Jomsvikingernes Saga. Harald Blåtand, Svend Tveskæg og Vikingerne i Jomsborg. Oversættelse, indledning og noter ved Helle Degnbol og Helle Jensen. (G. E. C. Gad, 1978). 114 + 49 sider.

I samme udstyr som Knytlingesaga og ligeledespa
tilskyndelse af Bodil Begtrup
udsendes nu Jomsvikingernes Saga. Ogsa

denne oversaettelse ma betragtes som en gleedelig fornyelse i forhold til C. C. Rafns halvandethundredarige arbejde, der samaend har kunnet kobes for 8,75 kr. for fa ar siden. Den nye oversaettelse kan ikke blot traekke pa filologiens og historievidenskabens landvindinger, men kan ogsa udnytte den moderne digterprosasstorre frihed, der har gjort de gamle islasndinges mundrette stil, med dens hastigeskift mellem nutid og fortid, acceptabelfor den laesende offentlighed. Ligesomi Knytlingesaga fornemmer man her, at meget af oversaettelsens frapperendefriskhed er funderet i dens teksttroskab.I Jomsvikingernes Saga er modernismennok fort noget videre. Saerlig i replikkerneoptraeder et yngre nu-dansk, der viser, at oversaetterne i praksis har taget stilling til deres eget sporgsmal, om sagaen er humoristisk ment: »Det skal ikke komme an pa det,« siger Poppe, da Harald Blatand kraever jaertegn af ham.

Til den gode oversasttelse svarer et fortrinligt apparat: Indledningen gor rede for problemerne bade omkring sagaens gadefulde litteraere karakter, dens handskriftforhold, dens kilder og historicitet og dens betydning for senere digtning. Bade her og i den bibliografiske note gives der en udmaerket indforing i forskningen omkring sagaen. Noterne er stort set udmasrkede, og som noget nyt er der tilfojet et kort. Man gores opmaerksom pa Jomsvikingernes Saga som et problematisk vasrk, et stridens aeble blandt forskere. Den videnskabelige indforing tynger ikke, men tilfojer bogen en dimension, som fordyber laeserens glaede.

For historikere bliver Jomsvikingernes Saga naeppe igen en kilde til viden om »wie es eigentlich gewesen« i den senere vikingetid. Derimod er den, trods sit digteriske prasg, et vigtigt led i overleveringen af de islandske historiske traditioner, hvis udforskning ikke kun er et filologisk-litterasrhistorisk anliggende, men berorer historikeres arbejdsfelt. Deter derfor glaedeligt, at den nye oversaettelse fremtreeder i et sa udmaerket klasdebon.