Fra Bispetoften til Bjerget. Statsbiblioteket 1902-77. Red. af Ejgil Søholm og Karl V. Thomsen. With an English summary. (Universitetsforlaget, Århus, 1977). 252 s., ill. Kr. 64,40. Biblioteks- og Kulturliv i Århus. Erindringer af Emanuel Sejr. Udg. af rhus Udvalg. (Universitetsforlaget, Århus, 1977). 300 s., ill. Kr. 77,40 kr.

Sammenlignet med de to sosterbiblioteker i Kobenhavn, Det kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket, er Statsbiblioteket med kun trekvart arhundrede bag sig et ungt bibliotek, men alligevel er det nok det danske bibliotek, der har udgivet flest jubilaeumsskrifter.

1927 kom et digert vaerk, der behandledebibliotekets historie i de forste 25 ar, og hertil kom som et slags tillseg en beretningfra perioden 1927-1939; 1952 tog man turen en gang til med »Statsbiblioteket1902-52,« og 25 ar senere er bibliotekets75 arige historie og nuvaerende situationskildret i jubilasumsbogen fra 1977 »Fra Bispetoften til Bjerget«. Til denne imponerende raekke festskrifter kunne man ogsa faje det skrift, der blev udgivet i forbindelse med indvielsen af nybygningen1963, hvori Emanuel Sejr skildrede Statsbibliotekets interessante forhistorie

og tilblivelse. Og hvis man onsker at fortsaettekan man ogsa med en vis ret nasvne Emanuel Sejrs nedennasvnte erindringsbog,der vel nok er en selvbiografi, men dog, som titlen ogsa angiver, i hoj grader et erindringsskrift, netop om Statsbiblioteketog de mange mennesker, der har faerdedes her, men herom senere.

Statsbibliotekets historie er heldigvis interessant og farverig nok til at baere denne pompose raekke af festskrifter, som jo sikkert om ikke sa mange ar vil blive foreget med et hundredars jubilaeumsskrift. Statsbibliotekets historie er jo i ovrigt en del af den almindelige danske og nordiske bibliotekshistorie og bl.a. et eksempel pa, hvordan man med utraditionelle metoder, et eventyrligt engagement i sagen og til trods for en vis modstand fra nasr og fjern karma vidt, og oven i kobet meget vidt.

At Statsbibliotekets fatallige personale i lobet af utrolig kort tid efter 1902 og pa et meget svagt grundlag kunne fa et bibliotek til at fungere, var omend ikke i strid med naturlovene sa dog i strid med de teorier, man dengang og nu kan laese om i bibliotekshandboger og andre steder. Man gjorde simpelthen det, man normalt ville kalde det umulige. men man gav sig ikke tid til at undersoge, om det var umuligt, man gjorde det bare!

Statsbibliotekets sidste jubilaeumsskrift udmasrker sig ved en forbilledlig redaktion og tilrettelaeggelse; til trods for, at man i et historisk jubilaeumsskrift nodvendigvis ma have statistikker og meget andet, for den almindelig laeser lidet tiltraekkende stof, har man formaet at skabe et vaerk, der giver et levende indtryk af biblioteket og dets mange aktiviteter. De mange morsomme og kuriose indslag i bogens brede margener i form af gamle annoncer, vittighedstegninger og meget andet tjener i hoj grad til at gore bogen oplivende og ligefrem underholdende; sa ogsa i sa henseender er jubilaeumsbogen ud over det almindelige og kan tjene som model for andre institutionsskrifter.

Bemaerkelsesvaerdigt er det ogsa, at man i modsaetning til de fleste andre jubilaeumsskrifter ikke nojes med at lade institutionens egne folk komme til orde; man har ogsa villet here brugernes rest. Det har givet professor H.P. Clausen lejlighed til en raskke lige sa relevante som alment gyldige bemaerkninger om samhorighed mellem forskningsbiblioteker og forskningsmilje, om samspillet mellem bibliotek og brugere. Clausen giver ovenikobet brugerne en formaning om at interessere sig lidt mere for, hvad der haender forskningsbibliotekerne bl.a. med hensyn til nedskaeringer. »Deter ikke uden videre givet, at forskningsbevillinger altid skal prioriteres hojere end biblioteksbevillinger«, hvad i hvert fald enhver biblioteksmand vil give H.P. Clausen ret i.

I kapitlet, Billeder af et godt studiemiljo, giver magister Viggo Jorgensen sit indtryk af Statsbiblioteket som forskerens daglige vaerksted; der vanker megen ros og kun lidt ris, og ved laesningen far man aerlig talt den tanke, om ikke det ville vaere sundt, hvis alle biblioteksfolk blev tvunget til en maned eller to f.eks. hvert andet ar at vaare lanere for derved at fa lejlighed til at se biblioteket og dets metoder fra den anden side af skranken.

Jubilaeumsskriftets to redaktorer, overbibliotekar Karl V. Thomsen og forstebibliotekar Ejgil Soholm har skrevet hver sit afsnit om bibliotekets historie helt fra 1902, og bibliotekets arkitekt C.F. Moller giver et godt bidrag til den nuvaerende bygnings forhistorie, en forhistorie, der ligesom for de fleste andre danske forskningsbiblioteker har vaeret bade lang og trang.

Forskningsbibliotekar Niels Chr. Nielsengiver en udmasrket analyse af biblioteketslan bade til universitets- og folkebiblioteker,lanerkredsen m.v., ligesom bibliotekets klassifikationsspecialist, Erik

Buus introducerer bibliotekets systematiskekatalog.

Sidst skal naevnes spidsartiklen, skrevet af forhenvaerende overbibliotekar Emanuel Sejr, der skildrer bibliotekets forhistorie, altsa tiden fra de forste tanker kom frem om et bibliotek i Jylland, til Statsbiblioteket kunne indvies i 1902.

Med denne artikel er der en naturlig overgang til en omtale af overbibliotekar Sejrs store erindringsvaerk: Biblioteks- og Kulturliv i Arhus, som i 1977 blev udgivet af Arhus byhistoriske Udvalg.

Der er tale om et memoirevaerk af hoj kvalitet og om et fremragende bidrag til belysning af arhusiansk kulturhistorie i mere end et halvt arhundrede, og ovenikebet et halvt arhundrede, der har betydet overordentlig meget for hele byens udvikling.

Sejr blev knyttet til Statsbiblioteket i 1913 som 22-arig stud. mag. og virkede her i ikke mindre end 44 ar, siden 1936 som overbibliotekar, og deter derfor helt naturligt, at omtalen af biblioteket, dets problemer og personkreds med overbibliotekar V. Grundtvig i spidsen, optager en stor del af bogen.

Man far forstehands oplysninger om Statsbibliotekets kamp for at haevde sig som videnskabeligt bibliotek, og dermed et godt indblik i ikke mindst 1920'rnes bibliotekspolitik, og dertil far man en raekke ofte noget naergaende, men altid redelige og praecise karakteristikker af den generation af medarbejdere, som satte deres praeg pa biblioteket i dets forste halve hundrede ar.

Det var karakteristisk for mange af disse medarbejdere, der jo kom til biblioteket med vidt forskellig baggrund, at de i hoj grad folte sig forpligtet til ikke at isolere sig bag bibliotekets mure, men at tage del i byens kulturliv pa forskellige fronter.

Sejr er i sa henseende ikke nogen undtagelse, tvasrtimod; han har i arenes 10b deltaget i naesten alle sider af det arhusianske sianskekulturliv, og i hans skildringer af musikliv, teaterliv, lokalhistorie, journalistik og meget andet kommer man langt omkring i det arhusianske og moder en lang raekke af byens kendte personligheder. Meget charmerende er Sejrs omtale af hans forsog i krigsarene pa, sammen med Hans Hartvig Seedorff og boghandler Rasmus Naver, at arrangere litteraere soireer i Arhus, eller sammen med andre i 1918 at udgive en arhusiansk »Blasksprutte« kaldet »Skorpionen«, ligesom han sammen med komponisten Frede Bertelsen optradte i musikalsk-litterasre aftener i omegnens forsamlingshuse.

Sejr omtaler, at hans interesse for lokalhistorien oprindelig var af meget okonomisk art, idet han i betragtning af, at begyndelseslonnen ved Statsbiblioteket var 66 kr. om maneden, var nodt til at skaffe sig ekstraindtasgter ved at skrive i aviserne. Pa den made kom han ind i det lokalhistoriske arbejde, som siden har baret sa overordentlig rige frugter i form af en lang raekke fremragende storre og mindre publikationer, avisartikler i hundredvis og meget mere. Sejrs store lokalhistoriske materiale, som nu findes pa Statsbiblioteket, vil for al fremtid vasre et enestaende kildemateriale for enhver Arhushistoriker.

Selv om Sejrs beskedenhed heller ikke fornaegter sig i hans erindringsbog, far man dog alt i alt et tydeligt indtryk af hans betydning ikke alene for biblioteket, men ogsa for kulturlivet i den by, hvor han sa aktivt har virket siden 1913. At Sejr i 1962 blev udnasvnt til aeresdoktor ved Arhus Universitet ma nassten forekomme som en selvfolge.

Men Sejrs tilknytning til Arhus gar laengere tilbage end til 1913, nemlig til 1904, da hansom 13-arigt landsbybarn blev indskrevet som elev i Katedralskolens2. mellem, og pa mere end et halvt hundrede sider giver Sejr et fsengslende indblik i Katedralskolen og dens laererkredsi

kredsiarene for 1. verdenskrig. Et skolehistoriskafsnit af meget vaesentlig betydning,skrevet med sympati og varme, og ikke, som man ofte ser i skoleerindringer, praeget af en negativ holdning.

Sejr fortEeller ikke ukritisk, men altid meget prascist om mange af de laererpersonligheder, som for senere elever i Katedralskolen var mere eller mindre sagnomspundne.

Naevnes kan bl.a. rektor Vaupell, lektor Sveinbjornsson, overlasrerne Stegmann, Lorentzen, Meldal og Engell, sanglaererinden Susanne Saabye samt lektor K.G. Brondsted, og sidst men ikke mindst Olaf Hansen, der naturligvis blev den lzerer, Sejr folte sig nasrmest knyttet til.

Som allerede fremhasvet, er Sejrs erindringsbog praeget af en raekke afrundede skildringer af de personer, som har betydet noget for ham, og der er da ogsa af den grund et saerligt kapitel om bl.a. ungdomsvennen Marinus Borup, og Richardt Gandrup og Helge Topsoe-Jensen, ligesom ogsa et saerligt kapitel er viet to kobenhavnske overbibliotekar-kolleger Carl. S. Petersen og Svend Dahl, som i ovrigt var Sejrs modstandere i den store bibliotekskommission i 20'erne, men samtidig var, eller blev, hans naere venner; ogsa persongalleriet i teater- og musikverdenen far sin omtale.

Sejrs bog er mere end et forstehandsbidrag til belysning af biblioteks- og kulturlivet i Arhus. Hvad der giver den en saerlig vaerdi og en almen betydning er de mange personlige og meget smukke afsnit om f.eks. det stilfaerdige laererhjem i Nolev, om de vanskeligheder og problemer, et landsbybarn kommer ud for ved at blive flyttet forst til et arhusiansk og derefter til et kobenhavnsk miljo, og om ungdomsarenes melankoli og ensomhedsfolelse. Pa et hojt menneskeligt og litterasrt plan er ogsa kapitlerne om hustruen Harriet og om det at blive gammel.

Sejrs erindringer er ofte seriose, af og til lidt drilske, men altid skrevet med humor og en velgorende moderat abenhed. Bogen er fra forst til sidst praeget af klogskab og af den menneskelige varme og charme, som personligheder af Sejrs slags udstraler.