. Tungere ma det veje, at den fornyede tolkning af historien som en succession af produktionsmader alvorligt synes at aktualisere sporgsmalet om feudalsamfundets historie i Danmark, om dets opkomst samt naturligvis isser om dets forsVinden. For sa vidt angar dets opkomst synes det ejendommeligt, at forskningstraditionen siden Rasmus Nyerups og Aliens dage er staerkt bundet til en forstaelse af forholdene for faestevaesenets dage som en tidlig (og dette legitimerende) udgave af samfundet efter landboreformerne. Opfattes imidlertid sidstnaevnte som tiltagende kapitalistisk eller borgerligt, ma egentlig i Nyerup-Allen traditionen konsekvensen blive en opfattelse af det tidlige middelaldersamfund som en tidlig kapitalisme. Mod en absurditet som en sadan urkapitalisme genvinder unaegtelig den Rotheske forestilling om et odelssamfund med slaver som lenssamfundets forgaenger noget af sin styrke. Det synes da en rimelig tanke at genoptage diskussionen med Tyge Rothe, hvor Nyerup afsporede den. Det ma medgives Rothe, at man bliver nodt til at forestille sig et historisk unikt, fra bade feudalsamfundet og kapitalismen forskelligt, samfund for feudaltiden i Danmark. For sa vidt angar den snaevre periode mellem Valdemarerne, i hvilken der her blev taget udgangspunkt, ma den efter denne betragtningsmade antages at repraesentere et overgangssamfund. Om det var tidligt feudalt eller sent for-feudalt, skal her lades usagt. Thi lige sa givet deter, at begrebsapparatet kan bidrage til en meningsfuld nytolkning af de bevarede spor af periodens samfund, lige sa givet er det, at begreberne kun vil kunne opna konkret indhold ved fornyede kildestudier i periodens »landvaesenssystem«. 82. J. Elster (red.): Marx idag, (Oslo 1973), s. 24 f. |